1

Constantin Mincu Pătrașcu Brâncuși har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets kendelse af 28. februar 2024, Mincu Pătrașcu Brâncuși mod Den Europæiske Anklagemyndighed (T-385/23, herefter den appellerede kendelse, EU:T:2024:143), hvorved Retten frifandt Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) i det søgsmål, som han havde anlagt med påstand om annullation af den afgørelse, der var truffet af EPPO’s tiende permanente afdeling den 8. december 2022 om at indlede retsforfølgning mod ham (herefter »den omtvistede afgørelse«), samt af de efterfølgende retsakter, og om, at det blev fastslået, at de bestemmelser i EPPO’s forretningsorden, der var i strid med Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT 2017, L 283, s. 1), blev erklæret uanvendelige.

2

30., 31., 36., 83. og 85.-89. betragtning til forordning 2017/1939 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

3

Denne forordnings artikel 4 med overskriften »Opgaver« har følgende ordlyd:

»EPPO er ansvarlig for at foretage efterforskning og retsforfølgning af gerningsmænd og medvirkende til strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser [...] I dette øjemed indleder EPPO efterforskning og forestår retsforfølgningen og fungerer som anklager ved medlemsstaternes kompetente domstole, indtil sagen er endeligt afgjort.«

4

Den nævnte forordnings artikel 8 med overskriften »EPPO’s struktur« er affattet som følger:

»1.   EPPO er et uadskilleligt EU-organ, der fungerer som én enkelt myndighed med en decentral struktur.

2.   EPPO er organiseret på centralt niveau og decentralt niveau.

3.   Det centrale niveau udgøres af et centralt kontor ved EPPO’s hovedsæde. Det centrale kontor udgøres af kollegiet, de permanente afdelinger, den europæiske chefanklager, de europæiske vicechefanklagere, de europæiske anklagere og den administrerende direktør.

4.   Det decentrale niveau udgøres af europæiske delegerede anklagere, der befinder sig i medlemsstaterne.

[...]«

5

Samme forordnings artikel 10 med overskriften »De permanente afdelinger« bestemmer følgende i stk. 1-3:

»1.   De permanente afdelinger ledes af den europæiske chefanklager eller en af de europæiske vicechefanklagere eller en europæisk anklager, der er udpeget som formand i overensstemmelse med EPPO’s forretningsorden. Foruden formanden har de permanente afdelinger to permanente medlemmer. Antallet af permanente afdelinger og deres sammensætning samt kompetencefordelingen mellem afdelingerne fastsættes under behørigt hensyn til EPPO’s funktionelle behov og i overensstemmelse med EPPO’s forretningsorden.

[...]

2.   De permanente afdelinger overvåger og leder de efterforskninger og retsforfølgninger, der udføres af de europæiske delegerede anklagere, jf. stk. 3, 4 og 5. [...]

3.   I overensstemmelse med de betingelser og procedurer, der fastsættes i denne forordning, i givet fald efter vurdering af et udkast til afgørelse foreslået af den europæiske delegerede anklager, der behandler sagen, træffer de permanente afdelinger afgørelse om følgende spørgsmål:

[...]«

6

Artikel 13, stk. 1, i forordning 2017/1939 med overskriften »De europæiske delegerede anklagere« har følgende ordlyd:

»De europæiske delegerede anklagere handler på vegne af EPPO i deres respektive medlemsstater og har samme beføjelser som de nationale anklagere med hensyn til efterforskning, retsforfølgning og indbringelse af sager for domstolene, ud over og med forbehold af de specifikke beføjelser og den status, som de tildeles, og på de betingelser, der fastsættes i denne forordning.

De europæiske delegerede anklagere er ansvarlige for de efterforskninger og retsforfølgninger, som de har indledt, som er blevet tildelt dem, eller som de har overtaget ved udøvelsen af deres ret til oplysning. De europæiske delegerede anklagere følger de anvisninger og instrukser, som den permanente afdeling, som er ansvarlig for sagen, giver dem, samt instrukserne fra den tilsynsførende europæiske anklager.

De europæiske delegerede anklagere er også ansvarlige for at indbringe en sag for domstolene og har navnlig beføjelse til at fremsætte begæringer under sagen, deltage i bevisoptagelsen og gøre brug af de tilgængelige retsmidler i henhold til national ret.«

7

Denne forordnings artikel 28 med overskriften »Udførelse af efterforskningen« fastsætter følgende i stk. 1:

»Den europæiske delegerede anklager, der behandler en sag, kan i overensstemmelse med denne forordning og med national ret enten selv gennemføre de relevante efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger eller give de kompetente myndigheder i vedkommendes medlemsstat instrukser herom. Disse myndigheder sikrer i overensstemmelse med national ret, at alle instrukser følges, og gennemfører de foranstaltninger, de er pålagt. [...]«

8

Denne forordnings artikel 30 med overskriften »Efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger« præciserer i stk. 5, at procedurerne og de nærmere regler for at træffe de foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikel, er omfattet af gældende national ret.

9

Samme forordnings artikel 31 med overskriften »Grænseoverskridende efterforskning« bestemmer følgende i stk. 3:

»Hvis en retskendelse vedrørende foranstaltningen er påkrævet i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den bistående europæiske delegerede anklager udøver sin tjeneste, indhenter den bistående europæiske delegerede anklager denne kendelse i overensstemmelse med national ret i den pågældende medlemsstat.

[...]«

10

Artikel 36 i forordning 2017/1939 med overskriften »Retsforfølgning ved nationale domstole« præciserer, hvordan den permanente afdeling på grundlag af et udkast til afgørelse, der forelægges af den europæiske delegerede anklager, beslutter at indbringe sagen for en domstol. Det følger af denne artikels stk. 5, at når der er truffet afgørelse om, i hvilken medlemsstat retsforfølgning skal ske, fastlægges den kompetente nationale domstol i denne medlemsstat på grundlag af national ret.

11

Denne forordnings artikel 37 med overskriften »Bevismateriale« fastsætter følgende i stk. 2:

»Den kompetente domstols beføjelse til frit at vurdere bevismateriale, der fremlægges af sagsøgte eller anklagerne ved EPPO, berøres ikke af denne forordning.«

12

Nævnte forordnings artikel 41 med overskriften »Mistænktes og tiltaltes rettigheder« bestemmer følgende:

»1.   EPPO’s virksomhed udføres i fuld overensstemmelse med mistænktes og tiltaltes rettigheder som fastsat i chartret, herunder retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar.

2.   Enhver mistænkt eller tiltalt i en straffesag, der er rejst af EPPO, skal som minimum have proceduremæssige rettigheder som fastsat i EU-retten [...]

[...]

3.   De rettigheder, der henvises til i dette kapitel, berører ikke alle de proceduremæssige rettigheder, som mistænkte og tiltalte såvel som andre personer, der er involveret i en straffesag, der er rejst af EPPO, har i henhold til gældende national ret [...]«

13

Samme forordnings artikel 42 med overskriften »Domstolskontrol« fastsætter følgende:

»1.   Proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, underkastes domstolskontrol ved de kompetente nationale domstole i overensstemmelse med de krav og procedurer, der er fastlagt i national ret. Det samme gælder, hvis EPPO undlader at vedtage proceduremæssige retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand, og som den var retlig forpligtet til at vedtage i henhold til denne forordning.

2.   Domstolen har i overensstemmelse med artikel 267 [TEUF] kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om:

3.   EPPO’s afgørelser om at henlægge en sag kan, for så vidt som de anfægtes direkte på grundlag af EU-retten, uanset stk. 1 underkastes domstolskontrol ved Domstolen i overensstemmelse med artikel 263, stk. 4, [TEUF].

4.   Domstolen har kompetence i henhold til artikel 268 [TEUF] til at afgøre enhver tvist vedrørende erstatning for skader forårsaget af EPPO.

5.   Domstolen har kompetence i henhold til artikel 272 [TEUF] til at afgøre enhver tvist vedrørende voldgiftsbestemmelser i kontrakter indgået af EPPO.

6.   Domstolen har kompetence i henhold til artikel 270 [TEUF] til at afgøre enhver tvist vedrørende personalespørgsmål.

7.   Domstolen har [...] kompetence til at afskedige den europæiske chefanklager eller europæiske anklagere.

8.   Denne artikel berører ikke domstolskontrol foretaget af Domstolen i overensstemmelse med artikel 263, stk. 4, [TEUF] af afgørelser truffet af EPPO, der påvirker de registreredes rettigheder i henhold til kapitel VIII, og afgørelser truffet af EPPO, der ikke er proceduremæssige retsakter, såsom EPPO’s afgørelser vedrørende retten til aktindsigt i dokumenter, eller afgørelser om afskedigelse af europæiske delegerede anklagere, der vedtages i henhold til artikel 17, stk. 3, i denne forordning, eller andre administrative afgørelser.«

14

Tvistens baggrund, som den fremgår af den appellerede kendelses præmis 2-4, kan sammenfattes som følger.

15

Ved en afgørelse af 6. juli 2021 besluttede EPPO at indlede en efterforskning, i forbindelse med hvilken appellanten Constantin Mincu Pătrașcu Brâncuși den 25. maj 2022 blev tiltalt.

16

Ved den omtvistede afgørelse besluttede EPPO’s tiende permanente afdeling dels, at appellanten og andre tiltalte skulle retsforfølges ved Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest, Rumænien), dels at sagen i forhold til visse mistænkte skulle henlægges på grund af manglende relevante beviser.

17

Ved anklageskrift af 19. december 2022 blev der i medfør af den rumænske straffelovs 35, stk. 1, og artikel 38, stk. 1, indledt retsforfølgning af appellanten for overtrædelse af bestemmelsen om oprettelse af en kriminel organisation, jf. den rumænske straffelovs artikel 367, stk. 1 og 2, og for medvirken til den strafbare handling bestående i anvendelse eller fremlæggelse af falske, unøjagtige eller ufuldstændige erklæringer eller dokumenter, der medfører uretmæssig tilbageholdelse af midler eller aktiver fra Unionens budget i henhold til denne lovs artikel 48, sammenholdt med artikel 18a, stk. 1 og 3, i legea nr. 78/2000 pentru prevenirea, descoperirea și sancționarea faptelor de corupție (lov nr. 78/2000 om forebyggelse, efterforskning og sanktionering af korruption) af 8 maj 2000 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 219 af 18.5.2000).

18

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. juli 2023 anlagde appellanten på grundlag af artikel 263 TEUF sag ved Retten med påstand dels om annullation af den omtvistede afgørelse og de efterfølgende retsakter, dels om, at det på grundlag af artikel 277 TEUF blev fastslået, at de bestemmelser i EPPO’s forretningsorden, der var i strid med forordning 2017/1939, ikke fandt anvendelse.

19

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. september 2023 fremsatte EPPO på grundlag af artikel 130 i Rettens procesreglement en formalitetsindsigelse, hvorved den nedlagde påstand om, at sagen skulle afvises, og om, at appellanten skulle tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

20

Som det fremgår af den appellerede kendelses præmis 8, besluttede Retten i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 1 og 7, at tage stilling til denne formalitetsindsigelse uden at fortsætte sagens behandling.

21

I denne kendelses præmis 9 anførte Retten, at EPPO i forbindelse med den nævnte formalitetsindsigelse havde fremsat tre afvisningsgrunde. For det første gjorde EPPO gældende, at Retten ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om påstanden om annullation af den omtvistede afgørelse med den begrundelse, at artikel 263 TEUF ikke finder anvendelse på EPPO’s proceduremæssige retsakter. For det andet hævdede EPPO, at appellanten ikke havde søgsmålskompetence. For det tredje gjorde EPPO gældende, at for så vidt som søgsmålet i hovedsagen ikke kunne antages til realitetsbehandling, skulle den af appellanten fremsatte ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF afvises.

22

I den nævnte kendelses præmis 10-15 redegjorde Retten for de argumenter, som EPPO havde fremført til støtte for sin første afvisningsgrund. Med disse argumenter gjorde dette organ i det væsentlige gældende, at den omtvistede afgørelse var en proceduremæssig retsakt som omhandlet i artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939, som artikel 263 TEUF ikke finder anvendelse på, og som underkastes domstolskontrol ved de kompetente nationale domstole og ikke ved Retten.

23

I samme kendelses præmis 16-20 sammenfattede Retten den argumentation, som appellanten havde fremført i forbindelse med sine bemærkninger til EPPO’s formalitetsindsigelse. Det var appellantens opfattelse, at for så vidt som artikel 42 i forordning 2017/1939 fraviger Domstolens enekompetence til at efterprøve EU-retsakter, opfylder bestemmelsen ikke de krav til adgang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og gør indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetence, der er reguleret ved artikel 19 TEU, til at sikre overholdelsen af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af EU-traktaterne og overholdelse af autonomien for Unionens retsorden. Artikel 42 skulle derfor fortolkes i lyset af de andre EU-retlige regler og principper på det retslige område, der tager hensyn til retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, hvilket bevirkede, at appellantens søgsmål kunne antages til realitetsbehandling.

24

Som Retten anførte i den appellerede kendelses præmis 21, var den af den opfattelse, at den mekanisme, som EU-lovgiver har fastsat for at sikre kontrollen med EPPO’s proceduremæssige retsakter, er en sui generis-mekanisme.

25

I denne kendelses præmis 22 anførte Retten i denne henseende, at artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939 bl.a. bestemmer, at proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, underkastes domstolskontrol ved de kompetente nationale domstole i overensstemmelse med de krav og procedurer, der er fastlagt i national ret.

26

I den nævnte kendelses præmis 23 anførte Retten desuden, at artikel 42 i stk. 3 og 8 udtrykkeligt bestemmer, at Unionens retsinstanser i overensstemmelse med artikel 263 TEUF udelukkende har kompetence i forbindelse med EPPO’s afgørelser om at henlægge en sag, for så vidt som de anfægtes direkte på grundlag af EU-retten, og afgørelser truffet af EPPO, der påvirker de registreredes rettigheder i henhold til kapitel VIII i forordning 2017/1939, samt afgørelser truffet af EPPO, der ikke er proceduremæssige retsakter, såsom afgørelser vedrørende retten til aktindsigt i dokumenter eller afgørelser om afskedigelse af europæiske delegerede anklagere, der vedtages i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 3, eller andre administrative afgørelser.

27

I samme kendelses præmis 24 fastslog Retten, at den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrørte appellanten, udgjorde en proceduremæssig retsakt fra EPPO, som ikke var omfattet af de afgørelser, der er omhandlet i den nævnte forordnings artikel 42, stk. 3 og 8, eftersom EPPO ved denne afgørelse havde indledt retsforfølgning.

28

Hvad angår appellantens argument om, at Retten skulle erklære sig kompetent på grundlag af en fortolkning af denne artikel, der er egnet til at opfylde kravene til bl.a. retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang og som ikke gør indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetence, anførte Retten i den appellerede kendelses præmis 26, at det følger af fast retspraksis, at det kun er muligt at anlægge en vid fortolkning, for så vidt som den er forenelig med den omhandlede bestemmelses ordlyd, og at selv princippet om, at en fortolkning skal være forenelig med trinhøjere bindende retsregler, ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning contra legem.

29

I den foreliggende sag fandt Retten i denne kendelses præmis 27, at det utvetydigt fremgår af ordlyden af artikel 42, stk. 1 og 2, i forordning 2017/1939, at denne bestemmelse tildeler de nationale domstole enekompetence til at træffe afgørelse om proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, bortset fra de i denne artikels stk. 3 omhandlede undtagelser og visse afgørelser vedtaget af EPPO som omhandlet i samme artikels stk. 8, og at Domstolen i en præjudiciel sag kan træffe afgørelse om gyldigheden af disse retsakter i lyset af de EU-retlige bestemmelser samt om fortolkningen og gyldigheden af denne forordnings bestemmelser. I denne kendelses præmis 28 konkluderede Retten, at appellanten havde foreslået en fortolkning contra legem af samme artikel 42, der derfor ikke kunne tiltrædes.

30

I den appellerede kendelses præmis 29 bemærkede Retten, at hvis det blev lagt til grund, at appellanten ligeledes havde til hensigt at bestride den omtvistede afgørelse ved i form af en ulovlighedsindsigelse at rejse tvivl om gyldigheden af artikel 42 i forordning 2017/1939 i lyset af artikel 19 TEU, kunne en sådan indsigelse ikke tages til følge på grund af Rettens manglende kompetence til at påkende hovedsagen.

31

Hvad angår kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse bemærkede Retten endelig i denne kendelses præmis 30 og 31, at Domstolen, som det fremgår af artikel 42, stk. 2, i forordning 2017/1939, i overensstemmelse med artikel 267 TEUF har kompetence til at afgøre spørgsmål om bl.a. fortolkningen og gyldigheden af EPPO’s proceduremæssige retsakter og om bestemmelserne i EU-retten, herunder nævnte forordning. Eftersom appellanten principielt kan anfægte proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO ved de kompetente nationale domstole og i denne forbindelse påberåbe sig, at den nævnte forordning er ulovlig, påhviler det følgelig Domstolen, såfremt den nationale ret forelægger sagen for Domstolen, at tage stilling til gyldigheden af forordningens artikel 42 og i givet fald gyldigheden af EPPO’s forretningsorden.

32

Henset til samtlige disse betragtninger tog Retten i den appellerede kendelses præmis 32 EPPO’s første afvisningsgrund til følge og frifandt derfor EPPO med den begrundelse, at den savnede kompetence til at påkende søgsmålet, idet den fastslog, at det var ufornødent at træffe afgørelse om påstandene vedrørende de bestemmelser i EPPO’s forretningsorden, der vedrørte sagens realitet.

33

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 11. november 2024 har Europa-Parlamentet fået tilladelse til at intervenere til støtte for EPPO’s påstande.

34

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

35

EPPO har, støttet af Parlamentet, nedlagt følgende påstande:

36

Til støtte for appellen har appellanten principalt fremsat et anbringende, hvorved det gøres gældende, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den frifandt EPPO uden at undersøge appellantens argumentation, hvorved han gjorde gældende, at artikel 42 i forordning 2017/1939 ikke opfylder de krav til adgang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og gør indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetence, der er reguleret ved artikel 19 TEU, sammenholdt med artikel 86, stk. 3, TEUF og artikel 263 TEUF. Subsidiært har appellanten fremsat et anbringende, der i det væsentlige vedrører Rettens afvisning af at udsætte sin afgørelse om, hvorvidt hans søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, indtil den havde truffet afgørelse om sagens realitet med henvisning til, at der var en tæt forbindelse mellem EPPO’s formalitetsindsigelse og afgørelsen om sagens realitet.

37

Principalt har EPPO, støttet af Parlamentet, gjort gældende, at appellen skal afvises. EPPO har gjort gældende, at appellanten ikke har fremført nogen specifik argumentation med henblik på at angive den retlige fejl, som den appellerede kendelse er behæftet med, og at han uden at identificere de bestemmelser, som Retten skulle have tilsidesat, blot har kritiseret Retten for ikke at have undersøgt gyldigheden af artikel 42 i forordning 2017/1939 og gentaget sine anbringender vedrørende denne artikels uforenelighed med den primære EU-ret.

38

I denne henseende bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at det fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at appelskriftet præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom eller kendelse, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 4.10.2024, Aeris Invest mod Kommissionen og Afviklingsinstansen, C-535/22 P, EU:C:2024:819, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

39

De begrundelseskrav, der er fastsat i disse bestemmelser, er ikke opfyldt, når appelskriftet, endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med, blot gentager eller ordret gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremsat for Retten, herunder anbringender og argumenter, der er støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund. En sådan appel har kun til formål at opnå en fornyet prøvelse af den til Retten indgivne stævning, hvilket falder uden for Domstolens kompetence (dom af 4.10.2024, Aeris Invest mod Kommissionen og Afviklingsinstansen, C-535/22 P, EU:C:2024:819, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

40

Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening (dom af 4.10.2024, Aeris Invest mod Kommissionen og Afviklingsinstansen, C-535/22 P, EU:C:2024:819, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).

41

I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at appellanten, i modsætning til hvad EPPO har gjort gældende, i sin appel klart og specifikt har identificeret den angivelige retlige fejl, som den appellerede kendelse er behæftet med, idet han har gjort gældende, at Retten undlod at undersøge de argumenter, der efter hans opfattelse godtgjorde, at artikel 42 i forordning 2017/1939 var i strid med den primære EU-ret.

42

Det skal for det andet bemærkes, at henset til at Retten frifandt EPPO med den begrundelse, at artikel 42 i forordning 2017/1939 var til hinder for, at der kunne anlægges et annullationssøgsmål ved Retten til prøvelse af en proceduremæssig retsakt vedtaget af EPPO, kan appellanten støtte sig på de argumenter, som han påberåbte sig i første instans, og som er nævnt i nærværende doms præmis 41, med henblik på at godtgøre, at denne betragtning er behæftet med en retlig fejl.

43

Det følger heraf, at appellen kan antages til realitetsbehandling.

44

Indledningsvis har appellanten anført, at han for Retten gjorde gældende, at artikel 42 i forordning 2017/1939 ikke opfylder de krav til adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og at den gør indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetence til i overensstemmelse med artikel 19 TEU som fortolket af Domstolen i præmis 282 i dom af 3. september 2008, Kadi og El Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461), at sikre overholdelse af denne adgang ved fortolkningen og anvendelsen af EU-traktaterne og overholdelsen af autonomien for Unionens retsorden.

45

For det første bemærkede Retten i denne henseende, at ordlyden af artikel 86, stk. 3, TEUF giver mulighed for, at forordning 2017/1939 kan fastsætte »regler om domstolskontrol« med de proceduremæssige foranstaltninger, som EPPO træffer uden udtrykkeligt at henvise til muligheden for at fravige reglerne for Den Europæiske Unions Domstols kompetence i henhold til artikel 263 TEUF, i modsætning til andre bestemmelser i EUF-traktaten, der udtrykkeligt fastsætter en »undtagelse« til artikel 258 TEUF og 259 TEUF. I mangel af et sådant retsgrundlag kan en trinlavere retsakt, såsom denne forordning, således ikke fravige denne kompetence, der er fastsat ved regler i den primære EU-ret. Dom af 19. december 2018, Berlusconi og Fininvest (C-219/17, EU:C:2018:1023, præmis 48, 57 og 60), er relevant i denne henseende, idet den vedrører en situation, der svarer til den, der er omhandlet i den foreliggende sag. Appellanten har ligeledes henvist til dom af 6. marts 2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158), og udtalelse 1/20 (Udtalelse afgivet i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF (Den moderniserede energichartertraktat) af 16. juni 2022 (EU:C:2022:485).

46

For det andet har appellanten hvad angår den angivelige tilsidesættelse af chartrets artikel 47 gjort gældende, at de nationale retter ikke har ekspertise og kompetence til at erklære EU-retsakter såsom forordning 2017/1939 eller EPPO’s forretningsorden ugyldige, således at domstolskontrollen med disse retsakter, når dette organs proceduremæssige retsakter udstedes i henhold til EU-retten, bør henhøre under Unionens retsinstansers kompetence. Ordningen med præjudiciel forelæggelse gør det derimod ikke muligt at opfylde kravene om adgang til effektive retsmidler. De nationale retters forpligtelse til at indbringe en sag for Domstolen udgør nemlig ikke en forpligtelse, der kan håndhæves, hvilket indebærer, at der er en høj risiko for, at EU-retten ikke anvendes eller anvendes fejlagtigt, så meget desto mere som de pågældende nationale retter ikke har et større kendskab til EU-retten.

47

I den appellerede kendelse frifandt Retten imidlertid EPPO i annullationssøgsmålet ud fra den forudsætning, at artikel 42 i forordning 2017/1939 er forenelig med den primære EU-ret, uden udtrykkeligt at begrunde denne forudsætning og navnlig uden at undersøge de argumenter, der er anført i nærværende doms præmis 44-46, og som rejser tvivl herom. Det var således med urette, at Retten erklærede, at den ikke havde kompetence til at påkende sagen.

48

EPPO har, støttet af Parlamentet, for det første med henvisning til punkt 29 i den appellerede kendelse gjort gældende, at eftersom Retten ikke havde kompetence til at behandle søgsmålet, kunne ulovlighedsindsigelsen vedrørende denne forordnings artikel 42 ikke behandles. Desuden redegjorde Retten korrekt og detaljeret for grundene til, at der ikke kunne foretages en fortolkning og en analyses af lovligheden af denne artikel inden for rammerne af et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF, idet gyldigheden af nævnte artikel 42 kun kan undersøges inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF.

49

For det andet har EPPO hævdet, at den fortolkning af den nævnte forordnings artikel 42, som appellanten har foreslået, ville føre til en klar tilsidesættelse af artikel 86, stk. 2 og 3, TEUF, idet den skaber et retsmiddel for Unionens retsinstanser, som ikke er fastsat i EUF-traktaten, og omdanner disse til almindelige domstole med kompetence til at foretage domstolskontrol i sager, der henhører under EPPO, til skade for de nationale domstoles kompetence.

50

For det tredje har EPPO gjort gældende, at nævnte artikel 42 ikke tilsidesætter nogen af de bestemmelser i den primære EU-ret, som appellanten har påberåbt sig, og at denne artikel 42 i overensstemmelse med artikel 86, stk. 3, TEUF, og som det fremgår af 86. betragtning til forordning 2017/1939, udgør lex specialis i forhold til artikel 263 TEUF.

51

For det fjerde har EPPO anført, at artikel 42 i forordning 2017/1939, som bygger på flere retlige søjler, der sikrer adgangen til domstolskontrol og retten til forsvar, har til formål at sikre, at alle aspekter af lovligheden af proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO efterprøves, og at der gives adgang til effektive retsmidler i alle situationer, hvor disse retsakter er i strid med EU-retten eller national ret. Navnlig sikrer denne artikels stk. 1 et effektivt retsmiddel, for så vidt som de nationale retter dels er bedst i stand til at udøve domstolskontrol med de nævnte retsakter, dels er de eneste, der har kompetence til at anvende såvel national ret som EU-retten. Hvis en retsakt fra EPPO forekommer at være i strid med EU-retten, kræver artikel 42, stk. 2, litra a), i overensstemmelse med reglerne i præmis 15 i dom af 22. oktober 1987, Foto-Frost (314/85, EU:C:1987:452), at de nationale retter forelægger Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse med henblik på en vurdering af denne retsakts gyldighed.

52

For det femte er den omstændighed, at proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO underkastes domstolskontrol ved de nationale domstole, en direkte følge af den omstændighed, at sager, der efterforskes af EPPO i henhold til artikel 86 TEUF og artikel 36 i forordning 2017/1939 skal retsforfølges ved nationale domstole. Den retspraksis, som appellanten har påberåbt sig, finder ikke anvendelse i denne henseende, eftersom de retsmidler, der er omhandlet i den foreliggende sag, er fastsat i denne forordning på grundlag af EUF-traktaten og ikke i en international traktat.

53

Det fremgår af fast retspraksis, at det tilkommer Unionens retsinstanser, også af egen drift, at efterprøve, om de har kompetence til at påkende en tvist, idet et sådant spørgsmål vedrører en ufravigelig procesforudsætning (jf. i denne retning dom af 23.4.1986, Les Verts mod Parlamentet, 294/83, EU:C:1986:166, præmis 19, og af 6.10.2020, Bank Refah Kargaran mod Rådet, C-134/19 P, EU:C:2020:793, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

54

I den foreliggende sag fastslog Retten, således som det fremgår af den appellerede kendelses præmis 25-32, at den savnede kompetence til at påkende et søgsmål, der var anlagt til prøvelse af en proceduremæssig retsakt vedtaget af EPPO som omhandlet i artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939, uden at undersøge de argumenter, som appellanten havde fremført for den med henblik på at godtgøre, at denne artikel, for så vidt som den griber ind i Den Europæiske Unions Domstols enekompetence til at efterprøve EU-retsakter, er i strid med den primære EU-ret.

55

For det første fastslog Retten nemlig i den appellerede kendelses præmis 25-28, at den fortolkning af artikel 42 i forordning 2017/1939, som appellanten havde fremført i sit søgsmål, nemlig at Retten skulle erklære sig kompetent, herunder for at opfylde kravene til retten til effektive retsmidler og for at undgå at gøre indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetencer, udgør en fortolkning contra legem af denne artikel. Den bemærkede i denne henseende, at det fremgår utvetydigt af ordlyden af artikel 42, stk. 1 og 2, at denne forordning tildeler de nationale domstole enekompetence til at pådømme proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, bortset fra de i denne artikels stk. 3 omhandlede undtagelser og visse afgørelser vedtaget af EPPO som omhandlet i samme artikels stk. 8, og at Domstolen kun i en præjudiciel sag kan træffe afgørelse om gyldigheden af disse retsakter på grundlag af EU-retlige bestemmelser og om fortolkningen eller gyldigheden af denne forordnings bestemmelser.

56

For det andet fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 29, at selv om det antoges, at appellanten havde til hensigt via en ulovlighedsindsigelse at rejse tvivl om gyldigheden af artikel 42 i forordning 2017/1939 i lyset af artikel 19 TEU, kunne en sådan indsigelse ikke tages til følge på grund af Rettens manglende kompetence til at afgøre hovedsagen.

57

Selv om Retten i denne kendelses præmis 30 og 31 for fuldstændighedens skyld i det væsentlige anførte, at kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse er opfyldt, hvis en sagsøger har mulighed for at påberåbe sig ulovligheden af artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939 i et søgsmål ved de kompetente nationale domstole, og hvis Domstolen bl.a. kan tage stilling til gyldigheden af denne artikel, i tilfælde af at den får forelagt et præjudicielt spørgsmål på grundlag af nævnte artikels stk. 2, tog den imidlertid ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt samme artikel griber ind i Den Europæiske Unions Domstols enekompetence til at efterprøve EU-retsakter.

58

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Retten ikke kan erklære, at den savner kompetence til at behandle en sag uden først at have undersøgt, om alle de argumenter, der er fremført for den, og som netop har til formål at fastslå dens kompetence i denne henseende, er velbegrundede.

59

Hvad nærmere bestemt angår den appellerede kendelses præmis 29 skal det bemærkes, at den faste retspraksis, hvorefter en afvisning af hovedsagen medfører, at den ulovlighedsindsigelse, der er fremsat til støtte for søgsmålet, ikke kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 5.3.2020, Credito Fondiario mod SRB,C-69/19 P, EU:C:2020:178, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis), således ikke hypotetisk kan indebære, at Retten kan erklære, at den savner kompetence til at undersøge en argumentation, der i forhold til den primære EU-ret tilsigter at rejse tvivl om gyldigheden af en bestemmelse i den afledte ret, med den begrundelse, at den ikke har kompetence til at påkende hovedsagen, netop når den på grundlag af denne bestemmelse konkluderer, at den savner kompetence.

60

Det kan således udledes af retspraksis, at når Retten behandler en ulovlighedsindsigelse vedrørende en bestemmelse i den afledte ret, der undtager en afgørelse truffet af et EU-organ, der er indbragt for Retten, fra enhver domstolskontrol med den begrundelse, at denne bestemmelse er uforenelig med artikel 263 TEUF, er det op til Retten at undersøge, om denne ulovlighedsindsigelse er begrundet, og i bekræftende fald at erklære, at den har kompetence til at kontrollere lovligheden af denne afgørelse på grundlag af artikel 263 TEUF med henblik på at sikre en effektiv domstolskontrol af den nævnte afgørelse (jf. i denne retning og analogt dom af 25.6.2020, Satcen mod KF,C-14/19 P, EU:C:2020:492, præmis 65, 72, 85 og 86).

61

Det fremgår af denne doms præmis 55-60, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den ikke havde kompetence til at behandle søgsmålet til prøvelse af en proceduremæssig vedtaget af EPPO som omhandlet i artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939, uden at undersøge, om den primære EU-ret var til hinder for en sådan konstatering.

62

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at hvis præmisserne i en dom eller en kendelse afsagt af Retten afslører en tilsidesættelse af EU-retten, men konklusionen er baseret på andre retlige grunde, skal appellen forkastes (dom af 28.10.2020, Associazione GranoSalus mod Kommissionen, C-313/19 P, EU:C:2020:869, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

63

Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

64

I denne forbindelse skal det i første række, for så vidt angår appellantens argument om, at 42 i forordning 2017/1939 gør indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetencer som fastsat i artikel 19 TEU og artikel 263 TEUF, bemærkes, således som det fremgår af artikel 19, stk. 1, TEU, at Domstolen og medlemsstaternes domstole tilser overholdelsen af Unionens retsorden og domstolsordning, idet det tilkommer Domstolen at tilse overholdelsen af autonomien for Unionens retsorden, der er fastsat i traktaterne (udtalelse 1/09 (Aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011, EU:C:2011:123, præmis 66 og 67 og den deri nævnte retspraksis).

65

I denne forbindelse påhviler det de nationale retter og Domstolen at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at sikre domstolsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Den nationale domstol varetager nemlig i samarbejde med Domstolen en virksomhed, der er tillagt dem i fællesskab med henblik på at værne om lov og ret ved anvendelsen og fortolkningen af traktaterne (jf. i denne retning udtalelse 1/09 (Aftale om indførelse af en fælles patentdomstolsordning) af 8.3.2011, EU:C:2011:123, præmis 68 og 69 og den deri nævnte retspraksis).

66

I overensstemmelse med artikel 19, stk. 3, TEU er der dels ved EUF-traktatens artikel 263 TEUF og 277 TEUF, dels ved samme traktats artikel 267 TEUF oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som har til formål at sikre kontrollen med lovligheden af Unionens retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Unionens retsinstanser (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis).

67

Således er de fysiske eller juridiske personer, der på grund af de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige EU-retsakter direkte, beskyttet mod, at sådanne retsakter finder anvendelse på dem. Når gennemførelsen af nævnte retsakter tilkommer Unionens institutioner, kan disse personer på de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser indbringe et direkte søgsmål for Domstolen til prøvelse af gennemførelsesakterne og i medfør af artikel 277 TEUF påberåbe sig til støtte for dette søgsmål, at den pågældende generelle retsakt er ulovlig. Når gennemførelsen påhviler medlemsstaterne, kan disse personer påberåbe sig den pågældende EU-retsakts ugyldighed for de nationale domstole og foranledige disse til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom i henhold til artikel 267 TEUF (dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

68

Det skal imidlertid bemærkes, at for at tage hensyn den specifikke karakter af EPPO’s opgaver og struktur, hvilke som angivet i 86. betragtning til forordning 2017/1939 adskiller sig fra alle andre EU-organers og ‑agenturers, giver artikel 86, stk. 3, TEUF EU-lovgiver adgang til at fastsætte særlige regler om domstolskontrol med de proceduremæssige foranstaltninger, som EPPO vedtager under udøvelsen af sit hverv (dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter), C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 48).

69

Som Domstolen allerede har bemærket, har EU-lovgiver udøvet denne kompetence ved at vedtage denne forordnings artikel 42, hvis stk. 1 bestemmer, at proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, underkastes domstolskontrol ved de kompetente nationale domstole i overensstemmelse med de krav og procedurer, der er fastlagt i national ret (dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter), C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 49).

70

Den omstændighed, at dette EU-organ i høj grad er integreret i medlemsstaternes strafferetsplejeordninger, inden for rammerne af hvilke det udøver sine beføjelser, begrunder nemlig, som det fremgår af første afsnit i 87. betragtning til nævnte forordning, de nationale retters kompetence med hensyn til de proceduremæssige retsakter, der er omhandlet i samme forordnings artikel 42, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter, C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 74).

71

Artikel 42, stk. 2-8, i forordning 2017/1939 opregner derimod de tilfælde, hvor domstolskontrollen med EPPO’s virksomhed henhører under Unionens retsinstansers kompetence. I henhold til denne artikels stk. 2, litra a) og b), tilkommer det navnlig Domstolen at træffe præjudiciel afgørelse om spørgsmål om gyldigheden af dette organs proceduremæssige retsakter, der rejses ved en ret i en af medlemsstaterne direkte på grundlag af EU-retten, og om fortolkningen eller gyldigheden af »bestemmelser i EU-retten, herunder denne forordning«. Desuden er dels EPPO’s afgørelser om at henlægge en sag, for så vidt som de anfægtes direkte på grundlag af EU-retten som omhandlet i nævnte artikels stk. 3, dels afgørelser vedrørende beskyttelse af personoplysninger og »administrative afgørelser« vedtaget af EPPO som omhandlet i samme artikels stk. 8 omfattet af anvendelsesområdet for artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter, C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 55-57).

72

Det skal bemærkes, at i modsætning til hvad appellanten har gjort gældende, udgør kompetencefordelingen mellem de nationale domstole og Unionens retsinstanser i artikel 42 i forordning 2017/1939 på ingen måde en ulovlig undtagelse fra Unionens retsinstansers enekompetence til at prøve lovligheden af retsakter vedtaget af Unionens organer, kontorer eller agenturer på grundlag af artikel 263 TEUF.

73

Det skal i denne henseende bemærkes, at idet EU-lovgiver har fastsat, at det alene er proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, som skal underkastes domstolskontrol ved de nationale domstole, og ikke EPPO’s afgørelser om at henlægge en sag, og idet EU-lovgiver har fastsat, at Den Europæiske Unions Domstol har kompetence i de øvrige tilfælde i overensstemmelse med de bestemmelser i EUF-traktaten, der regulerer denne kompetence, og som er omhandlet i de relevante stykker i artikel 42, har EU-lovgiver ikke overskredet grænserne for den beføjelse, som denne udtrykkeligt er tillagt ved artikel 86, stk. 3, TEUF, til i henhold til denne bestemmelse at fastsætte »regler om domstolskontrol med de proceduremæssige foranstaltninger, som [EPPO] træffer under udøvelsen af sit hverv«.

74

Nærmere bestemt indebærer den manglende udtrykkelige henvisning i artikel 86, stk. 3, TEUF til en undtagelse fra de i artikel 263 TEUF fastsatte regler om Unionens retsinstansers kompetence, som appellanten har påberåbt sig, ikke, som appellanten har hævdet, at denne bestemmelse kun giver EU-lovgiveren beføjelse til at fastsætte særlige betingelser og vilkår for fysiske og juridiske personers søgsmål til prøvelse af proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO og ikke til at undtage sådanne søgsmål fra disse domstoles kompetence.

75

For det første fremgår det af artikel 86, stk. 2, TEUF, at EPPO har kompetence til at foretage efterforskning og retsforfølgning ved medlemsstaternes kompetente domstole i forbindelse med gerningsmænd og medvirkende til lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, og til at optræde som offentlig anklager ved disse domstole. For det andet tilkommer det i henhold til artikel 86, stk. 1 og 3, TEUF ikke blot EU-lovgiver at fastsætte de regler, der finder anvendelse på domstolskontrollen af dette organs proceduremæssige retsakter, men mere generelt at oprette EPPO samt fastsætte statutten herfor og betingelserne for udøvelsen af dens funktioner, procedurereglerne for dens virksomhed samt regler om anerkendelse af bevismidler.

76

Henset til den særlige karakter af de opgaver, som EPPO er tildelt ved EUF-traktaten, og som har til formål, at gerningsmænd og medvirkende til lovovertrædelser bliver dømt af de kompetente nationale domstole, ved hvilke EPPO optræder som offentlig anklager, og til omfanget af de beføjelser, som denne traktat tillægger EU-lovgiver til at fastlægge de institutionelle og proceduremæssige rammer, inden for hvilke EPPO udfører disse opgaver, skal udtrykket »regler om domstolskontrol med de proceduremæssige foranstaltninger, som [EPPO] træffer under udøvelsen af sit hverv« i artikel 86, stk. 3, TEUF fortolkes således, at det ikke alene kan omfatte indførelsen af særlige betingelser og nærmere regler for søgsmål til prøvelse af de pågældende proceduremæssige retsakter, men også i givet fald specifikke regler for domstolenes kompetence.

77

Spørgsmålet om, hvorvidt domskontrollen med de nævnte proceduremæssige retsakter skal henhøre under Unionens retsinstansers eller de nationale domstoles kompetence, er nemlig tæt forbundet med den kompetencefordeling, der foretages på det pågældende område mellem Unionens myndigheder og de nationale myndigheder ved den afledte retsakt, der i overensstemmelse med artikel 86, stk. 3, TEUF fastsætter statutten for EPPO, betingelserne for udøvelsen af dens funktioner, procedurereglerne for dens virksomhed (jf. analogt dom af 19.12.2018, Berlusconi og Fininvest, C-219/17, EU:C:2018:1023, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

78

Under de institutionelle og proceduremæssige rammer, der er fastsat ved forordning 2017/1939, er de retsvirkninger, som retsakter vedtaget af EPPO har over for tredjemand, således som det i det væsentlige er fremhævet i 87. betragtning til denne forordning, i vid udstrækning fastsat i den nationale ret, der finder anvendelse på disse retsakter, herunder med hensyn til grænseoverskridende efterforskning, der er reguleret i denne forordnings artikel 31-33 (jf. i denne retning dom af 21.12.2023, G.K. m.fl. (Den Europæiske Anklagemyndighed),C-281/22, EU:C:2023:1018, præmis 47-54).

79

For det første handler de europæiske delegerede anklagere i henhold til den nævnte forordnings artikel 10, stk. 2, sammenholdt med forordningens artikel 13, stk. 1, nemlig under overvågning og ledelse af de permanente afdelinger på vegne af EPPO i deres respektive medlemsstater og har samme beføjelser som de nationale anklagere med hensyn til efterforskning, retsforfølgning og indbringelse af sager for domstolene, ud over og med forbehold af de specifikke beføjelser og den status, som de tildeles i denne forordning.

80

For det andet kan den europæiske delegerede anklager, der behandler en sag, jf. artikel 28, stk. 1, i forordning 2017/1939, i overensstemmelse med denne forordning og med national ret enten selv gennemføre de relevante efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger eller give de kompetente myndigheder i vedkommendes medlemsstat instrukser herom, idet procedurer og nærmere regler for at træffe samtlige disse foranstaltninger i henhold til denne forordnings artikel 30, stk. 5, er omfattet af gældende national ret (jf. i denne retning dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter, C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 47). I denne forbindelse skal det navnlig påpeges, at en retskendelse fra en national domstol, således som det kan udledes af samme forordnings artikel 31, stk. 3, sammenholdt med første afsnit i 87. betragtning hertil, kan være påkrævet for gennemførelsen af disse foranstaltninger i henhold til national ret.

81

For det tredje udøver den permanente afdeling i overensstemmelse med artikel 86, stk. 2, TEUF og på de betingelser, der er fastsat i artikel 36 i forordning 2017/1939, i givet fald retsforfølgning ved de nationale domstole ved at vedtage en afgørelse om at indbringe en sag for en domstol, såsom det er tilfældet med den omtvistede afgørelse, i givet fald efter at have fastlagt den kompetente nationale domstol i denne medlemsstat på grundlag af national ret.

82

For det fjerde har Domstolen fastslået, at vurderingen af, hvilke virkninger en proceduremæssig retsakt vedtaget af EPPO kan have for rettighederne for de personer, der er under efterforskning, i et vist omfang afhænger af de nationale processuelle regler og af den specifikke kontekst for den strafferetlige efterforskning, i forbindelse med hvilken dette organ vedtog den pågældende retsakt, og at det derfor er de nationale domstole, der har kompetence til at foretage den domstolskontrol, som er fastsat i artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939, der er de bedst egnede til at foretage denne vurdering. Domstolen har desuden ligeledes bemærket, at denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU samt chartrets artikel 47 og 48 uden dog at foregribe de processuelle regler for den domstolskontrol, der foretages af de nationale domstole, og som bl.a. kan tage form af en indirekte prøvelse, der bl.a. foretages af den påkendende straffedomstol, for så vidt som disse processuelle regler sikrer en ret til et effektivt retsmiddel (jf. i denne retning dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter, C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 73 og 80).

83

Det skal desuden bemærkes, at proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO udgør et trin i en straffesag, ved hvis afslutning den endelige beslutningsbeføjelse udelukkende tilkommer den kompetente nationale domstol, der i overensstemmelse med artikel 37, stk. 2, i forordning 2017/1939 er beføjet til frit at vurdere det bevismateriale, der fremlægges af bl.a. EPPO på grundlag af sådanne retsakter.

84

Det følger af det ovenstående, at de nationale domstoles kompetence til at foretage en sådan domstolskontrol ikke udgør en ulovlig undtagelse fra artikel 263 TEUF.

85

Som EPPO og Parlamentet i det væsentlige har gjort gældende, understøttes disse betragtninger af artikel 42, stk. 2-8, i forordning 2017/1939, hvorefter domstolskontrollen med EPPO’s virksomhed, bortset fra de tilfælde, der er fastsat i denne artikels stk. 1, henhører under Unionens retsinstansers kompetence.

86

Det skal navnlig bemærkes, at Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF og som fastsat i artikel 42, stk. 2, i forordning 2017/1939 har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om bl.a. gyldigheden af proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, for så vidt som et sådant spørgsmål om gyldighed rejses direkte på grundlag af EU-retten og om fortolkningen eller gyldigheden af bestemmelser i EU-retten, herunder denne forordning.

87

I henhold til artikel 42, stk. 8, og i overensstemmelse med artikel 263, stk. 4, TEUF udøver Retten ligeledes domstolskontrol med hensyn til afgørelser truffet af EPPO, der påvirker de registreredes rettigheder på området for beskyttelse af personoplysninger, afgørelser, der ikke er proceduremæssige retsakter, eller andre administrative afgørelser.

88

Endelig henhører prøvelsen af EPPO’s afgørelser om at henlægge en sag i henhold til nævnte artikel 42, stk. 3, og uanset stk. 1, under Unionens retsinstansers kompetence, forudsat at de anfægtes direkte på grundlag af EU-retten.

89

Hvad navnlig angår artikel 42, stk. 3, i forordning 2017/1939 bekræfter den med denne artikel indførte undtagelse fra de nationale domstoles kompetence til at kontrollere proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, at denne artikel afspejler fordelingen af kompetencer på det pågældende område mellem de nationale domstole og Unionens retsinstanser.

90

I tilfælde af at EPPO træffer afgørelse om henlæggelse, vil den nationale domstol, der har kompetence med hensyn til sagens realitet, nemlig pr. definition ikke tage stilling til den af EPPO indledte retsforfølgning, idet EPPO med denne afgørelse har givet afkald herpå. I dette tilfælde tilkommer den endelige beslutningskompetence således ikke den pågældende nationale domstol, men et EU-organ, i det foreliggende tilfælde EPPO. Unionens retsinstanser kan imidlertid kun træffe afgørelse i et søgsmål til prøvelse af en sådan afgørelse, hvis afgørelsen er direkte støttet på EU-retten, idet disse retsinstanser principielt ikke har kompetence til at undersøge og fortolke den nationale procesret som led i kontrollen med EU-retsakternes lovlighed (jf. i denne retning dom af 25.7.2002, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, C-50/00 P, EU:C:2002:462, præmis 43).

91

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at EU-lovgiver ved at tillægge de nationale domstole kompetence til at foretage domstolskontrol af proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, ikke har gjort indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetencer i henhold til artikel 19 TEU og artikel 263 TEUF.

92

Denne konklusion drages ikke i tvivl af dom af 6. marts 2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158), og af 19. december 2018, Berlusconi og Fininvet (C-219/17, EU:C:2018:1023, præmis 48, 57 og 60), eller af udtalelse 1/20 (Udtalelse afgivet i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF (Den moderniserede energichartertraktat)) af 16. juni 2022 (EU:C:2022:485), som appellanten har påberåbt til støtte for sin argumentation.

93

For det første vedrører den situation, der er omhandlet i præmis 48 og 57 i dom af 19. december 2018, Berlusconi og Fininvest (C-219/17, EU:C:2018:1023), Unionens retsinstansers enekompetence til i henhold til artikel 263 TEUF indirekte at vurdere, om lovligheden af en afgørelse truffet af Den Europæiske Centralbank påvirkes af eventuelle mangler ved de forberedende retsakter til denne afgørelse, der er vedtaget af en centralbank i en medlemsstat. Denne situation kan således ikke sammenlignes med vurderingen af lovligheden af en proceduremæssig retsakt vedtaget af EPPO, der, således som det er anført i denne doms præmis 83, udgør et trin i en straffesag, ved hvis afslutning den endelige beslutningsbeføjelse udelukkende tilkommer den kompetente nationale domstol.

94

For det andet er dom af 6. marts 2018, Achmea (C-284/16, EU:C:2018:158), og udtalelse 1/20 (Udtalelse afgivet i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF (Den moderniserede energichartertraktat)) af 16. juni 2022 (EU:C:2022:485) i den foreliggende sag åbenbart irrelevante, eftersom de vedrører henholdsvis indbringelse af tvister, der kan vedrøre fortolkningen af EU-retten, for et organ, der ikke udgør en del af Unionens retsorden, og som er fastsat i henhold til en aftale indgået mellem de berørte medlemsstater (jf. i denne retning dom af 6.3.2018, Achmea, C-284/16, EU:C:2018:158, præmis 58), og et spørgsmål om, hvorvidt en anmodning om udtalelse indgivet i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning udtalelse 1/20 (Udtalelse afgivet i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF (Den moderniserede energichartertraktat) af 16.6.2022, EU:C:2022:485, præmis 48).

95

Hvad i anden række angår appellantens argument om tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse må dette forkastes, eftersom EU-lovgiver, således som det er anført i denne doms præmis 91, ved at tillægge de nationale domstole kompetence til at foretage domstolskontrol af proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der skal have retsvirkning over for tredjemand, ikke har gjort indgreb i Den Europæiske Unions Domstols kompetencer, der er fastsat i artikel 19 TEU og artikel 263 TEUF.

96

Ifølge Domstolens praksis kan chartrets artikel 47 ikke skabe en kompetence for Domstolen, når en sådan kompetence er udelukket i henhold til traktaterne. Denne artikel har heller ikke til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastsat i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol (jf. i denne retning dom af 10.9.2024, KS m.fl. mod Rådet m.fl., C-29/22 P og C-44/22 P, EU:C:2024:725, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

97

Under alle omstændigheder skal det fastslås, at artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939 overholder retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er sikret ved chartrets artikel 47.

98

For det første har Domstolen fastslået, at denne bestemmelse, sammenholdt med denne forordnings artikel 41 samt 83. og 85. betragtning hertil, skal fortolkes således, at domstolskontrollen med proceduremæssige retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand, gør det muligt at sikre, at EPPO overholder de grundlæggende rettigheder, der gælder for de personer, over for hvilke disse proceduremæssige retsakter har sådanne virkninger, og navnlig at kontrollere, at dette organ overholder kravet om en retfærdig rettergang og de mistænktes og tiltaltes ret til et forsvar i overensstemmelse med artikel chartrets 47 og 48. Med henblik på fortolkningen af artikel 42 i forordning 2017/1939 skal der desuden tages hensyn til 88. betragtning til denne forordning, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne i forbindelse med de nationale domstoles kontrol af lovligheden af disse retsakter skal sikre effektive retsmidler i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (jf. i denne retning dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemydighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter), C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 70 og 78).

99

For det andet skal stk. 1 i artikel 42 i forordning 2017/1939 læses i lyset af den sammenhæng, hvori denne artikel 42 indgår, og i lyset af dens opbygning, således som EPPO og Parlamentet i det væsentlige har gjort gældende, og som det er anført i nærværende doms præmis 85-90.

100

I denne henseende skal det bemærkes, at artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939 er i fuld overensstemmelse med det fuldstændige retsmiddel- og proceduresystem, der skal sikre kontrollen med lovligheden af EU-retsakter, og som er indført ved EUF-traktaten, navnlig henset til at denne artikels stk. 1 hænger sammen med denne artikels stk. 2, hvorefter den præjudicielle mekanisme finder anvendelse på domstolskontrollem med proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, hvorved det sikres, at ethvert spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten, herunder de proceduremæssige retsakter vedtaget af EPPO, der anfægtes ved den kompetente nationale domstol, samt denne forordning kan prøves af Domstolen i overensstemmelse med den enekompetence, der er tillagt den i denne henseende ved artikel 267 TEUF.

101

Det følger af det ovenstående, at Retten ikke har kompetence til at påkende søgsmålet til prøvelse af den omtvistede afgørelse. Det følger heraf, at den retlige fejl, der er konstateret i denne doms præmis 58 og 61, ikke har betydning for den appellerede kendelses konklusion. Det første anbringende skal derfor forkastes som uvirksomt.

102

Subsidiært har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Rettens afvisning af at udsætte sin afgørelse om sagens antagelse til realitetsbehandling, indtil den har truffet afgørelse om sagens realitet, er behæftet med en retlig fejl. Ifølge appellanten er formalitetsindsigelsen nemlig for det første tæt forbundet med afgørelsen af sagens realitet, eftersom Retten først skal træffe afgørelse om realiteten vedrørende den omtvistede afgørelses art og virkninger, inden den afgør, om denne afgørelse er en retsakt, der har virkninger for sagsøgeren som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. For det andet er spørgsmålet om, hvorvidt det nævnte søgsmål kan antages til realitetsbehandling, knyttet til et nyt og grundlæggende spørgsmål vedrørende Unionens retsorden.

103

EPPO har, støttet af Parlamentet, bestridt denne argumentation.

104

Det skal for det første bemærkes, at Retten, således som det fremgår af nærværende doms præmis 22-32, frifandt EPPO, idet den alene undersøgte den første afvisningsgrund, som EPPO havde fremsat, om Rettens manglende kompetence til at prøve lovligheden af den omtvistede afgørelse.

105

Henset til den undersøgelse af det første anbringende, der er foretaget i nærværende doms præmis 53-101, skal det fastslås, at spørgsmålet om Rettens kompetence ikke er knyttet til afgørelsen om sagens realitet, da det eneste spørgsmål, som Retten skulle tage stilling til i lyset af de argumenter, som appellanten havde fremført til støtte for denne afvisningsgrund, var, om artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939, i det omfang, at den tillægger de nationale domstole enekompetence til at kontrollere de retsakter, der er omfattet af denne bestemmelse, er i strid med EU-retten. Eftersom Retten tog den nævnte afvisningsgrund til følge, var det således ufornødent for Retten at behandle spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede afgørelse havde retsvirkninger i forhold til appellanten, hvilket den i øvrigt ikke gjorde.

106

For det andet er Retten i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 7, ikke forpligtet til at henskyde behandlingen af en formalitetsindsigelse vedrørende Rettens kompetence eller en påstand om afvisning af sagen, der er fremsat på grundlag af procesreglementets artikel 130, stk. 1, i forbindelse med sagens realitet med den begrundelse, at denne indsigelse eller påstand rejser et nyt og grundlæggende spørgsmål vedrørende Unionens retsorden.

107

Det andet anbringende skal derfor forkastes, og følgelig skal appellen forkastes i sin helhed.

108

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge.

109

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

110

Da EPPO har nedlagt påstand om, at Constantin Mincu Pătrașcu Brâncuși tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Constantin Mincu Pătrașcu Brâncuși har tabt sagen, bør denne pålægges at bære sine egne omkostninger og betale EPPO’s omkostninger.

111

Artikel 140, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af dette reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, bestemmer, at medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger.

112

I det foreliggende tilfælde bør det bestemmes, at Parlamentet skal bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):