–

Ts. E.S. ved advokati D. Grozdanova og K. Spiriev,

–

den bulgarske regering ved T. Mitova og T. Tsingileva, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og G. Koleva, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 62, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 988/2009 af 16. september 2009 (EUT 2009, L 284, s. 43) (herefter »forordning nr. 883/2004«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Ts. E.S., der er bulgarsk statsborger, og Direktor na Teritorialno podelenie na Natsionalnia osiguritelen institut – Blagoevgrad (direktøren for den regionale afdeling under det nationale socialsikringsinstitut i Blagoevgrad, Bulgarien) vedrørende størrelsen af de arbejdsløshedsydelser, som sidstnævnte har tildelt hende i henhold til en ny regel, der er indført i bulgarsk ret med henblik på beregningen af arbejdsløshedsydelser, som der er erhvervet ret til efter en anden medlemsstats lovgivning.

3

1., 4. og 45. betragtning til forordning nr. 883/2004 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

4

Forordningens artikel 1 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»[...]

[...]«

5

Forordningens artikel 62 med overskriften »Beregning af ydelserne« bestemmer:

»1.   Den kompetente institution i en medlemsstat, hvis lovgivning fastsætter, at ydelserne beregnes på grundlag af størrelsen af den tidligere løn- eller erhvervsindtægt, skal som grundlag for beregningen kun benytte den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed efter denne lovgivning.

2.   Bestemmelserne i stk. 1 finder ligeledes anvendelse, såfremt den for den kompetente institution gældende lovgivning foreskriver en fast referenceperiode til bestemmelse af, hvilken lønindtægt der skal danne grundlag for beregningen af ydelserne, og hvor den pågældende i hele eller en del af denne periode har været underlagt lovgivningen i en anden medlemsstat.

3.   Uden at stk. 1 og 2 berøres heraf, skal bopælsstedets institution for så vidt angår arbejdsløse, der er omfattet af artikel 65, stk. 5, litra a), tage hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft i den medlemsstat, hvis lovgivning han var underlagt under sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordningen.«

6

Forordningens artikel 65 med overskriften »Arbejdsløse, som var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat« fastsætter:

»[...]

2.   En fuldtidsledig, der under sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat, og som fortsat er bosat i den medlemsstat eller vender tilbage til den medlemsstat, skal stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælsmedlemsstaten. Uden at det berører artikel 64, kan en fuldtidsledig som et supplerende skridt stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor han senest havde beskæftigelse eller selvstændig virksomhed.

En arbejdsløs, der ikke er grænsearbejder, og som ikke vender tilbage til sin bopælsmedlemsstat, skal stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvis lovgivning han senest var underlagt.

3.   Den i stk. 2, første punktum, nævnte fuldtidsledige skal tilmelde sig som arbejdssøgende ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, hvor han er bosat, og underkastes den dér bestående kontrol og overholde de betingelser, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning. Såfremt han også vælger at tilmelde sig som arbejdssøgende i den medlemsstat, hvor han havde sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, skal han opfylde de forpligtelser, der gælder i den stat.

4.   Gennemførelsen af stk. 2, andet punktum, og stk. 3, andet punktum, samt reglerne for informationsudveksling, samarbejde og gensidig bistand mellem institutionerne og kontorerne i bopælsmedlemsstaten og i den medlemsstat, hvor den pågældende havde sin seneste beskæftigelse, fastsættes i gennemførelsesforordningen.

5.   

[...]«

7

Artikel 54a med overskriften »Ret til arbejdsløshedsydelser« i Kodeks za sotsialno osiguryavane (lov om socialforsikring) (DV nr. 110 af 17.12.1999), som ændret (DV nr. 67 af 9.8.2024), der trådte i kraft den 13. august 2024 (herefter »KSO«), bestemmer:

»Personer, for hvem der er betalt eller har skullet betales forsikringsbidrag til fonden »Arbejdsløshed« i mindst 12 af de sidste 18 måneder før forsikringens ophør, har ret til arbejdsløshedsydelser, forudsat at de:

8

KSO’s artikel 54b med overskriften »Størrelsen af arbejdsløshedsydelser« fastsætter i stk. 1, 5 og 8:

»(1)   Den daglige arbejdsløshedsydelse udgør 60% af den gennemsnitlige dagsarbejdsløn eller den gennemsnitlige forsikringspligtige dagsindkomst, for hvilken der i de seneste 24 måneder før den måned, hvor forsikringen ophører, skal betales eller er betalt bidrag til fonden »Arbejdsløshed«, og den må hverken være lavere end minimumsbeløbet eller højere end maksimumsbeløbet for arbejdsløshedsydelsen.

[...]

(5)   Det månedlige beløb for arbejdsløshedsydelsen beregnes således, at den i henhold til stk. 1 fastlagte dagssats ganges med antallet af arbejdsdage i den pågældende måned.

[...]

(8)   Såfremt den i stk. 1 omhandlede periode, som skal lægges til grund ved beregningen af den gennemsnitlige dagsarbejdsløn eller den gennemsnitlige forsikringspligtige dagsindkomst, eller den måned, hvor forsikringen ophører, omfatter forsikringsperioder i henhold til lovgivningen i en stat, hvorpå EU-forordningerne om koordinering af de sociale sikringsordninger finder anvendelse, skal der ved fastlæggelsen af størrelsen af arbejdsløshedsydelserne tages hensyn til:

9

Sagsøgeren i hovedsagen, Ts. E.S., er bulgarsk statsborger og har fast bopæl og interessecenter i Bulgarien.

10

Indtil udgangen af maj 2024 havde hun lønnet beskæftigelse i Bulgarien. I juni 2024 flyttede hun midlertidigt til Spanien, hvor hun i perioden fra den 7. juni til den 13. juli 2024, dvs. i alt 28 dage, var ansat som sæsonarbejder hos en spansk arbejdsgiver og modtog en løn på 2590,80 EUR.

11

Fra den 14. juli 2024 var sagsøgeren i hovedsagen fuldtidsledig og vendte tilbage til Bulgarien, hvor hun den 2. august 2024 indgav en ansøgning om tildeling af en arbejdsløshedsydelse til de kompetente bulgarske myndigheder.

12

Ved afgørelse af 13. september 2024 imødekom Teritorialno podelenie na Natsionalnia osiguritelen institut – Blagoevgrad (den regionale afdeling under det nationale socialsikringsinstitut i Blagoevgrad, Bulgarien) ansøgningen og tildelte sagsøgeren i hovedsagen ret til en arbejdsløshedsydelse på 29,71 bulgarske leva (BGN) (ca. 15 EUR) om dagen i perioden fra den 25. juli 2024 til den 22. juli 2025.

13

Beløbet blev fastlagt på grundlag af den samlede forsikringspligtige indkomst, som sagsøgeren i hovedsagen havde oppebåret i løbet af de sidste 24 kalendermåneder før den måned, hvor hendes bidrag ophørte, dvs. i perioden fra den 1. juli 2022 til den 13. juli 2024, et samlet beløb på 25154,03 BGN (ca. 12860 EUR), der både omfattede den løn, der var oppebåret i beskæftigelses- og bidragsperioden under hendes seneste beskæftigelse i Spanien, og alle yderligere forsikringspligtige indtægter fra tidligere beskæftigelses- og bidragsperioder i Bulgarien i samme periode på 24 måneder.

14

Under hensyntagen til, at sagsøgeren i hovedsagen i løbet af de sidste 24 måneder før den måned, hvor hendes forsikring ophørte, havde tilbagelagt beskæftigelses- og bidragsperioder i henhold til både bulgarsk lovgivning og lovgivningen i en anden medlemsstat, anvendte Teritorialno podelenie na Natsionalnia osiguritelen institut – Blagoevgrad (den regionale afdeling under det nationale socialsikringsinstitut i Blagoevgrad) KSO’s artikel 54b, stk. 8. Denne bestemmelse, der trådte i kraft den 13. august 2024, fraviger metoden til beregning af arbejdsløshedsydelser i KSO’s artikel 54b, stk. 1, som finder anvendelse på personer, der i den nævnte periode på 24 måneder kun har haft lønnet beskæftigelse eller selvstændig virksomhed i Bulgarien.

15

Efter at direktøren for den regionale afdeling under det nationale socialsikringsinstitut i Blagoevgrad ved afgørelse af 16. oktober 2024 havde afslået hendes administrative klage over den i denne doms præmis 12 nævnte afgørelse, anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved Administrativen sad – Blagoevgrad (forvaltningsdomstolen i Blagoevgrad, Bulgarien), som er den forelæggende ret, hvorunder hun har gjort gældende, at artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004, som fastsætter, at der skal »tages hensyn til« den lønindtægt, som den pågældende person har haft i den medlemsstat, hvis lovgivning vedkommende var underlagt under sin seneste beskæftigelse, ikke finder anvendelse på hende. Hun har derimod gjort gældende, at hendes situation falder ind under forordningens artikel 62, stk. 1 og 2, som bestemmer, at der med henblik på beregningen af størrelsen af arbejdsløshedsydelsen »kun« skal tages hensyn til den lønindtægt, som den pågældende har haft under sin seneste beskæftigelse.

16

Den forelæggende ret har anført, at indtil ikrafttrædelsen af den nye regel om beregningen af arbejdsløshedsydelser erhvervet i henhold til en anden medlemsstats lovgivning i KSO’s artikel 54b, stk. 8, blev artikel 62, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004 i national retspraksis konsekvent fortolket således, at beregningen af arbejdsløshedsydelsen udelukkende skal baseres på løn- eller erhvervsindtægten under den seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed. Siden vedtagelsen af den nævnte nye regel har visse nationale retter imidlertid opgivet den tidligere retspraksis og fastslået, at eftersom forordning nr. 883/2004 kun sigter mod at koordinere de sociale sikringsordninger uden at indføre en almindelig social sikringsordning, er det fortsat medlemsstaterne, der har kompetence til at fastsætte betingelserne for erhvervelse af ret til sociale sikringsydelser. Disse retter er derfor nu af den opfattelse, at forordningens artikel 62, stk. 1 og 2, ikke kræver, at medlemsstaterne fastsætter størrelsen af arbejdsløshedsydelserne udelukkende under hensyntagen til løn- eller erhvervsindtægten under den seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, uanset hvilken medlemsstats lovgivning den lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed er blevet udøvet efter.

17

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt KSO’s artikel 54b, stk. 8, er forenelig med artikel 62, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004.

18

For det første fastslog Domstolen i præmis 32-37 i dom af 23. januar 2020, Bundesagentur für Arbeit (C-29/19, EU:C:2020:36), at denne bestemmelse i forordning nr. 883/2004 i lyset af retten til arbejdskraftens frie bevægelighed kræver, at der ved beregningen af arbejdsløshedsydelser udelukkende tages hensyn til den lønindtægt, som en arbejdstager, der har været omfattet af lovgivningen i mere end én medlemsstat, har haft under den seneste lønnede beskæftigelse.

19

For det andet kan KSO’s artikel 54b, stk. 8, være uforenelig med artikel 62, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004, for så vidt som der ved bestemmelsen indføres en regel om beregningen af arbejdsløshedsydelser, der fraviger reglen i KSO’s artikel 54b, stk. 1, når en del af eller hele referenceperioden er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning.

20

På denne baggrund har Administrativen sad – Blagoevgrad (forvaltningsdomstolen i Blagoevgrad) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Med sine to spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 62, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004.

22

Det skal herved bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af denne bestemmelse, at den fastsætter en regel om beregningen af arbejdsløshedsydelser, der finder anvendelse på en person, som har udøvet sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed efter den lovgivning, der gælder for den kompetente institution i en medlemsstat.

23

Hvad angår de arbejdsløshedsydelser, som denne person har ret til fra den kompetente institution i nævnte medlemsstat, bestemmer artikel 62, stk. 1 og 2, i forordning nr. 883/2004, at den kompetente institution i en medlemsstat, hvis lovgivning fastsætter, at ydelserne beregnes på grundlag af størrelsen af den tidligere løn- eller erhvervsindtægt, som grundlag for beregningen »kun [skal] benytte den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed«, idet denne beregningsregel ligeledes finder anvendelse, såfremt den gældende lovgivning foreskriver en referenceperiode.

24

Hvad derimod angår fuldtidsledige, der under deres seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat og fortsat har bopæl i eller vender tilbage til samme medlemsstat som omhandlet i artikel 65, stk. 2, første og andet punktum, i forordning nr. 883/2004, jf. forordningens artikel 65, stk. 5, litra a), skal det således præciseres, at forordningens artikel 62, stk. 3, fastsætter en fravigelse af beregningsreglerne i artikel 62, stk. 1 og 2.

25

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgeren i hovedsagen har udøvet sin seneste lønnede beskæftigelse efter en anden lovgivning end den, hvorefter hun modtager arbejdsløshedsydelser. Hun udøvede nemlig sin seneste lønnede beskæftigelse i Spanien efter denne medlemsstats lovgivning, mens hun fik bevilget arbejdsløshedsydelser i Bulgarien i henhold til sidstnævnte medlemsstats lovgivning.

26

For det andet har den forelæggende ret præciseret, at sagsøgeren i hovedsagen har fast bopæl og interessecenter i Bulgarien. Der er intet i de sagsakter, som er fremlagt for Domstolen, der giver grundlag for at antage, at sagsøgeren i hovedsagen i den periode, hvor hun udøvede sin seneste lønnede beskæftigelse, eller efter dennes ophør flyttede sin bopæl fra Bulgarien til Spanien.

27

Med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, fremgår det under disse omstændigheder, at sagsøgeren i hovedsagen under udøvelsen af sin seneste lønnede beskæftigelse i Spanien havde bopæl i Bulgarien og fortsat havde bopæl på denne medlemsstats område efter ophøret af denne seneste lønnede beskæftigelse, dvs. i en anden medlemsstat end den, hvor hun senest havde beskæftigelse, hvorfor beregningsreglen i artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004 kan finde anvendelse på hendes situation.

28

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. I lyset heraf kan Domstolen se sig foranlediget til at inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sine spørgsmål (dom af 20.3.1986, Tissier, 35/85, EU:C:1986:143, præmis 9, og af 11.12.2025, Staatssecretaris Jeugd, Preventie en Sport (Elektroniske cigaretter), C-665/24, EU:C:2025:960, præmis 37).

29

Det skal derfor fastslås, at den forelæggende ret med sine to spørgsmål anmoder Domstolen om at fortolke artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004.

30

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med forordningens artikel 65, stk. 2, første og andet punktum, og artikel 65, stk. 5, litra a), skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som bopælsmedlemsstat, hvorefter der ved fastsættelsen af størrelsen af de arbejdsløshedsydelser, der skal udbetales til en person, som har tilbagelagt en del af eller hele den referenceperiode, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning med henblik på beregningen af arbejdsløshedsydelser erhvervet efter lovgivningen i en anden medlemsstat, nemlig den medlemsstat, hvor vedkommende senest havde beskæftigelse, ikke »kun« tages hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed efter lovgivningen i denne anden medlemsstat.

31

Det fremgår af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 6.10.1982, Cilfit, 283/81, EU:C:1982:335, præmis 20, og af 11.12.2025, GKV-Spitzenverband, C-743/23, EU:C:2025:954, præmis 41).

32

For det første bestemmer artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004, at bopælsstedets institution med henblik på beregningen af arbejdsløshedsydelser skal »tage hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft i den medlemsstat, hvis lovgivning han var underlagt under sin seneste beskæftigelse eller selvstændige virksomhed«.

33

For det andet fastsætter forordningens artikel 62, stk. 1 og 2, som bemærket i denne doms præmis 23, at den kompetente institution i den medlemsstat, hvor den pågældende senest har haft beskæftigelse, som grundlag for denne beregning »kun [skal] benytte den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed«, idet denne beregningsregel ligeledes finder anvendelse, såfremt den for den kompetente institution gældende lovgivning foreskriver en referenceperiode.

34

Mens forordningens artikel 62, stk. 1, pålægger den kompetente institution i den medlemsstat, hvor den pågældende senest har haft beskæftigelse, kun at tage hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som vedkommende har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, indebærer fraværet af en sådan præcisering i artikel 62, stk. 3, følgelig, at bopælsstedets institution skal tage hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som en arbejdsløs, der er omfattet af forordningens artikel 65, stk. 5, litra a), har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, uden at være forpligtet til »kun« at tage hensyn hertil.

35

For det tredje respekterer forordning nr. 883/2004, som det fremgår af fjerde betragtning hertil, de karakteristiske træk ved national lovgivning om social sikring, idet den kun sigter mod at udarbejde en koordineringsordning. Dette mål gør det ikke påkrævet, at forordningens artikel 62, stk. 3, skal fortolkes således, at bestemmelsen kræver, at bopælsmedlemsstaten ved beregningen af ydelserne kun skal tage hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft under den seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed, og det til trods for bestemmelsens ordlyd og den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, som der er redegjort for i denne doms præmis 32-34.

36

Under alle omstændigheder kan en arbejdsløs, der er omfattet af artikel 65, stk. 5, litra a), i forordning nr. 883/2004, ikke over for myndighederne i sin bopælsstat påberåbe sig den fortolkning af forordningens artikel 62, stk. 1 og 2, som Domstolen anlagde i dom af 23. januar 2020, Bundesagentur für Arbeit (C-29/19, EU:C:2020:36), som den forelæggende ret har henvist til i sin anmodning om præjudiciel afgørelse. Den sag, der gav anledning til den nævnte dom, vedrørte nemlig en arbejdstager, der var omfattet af forordningens anvendelsesområde, og som var bosat i den medlemsstat, hvor han havde udøvet sin seneste erhvervsmæssige beskæftigelse, og i henhold til hvis lovgivning han modtog en arbejdsløshedsydelse. En sådan situation henhørte under beregningsreglen i forordningens artikel 62, stk. 1 og 2, og adskiller sig følgelig fra den, som sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i.

37

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med forordningens artikel 65, stk. 2, første og andet punktum, og artikel 65, stk. 5, litra a), skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som bopælsmedlemsstat, hvorefter der ved fastsættelsen af størrelsen af de arbejdsløshedsydelser, der skal udbetales til en person, som har tilbagelagt en del af eller hele den referenceperiode, der er fastsat i denne medlemsstats lovgivning med henblik på beregningen af arbejdsløshedsydelser erhvervet efter lovgivningen i en anden medlemsstat, nemlig den medlemsstat, hvor vedkommende senest havde beskæftigelse, ikke »kun« tages hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, som den pågældende har haft under sin seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed efter lovgivningen i denne anden medlemsstat.

38

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 62 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som med henblik på beregningen af arbejdsløshedsydelser fastsætter forskellige regler, alt efter om de arbejdsløse har tilbagelagt hele referenceperioden i henhold til den nationale lovgivning, eller om de har tilbagelagt en del af eller hele referenceperioden i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

39

Det fremgår i denne henseende af forelæggelsesafgørelsen, at KSO’s artikel 54b, stk. 8, fastsætter dels, at referenceperioden omfatter både beskæftigelses- og bidragsperioder tilbagelagt efter den nationale lovgivning og sådanne perioder tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, dels, at når referenceperioden omfatter beskæftigelses- og bidragsperioder tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, tages der ved fastlæggelsen af størrelsen af arbejdsløshedsydelserne hensyn til de indtægter, der er oppebåret under den seneste beskæftigelse, og de indtægter, der er oppebåret under bulgarsk lovgivning og enhver anden medlemsstats lovgivning i de sidste 24 kalendermåneder før den måned, hvor forsikringen ophører.

40

De specifikke regler i en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede angående personer, der har gjort brug af deres ret til fri bevægelighed, og hvis situation henhører under beregningsreglen i artikel 62, stk. 3, i forordning nr. 883/2004, tager imidlertid både hensyn til de beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt efter den nationale lovgivning, og til dem, der er tilbagelagt efter en anden medlemsstats lovgivning, i overensstemmelse med det mål, der følger af 1. og 45. betragtning til forordningen, om at sikre, at retten til fri bevægelighed for personer reelt kan udøves. De sikrer desuden i overensstemmelse med nævnte artikel 62, stk. 3, at der tages hensyn til den løn- eller erhvervsindtægt, der er oppebåret under den seneste lønnede beskæftigelse eller selvstændige virksomhed efter lovgivningen i en anden medlemsstat.

41

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 62 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som med henblik på beregningen af arbejdsløshedsydelser fastsætter forskellige regler, alt efter om de arbejdsløse har tilbagelagt hele referenceperioden i henhold til denne stats lovgivning, eller om de har tilbagelagt en del af eller hele referenceperioden i henhold til en anden medlemsstats lovgivning.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: