91998E0104

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL nr. 104/98 af Marjo MATIKAINEN- KALLSTRÖM til Kommissionen. Flyvesikkerhed i naturområder

EF-Tidende nr. C 386 af 11/12/1998 s. 0003


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0104/98

af Marjo Matikainen-Kallström (PPE) til Kommissionen

(30. januar 1998)

Om: Flyvesikkerhed i naturområder

Der er opstået en offentlig debat i Finland om, hvordan flyvesikkerheden påvirkes af de Natura-områder, der ligger i nærheden af flyvepladser. I Finland er der 120 Natura-områder, der ligger inden for en radius af 15 km fra en lufthavn. Derfor kan der opstå problemer med fugleflokke, når flyene lettet og lander. Selv om formålet med Natura-netværket er at bevare en varieret natur i EU, bør det ikke ske på bekostning af borgernes sikkerhed.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen træffe for at sikre, at medlemsstaterne ikke sætter flyvesikkerheden på spil ved at indføje områder i nærheden af flyvepladser i Natura-programmet?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Ritt Bjerregaard

(16. marts 1998)

Selv om det ærede medlem henviser til Finland, giver han udtryk for en mere generel frygt for, at der i det fremtidige "Natura 2000"-net vil komme til at indgå lokaliteter, som ligger for tæt på flyvepladser, hvilket kan medføre farer for luftfarten.

Målsætningen med "Natura 2000" er, som det ærede medlem ganske rigtigt anfører, at bevare den biologiske mangfoldighed, herunder navnlig naturtyper og arter af bevarelsesmæssig interesse på europæisk plan. Man ved, at elementer af denne biologiske mangfoldighed, navnlig fugle, er stødt sammen med luftfartøjer, hvilket ofte kan få alvorlige følger.

Dog kender Kommissionen intet til, at der skulle opstå en forværring af luftfartssikkerheden fordi bestemte lokalområder udvælges til det fremtidige "Natura 2000"-net. Det er herunder naturligvis værd at huske, at der i "Natura 2000"-nettet kommer til at indgå ikke blot fuglebeskyttelsesområder i medfør af Rådets direktiv 79/409/EØF om beskyttelse af vilde fugle, det såkaldte "fugledirektiv"(1), men også lokaliteter udpeget i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, det såkaldte "habitat-direktiv"(2), med det formål at beskytte dyrearter såvel som plantearter og naturlige levesteder.

Områder under "Natura 2000" udvælges og deres ydre grænser fastlægges udelukkende ved anvendelse af biologiske kriterier i fuld overensstemmelse med bestemmelserne i bilag III (etape 1) i habitat-direktivet samt Domstolens domme vedrørende Santona- and Lappel Bank-sagerne. Det er helt klart, at det, at der ligger en flyveplads nær området ikke er begrundelse for, at stedet ikke udpeges.

Dog har den internationale organisation for civil luftfart (International Civil Aviation Organisation - ICAO), i erkendelse af de potentielt meget alvorlige følger af sammenstød mellem fugle og luftfartøjer, i årevis studeret de mest hensigtsmæssige forebyggende foranstaltninger via sin "Bird Strike Committee". Man har udarbejdet en vejledende bedste praksis for de stater, der har det primære ansvar for at sikre luftfartssikkerheden på deres område.

Fugledirektivet fastsætter en generel beskyttelsesordning for samtlige fugles vedkommende, men skaber også mulighed for undtagelser fra beskyttelsesbestemmelserne af bestemte årsager, når der ikke kan findes anden tilfredsstillende løsning. Luftfartssikkerheden er én af de grunde, som er specielt nævnt i direktivet.

Følgelig, og da dette anliggende vedrører vildtforvaltning, kan spørgsmål om luftfartssikkerhed og områder under "Natura 2000", bedst tages op i forbindelse med forvaltningsplanerne for disse lokaliteter.

Kommissionen agter ikke at fremsætte forslag til fællesskabsret på dette område.

(1) EFT L 103 af 25.4.1979, s. 1.

(2) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7.