SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 201/98 af Gerhard HAGER til Kommissionen. Skærpelse af direktivet om erhvervelse og besiddelse af våben
EF-Tidende nr. C 402 af 22/12/1998 s. 0006
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0201/98 af Gerhard Hager (NI) til Kommissionen (11. februar 1998) Om: Skærpelse af direktivet om erhvervelse og besiddelse af våben I den seneste tid er der i mange medlemsstater sket skrækkelige drab med våben. Påtænker Kommissionen på baggrund af de skrækkelige begivenheder at skærpe Rådets direktiv 91/477/EØF om erhvervelse og besiddelse af våben? Svar afgivet på Kommissionens vegne af Mario Monti (6. maj 1998) Direktiv 91/477/EØF om kontrol med erhvervelse og besiddelse af våben blev vedtaget som ledsageforanstaltning til afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser. Hvad angår det af det ærede medlem anførte forhold, er Kommissionen ikke bekendt med, at der bevisligt har fundet fejl sted i procedurerne og formaliteterne i forbindelse med den kontrol, der er indført ved direktivet, når skydevåben tages med over de indre grænser. Kommissionen gør endvidere opmærksom på, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3 har hjemmel til at fastsætte en klassifikation af skydevåben, der er strengere end den klassifikation, der er fastsat i direktivet. Endelig skal det bemærkes, at direktivet ikke i henhold til artikel 2 er til hinder for, at der kan anvendes nationale bestemmelser om våbenbesiddelse. På denne baggrund vil Kommissionen - inden for rammerne af den rapport, som den vil udarbejde om anvendelsen af direktivet - undersøge, hvorledes direktivet virker, og hvilke konsekvenser det har haft i forskellige henseender. Ved undersøgelsen tages der hensyn til aspekter, der vedrører den offentlige orden og den offentlige sikkerhed.