SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-1480/98 af Bartho Pronk (PPE) og Ria Oomen-Ruijten (PPE) til Kommissionen (13. maj 1998)

Om: Arbejdsulykkesforsikring inden for rammerne af forordning 1408/71

Via den nederlandsk-tyske byggerieksportfond har jeg modtaget en klage over, at de nederlandske byggevirksomheder, som har udstationeret arbejdstagere i Tyskland, skal betale praemier for en arbejdsulykkesforsikring (Unfallversicherung), selvom de ogsaa skal betale praemier herfor i Nederlandene. Dette er ret dyrt isaer for mindre virksomheder.

1. Mener Kommissionen, at betalingen af dobbeltpraemier er i modstrid med den europaeiske lovgivning, isaer forordning 1408/71 ((EFT L 149 af 5.7.1971, s. 2. ))?

I bekraeftende fald hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at traeffe herimod?

2. Har Kommissionen kendskab til, at der foreligger lignende klager i andre EU-medlemsstater?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Pádraig Flynn (22. juni 1998)

Det ser ud til, efter de oplysninger de aerede medlemmer har givet, at den institution i Tyskland, der har kompetence for arbejdsulykkesforsikring, naegter at anerkende, at de paagaeldende arbejdstagere er udstationeret i Tyskland efter reglerne i forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet. I henhold til artikel 14, stk. 1, i denne forordning forbliver en udstationeret arbejdstager underkastet lovgivningen i den medlemsstat, der foretager udstationeringen, med mindre det forventes, at arbejdet skal vare i mere end 12 maaneder. Den kompetente institution i Tyskland akcepterer imidlertid ikke formular E 101 udstedt af den kompetente institution i Nederlandene som bevis for, at arbejdstagerne forbliver underkastet den nederlandske sociale sikring og har pligt til at yde bidrag til den nederlandske ordning. Denne institution synes at mene, at artikel 14, stk. 1, i ovennaevnte forordning ikke kan anvendes, fordi den virksomhed, der udstationer arbejdstagerne, hovedsagelig udoever sin aktivitet i Tyskland.

Den paagaeldende artikels ordlyd indeholder imidlertid ikke udtrykkelig denne betingelse. Det synes saaledes, at aktiviteten i den oprindelige medlemsstat skal vaere virkelig og vaesentlig, uden at der dog kan tilfoejes andre betingelser. Desuden er det Kommissionens opfattelse, at den kompetente institution ikke har bemyndigelse til ensidigt at naegte at anerkende en formular E 101, som ser ud til at vaere blevet udstedt i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EOEF) nr. 1408/71 og Raadets forordning (EOEF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 ((EFT L 74 af 27.3.1972 )), uden at have kontaktet den institution, der har udstedt den paagaeldende formular. I denne sammenhaeng har Kommissionen optaget kontakt med de tyske myndigheder, meddelt dem sine synspunkter og anmodet dem om en udtalelse.

Kommissionen oensker endvidere at goere de aerede medlemmer opmaerksom paa, at et lignende problem i oejeblikket undersoeges ved Domstolen i en praejudiciel sag C-202/97 (Fitzwilliam). I denne sag drejer det sig om, at den kompetente nederlandske institution naegter at anerkende en E 101 formular udstedt af en irsk institution i sammenhaeng med irske arbejdstageres udstationering i landbrugssektoren i Nederlandene. Dette afslag var ligeledes motiveret med, at selskabet Fitzwilliam hovedsagelig beskaeftiger sine arbejstagere i Nederlandene.