–

EG Labo Laboratoires Eurogenerics SAS ved avocate M. Sanchez,

–

Biogaran SAS ved avocats S. Englebert, O. Lantres og C. Mereu,

–

Eli Lilly Nederland BV og Lilly France SAS ved avocats L. Bénard og R. Lazerges,

–

den franske regering ved P. Chansou, B. Fodda og B. Travard, som befuldmægtigede,

–

den estiske regering ved M. Kriisa, som befuldmægtiget,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og M.H.S. Gijzen, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved E. Mathieu, A. Spina og C. Valero, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 10, 28 og 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67, berigtiget i EUT 2012, L 126, s. 15), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13. november 2007 (EUT 2007, L 324, s. 121, berigtiget i EUT 2009, L 87, s. 174) (herefter »direktiv 2001/83«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side EG Labo Laboratoires Eurogenerics SAS (herefter »Eurogenerics«) og Theramex France SAS (herefter »Theramex«) og på den anden side Agence nationale de sécurité du médicament et des produits de santé (ANSM) (den nationale styrelse for lægemiddel- og sundhedsproduktsikkerhed, Frankrig) og Biogaran SAS vedrørende afgørelser, hvorved der til denne sidstnævnte er blevet udstedt en markedsføringstilladelse for lægemidlet Tériparatide Biogaran 20 mikrogram/80 mikroliter, injektionsvæske i fyldt pen (herefter »Tériparatide Biogaran«), og hvorved det blev indplaceret i den generiske gruppe for referencelægemidlet Forsteo 20 mikrogram/80 mikroliter, injektionsvæske i fyldt pen (herefter »Forsteo«).

3

Følgende fremgår af 2., 3., 9., 10. og 15. betragtning til direktiv 2001/83:

[...]

[...]

4

Direktivets artikel 1, nr. 2) bestemmer følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

5

Direktivets artikel 6, stk. 1, bestemmer:

»Intet lægemiddel må markedsføres i en medlemsstat, uden at den kompetente myndighed i denne medlemsstat har udstedt en tilladelse til markedsføring i henhold til dette direktiv, eller der er udstedt tilladelse dertil i henhold til [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT 2004, L 136, s. 1)], sammenholdt med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1901/2006 af 12. december 2006 om lægemidler til pædiatrisk brug[ og om ændring af forordning (EØF) nr. 1768/92, direktiv 2001/20/EF, direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 [(EUT 2006, L 378, s. 1),] og [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1394/2007 af 13. november 2007 om lægemidler til avanceret terapi og om ændring af direktiv 2001/83/EF og forordning (EF) nr. 726/2004 (EUT 2007, L 324, s. 121)].

[...]«

6

Samme direktivs artikel 8, stk. 3, har følgende ordlyd:

»Ansøgningen skal ledsages af følgende oplysninger og dokumentation forelagt i overensstemmelse med bilag I:

[...]

[...]«

7

Artikel 10, stk. 1-4, i direktiv 2001/83 fastsætter:

»1.   Uanset artikel 8, stk. 3, litra i), og med forbehold af lovgivningen vedrørende beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret er ansøgeren ikke forpligtet til at forelægge resultater af prækliniske og kliniske forsøg, hvis han kan godtgøre, at lægemidlet er en generisk udgave af et referencelægemiddel, der er eller har været godkendt i henhold til artikel 6 i mindst otte år i en medlemsstat eller i Fællesskabet.

Et generisk lægemiddel, som har opnået godkendelse i medfør af denne bestemmelse, må ikke markedsføres, før den tiårige periode efter den oprindelige markedsføringstilladelse for referencelægemidlet er udløbet.

Stk. 1 gælder ligeledes, hvis referencelægemidlet ikke har været godkendt i den medlemsstat, hvor ansøgningen for det generiske lægemiddel er indgivet. I så fald må ansøgeren i ansøgningsformularen angive navnet på den medlemsstat, hvor referencelægemidlet er eller har været godkendt. Efter anmodning fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor ansøgningen er indgivet, skal den kompetente myndighed i den anden medlemsstat inden en måned videresende en bekræftelse af, at referencelægemidlet er eller har været godkendt samt referenceproduktets fulde sammensætning og om nødvendigt anden relevant dokumentation.

Den i andet afsnit fastsatte periode på ti år forlænges til maksimalt [elleve] år, hvis indehaveren af markedsføringstilladelsen i løbet af de otte første år af denne tiårsperiode opnår en tilladelse til en eller flere nye terapeutiske indikationer, som ved den videnskabelige evaluering, der foretages med henblik på at godkende dem, vurderes at udgøre en vigtig klinisk fordel i forhold til eksisterende behandlingsformer.

2.   I denne artikel forstås ved:

3.   Hvis lægemidlet ikke er omfattet af definitionen af et generisk lægemiddel i stk. 2, litra b), eller bioækvivalensen ikke kan påvises ved biotilgængelighedsundersøgelser, eller i tilfælde af ændringer, set i forhold til referencelægemidlet, af de virksomme stoffer, de terapeutiske indikationer, styrken, lægemiddelformen eller administrationsvejen, skal resultaterne af de relevante prækliniske eller kliniske forsøg forelægges.

4.   Hvis et biologisk lægemiddel, der svarer til et biologisk referenceprodukt, ikke opfylder betingelserne i definitionen af et generisk lægemiddel, navnlig på grund af forskelle som følge af råvaren eller fordi fremstillingsprocesserne for det biologiske lægemiddel og det biologiske referenceprodukt er forskellige, skal der forelægges resultater af hensigtsmæssige prækliniske eller kliniske forsøg med relation til disse betingelser. De supplerende data, der skal forelægges, skal med hensyn til art og mængde opfylde de relevante kriterier i bilag I og de tilhørende detaljerede retningslinjer. Resultaterne af andre prøver og forsøg fra referencelægemidlets sag skal ikke forelægges.«

8

Direktivets artikel 28 har følgende ordlyd:

»1.   Hvis der ønskes udstedt tilladelse til markedsføring af et lægemiddel i flere medlemsstater, indgives ansøgning, baseret på identiske sagsakter, i de pågældende medlemsstater. Sagsakterne skal omfatte den dokumentation og de oplysninger, der er omhandlet i artikel 8, 10, 10a, 10b, 10c og 11. Det vedlagte materiale skal indeholde en liste over de medlemsstater, der berøres af ansøgningen.

Ansøgeren anmoder en af medlemsstaterne om at fungere som »referencemedlemsstat« og om at udarbejde en evalueringsrapport om lægemidlet i overensstemmelse med stk. 2 og 3.

2.   Hvis der på det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, allerede er udstedt en markedsføringstilladelse for lægemidlet, anerkender de berørte medlemsstater den tilladelse, der er udstedt af referencemedlemsstaten. Til dette formål anmoder indehaveren af tilladelsen referencemedlemsstaten om at udarbejde en evalueringsrapport om lægemidlet eller i givet fald om at ajourføre en eksisterende evalueringsrapport. Referencemedlemsstaten udarbejder eller ajourfører evalueringsrapporten senest 90 dage efter modtagelsen af gyldig anmodning herom. Den godkendte evalueringsrapport, det godkendte produktresumé, den godkendte etikettering og indlægsseddel fremsendes til de berørte medlemsstater og til ansøgeren.

3.   Hvis der på det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, ikke foreligger en markedsføringstilladelse for lægemidlet anmoder ansøgeren referencemedlemsstaten om at udarbejde et udkast til evalueringsrapport, et udkast til produktresumé og et udkast til etikettering og indlægsseddel. Referencemedlemsstaten udarbejder disse udkast senest 120 dage efter modtagelsen af en gyldig anmodning herom og fremsender dem til de berørte medlemsstater og til ansøgeren.

4.   Senest 90 dage efter modtagelsen af dokumenterne omhandlet i stk. 2 og 3 godkender de berørte medlemsstater evalueringsrapporten, produktresuméet samt etiketteringen og indlægssedlen og underretter referencemedlemsstaten herom. Sidstnævnte registrerer, at der er enighed, afslutter proceduren og underretter ansøgeren herom.

5.   Hver af de medlemsstater, i hvilke der er indgivet en ansøgning i overensstemmelse med stk. 1, vedtager senest 30 dage efter, at der er fastslået enighed en afgørelse, som stemmer overens med den godkendte evalueringsrapport, produktresuméet, etiketteringen og indlægssedlen.«

9

Direktivets artikel 29, stk.1, er affattet som følger:

»Hvis en medlemsstat på grund af en potentiel alvorlig risiko for folkesundheden ikke kan godkende evalueringsrapporten, produktresuméet og etiketteringen og indlægssedlen inden for fristen fastsat i artikel 28, stk. 4, sender den en detaljeret begrundelse herfor til henholdsvis referencemedlemsstaten, de øvrige berørte medlemsstater og ansøgeren. De omstridte punkter forelægges straks koordinationsgruppen.«

10

Del I i bilag I til samme direktiv, der har overskriften »Krav til standardansøgninger om markedsføringstilladelse«, indeholder nærmere oplysninger om indholdet af standardansøgninger om markedsføringstilladelse. Sådanne standardansøgninger består af fem moduler. Modul 3 heri er genstand for punkt 3 i denne del I og vedrører specifikt kemiske, farmaceutiske og biologiske oplysninger vedrørende lægemidler indeholdende kemiske og/eller biologiske virksomme stoffer. Punkt 3.2.1.1, litra b), i del I indeholder en definition af et biologisk lægemiddel. Det er affattet som følger:

»[...]

Et biologisk lægemiddel er et lægemiddel, hvis virksomme stof er et biologisk stof. Et biologisk stof er et stof, som fremstilles eller udvindes af en biologisk kilde, og for hvilket en kombination af en fysisk-kemisk-biologisk afprøvning og produktionsprocessen og kontrollen heraf er påkrævet ved karakteriseringen og bestemmelsen af dets kvalitet. Følgende anses således som biologiske lægemidler: immunologiske lægemidler og lægemidler fremstillet på basis af blod eller plasma fra mennesker som defineret i henholdsvis artikel 1, nr. 4 og 10; [...]

[...]«

11

Del II i dette bilag I, der har overskriften »Særlige ansøgninger om markedsføringstilladelse og krav i forbindelse hermed« vedrører undtagelser for »særlige ansøgninger«, dvs. almindelig anerkendt anvendelse på det medicinske område, lægemidler, der i det væsentlige svarer til allerede godkendte lægemidler, fast kombination af lægemidler, biologiske lægemidler, der svarer til allerede godkendte lægemidler, særlige omstændigheder og kombinerede ansøgninger. Punkt 2 og 4 i denne del II har følgende ordlyd:

»2. Et lægemiddel, der i det væsentlige svarer til et allerede godkendt lægemiddel

[...]

4. Biologiske lægemidler, der svarer til allerede godkendte lægemidler

Det kan forekomme, at bestemmelserne i artikel 10, stk. 1, […] ikke er tilstrækkelige i forbindelse med biologiske lægemidler. Hvis de oplysninger, der kræves i forbindelse med lægemidler, der i det væsentlige svarer til allerede godkendte lægemidler (generika), ikke gør det muligt at påvise, at to biologiske lægemidler svarer til hinanden, skal der fremlægges supplerende oplysninger, navnlig den toksikologiske og kliniske profil.

[...]«

12

Artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 726/2004, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/5 af 11. december 2018 (EUT 2019, L 4, s. 24) (herefter »forordning nr. 726/2004«), bestemmer:

»En generisk udgave af et referencelægemiddel, der er godkendt af [Den Europæiske Union], kan godkendes af medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. [direktiv 2001/83], på følgende betingelser:

13

Bilag I til denne forordning med overskriften »Lægemidler der skal godkendes af Unionen« bestemmer følgende i punkt 3:

»Humanmedicinske lægemidler, der indeholder et nyt aktivt stof, som på datoen for denne forordnings ikrafttræden ikke var godkendt i Unionen, og for hvilket den terapeutiske indikation er behandling af en af følgende sygdomme:

og med virkning fra den 20. maj 2008:

[...]«

14

Artikel L. 5121-10, stk. 3, i code de la santé publique (lov om folkesundhed) fastsætter:

»Generaldirektøren for [ANSM] indfører den generiske specialitet i registret over generiske grupper efter en frist på 60 dage efter at have underrettet indehaveren af markedsføringstilladelsen for referencelægemidlet om udstedelsen af denne markedsføringstilladelse. Markedsføring af denne generiske specialitet kan imidlertid først finde sted efter udløbet af de intellektuelle ejendomsrettigheder, medmindre indehaveren af disse rettigheder har givet sit samtykke.«

15

Artikel R. 5121-5, stk. 1, i lov om folkesundhed har følgende ordlyd:

»Med henblik på optagelse i registret over de generiske grupper, der er nævnt i artikel L. 5121-10, identificeres de generiske specialiteter ved en afgørelse truffet af [ANSM] med angivelse af den tilsvarende referencespecialitet. [...]«

16

Den 10. juni 2003 udstedte Europa-Kommissionen en markedsføringstilladelse til laboratoriet Eli Lilly Nederland BV for Forsteo, der er et biologisk lægemiddel til behandling af osteoporose.

17

Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at Forsteo er et lægemiddel, der anvendes til behandling af påvist postmenopausal osteoporose, idet det stimulerer knogledannelsen og fremmer optagelsen af calcium. Det er fremstillet på grundlag af teriparatid, et virksomt stof, der er tæt på det menneskelige parathyroideahormon, og som spiller en rolle i knoglens metabolisme. Det teriparatid, der anvendes i Forsteo, fremstilles af en biologisk kilde (i en ikke-patogen bakteriestamme (E.coli)), der er forarbejdet ved hjælp af rekombinant DNA-teknologi. Forsteo findes som en injicerbar opløsning i en fyldt pen. Et fyldt pen på 3 milliliter indeholder 750 mikrogram teriparatid. Den fyldte pen indeholder den krævede mængde af lægemidlet til 28 dages behandling. Hver dosis indeholder 20 mikrogram (pr. 80 mikroliter) teriparatid.

18

Ved afgørelser af 11. januar 2017 og 27. august 2020 udstedte Kommissionen en markedsføringstilladelse til henholdsvis Eurogenerics og Theramex for to biosimilære udgaver af Forsteo, nemlig Movymia og Livogiva. Ligesom Forsteo indeholder disse to lægemidler teriparatid som virksomt stof, der er fremstillet fra en biologisk kilde.

19

Den 31. januar 2019 indgav Biogaran en ansøgning om markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel til Forsteo, nemlig Tériparatide Biogaran, på grundlag af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83. I lighed med Forsteo er Tériparatide Biogaran formuleret på basis af teriparatid og findes i form af en injektionsvæske, opløsning på mikrogram/80 mikroliter i fyldt pen. Til forskel fra Forsteo, Movymia og Livogiva er den teriparatid, der anvendes i Tériparatide Biogaran, imidlertid resultatet af en kemisk syntese af peptider i kemisk fastfase. Denne ansøgning om markedsføringstilladelse har været genstand for en procedure for decentraliseret godkendelse i henhold til dette direktivs artikel 28 (herefter »den decentraliserede procedure«). I forbindelse med denne decentraliserede procedure udpegede Biogaran Forbundsrepublikken Tyskland som referencemedlemsstat og Den Franske Republik som en af de berørte medlemsstater. Denne decentraliserede procedure blev afsluttet den 11. august 2020 med enighed om evalueringsrapporten, produktresuméet, etiketteringen og indlægssedlen, som Forbundsrepublikken Tyskland havde udarbejdet.

20

På grundlag af den enighed, der blev opnået, udstedte generaldirektøren for ANSM ved afgørelse af 1. september 2020 en markedsføringstilladelse for Tériparatide Biogaran og angav Tériparatide Biogaran som et generisk lægemiddel til Forsteo. Efterfølgende oprettede generaldirektøren ved afgørelse af 10. november 2020 en generisk gruppe, hvis referencelægemiddel er Forsteo, og hvis generiske lægemiddel er Tériparatide Biogaran.

21

Ved to stævninger af 23. marts 2022 indgivet til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig), som er den forelæggende ret, har Eurogenerics og Theramex, der markedsfører henholdsvis Movymia og Livogiva, nedlagt påstand om annullation på grund af overskridelse af beføjelser dels af afgørelserne truffet af generaldirektøren for ANSM af 1. september og 10. november 2020, dels af de stiltiende afgørelser, hvorved generaldirektøren afviste deres administrative klager over de første afgørelser.

22

De har gjort gældende, at betingelserne for at kunne anvende den forkortede procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83, ikke er blevet overholdt. De har ligeledes nedlagt påstand om, at Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) prøver, om anvendelsen af denne procedure i det foreliggende tilfælde har medført en risiko for folkesundheden.

23

ANSM har gjort gældende, at hverken ANSM selv eller en national retsinstans ved udstedelsen af en markedsføringstilladelse under den decentraliserede procedure kan rejse tvivl om resultaterne af denne procedure, der gennemføres i henhold til artikel 28, stk. 4, i direktiv 2001/83. Påberåbelsen af en potentiel alvorlig risiko for folkesundheden skal således finde sted inden for rammerne af den nævnte procedure, inden det er fastslået, at der er opnået generel enighed om evalueringsrapporten, produktresuméet, etiketteringen og indlægssedlen.

24

Den forelæggende ret har rejst tvivl om, hvorvidt den har kompetence til at foretage den prøvelse, som sagsøgerne i hovedsagen har nedlagt påstand om. Ifølge den forelæggende ret anerkendte Domstolen i dom af 14. marts 2018, Astellas Pharma (C-557/16, herefter Astellas Pharma-dommen, EU:C:2018:181), at en ret i en medlemsstat, der er berørt af en decentraliseret markedsføringstilladelsesprocedure, kan påkende et søgsmål anlagt til prøvelse af en markedsføringstilladelse udstedt efter afslutningen af denne decentraliserede procedure, uanset hvilken referencemedlemsstat der er tale om. Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om denne retspraksis finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, eftersom sagsøgeren i hovedsagen i den sag, der gav anledning til Astellas Pharma-dommen, var indehaver af markedsføringstilladelsen for referencelægemidlet, mens sagsøgerne i hovedsagen i den foreliggende sag er selskaber, der markedsfører biologiske lægemidler, der svarer til referencelægemidlet.

25

Den forelæggende ret har endvidere anført, at sagsøgerne i hovedsagen ikke har nedlagt påstand om at efterprøve fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for den databeskyttelsesperiode, der var genstand for Astellas Pharma-dommen, men om at efterprøve, om den omhandlede decentraliserede procedure er blevet gennemført under overholdelse af bestemmelserne i direktiv 2001/83, og om markedsføringen af Tériparatide Biogaran udgør en potentiel alvorlig risiko for folkesundheden som omhandlet i dette direktivs artikel 29, stk. 1.

26

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, hvorvidt der er grundlag for markedsføringstilladelsen for Tériparatide Biogaran. Den blev nemlig udstedt inden for rammerne af den forkortede procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse, der er forbeholdt generiske lægemidler. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en sådan procedure finder anvendelse på et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese, når det lægemiddel, der er udpeget som referencelægemiddel, er et biologisk lægemiddel.

27

Ifølge den forelæggende ret skal det, for at dette spørgsmål kan besvares, afgøres, om markedsføringstilladelsen er blevet udstedt til Tériparatide Biogaran i strid med artikel 3, stk. 3, litra a) og b), i forordning nr. 726/2004, som bestemmer, at et generisk lægemiddel til et referencelægemiddel, der er godkendt af Unionen, kan godkendes, når ansøgningen om godkendelse indgives i henhold til artikel 10 i direktiv 2001/83, og når produktresuméet på alle relevante punkter er i overensstemmelse med produktresuméet for det lægemiddel, der er godkendt af Unionen.

28

Hvis dette er tilfældet, opstår spørgsmålet, om Tériparatide Biogaran burde have været genstand for en EU-markedsføringstilladelse i henhold til bilag I til forordning nr. 726/2004, idet dets virksomme stof skal anses for at være et nyt aktivt stof.

29

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Det skal indledningsvis afklares, om en indehaver af en markedsføringstilladelse for et biosimilært lægemiddel, der er et biologisk lægemiddel, og som har fungeret som referencelægemiddel med henblik på at opnå en markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel, har ret til at påklage en afgørelse om udstedelse af sidstnævnte markedsføringstilladelse, der er truffet efter en decentraliseret procedure i henhold til artikel 28, stk. 3, i direktiv 2001/83.

31

Denne artikel 28 fastsætter en decentraliseret procedure for markedsføringstilladelse for et lægemiddel, for hvilket der endnu ikke er udstedt en markedsføringstilladelse i en af medlemsstaterne på tidspunktet for den pågældende ansøgning, og som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 726/2004. Under denne procedure vælger ansøgeren om den pågældende markedsføringstilladelse en af de medlemsstater, hvori vedkommende ønsker at opnå en markedsføringstilladelse, således at denne medlemsstat kan fungere som referencemedlemsstat. Den pågældende medlemsstat udarbejder derefter et udkast til evalueringsrapport, et udkast til resumé af produktegenskaberne og et udkast til etikettering og indlægsseddel, som den sender til ansøgeren og de øvrige berørte medlemsstater.

32

Herefter indledes der i overensstemmelse med artikel 28, stk. 4, i direktiv 2001/83 en fælles beslutningsprocedure, hvorunder de berørte medlemsstater godkender disse udkast og underretter referencemedlemsstaten herom. Sidstnævnte registrerer, i givet fald, at der er enighed, afslutter proceduren og underretter ansøgeren herom. Det tilkommer derefter hver af de berørte medlemsstater at træffe en afgørelse om udstedelse af en markedsføringstilladelse. Hvis en af dem imidlertid ikke kan godkende de nævnte udkast på grund af en potentiel alvorlig risiko for folkesundheden, indledes den særlige procedure, der er fastsat i artikel 29 i direktiv 2001/83.

33

Domstolen har allerede præciseret visse aspekter vedrørende retten til at påklage en national markedsføringstilladelse, der er udstedt efter en sådan decentraliseret procedure.

34

I præmis 34 i dom af 23. oktober 2014, Olainfarm (C-104/13, EU:C:2014:2316), anførte Domstolen således, inden for rammerne af direktiv 2001/83, at proceduren for udstedelse af en markedsføringstilladelse er udformet som en bilateral procedure, som kun omhandler ansøgeren og den kompetente myndighed, og at dette direktiv ikke indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse for så vidt angår retten for indehaveren af en markedsføringstilladelse, der er udstedt for et oprindeligt lægemiddel, til at anfægte den kompetente myndigheds beslutning om at udstede en markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel, som dette oprindelige lægemiddel er referencelægemiddel for.

35

Domstolen udledte imidlertid af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at en sådan indehaver faktisk havde en sådan klageadgang, eftersom denne havde en midlertidig ret til beskyttelse af sine kliniske data. For at sikre denne beskyttelse skal denne indehaver nødvendigvis have ret til at kræve, at de beføjelser, der følger af betingelserne i artikel 10 i direktiv 2001/83, overholdes (jf. i denne retning dom af 23.10.2014, Olainfarm, C-104/13, EU:C:2014:2316, præmis 35-40, og Astellas Pharma-dommen, præmis 34-36).

36

I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af de sagsakter, som Domstolen råder over, at sagsøgerne i hovedsagen ikke er indehavere af markedsføringstilladelsen for referencelægemidlet, men blot af to markedsføringstilladelser for biosimilære lægemidler til dette referencelægemiddel. Sådanne indehavere kan ikke påberåbe sig de rettigheder, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 2001/83, eftersom de ikke er omfattet af den beskyttelse af kliniske data, der kan gøres gældende over for en ansøger om markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel, der støtter sig på det nævnte referencelægemiddel.

37

Når dette er sagt, kan adgang til domstolene i en berørt medlemsstat med henblik på at anlægge sag til prøvelse af en markedsføringstilladelse under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke begrænses til alene at omfatte situationer, hvor der består en rettighed i henhold til direktiv 2001/83. Selv hvor der ikke består en sådan ret, og for så vidt som dette direktiv ikke fastsætter regler om retten til domstolsprøvelse, er der således intet til hinder for, at en sådan medlemsstat inden for rammerne af udøvelsen af den skønsmargen, som den råder over, giver indehavere af en markedsføringstilladelse for biosimilære lægemidler til et referencelægemiddel adgang til domstolene med henblik på at anfægte en markedsføringstilladelse, der er udstedt inden for rammerne af en decentraliseret procedure, der har det samme referencelægemiddel.

38

Det følger heraf, at direktiv 2001/83 ikke er til hinder for, at en indehaver af en markedsføringstilladelse for et biosimilært lægemiddel, der har fungeret som referencelægemiddel med henblik på at opnå en national markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel, under anvendelse af national ret i en berørt medlemsstat i henhold til dette direktivs artikel 28, har ret til at påklage afgørelsen om udstedelse af sidstnævnte nationale markedsføringstilladelse, der er udstedt efter en decentraliseret procedure som fastsat i denne artikel 28, stk. 3.

39

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. dom af 29.11.1978, Redmond, 83/78, EU:C:1978:214, præmis 26, af 28.11.2000, Roquette Frères, C-88/99, EU:C:2000:652, præmis 18, og af 2.12.2025, Russmedia Digital og Inform Media Press, C-492/23, EU:C:2025:935, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

40

I den foreliggende sag er der, således som generaladvokaten har anført i punkt 69 i forslaget til afgørelse, indbragt en tvist for den forelæggende ret, hvori sagsøgerne i hovedsagen har nedlagt påstand om, at den efterprøver, om de betingelser, der er fastsat i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83 for at kunne være omfattet af den forkortede procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse, der finder anvendelse på generiske lægemidler, er opfyldt. Den forelæggende rets spørgsmål er nærmere bestemt koncentreret om betingelsen vedrørende begrebet »generisk lægemiddel« som omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra b), når referencelægemidlet er et biologisk lægemiddel.

41

Det skal derfor fastslås, at den forelæggende ret med det første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at det er til hinder for, at en ret i en medlemsstat i forbindelse med et søgsmål anlagt af indehaveren af en markedsføringstilladelse for et biosimilært lægemiddel til et biologisk lægemiddel til prøvelse af en afgørelse om udstedelse af en markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel til dette biologiske lægemiddel, der er udstedt efter en decentraliseret procedure for markedsføringstilladelse, har kompetence til at efterprøve, om det lægemiddel, der blev tilladt markedsført ved denne afgørelse, kan kvalificeres som et »generisk lægemiddel« som omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra b).

42

I denne henseende og i forlængelse af det i nærværende doms præmis 37 anførte regulerer direktiv 2001/83 ikke domstolsprøvelsen af nationale markedsføringstilladelser, der er udstedt efter en decentraliseret procedure som fastsat i dette direktivs artikel 28 og 29. Det følger heraf, at i lighed med selve princippet om adgang til domstolsprøvelse henhører omfanget af denne domstolsprøvelse under hver af de berørte medlemsstaters og referencemedlemsstatens skønsmargen.

43

I mangel af EU-retlige bestemmelser på området tilkommer det således medlemsstaterne i medfør af den skønsmargen, som de råder over, at fastsætte de processuelle regler for denne domstolsprøvelse.

44

I denne sammenhæng kan en berørt medlemsstats nationale lovgivning principielt fastsætte, at de nationale retsinstanser inden for rammerne af en decentraliseret procedure for markedsføringstilladelse for et lægemiddel har kompetence til at efterprøve kvalificeringen af det pågældende lægemiddel som et »generisk lægemiddel« som omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra b), og i tilfælde af ukorrekt kvalificering til at annullere den nationale markedsføringstilladelse, der er udstedt efter denne procedure. En sådan annullation kan derimod hverken påvirke gyldigheden af andre nationale markedsføringstilladelser, der er udstedt efter en sådan decentraliseret procedure i de øvrige berørte medlemsstater, eller af den markedsføringstilladelse, der er udstedt i referencemedlemsstaten.

45

Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret inden for rammerne af medlemsstatens udøvelse af sin skønsmargen at efterprøve, om de processuelle bestemmelser, der regulerer det søgsmål, som indehaveren af en markedsføringstilladelse for et biosimilært lægemiddel har anlagt til prøvelse af en afgørelse om udstedelse af en markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel efter en decentraliseret procedure for markedsføringstilladelse, er forenelige med denne medlemsstats forpligtelse til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre det pågældende direktivs fulde virkning i overensstemmelse med det formål, som direktivet forfølger.

46

I denne henseende fremgår det for det første af anden betragtning til direktiv 2001/83, at »[a]lle bestemmelser angående fremstilling, distribution og anvendelse af lægemidler skal have som hovedformål at beskytte den offentlige sundhed« i overensstemmelse med artikel 168, stk. 1, første afsnit, TEUF, hvorefter der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter.

47

Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 81 og 82 i forslaget til afgørelse, bidrager en domstolsprøvelse, der omfatter kvalificeringen af det pågældende lægemiddel som »generisk lægemiddel« som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/83, til gennemførelsen af dette formål.

48

Anvendelsen af den forkortede procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse, der i henhold til denne artikel 10 er forbeholdt generiske lægemidler, fritager nemlig ansøgeren om en sådan tilladelse fra at fremlægge resultaterne af prækliniske og kliniske forsøg. Dette skyldes den omstændighed, at et generisk lægemiddel som defineret i artikel 10, stk. 2, litra b), skal have den samme kvalitative og kvantitative sammensætning af virksomme stoffer og den samme lægemiddelform som referencelægemidlet, og at det skal have bioækvivalens med referencelægemidlet, hvilket skal være påvist ved relevante biotilgængelighedsundersøgelser. Det er kun på disse betingelser, at resultaterne af prækliniske og kliniske forsøg med et referencelægemiddel, som bl.a. vedrører det forhold, om lægemidlet er sikkert at anvende, også gælder for et generisk lægemiddel til dette referencelægemiddel.

49

Hvis det imidlertid fejlagtigt er blevet fastslået, at det pågældende lægemiddel udgør et generisk lægemiddel til referencelægemidlet, ville dette føre til en situation, hvor et lægemiddel markedsføres uden gyldige prækliniske og kliniske forsøg, hvilket udgør en dokumenteret sundhedsrisiko for de patienter, som får det sidstnævnte lægemiddel administreret.

50

Følgelig bidrager den mulighed, som retsinstanserne i en berørt medlemsstat har for at efterprøve kvalificeringen af et lægemiddel som et »generisk lægemiddel«, til opfyldelsen af målet om beskyttelse af den offentlige sundhed.

51

For det andet følger det af tredje betragtning til direktiv 2001/83, at dette formål skal forenes med behovet for at begrænse hindringerne for handelen med lægemidler inden for Unionen. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at en udvidet kompetence for de nationale retsinstanser i sager vedrørende markedsføringstilladelser, der er udstedt efter en decentraliseret procedure, risikerer at give anledning til inkonsekvente afgørelser fra en berørt medlemsstat til en anden.

52

Nogle nationale markedsføringstilladelser kunne således blive annulleret, mens andre kunne opretholdes. Når dette er sagt, er denne risiko, således som generaladvokaten har anført i punkt 76 i forslaget til afgørelse, den nødvendige følge af ordningen med den decentraliserede procedure for markedsføringstilladelse, således som det på nuværende tidspunkt er fastsat i artikel 28 og 29 i direktiv 2001/83, hvorunder hver berørt medlemsstat har kompetence til at udstede en national markedsføringstilladelse. En sådan risiko kan derfor ikke anvendes som argument for at begrænse medlemsstaternes procesautonomi.

53

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at det står medlemsstaterne frit for at fastsætte, at en ret i en medlemsstat i forbindelse med et søgsmål anlagt af indehaveren af en markedsføringstilladelse for et biosimilært lægemiddel til et biologisk lægemiddel til prøvelse af en afgørelse om udstedelse af en markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel til dette biologiske lægemiddel, der er udstedt efter en decentraliseret procedure for markedsføringstilladelse, har kompetence til at efterprøve, om det lægemiddel, der blev tilladt markedsført ved denne afgørelse, kan kvalificeres som et »generisk lægemiddel« som omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra b).

54

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10 i direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at der efter en forkortet procedure i henhold til denne artikel 10, stk. 1, kan udstedes en markedsføringstilladelse for et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese, når referencelægemidlet er et biologisk lægemiddel.

55

I denne henseende bemærkes, at i henhold til artikel 6 i direktiv 2001/83 må intet lægemiddel principielt markedsføres i en medlemsstat, uden at der er udstedt en markedsføringstilladelse, hverken i henhold til dette direktiv eller til forordning nr. 726/2004.

56

Direktivets artikel 8 opregner alle de dokumenter og data, som ansøgeren om markedsføringstilladelse skal fremlægge for den kompetente myndighed, for at denne kan undersøge, om betingelserne for udstedelse af den pågældende markedsføringstilladelse er opfyldt. Blandt disse dokumenter er der i henhold til samme direktivs artikel 8, stk. 3, litra i), resultaterne af farmaceutiske, prækliniske og kliniske forsøg, som bl.a. gør det muligt at teste, om det pågældende lægemiddel er sikkert at anvende, og dets virkning.

57

Uanset sidstnævnte bestemmelse følger det af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83, at en ansøger om markedsføringstilladelse ikke er forpligtet til at fremlægge resultaterne af prækliniske og kliniske forsøg, hvis vedkommende kan godtgøre, at det lægemiddel, der er genstand for ansøgningen om markedsføringstilladelse, er en generisk udgave af et referencelægemiddel. Som det fremgår af nærværende doms præmis 48, bestemmer dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra b), at et generisk lægemiddel er et lægemiddel, der har samme kvalitative og kvantitative sammensætning af virksomme stoffer og samme lægemiddelform som referencelægemidlet, og hvis bioækvivalens med sidstnævnte lægemiddel er blevet påvist ved relevante biotilgængelighedsundersøgelser. Denne undtagelse kaldes »den forkortede procedure«.

58

I forbindelse med en sådan forkortet procedure skal det afgøres, om en ansøger om markedsføringstilladelse for et lægemiddel, der er fremstillet ved kemisk syntese, kan udpege et biologisk lægemiddel som referencelægemiddel som defineret i punkt 3.2.1.1, litra b), i del I i bilag I til direktiv 2001/83, dvs. et lægemiddel, hvis virksomme stof er et biologisk stof, der defineres som et stof, som fremstilles eller udvindes af en biologisk kilde, og for hvilket en kombination af en fysisk-kemisk-biologisk afprøvning og produktionsprocessen og kontrollen heraf er påkrævet ved karakteriseringen og bestemmelsen af dets kvalitet.

59

Med henblik på at besvare den forelæggende rets spørgsmål skal det afgøres, om et biologisk lægemiddel kan anvendes som referencelægemiddel inden for rammerne af en forenklet procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse. Såfremt dette er tilfældet, skal det præciseres, om et sådant biologisk lægemiddel kan fungere som referencelægemiddel, når det lægemiddel, der er genstand for den pågældende ansøgning om markedsføringstilladelse, er et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese.

60

Hvad for det første angår rækkevidden af begrebet »referencelægemiddel« som omhandlet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83 bemærkes, at denne bestemmelse ikke sondrer mellem et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese og et biologisk lægemiddel. Bestemmelsen kan således ikke fortolkes således, at den udelukker, at et biologisk lægemiddel kan udpeges som referencelægemiddel inden for rammerne af den forkortede procedure, der er fastsat i samme bestemmelse.

61

Denne læsning understøttes af dette direktivs artikel 10, stk. 4. Denne bestemmelse præciserer således, at hvis et biologisk lægemiddel, der svarer til et biologisk referenceprodukt, ikke opfylder betingelserne i definitionen af et »generisk lægemiddel« som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 2, litra b), navnlig på grund af forskelle som følge af råvaren, eller fordi fremstillingsprocesserne er forskellige, skal der forelægges resultater af hensigtsmæssige prækliniske eller kliniske forsøg med relation til disse betingelser, og den forkortede procedure i henhold til denne artikel 10, stk. 1, kan følgelig ikke indledes.

62

Ved at henvise til det særlige tilfælde, hvor referencelægemidlet er et biologisk lægemiddel, fremgår det klart af artikel 10, stk. 4, at et sådant lægemiddel kan udpeges som referencelægemiddel i forbindelse med en ansøgning om markedsføringstilladelse for et generisk lægemiddel. Denne bestemmelse præciserer, at det kun er, når det lægemiddel, der er genstand for en ansøgning om markedsføringstilladelse, er et biologisk lægemiddel, og at dette ikke kan kvalificeres som et »generisk lægemiddel« som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/83, at den forkortede procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse ikke kan indledes, og at resultaterne af prækliniske og kliniske forsøg skal fremlægges.

63

Det følger heraf, at et biologisk lægemiddel kan fungere som referencelægemiddel inden for rammerne af den forkortede procedure i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83.

64

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt et sådant biologisk lægemiddel kan fungere som referencelægemiddel i forbindelse med en ansøgning om markedsføringstilladelse for et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese, skal der henvises til rækkevidden af begrebet »generisk lægemiddel« som defineret i artikel 10, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/83.

65

Ifølge denne definition kan et lægemiddel kvalificeres som et »generisk lægemiddel« af et referencelægemiddel, hvis det opfylder tre kumulative betingelser. For det første skal det have samme kvalitative og kvantitative sammensætning af virksomme stoffer som referencelægemidlet. For det andet skal det have samme lægemiddelform som referencelægemidlet. For det tredje skal dets bioækvivalens med referencelægemidlet være påvist ved relevante biotilgængelighedsundersøgelser.

66

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 103-118 i forslaget til afgørelse, er disse betingelser tilstrækkeligt generelt formuleret til ikke at udelukke, at en ansøgning om markedsføringstilladelse for et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese, hvis referencelægemiddel er et biologisk lægemiddel, kan indgives i henhold til den forkortede procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse i henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83.

67

I denne henseende skal det endvidere præciseres, navnlig hvad angår betingelsen om den kvalitative og kvantitative sammensætning af virksomme stoffer, at denne ikke kræver en nøjagtig molekylær overensstemmelse. I overensstemmelse med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 114-118 i forslaget til afgørelse, fremgår det således af artikel 10, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/83, at det kun er, når de virksomme stoffer i referencelægemidlet og i det lægemiddel, for hvilket der ansøges om markedsføringstilladelse, har væsentligt forskellige egenskaber med hensyn til sikkerhed eller virkning, at sundhedsmyndighederne kan anmode om yderligere oplysninger.

68

I øvrigt tilkommer det først og fremmest sundhedsmyndighederne i referencemedlemsstaten, som har fået forelagt en ansøgning om markedsføringstilladelse, der er indgivet inden for rammerne af en forkortet procedure for udstedelse af en markedsføringstilladelse i henhold til artikel 10, stk. 1, i direktiv 2001/83, i hvert enkelt tilfælde at efterprøve, om de tre kumulative betingelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 65, faktisk er opfyldt, og om den pågældende fremstillingsproces eventuelt er relevant for vurderingen af, om disse betingelser er opfyldt.

69

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 10 i direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at der efter en forkortet procedure i henhold til denne artikel 10, stk. 1, kan udstedes en markedsføringstilladelse for et lægemiddel fremstillet ved kemisk syntese, når referencelægemidlet er et biologisk lægemiddel, forudsat at betingelserne i den nævnte artikel 10, stk. 2, litra b), er opfyldt.

70

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: