91999E2009

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2009/99 af Ulpu Iivari (PSE) til Kommissionen. Bibliotekernes rolle i en moderne verden.

EF-Tidende nr. 203 E af 18/07/2000 s. 0114 - 0115


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2009/99

af Ulpu Iivari (PSE) til Kommissionen

(9. november 1999)

Om: Bibliotekernes rolle i en moderne verden

Efter anmodning fra Formandskonferencen meddelte Europa-Parlamentets formand den 15. maj 1998, at Europa-Parlamentets Udvalg om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier havde fået tilladelse til at afgive betænkning om bibliotekernes rolle i en moderne verden. Udvalget valgte Mirja Ryynänen til ordfører. Udvalgets initiativbetænkning vedtoges på plenarmødet i oktober 1998(1). Det blev fastslået, at drøftelsen om betænkningen svarede til forberedelsen af en grønbog.

Kommissionen har besluttet at forelægge en meddelelse om spørgsmålet og komme med betydelig flere detaljerede oplysninger til brug for den efterfølgende drøftelse end hvad der var tilfældet i betænkningen. Denne meddelelse har man nu ventet på i et års tid.

Hvor langt er Kommissionen kommet med udarbejdelsen af meddelelsen? Hvad er tidsplanen for Kommissionens arbejde med biblioteksspørgsmålet?

(1) EFT C 341 af 9.11.1998, s. 373.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Erkki Liikanen

(3. december 1999)

Den betænkning, som det ærede medlem henviser til, er en vigtig betænkning, som rejser nogle vigtige spørgsmål vedrørende bibliotekernes rolle i den moderne verden. Også Kommissionen erkender, at biblioteker indgår i en bredere sammenhæng med arkiver, museer og andre kulturelle institutioner med hensyn til at sikre borgernes adgang til viden og kultur i et moderne netværksbaseret informationssamfund.

Samtidig med at den fuldt ud støtter udvalgets arbejde, er Kommissionen i færd med at overveje om, og i givet fald hvordan, der kan tages hensyn til denne bredere sammenhæng, især set i lyset af det arbejde, der finder sted vedrørende informationssamfundet under det femte rammeprogram. Hensigten er inden for de kommende måneder at fremlægge konkrete rammer for koordinering og samarbejde mellem de forskellige hukommelsesinstitutioner.