–

Nationale Nederlanden Schadeverzekering Maatschappij NV, som driver virksomhed under navnet Reaal Schadeverzekering NV, ved advocaten D.M. de Knijff og M.S. van der Keur,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og A. Hanje, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved G. Goddin, A. Manzaneque Valverde og P. Vanden Heede, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11).

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Stichting Koskea, som er en fond, der handler som administrator for ED, og Nationale Nederlanden Schadeverzekering Maatschappij NV (herefter »Nationale Nederlanden«), som driver virksomhed under navnet Reaal Schadeverzekering NV, vedrørende omfanget af den dækning, som en lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal yde.

3

21. og 23. betragtning til direktiv 2009/103 har følgende ordlyd:

[...]

4

I dette direktivs artikel 1, nr. 1), defineres begrebet »køretøj« som »ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede«.

5

Nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Lovpligtig forsikring af motorkøretøjer« bestemmer:

»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.

Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår.

[...]

Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.«

6

Samme direktivs artikel 5 giver på visse betingelser medlemsstaterne mulighed for at gøre undtagelse fra direktivets artikel 3 for bestemte offentlige eller private fysiske og juridiske personer.

7

Artikel 12 i direktiv 2009/103 med overskriften »Særlige kategorier af skadelidte« fastsætter:

»1.   Med forbehold af artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal den i artikel 3 omhandlede forsikring dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.

2.   Familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden person, der er erstatningsansvarlig for en skade, som er dækket af den i artikel 3 omhandlede forsikring, kan ikke under henvisning til dette slægtskab undtages fra forsikringens dækningsområde for så vidt angår personskader.

3.   Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret.

Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller skadesbeløbet.«

8

Direktivets artikel 13 med overskriften »Eksklusionsklausuler« er affattet således:

»1.   De enkelte medlemsstater træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 3, og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, med henblik på anvendelse af artikel 3 ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:

Den i første afsnit, litra a), omhandlede bestemmelse eller klausul kan imidlertid gøres gældende over for personer, der frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet.

[...]

3.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på krav fra en sådan passager.«

9

Som det fremgår af artikel 29 i direktiv 2009/103, ophævede og erstattede dette direktiv Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984, L 8, s. 17), Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1990, L 129, s. 33), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (EFT 2000, L 181, s. 65) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT 2005, L 149, s. 14), som ændret ved de direktiver, der er nævnt i bilag I, del A, til direktiv 2009/103.

10

Artikel 4, stk. 1, i Wet betreffende verplichte verzekering tegen wettelijke aansprakelijkheid inzake motorrijtuigen (lov om lovpligtig ansvarsforsikring for køretøjer) af 30. maj 1963 (Stb. 1963, nr. 228) i den version, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »WAM«), har følgende ordlyd:

»Forsikringen skal ikke dække ansvar for skader, som føreren af det køretøj, der har forvoldt ulykken, har lidt.«

11

I slutningen af 2016 var ED offer for en trafikuheld, mens han førte en minibus, som tilhørte en fodboldklub, og hvori denne klubs tidligere træner og to medlemmer af klubben befandt sig. Mens minibussen kørte med en hastighed på ca. 70 km/t, trak den tidligere træner, der sad bagved i højre side, pludselig køretøjets håndbremse. Minibussen skred og stødte ind i flere piller. ED og det medlem af klubben, der havde taget plads på passagerforsædet, blev kastet ud af køretøjet. Sidstnævnte døde som følge af sine kvæstelser. ED blev alvorligt kvæstet og har meget alvorlige varige mén af denne ulykke. Den tidligere træner og det andet medlem af klubben blev lettere kvæstet.

12

Den fodboldklub, som ejede minibussen, havde tegnet en ansvarsforsikring for motorkøretøjer hos Reaal Schadeverzekering, der efterfølgende er fusioneret med Nationale Nederlanden. Klubben havde desuden tegnet en ulykkesforsikring for passagerer og føreren hos Nationale Nederlanden (herefter »ulykkesforsikringen«).

13

For sine egne skader som følge af ulykken anmodede ED ved Stichting Koskea, der administrerer hans aktiver og forsvarer hans interesser, Nationale Nederlanden om at dække disse skader i medfør af denne ulykkesforsikring. I januar 2020 meddelte advokaten for dette selskab ED, at han ikke var dækket af nævnte ulykkesforsikring, idet politirapporten vedrørende omstændighederne omkring ulykken konstaterede, at han havde siddet bag rettet i minibussen efter at have indtaget alkohol og var påvirket heraf. Denne advokat meddelte ligeledes, at ED heller ikke var dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring fastsat ved WAM, idet denne forsikring ikke dækker skader, som føreren har lidt.

14

Stichting Koskea, der handler på vegne af ED og i dennes navn, anlagde søgsmål ved rechtbank Noord-Nederland (retten i første instans i Noord-Nederland, Nederlandene) med påstand om, at det blev fastslået, at Nationale Nederlanden i henhold til WAM har pligt til at betale erstatning for skadelidtes nuværende og fremtidige skade. Til støtte for søgsmålet gjorde denne fond bl.a. gældende, at det forhold, at WAM’s artikel 4, stk. 1, foreskriver udelukkelse af dækning for skader, som føreren af køretøjet har lidt, fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, eftersom ED, selv om han på tidspunktet for ulykken sad bag rattet i dette køretøj, ikke kunne anses for fører som omhandlet i denne bestemmelse, eftersom den tidligere træner ved at trække håndbremsen havde handlet som fører.

15

Ved dom af 22. oktober 2020 gav denne retsinstans medhold i søgsmålet. Nævnte retsinstans fastslog i det væsentlige, at ED fra det tidspunkt, hvor den tidligere træner trak håndbremsen, ikke længere var i stand til faktisk at føre minibussen og derfor ikke længere kunne anses for dens fører som omhandlet i WAM’s artikel 4, stk. 1.

16

Nationale Nederlanden iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden (appeldomstolen i Arnhem-Leeuwarden, Nederlandene). Ved dom af 13. december 2022 ophævede denne retsinstans nævnte dom i det væsentlige med den begrundelse, at ED ikke havde fortabt sin status som fører, fordi den tidligere træner trak håndbremsen. Nævnte retsinstans anførte i denne henseende, at han fortsat var den person, der havde taget plads i førersædet bag rattet, at han havde sat køretøjet i gang, bestemt dets hastighed og valgt ruten. Ifølge denne retsinstans betjente han køretøjets styringselementer, og dette forhold blev ikke ændret af, at den tidligere træner pludselig trak håndbremsen og foretog en kørehandling.

17

Stichting Koskea har iværksat kassationsanke ved Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol), som er den forelæggende ret. For den forelæggende ret har denne fond gjort gældende, at ED ikke længere kunne anses for at være fører af minibussen, efter at den tidligere træner trak håndbremsen, idet denne handling hindrede ham i faktisk at føre dette køretøj.

18

Den forelæggende ret har anført, at den nederlandske lovgiver med WAM’s artikel 4, stk. 1, har gennemført artikel 1, stk. 1, i direktiv 90/232, nu artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103, hvorefter den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal dække ansvaret for personskade på alle passagerer med undtagelse af føreren. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at begrebet »fører« hverken er defineret i sidstnævnte direktiv eller i de direktiver, som dette erstattede.

19

Domstolen har i sin praksis på området altid fremhævet betydningen af at beskytte passagerer, der er ofre for færdselsuheld, samt formålet om at sikre, at den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer giver alle passagerer, der er ofre for færdselsuheld forvoldt af et køretøj, mulighed for at få erstatning for den skade, som de har lidt. Det fremgår ikke desto mindre ligeledes af denne retspraksis, at der i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 sondres mellem føreren og andre passagerer.

20

I lyset af disse oplysninger ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal dække ansvaret for skader, som den oprindelige fører af det pågældende køretøj påføres, når en passager har grebet ind i styringen af dette køretøj, og dette indgreb har forårsaget et uheld. Hvis det forholder sig således, skal det ifølge den forelæggende ret afklares, om EU-retten pålægger visse krav, som den skal tage hensyn til for at afgøre, om den person, der sad bag rattet i køretøjet på tidspunktet for uheldet, under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder har fortabt sin status som fører og som følge heraf kan gøre krav på den beskyttelse, der følger af direktiv 2009/103.

21

På denne baggrund har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at den skade, som føreren af det eneste køretøj, der er involveret i et færdselsuheld, har lidt, ikke skal være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som foreskrives ved dette direktiv, selv om en passager har grebet ind i styringen af dette køretøj, og dette indgreb har forårsaget dette uheld.

23

Det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. dom af 17.11.1983, Merck,292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 30.10.2025, Killybegs Fishing Enterprises m.fl.,C-546/24, EU:C:2025:844, præmis 16).

24

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at fastlæggelsen af betydningen og rækkevidden af de udtryk, som ikke er defineret i EU-retten, og hvorom der ikke henvises til medlemsstaternes ret, skal ske efter deres normale betydning i sædvanlig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori de anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af (jf. i denne retning dom af 18.10.2011, Brüstle,C-34/10, EU:C:2011:669, præmis 25 og 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.9.2024, BIOR,C-344/23, EU:C:2024:696, præmis 40).

25

I første række skal det med hensyn til artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 bemærkes, at det følger af denne bestemmelse, at med forbehold af dette direktivs artikel 13, stk. 1, andet afsnit, hvori fastsættes en undtagelse uden betydning for tvisten i hovedsagen, skal den i nævnte direktivs artikel 3 omhandlede forsikring dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på »andre passagerer end føreren«.

26

I medfør af samme direktivs artikel 3, stk. 1, træffer hver medlemsstat med forbehold af direktivets artikel 5, hvori fastsættes undtagelser fra den lovpligtige forsikring af motorkøretøjer, som heller ikke har betydning for tvisten i hovedsagen, passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for færdsel med et køretøj, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.

27

I lighed med de direktiver, som direktiv 2009/103 erstattede, definerer dette direktiv hverken udtrykket »fører« eller udtrykket »passager« og henviser heller ikke til medlemsstaternes lovgivning for at fastlægge rækkevidden heraf. Med hensyn til disse udtryks betydning i sædvanlig sprogbrug skal det bemærkes, at udtrykket »fører« vedrører en person, som fører eller styrer noget eller nogen. I forbindelse med et køretøj tager dette udtryk sigte på den person, som sidder bag rattet, eller som betjener det og styrer det. Udtrykket »passager« tager for sin del sigte på en person, som transporteres om bord på et køretøj, og som ikke styrer dette.

28

Henset til disse forhold kan det af ordlyden af artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 udledes, at der i et køretøj først og fremmest kan være flere »andre passagerer end føreren«, men at der heri kun kan være en enkelt fører ad gangen. Med forbehold for specifikke tilfælde, herunder praksis for kørsel med ledsager for at opnå kørekort, hvilket kan undergives særlige regler, tager udtrykket »fører« sædvanligvis sigte på den person, der betjener eller sidder bag rattet i køretøjet og sikrer styringen heraf, mens udtrykket »passager« vedrører en person, som sidder et andet sted i det pågældende køretøj og ikke styrer dette. Endelig foreskriver denne bestemmelse ikke, at ansvaret for de skader, som køretøjets »fører« lider, skal være dækket af forsikringen omhandlet i nævnte direktivs artikel 3.

29

I anden række skal det med hensyn til den sammenhæng, hvori artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 indgår, for det første bemærkes, at begrebet »køretøj« i dette direktivs artikel 1, nr. 1), defineres som ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands og kan drives frem ved mekanisk kraft, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede.

30

Eftersom et køretøj som omhandlet i dette direktiv således nødvendigvis drives frem ved mekanisk kraft (jf. i denne retning dom af 12.10.2023, KBC Verzekeringen,C-286/22, EU:C:2023:767, præmis 37, 38 og 40), har ethvert køretøj i brug, med undtagelse af selvkørende køretøjer, principielt en fører og et førersæde, og denne fører er den person, som inde i køretøjet igangsætter eller kan give mekanisk kraft til dette køretøj med henblik på færdsel med dette, idet vedkommende befinder sig bag rattet.

31

Selv om artikel 3, stk. 4, i direktiv 2009/103 fastsætter, at den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade, fremgår det for det andet af læsningen af denne bestemmelse, sammenholdt med dette direktivs artikel 12, stk. 1, at der navnlig er tale om personskade på »andre passagerer end føreren«.

32

For det tredje følger det af nævnte direktivs artikel 12, stk. 2, at familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden person, der er erstatningsansvarlig for en skade, som er dækket af den i direktivets artikel 3 omhandlede forsikring, under henvisning til dette slægtskab ikke kan undtages fra forsikringens dækningsområde for så vidt angår personskader. Det følger endvidere af artikel 12, stk. 3, i direktiv 2009/103, at den forsikring, der er omhandlet i dette direktivs artikel 3, skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. Denne artikel 13, stk. 3, præciserer desuden, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at den pågældende vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på krav fra en sådan passager.

33

Disse bestemmelser foretager i lighed med artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 en sondring mellem føreren af køretøjet og andre personer, som kan have taget plads i dette køretøj, samt trafikanter, der ikke befinder sig i køretøjet, men som kan påvirkes af et færdselsuheld, der involverer et køretøj. Kategorierne af ofre for en ulykke fastlægges således i det væsentlige i forhold til føreren af det køretøj, der er involveret i denne ulykke.

34

For det fjerde skal det bemærkes, at det følger af dette direktivs artikel 12, stk. 3, andet afsnit, at direktivets artikel 12 hverken berører erstatningsansvaret eller skadesbeløbet. Den rolle, som en person i køretøjet – som i det foreliggende tilfælde den passager, der trak håndbremsen – dermed kan have haft i udviklingen af denne ulykke og således i, at skaden opstod, kan alt efter den gældende ordning for erstatningsansvar i den medlemsstat, på hvis område ulykken skete, afgøre, hvem der er erstatningsansvarlig for ulykken, og have indflydelse på omfanget af erstatningen. Sidstnævnte aspekter adskiller sig imidlertid fra omfanget af de personer, der er dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring fastsat i direktiv 2009/103.

35

I denne henseende har Domstolen gentagne gange fastslået, at forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader påført tredjemænd med motorkøretøjer adskiller sig fra omfanget af erstatningspligten for disse skader i medfør af erstatningsansvaret. Den førstnævnte forpligtelse er nemlig sikret og fastlagt i EU-bestemmelserne, hvorimod den anden forpligtelse i det væsentlige er reguleret af national ret (dom af 17.3.2011, Carvalho Ferreira Santos,C-484/09, EU:C:2011:158, præmis 31, og af 12.10.2023, KBC Verzekeringen,C-286/22, EU:C:2023:767, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

36

Alle disse forhold vedrørende ordlyden og sammenhængen indikerer således, at artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at en passagers indgreb i styringen af et køretøj, der forårsager en ulykke, ikke kan bevirke, at føreren af dette køretøj fortaber sin status som fører, idet den grundlæggende sondring mellem fører og skadelidt tredjemand, som kendetegner den ved dette direktiv indførte ordning med lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, såvel som sondringen mellem forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning og omfanget af erstatningspligten i medfør af erstatningsansvaret for ulykken, der er reguleret ved national ret, ellers skades.

37

I tredje række skal det fastslås, at denne fortolkning understøttes af de mål, der forfølges med direktiv 2009/103.

38

For det første fremgår det ganske vist af udviklingen af EU-lovgivningen vedrørende lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, at formålet om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver (dom af 20.12.2017, Núñez Torreiro,C-334/16, EU:C:2017:1007, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis, og af 30.4.2025, Nastolo,C-370/24, EU:C:2025:300, præmis 39).

39

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse, ville dette formål skades, hvis den person, der sidder bag rattet i et køretøj, under vilkårlige, faktuelle omstændigheder kunne fortabe sin status som fører som følge af en passagers indgreb i styringen af dette køretøj. Eftersom ethvert køretøj, som det er fastslået i nærværende doms præmis 28 og 30, med undtagelse af selvkørende køretøjer, principielt har en fører, vil den omstændighed, at den person, der sidder bag rattet i et køretøj, fortaber sin status som fører, nemlig principielt bevirke, at denne passager følgelig får status som fører og dermed udelukkes fra den beskyttelse, som dette direktiv tilsigter at yde skadelidte tredjemænd, herunder passagerer.

40

Den retlige usikkerhed, som følger af en sådan mulighed, er desuden i sig selv uforenelig med nævnte formål.

41

For det andet har den udvikling af lovgivningen, som er omtalt i nærværende doms præmis 38, således som generaladvokaten ligeledes har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, siden vedtagelsen af direktiv 90/232 været præget af en konstant og udtrykkelig udelukkelse af førerens skade fra dækningen i medfør af den lovpligtige ansvarsforsikring, som foreskrives i EU-retten, idet den ved denne lovgivning eneste tilladte sondring fortsat har været mellem på den ene side føreren og på den anden side passageren eller en anden skadelidt tredjemand (jf. i denne retning dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 27-31 og den deri nævnte retspraksis).

42

Der er endvidere intet i denne udvikling af lovgivningen, som viser, at det var EU-lovgivers hensigt at harmonisere forpligtelsen til lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer ud over dækningen af skader forvoldt på tredjemand, og en sådan hensigt fremgår heller ikke af direktiv 2009/103. Det fremgår af 21. betragtning til dette direktiv, at familiemedlemmer til forsikringstageren, til føreren eller til enhver anden ansvarlig bør have krav på samme beskyttelse som andre »skadelidte tredjemænd«, i hvert fald hvad angår personskader. På tilsvarende vis henvises i 23. betragtning til nævnte direktiv til en udvidelse af forsikringsdækningen til »passagerer i køretøjet«, idet det i det væsentlige præciseres, at det forhold, at national lovgivning eller en klausul i en forsikringskontrakt, hvorved den lovpligtige ansvarsforsikrings dækning udelukkes for »krav fra tredjemand«, principielt ikke er effektiv, under visse omstændigheder på ingen måde berører bl.a. det ansvar, der kan pålægges de pågældende passagerer i medfør af den nationale lovgivning, der finder anvendelse.

43

Spørgsmålet om den eventuelle forpligtelse til ved en forsikring at dække skader lidt af føreren af et køretøj, som var det eneste, der var involveret i et færdselsuheld, er på EU-rettens nuværende udviklingstrin dermed fortsat reguleret i medlemsstaternes nationale ret.

44

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at den skade, som føreren af det eneste køretøj, der er involveret i et færdselsuheld, har lidt, ikke skal være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som foreskrives ved dette direktiv, selv om en passager har grebet ind i styringen af dette køretøj, og dette indgreb har forårsaget dette uheld.

45

Henset til besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet forelagte spørgsmål.

46

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse

skal fortolkes således, at

den skade, som føreren af det eneste køretøj, der er involveret i et færdselsuheld, har lidt, ikke skal være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som foreskrives ved dette direktiv, selv om en passager har grebet ind i styringen af dette køretøj, og dette indgreb har forårsaget dette uheld.