91999E1889

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1889/99 af Luis Berenguer Fuster (PSE) til Kommissionen. Eventuel interessekonflikt ved behandlingen af en sag om offentlig støtte.

EF-Tidende nr. 170 E af 20/06/2000 s. 0095 - 0096


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-1889/99

af Luis Berenguer Fuster (PSE) til Kommissionen

(14. oktober 1999)

Om: Eventuel interessekonflikt ved behandlingen af en sag om offentlig støtte

Det fremgår af de oplysninger, der er offentliggjort i spansk presse om sagen om offentlig støtte til de spanske elvirksomheder til dækning af udgifter i forbindelse med overgangen til fri konkurrence, at tjenestegrenene under kommissionsmedlemmerne Monti og De Palacio medvirker i arbejdet med at kvantificere disse udgifter, og det fremgår desuden, at det spanske kommissionsmedlem ser positivt på, at der ydes støtte for at lette de udgifter, der opstår ved liberaliseringen.

De Palacio har været medlem af den regering, som vedtog at yde offentlig støtte til udgifter i forbindelse med overgangen til fri konkurrence, som udmøntes i en forhøjelse på 4,5 % af de spanske forbrugeres elregninger, men det synes ikke at hindre, at hun inden for sit nye ansvarsområde kan tage stilling til beslutninger, som hun selv tidligere har været med til at træffe.

Mener Kommissionen, at kommissionsmedlem De Palacio bør afstå fra at behandle en sag, hvori det undersøges, om offentlig støtte, som hun selv har været med til at give, er i overensstemmelse med traktaten?

Samlet svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti på skriftlige forespørgsler E-1761/99 og P-1889/99

(17. november 1999)

Ifølge de oplysninger, Kommissionen råder over fra det spanske elektricitetsråd, er de elpriser, de spanske forbrugere skal betale, faldet i faste priser med 3,1 % i 1996, 2,9 % i 1997, 4,4 % i 1998 og med forventet 5,6 % i 1999.

Sagen om omkostninger i forbindelse med overgang til fri konkurrence hører hvad angår statsstøtteaspektet ind under det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencepolitikken.

I forbindelse med behandlingen af en sag af denne art vil generaldirektoratet for konkurrence naturligvis arbejde nært sammen med generaldirektoratet for energi, der hører under Kommissionens næstformand Loyola de Palacio.

Enhver beslutning i denne sag vil endvidere blive truffet under overholdelse af kollegialitetsprincippet.

Hvad angår næstformand Palacios deltagelse i en fremtidig kollegial beslutning, der træffes af Kommissionen vedrørende offentlig støtte til spanske elselskaber, henvises der til EF-traktatens artikel 213 (tidligere artikel 157), stk. 2, hvori det hedder Kommissionens medlemmer udfører deres hverv i fuldkommen uafhængighed og i Fællesskabets almene interesse. Ved udførelsen af deres pligter må de hverken søge eller modtage instruktioner fra nogen regering eller noget andet organ. De afholder sig fra enhver handling, som er uforenelig med karakteren af deres hverv. Hver medlemsstat forpligter sig til at respektere denne grundsætning og til ikke at forsøge at påvirke Kommissionens medlemmer under udførelsen af deres hverv.

En række af Kommissionens medlemmer har tidligere haft regeringsansvar. Den omstændighed at et medlem af Kommissionen har siddet i en regering må imidlertid ikke forhindre det pågældende medlem i at deltage i Kommissionens beslutninger. Dette vil være ensbetydende med, at Kommissionen ikke lever op til forpligtelsen om at handle uafhængigt. Efter udnævnelsen til Kommissionen afgiver kommissionsmedlemmerne over for Domstolen en forsikring om, at de vil overholde de forpligtelser, der følger med deres hverv, især de ovenfor anførte. Kommissionen deler derfor ikke det ærede medlems opfattelse af, at Loyola de Palacio skal afholde sig fra at deltage i den omhandlede beslutning.