–

CeramTec GmbH ved Rechtsanwalt A. Bothe, avocates C. Bratel og M.-A. de Dampierre, samt Rechtsanwältinnen M.A. Mittelstein og C. Stöber,

–

Coorstek Bioceramics LLC ved avocat S. Naumann,

–

den franske regering ved R. Bénard, B. Dourthe, H. Nunes da Silva og E. Timmermans, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Auvret og P. Němečková, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og artikel 52, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om [EU]-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist i en sag om varemærkekrænkelse anlagt af CeramTec GmbH mod Coorstek Bioceramics LLC (herefter »Coorstek«), som har fremsat modkrav med påstand om, at tre EU-varemærker ejet af CeramTec erklæres ugyldige.

3

Forordning nr. 207/2009 er blevet ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 (EUT 2015, L 341, s. 21), der trådte i kraft den 23. marts 2016. Den er efterfølgende blevet ophævet og erstattet med virkning fra den 1. oktober 2017 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1). Henset til datoen for ansøgningerne om registrering af de varemærker, som Coorstek har anfægtet i tvisten i hovedsagen, som er relevante forhold for at fastlægge, hvilken materiel ret der er gældende for ugyldighedsbegæringen (jf. i denne retning dom af 29.1.2020, Sky m.fl., C-371/18, EU:C:2020:45, præmis 49), skal denne præjudicielle forelæggelse imidlertid behandles på grundlag af forordning nr. 207/2009 i dens oprindelige affattelse.

4

Følgende fremgik af anden betragtning til forordning nr. 207/2009:

»En harmonisk udvikling af den økonomiske virksomhed i [Unionen] som helhed og en varig og afbalanceret ekspansion bør fremmes gennem virkeliggørelse af et funktionsdygtigt indre marked, der byder på betingelser svarende til dem, som findes på et nationalt marked. Gennemførelsen af et sådant marked og styrkelsen af dets enhed indebærer [bl.a.] fjernelse af hindringerne for den frie bevægelighed for varer og for den frie udveksling af tjenesteydelser samt gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen ikke fordrejes [...]«

5

Denne forordnings artikel 7 med overskriften »Absolutte hindringer for registrering« bestemte følgende i stk. 1, litra e), nr. ii):

»Udelukket fra registrering er:

[...]

e) tegn, som udelukkende består af

[...]

6

Nævnte forordnings artikel 52 med overskriften »Absolutte ugyldighedsgrunde« fastsatte i stk. 1:

»Et [EU]-varemærke erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til kontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse:

7

Samme forordnings artikel 99 med overskriften »Formodning om gyldighed – realitetsindsigelse« bestemte:

»1.   EU-varemærkedomstolene anser et EU-varemærke for gyldigt, medmindre dets gyldighed af sagsøgte anfægtes med et modkrav om fortabelse eller ugyldighed.

[...]«

8

CeramTec er et tysk selskab, der er specialiseret i udvikling, fremstilling og distribution af tekniske keramiske dele beregnet til navnlig hofte- og knæimplantater. CeramTec sælger disse komponenter til virksomheder, der producerer proteser, herunder totale hofteproteser, som derefter sælges til slutbrugerne, f.eks. hospitaler og ortopædkirurger.

9

Coorstek er et amerikansk selskab, som fremstiller avancerede tekniske keramiske dele til navnlig ledproteser til hofte-, ryg og tandproteser.

10

CeramTec var indehaver af et europæisk patent med EP 0 542815, hvor Frankrig var designeret, og som omfattede et keramisk kompositmateriale. Dette patent udløb den 5. august 2011.

11

Den 23. august 2011 indgav CeramTec tre ansøgninger om registrering af følgende tre EU-varemærker:

–	figurmærke nr. 10214112 bestående i en grafisk gengivelse af en kugle i farven rosa pantone 677 C, registreret den 12. april 2013, med påberåbt prioritet fra et tysk mærke af 25. juli 2011, idet dette varemærke er gengivet som følger:

–	det tredimensionale varemærke nr. 10214179 registreret den 20. juni 2013 med påberåbt prioritet fra et tysk varemærke af 26. juli 2011, og hvor farven rosa pantone 677 C er påberåbt, idet dette varemærke er gengivet som følger:

12

Disse varemærker omfatter følgende varer i klasse 10 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret: »keramiske dele til implantater til osteosyntese, ledfladeprotese, knogleafstandsstykker; hofteledskugler, hofteledsskåle og knæledsdele; alle førnævnte varer til salg til producenter af implantater«.

13

Den 13. december 2013 anlagde CeramTec en sag om varemærkekrænkelse og illoyal konkurrence mod Coorstek, idet CeramTec gjorde gældende, at Coorstek markedsførte en vare i samme karakteristiske rosa farve som CeramTecs egne varer. Coorstek fremsatte et modkrav med påstand om, at de tre varemærker, der er beskrevet i denne doms præmis 11 og 12, blev erklæret ugyldige (herefter »de anfægtede varemærker«).

14

Ved dom af 25. juni 2021 erklærede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) de anfægtede varemærker ugyldige på grund af ond tro hos CeramTec ved indgivelse af ansøgningen.

15

Denne domstol fastslog, at selskabet CeramTec på datoen for indgivelsen af ansøgningen om registrering af de anfægtede varemærker var overbevist om, at kromoxidens tekniske virkning kunne garantere de keramiske kuglers hårdhed og bestandighed, når de indgik i medicinske proteser, og at selskabet havde søgt at beskytte kuglernes rosa farve, som hidrørte fra forekomsten af kromoxid i keramikken. Appeldomstolen i Paris udledte heraf, at CeramTec havde haft til hensigt at forlænge det monopol, som det havde på den tekniske løsning, der hidtil havde været beskyttet af det i denne doms præmis 10 nævnte patent, som netop var udløbet inden datoen for indgivelsen af de nævnte registreringsansøgninger.

16

Ifølge denne ret bestod den onde tro ikke i et ønske om at hindre konkurrenterne i fortsat at bruge den rosa farve, men at forlænge sit monopol og hindre konkurrenterne i at trænge ind på det marked, der var domineret af CeramTec takket være en af bestanddelene i selskabets varer, nemlig kromoxid i en sådan mængde, at keramikken blev rosafarvet. Den samme ret fastslog, at CeramTec således havde haft til hensigt at opnå en eneret til andre formål end de, der er omfattet af et varemærkes funktion, nemlig en angivelse af dets varers oprindelse.

17

CeramTec iværksatte kassationsanke ved cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret. Ifølge CeramTec kan de absolutte registreringshindringer, der er opregnet i artikel 7 i forordning nr. 207/2009, ikke kendetegne ond tro som omhandlet i denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra b), når bortses fra, at det kan være muligt at benytte begrebet ond tro for at omgå eller tilsidesætte de betingelser for anvendelse, der er fastsat i denne artikel 7. Desuden ville en fortolkning af artikel 52, stk. 1, litra b), der hjemler mulighed for at erklære et varemærke ugyldigt af den ene grund, at ansøgeren har haft til hensigt at beskytte rettigheder vedrørende en teknisk løsning, uden at det er blevet godtgjort, at retten til varemærket faktisk vil sikre beskyttelsen af en sådan teknisk løsning, omgå anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii) i forordning nr. 207/2009 og tilsidesætte de respektive anvendelsesområder for disse to bestemmelser. CeramTec har præciseret, at selskabet efter udløbet af dets patent og indgivelsen af ansøgningen om registrering af de omtvistede varemærker opdagede, at kromoxiden, som gav den lyserøde farve, som disse varemærker omfatter, i virkeligheden ikke havde nogen teknisk virkning.

18

Coorstek har gjort gældende, at artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 opfylder forskellige formål, og at det ikke kan lægges til grund, at den første udgør en særlig bestemmelse, der har forrang for den anden bestemmelse. Ifølge Coorstek er det ved vurderingen af ond tro som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), alene ansøgerens adfærd, der er relevant, og ikke det pågældende tegns iboende egenskaber. Da forekomsten af ond tro desuden skal bedømmes på datoen for indgivelsen af ansøgningen om registreringen af varemærket, er det endvidere ligegyldigt, at monopolet på tegnet ikke reelt muliggør beskyttelse af den tekniske løsning, eftersom ansøgeren troede på en sådan beskyttelse, og det alene er ansøgerens hensigt, der skal tages i betragtning.

19

Den forelæggende ret har konstateret, at der foreligger fortolkningsforskelle mellem cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) og Oberlandesgericht Stuttgart (den regionale appeldomstol i Stuttgart, Tyskland), som traf afgørelse om spørgsmålet om de anfægtede varemærkers ugyldighed. Disse forskelle vedrører navnlig forholdet mellem de absolutte registreringshindringer, der er omhandlet i artikel 7 i forordning nr. 207/2009, og begrebet ond tro, som udgør en absolut ugyldighedsgrund, der er fastsat i denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra b).

20

Under disse omstændigheder har Cour de cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

21

Efter generaladvokatens fremsættelse af forslag til afgørelse har CeramTec ved dokument indgivet til Domstolens Justitskontor den 24. februar 2025 anmodet om, at retsforhandlingernes mundtlige del genåbnes i henhold til procesreglementets artikel 83.

22

I henhold til denne bestemmelse kan Domstolen til enhver tid, efter at have hørt generaladvokaten, ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, navnlig hvis den finder, at sagen er utilstrækkeligt oplyst, eller såfremt en part, efter at denne del af retsforhandlingerne er afsluttet, er fremkommet med nye oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af afgørende betydning for Domstolens afgørelse, eller såfremt sagen bør afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet.

23

CeramTec har til støtte for sin anmodning gjort gældende, at generaladvokatens forslag til afgørelse ikke tager hensyn til de særlige og komplekse omstændigheder i hovedsagen, at forslaget til afgørelse ikke tager hensyn til de formål, der forfølges med ugyldighedsgrunden ond tro, at en undersøgelse af retspraksis bekræfter kravet om en objektiv risiko for skade på konkurrencen, og at forslaget til afgørelse ikke indeholder nogen angivelse af den berettigede forretningsmæssige interesse.

24

Det skal bemærkes, at generaladvokaten i henhold til artikel 252, stk. 2, TEUF fuldstændig upartisk og uafhængigt offentligt skal fremsætte begrundede forslag til afgørelse af de sager, som i henhold til statutten for Den Europæiske Unions Domstol kræver generaladvokatens medvirken. Domstolen er hverken bundet af dette forslag til afgørelse eller af den begrundelse, som generaladvokaten er fremkommet med. Det bemærkes ligeledes, at der ikke i statutten for Den Europæiske Unions Domstol eller i procesreglementet er fastsat en mulighed for, at parterne i hovedsagen og de berørte personer, der er omfattet af denne statuts artikel 23, kan besvare generaladvokatens forslag til afgørelse. Det forhold, at en part i tvisten i hovedsagen eller en berørt part er uenig i generaladvokatens forslag til afgørelse, uafhængigt af, hvilke spørgsmål der undersøges heri, kan derfor ikke i sig selv udgøre et forhold, som kan begrunde genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del (dom af 4.10.2024, Herbaria Kräuterparadies II, C-240/23, EU:C:2024:852, præmis 40 og 41 den deri nævnte retspraksis).

25

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, at CeramTec med denne anmodning reelt ønsker at udtrykke sin uenighed med generaladvokatens juridiske analyse. Som det fremgår af procesreglementets artikel 83 og den retspraksis, der er nævnt i denne doms foregående præmis, er et sådant hensyn imidlertid ikke blandt dem, der kan begrunde en genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del. Desuden har de berørte parter, der har deltaget i den foreliggende sag, under retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del kunnet fremføre de retlige omstændigheder, som de har anset for relevante for at gøre det muligt for Domstolen at fortolke de EU-retlige bestemmelser, der er genstand for den forelæggende rets spørgsmål. I denne henseende finder Domstolen, at den råder over alle de nødvendige oplysninger for at træffe afgørelse om den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, og at ingen af de forhold, som CeramTec har gjort gældende til støtte for sin anmodning om genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del, begrunder en sådan genåbning i henhold til procesreglementets artikel 83.

26

Under disse omstændigheder er det ufornødent at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del.

27

Indledningsvis skal det præciseres, at selv om den forelæggende ret har formuleret det første spørgsmål således, at dette vedrører forholdet mellem den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, og den, der er fastsat i denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at blandt de absolutte registreringshindringer, der er fastsat i denne artikel 7, stk. 1, er det kun den registreringshindring, der er fastsat i forordningens artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), der er omfattet af tvisten i hovedsagen.

28

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med det første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra b), er selvstændige og udelukker hinanden.

29

I henhold til artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 erklæres et EU-varemærke ugyldigt, når dette varemærke er blevet registreret i strid med bestemmelserne i denne forordnings artikel 7. I henhold til nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), er tegn, som udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, udelukket fra registrering.

30

I henhold til samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra b), erklæres et EU-varemærke ugyldigt efter indgivelse af begæring, når ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen om registrering af dette varemærke var i ond tro.

31

For at besvare det første spørgsmål skal det successivt undersøges, om den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, sammenholdt med denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i forordningens artikel 52, stk. 1, litra b) (herefter »de to absolutte ugyldighedsgrunde«), er selvstændige, og om disse to absolutte ugyldighedsgrunde gensidigt udelukker hinanden.

32

Det skal for det første undersøges, om de to absolutte ugyldighedsgrunde er selvstændige i den forstand, at det for at erklære et varemærke ugyldigt på grund af ond tro hos ansøgeren på grundlag af denne artikel 52, stk. 1, litra b), ikke kræves, at det først efterprøves, om der foreligger en absolut registreringshindring som omhandlet i denne artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii).

33

Ifølge fast retspraksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 17.11.1983, Merck, 292/82, EU:C:1983:335, præmis 12, og af 11.1.2024, Inditex, C-361/22, EU:C:2024:17, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det fremgår af ordlyden af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, at hver af disse to grunde er anført i et særskilt litra, nemlig litra a) og b), som er adskilt af et semikolon, hvilket afspejler EU-lovgivers hensigt om at sondre mellem disse. Artikel 52, stk. 1, indeholder i øvrigt hverken i den indledende sætning eller i den efterfølgende opregning udtryk, der angiver, at de to absolutte ugyldighedsgrunde skal undersøges i nogen som helst rangorden i forhold til hinanden.

35

Denne ordlydsfortolkning af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 understøttes både af den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og af de formål, som den forfølger.

36

Hvad angår denne sammenhæng skal det bemærkes, at ugyldighedsgrunden i artikel 52, stk. 1, litra a), i modsætning til den ugyldighedsgrund, der er fastsat i litra b), henviser til de absolutte registreringshindringer i artikel 7 i forordning nr. 207/2009 og skal læses og fortolkes i sammenhæng med denne artikel.

37

Desuden er hver af de absolutte registreringshindringer, der er opregnet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, indbyrdes uafhængige og kræver en separat efterprøvelse (jf. i denne retning dom af 16.9.2015, Société des Produits Nestlé, C-215/14, EU:C:2015:604, præmis 46), således at denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), selv omhandler ugyldighedsgrunde, som er selvstændige i forhold til hinanden, og som hver har sit eget anvendelsesområde.

38

Følgelig skal en sådan selvstændighed så meget desto mere anerkendes mellem den ugyldighedsgrund, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), og den ugyldighedsgrund, der er fastsat i samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra b).

39

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse, forholder det sig i øvrigt således, at selv om artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 i sin helhed indeholder en udtømmende liste over absolutte ugyldighedsgrunde for et EU-varemærke, er hver af de absolutte ugyldighedsgrunde, som den omhandler, af forskellig karakter. Den, der er fastsat i litra a), finder nemlig kun anvendelse i de tilfælde, der er udtømmende opregnet i denne forordnings artikel 7, stk. 1, mens den, der er fastsat i litra b), henviser til begrebet »ond tro«, der vil kunne finde anvendelse i et ubestemt antal situationer.

40

Hvad angår de formål, der forfølges med disse absolutte ugyldighedsgrunde, deler disse det generelle formål, der forfølges med EU-reglerne på varemærkeområdet, som er at bidrage til en ordning med loyal konkurrence inden for EU. I denne henseende har forordning nr. 207/2009, således som det bl.a. fremgår af anden betragtning hertil, til formål at oprette det indre marked og sikre dets funktion. I denne forbindelse har reglerne om EU-varemærker navnlig til formål at sikre, at enhver virksomhed med henblik på at opbygge en fast kundekreds på grundlag af kvaliteten af sine varer eller tjenesteydelser må sættes i stand til at få tegn, der gør det muligt for forbrugeren uden risiko for forveksling at adskille sine varer eller tjenesteydelser fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse, registreret som varemærke (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

41

De absolutte ugyldighedsgrunde, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, har imidlertid forskellige formål.

42

For det første har den absolutte ugyldighedsgrund i artikel 52, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 nemlig til formål at ugyldiggøre varemærker, der er blevet registreret, selv om de er omfattet af én eller flere absolutte registreringshindringer i forordningens artikel 7, stk. 1, og derfor er uegnede til registrering, fordi de ikke kan opfylde deres varemærkefunktion. Denne ugyldighedsgrund censurerer en mangel ved varemærket og tilsigter at beskytte den almene interesse, som ligger til grund for disse absolutte registreringshindringer.

43

Hvad navnlig angår den absolutte registreringshindring, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning nr. 207/2009, har denne til formål at undgå, at varemærkeretten fører til, at en virksomhed får et monopol på en vares tekniske løsninger eller funktionelle kendetegn, som brugeren kan tænkes at efterspørge i konkurrenternes varer. Denne registreringshindring har således til formål at undgå, at varemærkebeskyttelsen går videre end det tegn, som giver mulighed for at adskille en vare eller tjenesteydelse fra dem, der udbydes af konkurrenterne, og virker som en hindring for, at konkurrenterne frit kan udbyde varer, der inkorporerer de tekniske løsninger eller de nævnte funktionelle kendetegn, i konkurrence med varemærkeindehaveren (jf. i denne retning dom af 14.9.2010, Lego Juris mod KHIM, C-48/09 P, EU:C:2010:516, præmis 43, og af 23.4.2020, Gömböc, C-237/19, EU:C:2020:296, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Det handler om at undgå, at den evigtvarende eneret, som overføres ved et varemærke, kan anvendes uden tidsbegrænsning til at gøre andre rettigheder, som EU-lovgiver har ønsket at underlægge forældelsesfrister, evigtvarende (dom af 16.9.2015, Société des Produits Nestlé, C-215/14, EU:C:2015:604, præmis 45).

44

Som generaladvokaten har bemærket i punkt 37 til forslaget til afgørelse, foretager denne artikel således ifølge retspraksis en afvejning af to betingelser, nemlig på den ene side betingelsen om at forhindre, at beskyttelsen af en patenteret teknisk løsning opretholdes efter patentets udløb, og på den anden side betingelsen om at begrænse registreringens manglende egnethed til kun at omfatte varemærker, som reelt vil vanskeliggøre andre virksomheders anvendelse af en teknisk løsning (jf. i denne retning dom af 14.9.2010, Lego Juris mod KHIM, C-48/09 P, EU:C:2010:516, præmis 44-48).

45

For det andet har den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, til formål at sikre, at økonomiske aktører, der har til hensigt at anvende EU-varemærkeordningen, på loyal vis deltager i konkurrencen. Den tilsigter således at sanktionere en iboende mangel i registreringsansøgningen og ikke varemærket selv.

46

Det følger af ovenstående betragtninger, at de to absolutte ugyldighedsgrunde er selvstændige i den forstand, at det for at erklære et varemærke ugyldigt på grund af ond tro hos ansøgeren på grundlag af denne artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 ikke kræves, at det først efterprøves, om der foreligger en absolut registreringshindring som omhandlet i denne forordnings artikel 7, som forordningens artikel 52, stk. 1, litra a), henviser til. Kvalificeringen som ond tro kræver således ikke, at det ligeledes fastslås, at det omhandlede tegn udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii). Det modsatte er også korrekt, idet det for at fastslå, at tegnet udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat, ikke kræves, at det godtgøres, at ansøgeren var i ond tro.

47

Det skal for det andet undersøges, om de absolutte ugyldighedsgrunde, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, gensidigt udelukker hinanden i den forstand, at anvendelsen af den ene af disse to grunde udelukker anvendelsen af den anden.

48

I denne henseende bemærkes, at ordlyden af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 hverken i den indledende sætning eller i litra a) og b) indeholder elementer, der gør det muligt at antage, at de ugyldighedsgrunde, der er nævnt i disse litraer, gensidigt udelukker hinanden.

49

Desuden udelukker bestemmelserne i forordning nr. 207/2009 ikke, at et EU-varemærke kan erklæres ugyldigt på grundlag af de absolutte ugyldighedsgrunde, der er fastsat i artikel 52, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 207/2009. I forbindelse med behandlingen af en begæring om, at et varemærke erklæres ugyldigt på grundlag af disse grunde, kan retten ganske vist finde det passende, henset til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, at begrænse sig til at undersøge en af de nævnte grunde. Hvis anbringendet er begrundet, er det nemlig ikke længere nødvendigt at undersøge den anden af disse grunde for at erklære varemærket ugyldigt. Der er imidlertid ingen bestemmelse i forordning nr. 207/2009, der forhindrer den i også at undersøge denne anden årsag.

50

Det følger af det ovenstående, at de absolutte ugyldighedsgrunde, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, ikke gensidigt udelukker hinanden.

51

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), og den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i samme forordnings artikel 52, stk. 1, litra b), er selvstændige, men ikke udelukker hinanden.

52

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at ond tro hos ansøgeren om registrering af et tegn som varemærke, såfremt der er ansøgt om denne registrering efter udløbet af et patent, kan underbygges udelukkende på grundlag af denne ansøgers opfattelse af dette tegns evne til at udtrykke den tekniske løsning, der tidligere var beskyttet af dette patent, og dette uafhængigt af, om det nævnte tegn udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat som omhandlet i denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii).

53

Som det fremgår af Domstolens praksis, er begrebet »ond tro«, der fremgår af artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, ikke defineret i denne forordning, hvorfor fastlæggelsen af dets betydning og rækkevidden heraf skal ske efter dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den kontekst, hvori dette begreb anvendes, og de mål, der forfølges med denne forordning (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 43 og 44 og den deri nævnte retspraksis).

54

Efter dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug forudsætter begrebet »ond tro« tilstedeværelsen af en uredelig tankegang eller hensigt. Dette begreb skal desuden forstås i varemærkeretlig sammenhæng, dvs. i erhvervsmæssig sammenhæng. I denne henseende har Rådets forordning nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994, L 11, s. 1), nr. 207/2009 og 2017/1001, der er vedtaget successivt, det samme formål, nemlig det indre markeds oprettelse og funktion.

55

Som anført i denne doms præmis 40 har reglerne om EU-varemærker navnlig til formål at bidrage til en ordning med loyal konkurrence, under hvilken enhver virksomhed med henblik på at opbygge en fast kundekreds på grundlag af kvaliteten af sine varer eller tjenesteydelser må sættes i stand til at få tegn, der gør det muligt for forbrugeren uden risiko for forveksling at adskille varen eller tjenesteydelsen fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse, registreret som varemærke (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

56

Følgelig finder den absolutte ugyldighedsgrund, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, anvendelse, når det af relevante og samstemmende indicier fremgår, at indehaveren af et EU-varemærke ikke har indgivet ansøgningen om registrering af dette varemærke med det formål at deltage loyalt i konkurrencen, men med hensigt om at skade tredjemands interesser på en måde, der ikke er i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, eller med hensigt – selv uden at være rettet mod en bestemt tredjemand – om at opnå en eneret til andre formål end dem, der vedrører et varemærkes funktioner, heriblandt den væsentlige funktion som oprindelsesangivelse, der er nævnt i den foregående præmis (dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 46).

57

Varemærkeansøgerens hensigt er et subjektivt element, som de kompetente administrative og retslige myndigheder dog skal fastlægge objektivt. Der skal følgelig foretages en helhedsvurdering af enhver hævdet ond tro under hensyntagen til alle de relevante faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. Det er kun på denne måde, at en hævdet ond tro kan vurderes objektivt (dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

58

I denne henseende bemærkes, at det ikke fremgår af ordlyden af artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, at der ved vurderingen af ansøgerens eventuelle onde tro skal ses bort fra de faktiske omstændigheder, der bidrager til eller kan bidrage til at karakterisere den absolutte ugyldighedsgrund, der er fastsat i denne forordnings artikel 52, stk. 1, litra a), sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii).

59

Det fremgår allerede af Domstolens praksis, at forhold, som i øvrigt kan bidrage til at karakterisere en relativ registreringshindring, kan være relevante for kvalificeringen af ansøgerens onde tro som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, uden at kvalificeringen af ond tro i forbindelse med en relativ registreringshindring kræver, at det undersøges, om denne registreringshindring i øvrigt fuldt ud var opfyldt (jf. analogt dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).

60

På samme måde skal det lægges til grund, at der ved vurderingen af ansøgerens eventuelle onde tro kan tages hensyn til den omstændighed, at denne har forsøgt at forlænge monopolet på en teknisk løsning, der tidligere var beskyttet af et patent. Ansøgerens opfattelse af, om det tegn, der søges registreret som varemærke, er egnet til helt eller delvist at udtrykke denne tekniske løsning, er, uden dog at være det eneste, blandt de elementer, der kan underbygge, at der foreligger en hensigt, som ikke har noget at gøre med varemærkets funktioner, om at hindre konkurrenterne i at indtræde på det marked, som ansøgeren har domineret på grund af sit patent. Denne opfattelse kan indgå i de relevante og samstemmende indicier for, at registreringsansøgningen ikke er indgivet med det formål at deltage loyalt i konkurrencen, men med en hensigt, der ikke er i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

61

Denne mulighed foreligger, både når de relevante faktiske omstændigheder i den foreliggende sag gør det muligt fuldt ud at karakterisere den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning nr. 207/2009, og når disse omstændigheder er utilstrækkelige i denne henseende, eftersom de to absolutte ugyldighedsgrunde, som det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, er selvstændige og ikke gensidigt udelukker hinanden.

62

Følgelig kan ansøgerens onde tro som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 fastslås under hensyntagen til forhold, der kan lægges til grund i forbindelse med analysen af den absolutte registreringshindring i denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), uden at det nødvendigvis fastslås, at det omhandlede tegn udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat.

63

Når dette er sagt, er det med henblik på at vurdere en påstand om ond tro vigtigt at fastslå ansøgerens reelle hensigt på grundlag af samtlige relevante faktiske omstændigheder. Disse faktorer omfatter i en situation som den i hovedsagen foreliggende ligeledes, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 57 i forslaget til afgørelse, arten af det anfægtede varemærke, det omhandlede tegns oprindelse og dets brug siden dets oprettelse, det udløbne patents rækkevidde, den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke, og kronologien for de begivenheder, der kendetegnede denne indgivelse.

64

Da der i henhold til artikel 99, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 gælder en formodning om EU-varemærkets gyldighed, påhviler det endelig indgiveren af ugyldighedsbegæringen, som ønsker at støtte sig på den grund, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, med henblik på at godtgøre ond tro ved indgivelsen af registreringsansøgningen, at fremlægge de relevante og samstemmende indicier, der er omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 56. I et sådant tilfælde påhviler det dernæst ansøgeren om registrering ved at give troværdige forklaringer vedrørende de forfulgte formål og den forretningsmæssige logik, der forfølges, at godtgøre, at denne registrering indgår i en legitim forretningsstrategi. I denne henseende skal det præciseres, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 58 i forslaget til afgørelse, at den blotte omstændighed, at et varemærke, der er registreret i ond tro, opfylder et varemærkes specifikke funktioner, og navnlig oprindelsesfunktionen, i sig selv desuden ikke er til hinder for, at det erklæres ugyldigt. Som det ligeledes fremgår af denne retspraksis, skal et varemærke, der opfylder disse funktioner, nemlig ikke desto mindre annulleres, hvis der er ansøgt om registrering med den hensigt at skade tredjemands interesser på en måde, der ikke er i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik.

65

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at ond tro hos ansøgeren om registrering af et tegn som varemærke, såfremt der er ansøgt om denne registrering efter udløbet af et patent, kan underbygges udelukkende på grundlag af denne ansøgers opfattelse af dette tegns evne til helt eller delvis at udtrykke den tekniske løsning, der var beskyttet af dette patent, og dette uafhængigt af, om det nævnte tegn udelukkende består af en udformning af varen, som er nødvendig for at opnå et teknisk resultat som omhandlet i denne forordnings artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii). Blandt de omstændigheder, der er relevante for vurderingen af, om ansøgeren eventuelt er i ond tro, er ligeledes arten af det anfægtede varemærke, det omhandlede tegns oprindelse og dets brug siden dets oprettelse, det udløbne patents rækkevidde, den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det anfægtede varemærke, og kronologien for de begivenheder, der kendetegnede denne indgivelse.

66

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at ansøgerens onde tro kan vurderes på grundlag af omstændigheder, der er indtrådt efter indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omhandlede varemærke.

67

Det fremgår af ordlyden af artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, at varemærket erklæres ugyldigt, når ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen om registrering af dette varemærke var i ond tro.

68

Det følger af denne bestemmelse, at det relevante tidspunkt for vurderingen af, om der foreligger ond tro hos ansøgeren, er tidspunktet for den pågældendes indgivelse af registreringsansøgningen (dom af 11.6.2009, Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, C-529/07, EU:C:2009:361, præmis 35, og af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 59).

69

Som anført i denne doms præmis 56 finder den absolutte ugyldighedsgrund, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, anvendelse, når det af relevante og samstemmende indicier fremgår, at indehaveren af et EU-varemærke ikke har indgivet ansøgningen om registrering af dette varemærke med det formål at deltage loyalt i konkurrencen, men med hensigt om at skade tredjemands interesser på en måde, der ikke er i overensstemmelse med redelig markedsføringsskik, eller med hensigt – selv uden at være rettet mod en bestemt tredjemand – om at opnå en eneret til andre formål end dem, der vedrører et varemærkes funktioner, herunder den væsentlige funktion som oprindelsesangivelse.

70

I forbindelse med den samlede vurdering af, om ansøgeren var i ond tro, skal alle relevante faktiske omstændigheder, således som de forelå på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, tages i betragtning (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret mod EUIPO, C-104/18 P, EU:C:2019:724, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

71

Det følger heraf, at denne vurdering skal baseres på ethvert element, der gør det muligt at oplyse retten om ansøgerens hensigt på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omhandlede varemærke. Omstændigheder kan, selv efter indgivelsen af denne registreringsansøgning, tjene som indicier for ansøgerens hensigt på dette tidspunkt.

72

På den anden side er en faktor, som ansøgeren først blev opmærksom på efter indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omhandlede varemærke, ikke af en sådan art, at den ændrer ansøgerens opfattelse på tidspunktet for indgivelsen.

73

I det foreliggende tilfælde er den omstændighed, som det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, at CeramTec først efter denne indgivelse opdagede, at medtagelsen af chromoxid i selskabets produkter ikke havde nogen teknisk virkning, ikke relevant med henblik på efterfølgende at fastslå en opfattelse hos CeramTec, som ikke forelå på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen.

74

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at ansøgerens onde tro ikke kan vurderes på grundlag af omstændigheder, der er indtrådt efter indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omhandlede varemærke.

75

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: