1

Med stævningen har Europa-Kommissionen nedlagt påstand om, at det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT 2000, L 178, s. 1) og i henhold til artikel 49 TEUF og 56 TEUF, idet denne medlemsstat har vedtaget artikel 94a, stk. 1, i ustawa – Prawo farmaceutyczne (lov om lægemidler) af 6. september 2001 (Dz. U. nr. 126, pos. 1381).

2

Artikel 49 TEUF har følgende ordlyd:

»[...] [D]er [er] forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. [...]

[...] [E]tableringsfriheden [indebærer] adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder, herunder navnlig selskaber [...]«

3

Artikel 56 TEUF bestemmer:

»[...] [D]er [er] forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse.

[...]«

4

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT 1998, L 204, s. 37), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 (EUT 2012, L 316, s. 12) (herefter »direktiv 98/34«), blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 (EUT 2015, L 241, s. 1), der trådte i kraft den 7. oktober 2015.

5

Artikel 1, stk. 1, litra b), første afsnit, i direktiv 2015/1535 fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

6

Artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/1535 er affattet på følgende måde:

»Henvisninger til [direktiv 98/34] gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag IV.«

7

Det fremgår af den nævnte tabel, at artikel 1, stk. 1, litra b), første afsnit, i direktiv 2015/1535 svarer til artikel 1, stk. 1, nr. 2), første afsnit, i direktiv 98/34.

8

Artikel 2 i direktiv 2000/31 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

9

Direktivets artikel 8 fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at anvendelsen af kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, som leveres af et medlem af et lovreguleret erhverv, er tilladt under overholdelse af faglige regler om især uafhængighed, værdighed, faglig etik samt tavshedspligt og loyalitet over for klienter og fagfæller.

2.   Med forbehold af faglige sammenslutningers og organisationers uafhængighed tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen faglige sammenslutninger og organisationer til at udarbejde adfærdskodekser på fællesskabsplan for nærmere at fastslå, hvilke oplysninger der kan gives med henblik på kommerciel kommunikation i overensstemmelse med stk. 1.

[...]«

10

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67), bestemmer følgende i artikel 87, stk. 3:

»Reklamer for et lægemiddel:

11

100. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 36), er sålydende:

»Det er nødvendigt at bringe totalforbuddet mod lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation til ophør, ikke ved at ophæve forbuddet mod indholdet af den kommercielle kommunikation, men derimod ved at ophæve forbud, der generelt udelukker bestemte erhverv fra en eller flere former for kommerciel kommunikation, f.eks. forbud mod enhver form for reklame i et eller flere bestemte medier. For så vidt angår indhold og metoder vedrørende kommerciel kommunikation er det nødvendigt at opfordre erhvervene til i overensstemmelse med fællesskabsretten at udarbejde adfærdskodekser på fællesskabsplan.«

12

Direktivets artikel 4, nr. 12), har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

13

Det nævnte direktivs artikel 24 fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne ophæver alle generelle forbud mod lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation.

2.   Medlemsstaterne påser, at lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation overholder faglige regler i henhold til fællesskabsretten vedrørende bl.a. erhvervenes uafhængighed, værdighed og integritet samt forretningshemmeligheden alt efter det enkelte erhvervs særlige karakteristika. Faglige regler om kommerciel kommunikation skal være ikke-diskriminerende, begrundet i et tvingende alment hensyn og proportionelt afpasset.«

14

Lov om lægemidler blev ændret ved ustawa o refundacji leków, środków spożywczych specjalnego przeznaczenia żywieniowego oraz wyrobów medycznych (lov om refusion af lægemidler, af fødevarer bestemt til særlig ernæring og af medicinsk udstyr) af 12. maj 2011 (Dz. U. nr. 122, pos. 696) (herefter »lov om lægemidler, som ændret«).

15

Artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, bestemmer:

»Reklamer for apoteker og for lægemiddelsalgssteder samt for disses virksomhed er forbudt. Oplysninger om apotekers eller lægemiddelsalgssteders beliggenhed og åbningstider udgør ikke reklame.«

16

Artikel 129b, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, er affattet på følgende måde:

»Med en bøde på op til 50000 [polske zloty (PLN) (ca. 12000 EUR)] straffes enhver person, der i strid med bestemmelserne i artikel 94a reklamerer for et apotek eller et lægemiddelsalgssted eller for disses virksomhed.«

17

De ændringer, der blev foretaget i lov om lægemidler, trådte i kraft den 1. januar 2012. Artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, indeholder et forbud mod reklame for apoteker og for lægemiddelsalgssteder samt for disses virksomhed. I denne bestemmelse præciseres det, at oplysninger om apotekers og lægemiddelsalgssteders åbningstider og beliggenhed ikke udgør reklame. Det pågældende forbud ledsages af en bøde på op til 50000 PLN (ca. 12000 EUR).

18

Den 25. januar 2019 tilstillede Kommissionen Republikken Polen en åbningsskrivelse, hvori den gjorde gældende, at den nævnte bestemmelse er i strid med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 om anvendelsen af kommerciel kommunikation, der er en del af en informationssamfundstjeneste, som leveres af et medlem af et lovreguleret erhverv, og med artikel 49 TEUF og 56 TEUF, der vedrører henholdsvis etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

19

Som svar herpå gjorde Republikken Polen ved skrivelse af 25. marts 2019 indledningsvis gældende, at rækkevidden af den restriktion for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, udelukkende vedrører meddelelser, hvis udtrykkelige formål er at øge salget af lægemidler, der udbydes på apoteker. Dernæst anførte den nævnte medlemsstat, at bestemmelsen forfølger det generelle formål om at sikre et højt niveau for folkesundhedsbeskyttelsen. Endelig gjorde medlemsstaten gældende, at den nævnte bestemmelse ikke er i strid med direktiv 2000/31, idet en meget stor del af de farmaceutiske tjenesteydelser, som leveres af farmaceuter, ikke er en del af apotekernes eller lægemiddelsalgsstedernes virksomhed og derfor ikke er omfattet af det pågældende forbud.

20

Eftersom Kommissionen ikke var tilfreds med Republikken Polens svar, fremsendte den en begrundet udtalelse til denne medlemsstat den 3. juli 2020, hvori den opfordrede medlemsstaten til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme sine forpligtelser inden for en frist på tre måneder fra modtagelsen af denne udtalelse. Kommissionen fastholdt det i åbningsskrivelsen indeholdte standpunkt og anførte i den nævnte udtalelse, at de administrative myndigheders afgørelser og praksis fra Republikken Polens retsinstanser viser, at det forbud, der følger af artikel 94, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, har en betydelig rækkevidde.

21

Republikken Polen besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 1. oktober 2020, idet den redegjorde for omstændighederne omkring vedtagelsen af den nævnte bestemmelse, hvilke er kendetegnet ved tilstedeværelsen af negative fænomener på det polske lægemiddelmarked. Denne medlemsstat anførte endvidere, at den var villig til at overveje at ændre bestemmelsens ordlyd.

22

Idet udvekslingerne ikke bar frugt, har Kommissionen besluttet at anlægge nærværende søgsmål.

23

Til støtte for søgsmålet har Kommissionen fremsat tre klagepunkter, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31, det andet en tilsidesættelse af artikel 49 TEUF og det tredje en tilsidesættelse af artikel 56 TEUF.

24

Indledningsvis har Kommissionen under henvisning til dom af 4. maj 2017, Vanderborght (C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 42), anført, at formålet med artikel 8, stk. 1 i direktiv 2000/31 er at give medlemmerne af et lovreguleret erhverv mulighed for at anvende en informationssamfundstjeneste for at fremme deres virksomhed. Kommissionen har mindet om, at Domstolen i den nævnte doms præmis 43 og 44 fastslog, at den kommercielle kommunikation, der er omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra f), skal være underlagt overholdelsen af de faglige regler, som finder anvendelse på det pågældende erhverv, idet disse regler dog ikke kan føre til et generelt og absolut forbud mod enhver form for onlinereklame.

25

I den foreliggende sag er reklamer for apoteker og lægemiddelsalgssteder samt for disses virksomhed, som bl.a. udføres ved hjælp af et websted, der er oprettet af en person, som udøver et lovreguleret erhverv, omfattet af nævnte artikel 8, stk. 1.

26

Artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, forbyder imidlertid enhver form for kommerciel kommunikation, herunder ad elektronisk vej, bl.a. gennem et websted, der er oprettet af en farmaceut, som arbejder på et apotek eller et lægemiddelsalgssted. Denne bestemmelse er således i strid med nævnte artikel 8, stk. 1.

27

Følgelig har Kommissionen bestridt grundlaget for de argumenter, som Republikken Polen har fremført i sit svar på den begrundede udtalelse.

28

For det første har Kommissionen – for så vidt som den nævnte medlemsstat har hævdet, at der skal sondres mellem på den ene side farmaceuter som erhvervskategori og på den anden side de etablissementer, hvor de arbejder, og som ikke kun omfatter apoteker og lægemiddelsalgssteder – gjort gældende, at et meget stort antal farmaceuter arbejder på apoteker eller på disse salgssteder.

29

Kommissionen har i denne henseende anført, at det af en rapport fra Główny Urząd Statystyczny (det centrale statistiske kontor, Polen) fremgår, at i 2021 havde 37300 personer autorisation til at udøve erhvervet som farmaceut i Polen, og at 26000 af dem, dvs. ca. 69,7%, arbejdede på et apotek eller et lægemiddelsalgssted.

30

Kommissionen har yderligere anført, at eftersom artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 omfatter alle medlemmer af et lovreguleret erhverv, kan national ret ikke anses for at være forenelig med denne bestemmelse alene med den begrundelse, at visse medlemmer af det pågældende lovregulerede erhverv kan gøre reklame for sig selv.

31

For det andet har Kommissionen – for så vidt som Republikken Polen har anført, at forbuddet mod reklame kun finder anvendelse på driften af apoteker og lægemiddelsalgssteder og ikke på de tjenesteydelser, der leveres af farmaceuterne – gjort gældende, at en sådan sondring er kunstig. I henhold til polsk ret skal apoteker nemlig ejes og drives af farmaceuter eller i det mindste styres af farmaceuter.

32

Kommissionen er af den opfattelse, at begrebet »kommerciel kommunikation« som omhandlet i artikel 2, litra f), i direktiv 2000/31 omfatter kommunikation bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenester, der leveres af medlemmerne af et lovreguleret erhverv eller af en virksomhed eller organisation, hvori disse udøver et sådant erhverv.

33

For at sikre overholdelsen af det nævnte direktivs artikel 8, stk. 1, er medlemsstaterne derfor principielt forpligtet til at tillade al kommerciel kommunikation af denne type. Farmaceuter bør således kunne reklamere ikke blot for sig selv og for de tjenester, de tilbyder, men også for de apoteker, som de driver, eller hvor de er ansat.

34

For det tredje og sidste er Kommissionen – for så vidt som Republikken Polen har gjort gældende, at lov om lægemidler, som ændret, giver apoteker og lægemiddelsalgssteder tilladelse til bl.a. fjernsalg af ikke-receptpligtige lægemidler – af den opfattelse, at der her er tale om et andet spørgsmål end de spørgsmål, som er relevante i den foreliggende sag. Muligheden for fjernsalg af disse lægemidler, bl.a. gennem driften af et websted, skal nemlig adskilles fra muligheden for at reklamere for et apotek og for de tjenesteydelser, der udbydes af apoteket, og som navnlig kan omfatte fjernsalg af sådanne lægemidler. Artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, forbyder imidlertid apoteker at fremme deres fjernsalgstjenester, således som det bekræftes af flere afgørelser fra de polske myndigheder.

35

Kommissionen har tilføjet, at selv i det tilfælde, hvor det antages, at den nævnte bestemmelse ikke forbyder kommerciel kommunikation vedrørende produkter, der sælges online, medfører bestemmelsen ikke desto mindre et generelt og absolut forbud mod at anvende reklame, hvilket er i strid med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31. I det nævnte tilfælde er visse former for kommerciel kommunikation ganske vist tilladt. De øvrige former for kommerciel kommunikation er imidlertid forbudt.

36

I denne henseende har Kommissionen henvist til flere afgørelser fra polske administrative myndigheder og retsinstanser, hvoraf det fremgår, at den kommunikation, der anses for at være i strid med artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, også vedrører oplysninger om de tjenesteydelser, der leveres af apoteker, og oplysninger om produktpriserne, og dette ligeledes via internettet.

37

Forbuddet mod kommerciel kommunikation vedrørende de sidstnævnte oplysninger er generelt og absolut, for så vidt som det ikke kræves, at de gøres til genstand for en individuel vurdering. Kommissionen er således af den opfattelse, at selv om det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, ikke finder anvendelse på visse af farmaceuternes aktiviteter, udgør det ikke desto mindre et totalt forbud som omhandlet i dom af 5. april 2011, Société fiduciaire nationale d’expertise comptable (C-119/09, EU:C:2011:208, præmis 29), der vedrører artikel 24 i direktiv 2006/123, som er relevant ved analogi.

38

Republikken Polen har heroverfor gjort gældende, at selv om artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, forbyder reklame for apoteker og lægemiddelsalgssteder samt for disses virksomhed, forbyder denne bestemmelse ikke reklame for farmaceutiske tjenesteydelser. Det i bestemmelsen fastsatte forbud er derfor rettet såvel mod de personer, der driver apoteker, og som ikke udelukkende er farmaceuter, som mod enhver, der kan reklamere, såsom pressen og reklamebureauerne.

39

I denne henseende har Republikken Polen for det første fremlagt flere oplysninger, der hidrører fra det centrale statistiske kontor og Rejestr Aptek (register over apoteker, Polen), og som vedrører antallet af aktive apoteker og antallet af autorisationer, der er blevet udstedt til farmaceuter eller farmaceutvirksomheder. Medlemsstaten har af disse oplysninger udledt, at udøvelsen af erhvervet som farmaceut og driften af et apotek ikke kan anses for at være ligestillede.

40

For det andet har Republikken Polen anført, at det af oplysningerne fra Naczelna Izba Aptekarska (det øverste lægemiddelkammer, Polen) fremgår, at pr. 31. december 2022 var næsten en tredjedel af farmaceuterne ansat uden for apoteker eller lægemiddelsalgssteder. Denne medlemsstat har præciseret, at farmaceuter bl.a. kan være ansat på et universitet, videnskabelige institutter, hospitaler, klinikker, institutioner, der har til opgave at kontrollere og føre tilsyn med produktion og markedsføring af lægemidler, institutioner for registrering af lægemidler samt ikke-statslige organisationer.

41

Det følger heraf, at artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, ikke finder anvendelse på alle aspekter af aktiviteterne for farmaceuter som lovreguleret erhverv, men alene på den virksomhed, der udøves af et apotek eller et lægemiddelsalgssted, hvilken virksomhed ikke nødvendigvis skal udøves af en farmaceut. Det forbud, der følger af denne bestemmelse, er således ikke absolut og vedrører kun en af de mulige former for udøvelse af erhvervet som farmaceut.

42

Republikken Polen har i øvrigt bestridt, at retspraksis vedrørende artikel 24, stk. 1, i direktiv 2006/123 i den foreliggende sag er relevant med henblik på fortolkningen af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31.

43

I artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 fastsættes reglen om, at medlemsstaterne skal sikre, at anvendelsen af kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, som leveres af et medlem af et lovreguleret erhverv, er tilladt.

44

Formålet med nævnte stk. 1 er at give medlemmerne af et lovreguleret erhverv mulighed for at anvende en informationssamfundstjeneste for at fremme deres virksomhed (dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 42).

45

Det fremgår ganske vist af nævnte stk. 1, at kommerciel kommunikation kun er tilladt, hvis de faglige regler om især det pågældende regulerede erhvervs uafhængighed, værdighed og faglige etik samt tavshedspligt og loyalitet over for såvel klienter som fagfæller overholdes. Nævnte stk. 1 ville imidlertid fratages sin effektive virkning, og det af EU-lovgiver forfulgte mål ville blive bragt i fare, såfremt faglige regler generelt og absolut kunne forbyde enhver form for onlinereklame, med hvilken det tilsigtes at fremme virksomheden for en person, der udøver et lovreguleret erhverv (jf. i denne retning dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 43 og 44).

46

Denne fortolkning underbygges af den omstændighed, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 2000/31 bestemmer, at medlemsstaterne og Kommissionen skal tilskynde til udarbejdelsen af adfærdskodekser, der ikke har til formål at forbyde denne type reklame, men snarere at fastslå, hvilke oplysninger der kan gives med henblik på kommerciel kommunikation i overensstemmelse med disse faglige regler (dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 45).

47

Det følger heraf, at selv om indholdet og formen af den kommercielle kommunikation, der er omhandlet i det nævnte direktivs artikel 8, stk. 1, gyldigt kan indarbejdes i faglige regler, kan sådanne regler ikke medføre et generelt og absolut forbud mod denne type kommunikation (dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 46).

48

I den foreliggende sag er det for det første ubestridt, at erhvervet som farmaceut er et lovreguleret erhverv i Polen.

49

For det andet har Republikken Polen gjort gældende, at ikke alle farmaceuter arbejder på et apotek, idet de studier, som de har gennemført, giver dem adgang til andre aktiviteter. Denne medlemsstat har imidlertid ikke bestridt, at det – således som Kommissionen har gjort gældende – af en rapport fra det centrale statistiske kontor fremgår, at i 2021 var 37300 personer autoriseret til at udøve erhvervet som farmaceut i Polen, og at 26000 af disse, dvs. ca. 69,7%, arbejdede på et apotek eller et lægemiddelsalgssted.

50

Disse oplysninger er desuden i overensstemmelse med det øverste lægemiddelkammers oplysninger, hvortil Republikken Polen har henvist, og hvorefter næsten en tredjedel af farmaceuterne pr. 31. december 2022 var beskæftiget uden for apoteker og lægemiddelsalgssteder.

51

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at eftersom artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 omfatter samtlige medlemmer af et lovreguleret erhverv, kan national ret ikke anses for at være forenelig med denne bestemmelse med den begrundelse alene, at visse medlemmer af det pågældende lovregulerede erhverv ikke er omfattet af det forbud mod reklame, der er fastsat i den nævnte ret.

52

Hvis dette var tilfældet, ville medlemsstaterne nemlig kunne omgå den nævnte bestemmelse ved at indføre forbud, der ikke omfatter en marginal række aktiviteter, som udøves af et lovreguleret erhvervs medlemmer.

53

For det tredje og sidste skal det – for så vidt som Republikken Polen i det væsentlige har gjort gældende, at artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, ikke forbyder apotekerne at foretage fjernsalg af ikke-receptpligtige lægemidler eller at give oplysninger om disses priser og leveringsmåde – fastslås, at apotekerne desuagtet ikke har ret til at reklamere for deres fjernsalgstjeneste.

54

Desuden har Republikken Polen ikke bestridt den omstændighed, at flere polske administrative og retslige afgørelser, hvortil Kommissionen henviste i den begrundede udtalelse, har anvendt det forbud, der følger af den nævnte bestemmelse, på udbredelsen af oplysninger om apotekernes ydelser og priserne på de udbudte produkter, og dette ligeledes via internettet. Tværtimod har denne medlemsstat i sit svar på den begrundede udtalelse medgivet, at »den uheldige formulering [af den nævnte bestemmelse] har foranlediget lægemiddeltilsynsmyndighederne og domstolene til gentagne gange at lægge til grund, at enhver anden handling end meddelelse af oplysninger om et apoteks eller et lægemiddelsalgssteds beliggenhed og åbningstider udgør reklame«.

55

Under alle omstændigheder forholder det sig således, at selv om det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, ikke finder anvendelse på alle de aktiviteter, der kan udføres af farmaceuter, som arbejder på et apotek, men kun på en del af disse aktiviteter, er dette forbud ikke desto mindre generelt og absolut og dermed i strid med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31.

56

I denne henseende skal det for så vidt angår artikel 24 i direktiv 2006/123 bemærkes, at det af retspraksis følger, at ethvert forbud mod, at medlemmer af et lovreguleret erhverv anvender kommerciel kommunikation, er i strid med denne bestemmelse, selv når det pågældende forbud kun vedrører visse former for kommerciel kommunikation og ikke alle former herfor (jf. i denne retning dom af 5.4.2011, Société fiduciaire nationale d’expertise comptable, C-119/09, EU:C:2011:208, præmis 29).

57

Republikken Polen har gjort gældende, at retspraksis vedrørende artikel 24, stk. 1, i direktiv 2006/123 ikke kan anvendes analogt på artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31.

58

I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 tillader kommerciel kommunikation, forudsat at visse faglige regler overholdes.

59

Artikel 24 i direktiv 2006/123 bestemmer i stk. 1, at alle generelle forbud mod lovregulerede erhvervs kommercielle kommunikation skal ophæves, og i stk. 2, at denne kommunikation skal overholde visse faglige regler.

60

Den omstændighed, at kommerciel kommunikation tillades under overholdelse af visse faglige regler, eller at de generelle forbud mod kommerciel kommunikation ophæves under overholdelse af tilsvarende regler, fører imidlertid til et lignende resultat, så meget desto mere som kommerciel kommunikation er defineret på samme måde i de to omhandlede direktiver, således som det fremgår af nærværende doms præmis 8 og 12.

61

Dernæst bemærkes, at den omstændighed, som Republikken Polen har påberåbt sig, og hvorefter direktiv 2000/31 ikke indeholder en betragtning, der kan sammenlignes med 100. betragtning til direktiv 2006/123, som Domstolen støttede sig på i den dom, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 56, er uden relevans. Nævnte 100. betragtning har nemlig udelukkende til formål at belyse rækkevidden af udtrykket »generelle forbud« mod kommerciel kommunikation, hvilket udtryk ikke er indeholdt i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31, idet sidstnævnte bestemmelse vedrører tilladelse til kommerciel kommunikation, og ikke ophævelse af forbuddene mod denne kommunikation.

62

Endelig følger det af retspraksis, at de nævnte direktiver begge giver den ved artikel 56 TEUF sikrede frie udveksling af tjenesteydelser konkret udtryk (dom af 30.5.2024, Airbnb Ireland og Amazon Services Europe, C-662/22 og C-667/22, EU:C:2024:432, præmis 46 og 47).

63

Republikken Polens argumenter vedrørende den analoge anvendelse af retspraksis om artikel 24, stk. 1, i direktiv 2006/123 inden for rammerne af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 skal følgelig forkastes.

64

På denne baggrund skal det første klagepunkt tages til følge.

65

Det følger af retspraksis, at når et område har været genstand for harmonisering, skal enhver national foranstaltning, der henhører herunder, bedømmes på grundlag af denne harmoniseringsforanstaltnings bestemmelser og ikke på grundlag af bestemmelserne i den primære ret (jf. i denne retning dom af 14.12.2004, Kommissionen mod Tyskland, C-463/01, EU:C:2004:797, præmis 36, af 30.4.2009, Lidl Magyarország, C-132/08, EU:C:2009:281, præmis 42, og af 30.5.2024, Airbnb Ireland og Amazon Services Europe, C-662/22 og C-667/22, EU:C:2024:432, præmis 86).

66

Eftersom det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, ikke alene vedrører kommerciel kommunikation, der – idet den er en del af en informationssamfundstjeneste – er omfattet af den harmonisering, der følger af direktiv 2000/31, men ligeledes enhver form for reklame, skal der ligeledes foretages en undersøgelse af Kommissionens andet og tredje klagepunkt, som vedrører påstande om restriktioner for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, der er fastsat i henholdsvis artikel 49 TEUF og 56 TEUF. Disse klagepunkter er egnede til at blive behandlet samlet.

67

Med hensyn til etableringsfriheden har Kommissionen gjort gældende, at det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, fratager personer, som er etableret i Polen, men også personer, der er etableret i andre medlemsstater, og som ønsker at åbne et apotek eller et lægemiddelsalgssted i Polen, muligheden for at oplyse deres nuværende og potentielle kunder om deres virksomhed. Kommissionen har anført, at denne situation er særligt skadelig for den sidstnævnte kategori af personer, for hvem adgangen til markedet vanskeliggøres.

68

Hvad angår den frie udveksling af tjenesteydelser har Kommissionen gjort gældende, at det nævnte forbud gør det vanskeligere for farmaceuter, der er etableret i Polen, at levere tjenesteydelser til modtagere, som er etableret i andre medlemsstater, og for farmaceuter, der er etableret i andre medlemsstater, at levere tjenesteydelser i Polen. Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at forbuddet begrænser muligheden for, at de kunder, der befinder sig i Polen, kan benytte sig af tjenesteydelser fra farmaceuter fra andre medlemsstater, og for, at de farmaceuter, som er etableret i Polen, kan modtage reklameydelser.

69

Kommissionen har præciseret, at Republikken Polen under den administrative procedure ikke bestred, at det omtvistede forbud medfører restriktioner for såvel etableringsfriheden som den frie udveksling af tjenesteydelser. Denne medlemsstat begrænsede sig til at fastholde, at disse restriktioner var begrundet i nødvendigheden af at beskytte folkesundheden.

70

Republikken Polen har for Domstolen ikke fremført argumenter, der rejser tvivl om, hvorvidt der foreligger restriktioner for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, men har fastholdt, at disse restriktioner var begrundet i det tvingende almene hensyn vedrørende beskyttelsen af folkesundheden.

71

Efter fast retspraksis skal enhver foranstaltning, der er til hinder for eller indebærer ulemper for udøvelsen af de ved artikel 49 TEUF og 56 TEUF sikrede friheder, eller som gør denne udøvelse mindre tiltrækkende, anses for en restriktion for etableringsfriheden og/eller den frie udveksling af tjenesteydelser (dom af 8.6.2023, Fastweb m.fl. (Faktureringshyppighed), C-468/20, EU:C:2023:447, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

72

Begrebet »restriktion« omfatter foranstaltninger truffet af en medlemsstat, som, selv om de anvendes uden forskel, påvirker adgangen til markedet for erhvervsdrivende fra andre medlemsstater (dom af 8.6.2023, Fastweb m.fl. (Faktureringshyppighed), C-468/20, EU:C:2023:447, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

73

Det skal for det første bemærkes, at en national lovgivning, som generelt og absolut forbyder enhver form for reklame for en bestemt virksomhed, kan begrænse muligheden for, at de personer, der udøver denne virksomhed, kan gøre opmærksomme på sig selv hos deres potentielle kundekreds og fremme de tjenesteydelser, som de vil tilbyde kundekredsen. En sådan national lovgivning må følgelig anses for at medføre en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser (dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 63 og 64).

74

I den foreliggende sag er dette tilfældet med artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, således som det fremgår af den måde, hvorpå denne bestemmelse er blevet anvendt i de polske administrative og retslige afgørelser, hvorpå Kommissionen har støttet sig i den begrundede udtalelse, og som er nævnt i nærværende doms præmis 54, hvilke afgørelser Republikken Polen ikke har anfægtet, således som det er anført i den nævnte præmis. Restriktionen for den frie udveksling af tjenesteydelser er således godtgjort i den foreliggende sag.

75

For det andet forhindrer den nævnte bestemmelse enhver person, der ønsker at drive et apotek i Polen, i at informere potentielle kunder herom. Det i bestemmelsen fastsatte forbud mod reklame har bl.a. den virkning, at betingelserne for adgang til markedet gøres vanskeligere for nye apoteker.

76

En sådan situation kan være til større skade for de erhvervsdrivende, der er etableret i andre medlemsstater end Republikken Polen, og som skal yde en øget indsats for at gøre opmærksom på sig selv hos de kunder, der er bosiddende i Polen. Forbuddet mod reklame udgør således en yderligere hindring, der skal overvindes af de erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, som ønsker at etablere et apotek i Polen (jf. analogt dom af 17.7.2008, Corporación Dermoestética, C-500/06, EU:C:2008:421, præmis 33).

77

Artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, medfører således også en restriktion for etableringsfriheden.

78

Kommissionen har anført, at Republikken Polen under den administrative procedure gjorde gældende, at det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, beskytter folkesundheden ved dels at mindske overforbruget af lægemidler og kosttilskud, dels at sikre farmaceuternes faglige uafhængighed. Institutionen har anerkendt, at beskyttelsen af folkesundheden er et tvingende alment hensyn, der kan begrunde restriktioner for etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydelser. I den foreliggende sag har Republikken Polen imidlertid ikke godtgjort, at de restriktioner, der følger af dette forbud, var begrundet i et sådant hensyn.

79

Republikken Polen har for Domstolen fastholdt det standpunkt, som medlemsstaten gav udtryk for under den administrative procedure.

80

Kommissionen har gjort gældende, at der skal sondres mellem to former for reklame, nemlig dels reklamer for apoteker og lægemiddelsalgssteder samt deres virksomhed, dels reklamer for lægemidler.

81

Hvad angår den første form for reklame har Kommissionen gjort gældende, at Republikken Polen ikke har godtgjort, at der er en forbindelse mellem reklameforbuddet og nedbringelsen af overforbruget af lægemidler.

82

Hvad angår den anden form har Kommissionen anført, at reklamer for lægemidler ikke er forbudt, forudsat at de overholder specifikke betingelser, såsom forbuddet mod markedsføring af receptpligtige lægemidler eller forpligtelsen til at præsentere lægemidlet på en objektiv og ikke-vildledende måde og til at give oplysninger om dets rationelle brug i overensstemmelse med artikel 87, stk. 3, i direktiv 2001/83.

83

Foranstaltninger, der definerer disse betingelser i forbindelse med reklamer for lægemidler, kan således anses for at være knyttet til det formål om beskyttelse af folkesundheden, som består i at bekæmpe overforbrug af lægemidler.

84

Kommissionen er imidlertid for det første af den opfattelse, at selv om det er korrekt, således som Republikken Polen har gjort gældende, at reklameaktiviteter principielt har til formål at tiltrække nye kunder og fastholde de gamle, fører disse aktiviteter ikke nødvendigvis til, at kunderne køber flere lægemidler. Derimod kan reklamer for et apotek bevirke en forøgelse af dette apoteks markedsandel på bekostning af andre apoteker og andre lægemiddelsalgssteder.

85

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at det i Polen forholder sig således, at visse ikke-receptpligtige lægemidler kan købes uden for apoteker og lægemiddelsalgssteder, nemlig i butikker, supermarkeder, kiosker og tankstationer. Salg af disse lægemidler i sådanne etablissementer kræver hverken meddelelse eller tilladelse, og selv om salget er mindre end salget på apoteker, er det dog ikke ubetydeligt, således som det fremgår af en undersøgelse, der blev gennemført i 2015, og hvortil Republikken Polen har henvist. Salget af lægemidler i de nævnte etablissementer kan imidlertid indebære en øget sundhedsrisiko som følge af et eventuelt overforbrug eller en uhensigtsmæssig brug.

86

I denne forbindelse er det uden betydning, at kun visse ikke-receptpligtige lægemidler kan købes uden for apotekerne, for så vidt som antallet af disse lægemidler er relativt stort, og et overforbrug heraf kan forårsage alvorlige forgiftninger.

87

Kommissionen har heraf udledt, at det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, ikke er egnet til at nå det erklærede mål om at nedbringe overforbruget af lægemidler. Dette forbud kan tværtimod være i strid med det nævnte formål, fordi visse lægemidler kan fås i håndkøb i etablissementer, hvor kunderne ikke modtager professionel rådgivning om brugen af disse lægemidler.

88

Kommissionen er under alle omstændigheder af den opfattelse, at selv hvis det antages, at det forbud, der følger af den nævnte bestemmelse, er egnet til at nå det nævnte mål, vil mindre restriktive foranstaltninger gøre det muligt at nå det samme resultat.

89

Republikken Polen har heroverfor anført, at apotekernes reklamekommunikation har til formål at tilskynde potentielle kunder til at gøre brug af deres tjenester og øge salget af produkter, navnlig ikke-receptpligtige lægemidler og kosttilskud. Apotekernes kunder udgør imidlertid en type forbrugere, der er særligt sårbare over for reklamer, og som bør beskyttes mod teknikker, der har til formål at tilskynde dem til at købe mere. Brugen af apotekernes tjenester bør derfor ikke være et resultat af reklamer, men bør være knyttet til patientens sundhedsbehov. I betragtning af behovet for at beskytte sundheden bør konkurrencen mellem apotekerne ikke være baseret på reklamer, men på den højest mulige kvalitet af de ydede tjenester og på det således opnåede omdømme.

90

Republikken Polen har tilføjet, at forbuddet mod reklame for apotekers og lægemiddelsalgssteders virksomhed skal ses i sammenhæng med reklame for lægemidler. I henhold til artikel 87, stk. 3, første led, i direktiv 2001/83 skal reklamer for et lægemiddel fremme den rationelle brug af lægemidlet ved at præsentere det objektivt og uden at overdrive dets egenskaber. Denne reklame kan ikke adskilles fra reklame for apoteker og lægemiddelsalgssteder. Det er derfor vanskeligt at forestille sig en reklame for et apotek, som en patient ikke vil forbinde med lægemidler eller visse tjenesteydelser, der er direkte eller indirekte knyttet hertil.

91

I denne henseende har Republikken Polen præciseret, at inden indførelsen af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, fandt de generelle nationale regler om reklame anvendelse på lægemiddelvirksomhed. Resultatet heraf var utilfredsstillende, eftersom de personer, der drev apoteker, iværksatte markedsføringsaktiviteter, som udelukkende var rettet mod økonomiske mål. Heraf fulgte et overforbrug af bl.a. håndkøbsmedicin og kosttilskud.

92

Republikken Polen har anført, at det er umuligt at bevise effektiviteten af det forbud, der følger af denne bestemmelse, i det mindste med tal. Overforbruget af lægemidler og kosttilskud er imidlertid fortsat almindeligt i Polen, hvilket fremgår af statistiske data til sammenligning med andre medlemsstater.

93

Republikken Polen har i øvrigt anført, at selv om andre etablissementer end apoteker og lægemiddelsalgssteder – såsom helsekostforretninger, butikker specialiseret i salg af medicinsk udstyr og detailforretninger – har tilladelse til at sælge visse lægemidler, vedrører denne form for markedsføring kun visse ikke-receptpligtige lægemidler.

94

Kommissionen har anerkendt, at visse nationale foranstaltninger, der giver de medicinske erhverv kontrol over beslutninger vedrørende beskyttelse af folkesundheden, kan være berettigede.

95

Et absolut forbud mod reklamer for apoteker og lægemiddelsalgssteder samt deres virksomhed er imidlertid hverken egnet til eller nødvendigt for at sikre farmaceuternes faglige uafhængighed.

96

Kommissionen er af den opfattelse, at formålet med artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, hvortil Republikken Polen henviste i sit svar på den begrundede udtalelse, og som består i at sikre farmaceuternes faglige uafhængighed mod virkningerne af reklamebeslutninger truffet af ejere, der ikke er farmaceuter, ikke kan finde anvendelse på de apoteker, som drives af farmaceuter.

97

Selv i tilfælde af apoteker, der ikke ejes eller kontrolleres af farmaceuter, er Kommissionen desuden af den opfattelse, at et absolut forbud mod reklamer ikke altid er egnet til at sikre farmaceuternes beslutningsfrihed i situationer, der har indvirkning på patienternes sundhed. Spørgsmålet om, hvorvidt der må reklameres for sådanne apoteker, adskiller sig helt fra spørgsmålet om farmaceuters eventuelle eksponering for det pres, som de apoteksejere, der ikke er farmaceuter, kan udøve over for farmaceuter, for at de i apotekernes økonomiske interesse træffer beslutninger, som er skadelige for patienternes sundhed.

98

Under alle omstændigheder er Kommissionen af den opfattelse, at artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om farmaceuters faglige uafhængighed. Selv hvis det antages, at en reklamerestriktion er egnet til at sikre dette formål, kunne en mindre restriktiv foranstaltning således bestå i at tillade reklamer for apoteker på visse betingelser.

99

Republikken Polen har fastholdt det standpunkt, hvorefter det af den nævnte bestemmelse følgende forbud beskytter farmaceuterne mod et eventuelt pres, som ejerne af apoteker eller lægemiddelsalgssteder måtte udøve med henblik på at øge salget af visse produkter.

100

Ifølge fast retspraksis kan en begrænsning af etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydelser kun tillades, hvis den for det første er begrundet i et tvingende alment hensyn og for det andet overholder proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at den skal være egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af det mål, den forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning for så vidt angår den frie udveksling af tjenesteydelser dom af 18.6.2019, Østrig mod Tyskland, C-591/17, EU:C:2019:504, præmis 139 og den deri nævnte retspraksis, samt for så vidt angår etableringsfriheden dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse), C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 178 og den deri nævnte retspraksis).

101

Det påhviler endvidere den pågældende medlemsstat at godtgøre, at disse kumulative betingelser er opfyldt (dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse), C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 179 og den deri nævnte retspraksis).

102

I den foreliggende sag forholder det sig således, at beskyttelse af folkesundheden – som Republikken Polen har påberåbt sig som begrundelse for de restriktioner for etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydelser, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret – er ét blandt de mål, der kan anses for at udgøre tvingende almene hensyn, som kan begrunde en sådan restriktion for den ved EUF-traktaten sikrede frie bevægelighed (jf. i denne retning dom af 19.5.2009, Kommissionen mod Italien, C-531/06, EU:C:2009:315, præmis 51, og af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

103

Det skal imidlertid undersøges, om Republikken Polen med sine argumenter vedrørende dels overforbruget af lægemidler, dels farmaceuternes faglige uafhængighed har godtgjort, at det forbud, der følger af den nævnte bestemmelse, overholder proportionalitetsprincippet, hvis indhold er gengivet i nærværende doms præmis 100.

104

Indledningsvis skal det bemærkes, at apotekerne kan tilbyde tjenesteydelser, såsom screeningkampagner, der ikke er forbundet med salg af lægemidler, og som ikke desto mindre er omfattet af anvendelsesområdet for det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, således som det fremgår af de beviser, der er blevet fremlagt af Kommissionen, og som er nævnt i nærværende doms præmis 54 og 74. Kommissionen har særligt henvist til en afgørelse fra en polsk domstol, der anså en reklame vedrørende tilrettelæggelse af screeningskampagner for at være ulovlig.

105

I denne henseende har et sådant forbud ingen forbindelse med det formål om beskyttelse af folkesundheden, der består i at bekæmpe overforbruget af lægemidler, hvorfor det ikke kan anses for at være begrundet.

106

For så vidt som det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, vedrører de med salg af lægemidler forbundne reklamer for apoteker og lægemiddelsalgssteder samt deres tjenesteydelser, skal det for det første bemærkes, at disse reklamer – i modsætning til, hvad Republikken Polen har gjort gældende – kan være til fordel for de personer, der kan tænkes at købe lægemidler, eftersom de gør det muligt for dem at blive informeret om lavere priser eller supplerende tjenesteydelser, som tilbydes af et givent apotek. Som følge af disse reklamer kan disse personer således beslutte at købe deres sædvanlige lægemidler fra et andet apotek end det, hvor de tidligere var kunder, uden at dette medfører en stigning i den mængde lægemidler, som disse personer køber.

107

Forbuddet mod disse reklamer risikerer derimod at favorisere de apoteker, der har været på et marked i adskillige år, på bekostning af de apoteker, som ønsker at komme ind på dette marked og her tilbyde flere tjenesteydelser eller tjenesteydelser af bedre kvalitet.

108

For det andet bemærkes, således som Republikken Polen i øvrigt har anført, at artikel 87, stk. 3, i direktiv 2001/83 fastsætter, at reklamer for et lægemiddel skal fremme den rationelle brug af lægemidlet ved at præsentere det objektivt og uden at overdrive dets egenskaber, og at de ikke må være vildledende. EU-lovgiver har med denne bestemmelse haft til hensigt at tillade markedsføring af lægemidler uden herved at tilskynde til overforbrug heraf.

109

For det tredje – og således som det er blevet gjort gældende af Kommissionen, der har støttet sig på en undersøgelse fra 2015, hvortil Republikken Polen henviste i sit svar på den begrundede udtalelse – er det for det første muligt i denne medlemsstat at købe i det mindste visse ikke-receptpligtige lægemidler uden for apotekerne, bl.a. i butikker, supermarkeder og kiosker samt på tankstationer. For det andet anvendes denne mulighed i et omfang, der, selv om det er mindre end køb foretaget på apoteker, ikke er ubetydeligt. Ifølge denne undersøgelse erklærede en tredjedel af de adspurgte personer således, at de købte ikke-receptpligtige lægemidler i supermarkeder.

110

For det fjerde har Republikken Polen anerkendt, at overforbruget af lægemidler fortsat er betydeligt i denne medlemsstat til trods for det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret.

111

Republikken Polen har ganske vist gjort gældende, at overforbruget ville have været endnu højere uden det nævnte forbud, men at det er umuligt at føre bevis herfor. Denne medlemsstat har imidlertid ikke redegjort for grundene til, at det var umuligt for den at indsamle oplysninger om forbruget af lægemidler, før den nævnte bestemmelse trådte i kraft, og at sammenligne dem med oplysningerne vedrørende den efterfølgende periode.

112

Det følger heraf, at Republikken Polen ikke i lyset af de betingelser, som kræves i henhold til den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 100, har godtgjort, at de restriktioner for etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, som følger af den nævnte bestemmelse, er egnede til at sikre opfyldelsen af det formål om beskyttelse af folkesundheden, der består i at bekæmpe overforbrug af lægemidler.

113

Det skal under alle omstændigheder fastslås, at det nævnte formål kan forfølges med mindre restriktive foranstaltninger end det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, såsom foranstaltninger, der regulerer indholdet af reklamer for visse tjenesteydelser, som udbydes af apoteker.

114

Det forbud, der følger af den nævnte bestemmelse, går derfor ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål om beskyttelse af folkesundheden, som består i at bekæmpe overforbrug af lægemidler.

115

Det følger af retspraksis, at medlemsstaterne i betragtning af deres beføjelse til at bestemme det niveau for beskyttelse af folkesundheden, som de ønsker at sikre, kan fastsætte foranstaltninger, der kan fjerne eller mindske en risiko for indgreb i farmaceuternes faglige uafhængighed (jf. analogt dom af 16.12.2010, Kommissionen mod Frankrig, C-89/09, EU:C:2010:772, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

116

Henset til betydningen af det tillidsforhold, der skal herske mellem farmaceuten og dennes kunde, som principielt er en patient, kan beskyttelsen af farmaceuterhvervets uafhængighed således udgøre et tvingende alment hensyn vedrørende folkesundheden (jf. analogt dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 68).

117

Republikken Polen har gjort gældende, at det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, beskytter farmaceuterne mod et eventuelt pres, som ejerne af apoteker eller lægemiddelsalgssteder måtte udøve med henblik på at øge salget af visse produkter.

118

For det første kan dette argument imidlertid ikke finde anvendelse på de apoteker, der drives af farmaceuter, som ejer dem.

119

Hvad for det andet angår de øvrige apoteker er det ikke udelukket, at apoteksejere, der ikke er farmaceuter, udøver et pres på de farmaceuter, som de har ansat, for at disse sidstnævnte i apotekets økonomiske interesse træffer beslutninger, der er skadelige for patienternes sundhed. Det er imidlertid med rette, at Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, at denne problematik ikke er direkte forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt der kan reklameres for apoteker.

120

Forbuddet mod enhver form for reklame for apoteker og lægemiddelsalgssteder samt deres virksomhed er nemlig ikke af en sådan art, at det kan beskytte farmaceuterne mod pres, som apoteksejerne kan udøve med henblik på at påvirke den måde, hvorpå farmaceuterne rådgiver deres kunder. Et sådant pres kan bestå, uanset om der reklameres for disse apoteker eller ej.

121

Under alle omstændigheder skal det bemærkes, at det forbud, der følger af artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret, går ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte farmaceuternes faglige uafhængighed. En mindre restriktiv foranstaltning kunne således bestå i at tillade sådanne reklamer under iagttagelse af betingelser, der gør det muligt at bevare farmaceuternes faglige etik, ved – om nødvendigt snævert – at foreskrive de former og metoder, som sådanne reklamer kan antage (jf. i denne retning dom af 4.5.2017, Vanderborght, C-339/15, EU:C:2017:335, præmis 74 og 75).

122

I denne henseende bemærkes for det første, således som det er anført i nærværende doms præmis 108, at reklamer for et lægemiddel skal fremme den rationelle brug af lægemidlet ved at præsentere det objektivt og uden at overdrive dets egenskaber, og at de ikke må være vildledende. For det andet, og for så vidt som reklamerne vedrører tjenesteydelser, bl.a. screeningstjenesteydelser, har Republikken Polen ikke redegjort for grundene til, at disse tjenesteydelser bringer folkesundheden i fare.

123

På denne baggrund skal det andet og det tredje klagepunkt ligeledes tages til følge.

124

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31 samt i henhold til artikel 49 TEUF og 56 TEUF, idet denne medlemsstat har vedtaget artikel 94a, stk. 1, i lov om lægemidler, som ændret.

125

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da denne medlemsstat har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Niende Afdeling):