–

A ved asianajaja M. Rautakorpi,

–

Rikoskomisario B ved J. Honkanen og M. Nyyssönen,

–

den finske regering ved H. Leppo og M. Pere, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og A. Hanje, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved F. Blanc, A. Katsimerou og I. Söderlund, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15, stk. 3, andet punktum, og artikel 15, stk. 5 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem A, der er tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i Finland, og Rikoskomisario B (kriminalpolitikommissær B) vedrørende lovligheden af A’s tredje frihedsberøvelsesperiode med henblik på udsendelse til hans oprindelsesland.

3

2., 4. og 16. betragtning til direktiv 2008/115 har følgende ordlyd:

[...]

[...]

4

Dette direktivs artikel 2, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer følgende:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område.

2.   Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på tredjelandsstatsborgere, som:

[...]

[...]«

5

Det pågældende direktivs artikel 3 har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

6

Samme direktivs kapitel II har overskriften »Ophør af ulovligt ophold« og omfatter direktivets artikel 6-11.

7

Artikel 6 i direktiv 2008/115, som har overskriften »Afgørelse om tilbagesendelse«, fastsætter i stk. 1 følgende:

»Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2-5.«

8

Dette direktivs artikel 8 med overskriften »Udsendelse« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 7, stk. 4, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt inden for den frist for frivillig udrejse, som er indrømmet i henhold til artikel 7.

[...]

3.   Medlemsstaterne kan vedtage en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om udsendelse.

[...]«

9

Samme direktivs artikel 15 er indeholdt i direktivets kapitel IV om »Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse«. Denne artikel har overskriften »Frihedsberøvelse« og fastsætter følgende:

»1.   Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når

Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

2.   Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder.

Afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og retlige grunde.

Når det er administrative myndigheder, der har truffet afgørelsen om frihedsberøvelse, skal medlemsstaterne

Den pågældende tredjelandsstatsborger skal omgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.

3.   Afgørelser om frihedsberøvelse vurderes i hvert enkelt tilfælde på ny med rimelige mellemrum enten efter ansøgning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex officio. I tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndigheds tilsyn.

4.   Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger, ophører frihedsberøvelsen med at være berettiget, og den pågældende person løslades omgående.

5.   Frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og så længe det er nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Hver medlemsstat fastsætter en begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige seks måneder.

6.   Medlemsstaterne må ikke forlænge den periode, der er omhandlet i stk. 5, undtagen i en begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af

10

Artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31), med overskriften »Diskretionære klausuler« fastsætter i bestemmelsens stk. 1, første afsnit, følgende:

»Uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.«

11

Ulkomaalaislaki (301/2004) (udlændingeloven (301/2004)) af 30. april 2004 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »udlændingeloven«), fastsætter i § 117a følgende:

»Generelle betingelser for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger

En udlænding kan gøres til genstand for en retsbevarende foranstaltning i henhold til denne lovs §§ 118-122 og § 122a, hvis det er nødvendigt:

[...]

Medmindre andet er fastsat nedenfor, forbliver en retsbevarende foranstaltning i kraft, indtil indrejse- eller opholdsbetingelserne er fastlagt, indtil afgørelsen om at forlade landet er fuldbyrdet, eller indtil sagen på anden vis er afsluttet. Den retsbevarende foranstaltning skal dog ophæves, så snart den ikke længere er nødvendig for at sikre vedtagelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen.«

12

Denne lovs § 121 bestemmer følgende:

»Betingelser for frihedsberøvelse

Såfremt de i §§ 118-120 omhandlede retsbevarende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan udlændingen frihedsberøves på grundlag af en individuel vurdering, hvis:

[...]«

13

Udlændingelovens § 123 fastlægger de administrative myndigheder, der har kompetence til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse. Lovens § 124, stk. 1 og 2, fastsætter en forpligtelse for den kompetente administrative myndighed til straks at underrette käräjäoikeus (ret i første instans, Finland) om frihedsberøvelsen og en forpligtelse for denne ret til at tage sagen om frihedsberøvelse under behandling inden for en frist på fire dage efter frihedsberøvelsen. I henhold til samme lovs § 126, stk. 1, anordner käräjäoikeus (ret i første instans) øjeblikkelig løsladelse af den frihedsberøvede udlænding, hvis betingelserne for frihedsberøvelsen ikke er opfyldt.

14

Udlændingelovens § 127 fastsætter følgende:

»Løsladelse af den frihedsberøvede person

Den myndighed, der behandler sagen, anordner løsladelse af den frihedsberøvede person, så snart betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt. Den frihedsberøvede person skal løslades senest 6 måneder efter vedtagelsen af afgørelsen om frihedsberøvelse. Frihedsberøvelsesperioden kan imidlertid være længere, uden dog at overskride 12 måneder, hvis den frihedsberøvede person ikke samarbejder i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsen, eller hvis de nødvendige tilbagesendelsesdokumenter ikke er blevet fremskaffet fra tredjelandet, og gennemførelsen af udsendelsen af disse grunde forsinkes.

[...]«

15

Denne lovs § 128 er affattet således:

»Fornyet vurdering af sagen ved käräjäoikeus [(ret i første instans)]

Hvis ikke der er anordnet løsladelse af den frihedsberøvede udlænding, skal käräjäoikeus [(ret i første instans)] i den retskreds, hvor det sted, hvor den frihedsberøvede person er frihedsberøvet, er beliggende, efter ansøgning fra sidstnævnte foretage en fornyet vurdering af sagen vedrørende frihedsberøvelsen [...]. Sagen skal optages til behandling omgående og senest fire dage efter indgivelsen af ansøgningen. Det er imidlertid først nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af en sag vedrørende frihedsberøvelse inden udløbet af en frist på to uger, som løber fra käräjäoikeus’ [(ret i første instans)] afgørelse, hvorved den pågældendes frihedsberøvelse på det omhandlede sted for frihedsberøvelsen forlænges. [...]

Efter ansøgning fra den frihedsberøvede person skal käräjäoikeus [(ret i første instans)] foretage en fornyet vurdering af sagen allerede inden udløbet af den i stk. 1 omhandlede frist, hvis dette er nødvendigt på grund af en faktisk omstændighed, der er opstået efter den foregående vurdering. Den myndighed, der behandler sagen, skal omgående underrette den frihedsberøvede person og dennes repræsentant om enhver væsentlig ændring af omstændighederne, der giver anledning til en fornyet vurdering, medmindre den frihedsberøvede person har været genstand for en afgørelse om løsladelse i henhold til § 127, stk. 1.

[...]«

16

A, der er marokkansk statsborger, ankom ulovligt til Finland den 10. september 2022, mens han var omfattet af et indrejseforbud i Schengenområdet, som Kongeriget Nederlandene havde udstedt, efter at han var forsvundet under den asylprocedure, som han havde indledt dér. Inden A ankom til Finland, havde han ligeledes ansøgt om international beskyttelse i Sverige og i Schweiz.

17

På dagen for sin ankomst blev A frihedsberøvet i Finland på grundlag af udlændingelovens § 121, stk. 1, nr. 1-3, som i det væsentlige svarer til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115. Denne frihedsberøvelse fortsatte indtil den 23. november 2022.

18

Ved afgørelse af 25. oktober 2022 traf Maahanmuuttovirasto (immigrationskontoret, Finland) afgørelse om, at A skulle sendes tilbage til Marokko.

19

Den 29. oktober 2022 indgav A en ansøgning om international beskyttelse i Finland. Den 24. november 2022 afslog immigrationskontoret denne ansøgning som værende åbenbart grundløs og traf afgørelse om A’s tilbagesendelse til Marokko samt udstedte et indrejseforbud i Schengenområdet over for ham for en periode på to år.

20

Den 5. december 2022 blev A frihedsberøvet for anden gang. Denne frihedsberøvelse fortsatte indtil den 15. marts 2023.

21

Ved kendelse af 5. januar 2023 afslog Turun hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Åbo, Finland) A’s anmodning om forbud mod fuldbyrdelse af afgørelsen om hans udsendelse, og ved afgørelse af 19. december 2023 afslog denne ret A’s søgsmål vedrørende hans ansøgning om international beskyttelse. I sidstnævnte henseende fandt denne ret bl.a., at immigrationskontoret i henhold til artikel 17 i forordning nr. 604/2013 var berettiget til at anse sig for at være den myndighed, der var kompetent til at behandle denne ansøgning om international beskyttelse, eftersom de anmodninger om tilbagetagelse, som kontoret havde fremsat over for de øvrige medlemsstater, ikke var blevet imødekommet.

22

Den 11. september 2023 blev A frihedsberøvet for tredje gang i henhold til en politiafgørelse af samme dag. Ifølge denne afgørelse havde A på denne dato, henset til de tidligere frihedsberøvelsesperioder, allerede været frihedsberøvet i en samlet periode på 5 måneder og 23 dage, men betingelserne for at overskride den oprindelige maksimale periode på 6 måneder var opfyldt, eftersom fuldbyrdelsen af udsendelsen var blevet forsinket dels som følge af A’s manglende samarbejde, dels fordi de nødvendige dokumenter endnu ikke var blevet fremskaffet fra Kongeriget Marokko. Politiet anlagde herefter sag ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsingfors, Finland), med henblik på at den skulle undersøge betingelserne for frihedsberøvelsen. Politiet forelagde ligeledes denne ret afgørelsen af 11. september 2023, som ifølge oplysningerne heri også blev meddelt A. Der blev afholdt et retsmøde ved denne ret den 15. september 2023, hvorefter A’s frihedsberøvelse blev opretholdt.

23

Denne tredje frihedsberøvelsesperiode blev den 7. december 2023 på ny vurderet af Etelä-Karjalan käräjäoikeus (retten i første instans i Sydkarelen, Finland), som afholdt et retsmøde ex officio, da det viste sig, at den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder kunne være overskredet. I den afgørelse, som denne ret traf samme dato, fandt den for det første, at varigheden af de forskellige frihedsberøvelsesperioder skulle lægges sammen, eftersom det drejede sig om at sikre fuldbyrdelsen af den samme udsendelsesafgørelse, for det andet, at betingelserne for at overskride den oprindelige periode på seks måneder samt alle de øvrige materielle betingelser for at forlænge frihedsberøvelsen var opfyldt, og for det tredje, at A ikke skulle løslades alene med den begrundelse, at der først var blevet afholdt et retsmøde ex officio, da den samlede varighed af frihedsberøvelsen havde overskredet de seks måneder. Den traf derfor bestemmelse om, at A’s frihedsberøvelse skulle opretholdes.

24

Den samme dag iværksatte A appel til prøvelse af denne afgørelse ved Itä-Suomen hovioikeus (appeldomstolen i Østfinland). Denne appel blev forkastet ved afgørelse af 19. december 2023 bl.a. med den begrundelse, at käräjäoikeus’ (ret i første instans) fornyede prøvelse af en frihedsberøvelsessag i henhold til udlændingelovens § 128 er betinget af den frihedsberøvede persons anmodning, og at A ikke havde anmodet om en sådan fornyet prøvelse, selv om politiafgørelsen af 11. september 2023 angav betingelserne for en overskridelse af den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder. Itä-Suomen hovioikeus (appeldomstolen i Østfinland) fandt derfor, at A ikke skulle løslades alene med den begrundelse, at käräjäoikeus (ret i første instans) ikke ex officio havde taget stilling til disse betingelser før udløbet af dette tidsrum.

25

A har nedlagt påstand om ophævelse af denne afgørelse ved Korkein oikeus (øverste domstol, Finland), som er den forelæggende ret. Til støtte for sin påstand har han gjort gældende, at hans frihedsberøvelse er ulovlig, eftersom spørgsmålet om overskridelsen af den maksimale varighed på seks måneder ikke er blevet behandlet i overensstemmelse med de gældende procedureregler. Kriminalpolitikommissær B har nedlagt påstand om, at denne påstand forkastes. Han mener for det første, at den tredje frihedsberøvelsesperiode, henset til de indtrufne ændringer i omstændighederne, er ny, således at den oprindelige maksimale varighed på seks måneder ikke er blevet overskredet, og for det andet, at A under alle omstændigheder ikke burde være blevet løsladt af den grund, som han har påberåbt sig, idet betingelserne for at begrunde frihedsberøvelsen var opfyldt.

26

Den forelæggende ret har anført, at denne tredje frihedsberøvelsesperiode fortsatte indtil den 18. januar 2024, hvor A flygtede til Danmark. Efter at A var blevet sendt tilbage fra Danmark til Finland, frihedsberøvede politiet ham for fjerde gang den 7. februar 2024. Han blev løsladt den 13. marts 2024 ved politiafgørelse af samme dato.

27

Den forelæggende ret har indledningsvis fremhævet, at den tvist, der er indbragt for den, alene vedrører lovligheden af A’s tredje frihedsberøvelsesperiode. Dernæst har den præciseret, at A’s frihedsberøvelsesperioder alle har været baseret på behovet for at sikre forberedelsen af udsendelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen om denne udsendelse i overensstemmelse med udlændingelovens § 121, stk. 1, nr. 1 og 3, og i første omgang ligeledes på behovet for at fastslå A’s identitet i overensstemmelse med denne bestemmelses nr. 2. Den forelæggende ret har tilføjet, at for så vidt angår frihedsberøvelsesperioderne mellem den 29. oktober 2022, hvor A indgav sin ansøgning om international beskyttelse, og den 5. januar 2023, hvor Turun hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Åbo) afsagde kendelse om afslag på A’s anmodning om forbud mod fuldbyrdelse af afgørelsen om hans udsendelse, var frihedsberøvelsen ligeledes baseret på behovet for at sikre behandlingen af hans ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med udlændingelovens § 121, stk. 1, nr. 1.

28

Den forelæggende ret har endelig præciseret, at de forhold, som politiet har påberåbt sig som begrundelse for frihedsberøvelsen af A, omfattede hans forsvinden i flere medlemsstater, herunder Finland, under proceduren for behandling af hans ansøgning om international beskyttelse, hans modstand mod udsigten til en tilbagevenden til Marokko, de strafbare handlinger, som han havde begået under sit ophold i Finland, hans urigtige angivelse af sin alder og identitet ved ankomsten til Finland samt den manglende overholdelse af forpligtelsen til at melde sig hos myndighederne i sommeren 2023 som alternativ foranstaltning til frihedsberøvelse. Denne ret har påpeget, at nogle af disse grunde først opstod efter udløbet af den anden frihedsberøvelsesperiode og således udgjorde en ny begrundelse for den tredje frihedsberøvelsesperiode, der begyndte den 11. september 2023. Ifølge den forelæggende ret blev de betingelser, der blev påberåbt som begrundelse for overskridelsen af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen på seks måneder, imidlertid ikke undersøgt i det retsmøde, der blev afholdt den 15. september 2023 ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsingfors), og disse betingelser blev heller ikke nævnt i denne rets afgørelse.

29

I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, hvorledes det skal vurderes, om de maksimale frihedsberøvelsesperioder, der er omhandlet i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, er nået i et givet tilfælde, og nærmere bestemt hvorvidt flere på hinanden følgende frihedsberøvelsesperioder, der afbrydes af perioder i frihed, uden undtagelse skal sammenlægges, eller om – og i givet fald af hvilke grunde – tidligere frihedsberøvelsesperioder kan udelukkes fra beregningen.

30

Den forelæggende ret har i denne forbindelse præciseret, at det, henset til omstændighederne i den sag, der er indbragt for den, ikke er nødvendigt for Domstolen at udtale sig om den måde, hvorpå A’s frihedsberøvelsesperioder skal behandles, mens han havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse, og mens behandlingen heraf pågik, eller om de perioder, hvor frihedsberøvelsen af A synes at have været støttet på både direktiv 2008/115 og et andet retsgrundlag. Den forelæggende ret har i denne henseende forklaret, at bestemmelsen om den maksimale varighed af frihedsberøvelsen på seks måneder, der er fastsat i udlændingelovens § 127, stk. 1, finder anvendelse på enhver frihedsberøvelse af en udlænding, uanset dennes nationale eller EU-retlige retsgrundlag, og at frihedsberøvelsen af A under alle omstændigheder hele tiden eller næsten, og i det mindste hovedsageligt, har været baseret på direktiv 2008/115. Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt frihedsberøvelsen af A har været begrundet i andre grunde end dem, der er fastsat i direktiv 2008/115, er uden betydning for den tvist, der er indbragt for den.

31

Med hensyn til realiteten er den forelæggende ret af den opfattelse, at en fortolkning, hvorefter alle de forløbne frihedsberøvelsesperioder skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om den maksimale varighed af frihedsberøvelsen er eller har været nået, kan begrundes med, at frihedsberøvelsen af A i disse perioder – på trods af visse ændringer i de specifikt påberåbte begrundelser for frihedsberøvelsen – hvilede på det samme retsgrundlag, nemlig at sikre hans udsendelse. Det kunne imidlertid tale for en modsat fortolkning, at A inden den tredje frihedsberøvelsesperiode var løsladt i næsten seks måneder, i løbet af hvilken periode han ikke overholdt den mindre indgribende tvangsforanstaltning, som han var blevet pålagt, og forlod Finland og rejste til Sverige, hvorefter sidstnævnte medlemsstat sendte ham tilbage til Finland.

32

For det andet er det den forelæggende rets vurdering, at det, henset til Domstolens praksis, er muligt at lægge til grund, at en medlemsstat har pligt til at sikre sig, at der under alle omstændigheder foretages den domstolsprøvelse, der er omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, når den maksimale varighed af frihedsberøvelsen på seks måneder, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 5, overskrides. For at sikre klarhed og med henblik på at vurdere lovligheden af A’s frihedsberøvelse ønsker den forelæggende ret ikke desto mindre at efterprøve, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 er til hinder for, at gennemførelsen af en domstolsprøvelse af overskridelsen af den maksimale varighed på seks måneder, der er omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 5, gøres betinget af, at den tilbageholdte person anmoder herom.

33

Den forelæggende ret er i øvrigt i tvivl om, hvilke fristkrav der gælder for den domstolsprøvelse, der er omhandlet i dette andet punktum, da det ikke er præciseret heri, om den skal foretages inden overskridelsen af denne maksimale varighed, eller om den ligeledes kan foretages efterfølgende, og i bekræftende fald inden for hvilken frist. I denne henseende mener den forelæggende ret, at det tidskrav, der følger af artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115, i det mindste skal anvendes analogt på denne domstolsprøvelse, navnlig henset til, at frihedsberøvelsen og forlængelsen heraf er af samme art for den frihedsberøvede person.

34

Fastlæggelsen af disse krav har ifølge denne ret en konkret betydning for vurderingen af arten og grovheden af den ulovlighed, der eventuelt er begået i den sag, der er indbragt for den, og følgelig for de retlige konsekvenser, som denne ulovlighed skal have. Hvis domstolsprøvelsen skulle finde sted inden overskridelsen af den maksimale varighed på seks måneder, ville frihedsberøvelsen af A have savnet retsgrundlag allerede fra den 18. september 2023, såfremt alle tidligere frihedsberøvelsesperioder skulle lægges sammen for at beregne, om den oprindelige maksimale varighed var nået. Hvis domstolsprøvelsen derimod kan foretages efterfølgende, kan den eventuelle ulovlighed af frihedsberøvelsen netop først vise sig senere og eventuelt udgøre en mindre alvorlig ulovlighed.

35

Såfremt den forelæggende ret, henset til Domstolens svar, måtte konstatere, at domstolsprøvelsen af overskridelsen af den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder var ulovlig, er den for det tredje i tvivl om, hvilke konkrete konsekvenser en sådan konstatering ifølge EU-retten skal have, og nærmere bestemt om Etelä-Karjalan käräjäoikeus (retten i første instans i Sydkarelen) burde have løsladt A den 7. december 2023, selv om de materielle betingelser for frihedsberøvelsen blev anset for fuldt ud opfyldt på dette tidspunkt.

36

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at artikel 15, stk. 2 og 4, i direktiv 2008/115 fastsætter en forpligtelse til at løslade en person, hvis frihedsberøvelse er ulovlig, men at disse bestemmelser ikke udelukker muligheden for, at en mangel, der påvirker betingelserne for frihedsberøvelsen, efter en domstolsprøvelse kan afhjælpes fremadrettet, således at en øjeblikkelig løsladelse ikke nødvendigvis er begrundet. Domstolens betragtninger i dom af 10. september 2013, G. og R. (C-383/13 PPU, EU:C:2013:533), vedrørende konsekvenserne af en tilsidesættelse af retten til forsvar for en frihedsberøvet person tyder nemlig på, at den nationale ret råder over en skønsbeføjelse til at vurdere nødvendigheden af en øjeblikkelig løsladelse i tilfælde af en procedurefejl, der konstateres ved en efterfølgende og korrekt domstolsprøvelse.

37

Den forelæggende ret har i øvrigt præciseret, at en person, der har været genstand for en frihedsberøvende foranstaltning, har ret til at få lovligheden af denne foranstaltning vurderet, selv om den pågældende er blevet løsladt under retssagen. De spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, er derfor under alle omstændigheder fortsat relevante. For at afgøre, om frihedsberøvelsen af A på ethvert tidspunkt har været lovlig, er det desuden i princippet nødvendigt, at Domstolen besvarer alle de forelagte spørgsmål.

38

På denne baggrund har Korkein oikeus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

39

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende præjudicielle forelæggelse undergives den præjudicielle hasteprocedure, der er fastsat i artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og i artikel 107 i Domstolens procesreglement, hvis stk. 1 bestemmer, at en præjudiciel forelæggelse, der rejser et eller flere spørgsmål vedrørende områder, der henhører under området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift kan undergives denne procedure.

40

Den 13. marts 2024 besluttede Domstolens Femte Afdeling som den afdeling, der er udpeget i henhold til procesreglementets artikel 11, stk. 2, på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten at efterkomme denne anmodning og i henhold til procesreglementets artikel 101, stk. 1, at fremsende en anmodning om uddybende oplysninger til den forelæggende ret.

41

Ved skrivelse af 19. marts 2024 meddelte denne ret Domstolen, at A var blevet løsladt den 13. marts 2024.

42

Henset til disse oplysninger fastslog Domstolens Femte Afdeling den 21. marts 2024 på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, at betingelserne for anvendelse af den præjudicielle hasteprocedure ikke længere var opfyldt, og besluttede, at den foreliggende sag skulle behandles efter den almindelige procedure.

43

For det første skal det bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at A’s to frihedsberøvelsesperioder, der gik forud for den tredje, hvis lovlighed er omtvistet i hovedsagen, såvel som denne tredje periode alle vedrørte fuldbyrdelsen af den samme afgørelse om tilbagesendelse som omhandlet i artikel 3, nr. 4), i direktiv 2008/115. Når dette er sagt, fremgår det ligeledes heraf, at tvisten i hovedsagen desuden vedrører fuldbyrdelsen af en afgørelse om udsendelse af A, uden at det er muligt at afgøre, om der er tale om en særskilt retsakt.

44

I denne henseende bestemmer dette direktivs artikel 8, stk. 1, at medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt inden for den frist for frivillig udrejse, som er indrømmet. Det er dog præciseret i denne artikel 8, stk. 3, at medlemsstaterne kan vedtage en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om udsendelse. Det følger heraf, at den omstændighed, at en afgørelse om tilbagesendelse som omhandlet i dette direktivs artikel 3, nr. 4), i givet fald ledsages af en særskilt afgørelse eller retsakt om udsendelse af den pågældende person, er uden betydning for, at denne person rent faktisk er genstand for en sådan afgørelse om tilbagesendelse. I relation til den foreliggende sag er det derfor ikke nødvendigt at tage hensyn til denne eventuelle omstændighed med henblik på den ønskede fortolkning.

45

For det andet skal der erindres om, at det følger af fast retspraksis, at Domstolen som led i kompetencefordelingen mellem Unionens retsinstanser og de nationale retter skal tage hensyn til de faktiske omstændigheder og de retsregler, som ifølge forelæggelsesafgørelsen er baggrunden for de præjudicielle spørgsmål. Eftersom den forelæggende ret har fastlagt de faktiske omstændigheder og de retsregler, som er baggrunden for de spørgsmål, som den har forelagt, tilkommer det derfor ikke Domstolen at efterprøve rigtigheden heraf (dom af 29.6.2023, International Protection Appeals Tribunal m.fl. (Attentat i Pakistan)C-756/21, EU:C:2023:523, præmis 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis). Henset til de oplysninger fra den forelæggende ret, der er redegjort for i nærværende doms præmis 27 og 30, skal det følgelig i forbindelse med den foreliggende sag lægges til grund, at A’s to frihedsberøvelsesperioder, der gik forud for den tredje, som er den eneste, der er omhandlet i hovedsagen, samt denne tredje periode alle var frihedsberøvelsesperioder med henblik på udsendelse som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2008/115, der udelukkende var baseret på denne bestemmelse, og som blev gennemført med henblik på fuldbyrdelse af en og samme afgørelse om tilbagesendelse.

46

Det er på grundlag af disse indledende præciseringer, at de forelagte spørgsmål vil blive behandlet.

47

Med sit første spørgsmål, litra a), og sit første spørgsmål, litra b), som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at der med henblik på at efterprøve, om den maksimale frihedsberøvelsesperiode, som en medlemsstat har fastsat i henhold til en af disse bestemmelser, er nået, skal ske en sammentælling af alle de frihedsberøvelsesperioder, som en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold har gennemgået i denne medlemsstat i henhold til dette direktivs artikel 15 med henblik på fuldbyrdelsen af en og samme afgørelse om tilbagesendelse, og om det i denne henseende er relevant, at en ny frihedsberøvelse hver gang er blevet begrundet med forskellige faktiske omstændigheder.

48

Artikel 15, stk. 1, første afsnit, litra a) og b), i direktiv 2008/115 bestemmer, at medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for en tilbagesendelsesprocedure, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. I dette stk. 1, andet afsnit, præciseres det, at enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og kun må opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

49

Hvad angår direktivets artikel 15, stk. 5, fastsætter denne bestemmelses første punktum, at frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i denne artikel 15, stk. 1, er opfyldt, og så længe det er nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Ifølge direktivets artikel 15, stk. 5, andet punktum, fastsætter hver medlemsstat en begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige seks måneder.

50

Det er angivet i direktivets artikel 15, stk. 6, at medlemsstaterne ikke må forlænge den periode, der er omhandlet i artikel 15, stk. 5, undtagen i en begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelande.

51

Som Domstolen allerede har fastslået, følger det af denne ordlyd, at artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115 fastsætter den maksimale varighed af frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse (dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 35).

52

Denne ordlyd alene angiver imidlertid ikke, om der ved efterprøvelsen af, om den maksimale varighed, der er fastsat i henhold til dette stk. 5 eller 6, er nået i et givet tilfælde, skal ske en sammentælling af de forskellige frihedsberøvelsesperioder, som den pågældende kan have gennemgået med henblik på fuldbyrdelsen af en og samme afgørelse om tilbagesendelse.

53

I første omgang skal det dog påpeges, at enhver frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, der bl.a. anordnes i henhold til direktiv 2008/115 i forbindelse med en tilbagesendelsesprocedure som følge af ulovligt ophold, udgør et alvorligt indgreb i den ret til frihed, som er fastsat i artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 48).

54

En frihedsberøvelsesforanstaltning består nemlig i at indespærre en person på et bestemt sted ved at pålægge den pågældende person permanent at forblive i et afgrænset og lukket område, hvorved personen isoleres fra resten af befolkningen og berøves sin bevægelsesfrihed (dom af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

55

Formålet med frihedsberøvelsesforanstaltningerne som omhandlet i direktiv 2008/115 er imidlertid ikke retsforfølgning eller bekæmpelse af strafbare handlinger, men gennemførelsen af de mål, der forfølges med dette direktiv på området for tilbagesendelse (dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 74, og af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 50). En frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der anordnes med henblik på udsendelse i medfør af direktiv 2008/115, har således kun til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsesproces og forfølger ikke noget straffende formål (dom af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn, C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 38, og af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 50).

56

Henset til disse forhold kan det ikke tillades, at enhver ny frihedsberøvelse med udsendelse for øje i henhold til artikel 15, stk. 5 eller 6, i direktiv 2008/115 af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold med henblik på fuldbyrdelsen af en og samme afgørelse om tilbagesendelse får en ny periode med frihedsberøvelse til at begynde, således at de tidligere frihedsberøvelsesperioder, der er forløbet med henblik på gennemførelsen af denne afgørelse, ikke skal tages i betragtning ved vurderingen af, om den maksimale frihedsberøvelsesperiode med udsendelse for øje, som den pågældende medlemsstat har fastsat i henhold til en af disse bestemmelser, er nået i en given sag. Henset til alvoren af dette indgreb i den ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, og til betydningen af denne ret, påvirkes denne konklusion ikke af den omstændighed, at disse frihedsberøvelsesperioder afbrydes af perioder med frihed.

57

I anden omgang skal der erindres om, at formålet med artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115 er at sikre, at en frihedsberøvelse med henblik på udsendelse under alle omstændigheder ikke overstiger 18 måneder eller eventuelt den kortere maksimale varighed, som den pågældende medlemsstat har fastsat i henhold til disse bestemmelser (jf. i denne retning dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 37).

58

I denne henseende har Domstolen bl.a. fastslået, at der i beregningen af den frihedsberøvelsesperiode med henblik på udsendelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, skal indgå den periode, i løbet af hvilken fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse har været udsat på grund af behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, som en tredjelandsstatsborger har indgivet, når vedkommende under proceduren angående denne ansøgning, endda med urette, er forblevet frihedsberøvet i medfør af disse bestemmelser (jf. i denne retning dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 40, 47 og 48).

59

Med henblik på beregningen af den maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i henhold til artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, skal der ligeledes tages hensyn til den frihedsberøvelsesperiode, der er forløbet under proceduren for domstolsprøvelse af udsendelsesafgørelsens lovlighed, selv om fuldbyrdelsen af denne afgørelse er udsat (jf. i denne retning dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 51 og 53).

60

I denne sidstnævnte henseende har Domstolen fremhævet, at hvis dette ikke var tilfældet, ville varigheden af frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse kunne variere i betydeligt omfang, fra en sag til en anden i den samme medlemsstat eller fra en medlemsstat til en anden på grund af særegenheder i de nationale retslige procedurer. Dette ville være i strid med formålet med artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, som er at sikre en maksimal varighed af frihedsberøvelse, som er fælles for medlemsstaterne (dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 54).

61

Det ville imidlertid kunne skade et sådant formål, hvis der ikke blev taget hensyn til alle de frihedsberøvelsesperioder med udsendelse for øje, som den pågældende tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold allerede havde gennemgået i denne medlemsstat med henblik på fuldbyrdelsen af en og samme afgørelse om tilbagesendelse, men en sådan eventuel sammentælling blev betinget af, at der forelå faktiske omstændigheder, der kendetegnede denne tredjelandsstatsborgers situation. Disse omstændigheder kan nemlig give anledning til subjektive vurderinger.

62

En manglende hensyntagen til alle disse tidligere frihedsberøvelsesperioder ved vurderingen af, om den maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i medfør af artikel 15, stk. 5 eller 6, i direktiv 2008/115, er nået i en given sag, ville desuden gøre det muligt at omgå disse bestemmelser, på trods af at de maksimale frihedsberøvelsesperioder, der er tilladt efter disse bestemmelser, har til formål at begrænse frihedsberøvelsen af et individ (jf. i denne retning dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 56). Disse bestemmelser afspejler således den ligevægt, som EU-lovgiver har tilstræbt mellem retten til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, og hovedformålet med dette direktiv, der – således som det fremgår af anden og fjerde betragtning til direktivet – er at udforme en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik med fuld respekt for de pågældende personers grundlæggende rettigheder og værdighed (jf. i denne retning dom af 19.6.2018, Gnandi, C-181/16, EU:C:2018:465, præmis 48, af 22.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Udsendelse – medicinsk cannabis), C-69/21, EU:C:2022:913, præmis 88, og af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 46).

63

En sådan manglende hensyntagen ville desuden alt efter tilfældet kunne medføre en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, som kræver, at enhver frihedsberøvelse forud for udsendelsen skal være så kortvarig som muligt (jf. i denne retning dom af 28.4.2011, El Dridi, C-61/11 PPU, EU:C:2011:268, præmis 43), således som det i øvrigt er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 1, andet afsnit. Anvendelsen af frihedsberøvelse med henblik på udsendelse bør nemlig begrænses og ske i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, hvilket ligeledes understøttes af 16. betragtning til direktiv 2008/115 (jf. i denne retning dom af 6.10.2022, Politsei- ja Piirivalveamet (Frihedsberøvelse – risiko for, at der begås en strafbar handling), C-241/21, EU:C:2022:753, præmis 40).

64

Det skal endvidere påpeges, at de maksimale frihedsberøvelsesperioder med henblik på udsendelse, som medlemsstaterne skal fastsætte i overensstemmelse med artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, sætter en grænse for varigheden af frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse, uden at dette berører en medlemsstats ret til at gennemføre udsendelsesproceduren som sådan (jf. i denne retning dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 56).

65

I tredje omgang kan de omstændigheder, som den forelæggende ret har anført, heller ikke begrunde en anderledes fortolkning.

66

På den ene side udgør det forhold, at der er risiko for, at den pågældende tredjelandsstatsborger vil forsvinde, og det forhold, at vedkommende undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen, ifølge artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115 ganske vist grunde, der kan begrunde en frihedsberøvelse for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, hvis der ikke er mulighed for effektivt at anvende andre tilstrækkelige, men mindre indgribende foranstaltninger.

67

Hvis en hensyntagen til disse omstændigheder kunne begrunde, at enhver ny frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold fik en ny frihedsberøvelsesfrist til at løbe, selv om der var tale om fuldbyrdelse af en og samme afgørelse om tilbagesendelse, kunne den maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i artikel 15, stk. 5, i direktiv 2008/115, imidlertid fratages sin effektive virkning. Da disse omstændigheder udgør materielle betingelser for at frihedsberøve en sådan tredjelandsstatsborger, ville frihedsberøvelsesfristen nemlig i så fald starte forfra ved hver ny frihedsberøvelse, således at denne bestemmelse, som anført i nærværende doms præmis 62, kunne omgås.

68

På den anden side skal det påpeges, at eftersom frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger, som er genstand for en tilbagesendelsesprocedure, udgør et alvorligt indgreb i sidstnævntes ret til frihed, er frihedsberøvelsen underlagt iagttagelsen af strenge garantier, nemlig at der foreligger et retsgrundlag, klarhed, forudsigelighed, tilgængelighed og beskyttelse mod vilkårlighed (dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 40, og af 6.10.2022, Politsei- ja Piirivalveamet (Frihedsberøvelse – risiko for, at der begås en strafbar handling), C-241/21, EU:C:2022:753, præmis 50).

69

De berørte personer ville imidlertid blive udsat for en risiko for vilkårlighed i strid med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, hvis der eventuelt blev taget hensyn til andre faktiske omstændigheder, der kendetegnede situationen for den pågældende tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, som ikke var præciserede, og som efter deres art ville være variable og subjektive, selv om der var tale om fuldbyrdelse af en og samme afgørelse om tilbagesendelse, henset til den retsusikkerhed, der ville følge heraf.

70

På den ene side skal der dog erindres om, at medlemsstaterne i medfør af artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2008/115 kan beslutte at undtage bl.a. tredjelandsstatsborgere, som er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en strafferetlig sanktion i henhold til national ret, fra dette direktivs anvendelsesområde.

71

På den anden side er direktiv 2008/115 ikke til hinder for, at der i henhold til nationale regler pålægges sanktioner, i givet fald af strafferetlig karakter, over for tredjelandsstatsborgere, i forhold til hvem den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i dette direktiv, er afsluttet, og som fortsat opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, uden at der foreligger en gyldig begrundelse for ikke at foretage en tilbagesendelse (jf. i denne retning dom af 6.12.2011, Achughbabian, C-329/11, EU:C:2011:807, præmis 46 og 48, og af 17.9.2020, JZ (Fængselsstraf i tilfælde af indrejseforbud), C-806/18, EU:C:2020:724, præmis 28 og 29).

72

Det skal i øvrigt præciseres, at eftersom frihedsberøvelse og forlængelse heraf er analoge situationer, idet begge indebærer, at den berørte tredjelandsstatsborger berøves sin frihed med henblik på forberedelse af en tilbagesendelse og/eller gennemførelse af en udsendelse af den pågældende (dom af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn, C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis), skal der med henblik på beregningen af frihedsberøvelsens varighed ikke sondres mellem de forløbne frihedsberøvelsesperioder, alt efter om de er forløbet i henhold til artikel 15, stk. 5 eller 6, i direktiv 2008/115.

73

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål, litra a) og b), besvares med, at artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at der med henblik på at efterprøve, om den maksimale frihedsberøvelsesperiode, som en medlemsstat har fastsat i henhold til en af disse bestemmelser, er nået, skal ske en sammentælling af alle de frihedsberøvelsesperioder, som en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold har gennemgået i denne medlemsstat i henhold til dette direktivs artikel 15 med henblik på fuldbyrdelsen af en og samme afgørelse om tilbagesendelse.

74

Med sit andet spørgsmål, litra a), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter iværksættelsen af en retslig myndigheds prøvelse af overskridelsen af den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder, som denne medlemsstat har fastsat i medfør af denne artikel 15, stk. 5, er betinget af, at den frihedsberøvede person anmoder herom.

75

Det følger af artikel 15, stk. 3, første punktum, i direktiv 2008/115, at afgørelser om frihedsberøvelse skal vurderes i hvert enkelt tilfælde på ny med rimelige mellemrum enten efter ansøgning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex officio. Det præciseres i direktivets artikel 15, stk. 3, andet punktum, at i tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndigheds tilsyn.

76

Enhver frihedsberøvelse, som overstiger seks måneder, skal i overensstemmelse med dette direktivs artikel 15, stk. 5, betragtes som en langvarig frihedsberøvelse som omhandlet i samme direktivs artikel 15, stk. 3 (dom af 5.6.2014, Mahdi, C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 42).

77

Endvidere fremgår det klart af ordlyden af artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, at vurderingen af ethvert tilfælde af langvarig frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger skal være undergivet en retslig myndigheds tilsyn. En retslig myndighed, der træffer afgørelse om muligheden for at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale periode, som den pågældende medlemsstat har fastsat, skal derfor obligatorisk i alle tilfælde foretage en prøvelse af denne frihedsberøvelse, selv om den myndighed, som har forelagt sagen for den retslige myndighed, ikke udtrykkeligt har anmodet om en sådan prøvelse, og selv om frihedsberøvelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger allerede har været genstand for en fornyet vurdering foretaget af den myndighed, som traf afgørelse om den oprindelige frihedsberøvelse (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Mahdi, C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 48, 49 og 56).

78

Det følger heraf, at eftersom der obligatorisk skal ske en prøvelse ved en retslig myndighed af afgørelsen om at forlænge den oprindelige frihedsberøvelsesperiode ud over seks måneder, kan en retslig myndigheds gennemførelse af en prøvelse af overskridelsen af den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder ikke gøres betinget af, at den frihedsberøvede person anmoder herom.

79

Følgelig skal det andet spørgsmål, litra a), besvares med, at artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter iværksættelsen af en retslig myndigheds prøvelse af overskridelsen af den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder, som denne medlemsstat har fastsat i medfør af denne artikel 15, stk. 5, er betinget af, at den frihedsberøvede person anmoder herom.

80

Med sit andet spørgsmål, litra b), ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en retslig myndigheds prøvelse af en administrativ myndigheds afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed på seks måneder, der er fastsat i henhold til denne artikel 15, stk. 5, skal foretages, inden denne maksimale varighed er nået, eller, hvis dette ikke er tilfældet, om prøvelsen under alle omstændigheder skal foretages umiddelbart efter vedtagelsen af denne afgørelse.

81

Det skal påpeges, at i betragtning af alvoren af det indgreb i den ved chartrets artikel 6 sikrede ret til frihed, der følger af en afgørelse om frihedsberøvelse i henhold til direktiv 2008/115, og henset til vigtigheden af denne ret, er der opstillet strenge rammer for den beføjelse til at frihedsberøve tredjelandsstatsborgere, som indrømmes de kompetente nationale myndigheder. En frihedsberøvelsesforanstaltning kan således kun anordnes eller forlænges under overholdelse af de generelle og abstrakte regler, som fastsætter betingelserne og de nærmere bestemmelser herfor (dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 51).

82

Hvad angår den i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 fastsatte forpligtelse til en retslig myndigheds prøvelse af de administrative myndigheders afgørelser om forlængelse af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale periode på seks måneder, der er fastsat i henhold til direktivets artikel 15, stk. 5, har denne forpligtelse til formål at sikre retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for tredjelandsstatsborgere, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse. I medfør af chartrets artikel 47 skal medlemsstaterne nemlig sikre en effektiv domstolsbeskyttelse af de individuelle rettigheder, som følger af Unionens retsorden. Følgelig skal de bl.a. – således som det kræves i henhold til denne artikel 15, stk. 3, andet punktum – fastsætte bestemmelser om, at en retslig myndighed skal foretage en prøvelse af den administrative myndigheds revurderinger af frihedsberøvelsen i tilfælde af langvarig frihedsberøvelse med henblik på at efterprøve, om betingelserne for frihedsberøvelsens lovlighed fortsat er opfyldt, idet denne retslige myndighed skal være i stand til at træffe afgørelse, herunder af egen drift, om enhver faktisk og retlig omstændighed, der er relevant for efterprøvelsen af denne lovlighed (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 81, 84 og 87-89 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.9.2025, Adrar, C-313/25 PPU, EU:C:2025:647, præmis 67, 69, 71 og 72). Denne retslige myndighed skal også have beføjelse til omgående at løslade den pågældende person, hvis den finder, at de betingelser, der lå til grund for frihedsberøvelsen, ikke længere er opfyldt, eller hvis det viser sig, at der ikke længere er nogen rimelig udsigt til udsendelse (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Mahdi, C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 59-62).

83

Hvad angår det tidspunkt, hvor en sådan prøvelse skal foretages, træffer de administrative eller retslige myndigheder i henhold til artikel 15, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2008/115 afgørelser om frihedsberøvelse. Desuden præciseres det i direktivets artikel 15, stk. 2, tredje afsnit, at når det er administrative myndigheder, der har truffet afgørelsen om frihedsberøvelse, skal medlemsstaterne enten foreskrive hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens start, eller indrømme den pågældende tredjelandsstatsborger en ret til at indlede procedurer, hvorved der sker hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt efter indledningen af de relevante procedurer. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne omgående underrette denne tredjelandsstatsborger om muligheden for at indlede sådanne procedurer.

84

Hvad derimod angår forlængelsen af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale periode, der er fastsat i medfør af denne artikel 15, stk. 5, gælder det – således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 78 i forslaget til afgørelse – at hverken artikel 15, stk. 6, som fastlægger rammerne for denne mulighed for forlængelse, eller nogen anden bestemmelse i direktiv 2008/115 præciserer det tidspunkt, hvor en retslig myndighed skal foretage den prøvelse af revurderingerne af frihedsberøvelsen i tilfælde af langvarig frihedsberøvelse, som er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum.

85

Det følger derfor af fast retspraksis, at hvis der i EU-retten ikke er fastsat bestemmelser om procedurereglerne for den domstolsprøvelse, der er fastsat i denne artikel 15, stk. 3, andet punktum, forbliver medlemsstaterne, i overensstemmelse med princippet om national procesautonomi og under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, kompetente til at fastsætte disse regler, idet overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og den fulde effektivitet af de EU-retlige bestemmelser om en sådan foranstaltning samtidig skal sikres (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Mahdi, C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis, og analogt dom af 3.7.2025, Al Nasiria, C-610/23, EU:C:2025:514, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

86

Det følger heraf, at medlemsstaterne, forudsat at disse principper overholdes, ikke er forpligtet til at fastsætte, at en retslig myndigheds prøvelse af den administrative myndigheds afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 5, skal finde sted, inden denne maksimale periode er nået.

87

I denne henseende skal en administrativ eller, alt efter medlemsstaterne, retslig afgørelse, hvorved denne forlængelse anordnes, ganske vist nødvendigvis vedtages, inden den nævnte maksimale periode er nået. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115 kan den oprindelige frihedsberøvelsesperiode, der er omhandlet i artikel 15, stk. 5, nemlig ikke forlænges, medmindre betingelserne i artikel 15, stk. 6, er opfyldt, og de materielle betingelser for den oprindelige frihedsberøvelse af den pågældende tredjelandsstatsborger fortsat er opfyldt (jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Mahdi, C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 58-61 og 67-69). Dette forudsætter imidlertid, at denne bedømmelse nødvendigvis skal ske, inden den oprindelige maksimale varighed af frihedsberøvelsen er nået, eftersom frihedsberøvelsen ikke kan forlænges ud over denne varighed, når disse betingelser ikke er opfyldt.

88

Ækvivalensprincippet kræver derimod, at en retslig myndigheds prøvelse af den administrative myndigheds afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed ikke sker senere end den prøvelse, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115 for så vidt angår en frihedsberøvelse, der er anordnet af en administrativ myndighed. Det forholder sig således, fordi frihedsberøvelsen og forlængelsen af frihedsberøvelsen har en ensartet karakter, og fordi direktivets artikel 15, stk. 2, tredje afsnit, kræver, at domstolsprøvelsen af lovligheden af den frihedsberøvelse, som de administrative myndigheder har truffet afgørelse om, skal ske så hurtigt som muligt. Domstolsprøvelsen skal derfor ske så hurtigt som muligt efter den administrative myndigheds vedtagelse af afgørelsen om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed på seks måneder, der er fastsat i henhold til denne artikel 15, stk. 5.

89

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål, litra b), besvares med, at artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en retslig myndigheds prøvelse af en administrativ myndigheds afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed på seks måneder, der er fastsat i henhold til denne artikel 15, stk. 5, ikke skal foretages, inden denne maksimale varighed er nået, men at den under alle omstændigheder og i lighed med den domstolsprøvelse, der er fastsat i denne artikel 15, stk. 2, tredje afsnit, skal foretages hurtigst muligt efter vedtagelsen af denne afgørelse.

90

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en retslig myndigheds manglende rettidige prøvelse af en administrativ afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed på seks måneder, der er fastsat i henhold til denne artikel 15, stk. 5, automatisk medfører en forpligtelse til omgående at bringe frihedsberøvelsen til ophør, når samtlige materielle betingelser for at opretholde frihedsberøvelsen er opfyldt på det tidspunkt, hvor denne domstolsprøvelse foretages. Hvis dette ikke er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke forhold der er relevante med henblik på at vurdere, om frihedsberøvelsen omgående skal bringes til ophør i tilfælde af en sådan forsinket domstolsprøvelse.

91

Det skal bemærkes, at de generelle og abstrakte regler, der fastsætter betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse som fælles EU-standarder, er indeholdt i artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, andet afsnit, og artikel 15, stk. 4-6, i direktiv 2008/115, hvilke regler ikke berører de regler, der er indeholdt i andre bestemmelser i dette direktiv, og som præciserer betingelserne for frihedsberøvelse i visse situationer, der ikke er relevante i hovedsagen, såsom bestemmelserne om frihedsberøvelse af mindreårige (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 76).

92

De nævnte regler, der er fastsat dels i direktiv 2008/115, dels i de bestemmelser i national ret, som gennemfører disse regler, udgør de standarder, der følger af EU-retten, og som fastsætter betingelserne for frihedsberøvelsens lovlighed, herunder i lyset af chartrets artikel 6 (dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 77).

93

Når det viser sig, at de betingelser for lovligheden af frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse, der er blevet identificeret i nærværende doms præmis 92, ikke var eller ikke længere er opfyldt, skal den pågældende person – således som EU-lovgiver i øvrigt udtrykkeligt har anført i artikel 15, stk. 2, fjerde afsnit, og artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115 – omgående løslades (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 79).

94

Som det i det væsentlige er påpeget i nærværende doms præmis 82, gælder det imidlertid, at den i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 fastsatte forpligtelse til en retslig myndigheds prøvelse af de administrative myndigheders afgørelser om forlængelse af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale periode på seks måneder, der er fastsat i henhold til direktivets artikel 15, stk. 5, ikke indgår blandt disse betingelser for frihedsberøvelsens lovlighed i medfør af dette direktiv, men blandt de betingelser, som skal sikre retten til en effektiv domstolsbeskyttelse for de tredjelandsstatsborgere, som en medlemsstat har frihedsberøvet.

95

EU-lovgiver har således fastsat fælles standarder for domstolsbeskyttelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, hvilke standarder er indeholdt i artikel 15, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2008/115 hvad angår frihedsberøvelse, og i direktivets artikel 15, stk. 3, hvad angår opretholdelsen af en frihedsberøvelsesforanstaltning (jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 82-84). EU-lovgiver har derimod ikke præciseret, hvilke konsekvenser det skal have, hvis der sker en overskridelse af den frist, inden for hvilken en retslig myndighed skal foretage en prøvelse af en administrativ afgørelse om forlængelse af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed på seks måneder. Fastsættelsen af denne frist henhører i øvrigt – således som det fremgår af besvarelsen af det andet spørgsmål, litra b) – under medlemsstaternes kompetence inden for de grænser, der er gennemgået i nærværende doms præmis 89.

96

For det første følger det heraf, at det ikke kan lægges til grund, at direktiv 2008/115 i tilfælde af en forsinket retslig prøvelse alene af denne grund kræver øjeblikkelig løsladelse af den berørte person.

97

For det andet kan en overskridelse af den nævnte frist ikke medføre, at afgørelsen om forlængelse af frihedsberøvelsen er ulovlig, og en sådan overskridelse medfører derfor ikke, at den pågældende tredjelandsstatsborger automatisk skal løslades. En øjeblikkelig løsladelse er kun nødvendig, hvis den maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i henhold til artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, er nået (jf. i denne retning dom af 30.11.2009, Kadzoev, C-357/09 PPU, EU:C:2009:741, præmis 60 og 62, og af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 279), navnlig på grund af det forhold, at frihedsberøvelsen – således som det fremgår af nærværende doms præmis 53 – udgør et alvorligt indgreb i den ret til frihed, som er fastsat i chartrets artikel 6.

98

Hvis afgørelsen om forlængelse af frihedsberøvelsen skulle annulleres, og frihedsberøvelsen følgelig skulle ophæves på grund af en sådan overskridelse, selv om denne overskridelse er uden betydning for denne afgørelse, og selv om frihedsberøvelsen fortsat opfylder de materielle betingelser, der er opstillet i artikel 15 i direktiv 2008/115, ville det følgelig risikere at skade dette direktivs effektive virkning (jf. i denne retning dom af 10.9.2013, G. og R., C-383/13 PPU, EU:C:2013:533, præmis 41).

99

For det første gælder det i denne forbindelse, således som anført i denne doms præmis 62, og således som det fremgår af anden betragtning til direktiv 2008/115, at dette direktiv har til formål, at der udformes en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der bygger på fælles standarder, så personer tilbagesendes på en human måde og med respekt for deres grundlæggende rettigheder og værdighed. For det andet er udsendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold en vigtig opgave for medlemsstaterne i overensstemmelse med systemet i direktiv 2008/115 (dom af 10.9.2013, G. og R., C-383/13 PPU, EU:C:2013:533, præmis 43, og den deri nævnte retspraksis).

100

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at en retslig myndigheds manglende rettidige prøvelse af en administrativ afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale varighed på seks måneder, der er fastsat i henhold til denne artikel 15, stk. 5, ikke automatisk medfører en forpligtelse til omgående at bringe frihedsberøvelsen til ophør, når samtlige materielle betingelser for at opretholde frihedsberøvelsen er opfyldt på det tidspunkt, hvor denne domstolsprøvelse foretages, og når den maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i henhold til denne artikel 15, stk. 6, ikke er nået.

101

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: