SKRIFTLIG FORESPOERGSEL P-3619/97 af Riccardo Garosci (UPE) til Kommissionen (10. november 1997)

Om: Situationen for benzinforhandlerne

Den ringe beskyttelse paa europaeisk plan af hele kategorien af benzinforhandlere har medfoert en alvorlig svaekkelse af deres forhandlingsstyrke over for olieindustrien, hvilket giver anledning til betydelig uro og aengstelse blandt de beroerte. Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at traeffe i den forbindelse?

Er Kommissionen bekendt med, at den italienske regering er i gang med at udfaerdige et dekret om rationalisering af hele sektoren for braendstofdistribution, hvorefter (artikel 7) benzinforhandlerne i praksis ikke maa skilte for deres olieselskab? Det paagaeldende forbud vil ikke alene skade forhandlernes og olieselskabernes interesser, men vil ogsaa betyde en kraenkelse af forbrugernes ret til oplysning, som EU altid har staaet som garant for (jf. Maastricht-traktatens artikel 129 som aendret og styrket af punkt 27 i Maastricht-traktaten).

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Karel Van Miert (11. december 1997)

Ifoelge de for Kommissionen foreliggende oplysninger synes der at vaere en strukturel tilpasning i gang i de fleste medlemsstater, hvor antallet af servicestationer er blevet reduceret inden for de seneste aar, samtidig med at stationsservicen daekker over flere og flere forskellige aktiviteter.

I oevrigt er der som led i gennemfoerelsen af EF-traktatens konkurrenceregler blevet udstedt en gruppefritagelsesforordning (Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eksklusive koebsaftaler ((EFT L 173 af 30.6.1983, berigtigelse EFT L 281 af 13.10.1983. ))), der blandt andet omfatter andre aftaler om distribution af olieprodukter, og hvortil der er knyttet en eksklusiv koebsklausul. Saadanne aftaler, der kan vaere omfattet af de i traktatens artikel 85, stk. 1, fastsatte kartelforbud, er fritaget herfra, forudsat at de opfylder de betingelser, der er nedfaeldet i den paagaeldende forordning.

Takket vaere denne forordning har de nationale konkurrencemyndigheder samt de nationale domstole kompetence til at anvende alle de europaeiske konkurrenceregler, der gaelder for saadanne aftaler. Det er endog et af formaalene med en saadan forordning at give de nationale instanser, som normalt er i naermere beroering med markederne for distribution af braendstof, der primaert har national dimension, mulighed for at sikre overholdelsen af Faellesskabets konkurrenceret.

Kommissionen har i oevrigt offentliggjort en groenbog om anvendelsen af konkurrencereglerne paa vertikale begraensninger ((KOM(96) 721 endelig udg. )), hvor der navnlig tages sigte paa distributionsaftaler. Formaalet med denne groenbog var at faa undersoegt de forskellige optioner som led i en omfattende droeftelse af den konkurrencepolitik, der for fremtiden skal foeres i relation til denne form for aftaler. Groenbogen har givet anledning til en omfattende debat med de beroerte kredse. De konklusioner, der udledes heraf, skal indgaa som inspiration for de foranstaltninger, som Kommissionen skal foreslaa blandt andet som en opfoelgning af, at ovennaevnte gruppefritagelsesforordning udloeber den 31. december 1999 ((Gyldigheden er blevet forlaenget ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1582/97 af 30. juli 1997 om aendring af forordningerne (EOEF) nr. 1983/83 og (EOEF) nr. 1984/83 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af henholdsvis eneforhandlingsaftaler og eksklusive koebsaftaler, EFT L 214 af 6.8.1997. )).

Kommissionen finder ikke, at forbrugerne noedvendigvis vil blive afskaaret fra information, eller at det strider mod braendstofselskabernes interesser, hvis servicestationerne distribuerer produkter under deres eget varemaerke.