Sag C-258/24
Katholische Schwangerschaftsberatung
mod
JB
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)
Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. marts 2026
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – erhvervsmæssige aktiviteter inden for kirker og andre organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro – forening, der yder svangerskabsrådgivning til gravide kvinder – erhvervsmæssige krav – krav om redelig indstilling til og loyal opførsel over for kirkens eller organisationens etik – ulige behandling på grund af religion eller tro – afskedigelse af en arbejdstager på grund af hendes udmeldelse af den katolske kirke«
Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – erhvervsmæssige aktiviteter inden for kirker eller andre organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro – national lovgivning, der gør det muligt at forbyde en medarbejder, der er medlem af en kirke, at melde sig ud af denne kirke, under trussel om afskedigelse – ingen kirkefjendtlig adfærd fra medarbejderens side – ingen krav om medlemskab af kirken for andre medarbejdere, der udfører de samme opgaver – ikke tilladt i mangel af krav, der er regulære, legitime og berettigede på baggrund af organisationens etik
(Art. 17 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 10, stk. 1, og art. 21, stk. 1; Rådets direktiv 2000/78, art. 4)
(jf. præmis 47, 48, 51-58, 60-80 og 84-86 samt domskonkl.)
Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav – begreb
(Rådets direktiv 2000/78, art. 4, stk. 1)
(jf. præmis 81-83)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) bekræftede Domstolen (Store Afdeling) sin praksis vedrørende fortolkningen af artikel 4 i direktiv 2000/78 ( 1 ), idet den præciserede de betingelser, hvorunder kirker og religiøse organisationer kan fravige princippet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.
I 2006 blev JB ansat hos en forening, der yder katolsk svangerskabsrådgivning (herefter »foreningen«), hvor hun arbejdede i svangerskabsrådgivningen. Foreningen kræver, at alle medarbejderne overholder den katolske kirkes retningslinjer, hvorefter al svangerskabsrådgivning har til formål at beskytte det ufødte barns liv og således skal tage udgangspunkt i bestræbelserne på at tilskynde kvinden til at bevare graviditeten og beholde sit barn.
I 2019 afskedigede foreningen JB på grund af hendes udmeldelse af den katolske kirke i 2013, eftersom udmeldelse af den katolske kirke i henhold til gældende kanonisk ret betragtes som en alvorlig tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelserne. På tidspunktet for afskedigelsen beskæftigede foreningen imidlertid også ikke-katolske medarbejdere som svangerskabsrådgivere, som ikke var underlagt det samme krav om loyalitet og derfor ikke risikerede at blive afskediget af samme grund.
Da retten i første instans og appelretten gav JB medhold i hendes søgsmål med påstand om, at det blev fastslået, at afskedigelsen var uberettiget, iværksatte foreningen revisionsanke til prøvelse af appelrettens dom ved den forelæggende ret.
Da den forelæggende ret er af den opfattelse, at afskedigelsen af JB på grund af hendes udmeldelse af den katolske kirke udgør en ulige behandling, der er direkte støttet på religion, i forhold til bl.a. de af foreningens medarbejdere, som aldrig har været medlemmer af denne kirke, og som er udtrådt af andre religiøse samfund, ønsker den oplyst, om denne ulige behandling kan være berettiget i henhold til den nationale lovgivning, der gennemfører artikel 4 i direktiv 2000/78.
Domstolens bemærkninger
Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 fastsætter de kriterier, der skal tages hensyn til for at sikre ligevægt mellem på den ene side retten til selvstændighed for kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, således som denne ret er anerkendt i artikel 10 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og på den anden side arbejdstageres ret, der er fastsat i chartrets artikel 21, til ikke, navnlig for så vidt angår ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, at være genstand for forskelsbehandling på grund af religion eller tro i situationer, hvor begge disse rettigheder foreligger samtidig.
Den pågældende artikel fastsætter således, at for så vidt angår de erhvervsmæssige aktiviteter, der udøves af kirker og andre organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, udgør ulige behandling på grund af en persons religion eller tro ikke forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i, udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af kirkens eller organisationens etik.
Kirkerne og organisationerne kan således kræve af deres medarbejdere, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for deres etik, dog under overholdelse af de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78.
Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at vurdere disse kriterier, gav Domstolen den imidlertid en række holdepunkter.
For det første bemærkede Domstolen, at lovligheden af en ulige behandling på grund af en persons religion eller tro forudsætter, at der foreligger en direkte forbindelse, der kan verificeres objektivt, mellem det fastsatte erhvervsmæssige krav fra arbejdsgiveren som følge af dennes etik og den pågældende aktivitet.
I det foreliggende tilfælde fastslog Domstolen, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at foreningen ikke objektivt havde godtgjort, at der foreligger en sådan direkte forbindelse.
For det andet forekommer det erhvervsmæssige krav, der er pålagt JB om ikke at melde sig ud af den katolske kirke, under trussel om afskedigelse, ikke at være regulært i forhold til udøvelsen af hendes erhvervsmæssige aktivitet. Der er nemlig blevet givet stillinger svarende til JB’s til medarbejdere, som ikke er medlemmer af den katolske kirke, hvilket peger i retning af, at foreningen selv er af den opfattelse, at det er tilstrækkeligt, at dens svangerskabsrådgivere forpligter sig til at overholde dens retningslinjer om beskyttelse af det ufødte barns liv.
For det tredje fastslog Domstolen hvad angår det omhandlede erhvervsmæssige kravs legitime karakter, at det ikke alene på grundlag af udmeldelsen af den katolske kirke kan formodes, at denne udmeldelse er ledsaget af en afstandtagen fra eller en afvisning af kirkens forskrifter og grundlæggende værdier. I den foreliggende sag begrundede JB sin udmeldelse af den katolske kirke med, at der bliver opkrævet et supplerende kirkebidrag, som hun er underlagt, fordi hendes mand ikke er katolik og har en god indtægt. Hun har med udmeldelsen hverken taget afstand fra eller vendt sig mod den katolske kirkes forskrifter og grundlæggende værdier. Desuden fremgår det ikke, at hun ikke længere er indstillet på at opfylde de nævnte retningslinjer, som hun har forpligtet sig til at overholde ved indgåelsen af ansættelseskontrakten.
For det fjerde og endelig tilkommer det i en situation som den i hovedsagen omhandlede foreningen at godtgøre, at den påberåbte risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed er sandsynlig og alvorlig, således at indførelsen af et sådant krav rent faktisk er nødvendigt og forholdsmæssigt. JB’s udmeldelse af den katolske kirke alene er imidlertid ikke tilstrækkelig til at godtgøre en kirkefjendtlig adfærd, når der ikke er taget andre skridt med henblik på offentligt og på urimelig måde at udbrede oplysningen om udmeldelsen.
Selv hvis det antages, at udmeldelsen kan betragtes som en illoyal adfærd over for kirken, følger det ikke nødvendigvis heraf, at den også udgør en illoyal adfærd over for den organisation, der beskæftiger hende, forudsat at medarbejderen i sit arbejde fortsat respekterer organisationens etik, hvilket synes at være tilfældet i den foreliggende sag.
Endelig kan en ulige behandling som den i hovedsagen omhandlede ikke være berettiget på grundlag af direktivets artikel 4, stk. 1. Det pågældende krav synes nemlig ikke at være objektivt begrundet i karakteren af aktiviteten som svangerskabsrådgiver eller den sammenhæng, hvori den udøves.
På baggrund af det ovenstående konkluderede Domstolen, at artikel 4 i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 10 og 21, er til hinder for, at en privat organisation, hvis etik er baseret på en religion, kan kræve af en medarbejder, der er medlem af en bestemt kirke, som praktiserer denne religion, at vedkommende ikke melder sig ud af denne kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet melder sig ind i den nævnte kirke igen efter at have meldt sig ud, selv om organisationen beskæftiger andre personer til at udføre de samme opgaver som den pågældende medarbejder uden at kræve, at de er medlemmer af samme kirke, og medarbejderen ikke udviser en adfærd, der er fjendtlig over for den pågældende kirke, i offentligheden.
( 1 ) – Rådets direktiv 2000/78/EF af 27.11.2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).