SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-0940/99

af Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE) til Kommissionen

(13. april 1999)

Om: Forpligtelsen i New York-aftalen af 1995 vedroerende bevarelse og forvaltning af faelles bestande og bestande af staerkt vandrende fiskearter til at indbringe tvister for Den Internationale Domstol til fredelig bilaeggelse

Da Kommissionen ikke har besvaret mit tidligere spoergsmaal P-0103/99(1), henviser jeg paany til kommissaer Emma Boninos udtalelse paa Europa-Parlaments plenarmoede den 12. januar 1999 om, at ratificeringen af New York-aftalen klart hindrede Canada i at unddrage sig Den Internationale Domstols domsmyndighed, saaledes som det skete i 1994/1995 (Det fuldstaendige forhandlingsreferat, 12.1.99, s. 80), og da spoergsmaalet ikke er uden betydning, men kan afspejle en vaesentlig uenighed i fortolkningen af den vigtige del VIII (og ikke IX, som anfoert af Kommissionen) i New York-aftalen, oenskes foelgende belyst:

Der er ikke uenighed om den forpligtelse, der er indeholdt i aftalen til at bilaegge tvister med fredelige midler, eller om den bindende karakter af de afgoerelser, der naas ved det valgte fredelige middel. Men naar proceduren i aftalens artikel 30, der henviser til kapitel XV i havretskonventionen af 1982, fastslaar princippet om staternes frie valg af midler til bilaeggelse af tvister - som Kommissionen erkender i sit svar - hvorledes er det da muligt at forpligte en stat, i dette tilfaelde Canada, til at underkaste sig Den Internationale Domstols domsmyndighed, hvis dette blot er et af de forskellige midler, der er omhandlet i konventionens artikel 287?

Jeg fastholder derfor mit tidligere spoergsmaal og anmoder Kommissionen om at oplyse foelgende: Med hjemmel i hvilken retsregel og paa hvilket grundlag haevder den, jf. udtalelserne paa Parlamentets plenarforsamling, at Canada vil vaere tvunget til at underkaste sig Den Internationale Domstol for bilaeggelse af eventuelle tvister med EU inden for rammerne af denne aftale, naar begge parter er blevet deltagere, og New York-aftalen af 1995 er traadt i kraft, navnlig under henvisning til, at det i kapitel XV, artikel 287, stk. 2, i havretskonventionen af 1982 fastsaettes, at hvis parterne i en tvist ikke har godkendt en og samme bilaeggelsesprocedure, kan tvisten kun indbringes til voldgift.

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Emma Bonino

(7. maj 1999)

Del VII i New York-aftalen af 1995 vedroerende faelles fiskebestande og staerkt vandrende fiskearter henviser til den generelle ordning for bilaeggelse af tvister fastsat i kapitel XV i FN's havretskonvention af 1982. I henhold til denne ordning har staterne frit valg med hensyn til fredelige midler til bilaeggelse af tvister, men disse midler skal munde ud i en obligatorisk og bindende bilaeggelse af tvisten (se artikel 280-282 i havretskonventionen af 1982). Artikel 286 i konventionen fastsaetter, at enhver tvist, der ikke bilaegges ved brug af fredelige midler valgt af parterne selv, skal henvises paa anmodning af en af parterne i tvisten til obligatoriske bilaeggelsesprocedurer med en bindende afgoerelse. Med henblik herpaa giver artikel 287, stk.1, frit valg mellem fire mulige procedurer. Ifoelge bestemmelserne i artikel 287, stk. 3 og 4, skal en tvist imidlertid indbringes til voldgift i overensstemmelse med bilag VII, saafremt en eller flere af tvistens parter ikke har truffet et saadant valg eller ikke har godkendt en og samme bilaeggelsesprocedure.

Naar bortses fra en raekke naermere bestemte begraensninger, der hovedsagelig vedroerer en kyststats udoevelse af sine suveraene rettigheder eller befoejelser over sin eksklusive oekonomiske zone (se artikel 297), giver ordningen ikke mulighed for undtagelsesbestemmelser. Hvis en saadan ordning havde eksisteret i forbindelse med Estai-sagen (tilbageholdelsen af den spanske trawler uden for Canadas 200-soemilegraense i 1995), ville det have vaeret muligt at indbringe sagen i det mindste for den voldgiftsret, der findes i henhold til bilag VII; denne ret ville have haft befoejelser til at hoere selve sagen og traeffe en bindende afgoerelse, og det ville ikke have vaeret muligt for sagsoegte at unddrage sig en international retsafgoerelse ved hjaelp af en simpel erklaering.

(1) EFT C 325 af 12.11.1999.