SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1891/99 af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen. Prøvedyrkning af genetisk modificerede afgrøder.
EF-Tidende nr. 219 E af 01/08/2000 s. 0043 - 0044
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1891/99 af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen (29. oktober 1999) Om: Prøvedyrkning af genetisk modificerede afgrøder Tog Kommissionen hensyn til Maastricht-traktatens artikel 130R, stk. 2, da den godkendte prøvedyrkning af genetisk modificerede afgrøder? Fællesskabets politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Fællesskabet. Den bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler. Der skal tages hensyn til miljøbeskyttelseskravene i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af Fællesskabets øvrige politikker. I den forbindelse omfatter de harmoniseringsforanstaltninger, der skal iværksættes for at opfylde miljøbeskyttelseskravene, i relevante tilfælde en beskyttelsesklausul, der giver medlemsstaterne bemyndigelse til af ikke-økonomiske miljøhensyn at træffe foreløbige foranstaltninger, der underkastes en fællesskabskontrolprocedure. Kommissionen bedes redegøre for, hvordan den nåede frem til beslutningen om prøvedyrkning af genetisk modificerede afgrøder? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström (7. december 1999) Forsøgsdyrkning af genetisk modificerede afgrøder er tilladt i henhold til Rådets direktiv 90/220/EØF af 23. april 1990 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer(1). Direktivets del B indeholder godkendelsesproceduren for udsætning af genetisk modificerede organismer (GMO'er) i forsknings- og udviklingsøjemed. Direktivet er baseret på princippet om, at der skal træffes forebyggende foranstaltninger i forbindelse med udsætninger, som kan påvirke miljøet, og at der ved kontrollen med risikoen ved udsætning af GMO'er skal tages behørigt hensyn til konsekvenserne for sundhed og miljø. Direktivet understreger, at der forud for enhver udsætning skal finde en sag til sag-miljøvurdering sted. I direktivets artikel 4 hedder det, at medlemsstaterne skal sikre, at der træffes alle nødvendige foranstaltninger til at undgå negative indvirkninger på menneskers helbred og miljøet som følge af udsætning af GMO'er. Medlemsstaterne skal endvidere udpege en kompetent myndighed, der skal have ansvaret for opfyldelsen af direktivet krav. I praksis kan en udsætning i forsknings- og udviklingsøjemed, som f.eks. forsøgsdyrkning af en genetisk modificeret afgrøde, kun finde sted med tilladelse fra den kompetente myndighed i den berørte medlemsstat. For at få tilladelse skal den pågældende virksomhed eller person forelægge en anmeldelse. Anmeldelsen skal omfatte et teknisk dossier med de oplysninger, der kræves til vurdering af forudsigelige risici, det være sig øjeblikkelige eller forsinkede risici, og en vurdering af de virkninger og risici for sundhed og miljø, som GMO'erne kan indebære. Den kompetente myndighed vurderer disse oplysninger, og har den forvisset sig om, at direktivets krav er opfyldt, videresender den disse oplysninger til samtlige medlemsstater, så disse kan fremsætte deres bemærkninger hertil. Kommissionens rolle er at lette udvekslingen af oplysninger. Udsætning kan kun finde sted med skriftligt samtykke fra den kompetente myndighed i medlemsstaten. Hvis den kompetente myndighed efterfølgende får adgang til oplysninger, som kan have betydelige konsekvenser hvad angå risikoen ved udsætningen, kan den kompetente myndighed kræve, at anmelderen ændrer betingelserne for udsætningen, stiller denne i bero eller bringer den til afslutning. (1) EFT L 117 af 8.5.1990.