Sag C-61/24 [Lindenbaumer] ( i )
DL
mod
PQ,
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. marts 2025
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde på det civilretlige område – forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation – forordning (EU) nr. 1259/2010 – artikel 8, litra a) og b) – begrebet ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« – den ene ægtefælles status som diplomat – Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser«
Retligt samarbejde i civile sager – lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation – forordning nr. 1259/2010 – begrebet ægtefællernes sædvanlige opholdssted – den ene ægtefælles egenskab af diplomat og denne ægtefælles udsendelse i en stilling i modtagerstaten – ægtefællernes sædvanlige opholdssted er ikke beliggende i modtagerstaten – undtagelse – ægtefællernes ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser i denne stat – bedømmelseskriterier
[Rådets forordning nr. 1259/2010, art. 8, litra a) og b)]
(jf. præmis 35-67 og domskonkl.)
Resumé
I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) præciserede Domstolen begrebet ægtefællers »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i forordning nr. 1259/2010 ( 1 ), når en af ægtefællerne er diplomatisk repræsentant og er udsendt i en stilling i en modtagerstat.
DL og PG var tyske statsborgere og indgik ægteskab i 1989. Efter at have boet sammen i mere end ti år i en lejet bolig i Berlin (Tyskland) (herefter »familiens bolig«) og derefter i ca. to år i Stockholm (Sverige) bosatte de sig i september 2019 i Moskva (Rusland) i en bolig i boligkomplekset på den tyske ambassade, hvor PQ udøvede hvervet som ambassaderåd.
Med henblik på en tilbagevenden til Tyskland bibeholdt ægtefællerne imidlertid familiens bolig, hvor et af deres myndige børn bosatte sig fra september 2019, og hvoraf visse dele blev fremlejet frem til juni 2020.
I januar 2020 tog DL tilbage til Berlin for at undergå et kirurgisk indgreb og forblev i familiens bolig indtil februar 2021. Hun vendte derefter tilbage til Moskva i den bolig, der var knyttet til den tyske ambassade, og som hun endeligt forlod i maj 2021 for at vende tilbage til Berlin. Hun boede nu i familiens bolig i Berlin, mens PQ fortsatte boede i Moskva.
Den 8. juli 2021 indgav PQ en skilsmissebegæring til Amtsgericht (byret, Tyskland), idet han gjorde gældende, at han havde boet adskilt fra DL siden januar 2020, og at separationen var blevet endelig i marts 2021. DL rejste indsigelse mod denne begæring med den begrundelse, at parrets separation tidligst havde fundet sted i maj 2021, da hun vendte tilbage til Berlin. Begæringen blev forkastet med den begrundelse, at den periode på et års separation, der kræves i henhold til tysk ret, ikke var udløbet, og at der ikke forelå tilstrækkeligt tungtvejende grunde til straks at bevilge skilsmisse.
PQ iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse ved Kammergericht (regional appeldomstol, Tyskland), som derimod traf afgørelse om skilsmisse i medfør af russisk lovgivning, der ifølge denne ret fandt anvendelse i henhold til artikel 8, litra b), i forordning nr. 1259/2010, henset til ægtefællernes seneste sædvanlige opholdssted.
DL iværksatte appel ved den forelæggende ret til prøvelse af dommen om skilsmisse. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt fortolkningen af begrebet »sædvanligt opholdssted« i forhold til forordning nr. 1259/2010 skulle svare til fortolkningen af det samme begreb i forordning nr. 2201/2003 ( 2 ). Den forelæggende ret ønskede oplyst, om den omstændighed, at en af ægtefællerne var udstationeret i en stat som diplomatisk repræsentant, varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse i denne stat samt graden af social og familiemæssig integration i denne stat, udgjorde forhold, som var relevante eller endog afgørende med henblik på at fastlægge ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra b), i forordning nr. 1259/2010.
Domstolens bemærkninger
Domstolen konstaterede indledningsvis, at forordning nr. 1259/2010 ikke indeholder en definition af begrebet »sædvanligt opholdssted« og ikke henviser til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge betydningen og rækkevidden af dette begreb. En selvstændig og ensartet fortolkning skal derfor søges under hensyntagen til denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og formålet med den lovgivning, som den udgør en del af.
Med hensyn til begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2201/2003 er det principielt kendetegnet ved to forhold, nemlig dels den pågældendes ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for sine interesser på et bestemt sted, dels en tilstedeværelse på den pågældende medlemsstats område, der har en tilstrækkelig grad af stabilitet. Henset til den nødvendige sammenhæng mellem bestemmelserne i forordning nr. 1259/2010 og nr. 2201/2003 kræves disse samme elementer for at kunne karakterisere begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010. En sådan ensartet forståelse afspejler det nære forhold mellem de to forordninger, der bl.a. regulerer skilsmisse og separation.
En definition af begrebet »sædvanligt opholdssted« for ægtefæller som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010, der principielt er kendetegnet ved disse to forhold, gør det nemlig muligt at sikre såvel formålet om retssikkerhed og forudsigelighed som den nødvendige fleksibilitet i ægteskabssager, samtidig med at et eventuelt misbrug med hensyn til lovvalg undgås.
Hvad for det første angår den ene ægtefælles egenskab af diplomatisk repræsentant samt arten og den særlige karakter af det erhvervsmæssige virke for en sådan repræsentant, der er tilknyttet en ekstern repræsentation i modtagerstaten, taler dette på grund af de omstændigheder, der er uløseligt forbundet med denne funktion, principielt for, at repræsentanten og dennes ægtefælle ikke har sædvanligt opholdssted i denne stat som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010.
Selv om en af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant udgør et relevant forhold i forbindelse med undersøgelsen af den sædvanlige karakter af ægtefællernes opholdssted på modtagerstatens område, er dette forhold imidlertid ikke i sig selv afgørende for at udelukke anerkendelsen af, at den berørte person og dennes familiemedlemmer har deres sædvanlige opholdssted i modtagerstaten for så vidt angår vurderingen af grundene til deres tilstedeværelse i denne stat og betingelserne for deres ophold. Fastlæggelsen af ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« skal, selv om der foreligger et sådant forhold, foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder i den enkelte sag.
Hvad for det andet angår kriteriet om varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse på en stats område skal der tages hensyn til den særlige situation for diplomatiske repræsentanter og deres familiemedlemmer på grund af arten af deres hverv. Dels bibeholder disse personer ofte en nær tilknytning til udsenderstaten, som de regelmæssigt rejser til. Dels kan varigheden af de diplomatiske repræsentanters ophold i modtagerstaten, idet de generelt er underlagt et rotationsprincip, anses for a priori at være af midlertidig karakter, selv om varigheden undertiden i praksis kan have en ikke ubetydelig længde. Under disse særlige omstændigheder udgør varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse på modtagerstatens område ikke i sig selv et afgørende element med henblik på at fastlægge deres sædvanlige opholdssted i denne stat. Det kan i denne henseende ikke udelukkes, at ægtefællerne befinder sig på dette område i en ikke ubetydelig periode, samtidig med at de bevarer midtpunktet for deres interesser i udsenderstaten, hvortil de regelmæssigt rejser.
For det tredje udgør den sociale integration i en stat, uanset om det er modtagerstaten eller udsenderstaten, et relevant forhold med henblik på fastlæggelsen af ægtefællers sædvanlige opholdssted. Den kan således konkretisere det subjektive element heri, der vedrører de berørte personers ønske om at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser på et bestemt sted. Det familiemæssige tilhørsforhold, der bevares i udsenderstaten, eller det familiebånd, der er skabt i modtagerstaten, kan ligeledes være relevant i forbindelse med analysen af alle de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde.
I overensstemmelse med Domstolens praksis angående forordning nr. 2201/2003, som kan overføres på fortolkningen af begrebet »sædvanligt opholdssted« som omhandlet i artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010, kan en ægtefælle, der deler sit liv mellem to stater, under alle omstændigheder kun have sit sædvanlige opholdssted i den ene af disse stater.
Domstolen konkluderede, at artikel 8, litra a) og b), i forordning nr. 1259/2010 skal fortolkes således, at en af ægtefællernes egenskab af diplomatisk repræsentant og dennes udsendelse i en stilling i modtagerstaten principielt er til hinder for, at ægtefællernes »sædvanlige opholdssted« anses for at skulle fastlægges i denne stat. Det forholder sig anderledes, hvis det efter en samlet vurdering af samtlige omstændigheder i den foreliggende sag, herunder bl.a. varigheden af ægtefællernes fysiske tilstedeværelse og deres sociale og familiemæssige integration i den nævnte stat, kan godtgøres dels, at ægtefællerne har ønsket at etablere det sædvanlige midtpunkt for deres interesser i denne samme stat, dels at de på denne stats område har haft en tilstedeværelse, der frembyder en tilstrækkelig grad af stabilitet.
( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
( 1 ) – Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20.12.2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT 2010, L 343, s. 10).
( 2 ) – Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1).