SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2247/99

af Neil MacCormick (Verts/ALE) til Kommissionen

(19. november 1999)

Om: Strukturfonde og regionalstøtte

1. Kan Kommissionen bekræfte, at enhver tildeling af strukturmidler til en medlemsstat under f.eks. mål nr. 1 eller 2 gøres til genstand for additionalitetsreglen, dvs. at medlemsstaten må sikre, at de pågældende fondes bevillinger, der forvaltes lokalt eller regionalt, ikke erstatter udgifter fra eksisterende bevillinger, men at de supplerer dem? Indebærer dette en forpligtelse til at tilpasse midler over lokale budgetter med bevillinger, der afholdes via strukturfondene?

2. Agter Kommissionen at træffe foranstaltninger til at sikre, at additionalitetsreglen (hvad dens egentlige og relevante betydning end måtte være overholdes af medlemsstaterne? I bekræftende fald, hvilken mekanisme bruger Kommissionen til at gøre dette? I benægtende fald, hvorfor ikke?

3. Såfremt en lokal eller regional myndighed eller en valgt repræsentant i en sådan myndighed eller et medlem af Europa-Parlamentet har velbegrundet mistanke om, at midlerne tilegnes uretmæssigt ved, at de tildeles uden behørig hensyntagen til additionalitetsreglen, hvilken klageprocedure bør den pågældende ifølge Kommissionens mening følge i et sådant tilfælde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(20. december 1999)

1. Det er korrekt, at Rådets forordning (EØF) nr. 2082/93 af 20. juli 1993 om ændring af forordning (EØF) nr. 4253/88 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter(1) fastsætter, at strukturfondsbevillingerne ikke må erstatte strukturelle eller lignende udgifter, der finansieres af medlemsstaten. Den fastsætter imidlertid også, at additionalitetsreglen er gældende for hele det område, der er støtteberettiget under et mål, og ikke kun på lokalt eller regionalt plan. Additionalitetsreglen er derfor efterlevet, hvis medlemsstaten opretholder sine samlede offentlige strukturudgifter eller lignende udgifter på mindst det samme niveau som i den foregående programmeringsperiode. Tilsvarende bestemmelser vil være gældende i den næste programmeringsperiode for mål 1, mens additionaliteten for mål 2 og 3 vil blive vurderet under ét på grundlag af de nationale udgifter til aktiv arbejdsmarkedspolitik (Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(2)). Omfanget af matchende fonde på lokalt plan er et særskilt spørgsmål i forhold til additionaliteten og afhænger af opbygningen af de konkrete programmer eller foranstaltninger.

2. EF-støtterammerne eller de samlede programmeringsdokumenter vedrørende udgifter under strukturfondene godkendes ikke, medmindre de indeholder bestemmelser, der sikrer forudgående overensstemmelse med additionalitetsreglen. I programmeringsperioden forelægger medlemsstaten Kommissionen de finansielle oplysninger, der kræves for at føre fortløbende kontrol med efterlevelsen af additionalitetsreglen. Forordningerne omhandler ikke specifikke sanktioner for de tilfælde, hvor det ved denne kontrol konstateres, at additionalitetsreglen ikke efterleves.

3. Da det ikke er muligt at drage konklusioner på lokalt eller regionalt plan, hvad angår efterlevelse af additionalitetsreglen, er det ikke relevant at indberette overtrædelse af reglerne på dette plan.

(1) EFT L 193 af 31.7.1993.

(2) EFT L 161 af 26.6.1999.