1

Sagsøgeren, Asma Gharbi, har med sit søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF for det første nedlagt påstand om annullation af den lønseddel, som hun modtog for maj 2024 (herefter »lønsedlen«), for så vidt som den afspejler Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at udbetale hende den sociale bistand, der er fastsat for de ansatte, der gør tjeneste i Luxembourg, og som oppebærer en nettoløn, der – beregnet i overensstemmelse med vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) eller ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) – er lavere end den, som oppebæres af en faglært arbejdstager, der modtager mindstelønnen i Luxembourg, og for det andet om, at Kommissionen tilpligtes at betale en symbolsk erstatning på 1 EUR for den ikkeøkonomiske skade, som sagsøgeren har hævdet at have lidt.

2

Sagsøgeren tiltrådte tjenesten ved Kontoret for »Infrastruktur og Logistik« i Luxembourg den 16. april 2024 som kontraktansat på deltid (80%) og blev indplaceret i ansættelsesgruppe II, lønklasse 5, løntrin 1.

3

På den første lønseddel, der blev fremsendt den 5. maj 2024, konstaterede sagsøgeren, at hun ikke modtog den månedlige sociale bistand, der er fastsat i Kommissionens afgørelse C(2015) 4907 final af 22. juli 2015 om udbetaling af social bistand til visse af Kommissionens ansatte, der gør tjeneste i Luxembourg (herefter »afgørelsen fra 2015«), til de ansatte, som oppebærer en nettoløn, der er lavere end den, som oppebæres af en faglært arbejdstager, der modtager mindstelønnen i Luxembourg (herefter »den sociale bistand«).

4

Som det fremgår af fjerde betragtning til afgørelsen fra 2015, er den foranstaltning, der er fastsat i denne afgørelse, truffet som følge af en sammenligning, som Kommissionen er forpligtet til at foretage, mellem den personlige situation for hver ansat, der gør tjeneste i Luxembourg, og en hypotetisk situation, hvori den samme ansatte er ansat i henhold til luxembourgsk ret og modtager den sociale mindsteløn, der er fastsat for en faglært arbejdstager. I denne sammenligning skal der navnlig tages hensyn til de forskellige opkrævninger og tillæg, der er fastsat i begge tilfælde.

5

I overensstemmelse med artikel 1 i afgørelsen fra 2015 opstillede generaldirektøren for menneskelige ressourcer en udtømmende liste over de elementer, der skal tages hensyn til ved beregningen af den nettoløn, som hver ansat modtager, og af den tilsvarende sociale mindsteløn i Luxembourg, i et bilag til den afgørelse, som generaldirektøren for menneskelige ressourcer og sikkerhed vedtog den 22. februar 2017, og som indeholdt en præcisering af de elementer, der skal tages hensyn til ved beregningen af referencebeløbet for hver ansat og af den tilsvarende sociale mindsteløn i Luxembourg med henblik på den sammenligning, der er omhandlet i afgørelsen fra 2015 (herefter »afgørelsen fra 2017«).

6

Den 1. januar 2024 udgjorde den sociale mindsteløn i Luxembourg for en faglært arbejdstager over 18 år 3085,11 EUR brutto pr. måned for fuldtidsarbejde (dvs. 40 timer om ugen). I den omhandlede lønseddel nævnes en »referenceløn« på 2749,58 EUR.

7

Eftersom sagsøgeren var af den opfattelse, at hun havde ret til at modtage den sociale bistand, indgav hun den 10. juli 2024 en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, hvori hun anmodede om annullation af lønsedlen.

8

Da der ikke blev givet noget udtrykkeligt svar inden for fristen på fire måneder efter indgivelsen af sagsøgerens klage, blev en stiltiende afgørelse om afslag truffet den 10. november 2024 (herefter »den stiltiende afgørelse om afslag«).

9

På trods af en omfattende skriftveksling med Kommissionen, inden for rammerne af hvilken sagsøgeren havde anmodet om et udtrykkeligt svar fra denne institution, blev der først den 19. februar 2025, dvs. dagen for anlæggelsen af nærværende søgsmål, vedtaget en udtrykkelig afgørelse, hvorved afslaget på hendes klage blev bekræftet (herefter »den udtrykkelige afgørelse«), og denne afgørelse blev først meddelt hende den følgende dag.

10

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

11

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

12

På stævningens første side er det anført, at stævningen er indgivet »[i] henhold til artikel 263, 268 og 340 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde«.

13

Sagsøgeren har i stævningen flere gange udtrykkeligt henvist til vedtægtens artikel 90 og 91, som gennemfører artikel 270 TEUF (jf. dom af 10.9.2015, fornyet prøvelse Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, C-417/14 RX-II, EU:C:2015:588, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Hun har desuden fulgt de procedurer, der er fastsat i de nævnte artikler, for så vidt angår såvel indgivelse af en forudgående klage som overholdelse af de forskellige fastsatte frister.

14

Adspurgt om retsgrundlaget for søgsmålet ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 29. oktober 2025 har sagsøgeren bekræftet, at søgsmålet skal anses for at være anlagt på grundlag af artikel 270 TEUF. Det er i øvrigt på grundlag af denne artikel, at Kommissionen har behandlet sagen »som følge af stævningens materielle indhold«.

15

Følgelig skal det foreliggende søgsmål anses for at være anlagt på grundlag af artikel 270 TEUF.

16

Sagsøgeren har rettet sit søgsmål mod såvel sin lønseddel som den stiltiende afgørelse om afslag.

17

Ifølge fast retspraksis er en administrativ klage, således som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og den udtrykkelige eller stiltiende afvisning heraf en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har et søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen (jf. dom af 8.7.2020, WH mod EUIPO, T-138/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:316, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

18

I det foreliggende tilfælde blev lønsedlen bekræftet ved den stiltiende afgørelse om afslag, som sagsøgeren har anfægtet. Sagsøgerens påstand om annullation af den stiltiende afgørelse om afslag er således uden selvstændigt indhold og må derfor anses for formelt rettet mod lønsedlen.

19

Som anført i præmis 9 ovenfor har sagsøgeren anlagt nærværende sag til prøvelse af lønsedlen ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. februar 2025.

20

Det var ligeledes den 19. februar 2025, at Kommissionen vedtog den udtrykkelige afgørelse, hvori den for første gang angav grundene til, at lønsedlen ikke indeholdt oplysning om udbetaling af den sociale bistand. Denne afgørelse blev imidlertid først meddelt sagsøgeren den følgende dag.

21

Det følger af fast retspraksis, at en manglende eller utilstrækkelig begrundelse henhører under en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og udgør et anbringende vedrørende grundlæggende retsprincipper, som Unionens retsinstanser af egen drift skal tage stilling til (jf. i denne retning dom af 13.10.2021, Simpson mod Rådet, T-646/16 P RENV‑RX, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:692, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

22

Begrundelsespligten er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastsat i artikel 296 TEUF og i artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Hvad nærmere bestemt angår tjenestemænd er begrundelsespligten fastsat i vedtægtens artikel 25, stk. 2, og for så vidt angår afgørelser, der træffes som følge af en klage, i den nævnte vedtægts artikel 90, stk. 2, andet afsnit.

23

Det erindres, at begrundelsespligten har til formål dels at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at vurdere, om afgørelsen er velbegrundet, og om der er grundlag for at anlægge sag med henblik på at anfægte afgørelsens lovlighed, dels at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres kontrol (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, Mavromichalis mod Kommissionen, T-263/01, EU:T:2002:194, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis). Under disse omstændigheder er begrundelsen for en afgørelse truffet af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur af særlig betydning, da den udgør en af betingelserne for en effektiv domstolsprøvelse, som er sikret i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 16.2.2023, Kommissionen mod Italien og Spanien, C-635/20 P, EU:C:2023:98, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

24

Den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori retsakten er vedtaget. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den foreliggende sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, de anførte grundes art og den interesse, som retsaktens adressat kan have i begrundelsen (jf. dom af 13.3.2025, PKK mod Rådet, C-72/23 P, EU:C:2025:182, præmis 142 og den deri nævnte retspraksis).

25

Selv om det er korrekt, at ansættelsesmyndigheden generelt ikke er forpligtet til at besvare en klage, forholder det sig anderledes, når den afgørelse, der er genstand for klagen, ikke er begrundet. Begrundelsen bør fremkomme senest ved afslaget på klagen (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, Mavromichalis mod Kommissionen, T-263/01, EU:T:2002:194, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

26

En fuldstændig mangel på begrundelse inden et sagsanlæg kan ikke afhjælpes ved forklaringer, der afgives af ansættelsesmyndigheden efter anlæggelsen af en retssag (jf. i denne retning dom af 23.9.2004, Hectors mod Parlamentet, C-150/03 P, EU:C:2004:555, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.2.2008, Neirinck mod Kommissionen, C-17/07 P, EU:C:2008:134, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis), idet dette ville risikere at ødelægge kompetencefordelingen mellem administrationen og Unionens retsinstanser, svække legalitetskontrollen og hindre udøvelsen af søgsmålsretten (dom af 11.6.2020, Kommissionen mod Di Bernardo, C-114/19 P, EU:C:2020:457, præmis 58). På dette trin opfylder sådanne forklaringer nemlig ikke længere deres dobbelte funktion som nævnt i præmis 23 ovenfor.

27

Hertil kommer, at muligheden for at afhjælpe den fuldstændige mangel på begrundelse efter et sagsanlæg ville gøre indgreb i retten til forsvar, idet sagsøgeren ville blive frataget muligheden for at fremsætte sine anbringender til prøvelse af begrundelsen, eftersom sagsøgeren først ville få kendskab til begrundelsen efter indgivelse af stævningen. Princippet om parternes ligestilling for Unionens retsinstanser ville således blive berørt (jf. i denne retning dom af 8.10.2008, Barbin mod Parlamentet, F-81/07, EU:F:2008:125, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 8.3.2012, Marcuccio mod Kommissionen, T-126/11 P, EU:T:2012:115, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det skal tilføjes, at i tilfælde af et stiltiende og således ikke begrundet afslag på en klage over en afgørelse uden begrundelse bidrager administrationens adfærd på afgørende måde til tvistens baggrund, for så vidt som den pågældende i mangel af en reaktion på vedkommendes klage inden for de frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2, tvinges til at anlægge sag ved Retten for at få en behørig begrundelse af den afgørelse, der blev vedtaget over for vedkommende. Dette er så meget desto mere beklageligt, som administrationens overholdelse af sin begrundelsespligt under den administrative fase har til formål at gøre det muligt for den pågældende at forstå rækkevidden af den afgørelse, der er truffet over for vedkommende, og kan i givet fald overbevise den pågældende om rigtigheden af denne og følgelig om ikke at iværksætte et søgsmål for domstolene (jf. i denne retning dom af 15.9.2005, Casini mod Kommissionen, T-132/03, EU:T:2005:324, præmis 34, og af 26.10.2017, Paraskevaidis mod Cedefop, T-601/16, EU:T:2017:757, præmis 42).

29

I det foreliggende tilfælde indeholder lønsedlen i sagens natur ingen begrundelse. Endvidere er det ubestridt, at Kommissionen undlod at meddele sit svar på sagsøgerens klage inden for den frist, der er fastsat i vedtægten, hvilket svarer til en stiltiende afgørelse om afslag.

30

Det fremgår endvidere af de sagsakter, der er fremlagt for Retten, at Kommissionen i en række e-mails, der blev udvekslet mellem sagsøgeren og Kommissionen, anførte, at »[ansættelsesmyndigheden af] ekstraordinære årsager ikke [havde] været i stand til at besvare klagen«, men at »[sagsøgeren,] [som lovet], [ville] modtage et svar inden den 19. februar«, dvs. den næstsidste dag inden den frist, som sagsøgeren havde til at anlægge sag ved Retten. Imidlertid må det konstateres, at Kommissionen på trods af dette tilsagn først vedtog en sådan afgørelse den 19. februar 2025 kl. 23.10.

31

Det er åbenbart, at vedtagelsen af den udtrykkelige afgørelse på et så sent tidspunkt den 19. februar 2025, selv om søgsmålsfristen udløb den følgende dag, og Kommissionen udtrykkeligt havde forpligtet sig til at sende et svar inden denne dato, tvang sagsøgeren til på grund af den manglende begrundelse fra administrationen at anlægge sag ved Retten til prøvelse af lønsedlen og den stiltiende afgørelse, som begge er uden begrundelse.

32

Det skal i øvrigt erindres, at selv om ansættelsesmyndigheden er bemyndiget til at vedtage en begrundet afgørelse som svar på klagen inden for den frist på tre måneder, der er fastsat i vedtægtens artikel 91, stk. 3, gælder denne mulighed kun, så længe sagsøgeren ikke har anlagt sag (jf. i denne retning dom af 11.7.2002, Mavromichalis mod Kommissionen, T-263/01, EU:T:2002:194, præmis 27, og af 12.2.1992, Volger mod Parlamentet, T-52/90, EU:T:1992:12, præmis 40).

33

Kommissionens holdning er så meget desto mere beklagelig, som det i det foreliggende tilfælde ville have været tilstrækkeligt, at den sendte sagsøgeren et simpelt skærmbillede af de simuleringer, der var foretaget ved hjælp af de IT-værktøjer, som den havde til rådighed, for at hun dels kunne sikre sig, at den sammenligning, der er nævnt i præmis 4 ovenfor, faktisk var blevet foretaget, dels kunne få kendskab til og forstå de referencebeløb, der var blevet anvendt i denne sammenligning.

34

I denne henseende ville Kommissionen ved at give et udtrykkeligt svar på klagen ligeledes have opfyldt en af sine mest grundlæggende forpligtelser over for den kontraktansatte, der netop havde tiltrådt tjenesten, og dermed også have haft mulighed for under den administrative fase at vurdere, om dens afgørelse var i overensstemmelse med EU-retten.

35

Det følger af det ovenstående, at Kommissionen har tilsidesat den begrundelsespligt, der påhviler den, således at lønsedlen uden videre skal annulleres.

36

Når dette er sagt, skal det erindres, at det er blevet fastslået, at en sagsøger savner interesse i annullation af den anfægtede afgørelse, når administrationen som følge af sin bundne kompetence ville være nødt til at vedtage en ny afgørelse, der materielt ville være identisk med den anfægtede afgørelse, hvis denne afgørelse blev annulleret (jf. i denne retning dom af 6.7.1983, Geist mod Kommissionen, 117/81, EU:C:1983:191, præmis 7, af 18.12.1992, Díaz García mod Parlamentet, T-43/90, EU:T:1992:120, præmis 54, og af 20.9.2000, Orthmann mod Kommissionen, T-261/97, EU:T:2000:212, præmis 33).

37

Imidlertid synes de omhandlede mangler i de domme, der er nævnt i præmis 36 ovenfor, ikke at være af en sådan art, at de havde konsekvenser for de søgsmål, der var anlagt ved Retten, da de ikke fratog sagsøgerne muligheden for at forstå det kriterium, som disse ikke havde opfyldt, og følgelig den afgørelse, der blev truffet over for de pågældende.

38

Under disse omstændigheder må det undersøges, om Kommissionen har en bunden kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, og hvilke konsekvenser dette har for udfaldet af den foreliggende sag.

39

Den sociale bistand blev indført ved afgørelsen fra 2015, og som anført i præmis 5 ovenfor blev reglerne for beregning af de lønninger, der skulle sammenlignes, fastsat i afgørelsen fra 2017, som kun finder anvendelse på Kommissionens ansatte.

40

Det følger af afgørelserne fra 2015 og fra 2017, at administrationen skal tage hensyn til den ansattes personlige og familiemæssige forhold, og i bilaget til afgørelsen fra 2017 er hvert af de elementer, der skal tages i betragtning ved beregningen af referencebeløbet for hver ansat og af den tilsvarende sociale mindsteløn i Luxembourg, nøjagtigt opregnet.

41

I betragtning af den udtømmende karakter af den liste, der er nævnt i præmis 40 ovenfor, må det således fastslås, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke rådede over en skønsbeføjelse, men befandt sig i en situation med bunden kompetence, eftersom den var forpligtet til at tildele den sociale bistand i de tilfælde, hvor en fuldtidsansat modtager en nettoløn, der er lavere end lønnen for en faglært arbejdstager, der modtager den sociale mindsteløn i Luxembourg, og ikke at tildele bistanden i modsat fald.

42

Det forholder sig ikke desto mindre således, at det særlige ved den foreliggende sag er de mange beløb, der enten skal lægges til eller trækkes fra de lønninger, der skal sammenlignes i forbindelse med den sammenligning, som er nævnt i præmis 4 ovenfor, hvilket ikke gjorde det muligt for sagsøgeren selv med tilstrækkelig sikkerhed at foretage den beregning, der var nødvendig for at forstå og kontrollere, at hun ikke var berettiget til social bistand. Der kan nemlig ikke ses bort fra de vanskeligheder, som en ansat – og navnlig en ansat, der som sagsøgeren netop har tiltrådt sin stilling – kan støde på ved modtagelsen af sin første lønseddel med henblik på nøjagtigt at beregne ikke blot den nettoløn for fuld tid, som den ansatte har ret til at modtage, men også den rent hypotetiske løn, som vedkommende ville have modtaget, hvis vedkommende havde været ansat i henhold til luxembourgsk ret.

43

Dette er så meget desto mere tilfældet, idet afgørelsen fra 2017 med henblik på fastsættelsen af de to lønninger, som skal være genstand for den sammenligning, der er nævnt i præmis 4 ovenfor, ikke begrænser sig til at omfatte bruttolønnen, men fastsætter, at der skal tages hensyn til en række forskellige skattebetalinger, sociale bidrag (sygdom, alderdom, pleje) og tillæg (familietillæg, særlige supplerende tillæg, uddannelsestillæg osv.), der finder anvendelse såvel i Kommissionen som i Luxembourg.

44

En tjenestemand, der modtager eller mener at have ret til at modtage en økonomisk fordel, er ganske vist forpligtet til at udvise en vis agtpågivenhed og til at foretage kontrol med hensyn til den udbetaling, som han modtager eller ønsker at modtage (jf. i denne retning dom af 24.5.2023, AL mod Kommissionen, T-714/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:282, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

45

Imidlertid må det konstateres, at det i den foreliggende sag netop er det, som sagsøgeren forgæves har gjort med sin klage på grundlag af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Begrundelsen for svaret på denne klage var under disse omstændigheder uundværlig for at give hende mulighed for at forstå grundene til, at hun ikke var blevet anset for berettiget til den sociale bistand.

46

Det skal således bemærkes, at sagsøgeren på grund af den fuldstændige mangel på begrundelse ikke har været i stand til først at sikre sig, at administrationen faktisk havde foretaget den sammenligning, der er nævnt i præmis 4 ovenfor, dernæst, at de beregninger, som den indeholdt, var korrekte, og endelig, at afgørelserne fra 2015 og fra 2017 var lovlige, idet hun i så fald kunne have gjort gældende, at de var ulovlige.

47

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at den ansatte kun kan anfægte den lønseddel, som for første gang afspejler administrationens stillingtagen til den omtvistede ydelse, idet de efterfølgende lønsedler blot udgør en bekræftelse af denne stillingtagen og ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning dom af 7.2.2019, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, T-487/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:66, præmis 38-41 og den deri nævnte retspraksis), og for det andet, at det under hensyn til den eksisterende retspraksis ikke var sikkert, at sagsøgeren for første gang kunne have fremført nye argumenter i replikken, hvilket under alle omstændigheder ikke ville have været tilfredsstillende, henset til de principper, der er nævnt i præmis 26 og 28 ovenfor.

48

Under disse omstændigheder, og i betragtning af at sammenligningen, således som det fremgår af præmis 42 ovenfor, var så kompleks, at det ikke var muligt for sagsøgeren at forstå den afgørelse, der blev truffet over for hende, kan den fuldstændige mangel på begrundelse under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag have haft konsekvenser for udøvelsen af retten til effektive retsmidler.

49

Hvis sagsøgeren i rette tid havde fået en begrundelse for den manglende udbetaling af den sociale bistand, ville hun nemlig have været i stand til ikke blot at forstå afgørelsen om ikke at udbetale denne ydelse til hende, men også at vurdere, om der var grundlag for at anlægge sag – i øvrigt mod sagsøgerens nye arbejdsgiver – og relevansen af de anbringender, herunder ulovlighedsindsigelser, der kunne gøres gældende til støtte for en sådan sag.

50

Det følger af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige anbringender.

51

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale hende en symbolsk erstatning på 1 EUR for den ikkeøkonomiske skade, som hun hævder at have lidt.

52

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at annullation af en ulovlig retsakt i sig selv kan udgøre en passende og principielt tilstrækkelig erstatning for den ikkeøkonomiske skade, som retsakten kan have forvoldt, medmindre sagsøgeren godtgør at have lidt en ikkeøkonomisk skade, som ikke kan erstattes fuldt ud ved denne annullation (jf. i denne retning kendelse af 3.9.2019, FV mod Rådet, C-188/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:690, præmis 26, og dom af 28.4.2021, Correia mod EØSU, T-843/19, EU:T:2021:221, præmis 86).

53

I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at fastslå, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at den påståede ikkeøkonomiske skade ikke kan erstattes fuldt ud ved annullationen af den anfægtede afgørelse.

54

Under disse omstændigheder finder Retten, at annullationen af den anfægtede afgørelse i sig selv må anses for at udgøre en passende og tilstrækkelig erstatning for den påståede ikkeøkonomiske skade.

55

Det følger af det ovenstående, at erstatningspåstanden ikke tages til følge.

56

I henhold til artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen i det væsentlige har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling, sat med fem dommere):