Sag C-318/24 PPU [Breian] ( i )
P.P.R.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Brașov)
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 29. juli 2024
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – overgivelse af eftersøgte personer til de udstedende judicielle myndigheder – overholdelse af de grundlæggende rettigheder – systemiske eller generelle mangler for så vidt angår den dømmende magts uafhængighed i den udstedende medlemsstat – mangler med hensyn til manglende dokumentation af dommernes edsaflæggelse – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat – den fuldbyrdende judicielle myndigheds vurdering – den fuldbyrdende judicielle myndigheds afslag på at fuldbyrde den europæiske arrestordre – virkningerne af dette afslag for den fuldbyrdende judicielle myndighed i en anden medlemsstat«
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – præjudicielle spørgsmål – formaliteten – spørgsmål vedrørende forpligtelserne for den judicielle myndighed, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, forelagt af den judicielle myndighed, der har udstedt den europæiske arrestordre – spørgsmål antaget til realitetsbehandling
(Art. 267 TEUF; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)
(jf. præmis 30-32)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – systemiske eller generelle mangler vedrørende uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – mangler, der vedrører proceduren for udnævnelse af medlemmerne af denne magt – risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang – prøvelse foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed – omfang – følger
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 37, 38 og 76-82)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – afslag på fuldbyrdelse af en arrestordre begrundet i risikoen for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang – virkninger af afgørelsen om afslag – virkninger for de fuldbyrdende myndigheder i andre medlemsstater – forpligtelse til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – foreligger ikke – enhver fuldbyrdende myndigheds forpligtelse til at efterprøve om der er grund til at afslå fuldbyrdelsen af en arrestordre
[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, art. 3, nr. 2), og art. 15, stk. 1]
(jf. præmis 39-46 og 55 samt domskonkl. 1)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – afslag på fuldbyrdelse af en arrestordre begrundet i risikoen for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang – virkninger af afgørelsen om afslag – virkninger for den udstedende myndighed – den udstedende myndigheds mulighed for at opretholde arrestordren – betingelser
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 47-49 og 52-55 samt domskonkl. 1)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – systemiske eller generelle mangler vedrørende uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – vurdering af risikoen for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang – sletning af den internationale efterlysningsmeddelelse vedrørende den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre – omstændighed, der ikke i sig selv begrunder afslaget på fuldbyrdelse af arrestordren – omstændighed, der kan tages i betragtning i forbindelse med denne vurdering
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 59-61 og domskonkl. 2)
Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – fortolkningsspørgsmål – forelæggelsespligt – omfang – afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – den judicielle myndighed, der har udstedt den nævnte arrestordre, og som skal træffe afgørelse om opretholdelse eller tilbagekaldelse af denne arrestordre – ingen forelæggelsespligt – betingelse – denne myndigheds afgørelse kan appelleres i henhold til national lovgivning
(Art. 267 TEUF; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299)
(jf. præmis 65-69 og domskonkl. 3)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – ret til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov – systemiske eller generelle mangler vedrørende uafhængigheden af den dømmende magt i den udstedende medlemsstat – mangler, der vedrører proceduren for udnævnelse af medlemmerne af denne magt – usikkerhed med hensyn til lovligheden af edsaflæggelse fra dommerne i dommerkollegiet – omstændigheder, der ikke i sig selv begrunder et afslag på fuldbyrdelse af arrestordren
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 84-88 og domskonkl. 4)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – princippet om gensidig anerkendelse og loyalt samarbejde – ret for den judicielle myndighed, der udsteder en europæisk arrestordre, til som part at deltage i proceduren vedrørende fuldbyrdelsen af denne arrestordre for den fuldbyrdende judicielle myndighed – foreligger ikke
(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 15 og 19)
(jf. præmis 90, 93, 95 og 96 samt domskonkl. 5)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – følgerne af, at det konstateres, at der foreligger en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af den person, som er omfattet af den europæiske arrestordre
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3)
(jf. præmis 101 og 102)
Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt, til de udstedende judicielle myndigheder – pligt til at overholde de grundlæggende rettigheder og retsprincipper – forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat – risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling – prøvelse foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed – omfang – forpligtelse til at anmode den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger om forholdene under frihedsberøvelse – ingen mulighed for at kræve anvendelse af en højere standard for forholdene under frihedsberøvelse end den, der er sikret ved chartret om grundlæggende rettigheder
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, og art. 15, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 103-112, 114-117, 119-122 samt domskonkl. 6)
Resumé
Inden for rammerne af en præjudiciel hasteprocedure, der var blevet indledt ved en anmodning om præjudiciel afgørelse forelagt af Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov, Rumænien), præciserede Domstolen sin praksis vedrørende den begrundelse for at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der angår risikoen for krænkelse af den berørte persons grundlæggende rettigheder i tilfælde af dennes overgivelse til de rumænske myndigheder.
Den 17. december 2020 udstedte appeldomstolen i Braşov en europæisk arrestordre mod P.P.R. med henblik på fuldbyrdelse af en fængselsstraf. Selv om P.P.R. blev anholdt i Frankrig i 2022, blev han ikke overgivet til de rumænske myndigheder. Ved dom af 29. november 2023 afslog cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) at fuldbyrde den europæiske arrestordre med den begrundelse, at der forelå en risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang ved en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov ( 1 ). Ifølge denne domstol forelå der systemiske og generelle mangler, som påvirkede den dømmende magt i Rumænien, for så vidt som det var uvist, hvor protokollen om dommernes edsaflæggelse blev opbevaret, hvilket rejste tvivl om den lovlige sammensætning af denne medlemsstats retsinstanser. I det foreliggende tilfælde kunne protokollen om edsaflæggelse fra en dommer i det dommerkollegium, der havde idømt fængselsstraffen, desuden ikke findes, mens en anden dommer i samme dommerkollegium kun havde aflagt ed i forbindelse med sin udnævnelse til anklager. Ved en afgørelse truffet af afdelingen for anmodninger ved kommissionen til kontrol af INTERPOL’s sager (CCF) blev den internationale efterlysning vedrørende P.P.R. endvidere slettet fra INTERPOL’s database med den begrundelse, at de oplysninger, der vedrørte ham, ikke var i overensstemmelse med INTERPOL’s regler om behandling af personoplysninger. Dette viste, at der var alvorlige betænkeligheder, bl.a. med hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder under den procedure, som P.P.R. var genstand for i Rumænien.
Den 29. april 2024 blev P.P.R. anholdt i Malta i henhold til den europæiske arrestordre, der var udstedt mod ham. Samme dag anmodede den maltesiske fuldbyrdende judicielle myndighed den forelæggende ret om yderligere oplysninger, idet den præciserede, at P.P.R. havde påberåbt sig dommen fra cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) af 29. november 2023.
Herefter besluttede den maltesiske ret den 20. maj 2024 ikke at overgive P.P.R. til de rumænske myndigheder, idet den var af den opfattelse, at de oplysninger om forholdene under frihedsberøvelse i Rumænien, som den rådede over, ikke gjorde det muligt at konkludere, at forbuddet mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, der er fastsat i chartrets artikel 4, ville blive overholdt, hvis P.P.R. blev overgivet til disse myndigheder.
Under disse omstændigheder besluttede den forelæggende ret at forelægge Domstolen flere præjudicielle spørgsmål, der i det væsentlige indledningsvis vedrører virkningerne for andre fuldbyrdende myndigheder og for den udstedende myndighed af en afgørelse fra en fuldbyrdende myndighed om at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, dernæst vedrører begrundelsen for de franske og de maltesiske fuldbyrdende myndigheders afgørelser om at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der blev udstedt af den udstedende myndighed, og endelig vedrører den forelæggende rets egen forpligtelse til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse efter et sådant afslag samt dens ret til at deltage i sagen for den myndighed, der fuldbyrder den europæiske arrestordre.
Domstolens bemærkninger
Hvad for det første angår virkningerne for andre fuldbyrdende myndigheder af en afgørelse om at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre bemærkede Domstolen, at rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre ( 2 ) ikke giver en fuldbyrdende myndighed i en medlemsstat mulighed for eller pligt til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre alene med den begrundelse, at fuldbyrdelsen heraf er blevet afslået af den fuldbyrdende myndighed i en anden medlemsstat, uden selv at efterprøve, om der foreligger en begrundelse for ikke at fuldbyrde den. En medlemsstats fuldbyrdende myndighed er således ikke forpligtet til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, når den fuldbyrdende myndighed i en anden medlemsstat tidligere har afslået at fuldbyrde denne arrestordre med den begrundelse, at overgivelsen af den berørte person risikerer at tilsidesætte den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang. Denne myndighed skal dog i forbindelse med sin egen undersøgelse af, om der foreligger en begrundelse for at afslå fuldbyrdelse, tage hensyn til de præmisser, der ligger til grund for den første fuldbyrdende myndigheds afgørelse om afslag.
Hvad angår virkningerne af denne afgørelse for den udstedende myndighed bemærkede Domstolen, at rammeafgørelse 2002/584 ikke udelukker muligheden for, at denne myndighed kan opretholde sin anmodning om overgivelse i henhold til en europæisk arrestordre til trods for et afslag på at fuldbyrde denne. Selv om den udstedende myndighed ikke er forpligtet til efter et sådant afslag at trække sin europæiske arrestordre tilbage, skal en afgørelse om at afslå fuldbyrdelsen heraf imidlertid alligevel tilskynde denne myndighed til at udvise agtpågivenhed. Den kan navnlig ikke, når der ikke foreligger ændrede omstændigheder, opretholde en europæisk arrestordre, når en fuldbyrdende judiciel myndighed lovligt har afslået ( 3 ) at imødekomme den på grund af en reel risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang. Hvis der derimod ikke foreligger en sådan risiko, bl.a. som følge af ændrede omstændigheder, kan den omstændighed alene, at den fuldbyrdende myndighed har afslået at fuldbyrde den nævnte europæiske arrestordre, ikke være til hinder for, at den udstedende judicielle myndighed opretholder denne. Det tilkommer i øvrigt denne myndighed at undersøge, om opretholdelsen af den europæiske arrestordre i lyset af de særlige forhold i sagen er forholdsmæssig.
Hvad for det andet angår begrundelsen for de franske og de maltesiske fuldbyrdende myndigheders afgørelser om at afslå at fuldbyrde den omhandlede europæiske arrestordre bemærkede Domstolen i første række, at den fuldbyrdende myndighed for at afgøre, om der foreligger en reel risiko for krænkelse af den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang på grund af systemiske eller generelle mangler ved domstolssystemets funktion i den udstedende medlemsstat, skal basere sin undersøgelse på både objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger om, hvordan dette system fungerer, og på en konkret og præcis analyse af den eftersøgte persons individuelle situation. En afgørelse fra CCF om situationen for den person, der er genstand for en europæisk arrestordre ( 4 ), er derfor ikke tilstrækkelig til at begrunde et afslag på at fuldbyrde denne europæiske arrestordre. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan imidlertid tage en sådan afgørelse i betragtning med henblik på at afgøre, om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre skal afslås.
I anden række fastslog Domstolen, at den judicielle myndighed, der skal fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, ikke kan afslå at fuldbyrde denne europæiske arrestordre med den begrundelse, at protokollen om edsaflæggelse fra en dommer, der har idømt denne straf, ikke længere kan findes, eller på den omstændighed, at en anden dommer i samme dommerkollegium kun har aflagt ed i forbindelse med sin udnævnelse som anklager. Således er ikke alle uregelmæssigheder i forbindelse med en dommerudnævnelsesprocedure eller med dennes tiltrædelse af en sådan art, at der kan sås tvivl om den pågældende dommers uafhængighed og upartiskhed og dermed om, hvorvidt et dommerkollegium, hvori denne dommer har sæde, har status som »uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov« som omhandlet i EU-retten. Navnlig kan den omstændighed, at det i en medlemsstats nationale ret eventuelt er fastsat, at en offentlig anklager, der har aflagt ed ved sin tiltrædelse, ikke må aflægge ed på ny ved sin efterfølgende udnævnelse til dommer, ikke udgøre en systemisk eller generel mangel ved den dømmende magts uafhængighed. Desuden kan en uvished med hensyn til, hvor protokollerne om dommernes edsaflæggelse i en medlemsstat opbevares, eller den omstændighed, at disse protokoller ikke længere kan findes, navnlig hvis der er forløbet flere år, siden den pågældende dommer aflagde ed, ikke i sig selv, og i mangel af andre relevante indicier, godtgøre, at de pågældende dommere har udøvet deres funktion uden nogensinde at have aflagt den påkrævede ed. Under alle omstændigheder kan en usikkerhed med hensyn til, hvorvidt dommerne i en medlemsstat forud for deres tiltrædelse har aflagt den ed, der kræves i henhold til national ret, ikke anses for at udgøre en systemisk eller generel mangel for så vidt angår den dømmende magts uafhængighed i denne medlemsstat, hvis den nationale lovgivning fastsætter effektive retsmidler, der gør det muligt at påberåbe sig, at de dommere, der har afsagt en bestemt dom, ikke har aflagt ed, og således opnå ophævelse af denne dom. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om der findes sådanne retsmidler i rumænsk ret.
I tredje række fastslog Domstolen, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i forbindelse med undersøgelsen af forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af oplysninger om forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstats fængsler, som den selv har indsamlet, og med hensyn til hvilke den ikke har anmodet den udstedende judicielle myndighed om supplerende oplysninger. Desuden kan den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke anvende en standard med hensyn til forholdene under frihedsberøvelse, der er højere end den, der er fastsat i chartrets artikel 4. I denne henseende er den omstændighed alene, at der ikke er udarbejdet en »nøjagtig plan for straffens fuldbyrdelse« eller »nøjagtige kriterier med henblik på udarbejdelse af en bestemt fuldbyrdelsesordning«, ikke omfattet af begrebet »umenneskelig eller nedværdigende behandling« som omhandlet i chartrets artikel 4.
Såfremt det antages, at udarbejdelsen af en sådan plan eller sådanne kriterier kræves i den fuldbyrdende medlemsstat, skal det bemærkes, at medlemsstaterne i medfør af princippet om gensidig tillid kan være forpligtet til at lægge til grund, at de øvrige medlemsstater overholder de grundlæggende rettigheder, således at det navnlig ikke er muligt for dem at kræve et nationalt beskyttelsesniveau af en anden medlemsstat, der er højere end det ved EU-retten sikrede. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan derfor ikke afslå at overgive den eftersøgte alene med den begrundelse, at den udstedende judicielle myndighed ikke har meddelt den en »nøjagtig plan for straffens fuldbyrdelse« eller »nøjagtige kriterier for fastlæggelse af en bestemt fuldbyrdelsesordning«.
For det tredje og sidste forklarede Domstolen med hensyn til den udstedende judicielle myndigheds forpligtelser og rettigheder for det første, at denne myndighed ikke er forpligtet til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse, inden den på baggrund af de grunde, der har foranlediget den judicielle myndighed, der skal fuldbyrde denne arrestordre, til at afslå at fuldbyrde denne, beslutter at trække arrestordren tilbage eller opretholde den, medmindre den afgørelse, som den skal træffe, ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, i hvilket tilfælde den principielt er forpligtet til at indbringe sagen for Domstolen. Den er kun fritaget for denne pligt, såfremt den har fastslået, at det rejste spørgsmål ikke er relevant, eller at den omhandlede EU-retlige bestemmelse allerede er blevet fortolket af Domstolen, eller at EU-rettens korrekte fortolkning fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til en rimelig tvivl. For det andet fandt Domstolen, at den judicielle myndighed, der har udstedt en europæisk arrestordre, ikke har ret til at deltage som part i sagen vedrørende fuldbyrdelse af denne europæiske arrestordre ved den fuldbyrdende judicielle myndighed. En sådan deltagelse er nemlig ikke nødvendig for at sikre overholdelsen af princippet om gensidig anerkendelse og princippet om loyalt samarbejde, der understøtter den europæiske arrestordreordnings funktionsmåde.
( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
( 1 ) – Denne rettighed er anerkendt i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
( 2 ) – Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).
( 3 ) – Artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 bestemmer: »Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«
( 4 ) – I det foreliggende tilfælde bestemte CCF ved sin afgørelse, at den internationale efterlysning vedrørende P.P.R. skulle slettes som følge af en tilsidesættelse af INTERPOL’s regler om behandling af personoplysninger.