Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L. MEDINA

fremsat den 15. oktober 2026 (1)

Sag C-568/25

Verein für Konsumentinformation

mod

Universal Versand GmbH

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig))

» Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af personoplysninger – fjernsalg til forbrugere – afdragsvis betaling eller betaling på regning (»usikker betalingsmetode«) – vurdering af sandsynligheden for misligholdelse – profilering – automatisk afgørelse – menneskelig indgriben «






 Indledning

1.        Dette forslag til afgørelse vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) vedrørende fortolkningen af artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1, herefter »databeskyttelsesforordningen«). Denne anmodning er fremsat i forbindelse med en sag mellem Verein für Konsumenteninformation, en østrigsk forbrugerorganisation, der fører sager i forbindelse med gruppesøgsmål (herefter »Verein«), og Universal Versand GmbH, en postordrevirksomhed. Konkret vedrører tvisten en forretningspraksis hos Universal Versand, der består i over for kunder at afvise visse såkaldte »usikre« betalingsmetoder, nemlig »afdragsvis betaling« og »på regning«, udelukkende baseret på en automatiseret vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra disse kunder.

2.        Denne sag, som kommer i en tid med øget digitalisering af økonomien og samfundet, omhandler mere generelt de problemer, som den stigende automatisering af beslutningsprocesser medfører i det indre marked. Farerne ved en sådan automatisering har længe været kendt. Stanley Kubrick valgte f.eks. dommedagsmaskinen som et billede herpå (Dr. Strangelove, 1964). Det var en mere pragmatisk tilgang, der styrede EU-lovgivers pen, da denne tog fat på dette vigtige emne. På området for beskyttelse af personoplysninger har databeskyttelsesforordningen således til formål at beskytte de berørte personer mod de risici, der er forbundet med en udelukkende automatisk behandling, og som især hænger sammen med en eventuel manglende pålidelighed af de pågældende data og med den manglende gennemsigtighed i behandlingen. Disse risici kan bl.a. komme til udtryk i form af forskelsbehandling eller afgørelser, der kan være vanskelige at forstå og bestride (2).

3.        I den foreliggende sag, hvor tvisten i hovedsagen vedrører handelstransaktioner, skal Domstolen præcisere, under hvilke betingelser den i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1, fastsatte ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, finder anvendelse, samt omfanget af denne beskyttelse i forhold til en af undtagelserne fra denne ret, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel, nemlig den, der er støttet på, at afgørelsen er nødvendig for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt.

 Retsforskrifter

 EU-retten

4.        I 71. betragtning til databeskyttelsesforordningen anføres følgende:

»Den registrerede bør have ret til ikke at blive gjort til genstand for en afgørelse, der kan omfatte en foranstaltning, som evaluerer personlige forhold vedrørende vedkommende, og som alene bygger på automatisk behandling, og som har retsvirkning eller som på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende, såsom et automatisk afslag på en onlineansøgning om kredit [...] uden nogen menneskelig indgriben. En sådan behandling omfatter »profilering«, der består af enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der evaluerer de personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den registreredes [økonomiske] situation, [...] pålidelighed eller adfærd [...], når den har retsvirkning for den pågældende eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende. Afgørelser baseret på en sådan behandling, herunder profilering, bør dog være tilladt, [...] hvis det er nødvendigt for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig, eller når den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke. En sådan behandling bør under alle omstændigheder være omfattet af de fornødne garantier, herunder specifik underretning af den registrerede og retten til menneskelig indgriben, til at fremkomme med synspunkter, til at få en forklaring på den afgørelse, der er truffet efter en sådan evaluering, og til at bestride afgørelsen [...].«

5.        Denne forordnings artikel 4 med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

4)      »profilering«: enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons [...] økonomiske situation, [...] pålidelighed, adfærd [...]

[...]«

6.        Nævnte forordnings artikel 5 med overskriften »Principper for behandling af personoplysninger« bestemmer følgende:

»1.      Personoplysninger skal:

a)      behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«)

[...]

c)      være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«)

[...]

2.      Den dataansvarlige er ansvarlig for og skal kunne påvise, at stk. 1 overholdes (»ansvarlighed«).«

7.        Samme forordnings artikel 6 med overskriften »Lovlig behandling« fastsætter i stk. 1:

»1.      Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:

[...]

b)      Behandling er nødvendig af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelse af en kontrakt.

[...]«

8.        Databeskyttelsesforordningens artikel 22 med overskriften »Automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering« fastsætter følgende:

»1.      Den registrerede har ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering, som har retsvirkning eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende.

2.      Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis afgørelsen:

a)      er nødvendig for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig

[...]

c)      er baseret på den registreredes udtrykkelige samtykke.

3.      I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 2, litra a) og c), gennemfører den dataansvarlige passende foranstaltninger til at beskytte den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder samt legitime interesser, i det mindste den registreredes ret til menneskelig indgriben fra den dataansvarliges side, til at fremkomme med sine synspunkter og til at bestride afgørelsen.

[...]«

 Østrigsk ret

9.        § 28a i Konsumentenschutzgesetz (forbrugerbeskyttelsesloven) af 30. marts 1979 (BGBl., 140/1979) i den gældende affattelse (BGBl. I, 50/2017) har følgende ordlyd:

»Enhver, der i handelsforhold med forbrugere i forbindelse med [...] forbrugerkreditaftaler […] handler i strid med en lovmæssig forpligtelse eller et lovmæssigt forbud [...] og derved krænker forbrugernes generelle interesser, kan gøres til genstand for et påbud [...].«

 Sagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

10.      Universal Versand driver postordrevirksomhed på det østrigske marked og modtager titusindvis af ordrer om måneden, hvoraf ca. 90% afregnes med en »usikker« betalingsmetode. Inden Universal Versand giver en kunde mulighed for at benytte en sådan betalingsmetode, foretager selskabet en kreditvurdering af kunden ved hjælp af en automatisk proces. Der kan således gives afslag på en sådan betalingsmetode på grundlag af en intern vurdering af sandsynligheden for misligholdelse. Hvis der er tale om en ny kunde, sendes der en forespørgsel om kreditvurdering til en tredjepartsvirksomhed. Hvis den pågældende kunde er ukendt for denne virksomhed, afvises den usikre betalingsmetode. Hvis kunden er kendt af den pågældende virksomhed, er der tre mulige scenarier, som markeres med hver sin farve. Ved markering med rød afvises den »usikre« betalingsmetode automatisk, og ved markering med gul slår en medarbejder hos Universal Versand kunden op i en database. I tilfælde af automatisk afvisning kan kunden anmode om en manuel kontrol af den automatiske afgørelse eller gøre indsigelse mod den.

11.      Tvisten i hovedsagen vedrører et gruppesøgsmål anlagt af Verein, som mener, at den praksis, der er beskrevet i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse, udgør en systematisk overtrædelse af databeskyttelsesforordningens artikel 22. Universal Versand gør derimod gældende, at denne forordnings artikel 22 ikke finder anvendelse, da en afgørelse om ikke at give de berørte kunder adgang til en usikker betalingsmetode ikke har retsvirkning for dem og heller ikke på tilsvarende vis betydeligt påvirker dem. En sådan afgørelse er under alle omstændigheder nødvendig for indgåelse eller opfyldelse af kontrakten i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 22, stk. 2, litra a).

12.      Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig) gav ikke Verein medhold. Dennes appel blev ligeledes forkastet af Oberlandesgericht Linz (den øverste regionale domstol i Linz, Østrig). Verein har iværksat revisionsappel ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol), som er den forelæggende ret, og som er i tvivl om fortolkningen af samme forordnings artikel 22.

13.      For det første er den forelæggende ret i tvivl om anvendelsen af databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1, og nærmere bestemt fortolkningen af den tredje betingelse i denne bestemmelse, nemlig at en afgørelse, der er baseret på automatisk databehandling, har retsvirkning eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den berørte person. Den bemærker, at det under omstændigheder som dem, der gør sig gældende i hovedsagen, kan antages, at en sådan afgørelse ikke har indvirkning på den pågældende kundes retsstilling, og at den ikke er afgørende for etableringen af et retsforhold med denne. Det kan imidlertid også gøres gældende dels, at den samme afgørelse afgør, om og hvordan en kontrakt kan indgås eller ændres, dels at valget af visse betalingsmetoder kan påvirke denne kundes økonomiske eller personlige interesser som omhandlet i dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring).

14.      For det andet bemærker den forelæggende ret, at hvis denne forordnings artikel 22, stk. 1, finder anvendelse, vil det i så fald være nødvendigt at undersøge, om undtagelsen i denne artikels stk. 2, litra a), kan finde anvendelse. Den er i tvivl om, hvorvidt vurderingen af, om en afgørelse som dem, der er omhandlet i hovedsagen, er nødvendig, skal afhænge af, om der foreligger en objektiv sammenhæng mellem den automatiserede vurdering af den pågældende kundes kreditværdighed og det konkrete formål med købsaftalen.

15.      For det tredje finder den forelæggende ret, at ordlyden af nævnte forordnings artikel 22, stk. 2, litra a), er uklar, og den er i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse skal fortolkes således, at opfyldelsen af den pågældende kontrakt afhænger af en »automatisk afgørelse«, eller blot en afgørelse, som begrundelse for, at denne artikels stk. 1 ikke finder anvendelse.

16.      Under disse omstændigheder har Oberster Gerichtshof (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal [databeskyttelsesforordningens] artikel 22, stk. 1, […] fortolkes således, at en postordrevirksomheds afgørelse om at afvise betalingsmetoden »afdragsvis betaling« eller »på regning«, som kunderne har ønsket ved afgivelsen af deres ordre, men over for kunderne erklærer sig parat til at indgå forretningsforbindelsen med betalingsmetoden »kreditkort« eller betalingsmetoden »PayPal«, hvilken afgørelse udelukkende er baseret på en automatiseret vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra en kunde, som enten følger af, at et kreditoplysningsbureau efter en automatisk forespørgsel meddeler, at kunden er ukendt for bureauet, eller – i tilfælde af en kendt kunde – af, at en intern vurdering af kreditværdigheden fører til den konklusion, at kunden ikke er tilstrækkelig kreditværdig, har »retsvirkning« for kunden »eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende«, såfremt ordren som sådan ikke afvises ved denne afgørelse, men kunden blot begrænses til at anvende de betalingsmetoder, som postordrevirksomheden har angivet?

Såfremt [det første] spørgsmål [...] besvares bekræftende:

2)      a)      Skal databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), fortolkes således, at det for spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse truffet af en postordrevirksomhed på grundlag af en automatiseret vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra en potentiel kunde, som beskrevet i [det første] spørgsmål [...], er »nødvendig« for indgåelsen af en aftale mellem kunden og postordrevirksomheden, er afgørende, at der skal være en direkte faktuel forbindelse mellem formålet med den aftale, der skal indgås med kunden, og vurderingen af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde?

b)      Skal de indsamlede datakategorier være objektivt egnede, enten hver for sig eller i kombination, til at vurdere sandsynligheden for manglende betaling for at bekræfte nødvendigheden i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a)?

Skal postordrevirksomheden eller kunden hævde og bevise, hvilke datakategorier der konkret blev indsamlet med henblik på at vurdere sandsynligheden for manglende betaling, og at disse datakategorier, enten hver for sig eller i kombination, objektivt set er egnede til at vurdere sandsynligheden for manglende betaling?

Såfremt [det første] spørgsmål [...] besvares bekræftende:

3)      Skal databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), fortolkes således, at den dataansvarliges automatiske afgørelse netop er nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af aftalen?

Såfremt [dette] spørgsmål besvares bekræftende?:

a)      Skal databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), fortolkes således, at det for spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse truffet af en postordrevirksomhed som beskrevet i [det første] spørgsmål [...] er nødvendig for aftalens indgåelse, er afgørende, om den automatiske afgørelse vedrørende accept eller afvisning af den ønskede betalingsmetode også kan udføres af mennesker med en rimelig indsats? Hvilken betydning har i denne forbindelse antallet af ordrer, der modtages af postordrevirksomheden, og den typiske forventning hos kunder i onlinebestillingsprocessen om straks at blive informeret om, hvorvidt den betalingsmetode, de ønsker at anvende, accepteres af postordrevirksomheden eller ej?«

 Bedømmelse

17.      Databeskyttelsesforordningens artikel 22 fastsætter et principielt forbud, der er knæsat i denne artikels stk. 1, hvorefter en registreret har ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, og som har retsvirkning eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende. Der er i denne artikels stk. 2 fastsat undtagelser fra dette forbud, som finder anvendelse med forbehold af samme artikels stk. 3 og 4. Hovedformålene med denne forordnings artikel 22 er ganske vist let forståelige, men de konkrete gennemførelsesbestemmelser er derimod mindre indlysende i betragtning af den manglende præcisering af visse af de begreber, der nævnes heri (3).

18.      Spørgsmålene fra den forelæggende ret vedrører både betingelserne for anvendelsen af forbuddet i nævnte forordnings artikel 22, stk. 1 (det første spørgsmål), og en af undtagelserne fra dette forbud, nemlig den, der vedrører en afgørelses nødvendighed for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt, som fastsat i samme forordnings artikel 22, stk. 2, litra a) (det andet og det tredje spørgsmål).

 Anvendelsen af forbuddet i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1 (det første spørgsmål)

19.       Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1, skal fortolkes således, at en afgørelse i forbindelse med et postordresalg om ikke at give kunden adgang til visse betalingsmetoder, der alene er baseret på en automatiseret vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde, har retsvirkning for kunden eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende.

20.      Som jeg allerede har anført i punkt 17 i dette forslag til afgørelse, fremgår det af ordlyden af databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1, at den registrerede har ret til ikke at være genstand for en afgørelse, der alene er baseret på automatisk databehandling, herunder profilering, som har retsvirkning eller på tilsvarende vis betydeligt påvirker den pågældende. Tre kumulative betingelser skal således være opfyldt for at begrunde anvendelsen af det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse. For det første skal den registrerede være genstand for en »afgørelse«. For det andet skal denne afgørelse »alene [være] baseret på automatisk behandling, herunder profilering«, og for det tredje skal den have »retsvirkning« eller »på tilsvarende vis betydeligt [påvirke] den pågældende«.

21.      Spørgsmålene fra den forelæggende ret vedrører udelukkende den tredje af disse betingelser, og det skal derfor fastslås, under hvilke omstændigheder en afgørelse som den i hovedsagen omhandlede kan have retsvirkning for den registrerede eller på tilsvarende vis betydeligt påvirke den pågældende. Da der ikke henvises til medlemsstaternes nationale ret, mener jeg, at der er tale om et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet på Unionens område, i overensstemmelse med dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug og under hensyntagen til den kontekst, hvori det anvendes, og de formål, der forfølges med denne bestemmelse (4).

22.      For det første anfører jeg med hensyn til den sædvanlige betydning af de anvendte udtryk, at den tredje betingelse i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1, omhandler to selvstændige situationer, der er adskilt af konjunktionen »eller«. Der er således tale om afgørelser, der kan have »retsvirkning« for en person eller, alternativt, »på tilsvarende vis betydeligt« påvirker den pågældende. Det er tilstrækkeligt, at der er tale om én af disse to situationer, for at det fastsatte forbud finder anvendelse.

23.      Hvad angår den første situation, nemlig den, hvor en afgørelse har »retsvirkning«, mener jeg, at det er afgørelsens egnethed til, ved dens indhold eller udøvelse, at ændre en omhandlet persons rettigheder eller forpligtelser.

24.      Hvad angår den anden situation er det først og fremmest påvirkningen af den berørte person, der er afgørende, hvilket indebærer, at den pågældende afgørelse skal have en konkret og ikke blot abstrakt indvirkning på denne persons situation. Dernæst skal der tages hensyn til, om denne påvirkning er »betydelig« ud over det retlige område. Betydningen af dette udtryk er tvetydig på fransk, men den er klar i de øvrige sprogversioner af databeskyttelsesforordningen, f.eks. på engelsk (»significantly«), på spansk (»significativamente«) eller på lettisk (»ievērojami«), hvori der henvises til betydningen af det begreb, som det kvalificerer (5). Virkningerne af den omhandlede afgørelse skal således nå en vis tærskel for at udløse den beskyttelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 22, stk. 1, hvilket udelukker en blot accessorisk eller marginal virkning. Endelig præciserer den valgte formulering, ud over dette kvantitative aspekt, at den registrerede skal påvirkes »på tilsvarende vis«, hvilket dermed indfører et element af sammenlignelighed med kriteriet om »retsvirkning« for så vidt angår konsekvenserne af en sådan afgørelse for den registreredes situation. Virkningen af den pågældende afgørelse skal således mindst svare til den, der ville følge af en ændring eller ophævelse af en rettighed eller en forpligtelse (6).

25.      Hvad for det andet angår sammenhængen giver 71. betragtning til databeskyttelsesforordningen konkrete eksempler på situationer, hvor en afgørelse skal anses for at have retsvirkning for en person eller betydeligt påvirke den pågældende, uden dog at skelne mellem disse to former for virkninger. De to nævnte situationer er automatisk afslag på en onlineansøgning om kredit og e-rekrutteringsprocedurer uden nogen menneskelig indgriben.

26.      For det tredje, hvad angår de forfulgte mål, er formålet med databeskyttelsesforordningen bl.a. at sikre et højt niveau for beskyttelse af fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig deres ret til beskyttelse af personoplysninger som fastsat i artikel 16 TEUF og garanteret som en grundlæggende rettighed i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (7). Disse aspekter er nævnt i første betragtning til databeskyttelsesforordningen.

27.      Det er på baggrund af alt det ovenstående, at det skal afgøres, om omstændigheder som dem, der er beskrevet af den forelæggende ret, nemlig afvisning af at give en kunde adgang til visse betalingsmetoder baseret på en automatiseret vurdering af dennes kreditværdighed, enten direkte kan ændre denne kundes rettigheder eller forpligtelser eller have en tilstrækkeligt konkret og betydelig indvirkning på dennes situation, således at denne indvirkning kan sidestilles med en sådan ændring. I denne henseende har Domstolen allerede i dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring) fastslået, at en person i det mindste påvirkes på en betydelig måde, der svarer til retlige virkninger, når den automatiserede fastsættelse af en sandsynlighedsværdi baseret på en analyse af den pågældendes personoplysninger næsten systematisk fører til, at en bank afslår at yde den pågældende et lån (8).

28.      I denne sammenhæng skal det undersøges, om afvisningen af at give en forbruger adgang til visse betalingsmetoder i den foreliggende sag har virkninger for den pågældende, som svarer til eller kan sammenlignes med dem, som et afslag på at yde et lån medfører. Det tilkommer ganske vist den forelæggende ret at vurdere de konkrete virkninger af en sådan afvisning i den retlige og faktiske sammenhæng i den for denne ret verserende sag, men det påhviler Domstolen at give den forelæggende ret alle de nødvendige oplysninger med henblik på at vejlede den forelæggende ret ved denne bedømmelse (9).

29.      Derfor rejser der sig bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt de retlige omstændigheder i den foreliggende sag svarer til dem, der gav anledning til dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring), hvilket ville begrunde anvendelsen af de konklusioner, der kan drages heraf, på kontrakter som dem, der er genstand for hovedsagen. I denne henseende vedrører direktiv 2008/48 (10) på EU-plan netop forbrugerkreditaftaler. Dette direktiv kan imidlertid i henhold til direktivets artikel 2, stk. 2, litra f) (11), og i lyset af de oplysninger, som Domstolen har til rådighed, udelukke aftaler som dem, der er omhandlet i hovedsagen, fra dets anvendelsesområde, hvilket dermed forhindrer, at der kan drages en direkte analogi mellem de omhandlede aftaler og forbrugerkreditaftaler, som kan sidestilles med dem, der var omhandlet i dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring).

30.      Det skal dog også understreges, at 15. betragtning til direktiv 2023/2225 (12), som ikke finder anvendelse rationae temporis på tvisten i hovedsagen (13), præciserer, at en række medlemsstater har valgt at anvende direktiv 2008/48 på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, for at forbedre forbrugerbeskyttelsesniveauet. Østrig havde derfor i den relevante periode mulighed for at anse aftaler som dem, der er genstand for hovedsagen, for at falde ind under anvendelsesområdet for direktiv 2008/48 og for at svare til kreditaftaler som dem, der var omhandlet i dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring). Under alle omstændigheder var der intet, der forhindrede Østrig i at definere aftaler om usikre betalingsmetoder som kreditaftaler. Den lære, der kan uddrages af dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring), finder således tilsvarende anvendelse.

31.      Selv hvis dette ikke skulle være tilfældet, kan den manglende adgang til visse betalingsmetoder som følge af en afgørelse, der er baseret på en fuldstændigt automatiseret vurdering af potentielle kunders kreditværdighed, fratage dem muligheden for at indgå en købsaftale, hvis de ikke er i stand til at betale købsprisen ved aftalens indgåelse ved hjælp af de betalingsmetoder, der reelt ville blive pålagt dem. I et sådant tilfælde ville disse kunder befinde sig i en situation, der svarer til situationen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring), da den kan sidestilles med et afslag på en låneansøgning og potentielt medfører, at det bliver umuligt at indgå en aftale.

32.      Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det første spørgsmål besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1, skal fortolkes således, at afgørelsen i forbindelse med et postordresalg om ikke at give en kunde adgang til visse betalingsmetoder, der alene er baseret på en automatiseret vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde, har retsvirkning for kunden eller i det mindste betydeligt påvirker den pågældende på tilsvarende vis, hvis den kan hindre indgåelsen af den omhandlede købsaftale.

 Anvendelsen af undtagelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a) (det andet og det tredje spørgsmål)

33.      Det andet og det tredje spørgsmål vedrører betingelserne for, at der kan træffes en individuel afgørelse, der alene er baseret på automatisk databehandling, i henhold til undtagelsen i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), som vedrører nødvendigheden for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt. Det andet spørgsmål vedrører nærmere bestemt vurderingen af, om en sådan afgørelse er »nødvendig«, og det tredje spørgsmål har til formål at fastslå, om denne »nødvendighed« skal vurderes i forhold til vedtagelsen af en afgørelse som sådan eller udelukkende i forhold til en afgørelse, der er baseret på automatisk behandling af personoplysninger.

34.      Indledningsvis skal der først og fremmest mindes om den sammenhæng, hvori disse spørgsmål indgår. Forbuddet i denne forordnings artikel 22, stk. 1, bidrager til opfyldelsen af det generelle mål om beskyttelse af fysiske personers personoplysninger, som nævnte forordning forfølger, og hvortil jeg allerede har henvist i punkt 26 i dette forslag til afgørelse. Den mulighed, der følger af samme forordnings artikel 22, stk. 2, for eventuelt at træffe en sådan afgørelse, udgør i det væsentlige en undtagelse fra dette forbud, og som enhver undtagelse skal den derfor fortolkes strengt (14).

35.      Dernæst gør Universal Versand gældende, at anvendelsen af automatiske afgørelser i den foreliggende sag først og fremmest er til fordel for forbrugerne, som derved kan modtage et næsten øjeblikkeligt svar vedrørende de betalingsmetoder, de har til rådighed, herunder eventuelt usikre betalingsmetoder. Selv om jeg kan se fordelen ved en positiv afgørelse, er denne mindre åbenbar, når afgørelsen er negativ. Den foreliggende sag rejser således spørgsmålet om, hvordan virksomhedernes kommercielle interesser – og endda visse forbrugeres interesser – kan forenes med beskyttelsen af personoplysninger.

 Det andet spørgsmål

36.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at der, når en postordrevirksomhed indgår en aftale med en kunde, på den ene side skal fastslås en objektiv sammenhæng mellem formålet med den aftale, der skal indgås med kunden, og den automatiserede vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde, for at det kan konkluderes, at en sådan automatiseret vurdering er nødvendig for opfyldelsen af den pågældende aftale, og at de indsamlede oplysninger på den anden side objektivt set skal være egnede til at foretage denne vurdering, ligesom det skal præciseres, hvilke oplysninger der var tale om, og hvorfor de blev indsamlet. I denne henseende er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt bevisbyrden påhviler postordrevirksomheden eller kunden.

–       Spørgsmålet om, hvorvidt en automatisk databehandling er »nødvendig for opfyldelsen af en kontrakt«

37.      Databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), fastsætter en af undtagelserne fra anvendelsen af denne artikels stk. 1, hvoraf det kan udledes, at der er mulighed for at træffe en individuel afgørelse, som alene er baseret på automatisk behandling af personoplysninger. Det er det forhold, at afgørelsen af nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt, der begrunder denne undtagelse, og den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt vurderingen af en sådan nødvendighed afhænger af, at der foreligger en objektiv sammenhæng mellem den pågældende afgørelse og formålet med den pågældende kontrakt.

38.      Medlemsstaternes nationale ret henviser ikke til begrebet »nødvendighed for indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt« i forbindelse med en automatisk afgørelse i forbindelse med definitionen heraf i denne forordning. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i punkt 21 i dette forslag til afgørelse, skal dette begreb derfor dels betragtes som et selvstændigt begreb i EU-retten, dels skal dets betydning fastlægges ved anvendelse af samme metode.

39.      For det første har Domstolen, for så vidt angår den almindelige betydning af dette begreb, allerede fastslået, at tillægsordet »nødvendig« i sin sædvanlige betydning henviser til det, der er påkrævet eller absolut nødvendigt for at opfylde et givent formål (15).

40.      For det andet, hvad angår sammenhængen, fastsætter databeskyttelsesforordningens kapitel II under overskriften »Principper« forpligtelser, som alle de, som denne forordning er rettet imod, skal overholde. Dette kapitel omfatter artikel 6 med overskriften »Lovlig behandling«, som i stk. 1, litra b), fastsætter, at behandling af personoplysninger er lovlig, hvis den er »nødvendig af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i«. Domstolen har fastslået, at behandlingen af personoplysninger, for at denne betingelse er opfyldt, skal være objektivt uundværlig for at gennemføre et formål, som er en integrerende del af den kontraktlige ydelse til den registrerede, hvilket indebærer, at den dataansvarlige således skal kunne påvise, på hvilken måde kontraktens hovedformål ikke vil kunne opfyldes uden den pågældende behandling. Den præciserede, at behandlingen af personoplysninger skal være væsentlig for at kunne opfylde kontrakten korrekt, og dermed at der ikke findes andre mulige og mindre indgribende løsninger (16).

41.      Den retlige test, der skal anvendes for at afgøre, om en databehandling er nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt, består således i at undersøge, om denne databehandling er uundværlig for at opfylde hovedformålet med den kontraktmæssige ydelse, i den forstand, at de fastsatte forpligtelser ikke kan opfyldes uden den. Dette indebærer, at det skal sikres, at der ikke findes andre gennemførlige løsninger, der er mindre indgribende for databeskyttelsen, og som kan muliggøre denne opfyldelse.

42.      Jeg mener, at disse overvejelser kan overføres til fortolkningen af databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), da dens ordlyd, der er stort set identisk med ordlyden af denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra b), begrunder, at begrebet »nødvendighed for opfyldelse af en kontrakt«, der nævnes i begge bestemmelser, fortolkes på samme måde. I mangel af oplysninger herom i nævnte forordning ville det nemlig være i strid med sidstnævnte forordnings opbygning at fortolke de begreber, der er nævnt heri med en identisk ordlyd, forskelligt (17). Logikken i samme forordning underbygger i øvrigt denne fortolkning, da kriteriet om »nødvendighed for opfyldelse af en kontrakt« ikke kan vurderes ud fra forskellige krav, alt efter om det har til formål at begrunde enten lovligheden af en behandling af personoplysninger [databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b)] eller lovligheden af en automatisk individuel afgørelse [denne forordnings artikel 22, stk. 2, litra a)], selv om det problem, som en sådan afgørelse rejser i forhold til nævnte forordning, netop ligger i, at den udelukkende er baseret på en automatisk behandling af personoplysninger (18).

43.      For det tredje underbygger de formål, der forfølges med samme forordning, og som allerede er nævnt i punkt 26 i dette forslag til afgørelse, denne fortolkning, der gør det muligt at fastlægge restriktive rammer for en mulighed for at fravige forbuddet mod at træffe en automatisk individuel afgørelse, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1.

44.      I lyset af de betragtninger, der fremgår af punkt 38-43 i dette forslag til afgørelse, kan vedtagelsen af en individuel afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling af personoplysninger, kun være begrundet i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), hvis den opfylder betingelserne i en retlig test svarende til den, der er beskrevet i punkt 41 i dette forslag til afgørelse. Det første trin i denne test består imidlertid i at fastslå, om vedtagelsen af en sådan afgørelse er objektivt uundværlig for at nå det primære formål med den pågældende aftale. Dette trin består således netop i at undersøge, om der foreligger en nødvendig sammenhæng mellem denne afgørelse og opfyldelsen af formålet med den pågældende aftale. Derfor er påvisningen af, at der foreligger en direkte objektiv sammenhæng mellem formålet med en kontrakt, der skal indgås, og vedtagelsen af en automatisk individuel afgørelse, en uundværlig forudsætning for at kunne konkludere, at denne afgørelse er nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af den pågældende kontrakt. Denne nødvendige betingelse er imidlertid ikke tilstrækkelig, da det også er nødvendigt at opfylde det andet trin i den relevante test, der består i at fastslå, at der ikke findes en anden, mindre indgribende løsning, der kan føre til det samme resultat.

45.      I den foreliggende sag fremgår det af de forklaringer, som den forelæggende ret har givet, at formålet med de i hovedsagen omhandlede kontrakter er, at en postordrevirksomhed overdrager ejendomsretten til forbrugsvarer til kunder mod betaling af prisen for de pågældende varer. Formålet med at træffe en afgørelse, der udelukkende er baseret på automatisk behandling af personoplysninger, er at sikre sig disse kunders kreditværdighed for derved at kunne tilbyde dem en passende betalingsmetode.

46.      I lyset af det ovenstående kan det antages, at vedtagelsen af en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling af personoplysninger, har til formål at opfylde formålet med kontrakter som de i hovedsagen omhandlede. For at efterprøve dette skal det imidlertid fastslås, at formålet med at stille en passende betalingsmetode til rådighed er at sikre den korrekte opfyldelse af denne kontraktlige forpligtelse (19), og at vurderingen af, om denne betalingsmetode er passende, rent faktisk afhænger af den automatiserede vurdering af den pågældende kundes kreditværdighed, som ikke kan foretages ved hjælp af en mindre indgribende løsning. Det ville nemlig betyde, at indgåelsen eller opfyldelsen af en sådan kontrakt – og dermed opfyldelsen af dens formål – konkret afhænger af denne vurdering. Det påhviler imidlertid den forelæggende ret at undersøge for det første, om dette rent faktisk er tilfældet, og for det andet, om en sådan automatisk behandling er et egnet middel til at nå dette mål. Den forelæggende ret skal bl.a. basere sin vurdering på de forhold, der er genstand for anden del af det andet præjudicielle spørgsmål.

–       Arten af de indsamlede oplysninger og fordelingen af bevisbyrden

47.      Den forelæggende ret søger nærmere bestemt at få afklaret, om den automatiske behandling af personoplysninger i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra b), når der træffes en afgørelse, der alene er baseret på en sådan behandling, skal være begrænset til oplysninger, der objektivt set er egnede til at opfylde formålet med aftalen, og om bevisbyrden for denne egnethed påhviler den dataansvarlige eller den registrerede.

48.      Først og fremmest forekommer det mig, at det spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, med hensyn til, om de data, der er udvalgt til automatisk behandling med henblik på indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt, er egnede hertil, kan fortolkes på to måder i lyset af de betragtninger, der ligger til grund for spørgsmålet. På den ene side synes den forelæggende ret at være i tvivl om det kvantitative omfang af de data, der kan være genstand for en sådan behandling. På den anden side kan den forelæggende rets spørgsmål også, mere væsentligt, forstås som omhandlende disse datas egnethed til at opfylde det formål, der forfølges med den pågældende behandling.

49.      For det første skal det, hvad angår det kvantitative omfang af de data, der kan tages i betragtning i forbindelse med automatiske afgørelser som dem, der er genstand for hovedsagen, understreges, at disse afgørelser skal overholde de principper, der regulerer behandlingen af personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 5, og som finder anvendelse kumulativt. Disse principper omfatter princippet om »dataminimering«, i henhold til hvilket personoplysninger skal være »tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles« (20). »[D]en dataansvarlige [kan således] ikke generelt og udifferentieret [...] foretage indsamling af personoplysninger, og [...] den pågældende skal afholde sig fra at indsamle oplysninger, som ikke er strengt nødvendige, henset til formålene med behandlingen«. Det fremgår endvidere af denne forordnings artikel 25, at den dataansvarlige skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der som udgangspunkt kun foretages behandling af de personoplysninger, der er nødvendige for hvert specifikt formål med behandlingen (21).

50.      Det kan således udledes af Domstolens retspraksis, at den dataansvarlige kun må indsamle og anvende de oplysninger, der er objektivt relevante og strengt nødvendige for at opfylde det formål, der forfølges med behandlingen af personoplysninger. I hovedsagen påhviler det derfor den forelæggende ret at kontrollere, at de data, der indsamles og behandles, alle er uundværlige for vurderingen af de pågældende kunders kreditværdighed.

51.      For det andet kan der, for så vidt angår de automatisk behandlede oplysningers egnethed til at opfylde det formål, der forfølges med behandlingen, opstå tvivl om, hvorvidt udeladelsen af en oplysning eller anvendelsen af en bestemt oplysning frem for en anden kan have en afgørende og i givet fald potentielt problematisk indflydelse på en vurdering, der er baseret på den pågældende behandling. Svaret på dette spørgsmål følger ligeledes af fortolkningen af princippet om »dataminimering«, idet dette princip har en kvalitativ dimension, der vedrører de behandlede datas tilstrækkelighed og relevans, dvs. netop deres egnethed til at opfylde de formål, der lå til grund for behandlingen.

52.      Ud over disse generelle betragtninger anfører jeg dog, at databeskyttelsesforordningen ikke giver nogen vejledning om, hvilke kriterier der skal anvendes til at vurdere, om en oplysning er »tilstrækkelig« og »relevant«. I denne henseende har Domstolen blot præciseret, at når oplysningerne opfylder disse to betingelser, er de egnede til at opfylde formålene med den pågældende behandling og så meget desto mere til at nå målet med behandlingen (22). Dette kan efter min opfattelse logisk forklares med de mange forskellige situationer, der er omfattet, og med det nødvendige råderum, som medlemsstaterne skal have til at anvende disse principper. Selv om denne forordning har til formål at regulere spørgsmål, der er direkte knyttet til databehandlingen, afhænger efterprøvningen af kravene om tilstrækkelighed og relevans i forhold til formålet med behandlingen desuden af en gennemgang af andre sektorbestemte regler, der kan forklare eller præcisere sammenhængen mellem de behandlede oplysninger og det forfulgte formål.

53.      I et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede kunne spørgsmålet om vurderingen af en kundes kreditværdighed og de oplysninger, der skal – eller ikke skal – tages i betragtning ved fastlæggelsen heraf, således f.eks. falde ind under enten EU-lovgivningen om forbrugerkreditaftaler eller national ret, mens den generelle vurdering af, om det er berettiget at påberåbe sig dette formål, ville være genstand for en proportionalitetskontrol i henhold til nævnte forordning under hensyntagen til de relevante specifikke bestemmelser (23). I den foreliggende sag tilkommer det den forelæggende ret, henset til de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, at afgøre, om de oplysninger, der har været genstand for en automatiseret vurdering, var tilstrækkelige og egnede til at fastslå de pågældende kunders kreditværdighed (24), ved med henblik herpå at undersøge den nationale lovgivning, der finder anvendelse på de omhandlede aftaler og forbrugerbeskyttelsen.

54.      Dernæst fremgår det, hvad angår bevisbyrden, af den meget klare ordlyd af samme forordnings artikel 5, stk. 2, at den dataansvarlige er ansvarlig for overholdelsen af de principper, der er fastsat i form af forpligtelser i denne artikels stk. 1, og at den dataansvarlige skal kunne påvise, at disse principper overholdes. Desuden har Domstolen i forbindelse med anvendelsen af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b), hvis lighed med denne forordnings artikel 22, stk. 2, litra a), jeg har gjort opmærksom på i punkt 42 i dette forslag til afgørelse, allerede fastslået, at det er den dataansvarlige, der skal kunne påvise, på hvilken måde kontraktens hovedformål ikke vil kunne opfyldes uden den pågældende behandling (25).

55.      Det påhviler derfor den dataansvarlige at angive, hvilke oplysninger der er indsamlet og behandlet, samt at bevise, at de er nødvendige for at opfylde formålet med den omstridte behandling.

56.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål således: Databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at der, når en postordrevirksomhed indgår en aftale med en kunde, på den ene side skal fastslås en objektiv sammenhæng mellem formålet med den aftale, der skal indgås med kunden, og den automatiserede vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde, for at det kan konkluderes, at en sådan automatiseret vurdering er nødvendig for opfyldelsen af den pågældende aftale, og at de indsamlede oplysninger på den anden side objektivt set skal være egnede til at foretage denne vurdering, ligesom det skal præciseres, hvilke oplysninger der var tale om, og hvorfor de blev indsamlet. I denne henseende påhviler bevisbyrden postordrevirksomheden.

 Det tredje spørgsmål

57.      Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt det for det første, for at undtagelsen fra forbuddet mod at træffe en afgørelse, der alene er baseret på automatisk databehandling, som fastsat databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), skal finde anvendelse, er en »afgørelse« eller en »automatisk afgørelse«, der er nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig, og for det andet, om faktorer såsom tidsbesparelser for kunderne og besparelser for den virksomhed, der anvender en sådan automatisk behandling, ligesom muligheden for at erstatte den med en behandling, der udføres af en person med en rimelig indsats, er relevante for vurderingen af nødvendigheden af den pågældende behandling.

58.      For det første vedrører den forelæggende rets spørgsmål hovedsageligt ordlyden af denne bestemmelse, som udelukkende omtaler en »afgørelse«, der er nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt. Af årsager, der svarer til dem, der allerede er redegjort for i punkt 21 og 38 i dette forslag til afgørelse, bør man analysere den sædvanlige betydning af dette begreb under hensyntagen til den sammenhæng, hvori det indgår, samt de formål, der forfølges med den pågældende bestemmelse.

59.      I første række henviser ordlyden af databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), udelukkende til udtrykket »afgørelse« uden at præcisere, at denne skal være automatisk, hvilket kunne tyde på, at dette ikke er tilfældet. Der anvendes imidlertid bestemt form (»afgørelsen«), hvoraf det følger, at den afgørelse, der er tale om i denne bestemmelse, allerede er identificeret. Derfor kan navneordet »afgørelsen« her kun henvise til den »afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, herunder profilering«, som er omhandlet i denne artikels stk. 1. Det fremgår således af ordlyden af denne forordnings artikel 22, stk. 2, litra a), at denne bestemmelse vedrører automatiske afgørelser (26).

60.      I anden række underbygger den sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, denne fortolkning. Ifølge ordlyden af 71. betragtning til nævnte forordning, som i det væsentlige bidrager til at belyse fortolkningen af samme forordnings artikel 22 (27), er det netop »[a]fgørelser baseret på en sådan behandling, herunder profilering«, der »bør [...] være tilladt, [...] hvis det er nødvendigt for indgåelse eller opfyldelse af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig [...]« (28).

61.      I tredje række anfører jeg, for så vidt angår de mål, der forfølges med databeskyttelsesforordningen, og som allerede er blevet fremhævet i punkt 26 og 43 i dette forslag til afgørelse, at den fortolkning, jeg foreslår af begrebet »afgørelse« i forbindelse med fortolkningen af denne forordnings artikel 22, stk. 2, litra a), fører til en indskrænkning af rækkevidden af den undtagelse fra forbuddet mod at træffe automatiske individuelle afgørelser, der er fastsat deri. I modsat fald ville det være tilstrækkeligt, at vedtagelsen af en afgørelse (uanset om den er automatisk eller ej) er nødvendig for indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt, for at der kan åbnes mulighed for at basere denne på en automatisk databehandling. Ovenstående betragtninger er efter min opfattelse så meget desto mere relevante i den sammenhæng, der er omtalt i punkt 34 i dette forslag til afgørelse, og hvoraf det følger, at undtagelsen i nævnte forordnings artikel 22, stk. 2, litra a), kun kan fortolkes restriktivt.

62.      Desuden oplyser Europa-Kommissionen, at den har forelagt Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til forordning, der bl.a. tager sigte på at ændre databeskyttelsesforordningen (29), som ville fjerne enhver tvivl om fortolkningen af begrebet »afgørelse« som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), da det heraf udtrykkeligt vil fremgå, at det ikke er et krav for at kunne påberåbe sig den undtagelse, der er fastsat heri, at en afgørelse kun kan træffes ved udelukkende automatiseret behandling. Da det pågældende forslag imidlertid ikke er trådt i kraft og ikke engang er blevet godkendt i sin nuværende form af Europa-Parlamentet og Rådet, kan det ikke have nogen som helst relevans for fortolkningen af det omhandlede begreb.

63.      Hvad for det andet angår de forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af nødvendigheden af at anvende en automatisk afgørelse, og navnlig i den foreliggende sag antallet af ordrer, som virksomheder som Universal Versand skal håndtere, samt kundernes forventninger til hurtig service, er det på baggrund af den retlige test, der er beskrevet i punkt 41, samt de betragtninger, der er anført i punkt 49-55 i dette forslag til afgørelse, at den forelæggende ret skal undersøge, om sådanne faktiske omstændigheder er af en sådan art, at de kan give anledning til at fastslå, at anvendelsen af en automatisk afgørelse er nødvendig, i den forstand, for det første, at den automatiserede vurdering af kundernes kreditværdighed er uundværlig for at sikre den korrekte opfyldelse af de pågældende kontrakter, og, for det andet, at den ikke kan erstattes af et menneskeligt indgreb, som ville være et mindre indgribende alternativ i henhold til det andet trin i denne test og i overensstemmelse med bl.a. 39. betragtning til nævnte forordning.

64.      Efter min opfattelse angives det netop i retningslinjerne om automatiske individuelle afgørelser og profilering i henhold til forordning (EU) 2016/679, som blev vedtaget den 3. oktober 2017, at en national domstol f.eks. kunne nå frem til en sådan konklusion, når den konstaterer, at menneskelig indgriben ikke ville være realistisk i praksis eller ville være umulig i betragtning af den mængde data, der behandles. Dette ville indebære, at anvendelsen af en automatisk afgørelse er uundværlig, idet det andet trin i den retlige test, der er beskrevet i punkt 41 i dette forslag til afgørelse, er opfyldt. Det påhviler imidlertid den pågældende virksomhed at påvise dette, og den omstændighed, at en sådan behandling alene er nyttig med henblik på opfyldelsen af den pågældende kontrakt, er ikke tilstrækkelig i denne henseende (30).

65.      Konkret gælder det for det første, hvad angår omfanget af de behandlede ordrer og hurtigheden af svaret til kunden om, hvilken betalingsmetode vedkommende kan benytte, at det på baggrund af objektive oplysninger (31) bør påvises, dels hvorfor den mængde data, der behandles som følge af omfanget af disse ordrer, betyder, at behandlingen ikke kan foregå på anden måde end automatisk ved at anvende et mindre indgribende alternativ, dels at det at få et øjeblikkeligt svar vedrørende betalingsmetoden er en faktor, der er afgørende for kundens valg om at indgå den pågældende kontrakt med den pågældende virksomhed.

66.      For det andet anfører jeg ligeledes, at hvis den forelæggende ret måtte anse de i hovedsagen omhandlede betalingsmetoder for at falde ind under anvendelsesområdet for direktiv 2008/48 i henhold til den østrigske lovgivning, bør kundernes kreditværdighed i så fald vurderes inden indgåelsen af de omstridte kontrakter i henhold til dette direktivs artikel 8. På samme måde som med hensyn til de problemstillinger, der er omtalt i det foregående punkt i dette forslag til afgørelse, vil det da påhvile den pågældende virksomhed på grundlag af objektive beviser at påvise, hvorfor den automatiserede behandling ikke kan erstattes af en anden gennemførlig løsning, der er mindre indgribende, til at opfylde denne forpligtelse.

67.      Henset til samtlige ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at det tredje præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at for at, for det første, den deri fastsatte undtagelse fra forbuddet mod at træffe en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, finder anvendelse, skal en automatisk afgørelse være nødvendig af hensyn til indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig, bl.a. i den forstand, at der ikke kan anvendes et mindre indgribende alternativ, og, for det andet, at faktorer såsom tidsbesparelser for kunderne og besparelser for den virksomhed, der anvender en sådan automatisk behandling, kan være relevante for vurderingen af nødvendigheden af den pågældende automatiske behandling, hvis de under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag objektivt kan godtgøre denne nødvendighed, bl.a. i den forstand, at der ikke kan anvendes et mindre indgribende alternativ.

 Forslag til afgørelse

68.      I lyset af ovenstående analyse foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) som følger:

»1)      Artikel 22, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)

skal fortolkes således, at

afgørelsen i forbindelse med et postordresalg om ikke at give en kunde adgang til visse betalingsmetoder, der alene er baseret på en automatiseret vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde, har retsvirkning for kunden eller i det mindste betydeligt påvirker den pågældende på tilsvarende vis, hvis den kan hindre indgåelsen af den omhandlede købsaftale.

2)      Artikel 22, stk. 2, litra a), i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

der, når en postordrevirksomhed indgår en aftale med en kunde, på den ene side skal fastslås en objektiv sammenhæng mellem formålet med den aftale, der skal indgås med kunden, og den automatiserede vurdering af sandsynligheden for manglende betaling fra denne kunde, for at det kan konkluderes, at en sådan automatiseret vurdering er nødvendig for opfyldelsen af den pågældende aftale, og at de indsamlede oplysninger på den anden side objektivt set skal være egnede til at foretage denne vurdering, ligesom det skal præciseres, hvilke oplysninger der var tale om, og hvorfor de blev indsamlet. I denne henseende påhviler bevisbyrden postordrevirksomheden.

3)      Artikel 22, stk. 2, litra a), i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

for at, for det første, den deri fastsatte undtagelse fra forbuddet mod at træffe en afgørelse, der alene er baseret på automatisk behandling, finder anvendelse, skal en automatisk afgørelse være nødvendig af hensyn til indgåelsen eller opfyldelsen af en kontrakt mellem den registrerede og en dataansvarlig, bl.a. i den forstand, at der ikke kan anvendes et mindre indgribende alternativ, og, for det andet, at faktorer såsom tidsbesparelser for kunderne og besparelser for den virksomhed, der anvender en sådan automatisk behandling, kan være relevante for vurderingen af nødvendigheden af den pågældende automatiske behandling, hvis de under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag objektivt kan godtgøre denne nødvendighed, bl.a. i den forstand, at der ikke kan anvendes et mindre indgribende alternativ.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Jf. i denne retning dom af 7.12.2023, SCHUFA Holdings m.fl. (Scoring) (C-634/21, herefter »dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring)«, EU:C:2023:957, præmis 57-59).


3 –      Jf. i denne retning Y. Poullet, »Cinq ans après: le RGPD et les défis du profilage à l’heure de l’intelligence artificielle«, Revue des affaires européennes, 2021/I, s. 97 og 98.


4 –      Jf. dom af 14.4.2026, Pelham (Begrebet »pastiche«) (C-590/23, EU:C:2026:290, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).


5 –      I denne henseende forekommer det mig derimod, at disse betragtninger ikke nødvendigvis indebærer, at virkningerne af den omhandlede afgørelse skal have en vis grad af alvor, i modsætning til de betragtninger, der er fremsat af den arbejdsgruppe vedrørende beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, som er nedsat i henhold til artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.10.1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31) i retningslinjerne om automatiske individuelle afgørelser og profilering i henhold til forordning 2016/679, som blev vedtaget den 3.10.2017, i den reviderede udgave, der blev vedtaget den 6.2.2018 (s. 23). Virkningerne af en afgørelse kan betragtes som betydelige i den forstand, at de har en vis betydning for den person, der er genstand for afgørelsen (økonomisk, social, erhvervsmæssig osv.), uden dog at være »alvorlige«, idet sidstnævnte begreb er kendetegnet ved sin negative konnotation og antyder, at der foreligger en ugunstig konsekvens eller en form for krænkelse (skade, risiko osv.).


6 –      Det følger efter min opfattelse af denne formulering, at situationer såsom vurderingen af en kreditansøgning, fastsættelsen af størrelsen på en forsikringspræmie eller dækning – eller manglende dækning – af lægebehandling m.m. kunne falde ind under den anden hypotese, der er omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 22, stk. 1.


7 –      Jf. dom af 27.2.2025, Dun & Bradstreet Austria m.fl. (C-203/22, EU:C:2025:117, præmis 51).


8 –      Jf. i denne retning dommen i sagen SCHUFA Holding m.fl. (Scoring) (præmis 48 og 49).


9 –      Jf. i denne retning dom af 29.7.2024, Perle (C-14/23, EU:C:2024:647, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).


10 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66, berigtiget i EUT 2009, L 207, s. 14, EUT 2010, L 199, s. 40, EUT 2011, L 234, s. 46, og EUT 2015, L 36, s. 15).


11 –      »Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende: [...] kreditaftaler, hvor kreditten ydes rentefrit og uden andre omkostninger, og kreditaftaler, ifølge hvilke kreditten skal betales tilbage inden tre måneder, og som kun er forbundet med ubetydelige omkostninger.«


12 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 18.10.2023 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af direktiv 2008/48/EF (EUT L, 2023/2225).


13 –      Dette direktiv indeholder bestemmelser, der kan have væsentlig indflydelse på anvendelsen af automatiske afgørelser, som det specifikt regulerer i forbindelse med den obligatoriske vurdering af forbrugernes kreditværdighed i artikel 18, navnlig stk. 8. Det fremgår imidlertid af direktivets artikel 2, stk. 2, litra h), at direktivet ikke nødvendigvis finder anvendelse på aftaler som dem, der er genstand for tvisten i hovedsagen.


14 –      Jf. i denne retning og i sammenhæng med beskyttelsen af personoplysninger og undtagelser herfra, som skal anvendes inden for rammerne af, hvad der er strengt nødvendigt, dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 210 og den deri nævnte retspraksis), og af 4.7.2023, Meta Platforms m.fl. (Almindelige betingelser for anvendelse af et socialt netværk) (C‑252/21, EU:C:2023:537, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).


15 –      Dom af 14.12.2017, EBMA mod Giant (China) (C-61/16 P, EU:C:2017:968, præmis 47). I denne dom fastslog Domstolen i det væsentlige, at alene de oplysninger, uden hvilke antidumpingundersøgelsen ikke kan gennemføres, således kan anses for »nødvendige« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 18, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51, berigtiget i EUT 2010, L 7, s. 22).


16 –      Dom af 4.7.2023, Meta Platforms m.fl. (Almindelige betingelser for anvendelse af et socialt netværk) (C-252/21, EU:C:2023:537, præmis 98 og 99).


17 –      Henset til kravene om enhed og sammenhæng i EU’s retsorden skal de begreber, der er anvendt i retsakter vedtaget på samme område, have samme betydning, når EU-lovgiver ikke har givet udtryk for en anden hensigt (jf. analogt dom af 17.3.2021, Wellcome Trust, C-459/19, EU:C:2021:209, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).


18 –      I en sådan grad, at denne afgørelse anses for at omfatte den pågældende databehandling.


19 –      I modsætning til f.eks. ræsonnementet i præmis 39-42 i dom af 9.1.2025, Mousse (C-394/23, EU:C:2025:2), hvor Domstolen i det væsentlige fastslog, at personlig tilpasning af den forretningsmæssige kommunikation baseret på den pågældende kundes køn ikke var nødvendig for at levere en jernbanetransportydelse til denne kunde, idet den pågældende virksomhed f.eks. kunne vælge kommunikation baseret på generiske høflighedsfraser. I den foreliggende sag kan kundens evne til at betale de beløb, der udgør en integrerende del af den pågældende kontraktmæssige ydelse, derimod have direkte indflydelse på den korrekte opfyldelse heraf.


20 –      Dom af 4.10.2024, Schrems (Videregivelse af oplysninger til offentligheden) (C-446/21, EU:C:2024:834, præmis 47-49 og den deri nævnte retspraksis).


21 –      Dom af 4.10.2024, Schrems (Videregivelse af oplysninger til offentligheden) (C-446/21, EU:C:2024:834, præmis 59 og 60 og den deri nævnte retspraksis).


22 –      Dom af 18.6.2026, NTH Haustechnik (C-484/24, EU:C:2026:496, præmis 97).


23 –      Jf. analogt dom af 7.12.2023, SCHUFA Holding (Gældssanering) (C-26/22 og C-64/22, EU:C:2023:958, præmis 82-86).


24 –      Med henblik på denne vurdering vil det bl.a. være relevant at fastslå, om de pågældende oplysninger har en direkte og objektiv sammenhæng med vurderingen af den pågældende kundes kreditværdighed, og om de – alene eller i kombination med andre oplysninger – er uundværlige for denne vurdering, samtidig med at det undersøges, hvilke risici den udgør for den registrerede.


25 –      Dom af 4.7.2023, Meta Platforms m.fl. (Almindelige betingelser for anvendelse af et socialt netværk) (C-252/21, EU:C:2023:537, præmis 98).


26 –      Denne fortolkning bekræftes i øvrigt af andre sprogversioner af denne bestemmelse. Den tyske sprogversion nævner således »die Entscheidung«, mens den engelske sprogversion henviser til »the decision«.


27 –      Jf. analogt dom af 5.3.2024, Kočner mod Europol (C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).


28 –      Min fremhævelse.


29 –      Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2016/679, (EU) 2018/1724, (EU) 2018/1725, (EU) 2023/2854 og direktiv 2002/58/EF, (EU) 2022/2555 og (EU) 2022/2557 for så vidt angår forenkling af det digitale regelsæt og om ophævelse af forordning (EU) 2018/1807, (EU) 2019/1150, (EU) 2022/868 og direktiv (EU) 2019/1024 (den digitale omnibus) (COM(2025) 837 final).


30 –      Jf. analogt dom af 4.7.2023, Meta Platforms m.fl. (Almindelige betingelser for anvendelse af et socialt netværk) (C-252/21, EU:C:2023:537, præmis 99).


31 –      Jeg tænker her bl.a. på undersøgelser med talmæssige opgørelser af omkostninger og fordele samt på de økonomiske konsekvenser, som de forskellige mulige foranstaltninger vil have for den pågældende virksomhed, og på f.eks. statistiske undersøgelser.