Sag C-150/25 [Marhaux] ( i )
BX
mod
État belge
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance du Luxembourg (Belgien))
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 12. marts 2026
»Præjudiciel forelæggelse – artikel 45 TEUF – arbejdskraftens frie bevægelighed – indkomstbeskatning – erhvervsindtægt oppebåret i en anden medlemsstat – fritagelse med progressionsforbehold i bopælsmedlemsstaten – den manglende anvendelse af en bilateral overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning i den anden kontraherende stat – fortabelse af en del af de skattemæssige fordele, der er knyttet til skatteyderens personlige og familiemæssige situation«
Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – princippet om forbud mod forskelsbehandling – ansættelse i den offentlige forvaltning – undtagelsesordning – grænser – anvendelse alene på restriktive foranstaltninger vedrørende adgang – beskatning af indkomst hidrørende fra beskæftigelse i en anden medlemsstats offentlige forvaltning, der er omfattet af arbejdskraftens frie bevægelighed
(Art. 45 TEUF)
(jf. præmis 32-35)
Fri bevægelighed for personer – arbejdstagere – ligebehandling – indkomstskat – bilateral dobbeltbeskatningsoverenskomst – skattepligtige, der er hjemmehørende i én medlemsstat, og som oppebærer erhvervsindkomst i en anden medlemsstat, beskattes i sidstnævnte medlemsstat og er fritaget for beskatning i bopælsmedlemsstaten – dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorefter der skal tages hensyn til den skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold proportionelt i forhold til den indkomst, der beskattes i hver af staterne – beskæftigelsesstatens undladelse af at anvende af dobbeltbeskatningsoverenskomsten – bopælsstatens skattelovgivning, der medfører fortabelse af en del af de skattefordele, der er knyttet til den skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold – ikke tilladt
(Art. 45 TEUF)
(jf. præmis 47-51 og 54 samt domskonkl.)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra tribunal de première instance du Luxembourg (retten i første instans i regionen Luxembourg, Belgien) fastslog Domstolen, at med henblik på at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, som er sikret ved artikel 45 TEUF, skal bopælsstaten for en skattepligtig, der oppebærer udenlandsk erhvervsindkomst, som er fritaget i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst, tage hensyn til alle den skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold, når beskæftigelsesstaten ikke anvender denne overenskomst og ikke tillader fuld indrømmelse af de tilsvarende skattefordele.
BX var skattemæssigt hjemmehørende i Belgien, og oppebar erhvervsindkomst fra belgisk og navnlig fra fransk kilde. I henhold til den belgisk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst ( 1 ) beskattes indkomst med fransk kilde i Frankrig og er fritaget for personbeskatning i Belgien ( 2 ).
I forbindelse med indgivelsen af selvangivelser for fysiske personer i Belgien for skatteårene 2020 og 2021 fradrog BX i sin samlede indkomst de underholdsbidrag, som han havde betalt til sin datter og sin fraskilte hustru, der er bosiddende i Belgien. De belgiske skattemyndigheder indrømmede ham imidlertid kun fradrag for de betalte underholdsbidrag proportionalt i forhold til hans indkomst med belgisk kilde.
Da BX ikke fik medhold i sine oprindelige klager, anlagde BX sag ved den forelæggende ret, idet BX gjorde gældende, at reglen om forholdsmæssig fordeling af fradragsberettigede underholdsbidrag mellem indkomst med belgisk kilde og indkomst med udenlandsk kilde, som er fritaget for denne skat, var i strid med artikel 45 TEUF.
På denne baggrund og efter at have konstateret, at de franske skattemyndigheder anvendte den belgisk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst forkert, idet de ikke tillod, at der blev taget hensyn til den skattepligtiges familiemæssige situation pro rata i forhold til den indkomst, der var skattepligtig i Frankrig, med henblik på fradrag for den del af underholdsbidragene, der ikke kunne fradrages i den skattepligtige persons skattepligtige indkomst i Belgien, ønskede den forelæggende ret oplyst, om den belgiske lovgivning, for så vidt som den førte til et delvist tab af retten til skattefradrag på grundlag af den personlige og familiemæssige situation for hjemmehørende skattepligtige, var forenelig med arbejdskraftens frie bevægelighed, der er sikret ved artikel 45 TEUF.
Domstolens bemærkninger
Domstolen bemærkede, at selv om det i princippet påhviler den medlemsstat, der anvender et princip om, at alle de skattepligtiges indtægter, herunder indtægter af udenlandsk oprindelse, beskattes på bopælsstedet, at påtage sig fuldt ud at tage hensyn til disse skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold, kan en sådan medlemsstat under visse omstændigheder delvis fritages for at opfylde af denne forpligtelse i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Denne mulighed kan imidlertid ikke fritage medlemsstaterne for deres forpligtelse til at udøve deres beskatningskompetence på en måde, der ikke forskelsbehandler de unionsborgere, der har udøvet deres ret til frie bevægelighed for arbejdstagere, som er sikret ved artikel 45, stk. 1 og 2, TEUF.
Når en bopælsmedlemsstat indgår en bilateral dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvorved denne medlemsstat og beskæftigelsesmedlemsstaten fordeler beskatningskompetencen med hensyn til samtlige indtægter for de skattepligtige, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed for arbejdstagere, og proportionalt i forhold til denne fordeling tager hensyn til deres personlige og familiemæssige forhold, skal bopælsmedlemsstaten imidlertid kun anses for at have udøvet sine kompetencer på en ikke-diskriminerende måde, hvis de berørte skattepligtige sikres, at der samlet tages behørigt hensyn til alle deres personlige og familiemæssige forhold i deres helhed, således som det er tilfældet for hjemmehørende skattepligtige, der ikke har indtægter fra en anden medlemsstat.
I modsat fald ville unionsborgere, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed for arbejdstagere, blive stillet i en retlig eller faktisk ufordelagtig situation i forhold til hjemmehørende skattepligtige, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, hvilket er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, således som det navnlig er konkretiseret i artikel 45, stk. 1 og 2, TEUF.
Når det derimod viser sig, at beskæftigelsesstaten anvender beskatningsoverenskomsten på en måde, der ikke giver skattepligtige, der er hjemmehørende i bopælsmedlemsstaten, mulighed for i beskæftigelsesstaten at opnå fradrag på grundlag af deres personlige og familiemæssige forhold, der står i forhold til den indkomst, der er oppebåret i denne stat, og som kompenserer for det manglende fradrag i bopælsstaten, skal bopælsmedlemsstaten anses for ikke at være fritaget for sin forpligtelse til fuldt ud at tage den hjemmehørende skattepligtiges personlige og familiemæssige forhold i betragtning.
Følgelig skal denne medlemsstats lovgivning, for så vidt som den ikke gør det muligt for hjemmehørende skattepligtige, der har udøvet deres ret til arbejdskraftens fri bevægelighed, at opnå en ret til fuldt ud at få taget hensyn til deres personlige og familiemæssige udgifter, anses for at indføre en restriktion for arbejdskraftens frie bevægelighed, for så vidt som der ikke foreligger noget tvingende alment hensyn, der kan begrunde en sådan restriktion.
( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
( 1 ) – Overenskomst af 10.3.1964 mellem Frankrig og Belgien til undgåelse af dobbeltbeskatning og fastsættelse af regler om gensidig administrativ og juridisk bistand vedrørende indkomstskat.
( 2 ) – Indtægter med fransk kilde tages imidlertid i betragtning ved fastsættelsen af skatten i Belgien ved anvendelsen af en skatteskala, hvorefter skatten nedsættes med den proportion deraf, der er beregnet af den indkomst, der er fritaget for beskatning.