SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-3116/98

af Graham Watson (ELDR) til Kommissionen

(16. oktober 1998)

Om: Drivhuseffekt

Det er noedvendigt at foelge de foerste skridt, som medlemsstaternes regeringer tog ved Kyoto-topmoedet i december sidste aar, op for at forhindre en global klimakrise.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen traeffe for at sikre, at medlemsstaterne vil goere en stoerre indsats for at foelge Kyoto-aftaleprotokollen op ved moedet i Buenos Aires i november?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Ritt Bjerregaard

(18. december 1998)

Kommissionen er enig med det aerede medlem om, at Kyoto-moedet kun er det indledende skridt, og at der er brug for at tage videre skridt med henblik paa at forebygge en verdensomspaendende klimakrise. I Kyoto-protokollen regnes der kun med en nedskaering paa 5,2 % i emissionerne fra industrilandene, mens Det Internationale Klimapanel har skoennet, at det paa verdensplan er noedvendigt med en nedskaering af emissionerne er mellem 50 og 70 %, dersom den nuvaerende koncentration af drivhusgasser, som er den vaesentligste aarsag til klimaaendringerne i atmosfaeren, skal stabiliseres.

Hvilke begraensninger der end ligger i Kyoto-protokollen, er det Kommissionens vigtigste maal at faa den ratificeret og foert ud i livet. Desuden er det vigtigt at sikre, at bestemmelserne og procedurerne vedroerende forskellige elementer i protokollen, herunder navnlig de fleksible mekanismer, fastlaegges paa en saadan maade, at de miljoemaessige maalsaetninger i baade konventionen og Kyoto-protokollen opfyldes paa den mest omkostningseffektive vis. Paa grundlag af det arbejdsprogram, der vedtoges i Buenos Aires, vil Kommissionen bestraebe sig for i en naer fremtid at sikre, at disse maal naas.

Det boer ligeledes erkendes, at Faellesskabet ikke paa egen haand kan vende klimaudviklingen, da det kun tegner sig for cirka 25 % af emissionerne fra industrilandene, og emissionerne fra udviklingslandene vokser endnu hurtigere end i industrilandene. Det er Kommissionens opfattelse, at det er op til industrilandene at tage det foerste skridt, men at det i det lange loeb vil vaere noedvendigt med en verdensomspaendende indsats. Hvis den dynamik, der skabtes i Kyoto og Buenos Aires, kunne opretholdes, og Faellesskabet kunne ivaerksaette en politik og foranstaltninger der kan vende emissionstendenserne, saavel paa nationalt som paa faellesskabsplan, vil det blive lettere for Faellesskabet og ogsaa for alle andre parter at indgaa de videre forpligtelser, der maatte vaere noedvendige.