SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-4147/97 af Gastone Parigi (NI) til Kommissionen (21. januar 1998)

Om: Direkte forhandlinger mellem olieselskaberne og bestyrerne af tankstationer, hvad angaar eksklusive koebsaftaler i Italien

Olieselskaberne har indgaaet ensidige koebsaftaler (direkte forhandlinger), som naesten er enslydende, og som skal anvendes ved de aarlige forhandlinger med de enkelte bestyrere af tankstationerne med henblik paa eksklusive koebsaftaler vedroerende braendstof og ikke-olieprodukter.

Denne ordning er allerede blevet forelagt Konkurrence- og markedsmyndigheden til udtalelse om lovligheden, baade paa faellesskabsplan og nationalt plan, i henhold til forordning (EOEF) nr. 1984/83 ((EFT L 173 af 30.6.1983, s. 5.)) af 22.6.1983 og lov nr. 287/90 af 10.10.1990.

Kan Kommissionen, uden at gaa ind paa spoergsmaalets substans, oplyse foelgende:

1. Var Kommissionen klar over de koebsaftaler, der var foreskrevet af olieselskaberne med hensyn til de eksklusive koebsaftaler vedroerende braendstof? I bekraeftende fald:

2. Kan olieselskabernes adfaerd samt de enkelte bestemmelser i de saakaldte direkte forhandlinger mellem olieselskaberne og tankstationsbestyrerne opfattes som stridende imod konkurrencebestemmelserne?

3. Kan bestemmelserne i ovennaevnte direkte forhandlinger vedroerende de saakaldte »ikke-olieprodukter« ogsaa betragtes som stridende imod faellesskabsretten?

4. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at traeffe for at genindfoere en korrekt anvendelse af faellesskabsretten?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Karel Van Miert (5. marts 1998)

1. Kommissionen er vidende om, at der er indgaaet aftaler mellem olieselskaberne og tankstationsbestyrerne i Italien (det aerede medlem henvises til skriftlig forespoergsel E-2249/97 fra Caligaris ((EFT C 102 af 3.4.1998, s. 19. ))). Aftalerne laegger den direkte forhandlingsordning til grund, der tager sigte paa at opstille de objektive oekonomiske elementer, som skal tages i betragtning af de erhvervsdrivende under forhandlinger mellem de enkelte leverandoerer og bestyrere.

2. og 3. Undersoegelsen af, om der er overensstemmelse mellem en aftale mellem virksomheder og den europaeiske konkurrenceret, sker paa grundlag af en udfoerlig analyse af bestemmelserne samt ved en vurdering af den oekonomiske baggrund herfor. Kommissionen kan derfor ikke udtale sig uden naermere kendskab til den sag, det aerede medlem bringer paa bane.

Den saakaldte direkte forhandlingsordning skal i oevrigt vurderes inden for en bredere ramme, nemlig de gaeldende bestemmelser paa omraadet for braendstofdistribution i Italien. Lovgivningen herom er for oejeblikket under revision. Ifoelge de oplysninger, Kommissionen er i besiddelse af, har aendringerne til formaal at liberalisere den paagaeldende sektor, bl.a. ved at ophaeve den nuvaerende ordning for koncessioner fra de italienske forvaltningsmyndigheder og erstatte denne med en ordning, hvor der paa grundlag af objektive kriterier gives autorisation til drift af tankstationer.

4. Kommissionen har jaevnligt kontakt med »Autorità garante della concorrenza e del mercato«, der ligeledes foelger denne sag noeje, med henblik paa at faa tilstillet de endelige lovtekster efter den igangvaerende aendring. Den paagaeldende myndighed har befoejelser til at gennemfoere ikke blot den italienske lovgivning, men ogsaa EF-bestemmelserne paa konkurrenceomraadet.

Den italienske myndighed er den rette til at undersoege, om de paagaeldende aftaler er i overensstemmelse med konkurrenceretten. Aftalerne har nemlig hovedsagelig virkninger paa italiensk omraade. Endvidere har den italienske myndighed et dybtgaaende kendskab til de paagaeldende virksomhedsformer og foretagender.

I det foreliggende tilfaelde kan den nationale myndighed komme til at fortolke og anvende Kommissionens forordning nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eksklusive koebsaftaler.

Endvidere skal Kommissionen bringe i erindring, at de nationale domstole ligeledes har befoejelser i henhold til EF-traktatens artikel 85, stk. 1, og den afledte ret til at undersoege aftaler. I paakommende tilfaelde kan den nationale dommer erklaere aftalerne ugyldige i henhold til EF-traktatens artikel 85, stk. 2.