1

Med deres appel har appellanterne, Gennady Nikolayevich Timchenko og Elena Petrovna Timchenko, nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 11. september 2024, Timchenko og Timchenko mod Rådet (T-644/22, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2024:621), hvorved Retten frifandt Rådet for appellanternes søgsmål med påstand om annullation af artikel 1, nr. 4), i Rådets forordning (EU) 2022/1273 af 21. juli 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 194, s. 1, herefter »den omtvistede forordning«), for så vidt som denne bestemmelse ændrer artikel 9 i Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6), idet den bl.a. i artikel 9, stk. 2, indsatte en indberetningspligt vedrørende pengemidler og økonomiske ressourcer for personer, der er genstand for en restriktiv foranstaltning i form af indefrysning.

2

Den faktiske og retlige baggrund i den foreliggende sag er beskrevet i den appellerede doms præmis 2-16. For så vidt angår den foreliggende appelsag kan denne baggrund sammenfattes og suppleres som følger.

3

Den foreliggende sag har baggrund i de restriktive foranstaltninger, som Den Europæiske Union siden 2014 har vedtaget som svar på tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

4

Appellanterne er omfattet af sådanne restriktive foranstaltninger. Gennady Nikolayevich Timchenko er en forretningsmand og Elena Petrovna Timchenko er hans hustru. De har begge både russisk og finsk statsborgerskab.

5

Artikel 2 i forordning nr. 269/2014, som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 476/2014 af 12. maj 2014 (EUT 2014, L 137, s. 1) (herefter »forordning nr. 269/2014«), hvis affattelse var den samme såvel på tidspunktet for vedtagelsen af de retsakter, der er nævnt i denne doms præmis 7, som på tidspunktet for vedtagelsen af den omtvistede forordning, bestemmer:

»1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer eller af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I, indefryses.

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer eller for fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem, jf. listen i bilag I.«

6

Artikel 9 i forordning nr. 269/2014, som ændret ved den omtvistede forordning, bestemmer:

»1.   Bevidst og forsætlig deltagelse i aktiviteter, der har til formål eller følge at omgå de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, er forbudt.

2.   Fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I, skal:

3.   Manglende overholdelse af stk. 2 betragtes som deltagelse, jf. stk. 1, i aktiviteter, der har til formål eller følge at omgå de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2.

[...]«

7

I 2022 vedtog Rådet for Den Europæiske Union restriktive foranstaltninger over for appellanterne, herunder indefrysning af deres pengemidler og økonomiske ressourcer, idet deres navne blev føjet til listerne over personer, enheder og organer i bilaget til Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16), og i bilag I til forordning nr. 269/2014. Disse foranstaltninger blev for så vidt angår Gennady Nikolayevich Timchenko truffet ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/337 af 28. februar 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 59, s. 1), samt Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/336 af 28. februar 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 58, s. 1), og for så vidt angår Elena Petrovna Timchenko ved Rådets afgørelse (FUSP) 2022/582 af 8. april 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 110, s. 55), samt Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/581 af 8. april 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 110, s. 3). Efterfølgende forlængede Rådet de restriktive foranstaltninger, der var blevet vedtaget over for appellanterne.

8

Ved stævning af 14. oktober 2022 anlagde appellanterne sag ved Retten med påstand om i det væsentlige annullation af den omtvistede forordnings artikel 1, nr. 4), for så vidt som denne bestemmelse ændrer artikel 9, stk. 2 og 3, i forordning nr. 269/2014. De gjorde bl.a. gældende, at Rådet ved således at ændre denne forordnings artikel 9, stk. 2, for bl.a. at indføre en forpligtelse for de fysiske personer, der er opført i bilag I til den nævnte forordning, til at indberette pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af dem på Den Europæiske Unions område (herefter »den omtvistede indberetningspligt«) til medlemsstaternes kompetente myndigheder, havde overskredet de beføjelser, som det er tillagt i henhold til artikel 215, stk. 2, TEUF, og ligeledes havde tilsidesat bl.a. artikel 29 TEU.

9

I den appellerede doms præmis 65 fastslog Retten under henvisning til denne doms præmis 56-64, at eftersom den omtvistede indberetningspligt henhører under den beføjelse, som Rådet har til at gennemføre en afgørelse, der er vedtaget på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) på grundlag af artikel 29 TEU – i det foreliggende tilfælde afgørelse 2014/145 – havde Rådet kunnet fastsætte denne forpligtelse på grundlag af en EU-forordning vedtaget i henhold til artikel 215, stk. 2, TEUF, og dette uafhængigt af den omstændighed, at der var tale om en handlepligt, der pålagdes personer som appellanterne, og at denne forpligtelse ikke var fastsat i selve afgørelse 2014/145.

10

Nærmere bestemt forkastede Retten i den appellerede doms præmis 61 appellanternes argument om, at den omtvistede indberetningspligt henhører under medlemsstaternes gennemførelseskompetence og udgør en tilsidesættelse af artikel 24, stk. 2, TEU.

11

Da Retten i øvrigt forkastede appellanternes øvrige anbringender, frifandt den Rådet.

12

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

13

Rådet har nedlagt følgende påstande:

14

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

15

Til støtte for appellen har appellanterne fremsat to anbringender, hvoraf det første vedrører en utilstrækkelig begrundelse og det andet retlige fejl begået af Retten ved anvendelsen og fortolkningen af artikel 215 TEUF og af den retspraksis, der følger af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236).

16

Med det første anbringende har appellanterne foreholdt Retten, at den ikke begrundede den appellerede dom tilstrækkeligt med henblik på at besvare deres argumentation om, at Rådet overskred sine beføjelser, da det fastsætte den omtvistede indberetningspligt i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved den omtvistede forordning. Dette anbringende kan opdeles i to led.

17

Med det første anbringendes første led har appellanterne foreholdt Retten, at den ikke klart og utvetydigt anførte, om den omtvistede indberetningspligt udgør en restriktiv foranstaltning vedtaget i henhold til artikel 29 TEU og artikel 215 TEUF, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 56 og 62, eller om denne forpligtelse udgør en foranstaltning til gennemførelse af restriktive foranstaltninger, hvilket fremgår af denne doms præmis 60. Rettens ræsonnement er således tvetydigt, med hensyn til hvilken retlig kvalificering den nævnte forpligtelse bør gives.

18

Med det første anbringendes andet led har appellanterne gjort gældende, at Retten gav en utilstrækkelig begrundelse for den appellerede doms præmis 57-60, for så vidt som dens ræsonnement ikke identificerede det konkrete retsgrundlag, som Rådet kunne støtte sig på for at fastsætte den omtvistede indberetningspligt. Retten forklarede således ikke, hvordan den nåede frem til den konklusion, at Rådet ikke havde overskredet sine beføjelser ved at fastsætte denne forpligtelse, selv om artikel 215, stk. 2, TEUF udelukkende giver det mulighed for at vedtage restriktive foranstaltninger, der allerede er foreskrevet i den relevante FUSP-afgørelse, og selv om gennemførelsen af de restriktive foranstaltninger i henhold til artikel 24 TEU påhviler Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og medlemsstaterne.

19

Rådet og Kommissionen har bestridt, at appellanternes argumenter er begrundede.

20

Det skal i lighed med det af Retten i den appellerede doms præmis 51 og 52 anførte bemærkes, at Rådet inden for FUSP-området på grundlag af artikel 29 TEU kan vedtage afgørelser, der fastlægger Unionens tilgang til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter, idet en sådan tilgang kan omfatte restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft,C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 87 og 88, og af 6.10.2020, Bank Refah Kargaran mod Rådet,C-134/19 P, EU:C:2020:793, præmis 41 og 44).

21

Artikel 215, stk. 2, TEUF giver i øvrigt Rådet mulighed for at vedtage restriktive foranstaltninger over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder, når dette er fastsat i en afgørelse, der er vedtaget i henhold til kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten, som sidstnævntes artikel 29 er en del af.

22

Henset til den omstændighed, at Rådet kan vedtage restriktive foranstaltninger både inden for rammerne af en FUSP-afgørelse på grundlag af artikel 29 TEU og inden for rammerne af EU-retsakter vedtaget på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF, har Domstolen, således som Retten i det væsentlige bemærkede i den appellerede doms præmis 53-55, præciseret fordelingen af Rådets beføjelser med hensyn til disse to traktatbestemmelser.

23

De afgørelser, der vedtages inden for rammerne af FUSP på grundlag af artikel 29 TEU, fastlægger således Unionens tilgang for så vidt angår de restriktive foranstaltninger, der skal vedtages. Rådet kan generelt med enstemmighed fastlægge eller præcisere genstanden for de restriktive foranstaltninger med enstemmighed (jf. i denne retning dom af 28.3.2017, Rosneft,C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 88 og 90).

24

Hvad angår forordninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF, er de, henset til deres formål og indhold, knyttet til disse afgørelser og udgør det instrument, som skal give virkning til afgørelserne inden for EU. Denne bestemmelse, som etablerer en forbindelse mellem de i EU-traktaten fastsatte mål på FUSP-området og Unionens handlinger i form af økonomiske sanktioner, der er omfattet af EUF-traktaten, gør det således muligt for Rådet at vedtage forordninger med kvalificeret flertal på fælles forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen med henblik på at gennemføre den omhandlede FUSP-afgørelse og således give virkning til de restriktive foranstaltninger, når disse er omfattet af anvendelsesområdet for EUF-traktaten, samt for bl.a. at sikre en ensartet anvendelse heraf i alle medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Parlamentet mod Rådet,C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 72 og 76, og af 28.3.2017, Rosneft,C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 88-90).

25

På grundlag af denne retspraksis anførte Retten i den appellerede doms præmis 56, 59 og 60, sammenholdt med denne doms præmis 63 og 65, at den omtvistede indberetningspligt i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved den omtvistede forordning, var blevet indført på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF, og at den havde til formål at gennemføre en afgørelse, der var truffet på FUSP-området på grundlag af artikel 29 TEU, nemlig afgørelse 2014/145, med henblik på at sikre en ensartet anvendelse på Unionens område af de restriktive foranstaltninger, der var fastsat i denne afgørelse, navnlig for at hindre strategier til omgåelse af disse foranstaltninger.

26

Det fremgår af disse præmisser, at Retten – henset til den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 53-55, og som er sammenfattet i nærværende doms præmis 20-24 – fandt, at den omtvistede indberetningspligt ikke var en restriktiv foranstaltning truffet i henhold til artikel 29 TEU eller artikel 215, stk. 2, TEUF, men en foranstaltning, der alene var vedtaget på grundlag af sidstnævnte bestemmelse, med det formål at sikre en ensartet anvendelse af den restriktive foranstaltning om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der er fastsat i artikel 2 i afgørelse 2014/145, og som i det væsentlige er gentaget i artikel 2 i forordning nr. 269/2014.

27

Herved identificerede Retten klart og utvetydigt for det første i den appellerede doms præmis 60, sammenholdt med denne doms præmis 56, retsgrundlaget for den omtvistede indberetningspligt, nemlig artikel 215, stk. 2, TEUF, og for det andet i den nævnte doms præmis 60 denne forpligtelses retlige karakter, nemlig en foranstaltning, der har til formål at gennemføre afgørelse 2014/145 på en måde, der sikrer en ensartet anvendelse af den restriktive foranstaltning om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der er fastsat i denne afgørelse.

28

I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, kan konstateringen i den appellerede doms præmis 62 om, at den blotte henvisning til »restriktive foranstaltninger« i artikel 215, stk. 2, TEUF ikke har til følge, at de foranstaltninger, der omhandles i denne bestemmelse, begrænses til undladelsesforpligtelser, i øvrigt ikke forstås således, at Retten kvalificerede den omtvistede indberetningspligt som en »restriktiv foranstaltning« og således modsagde sin konstatering i denne doms præmis 60, hvorefter denne indberetningspligt har til formål at gennemføre en sådan foranstaltning.

29

Ganske vist anvendes i artikel 215, stk. 2, TEUF udelukkende udtrykket »restriktive foranstaltninger«, og såvel i den appellerede doms præmis 56 som i dennes præmis 63 og 65 fastslog Retten, at den omtvistede indberetningspligt var blevet indført alene på grundlag af denne bestemmelse i EUF-traktaten.

30

Dette indebærer imidlertid ikke, at denne forpligtelse nødvendigvis skal kvalificeres som en »restriktiv foranstaltning«. Som det fremgår af præmis 89 i dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), der er nævnt i den appellerede doms præmis 54, og som i det væsentlige er gengivet i nærværende doms præmis 24, kan de foranstaltninger, som Rådet vedtager i en forordning vedtaget på grundlag af den nævnte bestemmelse, nemlig have til formål at give de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i en FUSP-afgørelse, virkning, når sådanne foranstaltninger er omfattet af EUF-traktatens anvendelsesområde, og at anvende disse foranstaltninger ensartet i alle medlemsstaterne. Med henblik herpå kan Rådet gengive det væsentligste indhold af FUSP-afgørelsen og tilføje definitioner eller give præciseringer vedrørende anvendelsen af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i denne afgørelse.

31

Under disse omstændigheder, og henset ligeledes til den omstændighed, at Rådet i henhold til artikel 26, stk. 2, andet afsnit, TEU skal påse, at Unionens aktion på FUSP-området optræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv, kan denne institution være foranlediget til i en sådan forordning at vedtage foranstaltninger, der har til formål at sikre en ensartet, sammenhængende og effektiv anvendelse af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i en FUSP-afgørelse, uden at disse gennemførelsesforanstaltninger i sig selv udgør restriktive foranstaltninger. Dette er netop formålet med den omtvistede indberetningspligt som en foranstaltning, der – som det i det væsentlige fremgår af den appellerede doms præmis 59 og 60 – vedrører den restriktive foranstaltning om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der er fastsat i artikel 2 i afgørelse 2014/145, og som i det væsentlige er gentaget i artikel 2 i forordning nr. 269/2014.

32

Da Retten i den appellerede doms præmis 62 fastslog, at den blotte henvisning til »restriktive foranstaltninger« i artikel 215, stk. 2, TEUF ikke har til følge, at de foranstaltninger, der er foreskrevet i denne bestemmelse, begrænses til undladelsesforpligtelser, forklarede den, således som det i øvrigt udtrykkeligt fremgår af andet punktum i denne præmis 62 og af denne doms præmis 63, at en foranstaltning, der træffes på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF – således som det er tilfældet i det foreliggende tilfælde – kan indebære en handlepligt med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af en restriktiv foranstaltning, der er vedtaget ved en FUSP-afgørelse.

33

De klagepunkter, der er påberåbt til støtte for det første anbringendes første led og til støtte for en del af dette anbringendes andet led, hvorved Retten kritiseres for at have modsagt sig selv og for at have begrundet sit ræsonnement vedrørende det retsgrundlag, som Rådet kunne støtte sig på for at fastsætte den omtvistede indberetningspligt, utilstrækkeligt, er således ugrundede.

34

Det klagepunkt, der er påberåbt til støtte for det nævnte anbringendes andet led, hvorefter Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 57-60 vedrørende retsgrundlaget for den omtvistede indberetningspligt er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse, fordi Retten ikke tog hensyn til den omstændighed, at de restriktive foranstaltninger i henhold til artikel 24 TEU skal gennemføres af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og af medlemsstaterne, skal ligeledes forkastes.

35

I den appellerede doms præmis 61, som ikke er blevet anfægtet inden for rammerne af det første anbringendes andet led, forkastede Retten nemlig, idet den udtrykkeligt henviste til sit ræsonnement og til sin begrundelse i denne doms præmis 57-60, appellanternes argument netop om en tilsidesættelse af denne artikel i EU-traktaten og om en tilsidesættelse af medlemsstaternes gennemførelsesbeføjelser. Under disse omstændigheder kan det ikke lægges til grund, at Retten gav en utilstrækkelig begrundelse for den appellerede dom på dette punkt.

36

Henset til ovenstående betragtninger skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

37

Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten som følge af en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 215 TEUF og af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), i den appellerede doms præmis 63 med urette fastslog, at Rådet kunne fastsætte den omtvistede indberetningspligt i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved den omtvistede forordning, uanset om denne dom forstås således, at den kvalificerer denne forpligtelse som en restriktiv foranstaltning (det andet anbringendes første led) eller som en foranstaltning til gennemførelse af den restriktive foranstaltning om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer (det andet anbringendes andet led).

38

Hvis det lægges til grund, at Retten kvalificerede den omtvistede indberetningspligt som en restriktiv foranstaltning, er appellanterne af den opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 63 med urette fastslog, at Rådet kunne vedtage den på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF, selv om denne forpligtelse ikke var udtrykkeligt foreskrevet i den dertil hørende FUSP-afgørelse.

39

For det første udelukker artikel 215, stk. 2, TEUF således muligheden for at vedtage yderligere restriktive foranstaltninger, der er forskellige fra dem, der er fastsat i den pågældende FUSP-afgørelse. Afgørelse 2014/145 nævner imidlertid ikke den omtvistede indberetningspligt. For det andet kræver selve karakteren af denne forpligtelse, som udgør en selvstændig forpligtelse, der skal overholdes af de berørte personer, idet manglende indberetning anses for omgåelse af de restriktive foranstaltninger, der kan medføre sanktioner, at den ikke blot skal være indeholdt i den forordning, der foreskriver den nævnte forpligtelse, men ligeledes i den relevante FUSP-afgørelse, der træffes med enstemmighed.

40

Rådet og Kommissionen har bestridt appellanternes argumenter.

41

Det andet anbringendes første led er fremsat på grundlag af den forudsætning, at Retten kvalificerede den omtvistede indberetningspligt som en restriktiv foranstaltning. Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 26-32, at dette ikke er tilfældet. Under disse omstændigheder skal dette led forkastes som uvirksomt.

42

Såfremt det lægges til grund, at Retten kvalificerede den omtvistede indberetningspligt som en foranstaltning til gennemførelse af den restriktive foranstaltning om indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der bl.a. er fastsat i artikel 2 i afgørelse 2014/145, har appellanterne foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 63 at fastslå, at Rådet havde kompetence til at foreskrive en sådan forpligtelse i forordning nr. 269/2014. Retten tilsidesatte nemlig artikel 24 TEU, hvorefter det, såfremt artikel 291, stk. 2, TEUF ikke har fundet anvendelse, påhviler hver medlemsstat og ikke Rådet at vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i en FUSP-afgørelse.

43

Stadig under samme forudsætning har appellanterne i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 54-59 foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), således at den begik en retlig fejl ved at fastslå, at Rådet havde kompetence til at foreskrive en sådan forpligtelse i forordning nr. 269/2014. Det fremgår nemlig af denne dom, at en forordning vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF udelukkende udgør et instrument, der har til formål at give restriktive foranstaltninger, der allerede er defineret i en FUSP-afgørelse, direkte virkning og dermed bindende virkning, om nødvendigt ved at præcisere dem, men uden at tilføje andre foranstaltninger eller ændre rækkevidden af de således definerede foranstaltninger. Retten udvidede imidlertid rækkevidden af den nævnte dom ved at anføre, at en sådan forordning ikke blot giver sådanne restriktive foranstaltninger virkning, men ligeledes gennemfører dem.

44

Rådet og Kommissionen har bestridt disse argumenter.

45

Hvad for det første angår de af appellanternes argumenter, der er sammenfattet i nærværende doms præmis 42, bemærkes, at Rådet i henhold til artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 26, stk. 2, første afsnit, TEU samt artikel 26, stk. 3, TEU med enstemmighed træffer de afgørelser, der er nødvendige for fastlæggelsen og gennemførelsen af FUSP på grundlag af de generelle retningslinjer og strategiske linjer, som Det Europæiske Råd har fastlagt, og at FUSP gennemføres af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og af medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne og under anvendelse af nationale midler og Unionens midler.

46

Som Retten med rette i det væsentlige fastslog i den appellerede doms præmis 61, sammenholdt med denne doms præmis 57-60, hvortil der henvises i denne præmis 61, har Rådet, som det ligeledes fremgår af nærværende doms præmis 30-32, i medfør af bestemmelserne i artikel 24 TEU og 26 TEU samt artikel 215, stk. 2, TEUF beføjelse til at gennemføre de afgørelser, der er vedtaget på FUSP-området på grundlag af artikel 29 TEU, bl.a. for at sikre en ensartet, sammenhængende og effektiv anvendelse i alle medlemsstaterne af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i sådanne afgørelser, når disse foranstaltninger er omfattet af EUF-traktatens anvendelsesområde.

47

Ved således på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF at vedtage en forordning, der har til formål at gennemføre en FUSP-afgørelse, gør Rådet på ingen måde indgreb i medlemsstaternes gennemførelseskompetence i henhold til artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 26, stk. 3, TEU.

48

Mens en sådan forordning har til formål at give de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i en FUSP-afgørelse, virkning på EU-plan, samtidig med at der sikres en ensartet, sammenhængende og effektiv anvendelse deraf, vedrører medlemsstaternes gennemførelseskompetence, der er omhandlet i disse bestemmelser i EU-traktaten, nemlig ikke gennemførelsen af FUSP-afgørelser og anvendelsen af restriktive foranstaltninger på EU-plan, men hver medlemsstats kompetente myndigheders gennemførelse af disse foranstaltninger på deres nationale område.

49

Dette gælder så meget desto mere, som FUSP i henhold til selve ordlyden af artikel 26, stk. 3, TEU gennemføres af medlemsstaterne »under anvendelse [...] af Unionens midler«. Dette indebærer, at medlemsstaterne skal sikre gennemførelsen af restriktive foranstaltninger på deres respektive områder under overholdelse af de foranstaltninger, som Rådet har vedtaget på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF, med henblik på at sikre en ensartet, sammenhængende og effektiv anvendelse på EU-plan af de restriktive foranstaltninger, der er defineret inden for rammerne af FUSP-afgørelserne.

50

For så vidt som appellanterne er af den opfattelse, at Rådet ikke kunne foreskrive den omtvistede indberetningspligt i mangel af en gennemførelsesbeføjelse i denne henseende, tillagt i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF ved en forordning vedtaget på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF, er det tilstrækkeligt at bemærke, at restriktive foranstaltninger og foranstaltninger, der som den omtvistede indberetningspligt har til formål at anvende restriktive foranstaltninger, der er fastsat i en FUSP-afgørelse, på en ensartet, sammenhængende og effektiv måde på EU-plan, ganske vist kan vedtages på grundlag af artikel 291, stk. 2, TEUF, når en forordning vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF tildeler Kommissionen eller Rådet gennemførelsesbeføjelser, men at de også kan vedtages udelukkende på grundlag af den anden af de nævnte bestemmelser (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet,C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 34).

51

Hvad for det andet angår de af appellanternes argumenter, der er sammenfattet i denne doms præmis 43, skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 54-59 korrekt henviste til og anvendte den retspraksis, der følger af dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236). Som Retten i det væsentlige fastslog, og som det allerede er anført i nærværende doms præmis 29, fremgår det nemlig af præmis 88-90 i dom af 28. marts 2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236), at Rådet inden for rammerne af en forordning vedtaget på grundlag af artikel 215, stk. 2, TEUF har beføjelse til at træffe enhver foranstaltning, såsom den omtvistede indberetningspligt, med henblik på at gennemføre en FUSP-afgørelse vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU og på i denne forbindelse at sikre en ensartet anvendelse på EU-plan af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i en sådan afgørelse, og som er nævnt eller præciseret i den pågældende forordning. I modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende, har Rådet herved hverken tilføjet nye restriktive foranstaltninger eller ændret rækkevidden af de restriktive foranstaltninger, der er fastsat i FUSP-afgørelsen.

52

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet anbringendes andet led forkastes som ugrundet, og følgelig skal appellen forkastes i sin helhed.

53

I medfør af artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, når der ikke gives appellanten medhold.

54

Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i medfør af dets artikel 184, stk. 1, ligeledes finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

55

Da Rådet og Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da appellanterne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):