SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2364/99 af Hans Kronberger (NI) til Kommissionen. Atomkraftværket Bohunice ‐ sikkerhedsmangler.
EF-Tidende nr. 203 E af 18/07/2000 s. 0167 - 0168
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2364/99 af Hans Kronberger (NI) til Kommissionen (1. december 1999) Om: Atomkraftværket Bohunice sikkerhedsmangler Ifølge de østrigske medier afslører en undersøgelse, som den østrigske forbundsregering har givet i kommission til universitetsinstituttet for risikoforskning om sikkerhedsrisici i det slovakiske atomkraftværk Bohunice, at Slovakiet tilsyneladende ikke kun har givet Østrig forkerte oplysninger men også Kommissionen. Af undersøgelsen fremgår det endvidere, at Slovakiet kun delvis eller i ufuldstændig grad har gennemført de bebudede moderniseringsforanstaltninger, hvormed de begrundede udskydelsen af nedlukningsdatoen til 2006/2008. Blandt andet skulle der i de to reaktorkerneområder i begge anlæg være blevet konstateret mangler, som medfører risici for offentligheden. Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål. 1. Har den østrigske forbundsregering givet Kommissionen meddelelse om denne undersøgelse? 2. I bekræftende fald hvornår blev Kommissionen informeret herom og i hvilken udstrækning? 3. I benægtende fald hvad agter Kommissionen at gøre i betragtning af disse kendsgerninger og med henblik på Slovakiets forestående tiltrædelsesforhandlinger? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Günter Verheugen (16. december 1999) Den østrigske regering har for nylig fremsendt en kopi af undersøgelsen til Kommissionen. En første gennemgang bekræfter ikke den opfattelse, at de slovakiske myndigheder skulle have givet Kommissionen forkerte oplysninger. Kommissionen er blandt andet blevet underrettet om, at programmet for ombygningen af Bohunice V1 først vil være fuldført i 2000. Kommissionen vil gennemgå denne undersøgelse yderligere og vil indgående drøfte alle oplysninger, der ikke har været tilgængelige før, med de behørige slovakiske myndigheder. Forud for og under tiltrædelsesforhandlingerne vil Kommissionen fortsat nøje følge udviklingen inden for nuklear sikkerhed i Slovakiet og specielt tilse at landet opfylder sin forpligtelse om hurtig nedlukning af Bohunice V1 i 2006/2008.