SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-1644/97 af Marlies Mosiek-Urbahn (PPE) til Kommissionen (14. maj 1997)

Om: Offentlige udbud foretaget af EU-myndigheder

1. I hvilken udstraekning er betingelserne i forbindelse med offentlige udbud foretaget af EU-myndigheder bindende?

2. Under hvilke forudsaetninger kan betingelserne efter kontraktindgaaelse aendres af byderen eller af EU-myndigheden og paa hvilket retligt grundlag?

3. Hvornaar skal der afholdes helt nyt udbud?

4. I hvilken udstraekning tages der i forbindelse med formuleringen af offentlige udbud og eventuelle senere aendringer af udbuddene hensyn til konkrete markedsforhold, hhv foretages der paa forhaand undersoegelser af udbuddenes virkninger for markederne for dermed at imoedegaa forvridninger af markederne?

5. Sker der ved offentlige udbud en evaluering af byderne og af disses eventuelle aendringer, foretaget af en uafhaengig sagkyndig, for at sikre, at byderne er kvalificerede?

6. Hvis det forudsaettes, at EU-myndigheden betaler i naturalier og at byderens kapacitet til at modtage og forarbejde disse ikke er tilstraekkelig, kan restgaelden da senere afkraeves EU-myndigheden, naar byderen oensker det? Hvor laenge, i saa fald?

7. Er det overladt til byderens frie valg, om han selv vil forarbejde naturalierne eller vil saette dem til salg paa det frie marked til en pris, han selv fastsaetter?

Svar afgivet paa Kommissionens vegne af Erkki Liikanen (16. juli 1997)

1. Hvad offentlige udbud angaar, er Faellesskabets institutioner forpligtet til at overholde bestemmelserne i finansforordningen af 21. december 1977 ((EFT L 356 af 31.12.1977. )) og forordning (Euratom, EKSF, EF) nr. 3418/93 af 9. december 1993 ((EFT L 315 af 16.12.1993. )) om gennemfoerelsesbestemmelser til visse bestemmelser i finansforordningen, hvori der skelnes mellem udbud paa det indre marked vedroerende institutionernes egne behov (afsnit IV 8, art. 56 ff.) og udbud, som finansieres via stoette til tredjelande, og som er undergivet de saerlige bestemmelse i afsnit IX, art. 105 ff.

Kortfattet goer bestemmelserne for offentlige indkoebsaftaler, offentlige tjenesteydelsesaftaler og offentlige bygge- og anlaegskontrakter, der indgaas i overensstemmelse med afsnit IV i finansforordningen, ud paa foelgende: Med hensyn til de kontrakter, der overstiger et vist beloeb, skal Faellesskabets institutioner og i oevrigt ogsaa medlemsstaterne respektere de forpligtelser, der er anfoert i Raadets direktiver om koordinering af fremgangsmaaderne for indgaaelse af offentlige aftaler (direktiv 92/50/EOEF for offentlige tjenesteydelsesaftaler ((EFT L 209 af 24.7.1992. )), direktiv 93/36/EOEF for offentlige indkoebsaftaler ((EFT L 199 af 9.8.1993. )) og direktiv 93/37/EOEF for offentlige bygge- og anlaegskontrakter). Et raadgivende udvalg for indkoeb og aftaler (CCAM) i hver institution kontrollerer forud for den endelige beslutning, at disse bestemmelser er overholdt.

Hvad angaar kontraktens bestemmelser, fremsendes der normalt en standardkontrakt sammen med udbudsbetingelserne. For kontrakterne gaelder Oversigten over de Almindelige Betingelser for Aftaler og Kontrakter, bortset fra saerlige klausuler, der skal vaere specielt anfoert.

I oevrigt staar der udtrykkeligt i en generel klausul, at afgivelse af tilbud implicerer, at disse almindelige betingelser er accepteret. Tilbudsgiveren kan saaledes ikke indfoere egne betingelser i kontrakten.

Herudover skal Kommissionen og Raadet overholde bestemmelserne i den aftale om offentlige kontrakter, som er indgaaet i WTO-regi. I denne aftale defineres betingelserne og de kontrakter, som aftalen omhandler.

2. og 3. I princippet kan der efter indgaaelse af kontrakten hverken aendres i udbudsbetingelserne eller i kontraktbestemmelserne, uden at der paabegyndes en ny udbudsprocedure. Imidlertid har den ordregivende myndighed mulighed for i ganske saerlige tilfaelde og kun rent undtagelsesvis at anmode om supplerende opgaver, der ikke figurerede i det oprindelige projekt eller den oprindelige kontrakt.

Hvis det drejer sig om beloeb, der ligger under den graense, som er fastlagt i direktiverne, indeholder finansforordningens artikel 59 bestemmelser vedroerende anvendelsen af denne procedure for underhaandsaftaler (der skal vaere tale om supplerende opgaver, som ikke kan adskilles fra hovedkontrakten). Hvad angaar beloeb, der overstiger taersklerne i Raadets direktiver om offentlige udbud, indeholder artikel 13, stk. 3, litra e (92/50/EOEF), artikel 6, stk. 3, litra e (93/36/EOEF) og artikel 7, stk. 3, litra d (93/37/EOEF) betingelserne for en saadan forhandlingsprocedure (det skal dreje sig om supplerende opgaver, der teknisk eller finansielt ikke kan adskilles fra hovedkontrakten, uden at det ville blive til stor gene for den ordregivende myndighed eller om supplerende opgaver, der, skoent de er adskilte fra hovedkontrakten, er strengt noedvendige for, at denne kan opfyldes tilfredsstillende).

Det boer bemaerkes, at beloebet for de supplerende opgaver ikke boer overstige 50% af hovedkontraktens beloeb. Hvis denne graense overskrides, skal der igangsaettes en ny udbudsprocedure.

De ovennaevnte undtagelser skal fortolkes meget restriktivt, idet det primaere er at sikre rimelige konkurrencevilkaar.

4. I princippet foretages der ikke paa forhaand nogen undersoegelse af et udbuds virkning for markedet.

Det boer bemaerkes, at ifoelge artikel 112 i forordningen om gennemfoerelsesbestemmelser for finansforordningen kan CCAM afgive henstillinger om den almindelige politik for indkoeb i og udenfor Faellesskabet og eventuelt foretage undersoegelser heraf.

5. Tilbudsgivernes egnethed vurderes ved hjaelp af udvaelgelseskriterier, som skal vaere anfoert i bekendtgoerelsen og i udbudsbetingelserne. Bestemmelserne har ingen praecise angivelser vedroerende den maade, hvorpaa vurderingen foretages. I praksis drejer det sig om et udvalg, der er sammensat af tjenestemaend. Det anbefales, at flere kontorer og tjenestegrene inddrages i dette arbejde (jvf. vademecum for Kommissionens CCAM).

Tilbudsgiverne vurderes positivt eller negativt (»ja« betyder, at tilbudsgiveren opfylder kriteriet; »nej«, at han ikke goer det).

6. og 7. Disse to spoergsmaal er irrelevante, fordi Faellesskabets institutioner aldrig betaler i naturalier for kontrakter, der indgaas i henhold til afsnit IV af finansforordningen af 21. december 1977 vedroerende De Europaeiske Faellesskabers almindelige budget (andre kontrakter end i forbindelse med bistand til tredjelande).