91999E2371

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2371/99 af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen. Støtte til Grækenland efter de seneste naturkatastrofer.

EF-Tidende nr. 303 E af 24/10/2000 s. 0054 - 0055


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2371/99

af Mihail Papayannakis (GUE/NGL) til Kommissionen

(16. december 1999)

Om: Støtte til Grækenland efter de seneste naturkatastrofer

- De seneste regnskyl (den 8. november 1999), der navnlig ramte det sydlige Peloponnes, det vestlige Attika og Magnisia amt, forårsagede omfattende ødelæggelser.

- Det ulovlige byggeri, det sjuskede arbejde og forsømmelserne i forbindelse med gennemførelse af projekter (f.eks. motorvejen fra Athen til Korinth), omlægning af vandløb, som er en del af økosystemet (f.eks. floden Kifisos), samt den store brand i 1998, der lagde Penteli-bjerget øde, har vanskeliggjort vandabsorberingen.

1. Hvilke projekter til modvirkning af oversvømmelser har Kommissionen finansieret i Grækenland? Er projekterne blevet gennemført, i givet fald hvornår, og hvilke projekter drejer det sig om? Er projekterne blevet finansieret med de bevillinger, Kommissionen stiller til rådighed gennem forordningerne om genskovning, og i givet fald hvilke? Har de ansvarlige græske myndigheder forelagt forslag til forbedring af situationen omkring Kifisos, der gik over sine breder i 1997, hvilket miljøkommissæren anmodede om i sit svar på mit spørgsmål E-0188/97(1)?

2. Kan Kommissionen tillige oplyse, om der kan ydes omgående støtte til gennemførelse af infrastruktur, hvis de regionale myndigheder anmoder herom, og først og fremmest til de regioner, der blev ramt af de seneste regnskyl?

(1) EFT C 217 af 17.7.1997, s. 122.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(2. februar 2000)

Kommissionen har medfinansieret en række foranstaltninger til forebyggelse af oversvømmelser gennem forskellige operative programmer på regionalt niveau under den anden EU-støtteramme, som dækker perioden 1994-1999. Siden september 1999 har Samhørighedsfonden været med til at finansiere et projekt til regulering af Sarrantapotamos-flodens løb. EU-støtten udgør 2,48 mio. EUR, dvs. 80 % af de samlede omkostninger. Det skal også nævnes, at Samhørighedsfonden i forbindelse med næsten alle godkendte projekter til etablering af systemer til bortledning af spildevand medfinansierer systemer til bortledning af regnvand, hvilket bidrager til beskyttelse mod oversvømmelser.

Når det gælder skove, har Samhørighedsfonden medfinansieret (85 %) tre projekter på i alt 14,21 mio. EUR. Disse nu fuldførte projekter omfattede både tekniske foranstaltninger og skovbrugsforanstaltninger og gik ud på at beskytte jordbunden i bjerge mod erosion, desuden omfattede de tiltag som

gentilplantning med skov, etablering af brandbælter, bygning af vandreservoirer og pumpestationer og endelig forskellige arbejder til forebyggelse af skovbrande (veje, brandbælter, brandstationer, observationsposter, forsyninger og udstyr, vandreservoirer). Samhørighedsfonden medfinansierer også 85 % af de samlede omkostninger på 37 mio. EUR ved projektet til beskyttelse af natur og skove i Grækenland. Denne støtte går til forskellige former for brandbeskyttelse (nødvendigt udstyr) og til opførelse, forbedring og udrustning af brandstationer samt til opførelse af 150 vandreservoirer.

I perioden 1992-1999 ydede Kommissionen desuden en støtte på i alt 19,85 mio. EUR til 86 projekter (medfinansieringssats: 50 %) i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande(1). Projekterne vedrører især forebyggende skovbrugsforanstaltninger og infrastrukturer til brandbeskyttelse, fx skovveje, brandbælter og vandforsyningssteder, samt overvågningsforanstaltninger som opførelse af brandvagttårne og uddannelse af specialiseret personale. Der er desuden indført et regionalt informationssystem, som er et vigtigt værktøj til forebyggelse og behovsanalyse.

Når det gælder gentilplantning med skov, er der under den anden EU-støtteramme og EU-intiativerne opført offentlige udgifter på i alt 298,7 mio. EUR, inklusive et medfinansieret beløb på 224 mio. fra Udviklingssektionen i Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, til skovsektoren. Der er praktisk talt disponeret over hele dette beløb til en lang række foranstaltninger mange forskellige steder i de græske skovområder, bl.a. til aktiviteter som beskyttelse, gentilplantning med skov og udvikling af skovbruget. Tallene ovenfor viser, hvor intensiv en indsats der er gjort for skovsektoren i Grækenland.

Hvad angår planerne om at rette op på situationen i Kifisos, har Kommissionen flere gange henvendt sig til de græske myndigheder for at få oplysninger om vandforureningsproblemet. Spørgsmålet blev bl.a. drøftet på mødet den 9. og 10. december 1999 med de græske myndigheder, som da henviste til de foranstaltninger og kontroltiltag, der allerede var blevet gennemført. Kommissionen blev imidlertid ikke informeret om omlægning af vandløb og vil kontakte de græske myndigheder for at få alle relevante oplysninger.

Den Europæiske Fond for Regionaludvikling kan i princippet medfinansiere støtteberettigede foranstaltninger i de oversvømmelsesramte områder, men det kræver, at de græske myndigheder ansøger om det.

(1) EFT L 217 af 31.7.1992.