Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

A. RANTOS

fremsat den 5. februar 2026 (1)

Sag C-232/25 [Idziski] (i)

Z.R.,

Ś.

mod

U.,

Z.,

procesdeltager

Prokurator Regionalny w Krakowie

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen))

» Præjudiciel forelæggelse – samarbejde om civilretlige spørgsmål – forordning (EF) nr. 44/2001 – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – artikel 5, nr. 3) – særlig kompetence i sager om erstatning uden for kontrakt – det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå – en fysisk og en juridisk person, der hævder, at deres personlige rettigheder er blevet krænket ved visningen af en serie i TV og på internettet – det sted, hvor skaden er indtrådt – det sted, hvor disse personer har centrum for deres interesser – individuel identifikation – påstand om påbud om erstatning for hele den ikke-økonomiske skade – påstand om påbud om at undskylde og om at lade enhver udsendelse af nævnte serie blive indledt med en passende erklæring «

I.      Indledning

1.        Z.R., der er en fysisk person, og Ś., der er en sammenslutning (herefter »sagsøgerne«), begge med hjemsted i Polen, har anlagt sag ved de polske domstole mod U. og Z. (herefter »de sagsøgte«), med hjemsted i Tyskland, med påstand om en krænkelse af deres personlige rettigheder som følge af udsendelsen af en serie, der var co-produceret af sagsøgte, på TV i Polen og i andre medlemsstater samt på internettet. Sagsøgerne har for det første nedlagt påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade, de har lidt som følge af udsendelsen af denne serie i disse medlemsstater, og for det andet om, at det fastslås, at de sagsøgte skal undskylde på alle relevante TV-kanaler og websteder og lade enhver udsendelse af serien, uanset hvor den måtte finde sted, indlede med en passende erklæring.

2.        Giver artikel 5, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001 (2), som fastsætter en særlig kompetenceregel i sager om erstatning uden for kontrakt, de polske domstole international kompetence til at behandle hele sagen, ud over alene krænkelsen af personlige rettigheder, der fandt sted i Polen? Dette er nærmere bestemt det primære spørgsmål, der er forelagt af Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), der er den forelæggende ret.

3.        I den foreliggende sag anmodes Domstolen om at præcisere rækkevidden af Shevill-dommen (3) og eDate-dommen (4) med hensyn til udsendelse både på TV og via internettet af indhold, der krænker personlige rettigheder, i den historiske kontekst af Anden Verdenskrig og forholdet mellem Polen og Tyskland. Disse domme har givet anledning til mange drøftelser ved Domstolen (5) og i retslitteraturen (6).

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

1.      Forordning nr. 44/2001

4.        2., 11., 12. og 15. betragtning til forordning nr. 44/2001 havde følgende ordlyd:

»(2)      Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning.

[…]

(11)      Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(12)      Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.

[…]

(15)      Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.«

5.        I denne forordnings kapitel I med overskriften »Anvendelsesområde« fastsatte artikel 1, stk. 1, følgende:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«

6.        Den nævnte forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholdt bl.a. en afdeling 1 med overskriften »Almindelige bestemmelser« og en afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler«.

7.        Samme forordnings artikel 2, stk. 1, som var placeret i denne afdeling 1, fastsatte følgende:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

8.        Artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, som var anført i afdeling 2, fastsatte følgende:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

[…]

3)      i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.«

2.      Forordning (EU) nr. 1215/2012

9.        Artikel 7, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1215/2012 (7), som er placeret i denne forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence« og i dette kapitels afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler«, har følgende ordlyd:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

2)      i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.«

10.      Denne forordnings artikel 66, som er anført i dens kapitel VI med overskriften »Overgangsbestemmelser«, fastsætter i stk. 2 følgende:

»Uanset artikel 80 finder forordning […] nr. 44/2001 fortsat anvendelse på retsafgørelser truffet i retssager, som er anlagt, på dokumenter, som er udstedt eller registreret, og på retsforlig, som er godkendt eller indgået inden den 10. januar 2015, og som falder ind under anvendelsesområdet for forordning […] nr. 44/2001.«

11.      I kapitel VIII i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Afsluttende bestemmelser« fastsætter artikel 80, at forordning nr. 44/2001 ophæves.

B.      Polsk ret

1.      Den civile lovbog

12.      Artikel 23 i ustawa – Kodeks cywilny (den civile lovbog) af 23. april 1964 (8), i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (herefter »den civile lovbog«), fastsætter følgende:

»En persons personlige rettigheder, herunder sundhed, frihed, ære, samvittighedsfrihed, navn eller pseudonym, billede, brevhemmeligheden, boligens ukrænkelighed, videnskabelig og kunstnerisk frembringelse, opfindelser og idémæssig frembringelse, er beskyttet ved civilretten uafhængigt af den beskyttelse, der er fastsat ved andre love.«

13.      Den civile lovbogs artikel 24, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»1.      Den person, hvis personlige rettigheder trues af en andens adfærd, kan kræve, at denne adfærd bliver bragt til ophør, medmindre denne adfærd ikke er ulovlig. I tilfælde af krænkelse af personens personlige rettigheder kan den pågældende også kræve, at den, der har forvoldt krænkelsen, foretager de nødvendige handlinger for at afhjælpe følgerne heraf, bl.a. at vedkommende afgiver en erklæring af passende indhold og form. I henhold til de ved denne lovbog fastsatte principper kan indehaveren af de personlige rettigheder også kræve en økonomisk godtgørelse eller overførsel af et vist pengebeløb til et fastlagt socialt formål.

2.      Hvis krænkelsen af en personlig rettighed har forvoldt en økonomisk skade, kan den skadelidte kræve erstatning for skaden i overensstemmelse med de almindelige principper.«

14.      Den civile lovbogs artikel 43 har følgende ordlyd:

»Reglerne om beskyttelse af fysiske personers personlige rettigheder finder tilsvarende anvendelse på juridiske personer.«

2.      Lov om den civile retspleje

15.      Artikel 398¹³, stk. 1 og 2, i Ustawa Kodeks postępowania cywilnego (lov om den civile retspleje) af 17. november 1964 (herefter »den civile retsplejelov«) (9), i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, har følgende ordlyd:

»1.       Sąd Najwyższy [(øverste domstol)] behandler kassationsappellen inden for rammerne af påstandene og anbringenderne; inden for rammerne af påstandene tager den dog af egen drift stilling til, om retssagen skal anses for at være ugyldig.

2.      I kassationssagen kan der ikke påberåbes nye faktiske omstændigheder og nye beviselementer, og Sąd Najwyższy [(øverste domstol)] er bundet af de faktiske konstateringer, der ligger til grund for den appellerede afgørelse.«

16.      Den civile retsplejelovs artikel 1099 fastsætter følgende:

»1.      Den ret, for hvilken sagen er indbragt, tager af egen drift stilling til, om der foreligger manglende international kompetence, på alle stadier af sagen. Hvis det konstateres, at de nationale retter ikke har international kompetence, afviser den ret, for hvilken sagen er indbragt, søgsmålet eller påstanden […].

2.      Manglende international kompetence udgør en grund til, at sagen er ugyldig.«

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

17.      Z.R., der er bosiddende i Polen, var kaptajn i den polske hær. Som 16-årig blev han deporteret til lejren Auschwitz-Birkenau, var aktiv i Związek Walki Zbrojnej (unionen for væbnet kamp) og tjente som soldat i militærenheden [X] (herefter »militærenheden X«). Z.R. deltog i aktioner med henblik på at redde eller skjule personer, der tilhørte det jødiske samfund, og tog del i kampe under opstanden i Warszawa (Polen). Efter Anden Verdenskrig blev han arresteret af Urząd Bezpieczeństwa (sikkerhedsbureauet) og idømt 12 års fængsel for at have huset et medlem af de polske specialstyrker. Z.R. har aldrig personligt oplevet antisemitisk adfærd fra soldaterne i militærenheden X. Han er optaget af overleveringen af mindet om soldaterne i denne enhed og erindringen om polakkernes bidrag til redningen af det jødiske samfund.

18.      Ś., som er etableret i Polen, er en forening med status som juridisk person for tidligere soldater, som har været medlemmer af militærenheden X, og ifølge sine vedtægter har den bl.a. til formål at beskytte denne militærenheds og dens soldaters værdighed, omdømme og minde. Ś. har i øjeblikket ca. 5 000 medlemmer.

19.      Den 19. november 2013 (10) anlagde sagsøgerne et søgsmål ved Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow, Polen) mod de sagsøgte under påberåbelse af, at deres personlige rettigheder var blevet krænket som følge af visse scener i en TV-serie (herefter »TV-serien«), som de sagsøgte havde produceret i fællesskab. Til støtte for deres søgsmål gjorde sagsøgerne gældende, at denne serie blev vist på polsk TV og senere på de andre TV-kanaler, der er nævnt i deres stævning. De har gjort gældende, at denne serie var tilgængelig på websteder i sin helhed eller i uddrag. Ifølge sagsøgerne beskriver denne serie soldaterne i militærenheden X som angivelige antisemitter og nationalister, der samarbejdede med tyskerne om Holocaust, hvilket krænker deres personlige rettigheder, såsom retten til national stolthed, retten til at værne om den nationale identitet, retten til en sandfærdig historiefremstilling, retten til værdighed og retten til det tegn, der repræsenteres ved symbolet X.

20.      Ved deres stævning nedlagde sagsøgerne påstand om, at der for det første blev udstedt påbud til de sagsøgte om at udsende en passende erklæring (undskyldninger) på polsk TV, på den angivne kanal, idet ordlyden af disse undskyldninger skulle læses op direkte, for det andet at de fik tilladelse i henhold til den civile retsplejelov til selv at offentliggøre undskyldningerne, hvis de ikke blev udsendt inden for den fastsatte frist, for det tredje at der blev udstedt påbud til de sagsøgte om at fremsætte en passende erklæring (undskyldninger) på tysk på de to angivne websteder, for det fjerde at der blev udstedt påbud til de sagsøgte om at fremsætte en passende erklæring (undskyldninger) gennem de andre TV-kanaler, hvor serien var blevet vist, dvs. tysk, irsk, spansk, nederlandsk, østrigsk og norsk TV, på de angivne kanaler og på det pågældende lands sprog, for det femte at der blev udstedt påbud til de sagsøgte om at ophøre med at lade symbolet X (et bånd med et grafisk element, i hvis midte de nationale farver er anbragt horisontalt) vise i serien, for det sjette at der blev udstedt påbud til de sagsøgte om at ophøre med at krænke deres personlige rettigheder, idet de skulle indsætte en nærmere angivet indledningstekst før hver visning af serien uanset visningsstedet, og for det syvende at de sagsøgte som solidariske skyldnere blev tilpligtet at betale Z.R. 25 000 polske złoty (PLN) (ca. 5 750 EUR) i godtgørelse for den skade, han havde lidt som følge af krænkelsen af hans personlige rettigheder.

21.      De sagsøgte fremsatte for Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow) en indsigelse om, at de polske retter ikke var kompetente, og gjorde gældende, at de tyske retter havde international kompetence til at påkende sagsøgernes søgsmål. Ved kendelse af 18. juli 2016 forkastede den nævnte ret indsigelsen om, at de polske retter ikke var kompetente. Ved kendelse af 16. maj 2017 forkastede Sąd Apelacyjny w Krakowie (appeldomstolen i Krakow, Polen) den appel, der var iværksat til prøvelse af denne kendelse.

22.      Med hensyn til realiteten tog Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow) ved dom af 28. december 2018 efter at have realitetsbehandlet sagen i vidt omfang sagsøgernes påstande til følge, både hvad angår de økonomiske og de ikke-økonomiske krav. Som følge af begge parters appel blev denne dom ændret ved dom af 23. marts 2021 af Sąd Apelacyjny w Krakowie (appeldomstolen i Krakow), som traf følgende afgørelse. Den pålagde for det første de sagsøgte at fremsætte undskyldninger, hvis indhold er præciseret i denne doms konklusion, idet hele ordlyden skulle oplæses på den udpegede polske TV-kanal på polsk og på de tre nævnte tyske TV-kanaler på tysk, idet de tekniske betingelser for denne erklæring blev præciseret. For det andet gav den Ś. tilladelse til, såfremt der ikke blev offentliggjort undskyldninger inden for den fastsatte frist og på ovennævnte betingelser, selv at offentliggøre dem på den angivne polske TV-kanal. For det tredje pålagde den de sagsøgte at offentliggøre ovennævnte erklæring på tysk på deres websted, idet de tekniske detaljer ved denne offentliggørelse blev præciseret. Den nævnte ret frifandt de sagsøgte for så vidt angår Ś.s øvrige påstande og for alle Z.R.s påstande. Den forkastede ligeledes de sagsøgtes appel.

23.      I denne henseende fastslog den samme ret, at TV-seriens handling krænkede Z.R.s personlige rettigheder, navnlig hans nationale identitet. Denne krænkelse var imidlertid ikke retsstridig i henhold til den civile lovbogs artikel 24, henset til den nuværende historiske viden, som gav de sagsøgte ret til at behandle de omtvistede emner på den måde, de gjorde. Denne series indhold lå dermed inden for grænserne af den kunstneriske ytringsfrihed. Der var derimod ikke tale om en krænkelse af Z.R.s ære, eftersom han ikke var individualiseret som den person, som de ærekrænkende scener i denne serie henviste til. Sąd Apelacyjny w Krakowie (appeldomstolen i Krakow) fastslog, at Ś. havde været udsat for en krænkelse af en personlig rettighed forbundet med organisationens omdømme og omdømmet for de tidligere medlemmer af militærenheden X, som er tilknyttet denne organisation. Den nævnte ret understregede, at serien tillagde medlemmerne af denne enhed udtrykkeligt antisemitiske træk, som den nuværende historiske viden ikke begrundede, og dermed gik ud over grænserne for den kunstneriske ytringsfrihed.

24.      Sagsøgerne og de sagsøgte har iværksat kassationsappel til prøvelse af Sąd Apelacyjny w Krakowies (appeldomstolen i Krakow) dom ved Sąd Najwyższy (øverste domstol). Ud over de øvrige anbringender, der fremgår af deres kassationsappel, har de sagsøgte gjort gældende, at retssagen er ugyldig, idet den blev behandlet, selv om de polske retter ikke havde international kompetence i henhold til den civile retsplejelovs artikel 1099, stk. 2, sammenholdt med artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

25.      Den forelæggende ret har påpeget, at den foreliggende sag giver anledning til tvivl om fortolkningen af begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« som omhandlet i denne artikel 5, nr. 3). Der opstår nemlig det spørgsmål, om Domstolens praksis, således som den fremgår af eDate-dommen (11), kan overføres til en situation, hvor en eventuel krænkelse af de personlige rettigheder ikke skyldes, at et bestemt indhold offentliggøres online på internettet, men derimod produktionen af en serie, som vises på TV i forskellige stater. Besvarelsen af dette spørgsmål er endnu ikke blevet fastlagt, for så vidt som Domstolens praksis om krænkelser af personlige rettigheder udelukkende vedrører indhold, der enten udbredes i den skrevne presse eller på internettet.

26.      I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at selv om en visning af et filmværk på traditionelle medier såsom TV eller biografen adskiller sig fra en visning på internettet, for så vidt som den ikke på forhånd indebærer, at det viste indhold er lige så universelt tilgængeligt, taler dels udviklingen i streamingteknologien og audio/video on demand-tjenester imod en sondring på grundlag af udsendelsesformerne med henblik på fastlæggelsen af retternes internationale kompetence. Dette værk er nemlig samtidig eller efter en vis periode også tilgængeligt på internettet. Derudover er der ofte, inden filmen vises på et traditionelt medie, en reklame- og informationskampagne på internettet. Dels er offentliggørelsen af et værk online i dag ikke længere fuldstændig ukontrollerbar for den, der udbreder det, for så vidt som udbredelsen ved hjælp af teknologier såsom geoblokering eller geolokalisering for det første kan begrænses til et bestemt område, og for det andet kan et værks indhold variere afhængigt af det sted, hvor det tilgås. Endvidere ville en anerkendelse af, at det kun er muligt at anlægge sag med påstand om fuld erstatning for krænkelsen i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har centrum for sine interesser, i tilfælde, hvor en series udbredelse er sket via internettet, i situationer med både online- og offline-udbredelse føre til en opdeling af tvisten, som ville være vanskeligt forenelig med kravene om god retspleje.

27.      På denne baggrund er sondringen efter, om en film er blevet udbredt ved hjælp af traditionelle former for radio- og TV-udsendelse, hvilket medfører, at retten i en medlemsstat ikke har international kompetence til at påkende et erstatningssøgsmål vedrørende hele den forvoldte krænkelse, mens den ville have haft en sådan kompetence, hvis filmen havde været tilgængelig online i denne stat, ikke overbevisende, og det kriterium om den tekniske udbredelsesmetode, som denne sondring beror på, er hverken tilstrækkeligt begrundet eller pålideligt. I denne henseende har den forelæggende ret påpeget, at den løsning, der blev anvendt i Shevill-dommen, der knæsatte det såkaldte »mosaikprincip« (12), blev udviklet i forbindelse med den skrevne presse for mere end 20 år siden, dvs. i en periode, hvor de tekniske muligheder for fjernformidling var grundlæggende anderledes end dem, der findes i dag.

28.      Denne ret har anført, at selv hvis det antages, at de polske retter kan anerkendes fuld international kompetence i en sådan sammenhæng, skal det efterprøves, om de betingelser, der blev opstillet i Mittelbayerischer Verlag-dommen (13), er opfyldt. Identifikationen af den skadelidte skal, henset til denne dom, ganske vist være af »individuel« karakter, men TV-seriens handling gør det ikke muligt at identificere nogen af sagsøgerne, eftersom der er tale om et fiktionsværk, der hverken direkte eller indirekte henviser til virkelige nulevende eller historiske personer. Den gør det så meget desto mindre muligt individuelt at identificere Ś., idet denne forening blev oprettet flere årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Desuden kan det ikke udelukkes, at centrum for interesserne for de personer, der tilhører en gruppe, såsom de tidligere soldater i militærenheden X, kan befinde sig i en hvilken som helst medlemsstat i Den Europæiske Union. I denne henseende kunne hjemstedet for en forening, hvis vedtægtsmæssige formål svarer til eller er identisk med den sagsøgende forenings formål, ligeledes befinde sig i en hvilken som helst af disse stater. I modsætning til de faktiske omstændigheder, der lå til grund for Mittelbayerischer Verlag-dommen, beskriver TV-serien dog den adfærd, der blev udvist af en mere begrænset og lukket gruppe, nemlig soldater i enheden X, idet denne enhed identificeres utvetydigt og uden for enhver tvivl, og Z.R. er et af de levende medlemmer af denne gruppe. I dag kan størstedelen af denne gruppes medlemmer identificeres individuelt, og deres antal bliver gradvist mindre i tidens løb.

29.      Den fortolkning, hvorefter der kræves en individuel identifikation af konkrete personer, for at der kan anlægges et søgsmål med påstand om fuld erstatning for krænkelsen, ville føre til en uberettiget begunstigelse af personer, der benytter sig af krænkende, urimeligt generaliserende og stigmatiserende ytringer rettet mod en gruppe. Disse personer ville nemlig kun kunne sagsøges med krav om fuld erstatning for krænkelsen ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, hvilket oftest er det samme sted, som skadevolderen har bopæl. En sådan fortolkning ville være egnet til at fratage forum delicti commissi  karakteren af et reelt alternativ til den almindelige internationale kompetence efter artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

30.      Endvidere indebærer anvendelsen af »mosaikprincippet« en systemisk risiko for sideløbende retssager i flere medlemsstater mellem de samme parter og reelt om »den samme« sag, hvilket bl.a. øger risikoen for modstridende retsafgørelser, i strid med 15. betragtning til forordning nr. 44/2001. Denne risiko er endnu mere udtalt i forbindelse med krænkelser af personlige rettigheder som følge af manglen på harmoniserede lovvalgsregler på dette område (14) og i betragtning af nødvendigheden af at foretage en afvejning mellem de modstridende grundlæggende værdier, såsom ære, omdømme, privatliv og ytringsfrihed, hvis udfald kan variere betydeligt alt efter den materielle ret, der finder anvendelse, og opfattelserne hos retterne i forskellige medlemsstater.

31.      Den forelæggende ret har ligeledes anført, at kravet om en – i det mindste indirekte – individuel identifikation af en sagsøger har den strukturelle svaghed, at denne vurdering ofte kan være kompliceret, og, hvad vigtigere er, at den er tæt knyttet til bedømmelsen af, om sagen er velbegrundet. Den nævnte ret har påpeget, at den på dette stadium af sagen heller ikke kan undersøge realiteten for så vidt angår sagsøgernes mulighed for at påberåbe sig deres personlige rettigheder, bl.a. »den nationale identitet«, hvis eksistens i øvrigt er stærk omdiskuteret i den polske civilretlige litteratur og hidtil ikke er blevet knæsat i polsk retspraksis.

32.      Ifølge den nævnte ret er det, hvis bestemte personer ikke kan identificeres individuelt, hensigtsmæssigt, at princippet om forudsigelighed i forhold til international kompetence ikke udelukkende vurderes ud fra, hvor de berørte personer har centrum for deres interesser, idet der også bør lægges vægt på indholdet af den ytring, der kan krænke personlige rettigheder, samt det sted, som på baggrund af denne ytrings indhold har en »objektivt væsentlig betydning«. Der bør således anlægges en samlet vurdering af, hvor en ytring rettet mod en specifik gruppe, under hensyntagen til bl.a. geografisk, historisk, kulturel og samfundsmæssig kontekst, for det første har en objektivt væsentlig betydning, for det andet kan fremkalde de stærkeste reaktioner, herunder negative, og, for det tredje, er ekstremt følsom og kan få størst gennemslag i den offentlige debat. I denne henseende er det afgørende ikke hensigten hos den person, der har fremsat den angiveligt ærekrænkende ytring, men derimod spørgsmålet, om sagsøgte, henset til de objektive indicier fra disse forskellige sammenhænge, med rimelighed kunne have forudset, at der ville blive anlagt et søgsmål på et bestemt sted med påstand om fuld erstatning for den potentielle krænkelse, der blev forvoldt med den omtvistede ytring.

33.      Samme ret har fremhævet, at der, henset til den historiske konsensus om den faktuelle situation ved begyndelsen af Anden Verdenskrig, den tyske besættelse af polsk område, dens forløb og karakter, antallet af polske ofre for denne krig og de tragiske demografiske, sociale og politiske konsekvenser, som den medførte for Polen og den polske befolkning, ikke synes at være nogen tvivl om, at TV-seriens handling, navnlig de »polske« elementer, henset til det tyske perspektiv, der anlægges, og denne series tilbageskuende karakter, har væsentlig betydning i Polen og for den polske offentlighed. På denne baggrund synes en anerkendelse af, at de polske retter har international kompetence, eftersom denne serie tillægger soldaterne i enheden X en vis adfærd og visse kendetegn, at være i overensstemmelse med princippet om forudsigelighed og at opfylde kriteriet om nær tilknytning mellem retten og tvisten.

34.      Den forelæggende ret har tilføjet, at den ønsker oplyst, om visse af sagsøgernes ikke-økonomiske krav kan være omfattet af de polske retters internationale kompetence i henhold til »mosaikprincippet«. I den foreliggende sag har de nemlig ikke krævet, at TV-serien fjernes fra internettet, eller at den ikke vises i TV, men derimod at en ny krænkelse af deres personlige rettigheder forhindres ved, at der fremsættes præcise oplysninger forud for visningen af denne serie, og at følgerne af den begåede krænkelse afhjælpes ved offentliggørelse af en passende erklæring, ikke blot på de pågældende websteder, men også på de tyske og polske TV-kanaler, hvor denne serie er blevet vist. Selv om et påbud til de sagsøgte om at offentliggøre en erklæring med undskyldninger på de omhandlede websteder, uanset deres indhold, eller et påbud om at nævne vise oplysninger før hver visning af TV-serien uanset visningsstedet, måtte gå ud over grænserne for de polske retters kompetence som fastlagt ved »mosaikprincippet«, ville det samme ikke nødvendigvis være tilfældet for f.eks. et søgsmål med påstand om, at der fremsættes undskyldninger på et polsk radio- og TV-foretagendes TV-kanal, eller at visse oplysninger nævnes forud for visningen af denne serie, forudsat at der er tale om en visning i Polen.

35.      Det er i øvrigt den forelæggende rets opfattelse, at skadetilføjelsen efter en selvstændig fortolkning i den foreliggende konstellation ikke blot består i selve produktionen af TV-serien, men også dens visning i en konkret medlemsstat. I denne sammenhæng kan retterne i den medlemsstat, hvor denne serie er blevet vist, have international kompetence, primært på grundlag af det forhold, at skadetilføjelsen fandt sted i denne stat, og kun sekundært det forhold, at denne skade er indtrådt i nævnte stat. Imidlertid kan tvivlen om, hvorvidt et sådant ræsonnement finder anvendelse på den foreliggende sag, forklares med, at serien blev produceret i Tyskland, og at de eneste sagsøgte for den polske ret er producenterne af denne serie, selv om den blev sendt i Polen af en anden enhed, nemlig et offentligt polsk radio- og TV-foretagende, som ikke er part i sagen.

36.      I den foreliggende sag opstår det spørgsmål, om det forhold, at de sagsøgte har givet en fuld licens til tredjemand til at distribuere rettighederne til udnyttelse af TV-serien og dermed implicit har accepteret dens udbredelse, også i andre medlemsstater, herunder Polen, kan begrunde, at deres adfærd sidestilles med, at de har handlet i hver af de stater, hvor denne serie blev vist med deres samtykke. Hvis dette er tilfældet, skal det afklares, om den deraf afledte internationale kompetence for de polske domstole også kan omfatte den skade, der er opstået, som følge af at nævnte serie er vist i andre medlemsstater.

37.      På denne baggrund har Sąd Najwyższy (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 5, nr. 3), [i forordning nr. 44/2001,] sammenholdt med 11. og 12. betragtning [hertil,] fortolkes således, at i en sag om krænkelse af personlige rettigheder gennem indholdet i en film har domstolene i den medlemsstat, hvor filmen blev vist, og som ikke er den medlemsstat, hvor filmen blev produceret, international kompetence til at behandle en sag om:

a)      ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af den personlige rettighed, herunder pålæg om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de [TV]-kanaler, hvor filmen blev vist, uanset hvor visningen fandt sted, samt på internetsider, og desuden give pålæg om, at der forud for hver visning af filmen, uanset visningssted, vises en erklæring med passende indhold eller

b)      økonomisk opfyldelse (godtgørelse) med henblik på at yde fuld erstatning for den skade, der er lidt, som følge af at der er sket en krænkelse af den personlige rettighed, herunder i forbindelse med udbredelsen (visningen) af filmen i andre medlemsstater,

under hensyntagen til, at

–      sagsøgerne har centrum for deres interesser og bopæl (hjemsted) i denne medlemsstat[, hvor visningen har fundet sted]

–      sagsøgerne knytter krænkelsen af deres personlige rettigheder til den måde, hvorpå soldater fra dette medlemslands militære enhed [X] fremstilles i filmen, idet den ene af sagsøgerne er tidligere soldat i denne militære enhed, og den anden er en forening af tidligere soldater fra samme enhed, hvis vedtægtsmæssige formål navnlig er at forsvare enhedens minde, historiske sandhed og værdighed

–      indholdet af filmen, herunder den måde, hvorpå soldater fra den ovenfor nævnte militære enhed [X] skildre[s], […] i en historisk, kulturel og samfundsmæssig kontekst [har] en objektivt væsentlig betydning på [territoriet i denne medlemsstat, hvor visningen har fundet sted]?

2)      [I] tilfælde af et benægtende svar på det første spørgsmål skal artikel 5, nr. 3), [i forordning nr. 44/2001,] sammenholdt med 11. og 12. betragtning [hertil,] fortolkes således, at i en sag om krænkelse af personlige rettigheder gennem indholdet i en film har domstolene i den medlemsstat, hvor filmen blev vist, og som er en anden stat end den, hvor filmen blev produceret, international kompetence til at behandle en sag om

a)      ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af den personlige rettighed, som fandt sted, i forbindelse med at filmen blev vist på det område i den medlemsstat, hvor søgsmålet er anlagt, herunder at give pålæg om fremsættelse af en undskyldning i denne medlemsstat samt pålæg om, at der forud for hver visning af filmen i denne medlemsstat vises en erklæring med passende indhold, eller

b)      økonomisk opfyldelse (godtgørelse) med henblik på at yde erstatning for den skade, der er sket som følge af krænkelsen af den personlige rettighed ved udbredelsen (visningen) af filmen i den medlemsstat, hvor søgsmålet er anlagt?

under hensyntagen, om nødvendigt, til de omstændigheder, der er anført i det første spørgsmål, første til tredje led[?]«

38.      Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende sag undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 107 i Domstolens procesreglement. Ved afgørelse af 10. april 2025 har Domstolen (Anden Afdeling), efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, besluttet ikke at efterkomme denne anmodning.

39.      Den forelæggende ret har ligeledes anmodet Domstolen om, at den foreliggende sag undergives den fremskyndede procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 22. maj 2025 (15) blev denne anmodning afvist. Ved samme afgørelse besluttede Domstolens præsident, henset til sagens karakter og betydningen af de spørgsmål, som den rejser, at den skal pådømmes forud for andre i henhold til artikel 53, stk. 3, i Domstolens procesreglement.

40.      Z.R. og Ś., U. og Z., den polske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

IV.    Bedømmelse

A.      Det første præjudicielle spørgsmål

41.      Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at i en sag om en krænkelse af personlige rettigheder ved en TV-serie har retterne i en medlemsstat, hvor denne serie er blevet vist i TV og på internettet, og som ikke er den medlemsstat, hvor serien blev produceret, international kompetence i henhold til denne bestemmelse til at påkende et søgsmål med påstand om dels ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe alle følgerne af krænkelsen af den personlige rettighed, herunder et påbud om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de TV-kanaler, hvor nævnte serie blev vist i de forskellige medlemsstater, og at offentliggøre denne undskyldning på websteder, samt at der forud for hver visning af samme serie, uanset visningssted, bringes en erklæring med passende indhold, dels økonomisk opfyldelse med henblik på at yde erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt, som følge af at der er sket en krænkelse af den personlige rettighed, herunder i forbindelse med udbredelsen af serien i andre medlemsstater.

42.      Indledningsvis minder jeg om, at sagsøgerne anlagde deres søgsmål ved Sąd Okręgowy w Krakowie (den regionale domstol i Krakow) den 19. november 2013. Dermed finder forordning nr. 44/2001, som påpeget af den forelæggende ret, anvendelse på hovedsagen. Denne forordning blev nemlig ganske vist ophævet ved forordning nr. 1215/2012 i henhold til sidstnævnte forordnings artikel 80, men artikel 66, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter, at forordning nr. 44/2001 fortsat finder anvendelse på bl.a. retsafgørelser truffet i retssager, som er anlagt inden den 10. januar 2015, og som falder ind under anvendelsesområdet for denne forordning.

43.      I denne henseende fremgår det, som påpeget i Domstolens faste praksis, af 2. og 11. betragtning til forordning nr. 44/2001, at denne tilsigter at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede ved at fastsætte kompetenceregler, som frembyder en høj grad af forudsigelighed. Denne forordning tilsigter således ud fra hensynet til retssikkerheden at styrke den retslige beskyttelse af personer bosat i Den Europæiske Union ved at gøre det let for sagsøgeren at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, for hvilken ret den pågældende kan sagsøges (16).

44.      I denne retning tager de fælles regler for kompetencetildelingen, som er opstillet i denne forordnings kapitel II, udgangspunkt i hovedreglen i forordningens artikel 2, stk. 1, hvorefter personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, skal sagsøges ved retterne i denne stat. Det er således kun som en undtagelse til hovedreglen, hvorefter retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen, at forordningens kapitel II, afdeling 2, indeholder et vist antal specielle kompetenceregler, herunder dem, der er opregnet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (17). I henhold til denne bestemmelse kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat i sager om erstatning uden for kontrakt ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.

45.      I øvrigt fremgår det af 34. betragtning (18) til forordning nr. 1215/2012, at for så vidt som denne forordning har ophævet og erstattet forordning nr. 44/2001, som selv erstattede Bruxelleskonventionen, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af bestemmelserne i et af disse retlige instrumenter også for fortolkningen af de andre instrumenters bestemmelser, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden. En sådan sidestilling foreligger mellem Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 og artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 (19). Domstolens praksis vedrørende en af disse bestemmelser finder dermed tilsvarende anvendelse på de øvrige.

1.      Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001

46.      Det fremgår af Domstolens faste praksis, at den specielle kompetenceregel, der er fastsat i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, skal undergives en selvstændig og indskrænkende fortolkning. Denne specielle kompetenceregel er støttet på, at der foreligger en særligt nær tilknytning mellem tvisten og retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, hvilken tilknytning begrunder, at disse tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen (20). Endvidere skal kravet om en sådan nær tilknytning tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse, idet dette navnlig er vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt, der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser (21). I sager om erstatning uden for kontrakt er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, normalt bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes (22).

47.      I øvrigt omhandler begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« både stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder. Begge disse steder kan udgøre et tilknytningsmoment ved udpegning af den kompetente ret, da de hver især efter omstændighederne kan være af særlig praktisk betydning med henblik på beviset og på tilrettelæggelsen af retssagen (23).

48.      Den foreliggende sag vedrører særligt reglerne om personlige rettigheder, der i første omgang blev fastlagt i Shevill-dommen og siden i anden omgang blev tilpasset til den specifikke situation i forbindelse med internettet i eDate-dommen, inden de er blevet præciseret i senere domme.

49.      I Shevill-dommen fastslog Domstolen, at når der er tale om en ærekrænkelse i en avisartikel, som er blevet udbredt i flere medlemsstater, kan stedet for den skadevoldende begivenhed kun være det sted, hvor udgiveren af det omhandlede skrift har hjemsted, for så vidt som det er det sted, hvor skadetilføjelsen har sin oprindelse, og at retten på det sted, hvor udgiveren af det ærekrænkende skrift har hjemsted, må derfor have kompetence til at pådømme erstatningssagen for så vidt angår hele den skade, der er forvoldt som følge af den retsstridige handling (24). Der må endvidere gives sagsøgeren mulighed for også at anlægge sagen på det sted, hvor skaden er indtrådt (25). Når der er tale om en ærekrænkelse fremført i flere lande gennem pressen, indtræder den skade, det ærekrænkende skrift påfører en fysisk eller juridisk persons ære, omdømme og agtelse, på de steder, hvor skriftet udbredes, når den fornærmede er kendt på de pågældende steder, og heraf følger, at retsinstanserne i hver enkelt kontraherende stat, hvor det ærekrænkende skrift er blevet udbredt, og hvor den fornærmede hævder, at hans omdømme har lidt skade, har kompetence til at tage stilling til skade påført den fornærmedes omdømme i denne stat (26). I denne henseende har Domstolen præciseret, at selv om det er forbundet med ulemper, at forskellige retter pådømmer forskellige aspekter af samme sag, kan sagsøgeren dog altid indbringe hele sit krav for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, eller på det sted, hvor udgiveren af det ærekrænkende skrift har hjemsted (27). Mens Domstolen oprindeligt fandt det afgørende at undgå en forøgelse af antallet af kompetente jurisdiktioner, hvilket øger risikoen for uforenelige afgørelser (28), tilpassede den efterfølgende sin retspraksis i Shevill-dommen i lyset af logikken i forordning nr. 44/2001 (29).

50.      Efterfølgende bekræftede eDate-dommen den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen, idet det blev præciseret, at betragtningerne i denne dom, som er anført i forrige punkt i dette forslag til afgørelse, ligeledes kan anvendes på andre medier og kommunikationsbærere og kan dække en bred vifte af tilsidesættelser af personlige rettigheder i henhold til de forskellige retsordener (30). Domstolen tilføjede bl.a., at offentliggørelse på internettet adskiller sig fra en territorial spredning af medier såsom en tryksag, for så vidt som den principielt tilsigter, at indholdet bliver allestedsværende, idet dette indhold umiddelbart kan konsulteres af et ubestemt antal internetbrugere overalt i verden, uafhængigt af ethvert forsæt fra ophavsmandens side om, at indholdet konsulteres uden for hans etableringsmedlemsstat og uden for hans kontrol, og at tillknytningskriterierne derfor må tiltrædes, for så vidt som den fornærmede ved en krænkelse af en personlig rettighed gennem internettet kan anlægge sag ved en domstol for så vidt angår den fuldstændige skade på grundlag af stedet for skadetilføjelsen i Den Europæiske Union, der forårsages af den pågældende krænkelse. Henset til, at indvirkningen af et indhold, der offentliggøres på internettet, på en persons personlige rettigheder bedst kan vurderes af retten på det sted, hvor den påståede fornærmede har centrum for sine interesser, er kompetencetildelingen til denne ret i overensstemmelse med hensynene til god retspleje (31). Det sted, hvor en person har centrum for sine interesser, svarer i reglen til dennes sædvanlige opholdssted (32). Det følger således af denne dom, at den person, der føler sig krænket, har mulighed for at anlægge erstatningssag i relation til den fuldstændige skade, som er forårsaget, enten ved retterne i den medlemsstat, hvor ophavsmanden bag indholdet er etableret, eller ved retterne i den medlemsstat, hvori centrum for dennes interesser befinder sig. Denne person kan ligeledes anlægge sag ved retterne i hver medlemsstat, på hvis område et offentliggjort indhold er tilgængeligt eller har været tilgængeligt, idet disse alene har kompetence i relation til den skade, der er forårsaget på den medlemsstats område, hvor den ret, som sagen er anlagt for, er beliggende (33).

2.      De retningslinjer, der følger af Domstolens praksis, i forbindelse med hovedsagen

51.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om den retspraksis, der fremgår af eDate-dommen, og som vedrører internettet og hviler på centrum for den berørte persons interesser, kan overføres på en situation, hvor en eventuel krænkelse af de personlige rettigheder følger af produktionen og visningen af en TV-serie i en række medlemsstater. Den nævnte ret er således i tvivl om, hvorvidt hovedsagen udelukkende skal bedømmes under hensyntagen til den retspraksis, der fremgår af eDate-dommen, eller også den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen.

52.      I denne henseende har den nævnte ret fremsat en række argumenter for, at det kun er den retspraksis, der følger af eDate-dommen, der finder anvendelse, og at den indebærer, at de polske retter har international kompetence til at påkende sagsøgernes erstatningssøgsmål med hensyn til hele skaden. Den har således påpeget, at den løsning, der blev anvendt i Shevill-dommen vedrørende fortolkningen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, blev udviklet i forbindelse med den skrevne presse for mere end 20 år siden, dvs. i en periode, hvor de tekniske muligheder for fjernformidling var grundlæggende anderledes end dem, der findes i dag, og at udviklingen i streamingteknologien og audio/video on demand-tjenester taler imod en sondring på grundlag af udsendelsesformerne med henblik på fastlæggelsen af retternes internationale kompetence. Desuden kan udbredelsen for det første begrænses til et bestemt område ved hjælp af teknologier såsom geoblokering eller geolokalisering, og for det andet kan et værks indhold variere afhængigt af det sted, hvor det tilgås. Endvidere ville en begrænsning, som indebærer, at det kun er muligt at anlægge sag med påstand om fuld erstatning for krænkelsen i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har centrum for sine interesser, i tilfælde, hvor en films udbredelse er sket via internettet, i situationer med både online- og offline-udbredelse af det omtvistede indhold føre til en opdeling af tvisten, som næppe ville være acceptabel.

53.      I denne henseende minder jeg om, at den retspraksis, der følger af Shevill-dommen, til stadighed er blevet bekræftet af Domstolen, herunder i dens nylige domme (34). Det vil derfor være hensigtsmæssigt at henvise til denne retspraksis, og ikke kun den retspraksis, der følger af eDate-dommen, med henblik på afgørelsen af, om de polske retter i hovedsagen har international kompetence til at træffe afgørelse om hele skaden. I øvrigt skal fortolkningen af EU-retten foretages i forhold til tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, dvs. før 2015. De teknologiske udviklinger, der er sket siden dette tidspunkt, skal således ikke tages i betragtning i forbindelse med den foreliggende sag.

54.      Som det fremgår af eDate-dommen, adskiller offentliggørelse på internettet sig fra en territorial spredning af medier, for så vidt som den principielt tilsigter, at indholdet bliver allestedsværende uden for ophavsmandens kontrol (35). Det må imidlertid konstateres, at visningen af en serie i TV (36) ikke opfylder nogen af disse betingelser. Dels er denne udsendelse, uanset hvilke midler der anvendes, såsom digitalt jordbaseret TV (TNT), kabel eller satellit, i princippet territorialiseret, dvs. at den er begrænset til det geografiske område, hvor TV-signalet modtages, nemlig primært en national zone (lokal, regional eller national kanal). Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at TV-serien er blevet vist i forskellige stater på »nationale« TV-kanaler, nærmere bestemt polsk, tysk, irsk, spansk, nederlandsk, østrigsk og norsk TV. Dels ligger denne visning ikke uden for ophavsrethavernes, dvs. producenternes, kontrol, idet de kan fastlægge rammerne, bl.a. de geografiske rammer, for visningen af deres værk. I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de sagsøgte er indehavere af de eksklusive ophavsrettigheder til TV-serien, og at de delvist har overført retten til at udnytte den på bestemte områder til B., og endvidere har givet denne en eksklusiv licens af en varighed på 12 måneder til at distribuere rettighederne til udnyttelse af serien på andre områder.

55.      Visningen af en serie i TV kan dermed ikke kun være omfattet af den retspraksis, der følger af eDate-dommen. I denne retning blev det i denne dom fastslået, at betragtningerne i Shevill-dommen vedrørende en presseartikel kan overføres på andre medier og kommunikationsbærere (37). I denne henseende henviste Domstolen i præmis 44 i eDate-dommen til generaladvokat Cruz Villalóns forslag til afgørelse (38), hvori det blev anført, at sigtet med den retspraksis, der følger af Shevill-dommen, er bredt og ikke begrænser sig udelukkende til trykte journalistiske medier, idet dens anvendelsesområde ligeledes omfatter andre medier, såsom radio og TV.

56.      Det forhold alene, at en TV-serie både vises på en TV-kanal og på internettet, er ikke i sig selv egnet til at ændre denne fortolkning. Det følger nemlig af Domstolens praksis, at den specielle kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal undergives en selvstændig og indskrænkende fortolkning (39). Eftersom en visning på internettet klart adskiller sig fra en visning i TV, bør den løsning, der blev anvendt i forbindelse med internettet, ikke udvides til TV, når de i eDate-dommen opstillede betingelser ikke er opfyldt. I øvrigt ville en sådan tilgang føre til en usikker situation, for så vidt som det, afhængigt af producenternes valg, ikke kan lægges til grund, at enhver visning i TV nødvendigvis ledsages af tilgængeliggørelse på internettet, hvilket ville indebære en undersøgelse fra sag til sag for at kontrollere de betingelser, hvorunder dette indhold blev udsendt, hvilke også kan ændre sig over tid.

57.      Hvad angår geoblokering eller geolokalisering i forbindelse med en visning på internettet kan disse metoder muligvis begrunde, at den i eDate-dommen opstillede betingelse om, at indholdet er allestedsnærværende, ikke er opfyldt, hvilket medfører, at den retspraksis, der følger af Shevill-dommen, skal anvendes i en sådan situation, og ikke at denne retspraksis ikke finder anvendelse på en TV-serie.

58.      Hvad angår opdelingen af sagen blev der taget stilling til dette argument i Shevill-dommen. Domstolen fastslog således, at selv om det er forbundet med ulemper, at forskellige retter pådømmer forskellige aspekter af samme sag, kan sagsøgeren dog altid indbringe hele sit krav for retten på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, eller på det sted, hvor udgiveren af det ærekrænkende skrift har hjemsted (40). I denne henseende skal det erindres, at det følger af den generelle regel, som er fastsat i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at personer, der har bopæl på en medlemsstats område, skal sagsøges ved retterne i denne medlemsstat. Den specielle kompetenceregel i denne forordnings artikel 5, nr. 3), har alene karakter af undtagelse og kan ikke blive hovedreglen, da det ville være i strid med de i nævnte forordning definerede kompetenceregler.

59.      I forbindelse med hovedsagen bør der derfor sondres mellem visningen af serien i TV, som henhører under den retspraksis, der følger af Shevill-dommen, og visningen på internettet, som er omfattet af den retspraksis, der følger af eDate-dommen, og som giver den berørte person mulighed for at anlægge et søgsmål med påstand om fuld erstatning for den forvoldte krænkelse ved retterne i den medlemsstat, hvor vedkommende har centrum for sine interesser.

60.      Hvad for det andet angår den retspraksis, der følger af eDate-dommen, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de betingelser, der blev opstillet i Mittelbayerischer Verlag-dommen (41), er opfyldt i den foreliggende sag. I den nævnte dom fastslog Domstolen, at den omstændighed alene, at en person tilhører en bred identificerbar gruppe, ikke gør det muligt at nå disse mål om forudsigelighed af kompetencereglerne og om retssikkerhed, eftersom interessecentrum for medlemmerne af en sådan gruppe potentielt kan befinde sig i en hvilken som helst EU-medlemsstat (42).

61.      I denne sag har den forelæggende ret bl.a. påpeget, at TV-seriens handling ikke gør det muligt at identificere nogen af sagsøgerne, eftersom der er tale om et fiktionsværk, der hverken direkte eller indirekte henviser til virkelige nulevende eller historiske personer. Den gør det i særdeleshed ikke muligt individuelt at identificere Ś., for så vidt som denne forening blev oprettet flere årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Den nævnte ret er dog af den opfattelse, at denne serie beskriver den adfærd, der blev udvist af en begrænset og lukket gruppe af personer, nemlig soldater i enheden X, idet denne enhed identificeres utvetydigt og uden for enhver tvivl, og Z.R. er et af de levende medlemmer af denne gruppe.

62.      I lighed med Kommissionen er jeg imidlertid af den opfattelse, at kriteriet om indirekte »individuel« identifikation for så vidt angår Z.R. indebærer, at personen kan genkendes som følge af visse personlige kendetegn, som klart henviser til en bestemt person (43). Denne retspraksis er i øvrigt i overensstemmelse med den retspraksis, der følger af Shevill-dommen, hvorefter ofret skal være kendt (44). I denne retning har Domstolen anerkendt, at der var tale om individualisering i situationer, hvor de personer, der angiveligt var ofre for en krænkelse af deres personlige rettigheder, var direkte omhandlet i det indhold, der blev offentliggjort på internettet, eftersom dette indhold nævnte dem ved navn (45). I det foreliggende tilfælde fremstiller TV-serien imidlertid fiktive personer, hvilket betyder, at Z.R. ikke er individuelt identificeret, end ikke indirekte. I øvrigt har Ś., som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, i øjeblikket ca. 5 000 medlemmer, hvilket efter min opfattelse udgør en bred gruppe, hvorfor den omstændighed alene, at en person tilhører denne gruppe, ikke gør det muligt at nå målene om forudsigelighed af kompetencereglerne og om retssikkerhed (46). Jeg minder under alle omstændigheder om, at der skal tages udgangspunkt i det tidspunkt, hvor søgsmålet blev anlagt, dvs. en periode, hvor antallet af overlevende medlemmer af militærenheden X kan have været større end i dag.

63.      Mere generelt vil ophavsmanden til en ytring, der krænker personlige rettigheder, såfremt kriteriet om individualisering fortolkes udvidende, ikke kunne gøre sig bekendt med centrum for interesser for de personer, der er genstand herfor, idet de kan befinde sig i forskellige medlemsstater (47). Endvidere kunne en sådan fortolkning føre til modstridende afgørelser ved retterne i de forskellige medlemsstater, hvor sagerne anlægges. Nævnte fortolkning kan således gøres til genstand for samme kritik, som den forelæggende ret har rettet mod »mosaikprincippet«, for så vidt som den ville indebære en systemisk risiko for sideløbende retssager i flere medlemsstater mellem de samme parter.

64.      Hvis der ikke foreligger individualisering, ville forum commissi delicti ifølge den forelæggende ret blive frataget sin karakter af et reelt alternativ til den almindelige internationale kompetence efter artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Den nævnte ret synes således at tage udgangspunkt i den præmis, at reglerne om international kompetence bør være gunstige for sagsøgeren. Det følger imidlertid dels af Domstolens praksis, at muligheden for at anlægge et søgsmål med påstand om fuld erstatning for den forvoldte skade ved retten på det sted, hvor centrum for sagsøgerens interesser befinder sig, er begrundet i hensynet til en forsvarlig retspleje og ikke for specifikt at beskytte den, der anlægger sag (48). Dels kan sagsøgeren i henhold til Shevill-dommen altid indbringe hele sit krav for en enkelt ret, nemlig retten på det sted, hvor producenten af TV-serien har hjemsted, dvs. i Tyskland.

65.      For så vidt angår Ś. følger det af Domstolens praksis, at det ikke er afgørende, om sagsøgeren er en fysisk eller en juridisk person (49). Derfor kan en juridisk person, hvis personlige rettigheder hævdes at være blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige oplysninger om vedkommende på internettet og ved undladelse af at fjerne kommentarer om vedkommende, indgive et søgsmål med henblik på berigtigelse af disse oplysninger og fjernelse af disse kommentarer og opnåelse af fuld erstatning for det lidte tab for retterne i den medlemsstat, hvori centrum for dennes interesser befinder sig (50). I den foreliggende sag indeholder TV-serien imidlertid, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, ikke nogen oplysninger om denne forening og gør det ikke muligt at identificere den direkte eller indirekte, eftersom den blev oprettet flere årtier efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Den omstændighed alene, at denne forenings vedtægtsmæssige formål bl.a. er at forsvare denne militære enheds og dens soldaters værdighed, omdømme og minde, er ikke tilstrækkeligt til, at den er individualiseret som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (51). Desuden kan det registrerede hjemsted for en forening, der forfølger et lovmæssigt formål svarende til eller identisk med det af Ś. Forfulgte formål, således som den forelæggende ret har bemærket være placeret i en hvilken som helst EU-medlemsstat, hvilket ville medføre de samme ulemper som dem, der følger af den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen.

66.      For det tredje har den forelæggende ret påpeget, at kravet om en – i det mindste indirekte – individuel identifikation af en sagsøger har den strukturelle svaghed, at denne vurdering ofte kan være kompliceret, og, hvad vigtigere er, at den er tæt knyttet til vurderingen af sagens realitet. Domstolen har dog fastslået, at den ret, for hvilken sagen verserer, på tidspunktet for undersøgelsen af rettens internationale kompetence hverken undersøger, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, eller søgsmålets begrundelse i henhold til national ret, men alene identificerer tilknytningsmomenterne til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af denne bestemmelse. Selv om formålet om retssikkerhed kræver, at den nationale ret, der skal behandle sagen, let kan afgøre sin egen kompetence uden at være tvunget til at afgøre sagens realitet, ville en forpligtelse til allerede på dette stadie af sagen at foretage en detaljeret bevisførelse med hensyn til de relevante faktiske elementer vedrørende både kompetence og sagens realitet risikere at foregribe behandlingen af sagens realitet. Domstolen har ligeledes præciseret, at såvel målet om en forsvarlig retspleje som respekten for dommernes uafhængighed i udøvelsen af deres hverv kræver, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, kan undersøge sin internationale kompetence i lyset af alle de oplysninger, som den råder over, herunder i givet fald sagsøgtes oplysninger (52).

67.      Det tilkommer følgelig den forelæggende ret at træffe afgørelse på grundlag af de beviser, den har til rådighed. Hvis det ikke klart fremgår af disse beviser, at sagsøgerne kan identificeres »som personer«, kan denne ret ikke træffe afgørelse om det fulde omfang af den skade, der er forårsaget af udsendelsen af TV-serien på internettet. I denne sag følger det, i betragtning af den bevisførelse, som den nævnte ret har fremlagt, af Domstolens retspraksis, at TV-serien ikke giver mulighed for identifikation af sagsøgerne, hverken direkte eller indirekte. Hvad angår den samme rets betragtning om, at reglerne om international kompetence ikke kan foregribe den fremtidige afgørelse vedrørende sagens realitet, kræver undersøgelsen af, om det er muligt at identificere sagsøgerne som personer, endvidere på ingen måde en afgørelse vedrørende sagens realitet, som består i at fastslå, om der er sket en krænkelse af personlige rettigheder.

68.      Når indhold, der sandsynligvis vil krænke personlige rettigheder, ikke muliggør individuel identifikation af specifikke personer, skal ikke blot placeringen af de berørte personers interessecentre, men også betydningen af indholdet af den meddelelse, der sandsynligvis vil krænke personlige rettigheder, og det punkt, hvorfra denne meddelelse i den historiske, kulturelle og sociale kontekst får en »objektivt væsentlig betydning« på spredningsmedlemsstatens område, ifølge den forelæggende ret for det fjerde betragtes som indicier for forudsigeligheden af international kompetence. Denne ret er af den opfattelse, at en sådan tilgang, hvor tvistens genstand og dens betydning på et givet sted prioriteres, snarere end de personer, der potentielt kan optræde som sagsøgere, og placeringen af centrum for disse personers interesser, synes at være i overensstemmelse med en god forståelse af princippet om forudsigelighed af international kompetence.

69.      Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at selv om udtrykket »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 kan omfatte det sted, hvor skaden er indtrådt, skal dette begreb forstås således, at det kun betegner det sted, hvor den skadegørende handling, der medfører erstatningsansvar uden for kontrakt, direkte har påført den umiddelbart skadelidte et tab (53). I et sådant tilfælde kræver en rets internationale kompetence derfor en undersøgelse af det sted, hvor skaden er opstået, specifikt i forhold til sagsøgeren, uanset om det er en fysisk eller juridisk person, hvis personlige rettigheder angiveligt er blevet krænket. En anvendelse af den fremgangsmåde, som den forelæggende ret anbefaler, ville være ensbetydende med at skabe et nyt kompetencegrundlag for nationale domstole, der er uafhængigt af den angiveligt skadelidte og potentielt ugunstigt for denne. Som Kommissionen bemærkede, ville en følge af denne fremgangsmåde resultere i, at en tidligere soldat, der har centrum for sine interesser i Polen, ville kunne fremsætte krav ved polske domstole for at dække det fulde omfang af den lidte skade, henset til TV-seriens objektivt væsentlige betydning i Polen, hvorimod en tidligere soldat, der har centrum for sine interesser i en anden medlemsstat, ikke ville kunne gøre det i denne stat (54).

70.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det første spørgsmål besvares med, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at retterne i en medlemsstat, hvor en serie, der har forårsaget krænkelse af en fysisk eller juridisk persons personlige rettigheder, er blevet vist i TV og på internettet, og som ikke er den medlemsstat, hvor denne serie blev produceret, for så vidt angår TV ikke har international kompetence til i dets helhed at påkende et søgsmål, hvis genstand udgør dels ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af de personlige rettigheder, herunder et påbud om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de TV-kanaler, hvor serien blev vist i de forskellige relevante medlemsstater, og om, at der forud for hver visning af serien, uanset visningssted, vises en erklæring med passende indhold, dels økonomisk opfyldelse med henblik på at yde fuld erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt, som følge af at der er sket en krænkelse af de personlige rettigheder, herunder i forbindelse med udbredelsen af serien i andre medlemsstater. Hvad angår internettet har retterne i den medlemsstat, hvor en fysisk eller juridisk person har centrum for sine interesser, kun kompetence til at påkende et sådant søgsmål i dets helhed, hvis det omtvistede indhold omfatter objektive og kontrollerbare forhold, der gør det muligt direkte eller indirekte at identificere denne person individuelt.

B.      Det andet spørgsmål

71.      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret, såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at retterne i en medlemsstat, hvor en serie, der krænker personlige rettigheder, er blevet udsendt på TV, og som ikke er den medlemsstat, hvor denne serie blev produceret, har international kompetence til at påkende et mod producenten anlagt søgsmål, hvis genstand udgør dels ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af de personlige rettigheder, herunder et påbud om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de TV-kanaler, hvor serien blev vist, og om, at der forud for hver visning af serien i denne medlemsstat vises en erklæring med passende indhold, dels økonomisk opfyldelse med henblik på at yde erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af udsendelsen af TV-serien i nævnte medlemsstat.

72.      Det følger af Domstolens praksis, at et søgsmål med påstand om berigtigelse af oplysningerne og fjernelse af kommentarerne er sammenhængende og ikke kan adskilles, henset til den allestedsnærværende karakter af oplysningerne og indholdet på et websted og den omstændighed, at rækkevidden af deres spredning i princippet er universel, og at det følgelig kun kan anlægges ved en ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om helheden af en påstand om erstatning, og ikke ved en ret, der ikke har en sådan kompetence (55).

73.      Den forelæggende ret har anført, at sagsøgerne ikke har krævet, at TV-serien fjernes fra internettet, eller at den ikke vises i TV, men derimod at en ny krænkelse af deres personlige rettigheder forhindres ved, at der fremsættes præcise oplysninger forud for visningen af denne serie, og at følgerne af den begåede krænkelse afhjælpes ved offentliggørelse af en passende erklæring, ikke blot på de pågældende websteder, men også på de tyske og polske TV-kanaler, hvor denne serie er blevet vist. Et krav om fjernelse af et bestemt indhold fra internettet har ifølge denne ret en uadskillelig karakter, hvis sagsøgeren tilstræber at opnå en fjernelse af hele det indhold, der krænker vedkommendes personlige rettigheder.

74.      Som det er blevet nævnt som svar på det første præjudicielle spørgsmål, vedrører den retspraksis, der fremgår af eDate-dommen, hvorunder henhører den i dette forslag til afgørelses punkt 72 nævnte retspraksis, ikke udsendelse af indhold på TV, hvorpå den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen, finder anvendelse. Det følger af sidstnævnte retspraksis, at retten i en medlemsstat, hvor krænkelsen af personlige rettigheder har fundet sted, i overensstemmelse med mosaikprincippet har kompetence til at behandle krav om erstatning for skader forvoldt i den pågældende stat. Hvis national ret tillader det, kan denne ret påbyde sagsøgte at give specifikke oplysninger forud for udsendelsen af en serie, forudsat at en sådan udsendelse udelukkende finder sted på det nationale område. I denne sag fremhæver den forelæggende ret, at ikke-økonomiske krav i overensstemmelse med artikel 24 i den borgerlige lovbog kan udformes på en sådan måde, at behandlingen af disse krav henhører under kompetencen for en ret, der er begrænset til at vurdere konsekvenserne af en krænkelse er forårsaget på domsstatens område.

75.      Hvad angår en visning på internettet kan jeg tilslutte mig den forelæggende rets argumentation, hvoraf følger, at når denne udsendelse er omfattet af den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen, i mangel af individualisering af sagsøgerne, kan den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, også i det omfang, nationale bestemmelser tillader det, pålægge sagsøgte at offentliggøre specifikke oplysninger vedrørende det omtvistede indhold i et andet medie, hvis indflydelsesområde er begrænset til den pågældende medlemsstats område, såsom trykte medier eller nationalt fjernsyn, eller endog at disse oplysninger kun vedrører virkningerne af krænkelsen af personlige rettigheder på denne stats område.

76.      I øvrigt er den forelæggende ret af den opfattelse, at skadetilføjelsen ikke blot består i selve produktionen af en film, men også dens visning i en konkret medlemsstat. En sådan tilgang kan indebære, at retterne i den medlemsstat, hvor filmen er blevet vist, har international kompetence, primært på grundlag af det forhold, at skadetilføjelsen fandt sted i denne stat, og kun sekundært det forhold at denne skade er indtrådt i denne stat. Jeg skal dog nævne, at Domstolen i Shevill-dommen fastslog, at i tilfælde af ærekrænkelse gennem en avisartikel, der er udbredt på flere medlemsstaters område, kan stedet for den skadevoldende begivenhed kun være det sted, hvor udgiveren af det omhandlede skrift har hjemsted, da dette udgør oprindelsesstedet for den skadevoldende handling (56).

77.      I den foreliggende sag har den forelæggende ret anført, at TV-serien blev produceret i Tyskland, og at de eneste sagsøgte ved den polske ret er producenterne af denne serie, som blev sendt i Polen af en polsk offentlig radio- og TV-station, der ikke er part i sagen. Under disse omstændigheder skal seriens producenters etableringssted anses for at være stedet for den begivenhed, der forårsagede skaden. Som denne ret nævner, kan den skadevoldende begivenhed ifølge Domstolens praksis under omstændigheder, hvor kun en af flere formodede skadevoldere sagsøges for en ret, i hvis jurisdiktion den pågældende ikke har foretaget handlinger, ikke anses for at have fundet sted i denne rets jurisdiktion som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (57).

78.      I øvrigt fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de sagsøgte har eneretten til ophavsrettighederne til TV-serien, og at de til B. foretog en delvis overdragelse af retten til at udnytte den omtvistede serie i bestemte områder og har givet ham en eksklusiv distributionslicens vedrørende udnyttelsesrettighederne til denne serie i andre områder (58). En sådan kontrakt, for hvilken det ikke fremgår af forelæggelseskendelsen, at den er indgået i Polen, kan ikke ændre det sted, hvor skadetilføjelsen er indtruffet, da den ikke kan sidestilles med en sag anlagt af de sagsøgte i ethvert land, hvor den pågældende serie er blevet sendt med deres samtykke. Derfor har de polske domstole i overensstemmelse med denne artikel 5, nr. 3), ikke international kompetence til at behandle sagsøgernes krav i dets helhed udelukkende på grundlag af udsendelsen af den samme serie i Polen.

79.      På denne baggrund foreslår jeg, at det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at retterne i en medlemsstat, hvor en serie, der har forårsaget krænkelse af personlige rettigheder, er blevet vist i TV, og som ikke er den medlemsstat, hvor denne serie blev produceret, har international kompetence til at påkende et mod producenten anlagt søgsmål, hvis genstand udgør dels ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af de personlige rettigheder, herunder et påbud om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de TV-kanaler, hvor serien blev vist, og om, at der forud for hver visning af samme serie i denne medlemsstat vises en erklæring med passende indhold, for så vidt som national ret tillader dette, dels økonomisk opfyldelse med henblik på at yde erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af visningen af TV-serien i nævnte medlemsstat.

80.      Det skal tilføjes, at jeg ligesom den forelæggende ret er af den opfattelse, at »mosaikprincippet« giver anledning til vanskeligheder for fysiske eller juridiske personer, der hævder, at der er sket krænkelse af deres personlige rettigheder (59). I denne henseende er denne rets argumenter om risikoen for opdeling af sagen, som kan føre til modstridende afgørelser ved retterne i de forskellige medlemsstater, hvor sagerne anlægges, ikke uden relevans. Domstolens nuværende praksis er dog veletableret, og en udvidende fortolkning af en undtagelsesbestemmelse, nærmere bestemt artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, kunne medføre andre og flere problemer end dem, den har til formål at løse. Efter min opfattelse er der derfor i forbindelse med den foreliggende sag ikke grund til at rejse tvivl om denne retspraksis.

V.      Forslag til afgørelse

81.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), således:

»1)      Artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

retterne i en medlemsstat, hvor en serie, der har forårsaget krænkelse af en fysisk eller juridisk persons personlige rettigheder, er blevet vist i TV og på internettet, og som ikke er den medlemsstat, hvor denne serie blev produceret, for så vidt angår TV ikke har international kompetence til i dets helhed at påkende et søgsmål, hvis genstand udgør dels ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af de personlige rettigheder, herunder et påbud om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de TV-kanaler, hvor serien blev vist i de forskellige relevante medlemsstater, og om, at der forud for hver visning af serien, uanset visningssted, vises en erklæring med passende indhold, dels økonomisk opfyldelse med henblik på at yde fuld erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt, som følge af at der er sket en krænkelse af de personlige rettigheder, herunder i forbindelse med udbredelsen af serien i andre medlemsstater. Hvad angår internettet har retterne i den medlemsstat, hvor en fysisk eller juridisk person har centrum for sine interesser, kun kompetence til at påkende et sådant søgsmål i dets helhed, hvis det omtvistede indhold omfatter objektive og kontrollerbare forhold, der gør det muligt direkte eller indirekte at identificere denne person individuelt.

2)      Artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001

skal fortolkes således, at

retterne i en medlemsstat, hvor en serie, der har forårsaget krænkelse af personlige rettigheder, er blevet vist i TV, og som ikke er den medlemsstat, hvor denne serie blev produceret, har international kompetence til at påkende et mod producenten anlagt søgsmål, hvis genstand udgør dels ikke-økonomisk opfyldelse med henblik på at afhjælpe følgerne af krænkelsen af de personlige rettigheder, herunder et påbud om at fremsætte en erklæring med en undskyldning på de TV-kanaler, hvor serien blev vist, og om, at der forud for hver visning af samme serie i denne medlemsstat vises en erklæring med passende indhold, for så vidt som national ret tillader dette, dels økonomisk opfyldelse med henblik på at yde erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt som følge af visningen af TV-serien i nævnte medlemsstat.«

1 –      Originalsprog: fransk.

i      Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

2 –      Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

3 –      Dom af 7.3.1995, Shevill m.fl. (C-68/93, herefter »Shevill-dommen« eller »den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen«, EU:C:1995:61).

4 –      Dom af 25.10.2011, eDate Advertising m.fl. (C-509/09 og C-161/10, herefter »eDate-dommen« eller »den retspraksis, der fremgår af eDate-dommen«, EU:C:2011:685).

5 –      Jf. til støtte for opretholdelsen af den retspraksis, der fremgår af Shevill-dommen, generaladvokat Cruz Villalóns forslag til afgørelse eDate Advertising m.fl. (C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:192, punkt 33-41) og generaladvokat Hogans forslag til afgørelse Gtflix Tv (C-251/20, EU:C:2021:745, punkt 42-94). Jf. i modsat retning generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Bolagsupplysningen og Ilsjan (C-194/16, EU:C:2017:554, punkt 73-90).

6 –      Jf. bl.a. T. Lutzi, »Shevill is dead, long live Shevill!«, Law Quarterly Review, 2018, bind 134, s. 208-213.

7 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

8 –      Dz. U. af 1964, nr. 16, pos. 93.

9 –      Dz. U. af 1964, nr. 43, pos. 296.

10 –      Forelæggelsesafgørelsen anfører datoen 19.11.2023, men det fremgår af de sagsakter, der er blevet forelagt Domstolen, at søgsmålet faktisk blev anlagt den 19.11.2013.

11 –      Ifølge denne retspraksis har den person, der mener at være skadelidt, i tilfælde af en angivelig krænkelse af personlige rettigheder gennem indhold offentliggjort på et websted, ret til at anlægge erstatningssag, der dækker det fulde omfang af den forvoldte skade, ved domstolene i den medlemsstat, hvor centrum for deres interesser befinder sig.

12 –      Dette princip indebærer, at retterne i hver af de medlemsstater, hvor et ærekrænkende skrift er blevet udbredt, eller hvor ofret hævder at have lidt en skade på sit omdømme, er kompetente til at påkende de skader, der er forvoldt i denne stat. Jf. nærmere bestemt punkt 49 i dette forslag til afgørelse.

13 –      Jf. dom af 17.6.2021 (C-800/19, herefter »Mittelbayerischer Verlag-dommen«, EU:C:2021:489, præmis 42), hvorved Domstolen fastslog, at retten på det sted, hvor centrum for interesserne for en person, der hævder at vedkommendes personlige rettigheder er blevet krænket ved indhold, der er lagt på internettet, befinder sig, kun er kompetent til at påkende et erstatningssøgsmål vedrørende hele den hævdede skade, som er anlagt af denne person, hvis indholdet omfatter objektive og kontrollerbare forhold, der gør det muligt direkte eller indirekte at identificere denne person.

14 –      Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til artikel 1, stk. 2, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).

15 –      Idziski-kendelsen (C-232/25, EU:C:2025:389).

16 –      Dom af 9.12.2021, HRVATSKE ŠUME (C-242/20, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

17 –      Jf. dom af 14.7.2016, Granarolo (C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

18 –      Det anføres i denne betragtning, at »[k]ontinuiteten mellem [Bruxelleskonventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32)], forordning [nr. 44/2001] og nærværende forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til Den Europæiske Unions Domstols fortolkning af [Bruxelleskonventionen] og de forordninger, der er trådt i stedet for den«.

19 –      Jf. i denne retning dom af 18.7.2013, ÖFAB (C-147/12, EU:C:2013:490, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis), og af 10.7.2025, Chmieka (C-99/24, EU:C:2025:563, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

20 –      Jf. i denne retning dom af 2.12.2025, Stichting Right to Consumer Justice og Stichting App Stores Claims (C-34/24, herefter »dommen i sagen Stichting Right to Consumer Justice«, EU:C:2025:936, præmis 44 og 45 og den deri nævnte retspraksis).

21 –      Jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Gtflix Tv (C-251/20, herefter »Gtflix-dommen«, EU:C:2021:1036, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

22 –      Jf. i denne retning dommen i sagen Stichting Right to Consumer Justice (præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

23 –      Jf. i denne retning dommen i sagen Stichting Right to Consumer Justice (præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

24 –      Jf. Shevill-dommen (præmis 24 og 25).

25 –      Jf. Shevill-dommen (præmis 27).

26 –      Jf. Shevill-dommen (præmis 29 og 30).

27 –      Jf. Shevill-dommen (præmis 32).

28 –      Jf. Dom af 11.1.1990, Dumez France og Tracoba (C-220/88, EU:C:1990:8, præmis 18)

29 –      I sit forslag til afgørelse eDate Advertising m.fl. (C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:192, punkt 38) har generaladvokat Cruz Villalón fremhævet, at den med Shevill-dommen fastlagte løsning undgår at omdanne den særlige kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 til et værneting, der svarer til det almindelige værneting, som giver retterne på stedet for sagsøgtes bopæl forrang, men hindrer ligeledes forum actoris.

30 –      Jf. eDate-dommen (præmis 44).

31 –      Jf. eDate-dommen (præmis 45 og 48).

32 –      Jf. eDate-dommen (præmis 49).

33 –      Jf. eDate-dommen (præmis 52).

34 –      Jf. bl.a. Domstolens dom (Store Afdeling) af 17.10.2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan (C-194/16, herefter »dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan«, EU:C:2017:766, præmis 31), og Gtflix-dommen (præmis 29).

35 –      Jf. punkt 50 i dette forslag til afgørelse.

36 –      Det fremgår af artikel 1, stk. 1, litra e), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.3.2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1), at der »[i] dette direktiv forstås ved: »tv-spredning« eller »fjernsynsudsendelser« (dvs. en lineær audiovisuel medietjeneste): en audiovisuel medietjeneste, der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på samtidig modtagelse af programmer på basis af en programflade«.

37 –      Jf. punkt 50 i dette forslag til afgørelse.

38 –      Forslag til afgørelse eDate Advertising m.fl. (C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:192, punkt 39).

39 –      Jf. punkt 46 i dette forslag til afgørelse.

40 –      Jf. punkt 46 i dette forslag til afgørelse.

41 –      Vedrørende disse betingelser jf. punkt 28 i dette forslag til afgørelse.

42 –      Jf. Mittelbayerischer Verlag-dommen (præmis 43).

43 –      I sit forslag til afgørelse Mittelbayerischer Verlag (C-800/19, EU:C:2021:124, punkt 51-57) foreslog generaladvokat Bobek Domstolen at anvende en bredere tilgang, der imidlertid ikke blev fastslået i den dom, der blev afsagt i denne sag.

44 –      Shevill-dommen (præmis 29).

45 –      Jf. Mittelbayerischer Verlag-dommen (præmis 35).

46 –      Jf. den retspraksis, der er anført i punkt 60 i dette forslag til afgørelse.

47 –      Jf. i denne retning Mittelbayerischer Verlag-dommen (præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

48 –      Jf. Mittelbayerischer Verlag-dommen (præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

49 –      Jf. dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan (præmis 38).

50 –      Jf. i denne retning dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan (præmis 44).

51 –      Det følger af det strenge krav om individualisering af den person, der påberåber sig en krænkelse af sine personlige rettigheder, at retspraksis vedrørende konkurrenceretten, hvorefter en sammenslutning, hvis formål er at varetage kollektive erhvervsinteresser for visse virksomheder, i princippet kun har kompetence til at anlægge et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, hvis den kan gøre en egen interesse gældende, eller hvis de virksomheder, som den repræsenterer, eller nogle af dem har individuel retlig interesse i søgsmålet (jf. dom af 21.9.2023, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products m.fl. mod Kommissionen, C-478/21 P, EU:C:2023:685, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis), ikke kan finde analog anvendelse.

52 –      Jf. i denne retning dom af 13.2.2025, Athenian Brewery og Heineken (C-393/23, EU:C:2025:85, præmis 41-43 og den deri nævnte retspraksis).

53 –      Jf. dom af 11.1.1990, Dumez France og Tracoba (C-220/88, EU:C:1990:8, præmis 20).

54 –      Jeg skal tilføje, at den sag, der gav anledning til Mittelbayerischer Verlag-dommen, vedrørte brugen af udtrykket »den polske udryddelseslejr i Treblinka«, hvilket i den polske historiske, kulturelle og sociale kontekst er af objektivt væsentlig betydning. Domstolen fastslog imidlertid, at sagsøgeren skulle identificeres som person, hvilket ikke var tilfældet. Følgelig er en sags objektivt væsentlige betydning i en given medlemsstat ikke tilstrækkelig grund til at fastslå den internationale kompetence for retterne i den pågældende medlemsstats med hensyn til hele skaden.

55 –      Jf. dommen i sagen Bolagsupplysningen og Ilsjan (præmis 48) og Gtflix-dommen (præmis 32).

56 –      Jf. punkt 49 i dette forslag til afgørelse.

57 –      Jf. Dom af 3.4.2014, Hi Hotel HCF (C-387/12, EU:C:2014:215, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

58 –      Jf. punkt 54 i dette forslag til afgørelse.

59 –      Jf. for så vidt angår disse vanskeligheder generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Bolagsupplysningen og Ilsjan (C-194/16, EU:C:2017:554).