91998E0646

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 646/98 af Monica BALDI til Kommissionen. Arter, der må jages

EF-Tidende nr. C 386 af 11/12/1998 s. 0031


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0646/98

af Monica Baldi (PPE) til Kommissionen

(9. marts 1998)

Om: Arter, der må jages

Ifølge direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979(1) er det tilladt at jage de arter, der er opført i bilag II til direktivet, når det sker i overensstemmelse med den relevante medlemsstats bestemmelser.

Arterne i bilag II, nr. 2, må imidlertid kun jages i de anførte medlemsstater. For stærens vedkommende er alle EU's Middelhavslande anført i bilag II, nr. 2, med undtagelse af Italien.

Det italienske landbrugsministerium har med en skrivelse af 6. august 1997, protokol nr. 23.035, anmodet om, at der gives tilladelse til at jage stære, selv om stæren ikke er opført på listen over arter, der må jages, i artikel 18 i lov nr. 157 af 11. februar 1992. Anmodningen støttes af Det Italienske Institut for Den Vilde Fauna, der påpeger, at bestanden har nået en tilfredsstillende størrelse og udbredelse, og at der er tale om trækfugle. Endvidere henvises der til de ødelæggelser, som stæreflokkene forårsager på afgrøderne.

1. Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen på denne baggrund træffe for at efterkomme den italienske anmodning om tilføjelse af stæren til bilag II, nr. 2?

2. Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at få indført en generel undtagelsesordning, der kan gælde frem til vedtagelsen af et ændret direktiv, for at begrænse skaderne i landbruget?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Ritt Bjerregaard

(8. april 1998)

Bilag II.2 til det såkaldte "fugledirektiv" (Rådets direktiv 79/409/EØF) er blevet ændret i 1994 med det formål at muliggøre jagt på stære (Sturnus vulgaris) i Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal. Under drøftelserne i forbindelse med vedtagelsen af Rådets direktiv 94/24/EØF af 8. juni 1994 om ændring af bilag II til direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle(2) gav Italien ikke udtryk for noget ønske i den retning.

For at medtage Italien på listen over de lande, hvori det tillades at drive jagt på stære, kræves der en yderligere ændring af direktiv 79/409/EØF. Men i betragtning af, at direktivet er blevet ændret for ganske nylig (Kommissionens direktiv 97/49/EF af 29. juli 1997 om ændring af Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle(3)) med henblik på at muliggøre optagelse heri af arten Phalacrocorax carbo sinensis, og at Italien under drøftelserne i forbindelse hermed ikke kom ind på spørgsmålet om jagt på stære, agter Kommissionen på kortere sigt ikke at fremsætte forslag om nye ændringer af dette.

Der skal her mindes om, at det i henhold til artikel 9 i direktiv 79/409/EØF er tilladt rent undtagelsesvis og af nærmere specificerede grunde at gøre visse arter, som ikke er anført i bilag II til direktivet, til genstand for jagt. Håndhævelsen af denne undtagelsesbestemmelse henhører under hver enkelt medlemsstat. Dog tilser Kommissionen meget nøje, at betingelserne for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen er opfyldt i hvert enkelt tilfælde, og at konsekvenserne af denne praksis ikke er uforenelige med direktivet.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(2) EFT L 164 af 30.6.1994, s. 9.

(3) EFT L 223 af 13.8.1997, s. 9.