91999E2305

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2305/99 af Sir Robert Atkins (PPE-DE) til Kommissionen. År 2000-problemet i lufthavne.

EF-Tidende nr. 219 E af 01/08/2000 s. 0133 - 0134


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2305/99

af Sir Robert Atkins (PPE-DE) til Kommissionen

(13. december 1999)

Om: År 2000-problemet i lufthavne

Hvor mange internationale lufthavne i Den Europæiske Union har foretaget de nødvendige justeringer for at undgå at udsætte passagerer og fragtgods for skader, farer eller forsinkelser på grund af år 2000-problemet?

Samlet svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio på skriftlige forespørgsler P-2267/99, E-2303/99, E-2304/99 og E-2305/99

(16. december 1999)

Som det er tilfældet inden for andre sektorer, der berøres af år 2000-problemet (Y2K), er Kommissionens rolle inden for lufttransport og lufthavne primært at formidle oplysninger. Når det gælder lufthavne, er det ifølge de nationale kompetencer og nærhedsprincippet lufthavnsmyndighederne og de nationale civile luftfartsmyndigheder, der har ansvaret for Y2K-problemet. Sikkerhedsregler er aftalt på internationalt plan verden over, og medlemsstaterne skal sikre overholdelse af regler og forordninger, der gælder lufthavne. En række internationale organisationer har en rolle at spille alt efter deres ansvarsområder.

Den internationale organisation for civilluftfart (ICAO) har udarbejdet kriterier for vurdering af Y2K-problemet, bl.a. om luftfartstjenester, lufthavne og luftfartsselskaber, og har opfordret ICAO-landene til at foretage en kritisk vurdering af Y2K-overensstemmelse. De skal derefter fremsende oplysninger om deres forskellige tjenesteydelsers overholdelse af kriterierne. Oplysningerne stilles til rådighed for autoriserede medarbejdere og ICAO har forelagt en global Y2K-beredskabsoversigt, som er offentligt tilgængelig.

Eurocontrol fokuserer primært på udarbejdelsen af nødplaner. I samarbejde med ICAO opretter Eurocontrol en europæisk regional Y2K-koordineringsenhed, der skal indsamle og formidle oplysninger til de berørte lande, så der kan tages operationelle skridt for at forebygge eventuelle forstyrrelser i luftfartssystemet. Koordineringsenheden får huse i Eurocontrols centralenhed for trafikstyring (Central Flow Management Unit) i Bruxelles, hvor den vil være operationel den 31. december 1999 og 1. januar 2000.

Den europæiske konference for civil luftfart (ECAC) har som supplement til ICAO's initiativ undersøgt de juridiske aspekter ved eventuelle fremgangsmåder i relation til Y2K-beredskabet og operationelle indskrænkninger, når der ikke foreligger oplysninger om beredskabsstatus eller hvor der er mistanke om manglende overholdelse af kriterierne. En fælles fremgangsmåde er udarbejdet over for lande, hvis indsendte oplysninger anses for utilstrækkelige, for at løse de udestående problemer. Situationen undersøges i nær fremtid, og om nødvendigt træffes der passende skridt.

Den internationale lufttransportforening, IATA, som det internationale lufthavnsråd samarbejder med, har udviklet det Y2K-industriprojekt, der blev forelagt i juni 1998. Det lægger vægt på at øge opmærksomheden, styrke samarbejdet inden for industrien, indsamle oplysninger om Y2K-beredskabsstatus, og fremme beredskabsplaner. Luftfartsselskaberne har gennem IATA iværksat et program, der omfatter lufttrafiksystemer og lufthavne samt producenter af luftfartøjer, motorer og luftfartselektronik.

På basis af de oplysninger og rapporter, som Kommissionen råder over, eksempelvis rapporterne fra internationale regeringsorganer og industriorganisationer på en workshop, som Kommissionen afholdt den 29.-30. september 1999, mener Kommissionen, at luftfartsindustrien er langt fremme med forberedelserne for at klare eventuelle problemer i de europæiske lande. Det er sket i overensstemmelse med planer, der skal sikre overholdelse af krav og tage højde for uforudsete problemer. Planerne dækker på tilfredsstillende vis umiddelbare sikkerhedsproblemer. Det kan dog ikke udelukkes, at der opstår kapacitetsproblemer i dagene efter årtusindskiftet.

Hvad angår medlemsstaternes internationale lufthavne, fremgår det af de foreliggende oplysninger, at grundige og omfattende programmer til at identificere og afhjælpe potentielle Y2K-problemer er gennemført eller planlægges gennemført inden årtusindskiftet.

Det kan også nævnes, at Kommissionen i juli 1999 nedsatte en arbejdsgruppe på højt plan om datoskiftet ved år 2000, efter anmodning fra Det Europæiske Råd i Köln. Arbejdsgruppen har afholdt månedlige møder og fortsætter sine møder resten af året for at løse forskellige aspekter af Y2K-problemet på fællesskabsplan.