–

Katholische Schwangerschaftsberatung ved Rechtsanwalt K. Schmitt og professeur de droit G. Thüsing,

–

JB ved Rechtsanwältin K. Windisch,

–

den græske regering ved V. Baroutas og M. Tassopoulou, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved B.-R. Killmann og E. Schmidt, som befuldmægtigede,

1

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16), sammenholdt med artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Katholische Schwangerschaftsberatung (forening, der yder katolsk svangerskabsrådgivning, Tyskland) (herefter »foreningen«) og JB vedrørende lovligheden af afskedigelsen af sidstnævnte, som blev begrundet med en angivelig tilsidesættelse af pligten til at have en redelig indstilling til og være loyal over for foreningens etik.

3

4., 11., 12., 23., 24. og 29. betragtning til direktiv 2000/78 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

[...]

4

Direktivets artikel 1 fastsætter:

»Formålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

5

Direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

[...]«

6

Direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), fastsætter:

»Inden for rammerne af Fællesskabets beføjelser finder dette direktiv anvendelse både i den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, på alle personer for så vidt angår:

[...]

7

Artikel 4 i direktiv 2000/78 lyder således:

»1.   Uanset artikel 2, stk. 1 og 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

2.   I forbindelse med kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret på national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af dette direktiv, fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i, udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de generelle principper i fællesskabsretten og kan ikke berettige til forskelsbehandling med anden begrundelse.

Under forudsætning af at dette direktiv i øvrigt overholdes, er det således ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og som handler i overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik.«

8

Artikel 4, stk. 1 og 2, i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands grundlov) af 23. maj 1949 (BGB1. 1949 I, s. 1, herefter »GG«) bestemmer:

»(1)   Trosfriheden og samvittighedsfriheden samt friheden til at bekende sig til en bestemt religion eller tro er ukrænkelig.

(2)   Retten til frit at udøve sin religion garanteres.«

9

I overensstemmelse med GG’s artikel 140 udgør bestemmelserne i artikel 136-139 og 141 i Weimarer Reichsverfasssung (Weimarforfatningen) af 11. august 1919 en integrerende del af GG.

10

Weimarforfatningens artikel 137, stk. 3 og 7, fastsætter:

»3.   Religiøse samfund fastsætter og administrerer selvstændigt deres anliggender inden for grænserne af den lov, der gælder for alle. De tildeler embeder uden centralregeringens eller lokale myndigheders mellemkomst.

[...]

7.   Sammenslutninger, der har til formål at fremme en filosofisk overbevisning i samfundet, har samme status som religiøse samfund.«

11

Allgemeines Gleichbehandlungsgesetz (den almindelige ligebehandlingslov) af 14. august 2006 (BGBl. 2006 I, s. 1897) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »AGG«), har til formål at gennemføre direktiv 2000/78 i tysk ret.

12

AGG’s § 1 har følgende ordlyd:

»Denne lov har til formål at forhindre eller afskaffe forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse, køn, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.«

13

AGG’s § 2 bestemmer:

»(1)   Forskelsbehandling af en af de grunde, der er nævnt i § 1, er forbudt efter denne lov for så vidt angår:

[...]

[...]«

14

AGG’s § 3, stk. 1, fastsætter:

»Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person af en af de i § 1 nævnte grunde behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. [...]«

15

AGG’s § 7 bestemmer:

»(1)   Arbejdstagere må ikke udsættes for forskelsbehandling af nogen af de i § 1 anførte grunde; dette forbud gælder også, når forskelsbehandlingens ophavsmand kun begår én af de i § 1 anførte former for forskelsbehandling.

(2)   Aftalebestemmelser, som er i strid med det i stk. 1 nævnte forbud mod forskelsbehandling, er ugyldige.

(3)   Arbejdsgivers eller arbejdstageres forskelsbehandling i henhold til stk. 1 udgør en tilsidesættelse af aftalemæssige forpligtelser.«

16

I AGG’s § 8, stk. 1, hedder det:

»En ulige behandling af en af de i § 1 anførte grunde er tilladt, hvis den pågældende grund på grund af karakteren af den aktivitet, der skal udøves, eller betingelserne for udøvelsen heraf udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.«

17

AGG’s § 9 har følgende ordlyd:

»(1)   Uden at dette berører bestemmelserne i [denne lovs] § 8, tillades også forskelsbehandling på grund af religion eller tro i forbindelse med ansættelser i religiøse samfund, i institutioner, der henhører under disse, uanset deres retlige form, eller i foreninger, der har til formål at fremme en religion eller tro i samfundet, når en given religion eller tro, henset til det religiøse samfunds eller foreningens selvopfattelse, udgør et berettiget erhvervsmæssigt krav, henset til [det religiøse samfunds eller foreningens] ret til selvbestemmelse eller henset til arten af [det religiøse samfunds eller foreningens] virksomhed.

(2)   Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro påvirker ikke den ret, som de i stk. 1 nævnte religiøse samfund, institutioner, der henføres under disse – uafhængigt af institutionernes retlige form – eller foreninger, hvis formål er fælles udøvelse af en religion eller tro, har til at kunne kræve af deres ansatte, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for det pågældende samfunds eller den pågældende institutions eller forenings selvforståelse.«

18

Artikel 1 i Grundordnung des kirchlichen Dienstes im Rahmen kirchlicher Arbeitsverhältnisse (grundforordning vedrørende den kirkelige tjeneste inden for rammerne af kirkelige arbejdsforhold) af 22. september 1993 (Amtsblatt des Erzbistums Köln, 1993, s. 222) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »GrO«), med overskriften »Grundlæggende principper for den kirkelige tjeneste« fastsætter:

»Alle, der er beskæftiget ved en af den katolske kirkes institutioner, medvirker gennem deres arbejde, uanset hvilken arbejdsretlig stilling de har, i fællesskab til, at institutionen kan opfylde sin del af kirkens mission (fællesskab i tjenesten). [...]«

19

GrO’s artikel 3, stk. 4, bestemmer:

»Enhver person, der udøver kirkefjendtlig virksomhed eller er udtrådt af den katolske kirke, er ikke egnet til tjeneste i kirken.«

20

GrO’s artikel 4 med overskriften »Loyalitetsforpligtelser« lyder således:

»(1)   Det forventes, at katolske medarbejdere anerkender og overholder de katolske religiøse og moralske principper. [...]

(2)   Det forventes af kristne medarbejdere, der ikke er katolikker, at de respekterer alle evangeliets sandheder og værdier og bidrager til at lade disse virke i institutionen.

(3)   Medarbejdere, der ikke er kristne, skal være villige til at opfylde de opgaver, der overdrages dem i en kirkelig institution, i kirkens ånd.

(4)   Alle medarbejdere er forpligtet til at undlade at opføre sig på en kirkefjendtlig måde. [...]«

21

GrO’s artikel 5 med overskriften »Tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelser« fastsætter:

»(1)   Opfylder en medarbejder ikke længere de krav, der er forbundet med beskæftigelsen, skal arbejdsgiveren ved hjælp af vejledning forsøge at få medarbejderen til varigt at bringe denne mangel til ophør. Det skal i det konkrete tilfælde undersøges, om det er tilstrækkeligt med en sådan afklarende samtale, eller om det er nødvendigt med en advarsel, en formel irettesættelse eller en anden foranstaltning (f.eks. forflyttelse, opsigelse med ændring af ansættelsesforhold) for at imødegå pligtforsømmelsen. Som en sidste udvej kan det komme på tale at afskedige vedkommende.

(2)   Hvad angår en afskedigelse af specifikke kirkelige grunde anser kirken navnlig følgende overtrædelser af de i artikel 4 omhandlede loyalitetsforpligtelser for at være alvorlige:

(3)   Er der tale om en alvorlig tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelserne i henhold til stk. 2, afhænger muligheden for fortsat beskæftigelse af en afvejning af omstændighederne i det konkrete tilfælde. I denne forbindelse skal der lægges særlig vægt på kirkens selvforståelse, uden at kirkens interesser herved principielt vejer tungere end arbejdstagerens behov. Der skal bl.a. tages behørigt hensyn til, om medarbejderen var klar over, at der var tale om en tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelserne, interessen i opretholdelsen af arbejdspladsen, alder, anciennitet og chancerne for at finde andet arbejde. For så vidt angår medarbejdere, der er beskæftiget med pastorale opgaver, katekese eller på grundlag af en missio canonica eller en anden opgave, hvortil en biskop har givet skriftlig tilladelse, er det i reglen udelukket at opretholde ansættelsesforholdet i tilfælde af en alvorlig tilsidesættelse af loyalitetsforpligtelserne i henhold til stk. 2. Det kan i disse tilfælde undtagelsesvist undlades at foretage afskedigelse, såfremt der foreligger vigtige forhold, som gør, at en afskedigelse ville være urimelig i det konkrete tilfælde. Det samme gælder for en medarbejders udmeldelse af den katolske kirke.«

22

Foreningen, der er en organisation i den tyske katolske kirke, beskæftiger sig med bistand til børn, unge, kvinder og deres familier, som befinder sig i særlige situationer. Den har bl.a. til opgave at rådgive gravide kvinder. I forbindelse med svangerskabsrådgivningen, der ydes i henhold til de statslige bestemmelser, anvender foreningen den katolske kirkes retningslinjer, som alle medarbejdere i de katolske rådgivningstjenester skriftligt forpligter sig til at overholde, og manglende overholdelse af retningslinjerne har arbejdsretlige konsekvenser. Retningslinjerne fastsætter i det væsentlige, at al svangerskabsrådgivning har til formål at beskytte det ufødte barns liv og således skal tage udgangspunkt i bestræbelserne på at tilskynde kvinden til at bevare graviditeten og beholde sit barn.

23

Det fremgår i denne henseende af forelæggelsesafgørelsen, at en svangerskabsafbrydelse i Tyskland kan finde sted uden straf, når en rådgivningstjeneste har rådgivet den gravide kvinde, der befinder sig i en nød- eller konfliktsituation, på de betingelser, der er fastsat i §§ 218 og 219 i Strafgesetzbuch (straffeloven). På grundlag af en skrivelse fra paven til Bischof von Limburg (biskoppen i Limburg) udsteder foreningen imidlertid ingen rådgivningsattester, som er en forudsætning for en straffri svangerskabsafbrydelse.

24

JB, som er mor til fem børn, blev ansat hos foreningen i 2006. Indtil sin forældreorlov, der begyndte den 11. juni 2013 og sluttede den 31. maj 2019, arbejdede hun i svangerskabsrådgivningen. I oktober 2013 meddelte JB i henhold til den procedure, der er fastsat i de nationale bestemmelser, den kompetente kommunale myndighed, at hun meldte sig ud af den katolske kirke. Hun begrundede udmeldelsen med, at Limburg stift ud over den statslige kirkeskat opkræver et supplerende kirkebidrag fra personer, der som JB er gift med en ægtefælle med en god indtægt og en anden konfession.

25

Efter forgæves at have forsøgt at overtale JB til at melde sig ind i den katolske kirke igen afskedigede foreningen JB den 1. juni 2019 på grund af hendes udmeldelse af kirken i henhold til GrO’s artikel 5, stk. 2, nr. 2, litra a), og artikel 3, stk. 4. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at foreningen på tidspunktet for afskedigelsen i svangerskabsrådgivningen, hvor JB arbejdede, beskæftigede fire kvindelige arbejdstagere, der var medlemmer af den katolske kirke, og to kvindelige arbejdstagere, der ikke var medlemmer af denne kirke.

26

Arbeitsgericht (arbejdsret, Tyskland) gav JB medhold i hendes søgsmål med påstand om, at det blev fastslået, at afskedigelsen var uberettiget. Foreningen appellerede rettens dom til Landesarbeitsgericht (regional appeldomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland), som stadfæstede dommen. Foreningen iværksatte herefter revisionsanke til prøvelse af sidstnævnte rets dom ved Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland), som er den forelæggende ret.

27

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at afskedigelsen af JB udgør en direkte forskelsbehandling på grund af religion som omhandlet i AGG’s § 1 og § 3, stk. 1, første punktum, samt artikel 1 og artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78. Forskelsbehandlingen er nemlig direkte forbundet med JB’s udøvelse af hendes negative religionsfrihed, som er kommet til udtryk ved hendes udmeldelse af den katolske kirke. Den forelæggende ret har herved anført, at en medarbejder, der aldrig har været medlem af den katolske kirke, til forskel fra JB ikke kan afskediges af de i GrO’s artikel 5, stk. 2, nr. 2, litra a), og artikel 3, stk. 4, nævnte grunde. JB er således genstand for en ulige behandling, der er direkte støttet på religion, i forhold til personer, der er udtrådt af andre religiøse samfund, eller som aldrig har været en del af sådanne samfund.

28

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at det under disse omstændigheder med henblik på afgørelsen af tvisten i hovedsagen er nødvendigt at få fastslået, om denne ulige behandling kan være berettiget i henhold til AGG’s §§ 8 og 9. Den forelæggende ret har herved bemærket, at det følger af retspraksis fra Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland), at en udmeldelse af den katolske kirke ud fra dennes synspunkt skader kirkens troværdighed og ikke er forenelig med den redelige indstilling og loyale opførsel, der kræves af parterne i ansættelseskontrakten. For så vidt som AGG’s § 9 gennemfører artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, og AGG’s § 8 gennemfører bl.a. artikel 4, stk. 1, i dette direktiv, skal disse to nationale bestemmelser imidlertid så vidt muligt fortolkes i overensstemmelse med disse bestemmelser i det nævnte direktiv.

29

Hvad først angår artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 er den forelæggende ret af den opfattelse, at denne bestemmelse, sammenholdt med chartrets artikel 10 og 21, er til hinder for, at AGG’s § 9 fortolkes således, at en medarbejder i en katolsk forening under ansættelsesforholdet er forpligtet til at være loyal i direktivets forstand ved ikke at melde sig ud af den katolske kirke eller ved at melde sig ind i den igen efter at have meldt sig ud, til forskel fra medarbejdere i foreningen, som ikke er medlemmer af den katolske kirke.

30

Den forelæggende ret har herved for det første anført, at artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 ikke gør det muligt alene at begrunde den ulige behandling på grund af religion, der følger af afskedigelsen af en medarbejder, med, at vedkommende har meldt sig ud af den katolske kirke. En sådan udmeldelse er nemlig ikke et tilstrækkeligt grundlag for at nå frem til den konklusion, at den pågældende medarbejder ikke længere opfylder de erhvervsmæssige krav, der gælder for vedkommende. Med henblik på at sikre en effektiv domstolskontrol skal arbejdsgiveren godtgøre, at der på grundlag af konkrete forhold, som kan dokumenteres, hersker tvivl om, hvorvidt medarbejderen som følge af en ændring i sin tro eller sine etiske holdninger ikke længere vil eller ikke længere kan opfylde disse krav. Dette gælder så meget desto mere i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor alle medarbejderne i foreningens rådgivningstjeneste ved indgåelsen af ansættelseskontrakten skal forpligte sig til at overholde den katolske kirkes retningslinjer.

31

For det andet gør artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78 det heller ikke muligt at begrunde en sådan ulige behandling, uden at der foreligger andre særlige omstændigheder end det blotte forhold, at en medarbejder har meldt sig ud af den katolske kirke. En sådan udmeldelse udgør nemlig ikke i sig selv en illoyal adfærd fra medarbejderens side over for arbejdsgiveren. Det kan kun forholde sig anderledes i situationer, hvor forpligtelsen til at forblive medlem af denne kirke er begrundet i konkrete erhvervsmæssige krav. Dette er imidlertid netop ikke tilfældet, når arbejdsgiveren også beskæftiger personer, der ikke er medlem af nævnte kirke. Desuden afgives erklæringen om udmeldelsen af den katolske kirke over for en offentlig myndighed, som kun underretter kirken og arbejdsgiveren herom, for at denne kan tage hensyn hertil ved beregningen af medarbejderens løn. Under disse omstændigheder er det kun i det tilfælde, hvor medarbejderen offentligt og på en upassende måde udbreder oplysningen om sin udmeldelse af den katolske kirke, at udmeldelsen kan betragtes som en adfærd, der er fjendtlig over for kirken og dermed illoyal.

32

I øvrigt kan ordlyden af artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78, for så vidt som der heri refereres til en redelig indstilling til og loyalitet »over for organisationens etik«, tillade, at der sondres mellem medarbejderens indstilling over for kirken på den ene side og vedkommendes indstilling over for organisationen som arbejdsgiver på den anden side. Selv hvis det antages, at en medarbejders udmeldelse af den katolske kirke kan kvalificeres som illoyal over for denne kirke, kan det således ikke automatisk udledes heraf, at den pågældende medarbejder udviser en illoyal adfærd over for sin arbejdsgiver, forudsat at vedkommende fortsat respekterer sidstnævntes etik i sit arbejde.

33

Hvad dernæst angår artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse, sammenholdt med chartrets artikel 10 og 21, giver mulighed for en fortolkning af AGG’s § 8, der tillader en ulige behandling som den i hovedsagen omhandlede. Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført bl.a., at kravet om ikke at have meldt sig ud af den katolske kirke ikke er objektivt nødvendigt for at kunne yde svangerskabsrådgivning.

34

For det tilfælde, at Domstolen imidlertid måtte finde, at artikel 4, stk. 1 eller 2, i direktiv 2000/78 gør det muligt at begrunde en sådan ulige behandling, ønsker den forelæggende ret endelig oplyst, hvilke krav der i givet fald stilles til en sådan begrundelse.

35

På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

36

Inden for rammerne af den samarbejdsprocedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, kan Domstolen oplyse den forelæggende ret om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til hovedsagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 20.3.1986, Tissier, 35/85, EU:C:1986:143, præmis 9, og af 1.8.2022, TL (Ingen tolk eller oversættelse), C-242/22 PPU, EU:C:2022:611, præmis 37).

37

Selv om den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde i det første spørgsmål generelt henviser til direktiv 2000/78, fremgår det imidlertid af dens anmodning om præjudiciel afgørelse, at den nærmere bestemt sigter til direktivets artikel 4, stk. 1 og 2.

38

Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med dette spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en privat organisation, hvis etik er baseret på en religion, kan kræve af en medarbejder, der er medlem af en bestemt kirke, som praktiserer denne religion, at vedkommende ikke melder sig ud af denne kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet melder sig ind i den nævnte kirke igen efter at have meldt sig ud, selv om

39

Indledningsvis bemærkes, at dette spørgsmål hviler på den af den forelæggende ret opstillede og i denne doms præmis 27 nævnte forudsætning, at den ulige behandling, som JB udsættes for, er direkte støttet på hendes religion.

40

Det bemærkes i denne henseende, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2000/78 fastsætter, at der med henblik på anvendelsen af direktivets artikel 2, stk. 1, foreligger direkte forskelsbehandling, hvis en person af en eller flere af de i direktivets artikel 1 anførte grunde, herunder religion eller tro, behandles ringere, end en anden i en tilsvarende situation bliver behandlet.

41

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at afskedigelsen af JB blev foretaget på grundlag af en regel, der udelukkende gælder for katolske medarbejdere, hvorfor det må lægges til grund, at denne regel som anført af den forelæggende ret udgør en ulige behandling, der er direkte støttet på religion. Det er i øvrigt ubestridt, at foreningen henhører under kategorien religiøse organisationer som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78.

42

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en sådan ulige behandling kan være berettiget på de betingelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/78, bemærkes, at dette direktiv i overensstemmelse med dets artikel 1 har til formål med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv bl.a. på grund af religion eller tro. Det nævnte direktiv konkretiserer således på det område, som det omfatter, det generelle princip om ikke-forskelsbehandling, der er fastsat i chartrets artikel 21 (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 47).

43

Det fremgår af Domstolens praksis, at selv om direktiv 2000/78 således tilsigter at beskytte arbejdstagernes grundlæggende ret til ikke at blive gjort til genstand for forskelsbehandling på grund af deres religion eller tro, forholder det sig ikke desto mindre således, at direktivet med dets artikel 4, stk. 2, ligeliges tilsigter at tage hensyn til retten til selvstændighed for kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, således som denne ret er anerkendt i artikel 17 TEUF og i chartrets artikel 10, som svarer til artikel 9 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«) (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 50).

44

I denne henseende fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, der er fastsat i EMRK’s artikel 9, også beskytter negative rettigheder, herunder friheden til ikke at tilhøre en religion og friheden til ikke at udøve den (Menneskerettighedsdomstolen, 25.6.2020, Stavropoulos m.fl. mod Grækenland, CE:ECHR:2020:0625JUD005248418, §§ 43 og 44).

45

I tilfælde af doktrinær eller organisatorisk uenighed mellem et religiøst samfund og et af dets medlemmer udøves den enkeltes religionsfrihed ved vedkommendes mulighed for frit at forlade det religiøse samfund. Respekt for religiøse samfunds selvstændighed, når disse samfund er anerkendt af staten, indebærer bl.a., at staten skal anerkende disse samfunds ret til, i overensstemmelse med deres egne regler og interesser, at reagere på dissentierende bevægelser internt i samfundet, som eventuelt kan udgøre en trussel mod deres samhørighed, image eller enhed. Det tilkommer således ikke de nationale myndigheder at optræde som mægler mellem religiøse samfund og de forskellige dissentierende fraktioner, der måtte findes eller opstå internt i samfundet (Menneskerettighedsdomstolen, 12.6.2014, Fernández Martínez mod Spanien, CE:ECHR:2014:0612JUD005603007, § 128).

46

Retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed, der er sikret i chartrets artikel 10, har imidlertid som logisk konsekvens det forbud mod enhver forskelsbehandling på grund af religion, der er fastsat i chartrets artikel 21 (jf. i denne retning dom af 28.11.2023, Commune d’Ans, C-148/22, EU:C:2023:924, præmis 40). Det er således ikke tilstrækkeligt, at et religiøst samfund hævder, at der foreligger et faktisk eller potentielt indgreb i dets autonomi, som begrundelse for enhver ulige behandling på grund af religion eller tro. Det religiøse samfund skal endvidere i lyset af omstændighederne i den konkrete sag godtgøre, at den angivelige risiko for et indgreb i dets autonomi er sandsynlig og alvorlig, at den omhandlede ulige behandling ikke gør indgreb i det væsentligste indhold af retten til lighed, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at fjerne den pågældende risiko, og at den heller ikke tjener et formål, som ikke vedrører udøvelsen af det religiøse samfunds autonomi. Det tilkommer de nationale retter at sikre, at disse betingelser er opfyldt, ved at foretage en tilbundsgående undersøgelse af omstændighederne i sagen og en nøje afvejning af de modstridende interesser i sagen (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolen, 12.6.2014, Fernández Martínez mod Spanien, CE:ECHR:2014:0612JUD005603007, § 132).

47

Hvad nærmere bestemt angår artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 skal det bemærkes, at denne bestemmelse har til formål at sikre ligevægt mellem på den ene side retten til selvstændighed for de kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og på den anden side arbejdstageres ret til ikke, navnlig for så vidt angår ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder afskedigelse, at være genstand for forskelsbehandling på grund af religion eller tro i situationer, hvor begge disse rettigheder foreligger samtidig (jf. i denne retning dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 51).

48

I dette perspektiv fastsætter den nævnte bestemmelse de kriterier, der skal tages hensyn til i forbindelse med den afvejning, der skal foretages for at sikre ligevægt mellem disse eventuelt konkurrerende rettigheder (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 52), uden dog at foretage en præcis og endelig afvejning af de involverede interesser.

49

Det hedder i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, at i forbindelse med kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan medlemsstaterne, for så vidt angår disse organisationers erhvervsmæssige aktiviteter, i deres nationale lovgivning, som gælder på datoen for vedtagelsen af direktivet, opretholde eller i en kommende lovgivning, som er baseret på national praksis, som gælder på datoen for vedtagelsen af direktivet, fastsætte bestemmelser om, at ulige behandling på grund af en persons religion eller tro ikke udgør forskelsbehandling, når denne religion eller tro, under hensyn til disse aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i, udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af organisationens etik. Denne ulige behandling udøves under overholdelse af medlemsstaternes forfatningsmæssige bestemmelser og principper samt de generelle principper i EU-retten og kan ikke berettige til forskelsbehandling med anden begrundelse.

50

Det præciseres i artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78, at under forudsætning af at direktivet i øvrigt overholdes, er det ikke til hinder for, at kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og som handler i overensstemmelse med den nationale forfatning og lovgivning, kan kræve af personer, der arbejder for dem, at de har en redelig indstilling til og er loyale over for organisationens etik.

51

Hvad først angår de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, har Domstolen fastslået, at det udtrykkeligt følger af denne bestemmelse, at det er under hensyn til de pågældende aktiviteters »karakter« eller den »sammenhæng«, de indgår i, at religion eller tro i givet fald kan udgøre et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af den pågældende kirkes eller organisations etik som omhandlet i den nævnte bestemmelse. Henset til sidstnævnte bestemmelse forudsætter lovligheden af en ulige behandling på grund af en persons religion eller tro således, at der foreligger en direkte forbindelse, der kan verificeres objektivt, mellem det fastsatte erhvervsmæssige krav fra arbejdsgiveren som følge af dennes etik og den pågældende aktivitet. En sådan forbindelse kan følge enten af denne aktivitets karakter, f.eks. når denne indebærer deltagelse i fastlæggelsen af den pågældende kirkes eller organisations etik eller i forkyndelsesopgaverne, eller af de betingelser, hvorunder den nævnte aktivitet skal udøves, såsom nødvendigheden af at sikre en troværdig repræsentation af kirken eller organisationen uden for denne (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 62 og 63, og af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 50).

52

Dette erhvervsmæssige krav skal, således som det kræves i samme artikel 4, stk. 2, første afsnit, være »regulært, legitimt og berettiget« på baggrund af kirkens eller organisationens etik, idet disse tre kriterier, som generaladvokaten har anført i punkt 29 i forslaget til afgørelse, er kumulative. Selv om det principielt ikke tilkommer de nationale retsinstanser at udtale sig om etikken som sådan som grundlag for det påberåbte erhvervsmæssige krav, tilkommer det dem ikke desto mindre i det enkelte tilfælde at afgøre, om disse tre kriterier er opfyldt, henset til denne etik (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 64).

53

Hvad for det første angår det nævnte erhvervsmæssige kravs karakter af »regulært« har Domstolen præciseret, at anvendelsen af dette adjektiv betyder, at tilhørsforholdet til den religion eller tro, som den pågældende kirkes eller organisations etik er baseret på, skal synes nødvendigt som følge af vigtigheden af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet for hævdelsen af denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed, således som denne ret er anerkendt i artikel 17 TEUF og chartrets artikel 10 (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 65, og af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 51).

54

Hvad for det andet angår samme erhvervsmæssige kravs karakter af »legitimt« har Domstolen anført, at EU-lovgivers brug af dette ord viser, at EU-lovgiver har villet sikre, at kravet om tilhørsforhold til den religion eller tro, som den pågældende kirkes eller organisations etik er baseret på, ikke tjener til at forfølge et formål, som ikke vedrører denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 66, og af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 52).

55

Hvad for det tredje angår ordet »berettiget« har Domstolen fastslået, at brugen heraf ikke blot indebærer, at kontrollen med overholdelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78, kan foretages af en national retsinstans, men ligeledes, at den kirke eller organisation, der har opstillet et erhvervsmæssigt krav, har pligt til, i lyset af de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde, at godtgøre, at den påberåbte risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed er sandsynlig og alvorlig, således at indførelsen af et sådant krav rent faktisk er nødvendigt (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 67, og af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 53).

56

I denne forbindelse skal det i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78 omhandlede erhvervsmæssige krav være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at de nationale retsinstanser skal efterprøve, om kravet er hensigtsmæssigt og ikke går videre end nødvendigt for at nå det fulgte mål (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 68, og af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 54).

57

Hvad dernæst angår artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78 bemærkes, at denne bestemmelse fastsætter, at der, blandt de erhvervsmæssige krav, som en kirke eller en anden offentlig eller privat organisation, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan pålægge de personer, der arbejder for dem, findes et krav om, at disse personer har »en redelig indstilling til og er loyale over for« kirkens eller organisations etik. Som det navnlig fremgår af sætningsleddet »[u]nder forudsætning af at [direktiv 2000/78] i øvrigt overholdes« i den nævnte bestemmelse, skal muligheden for at pålægge arbejdstagerne et sådant krav om en redelig indstilling og loyalitet imidlertid udøves under overholdelse af direktivets øvrige bestemmelser og, navnlig, de kriterier, der er fastsat i direktivets artikel 4, stk. 2, første afsnit, som i givet fald skal kunne være genstand for en effektiv domstolskontrol (dom af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 46).

58

Det følger heraf, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede kan en privat organisation, hvis etik er baseret på den katolske kirkes forskrifter, i henhold til kravet om redelighed og loyalitet over for denne etik kun behandle sine medarbejdere, der yder svangerskabsrådgivning, forskelligt, alt efter om de er medlem af den katolske kirke eller ej, hvis der for det første, henset til karakteren af de pågældende erhvervsmæssige aktiviteter eller til den sammenhæng, de indgår i, foreligger en direkte forbindelse, der kan verificeres objektivt, mellem disse aktiviteter og kravet om ikke at melde sig ud af den katolske kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller om at melde sig ind i samme kirke igen efter at have meldt sig ud, og hvis dette erhvervsmæssige krav for det andet er regulært, legitimt og berettiget på baggrund af den nævnte etik.

59

I denne henseende bemærkes, at selv om det i sidste ende tilkommer den nationale ret, som er enekompetent til at vurdere de faktiske omstændigheder, at afgøre, om dette er tilfældet, kan Domstolen dog på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for den afgivne skriftlige og mundtlige indlæg vejlede den nationale ret, så denne kan træffe afgørelse i den tvist, der er indbragt for den.

60

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at de nationale domstole bortset fra i ganske særlige undtagelsestilfælde skal afholde sig fra at vurdere legitimiteten af den pågældende kirkes eller organisations etik (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 61). Det tilkommer således principielt kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, at afgøre, hvad de betragter som et erhvervsmæssigt krav på baggrund af kirkens eller organisationens etik.

61

Som anført i denne doms præmis 48 overlader direktiv 2000/78 medlemsstaterne en skønsmargen, der gør det muligt for dem at tage hensyn til deres særlige sammenhæng, og anerkender, at hver medlemsstat har en skønsmargen inden for rammerne af den nødvendige forening af de forskellige omhandlede rettigheder og interesser for at sikre den rette afvejning af disse sidstnævnte (jf. analogt dom af 15.7.2021, WABE og MH Müller Handel, C-804/18 og C-341/19, EU:C:2021:594, præmis 87 og 88, og af 28.11.2023, Commune d’Ans, C-148/22, EU:C:2023:924, præmis 34 og 35).

62

Det påhviler imidlertid de nationale domstole at påse, at der ikke sker indgreb i arbejdstagernes ret til ikke at være genstand for forskelsbehandling bl.a. på grund af religion eller tro. I henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 tilkommer det således i givet fald en uafhængig myndighed og, i sidste instans, en national domstol og ikke den pågældende kirke eller organisation at vurdere, om det erhvervsmæssige krav, der opstilles af den pågældende kirke eller organisation, som følge af de pågældende aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i, er regulært, legitimt og berettiget, henset til denne etik (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 46, 53 og 61).

63

På linje hermed fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at selv om en arbejdsgiver, hvis etik er baseret på religion eller en filosofisk overbevisning, kan pålægge sine ansatte særlige forpligtelser med hensyn til loyalitet, skal en beslutning om afskedigelse, der er begrundet i en tilsidesættelse af en sådan forpligtelse, navnlig hvis den følger af faktiske omstændigheder, der er knyttet til udøvelsen af rettigheder, som er beskyttet af EMRK, imidlertid undergives en domstolskontrol, som indebærer, at der skal foretages en effektiv afvejning af det religiøse samfunds ret til respekt for dets autonomi og den berørte persons grundlæggende rettigheder ifølge proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 23.9.2010, Schüth mod Tyskland, CE:ECHR:2010:0923JUD000162003, §§ 57 og 69, Menneskerettighedsdomstolen, 23.9.2010, Obst mod Tyskland, CE:ECHR:2010:0923JUD000042503, § 43, og Menneskerettighedsdomstolen, 3.2.2011, Siebenhaar mod Tyskland, CE:ECHR:2011:0203JUD001813602, § 40).

64

Hvad nærmere bestemt angår en privat organisation som foreningen, hvis etik er baseret på den katolske kirkes forskrifter, og hvis retningslinjer og etik, som det fremgår af denne doms præmis 22, fremmer beskyttelsen af det ufødte barns liv og således tilskynder de gravide kvinder til at bevare graviditeten og beholde deres barn, foreligger der a priori en direkte forbindelse, der kan verificeres objektivt, mellem den erhvervsmæssige aktivitet, der består i at yde svangerskabsrådgivning, og kravet om at have en redelig indstilling til og være loyale over for disse retningslinjer og denne etik. Et sådant erhvervsmæssigt krav synes i øvrigt at være regulært, legitimt og berettiget på baggrund af den nævnte etik.

65

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at JB ved indgåelsen af ansættelseskontrakten har forpligtet sig til at overholde de nævnte retningslinjer og den nævnte etik, og det fremgår ikke af sagsakterne, at hun ikke længere er indstillet på eller i stand til at opfylde denne forpligtelse. Det ser således ud til, at hun blev afskediget alene med den begrundelse, at hun meldte sig ud af den katolske kirke, og at hun nægtede at melde sig ind i denne kirke igen.

66

I denne henseende fremgår det for det første – med forbehold af den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage – ikke af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at foreningen objektivt har godtgjort, at der, henset til karakteren af JB’s erhvervsmæssige aktivitet og de betingelser, som denne aktivitet udøves under, foreligger en direkte forbindelse mellem en sådan aktivitet og det krav, der er pålagt JB som medlem af den katolske kirke om, at hun ikke melder sig ud af denne kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet melder sig ind i kirken igen efter at have meldt sig ud.

67

Det kan ganske vist principielt ikke udelukkes, at en kirke eller en organisation, hvis etik er baseret på religion eller tro, kan godtgøre, at der foreligger en direkte forbindelse mellem det erhvervsmæssige krav om redelighed og loyalitet, der består i, at en medarbejder ved kirken eller organisationen ikke melder sig ud af kirken under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller melder sig ind i kirken igen efter at have meldt sig ud med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet, og den pågældende erhvervsmæssige aktivitet. Den særlige opgave, der er betroet en medarbejder inden for rammerne af en kirke eller en anden religiøs organisation, er et aspekt, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om den pågældende person kan være underlagt en skærpet loyalitetsforpligtelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 12.6.2014, Fernández Martínez mod Spanien, CE:ECHR:2014:0612JUD005603007, § 131).

68

En sådan direkte forbindelse skal imidlertid godtgøres objektivt, henset til den konkrete erhvervsmæssige aktivitet. Den generelle henvisning til begrebet »fællesskab i tjenesten« i GrO’s artikel 1, som indebærer, at en medarbejder skal melde sig ind i kirken og ikke må melde sig ud, for så vidt angår samtlige aktiviteter i den katolske kirke og de institutioner eller organisationer, der er knyttet til den, kan således ikke være tilstrækkelig til objektivt at godtgøre, at der foreligger en sådan direkte forbindelse.

69

For det andet synes det erhvervsmæssige krav om, at de af foreningens medarbejdere, der er medlemmer af den katolske kirke, ikke melder sig ud af denne kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller, hvis de har meldt sig ud af kirken, skal melde sig ind igen med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet, ud fra de for Domstolen fremlagte sagsakter ikke at være »regulært« i forhold til udøvelsen af den i hovedsagen omhandlede erhvervsmæssige aktivitet som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 53.

70

Som den forelæggende ret har anført, og som generaladvokaten har bemærket i punkt 37 i forslaget til afgørelse, er der nemlig blevet givet stillinger som svangerskabsrådgiver svarende til JB’s til medarbejdere ved foreningen, som ikke er medlemmer af den katolske kirke, hvilket peger i retning af, at foreningen selv er af den opfattelse, at det ikke er nødvendigt at være medlem af kirken som følge af den pågældende erhvervsmæssige aktivitets betydning for hævdelsen af organisationens etik og for kirkens forkyndelsesopgaver, men at det i denne henseende er tilstrækkeligt, at dens svangerskabsrådgivere forpligter sig til at overholde kirkens retningslinjer, der er nævnt i denne doms præmis 22, 23 og 64. Under disse omstændigheder forekommer det erhvervsmæssige krav, der er omhandlet i den foregående præmis i denne dom, ikke at være regulært som omhandlet i den nævnte retspraksis.

71

For det tredje, selv om det som anført af generaladvokaten i punkt 41 i forslaget til afgørelse ikke kan udelukkes, at det forhold, at en medarbejder ved en organisation, hvis etik er baseret på den katolske kirkes forskrifter, har meldt sig ud af den katolske kirke, er ledsaget af en afstandtagen fra eller en afvisning af kirkens forskrifter og grundlæggende værdier, hvilket kan gøre medarbejderen uegnet til at udøve visse erhvervsmæssige aktiviteter i organisationen, skal det ikke desto mindre påpeges, at det ikke alene på grundlag af udmeldelsen af kirken kan formodes, at dette rent faktisk er tilfældet, idet udmeldelsen kan være begrundet i betragtninger, som på ingen måde sætter spørgsmålstegn ved medarbejderens tilslutning til de nævnte forskrifter og grundlæggende værdier.

72

I denne henseende fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at JB som anført i denne doms præmis 24 begrundede sin udmeldelse af den katolske kirke med, at Limburg stift ud over kirkeskatten opkræver et supplerende kirkebidrag fra personer, der som JB er gift med en ægtefælle med en god indtægt og en anden konfession. JB har navnlig med udmeldelsen hverken taget afstand fra eller vendt sig mod kirkens forskrifter og grundlæggende værdier.

73

Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at afskedigelsen af JB skete direkte og udelukkende, som følge af at hun meldte sig ud af den katolske kirke, i henhold til de nationale regler, og at hun efterfølgende nægtede at melde sig ind igen. Det synes ikke at være blevet undersøgt, om JB efter udmeldelsen var indstillet på i overensstemmelse med GrO’s artikel 4, stk. 2, fortsat at »respektere alle evangeliets sandheder og værdier og bidrage til at lade disse virke« i foreningen, eller om hun i overensstemmelse med GrO’s artikel 4, stk. 3, var villig til at opfylde de opgaver, der blev overdraget hende, i kirkens ånd ligesom de medarbejdere, der ikke var medlem af den katolske kirke.

74

Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om det i hovedsagen omhandlede krav, henset til foreningens faktiske anvendelse heraf, sigter mod at sikre en redelig indstilling til og loyalitet over for den katolske kirkes etik og ikke tjener til at forfølge et formål, som ikke vedrører denne etik eller foreningens udøvelse af dens ret til selvstændighed, hvilket ville rejse tvivl om kravets legitime karakter som omhandlet i artikel 4, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2000/78.

75

For det fjerde og endelig tilkommer det i en situation som den i hovedsagen omhandlede foreningen at godtgøre, at den påberåbte risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed er sandsynlig og alvorlig, således at indførelsen af et sådant krav rent faktisk er nødvendigt og forholdsmæssigt (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 67 og 68, og af 11.9.2018, IR, C-68/17, EU:C:2018:696, præmis 53 og 54).

76

Som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, synes det imidlertid i en situation som den, der er omhandlet i det første præjudicielle spørgsmål, ikke at kunne antages, at JB’s udmeldelse af den katolske kirke alene eller hendes nægtelse af at melde sig ind igen er tilstrækkeligt til at godtgøre, at den af foreningen påberåbte risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed er så sandsynlig og alvorlig, at den kan retfærdiggøre afskedigelsen af JB. Udmeldelsen, som blev foretaget i henhold til den procedure, der er fastsat i de nationale bestemmelser, med henblik på at undgå det supplerende kirkebidrag, og afvisningen af at melde sig ind i kirken igen af samme grund er nemlig ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at der foreligger en handling, der er udtryk for en offentlig afstandtagen fra kirken fra JB’s side og må betragtes som en kirkefjendtlig holdning.

77

Det skal i denne henseende navnlig fastslås, at erklæringen om udmeldelsen af den katolske kirke, som det fremgår af de sagsakter, Domstolen råder over, for at være gyldig efter tysk ret skal afgives over for den kompetente statslige myndighed, dvs. en kommunal embedsmand, som kun underretter kirken og arbejdsgiveren om udmeldelsen, for at arbejdsgiveren kan tage hensyn hertil ved beregningen af medarbejderens løn. Som den forelæggende ret har anført, kan en sådan erklæring, hvis angiveligt offentlige karakter følger af en national retlig forpligtelse, imidlertid ikke anses for en kirkefjendtlig adfærd, når JB ikke har taget andre skridt med henblik på offentligt og på urimelig måde at udbrede oplysningen om sin udmeldelse af kirken.

78

Som den forelæggende ret har bemærket, følger det af ordlyden af artikel 4, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2000/78, at denne bestemmelse, når direktivets bestemmelser i øvrigt bliver overholdt af en offentlig eller privat organisation, hvis etik er baseret på religion eller tro, kun tillader, at det kræves, at organisationens medarbejdere har en redelig indstilling til og er loyale »over for organisationens etik«. Selv hvis det antages, at JB’s udmeldelse af den katolske kirke kan betragtes som en illoyal adfærd over for kirken, følger det derfor ikke nødvendigvis heraf, at udmeldelsen også udgør en illoyal adfærd over for den organisation, der beskæftiger hende, forudsat at JB fortsat respekterer organisationens etik i sit arbejde.

79

Som anført i denne doms præmis 22, 64 og 65 har JB imidlertid dels ved indgåelsen af ansættelseskontrakten forpligtet sig til at overholde den katolske kirkes retningslinjer og etik, der er relevante for udøvelsen af hendes erhvervsmæssige aktivitet, og som ikke, som fremhævet i denne doms præmis 70, kræver, at de personer, der beklæder stillinger svarende til JB’s, nødvendigvis er medlemmer af kirken, forudsat at de fremmer beskyttelsen af det ufødte barns liv og således tilskynder de gravide kvinder til at bevare graviditeten og beholde deres barn. Dels fremgår det ikke af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at JB ikke længere er indstillet på eller i stand til at opfylde denne forpligtelse.

80

På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at under omstændigheder som dem, der er omhandlet i det første præjudicielle spørgsmål, og med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, synes kravet om, at en arbejdstager som JB ikke melder sig ud af den katolske kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller melder sig ind igen efter at have meldt sig ud med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet, ikke at være et erhvervsmæssigt krav, der opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78.

81

For så vidt som anmodningen om præjudiciel afgørelse, som det fremgår af denne doms præmis 33, ligeledes vedrører artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78, skal det dog bemærkes, at medlemsstaterne ifølge ordlyden af denne bestemmelse kan bestemme, at ulige behandling, som er baseret på en egenskab, der har forbindelse med en eller flere af de i direktivets artikel 1 anførte grunde, ikke udgør forskelsbehandling, hvis den pågældende egenskab på grund af karakteren af bestemte erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori sådanne aktiviteter udøves, udgør et regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav, forudsat at målet er legitimt, og at kravet står i rimeligt forhold hertil.

82

Ifølge Domstolens praksis henviser begrebet »regulært og afgørende erhvervsmæssigt krav« som omhandlet i denne bestemmelse til et krav, der er objektivt begrundet i karakteren de af omhandlede erhvervsaktiviteter eller den sammenhæng, hvori de udøves, og omfatter ikke subjektive hensyn (dom af 14.3.2017, Bougnaoui og ADDH, C-188/15, EU:C:2017:204, præmis 40).

83

Domstolen har desuden gentagne gange fastslået, at for så vidt som artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 tillader at fravige princippet om forbud mod forskelsbehandling, skal undtagelsen fortolkes strengt (dom af 13.9.2011, Prigge m.fl., C-447/09, EU:C:2011:573, præmis 72, og af 7.11.2019, Cafaro, C-396/18, EU:C:2019:929, præmis 67).

84

Som den forelæggende ret har bemærket, og som generaladvokaten har anført i punkt 50 i forslaget til afgørelse, synes det krav, der består i at forbyde medarbejdere ved en organisation, hvis etik er baseret på den katolske kirkes forskrifter, som er medlemmer af den katolske kirke, at melde sig ud af kirken under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller at forpligte dem til at melde sig ind i kirken igen efter at have meldt sig ud, i det foreliggende tilfælde ikke at være objektivt begrundet i karakteren af aktiviteten som svangerskabsrådgiver eller den sammenhæng, hvori den udøves, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.

85

Det følger heraf, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en ulige behandling som den i hovedsagen omhandlede ikke kan være berettiget på grundlag af denne bestemmelse.

86

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en privat organisation, hvis etik er baseret på en religion, kan kræve af en medarbejder, der er medlem af en bestemt kirke, som praktiserer denne religion, at vedkommende ikke melder sig ud af denne kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet melder sig ind i den nævnte kirke igen efter at have meldt sig ud, selv om

når disse erhvervsmæssige krav, henset til karakteren af medarbejderens erhvervsmæssige aktiviteter eller den sammenhæng, de indgår i, ikke er regulære, legitime og berettigede på baggrund af organisationens etik.

87

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

88

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 4, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, og artikel 21, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en privat organisation, hvis etik er baseret på en religion, kan kræve af en medarbejder, der er medlem af en bestemt kirke, som praktiserer denne religion, at vedkommende ikke melder sig ud af denne kirke under ansættelsen, under trussel om afskedigelse, eller med henblik på at fortsætte ansættelsesforholdet melder sig ind i den nævnte kirke igen efter at have meldt sig ud, selv om

når disse erhvervsmæssige krav, henset til karakteren af medarbejderens erhvervsmæssige aktiviteter eller den sammenhæng, de indgår i, ikke er regulære, legitime og berettigede på baggrund af organisationens etik.