SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-3900/97 af Nel van Dijk (V) til Kommissionen (11. december 1997)

Om: International retshjaelp ved overdragelse af asylsoegere

Nederlandenes »Orde van Advokaten« (sammenslutningen af advokater og advokatfuldmaegtige) og landets faste kommission af eksperter inden for international udlaendinge-, flygtninge- og strafferet har slaaet til lyd for en ordning, som skal sikre, at der i den sagsmappe, som foelger asylsoegere, som inden for rammerne af Dublin-aftalen overfoeres til en anden medlemsstat, indgaar oplysninger om den paagaeldende asylsoegers tidligere professionelle raadgivere, saaledes at de, der yder retshjaelp i det land, hvortil asylsoegeren overdrages, kan henvende sig til raadgiveren i det foerste land.

Deler Kommissionen den opfattelse, at en saadan ordning er oenskvaerdig?

Er Kommissionen rede til at benytte sin initiativret for at tilvejebringe en saadan ordning enten paa grundlag af artikel K3 i Maastricht-traktaten eller paa grundlag af artikel 73K i Amsterdam-traktaten ved sidstnaevnte traktats ikrafttraedelse?

Vil Kommissionen goere en indsats for et indfoere en ordning for international retshjaelp ved overdragelse af asylsoegende, hvis og naar bestemmelserne fra Dublin inkorporeres i EU-lovgivningen?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Anita Gradin (23. februar 1998)

Kommissionen goer opmaerksom paa, at den oensker at vaere alle asylsoegere, der er blevet overfoert fra en medlemsstat til en anden under Dublin-Konventionen, behjaelpelig med at faa sendt oplysninger om, hvem der tidligere ydede ham eller hende faglig hjaelp i den foerste medlemsstat (hvor den paagaeldende foerst soegte om asyl), til den paagaeldendes retsraadgiver i den anden medlemsstat (den, hvortil den paagaeldende er blevet flyttet).

Kommissionen har ikke modtaget materiale, der beviser, at det er noedvendigt at faa vedtaget en central ordning for udvekslingen af disse oplysninger. I de fleste tilfaelde, hvor en ansoeger overfoeres fra en medlemsstat til en anden under Dublin-Konventionen, er den foerste medlemsstat ikke begyndt at substansbehandle ansoegerens asyloenske, og det er derfor ikke sikkert, at retsraadgiveren i den foerste medlemsstat altid ligger inde med oplysninger, der er relevante for resultatet af asylansoegningen i den anden medlemsstat. Kommissionen ville noeje overveje, om der skal fremsaettes forslag herom, hvis den fik forelagt bevis for, at der reelt var behov for officielle ordninger af den art, der er foreslaaet af den staaende komite af eksperter i international lovgivning om udlaendinge og flygtninge samt kriminalret i Nederlandene.

Ordninger om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne i individuelle tilfaelde skal vaere i overensstemmelse med artikel 15 i Dublin-Konventionen. I samme artikel saettes der graenser for, til hvilke formaal oplysninger kan udveksles, hvilke former for oplysninger der kan udveksles, og for, hvem der kan anmode om udveksling og hvem der kan modtage oplysningerne.

Kun det udvalg, der er oprettet ved artikel 18 i Dublin-Konventionen, har befoejelser til at vedtage gennemfoerelsesforanstaltninger og fremsaette forslag til aendringer eller revisioner af konventionen. Da Dublin-Konventionen blev indgaaet i 1990 og foer traktaten om Den Europaeiske Union traadte i kraft, kan Kommissionen ikke tage initiativer inden for rammerne af artikel 18-udvalget.

Kommissionen overvejer i oejeblikket en raekke spoergsmaal vedroerende asyl paa baggrund af artikel 73K i Amsterdam-traktaten og modtager gerne mere detaljerede bidrag vedroerende det spoergsmaal, som det aerede medlem rejser.