SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 1409/98 af Ursula SCHLEICHER til Kommissionen. Gennemførelse af IPPC-direktivet
EF-Tidende nr. C 402 af 22/12/1998 s. 0128
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1409/98 af Ursula Schleicher (PPE) til Kommissionen (11. maj 1998) Om: Gennemførelse af IPPC-direktivet IPPC-direktivet (96/61/EF(1)) af 24.9.1996 skal være gennemført i Unionens medlemsstater senest den 30.10.1999. En væsentlig del af dette direktiv er princippet om "den bedste tilgængelige teknik" ("best available techniques", BAT). Så vidt vides skal det europæiske IPPC-kontor i Sevilla udarbejde og dokumentere en definition af BAT og offentliggøre indholdet. Først når der foreligger en definition af BAT, kan IPPC-direktivet gennemføres korrekt i medlemsstaterne. Hvor langt er det europæiske IPPC-kontor i Sevilla nået med dette arbejde, og hvornår kan der påregnes offentliggørelse af BAT-definitionen? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Ritt Bjerregaard (19. juni 1998) Sidste frist for omsætning til national lovgivning af Rådets direktiv 96/61EF om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (IPPC) er rent faktisk den 30. oktober 1999, og princippet om "den bedst tilgængelige teknik" (BAT) er en central bestanddel heraf. Det passer derimod ikke, at det er op til det europæiske IPPC-kontor i Sevilla at skulle udarbejde en nærmere definition af BAT. Begrebet "den bedst tilgængelige teknik" er fyldestgørende defineret i artikel 2, stk. 11, i dette direktiv, og kun denne definition gælder i forbindelse med fastsættelsen af, hvilke juridiske forpligtelser der indføres med direktivet. Det europæiske IPPC-kontor i Sevilla spiller dog en rolle i den informationsudveksling vedrørende BAT, der er iværksat af Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 2, og som skal resultere i Kommissionens offentliggørelse af BAT-referencedokumenter (BREFs). Disse dokumenter har imidlertid ingen status som retsakter, bortset fra, at de oplysninger, de rummer, skal tages med i betragtning, når man fastsætter, hvad der er den bedste tilgængelige teknik i overensstemmelse med direktivets bilag IV. Hensigten er at udarbejde en række "BREF"s omfattende samtlige sektorer af IPPC inden år 2002. De første BREFs forventes efter planerne at kunne offentliggøres i begyndelsen af 1999. (1) EFT L 257 af 10.10.1996, s. 26.