SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1972/99 af Gilles Savary (PSE) til Kommissionen. Harmonisering af kørselsrestriktionerne for lastvogne i weekenden samt på fri- og helligdage (forslag til Rådets direktiv KOM(1998) 115 af 25. maj 1998).
EF-Tidende nr. 219 E af 01/08/2000 s. 0055 - 0056
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1972/99 af Gilles Savary (PSE) til Kommissionen (19. oktober 1999) Om: Harmonisering af kørselsrestriktionerne for lastvogne i weekenden samt på fri- og helligdage (forslag til Rådets direktiv KOM(1998) 115 af 25. maj 1998) Præcis hvilken holdning indtager Kommissionen og hvor langt er den kommet med arbejdet efter konklusionerne fra samlingen i Rådet (transport) den 6. oktober 1999 i Luxembourg vedrørende kørselsrestriktionerne for lastvogne i weekenden samt på fri- og helligdage? Står harmoniseringen af kørselsperioderne for lastvogne i weekenden samt på fri- og helligdage stadig på dagsordenen for Kommissionens arbejde? Fastholdes forslaget til Rådets direktiv KOM(1998) 115(1) som det er, eller agter Kommissionen at ændre eller slet og ret at trække sit forslag tilbage? Såfremt der påtænkes en ændring, hvad bliver da grundlaget for et kompromis? Og inden for hvilken frist og ifølge hvilken tidsplan kommer det til at ske? (1) EFT C 198 af 24.6.1998, s. 17. Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio (10. november 1999) Kommissionen kan oplyse det ærede medlem om, at man efter mødet i Rådet (Transport) den 6. oktober 1999 og drøftelserne om forslaget til Rådets og Parlamentets direktiv om et sæt harmoniserede regler for kørselsrestriktioner for lastvogne i international transport på bestemte vejstrækninger i øjeblikket arbejder på et revideret direktivforslag. Under transportrådsmødet var der omfattende enighed om to spørgsmål: medlemsstaternes forpligtelse til at anmelde restriktioner til Kommissionen på forhånd, så processen bliver mere gennemskuelighed, og harmonisering af restriktionernes anvendelsesområde, dvs. der udarbejdes en fælles liste over undtagelser. Der er dog stadig ikke enighed om restriktioner i weekenden og på helligdage. Fronterne er meget stærkt trukket op i både Rådet og Parlamentet, hvilket medfører næsten modsatrettede holdninger. Kommissionen agter derfor at vedtage og forelægge Rådet og Parlamentet et revideret forslag i slutningen af 1999, som på den ene side tager hensyn til, hvilken virkning restriktioner for lastvogne på det transeuropæiske vejnet har på det indre marked, og på den anden side behovet for at sikre, at legitime og velbegrundede begrænsninger, som medlemsstaterne indfører, anerkendes.