DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

2. december 2025 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 7, nr. 2) – speciel kompetenceregel i sager om erstatning uden for kontrakt – fastlæggelse af den stedlige kompetence i en medlemsstat – det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået – det sted, hvor skaden er indtrådt – gruppesøgsmål med henblik på at opnå erstatning for skade forvoldt af konkurrencebegrænsende adfærd, der består i, at operatøren af en onlineplatform, der er bestemt for alle brugere i en medlemsstat, fakturerer en uforholdsmæssig høj provision af prisen for applikationer og digitale produkter, som udbydes til salg på denne platform – søgsmål anlagt af en organisation, der er kvalificeret til at forsvare de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere«

I sag C-34/24,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) ved afgørelse af 20. december 2023, indgået til Domstolen den 18. januar 2024, i sagerne

Stichting Right to Consumer Justice,

Stichting App Stores Claims

mod

Apple Distribution International Ltd,

Apple Inc.,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, T. von Danwitz, afdelingsformændene F. Biltgen, I. Jarukaitis, M.L. Arastey Sahún, I. Ziemele, J. Passer, O. Spineanu-Matei (refererende dommer), M. Condinanzi, F. Schalin samt dommerne A. Kumin, N. Jääskinen, Z. Csehi, B. Smulders og S. Gervasoni,

generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,

justitssekretær: fuldmægtig G. Chiapponi,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. december 2024,

efter at der er afgivet indlæg af:

–	Stichting Right to Consumer Justice ved advocaten M.A. van Bemmel og C. Jeloschek,

–	Stichting App Stores Claims ved advocaten R. Meijer og S. Timmerman,

–	Apple Distribution International Ltd og Apple Inc. ved advocaten B.M. Katan, J.S. Kortmann og R. Wesseling,

–	den nederlandske regering ved E.M.M. Besselink, M.K. Bulterman og A. Hanje, som befuldmægtigede,

–	den portugisiske regering ved C. Alves, P. Barros da Costa og J. Castello-Branco, som befuldmægtigede,

–	Europa-Kommissionen ved S. Noë og W. Wils, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 27. marts 2025,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem to nederlandske stiftelser, der har hjemsted i Amsterdam (Nederlandene), Stichting Right to Consumer Justice henholdsvis Stichting App Stores Claims på den ene side og det irske selskab Apple Distribution International Ltd. og det amerikanske selskab Apple Inc. (herefter samlet »Apple«) på den anden side, vedrørende fastslåelse af at de sagsøgte i hovedsagerne har udvist konkurrencebegrænsende adfærd, og at de tilpligtes at erstatte den skade, som denne adfærd angiveligt har forvoldt.

Retsforskrifter

EU-retten

15. og 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 lyder:

»(15)

Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(16)

Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje. Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse. Dette er navnlig vigtigt i tvister angående forpligtelser uden for kontrakt, der er opstået i forbindelse med krænkelser af privatlivets fred og af individets rettigheder, herunder ærekrænkelser.«

Denne forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder bl.a. en afdeling 1 med overskriften »Almindelige bestemmelser« og en afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler«. Den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, som er indeholdt i denne afdeling 1, bestemmer:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5	Samme forordnings artikel 5, stk. 1, der ligeledes er indeholdt i nævnte afdeling 1, fastsætter: »Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«

Artikel 7 i forordning nr. 1215/2012, der er indeholdt i afdeling 2 i denne forordnings kapitel II, fastsætter:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

a)	i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

[...]

2)	i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå

[...]«

Nederlandsk ret

Wet tot wijziging van het Burgerlijk Wetboek en het Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering teneinde de afwikkeling van massaschade in een collectieve actie mogelijk te maken (Wet afwikkeling massaschade in collectieve actie) (lov om ændring af den borgerlige lovbog og den civile retsplejelov med henblik på at gøre det muligt at afvikle masseskade ved et kollektivt søgsmål (lov om afvikling af masseskade ved et kollektivt søgsmål)) af 20. marts 2019 (Stb. 2019, nr. 130) trådte i kraft den 1. januar 2020 og blev ændret med virkning fra den 25. juni 2023 med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 af 25. november 2020 om adgang til anlæggelse af gruppesøgsmål til beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv 2009/22/EF (EUT 2020, L 409, s. 1) i nederlandsk ret.

Artikel 3:305a i Burgerlijk Wetboek (den borgerlige lovbog) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »BW«), fastsætter:

»1. En stiftelse eller en sammenslutning med fuld rets- og handleevne kan anlægge sag med henblik på beskyttelse af andre personers lignende interesser, forudsat at den forsvarer disse interesser i henhold til sine vedtægter, og at disse interesser beskyttes tilstrækkeligt.

[...]

3. En juridisk person som omhandlet i stk. 1 kan kun anlægge sag, hvis

[...]

søgsmålet har en tilstrækkelig nær tilknytning til den nederlandske retsorden; tilknytningen til den nederlandske retsorden er tilstrækkelig nær, når:

1°	den juridiske person i tilstrækkelig grad godtgør, at flertallet af de personer, hvis interesser søgsmålet har til formål at beskytte, har deres sædvanlige opholdssted i Nederlandene, eller

2°	den person, mod hvem søgsmålet er anlagt, har bopæl i Nederlandene, og yderligere omstændigheder viser en tilstrækkelig tilknytning til den nederlandske retsorden, eller

3°	den eller de begivenheder, som retssagen vedrører, har fundet sted i Nederlandene.

[...]«

Artikel 220, stk. 1, i Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering (den civile retsplejelov) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »Rv«), fastsætter:

»I sager, der allerede verserer for en anden ordinær ret på samme niveau, mellem de samme parter og med samme genstand, eller når sagen er konneks med en sag, der allerede verserer for en anden ordinær ret på samme niveau, kan der anmodes om henvisning til denne anden ret. I sådanne sager kan retten ligeledes af egen drift henvise sagen efter at have hørt parterne. En sådan henvisning er også mulig, hvis den ene af sagerne er under behandling ved en kantonret, og den anden ikke er det.«

10	I afsnit 14a i Rv præciserer artikel 1018b til 1018f de processuelle regler for kollektive søgsmål.

Rv’s artikel 1018c, stk. 5, er affattet således:

»Realitetsbehandlingen af det kollektive søgsmål finder først sted, hvis og efter at retten har truffet afgørelse om:

a)	at sagsøgeren opfylder betingelserne for, at sagen kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 305a, stk. 1-3, i [BW’s] tredje bog, eller de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der skal være opfyldt i henhold til denne artikels stk. 6

at sagsøgeren i tilstrækkelig grad har godtgjort, at det er mere effektivt og hensigtsmæssigt at gennemføre et sådant kollektivt søgsmål end et individuelt søgsmål, fordi de faktiske og retlige spørgsmål, der skal besvares, er tilstrækkeligt fælles, fordi antallet af personer, hvis interesser sagen har til formål at beskytte, er tilstrækkeligt stort, og fordi de, hvis søgsmålet har til formål at opnå erstatning, hver for sig eller samlet har en tilstrækkelig stor økonomisk interesse heri

c)	at det kollektive søgsmål ikke prima facie forekommer mangelfuldt på det tidspunkt, hvor tvisten indbringes for retten.

[...]«

Rv’s artikel 1018e bestemmer:

»1. Retten udpeger som eneforsvarer den mest egnede sagsøger blandt de sagsøgere, der har anlagt et kollektivt søgsmål i henhold til artikel 1018c eller 1018d [...]

2. Desuden vurderer retten det præcise indhold af det kollektive søgsmål, den strengt definerede gruppe af personer, for hvilken eneforsvareren repræsenterer interesserne i det kollektive søgsmål, og om karakteren af et kollektivt søgsmål, der er knyttet til et bestemt sted, begrunder, at sagen behandles af en anden ret.

3. Den sagsøger, der er udpeget som eneforsvarer, skal i en sådan sag varetage interesserne for alle personer, der tilhører den strengt definerede gruppe, der er omhandlet i stk. 2, og som repræsentant for de sagsøgere, der ikke er blevet udpeget som eneforsvarer. Sagsøgere, der ikke er blevet udpeget som eneforsvarer, er fortsat parter i sagen. Eneforsvareren udfører proceshandlingerne. Retten kan fastslå, at sagsøgere, der ikke er blevet udpeget, også har beføjelse til at foretage proceshandlinger.

[...]«

Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

13	Apple Inc. er moderselskab for Apple Distribution International, der fungerer som repræsentant for Apple Inc. og distributør af Apple-produkter i Den Europæiske Union.

14	Apple fremstiller en række bærbare enheder, såsom iPhone, iPad og iPod Touch (herefter »Apple-enheder«). Apple-enheder fungerer på basis af operativsystemet iOS, som er forudinstalleret på disse enheder og regelmæssigt opdateres.

Applikationer (apps) til de nævnte enheder og digitale produkter, der er integreret i disse apps, kan købes i App Store, som er en onlinesalgsplatform, der er udviklet og drives af Apple, og som siden 2009 systematisk er blevet installeret på Apple-enheder. App Store tilbyder gratis eller mod betaling apps, der kan variere fra land til land, og som enten udvikles af Apple eller af tredjeparter (sidstnævnte benævnes herefter »udviklere«). Betalinger for køb af apps foretages i princippet via App Stores betalingssystem.

For at kunne sælge deres apps i App Store, som er det eneste sted, hvor de udbydes, skal udviklerne indgå en aftale med Apple Inc. Salgsprisen for disse apps fastsættes på grundlag af en takst, der fastsættes af Apple og opkræves gennem App Stores betalingssystem. Apple tilbageholder, afhængigt af situationen, 15 eller 30% af denne pris som provision. Efter fradrag af denne provision udbetales restbeløbet til udviklerne.

Brugere af Apple-enheder skal oprette en brugerprofil for at få adgang til App Store (herefter »Apple-ID«). Når en bruger har et Apple-ID, der angiver Nederlandene som land eller region, og får adgang til App Store, ledes brugeren som standard til den »onlinebutik«, der specifikt er udformet til Nederlandene (»App Store NL«). Selv om en bruger i teorien har mulighed for at ændre det land, der er knyttet til dennes profil, skal vedkommende for at gøre dette acceptere nye betingelser og have et betalingsmiddel, der er gyldigt i dette land.

Sagsøgerne i hovedsagen er nederlandske stiftelser, der i henhold til deres respektive vedtægter bl.a. har til formål at forsvare interesserne for personer, der har været ofre for svigagtig eller konkurrencebegrænsende adfærd, navnlig ulovlig adfærd udvist af en eller flere selskaber i Apple-koncernen, og repræsentere dem ved domstolene samt søge erstatning for den skade, som disse ofre har lidt.

Disse sagsøgere har anlagt to gruppesøgsmål ved rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene), som er den forelæggende ret, med påstand om, at det fastslås, at de sagsøgte i hovedsagerne har handlet ulovligt over for brugerne af apps, der fungerer på basis af operativsystemet iOS, og at de sagsøgte i hovedsagerne tilpligtes at erstatte den skade, som de dermed har forvoldt.

Sagsøgerne i hovedsagerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at Apple har en dominerende stilling på markedet for distribution af apps til Apple-enheder og på App Stores betalingssystem. Selskabet misbruger denne stilling ved at opkræve en uforholdsmæssig høj provision på 30% af den pris, der betales for disse apps, hvilket er i strid med artikel 102 TEUF. Da Apple praktiserer vertikal prisfastsættelse, overtræder selskabet også artikel 101 TEUF. Som følge af denne konkurrencebegrænsende adfærd har brugerne af de nævnte apps lidt skade.

Apple har bestridt, at den forelæggende ret har kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne, og har gjort gældende, at denne ret ikke kan erklære sig kompetent på grundlag af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, eftersom den påståede skadetilføjelse ikke er foregået i Nederlandene og navnlig ikke i Amsterdam, idet der ikke har fundet nogen væsentlig begivenhed sted i denne stat eller i denne by. Subsidiært har Apple gjort gældende, at den pågældende ret kun kan have kompetence med hensyn til søgsmål vedrørende brugere, der har foretaget køb i Amsterdam i App Store NL. Med hensyn til alle andre søgsmål har den forelæggende ret ikke international eller stedlig kompetence på grundlag af denne bestemmelse.

Ved mellemdom af 16. august 2023 fastslog den forelæggende ret, at tvisterne i hovedsagerne var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012, for så vidt som søgsmålet var anlagt mod Apple Distribution International, der har hjemsted i en anden medlemsstat, nemlig Irland. Denne ret præciserede imidlertid, at dens kompetence med hensyn til Apple Inc. skulle fastlægges i overensstemmelse med national ret.

I denne sammenhæng anførte den forelæggende ret, at artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, ifølge Domstolens praksis, giver kompetence både til retten på stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for den påståede skade, og til retten på stedet for skadens indtræden, således at sagsøgeren kan vælge mellem at sagsøge sagsøgte ved den ene eller den anden af disse retter.

Hvad for det første angår stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for den påståede skade, har den forelæggende ret fastslået, at den for så vidt angår klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF ikke kunne fastslå sin kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne, idet der ikke var identificeret en konkret begivenhed, der havde fundet sted i Nederlandene, hvorved kartellet blev endeligt stiftet eller der blev indgået en aftale, som isoleret set udgjorde den begivenhed, der var årsag til den påståede skade.

Hvad derimod angår klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF har den forelæggende ret konstateret, at den skadevoldende begivenhed i overensstemmelse med dom af 5. juli 2018, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-27/17, EU:C:2018:533), fandt sted i Nederlandene, idet Apples handlinger med henblik på at gennemføre misbruget af selskabets dominerende stilling foregik på denne medlemsstats område. I denne henseende har den forelæggende ret i det væsentlige anført, at App Store NL specifikt var rettet mod det nederlandske marked og anvendte nederlandsk. Den forelæggende ret har endvidere anført, at Apple Distribution International fungerede som enedistributør og kommissionær med hensyn til de apps, som udviklerne havde udviklet, og tilbød i den egenskab disse apps i App Store NL.

26	Den forelæggende ret har følgelig fastslået, at den har international kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne, for så vidt som disse vedrører den påståede tilsidesættelse af artikel 102 TEUF.

27	Hvad for det andet angår stedet for skadens indtræden har den forelæggende ret præciseret, at den oprindelige og direkte skade i tvisterne i hovedsagerne bestod i den angiveligt for høje pris, som brugerne betalte ved køb af apps i App Store NL.

28	I denne henseende har denne ret indledningsvis anført, at sondringen mellem klagepunkterne om en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og klagepunkterne om en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF var uden relevans for fastlæggelsen af stedet for den påståede skades indtræden.

Den forelæggende ret har dernæst bl.a. med henvisning til dom af 5. juli 2018, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-27/17, EU:C:2018:533), anført, at når det marked, der påvirkes af den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd, befinder sig i den medlemsstat, på hvis område denne skade er indtrådt, er det nødvendigt at fastslå, at stedet for skadens indtræden befinder sig i denne medlemsstat.

30	Eftersom størstedelen af de brugere, der havde foretaget køb i App Store NL, boede eller havde hjemsted i Nederlandene og havde betalt disse køb via nederlandske bankkonti, fastslog den nævnte ret afslutningsvis, at den pågældende skade var lidt i Nederlandene.

31	Den forelæggende ret har derfor fastslået, at den har international kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne på grundlag af stedet for skadens indtræden.

Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at selv om den således har kunnet fastslå sin internationale kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne, skal den stadig efterprøve sin stedlige kompetence, eftersom artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 i overensstemmelse med dom af 15. juli 2021, Volvo m.fl. (C-30/20, EU:C:2021:604), direkte og umiddelbart tildeler såvel den internationale som den stedlige kompetence.

Med henblik herpå ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, hvor i Nederlandene stedet for den skadevoldende begivenhed eller stedet for den påståede skades indtræden befinder sig. Den forelæggende ret har konstateret, at det fremgår af dom af 15. juli 2021, Volvo m.fl. (C-30/20, EU:C:2021:604), at stedet for købet af en vare eller, i tilfælde af køb foretaget flere steder, det sted, hvor den skadelidte har sit hjemsted, kan være afgørende for, hvilken ret der er kompetent. I det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om køb foretaget via en onlineplatform med apps, der kan downloades over hele verden, er det vanskeligt at identificere et købssted, hvilket fører til, at den stedligt kompetente domstol vil skulle fastlægges ud fra køberens/brugerens hjemsted.

Et sådant tilknytningskriterium kan imidlertid i tvisterne i hovedsagerne føre til, at kompetencen til at påkende gruppesøgsmål fordeles mellem retterne i de 11 distrikter i Kongeriget Nederlandene, idet hver af disse retter kun har kompetence med hensyn til de købere/brugere, der har bopæl eller hjemsted inden for dens retskreds. En sådan situation ville øge risikoen for divergerende afgørelser og være til skade for såvel procesøkonomien som retsplejen.

For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omstændighed, at et gruppesøgsmål er anlagt af en juridisk person, der forsvarer kollektive interesser, gør det muligt at knytte kompetencen til at påkende et sådant søgsmål til denne persons hjemsted, eller om andre tilknytningskriterier er relevante i et sådant tilfælde. I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omstændighed, at de i hovedsagerne omhandlede gruppesøgsmål, der er anlagt i henhold til BW’s artikel 3:305a af en juridisk person, der ikke handler som erhverver eller befuldmægtiget, men som har en selvstændig ret til at anlægge sag på vegne af en ubestemt gruppe af personer, har nogen betydning for fastlæggelsen af den stedlige kompetence i henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

For det tredje ønsker den forelæggende ret, såfremt fortolkningen af sidstnævnte bestemmelse fører til, at det fastslås, at flere retter har kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne, oplyst, om det, henset til den omstændighed, at den nederlandske lovgiver ikke har overladt kompetencen til at påkende gruppesøgsmål til en enkelt specialiseret ret, er muligt at anvende en national retsregel, hvorefter behandlingen af flere sager, der har samme genstand, og som oprindeligt er anlagt ved forskellige retter, kan centraliseres ved en enkelt ret.

På denne baggrund har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Hvilket sted skal kvalificeres som det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået som omhandlet i [...] artikel 7, nr. 2), [i forordning nr. 1215/2012,] i en situation som den foreliggende, hvor det påståede misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF i en medlemsstat blev gennemført ved hjælp af salg via en onlineplatform, som forvaltes af Apple, og som er rettet mod hele medlemsstaten, idet Apple [Distribution International] optræder som udviklerens enedistributør og kommissionær og indeholder en provision af købesummen? Er det i denne forbindelse af betydning, at onlineplatformen i princippet er tilgængelig i hele verden?

Gør det i denne forbindelse en forskel, at der i [de foreliggende sager] er tale om søgsmål, som er anlagt i henhold til [BW’s] artikel 3:305a af en juridisk person, der har som formål i medfør af sin egen ret at varetage de kollektive interesser for flere brugere, som har deres bopæl i forskellige retskredse […] inden for en medlemsstat?

Såfremt det på grundlag af det første spørgsmål, litra a), [og/eller det første spørgsmål, litra b)], ikke kun er en, men flere nationale domstole i den pågældende medlemsstat, der har stedlig kompetence, er artikel 7, nr. 2), [i forordning nr. 1215/2012] da til hinder for at anvende national [...]ret, som gør det muligt at henvise sagen til kun én domstol i denne medlemsstat?

Er det i et tilfælde som det foreliggende, hvor den påståede skade som følge af købet af apps og digitale in-app-produkter via en onlineplatform (App Store), som forvaltes af Apple, idet Apple [Distribution International] optræder som udviklernes enedistributør og kommissionær og indeholder en provision af købesummen (og idet der har fundet såvel et påstået misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF som en påstået overtrædelse af kartelforbuddet som omhandlet i artikel 101 TEUF sted), og hvor det sted, hvor købet blev foretaget, ikke kan fastslås, udelukkende brugerens bopæl, der skal anvendes som kriterium for stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 7, nr. 2), [i forordning nr. 1215/2012]? Eller findes der i denne situation også andre kriterier for at bestemme den kompetente domstol?

Gør det i denne forbindelse en forskel, at der i den foreliggende sag er tale om søgsmål, som er anlagt i henhold til [BW’s] artikel 3:305a af en juridisk person, der har som formål i medfør af sin egen ret at varetage de kollektive interesser for flere brugere, som har deres bopæl i forskellige retskredse [...] inden for en medlemsstat?

Såfremt den stedlige kompetence på grundlag af det andet spørgsmål, litra a), [og/eller det andet spørgsmål, litra b)], tilkommer en national domstol i den pågældende medlemsstat, som kun har kompetence i søgsmålene vedrørende en del af brugerne i denne medlemsstat, mens det er andre domstole i den samme medlemsstat, der har den stedlige kompetence i søgsmålene vedrørende en anden del af brugerne, er artikel 7, nr. 2), [i forordning nr. 1215/2012] da til hinder for at anvende national [...]ret, som gør det muligt at henvise sagerne til kun én domstol i denne medlemsstat?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Formaliteten

Stichting Right to Consumer Justice har gjort gældende, at de forelagte præjudicielle spørgsmål kan afvises, eftersom den forelæggende ret allerede har foretaget en fortolkning og anvendelse af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012. Domstolens besvarelse af disse spørgsmål vil således ikke længere være nyttig for den forelæggende ret med henblik på at afgøre de tvister, der er indbragt for den.

I denne henseende bemærkes, at det inden for rammerne af den procedure, der er indført ved artikel 267 TEUF, udelukkende tilkommer den nationale ret, som tvisten i hovedsagen er indbragt for, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse. Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en hensigtsmæssig besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 13.7.2000, Idéal tourisme, C-36/99, EU:C:2000:405, præmis 20, og af 24.6.2025, GR REAL, C-351/23, EU:C:2025:474, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

Efter at have konstateret, at de nederlandske retter, herunder den forelæggende ret selv, kan støtte sig på deres internationale kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne, ønsker denne ret i det foreliggende tilfælde nærmere bestemt oplyst, hvilken af disse retter der har stedlig kompetence på grundlag af stedet for den skadevoldende begivenhed eller stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012.

I denne henseende er den forelæggende ret, idet den har anført, at den har kompetence til at påkende gruppesøgsmålene i hovedsagen, for så vidt som de berørte brugere har bopæl eller hjemsted inden for dens retskreds, af den opfattelse, at der er rimelig tvivl om, hvorvidt den af denne artikel 7, nr. 2), kan udlede en kompetence til at påkende disse søgsmål i forhold til brugere, der har bopæl eller hjemsted i Nederlandene, men uden for dens retskreds.

42	Det fremgår således, at de forelagte spørgsmål ikke er uden relevans for afgørelsen af tvisterne i hovedsagerne. Disse spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

Om realiteten

Indledende bemærkninger

Det skal bemærkes, at for så vidt som forordning nr. 1215/2012 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), der selv erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse to sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for fortolkningen af forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 (dom af 16.5.2024, Toplofikatsia Sofia (Begrebet sagsøgtes bopæl), C-222/23, EU:C:2024:405, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis). Dette er bl.a. tilfældet for dels artikel 5, nr. 3), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, og i forordning nr. 44/2001, dels artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 (dom af 9.7.2020, Verein für Konsumenteninformation, C-343/19, EU:C:2020:534, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

Det følger af fast retspraksis, at den specielle kompetenceregel, der er fastsat i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, hvorefter sagsøgeren – som en undtagelse til hovedreglen i forordningens artikel 4 om, at retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen – har mulighed for at anlægge sag om erstatning uden for kontrakt ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, skal undergives en selvstændig og indskrænkende fortolkning (dom af 12.5.2021, Vereniging van Effectenbezitters, C-709/19, EU:C:2021:377, præmis 24, og af 22.2.2024, FCA Italy og FPT Industrial, C-81/23, EU:C:2024:165, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

Denne specielle kompetenceregel er støttet på, at der foreligger en særligt nær tilknytning mellem tvisten og retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, hvilken tilknytning begrunder, at disse tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen (dom af 16.7.2009, Zuid-Chemie, C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 24, og af 22.2.2024, FCA Italy og FPT Industrial, C-81/23, EU:C:2024:165, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

I sager om erstatning uden for kontrakt er retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, således normalt bedst egnet til at træffe afgørelse, bl.a. på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes (jf. dom af 1.10.2002, Henkel, C-167/00, EU:C:2002:555, præmis 46, og af 22.2.2024, FCA Italy og FPT Industrial, C-81/23, EU:C:2024:165, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

Det skal ligeledes bemærkes, at begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« både omhandler stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder (dom af 30.11.1976, Bier, 21/76, EU:C:1976:166, præmis 24 og 25, og af 6.10.2021, Sumal, C-882/19, EU:C:2021:800, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis). Begge disse steder kan udgøre et tilknytningsmoment ved udpegning af den kompetente ret, da de hver især efter omstændighederne kan være af særlig praktisk betydning med henblik på beviset og på tilrettelæggelsen af retssagen (dom af 25.10.2011, eDate Advertising m.fl., C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

I sin praksis vedrørende fastlæggelsen af det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået i tilfælde af økonomisk skade, der er forårsaget af et misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF, har Domstolen fastslået, at den begivenhed, der forvolder skaden, ligger i gennemførelsen af dette misbrug, dvs. i handlinger begået af den dominerende virksomhed for at praktisere misbruget, bl.a. ved at tilbyde og anvende underbudspriser på det omhandlede marked (jf. i denne retning dom af 5.7.2018, flyLAL-Lithuanian Airlines, C-27/17, EU:C:2018:533, præmis 52).

Hvad angår stedet for skadens indtræden har Domstolen fastslået, at når det marked, der påvirkes af den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd, befinder sig i den medlemsstat, på hvis område den påståede skade hævdes at være indtrådt, skal det antages, at stedet for skadens indtræden er i denne medlemsstat. Domstolen har præciseret, at denne løsning, der er baseret på, at begge disse elementer er til stede, opfylder kompetencereglernes mål om nærhed og forudsigelighed. For det første er retterne på det påvirkede marked bedst placeret til at behandle sådanne erstatningssøgsmål, og for det andet kan en erhvervsdrivende, der udøver konkurrencebegrænsende adfærd, med rimelighed forvente at blive sagsøgt ved retterne på det sted, hvor den pågældendes adfærd har fordrejet reglerne om en sund konkurrence (jf. i denne retning dom af 5.7.2018, flyLAL-Lithuanian Airlines, C-27/17, EU:C:2018:533, præmis 40).

Domstolen har ligeledes fastslået, at det fremgår af selve ordlyden af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, at denne bestemmelse direkte og umiddelbart tillægger retten på det sted, hvor skaden er indtrådt, såvel den internationale som den stedlige kompetence (dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 33).

Det andet spørgsmål, litra a) og b)

Med det andet spørgsmål, litra a) og b), som skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorledes artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes med henblik på – inden for et marked i en medlemsstat, der angiveligt er berørt af gennemførelsen af konkurrencebegrænsende adfærd, som består i, at operatøren af en onlineplatform, der er bestemt for alle de i denne stat etablerede brugere, fakturerer en uforholdsmæssig høj provision af prisen for applikationer og digitale produkter integreret i disse applikationer, som udbydes til salg på denne platform – at fastlægge den ret, der har stedlig kompetence på grundlag af stedet for skadens indtræden til at påkende et gruppesøgsmål anlagt af en organisation, der er kvalificeret til at forsvare de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere.

Det skal indledningsvis bemærkes, at således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse og med forbehold for den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, består den påberåbte skade i tvisterne i hovedsagerne i det væsentlige i de meromkostninger, som brugerne af Apple-enheder har betalt ved køb af en app i App Store NL, som følge af at Apple har pålagt udviklerne en uforholdsmæssig høj provision, der er blevet overvæltet på købsprisen.

Den forelæggende ret har i sin mellemdom af 16. august 2023 endvidere fastslået, at det marked, der var berørt af den konkurrencebegrænsende adfærd, som sagsøgerne i hovedsagen har påberåbt sig, i det mindste for så vidt angår klagepunktet om en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF svarede til det nederlandske marked, i det væsentlige i betragtning af, at App Store NL var specielt udformet til dette marked og anvendte nederlandsk til at udbyde apps til salg til brugere med et Apple-ID tilknyttet Nederlandene, og at Apple Distribution International handlede som enedistributør og kommissionær for disse apps på denne platform.

Hvad for det første angår arten af den påståede skade følger det af Domstolens praksis, at der skal sondres mellem på den ene side den oprindelige skade, der følger direkte af den skadevoldende begivenhed, hvor det sted, hvor denne er indtrådt, kan begrunde, at retten på dette sted har kompetence i medfør af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, og på den anden side de efterfølgende skadevirkninger, som ikke kan begrunde tildeling af kompetence på grundlag af denne bestemmelse (dom af 22.2.2024, FCA Italy og FPT Industrial, C-81/23, EU:C:2024:165, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Selv om det anerkendes, at begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« i denne bestemmelses forstand både kan omfatte det sted, hvor skaden er indtrådt, og det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget, kan det imidlertid ikke fortolkes udvidende, således at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstå skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtrådt et andet sted (dom af 19.9.1995, Marinari, C-364/93, EU:C:1995:289, præmis 14).

Som den forelæggende ret har konstateret, synes en skade, der i det væsentlige består i meromkostninger, som følge af at udviklere pålægges høje provisioner, som overvæltes på de priser, der faktureres slutbrugerne af apps, der fungerer på basis af operativsystemet iOS, i denne henseende at være den umiddelbare konsekvens af den konkurrencebegrænsende adfærd, som sagsøgerne i hovedsagerne har gjort gældende, og udgør en direkte skade, der i princippet gør det muligt at begrunde international og stedlig kompetence for retterne i den medlemsstat, på hvis område den er indtrådt.

Hvad for det andet angår stedet for skadens indtræden har Domstolen, således som det er anført i nærværende doms præmis 49, fastslået, at når det marked, der er berørt af den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd, befinder sig i den medlemsstat, på hvis område den påståede skade er indtrådt, skal det med henblik på fastlæggelsen af en rets internationale kompetence fastslås, at stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 befinder sig i denne medlemsstat.

57	I henhold til denne retspraksis har den forelæggende ret fastslået, at de nederlandske retter har international kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne.

Henset til Domstolens fortolkning af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, der er nævnt i nærværende doms præmis 50, hvorefter denne bestemmelse direkte og umiddelbart tildeler såvel international kompetence som stedlig kompetence, ønsker den forelæggende ret imidlertid oplyst, hvilken eller hvilke af disse internationalt kompetente retter der har stedlig kompetence til at påkende denne tvist.

I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen vedrørende et søgsmål om erstatning for skade forårsaget af hemmelige aftaler om prissætning og prisstigninger for fysiske varer har fastslået, at inden for det marked, der berøres af sådanne aftaler, foreligger der international og stedlig kompetence til at påkende et sådant søgsmål, på grundlag af det sted, hvor skaden er indtrådt, for enten den ret, inden for hvis retskreds den juridiske person, som hævder at have lidt skade, har købt de varer, der er berørt af de nævnte aftaler, eller – i tilfælde af at denne juridiske person har foretaget køb flere steder – den ret, inden for hvis retskreds denne juridiske persons vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 43).

I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at disse tilknytningskriterier ikke kan finde tilsvarende anvendelse i et tilfælde som det i hovedsagerne omhandlede, hvor et ubestemt antal fysiske og/eller juridiske personer, der ikke var identificeret på tidspunktet for søgsmålet, har købt digitale produkter på en onlineplatform.

61	Vanskelighederne ved at anvende de nævnte tilknytningskriterier kræver derfor, at disse tilpasses for at bevare den effektive virkning af artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 og bidrage til en god retspleje.

For så vidt som App Store NL i det foreliggende tilfælde er specielt udformet til det nederlandske marked og anvender nederlandsk til at udbyde apps til salg til brugere med et Apple-ID tilknyttet Nederlandene, hvoraf nogle er apps, der specifikt er udviklet til dette marked, kan det med henblik på fastlæggelsen af stedet for skadens indtræden i henhold til artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 lægges til grund, at det virtuelle rum, som App Store NL udgør, og inden for rammerne af hvilket købene er foretaget, svarer til hele denne stats område. Den skade, der er lidt i forbindelse med de køb, der foretages i dette virtuelle rum, kan derfor indtræde på dette område, uanset hvor de pågældende brugere befandt sig på tidspunktet for det pågældende køb.

For det andet må det ligeledes konstateres, at sagsøgerne i hovedsagerne til forskel fra den organisation, der førte det gruppesøgsmål, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 21. maj 2015, CDC Hydrogen Peroxide (C-352/13, EU:C:2015:335), ikke har gjort en række erstatningskrav, som de har fået overdraget af de identificerede ofre for en konkurrencebegrænsende adfærd, gældende.

Som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, handler en stiftelse eller en sammenslutning, der anlægger et gruppesøgsmål i henhold til nederlandsk ret, nemlig som en uafhængig repræsentant for interesserne for personer, der ikke er individuelt udpeget, men som har lignende interesser. Sådanne sagsøgere udøver således en selvstændig egen ret, nemlig retten til at repræsentere og forsvare de kollektive interesser for en »strengt defineret gruppe«, der omfatter uidentificerede, men identificerbare personer, dvs. brugere – det være sig forbrugere eller erhvervsdrivende – som har købt apps, der er skabt af udviklerne på App Store NL, som de har haft adgang til ved hjælp af deres Apple-ID tilknyttet Nederlandene, og hvis bopæl eller hjemsted for størstedelen af disse brugeres vedkommende kan befinde sig på hele denne stats område.

Denne gruppe skal afgrænses på en måde, der er tilstrækkelig præcis til, at de berørte personer kan tilkendegive deres holdning til udfaldet af den pågældende sag og i givet fald modtage erstatning. I denne henseende har den nederlandske regering præciseret i retsmødet, at udfaldet af et gruppesøgsmål med henblik på at forsvare de kollektive interesser for uidentificerede, men identificerbare personer, er bindende for i Nederlandene etablerede personer, som tilhører denne gruppe, og som ikke har tilkendegivet, at de ønsker at afstå fra at deltage i den pågældende sag.

Under sådanne omstændigheder kan det ikke kræves af en ret med henblik på fastlæggelsen af dens stedlige kompetence til at påkende et sådant søgsmål på grundlag af stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012, at den for hvert angiveligt offer individuelt fastlægger det nøjagtige sted for den potentielt lidte skades indtræden, da disse ofre ikke er individualiserede på det tidspunkt, hvor denne ret efterprøver sin kompetence, og heller ikke, at retten identificerer et eller nogle af de nævnte ofre.

Endelig skal det præciseres, at det, i modsætning til hvad Apple har anført i sit skriftlige indlæg, ikke kan lægges til grund, at den omstændighed, at det er umuligt at fastlægge stedet for skadens indtræden som omhandlet i nævnte artikel 7, nr. 2), for hver enkelt person, der påstås at være offer for en konkurrencebegrænsende adfærd, indebærer, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse. Som det er præciseret i denne doms præmis 62, svarer dette sted i det foreliggende tilfælde til et velafgrænset geografisk område, nemlig hele det område, der omfatter det marked, som påvirkes af den pågældende konkurrencebegrænsende adfærd, og der foreligger således ikke en manglende mulighed for at lokalisere det nævnte sted, som i givet fald kunne begrunde anvendelsen af det generelle kompetencekriterium, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, dvs. kriteriet om sagsøgtes bopæl (jf. analogt dom af 19.2.2002, Besix, C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 49 og 50).

Det fremgår af det ovenstående, at i situationer som de i hovedsagerne omhandlede har enhver ret, der har saglig kompetence til at påkende et gruppesøgsmål anlagt af en organisation, der er kvalificeret til at forsvare de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere, international og stedlig kompetence på grundlag af stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 til at påkende hele dette søgsmål.

69	En sådan konklusion understøttes af de mål, der forfølges med forordning nr. 1215/2012.

I denne henseende bemærkes, at fastlæggelsen af stedet for skadens indtræden med henblik på at fastlægge, hvilken ret der i medlemsstaterne har kompetence til at påkende et søgsmål om erstatning som følge af hemmelige aftaler, der er i strid med artikel 101 TEUF, skal opfylde de mål om nær tilknytning, kompetencereglernes forudsigelighed og god retspleje, der er anført i 15. og 16. betragtning til denne forordning (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad angår målet om nær tilknytning mellem den ret, for hvilken sagen er indbragt, og tvistens genstand skal det bemærkes, at de særlige kendetegn ved gruppesøgsmål som omhandlet i hovedsagerne i det væsentlige fører til, at den ret, der skal påkende dem, undersøger, om den påståede skade foreligger i forhold til den strengt definerede gruppe, der består af uidentificerede, men identificerbare brugere, der har lidt samme type skade som følge af konkurrencebegrænsende adfærd, der er gennemført på hele det pågældende område. Følgelig har enhver ret, der har saglig kompetence til at behandle et sådant søgsmål, den samme nære tilknytning til genstanden for dette søgsmål.

Denne konklusion opfylder ligeledes kravet om forudsigelighed, idet den gør det muligt for såvel sagsøgeren som sagsøgte at identificere de kompetente retter. Hvad i det foreliggende tilfælde angår Apple Distribution International er det, for så vidt som App Store NL specifikt er rettet mod det nederlandske marked, forudsigeligt, at et gruppesøgsmål om erstatning i forbindelse med køb foretaget på denne platform kan indbringes for enhver nederlandsk ret, der har saglig kompetence.

Den nævnte konklusion opfylder ligeledes kravene til god retspleje, for så vidt som den både muliggør en effektiv processuel styring af tvisten, forvaltning og vurdering af bevismateriale ved én enkelt ret, nemlig den nederlandske ret, der har saglig kompetence, idet den har fået forelagt sagen af den organisation, der er kvalificeret til at forsvare de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere, og forebyggelse af risikoen for divergerende afgørelser.

Det skal herved fremhæves, at henset til konkurrenceretlige sagers særlige karakter og nærmere bestemt til den omstændighed, at anlæggelse af erstatningssøgsmål for en overtrædelse af konkurrenceretten principielt kræver en kompleks faktisk og økonomisk analyse, kan sammenlægning af individuelle krav både gøre det lettere for de skadelidte at udøve retten til erstatning (jf. i denne retning dom af 28.1.2025, ASG 2, C-253/23, EU:C:2025:40, præmis 85) og gøre det lettere for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, at løse dens opgave. I sammenhæng med artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 kan den tekniske kompleksitet ved de regler, der finder anvendelse på erstatningssøgsmål vedrørende overtrædelser af de konkurrenceretlige bestemmelser, således tale for en kompetencekoncentration (dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis), navnlig når disse regler vedrører praksis hos operatører af digitale platforme.

Denne bestemmelse er således ikke til hinder for anvendelsen af nationale regler, der har til formål at sikre en sådan kompetencekoncentration, navnlig i det tilfælde, hvor kvalificerede organisationer anlægger gruppesøgsmål ved flere nationale retter (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Volvo m.fl., C-30/20, EU:C:2021:604, præmis 35).

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål, litra a) og b), besvares med, at artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at inden for et marked i en medlemsstat, der angiveligt er berørt af gennemførelsen af konkurrencebegrænsende adfærd, som består i, at operatøren af en onlineplatform, der er bestemt for alle de i denne stat etablerede brugere, fakturerer en uforholdsmæssig høj provision af prisen for applikationer og digitale produkter integreret i disse applikationer, som udbydes til salg på denne platform, har enhver ret, der har saglig kompetence i nævnte stat til at påkende et gruppesøgsmål, som er anlagt af en organisation, der er kvalificeret til at forsvare de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere, som har købt digitale produkter på den nævnte platform, international og stedlig kompetence på grundlag af stedet for skadens indtræden til at påkende dette søgsmål i forhold til alle disse brugere.

Det første spørgsmål og det andet spørgsmål, litra a)

Med forbehold for den efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, fremgår det således af besvarelsen af det andet spørgsmål, litra a) og b), at denne ret har kompetence til at påkende de gruppesøgsmål, der er indbragt for den, for så vidt angår alle de brugere, der har købt applikationer i App Store NL, på grundlag af stedet for skadens indtræden som omhandlet i artikel 7, nr. 2), i forordning nr. 1215/2012. Det er derfor ikke nødvendigt at undersøge, om den nævnte ret ligeledes kan udlede sin kompetence af den skadevoldende begivenhed i denne bestemmelses forstand, eller om en national regel, der gør det muligt ved en enkelt ret at samle flere gruppesøgsmål med samme genstand, der oprindeligt er anlagt ved forskellige retter, skader den nævnte bestemmelses effektive virkning.

78	Det er derfor ufornødent at besvare det første spørgsmål og det andet spørgsmål, litra c).

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

inden for et marked i en medlemsstat, der angiveligt er berørt af gennemførelsen af konkurrencebegrænsende adfærd, som består i, at operatøren af en onlineplatform, der er bestemt for alle de i denne stat etablerede brugere, fakturerer en uforholdsmæssig høj provision af prisen for applikationer og digitale produkter integreret i disse applikationer, som udbydes til salg på denne platform, har enhver ret, der har saglig kompetence i nævnte stat til at påkende et gruppesøgsmål, som er anlagt af en organisation, der er kvalificeret til at forsvare de kollektive interesser for en række uidentificerede, men identificerbare brugere, som har købt digitale produkter på den nævnte platform, international og stedlig kompetence på grundlag af stedet for skadens indtræden til at påkende dette søgsmål i forhold til alle disse brugere.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: nederlandsk.