SKRIFTLIG FORESPOERGSEL E-0646/96 af Leonie van Bladel (PSE) til Raadet (18. marts 1996)

Om: Den kritiske dialog med Iran

I en aarraekke har Raadet foert en kritisk dialog med den iranske regering, bl.a. om doedsstraffen (fatwa'en) mod Salman Rushdie.

1. Kan Raadet oplyse, hvad der goer en dialog til en kritisk dialog?

2. Er Raadet tilfreds med resultaterne af den igangvaerende kritiske dialog?

3. Hvilke resultater er der opnaaet?

4. Betragter Raadet en kritisk dialog som et vaerdifuldt instrument inden for udenrigspolitikken, og i bekraeftende fald: hvorfor?

Samlet svar (25. juni 1996)

Raadet er bekendt med den offentlige udtalelse, det aerede medlem henviser til, samt til andre udtalelser, som repraesentanter for den iranske regering har fremsat vedroerende fatwa'en mod Salman Rushdie, og det har noteret sig indholdet af disse udtalelser. Den Europaesike Union har gentagne gange opfordret de iranske myndigheder til at tilslutte sig EU's bestraebelser paa at finde en tilfredsstillende loesning med hensyn til Salman Rushdie. I april 1995 udbad EU sig skriftlige tilsagn om Rushdies sikkerhed. Iran har endnu ikke afgivet saadanne tilsagn, men droeftelserne mellem EU og Iran fortsaetter.

Formaalet med Den Europaeiske Unions politik over for Iran er at tilvejebringe en forbedring i Irans optraeden. Grundlaget for EU's egne forbindelser med Iran er og bliver den kritiske dialog, der gaar tilbage til konklusionerne fra Det Europaeiske Raads moede i Edinburgh i december 1992. Den kritiske dialog afspejler bekymring over Irans optraeden og »kraever forbedringer paa en raekke omraader, herunder navnlig med hensyn til menneskerettighederne, den doedsdom, der ved en fatwa fra Ayatollah Khomeini er afsagt over forfatteren Salman Rushdie i strid med folkeretten, samt terrorisme«. Den giver endvidere lejlighed til at komme ind paa Irans vaabenkoebspolitik og dets holdning i fredsprocessen i Mellemoesten. Paa de regelmaessige og vanskeligemoeder under den kritiske dialog, der har fundet sted siden 1993, har Den Europaeiske Union gentagne gange gjort det klart, at forbedringer paa disse omraader vil vaere afgoerende for, i hvor hoej grad der kan oprettes snaevrere forbindelser og skabes tillid.

Gennem den kritiske dialog og andre initiativer, som f.eks. pres fra Den Europaeiske Union for at faa FN's Generalforsamling og FN's Menneskerettighedskommission til at vedtage strenge resolutioner og erklaeringer om Iran, er det lykkedes Den Europaeiske Union at skabe international opmaerksomhed omkring Irans optraeden. Selv om Iran endnu ikke har reageret positivt paa disse foranstaltninger, naerer EU haab om, at et stadigt pres fra Unionen og det internationale samfund vil foere til den oenskede forbedring i Irans optraeden.