1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod YR m.fl. for deltagelse i en kriminel gruppe organiseret med det formål at begå strafbare lovovertrædelser på skatte- og afgiftsområdet.

3

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bestemmer:

»Medlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.«

4

Chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:

»Enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel.

Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. [...]«

5

Artikel 9, stk. 1, i Zakon za sadebnata vlast (lov om retsvæsenet) foreskriver:

»Sager og sagsakter fordeles inden for retsorganerne på grundlag af princippet om vilkårlig udvælgelse ved en ensartet elektronisk tildeling alt efter den rækkefølge, i hvilken sagerne modtages, under overholdelse af kravene i artikel 360b.«

6

Artikel 86 i denne lov bestemmer:

»1.   Præsidenten for den regionale domstol har det overordnede ansvar for den regionale domstols organisation og administration, [...]

[...]

2) idet vedkommende tilrettelægger dommernes og domsmændenes arbejde

[...]

2.   Præsidentens påbud og de regler om tilrettelæggelsen af domstolens arbejde, som præsidenten har godkendt, er bindende for alle dommere og medlemmer af domstolens personale.«

7

Den nævnte lovs artikel 360b har følgende ordlyd:

»1.   De retslige myndigheder anvender informationssystemer, der er godkendt af plenarforsamlingen i [Vissjia sadeben savet (det øverste råd for retsvæsenet, Bulgarien)] efter aftale med justitsministeren og ministeren for digital forvaltning.

[...]

6.   De retslige myndigheder anvender et unikt system for vilkårlig tildeling i henhold til artikel 9 og artikel 112, stk. 6, og det skal være muligt offentligt at påvise tildelingens vilkårlige karakter ved hjælp af kryptografiske midler, der fastsættes i en bekendtgørelse fra justitsministeren efter aftale med ministeren for digital forvaltning.«

8

Det øverste råd for retsvæsenet har fastsat Edinna metodika po prilozjenieto na printsipa za slutjajno razpredelenie na delata v rajonnite, okrazjnite, administrativnite, voennite, apelativnite i spetsializiranite sadilisjtja (ensartet metode til anvendelse af princippet om vilkårlig fordeling af sager ved distriktsdomstole, regionaldomstole, administrative domstole, militære domstole, appeldomstole og specialiserede domstole, herefter »den ensartede metode«).

9

Punkt 1, litra b), i den ensartede metode, der regulerer vilkårlig tildeling, har følgende ordlyd:

»Fordelingen af sager i alle retsinstanser sker efter princippet om vilkårlig udvælgelse ved elektronisk fordeling alt efter den rækkefølge, i hvilken sagerne modtages, sagens genstand og sagstype og under overholdelse af procesfrister, der kræver hastebehandling.«

10

I henhold til punkt 3 i den ensartede metode foretages fordelingen af retsinstansens administrative leder eller sektionsformanden.

11

Punkt 4.1.1 i den ensartede metode, der regulerer »udvælgelse af en dommer navnlig« i straffesager og administrative sager af strafferetlig karakter, bestemmer:

12

Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven) bestemmer i artikel 6, stk. 1:

»Retsplejen i straffesager varetages udelukkende af de domstole, der er oprettet ved [Konstitutsija na Republika Bulgaria (Republikken Bulgariens forfatning)].«

13

Denne lovs artikel 10 foreskriver:

»Under udøvelsen af deres hverv er dommere, domsmænd, anklagere og undersøgelsesorganer uafhængige og kun underlagt loven.«

14

Følgende fremgår af nævnte lovs artikel 42, stk. 2:

»Hvis retten finder, at sagen henhører under en anden tilsvarende rets kompetence, afslutter den sagen og hjemviser sagen til denne retsinstans. […]«

15

Den 30. oktober 2014 udstedte Spetsialisirana prokuratura (særlig anklagemyndighed, Bulgarien) et anklageskrift mod YR m.fl. for deltagelse i en organiseret kriminel gruppe med det formål at begå strafbare lovovertrædelser på skatte- og afgiftsområdet, i det foreliggende tilfælde manglende betaling af skyldig merværdiafgift (moms) for et beløb på 6364428 bulgarske leva (BGN) (ca. 3254080 EUR) fra januar 2008 til marts 2012, og anlagde sag ved Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien).

16

Ifølge en oplysning i forelæggelsesafgørelsen vil en anerkendelse af YR m.fl.s skyld indebære, at fastsættelsen af deres straf vil være underlagt Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA af 25. oktober 2004 om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor (EUT 2004, L 335, s. 8) og Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT 2008, L 300, s. 42).

17

Denne sag blev tildelt dommer I.H.

18

Den foreløbige afgørelse, der blev truffet af et dommerkollegium bestående af dommer I.H. og to domsmænd med henblik på behandlingen af sagens realitet, blev ophævet efter appel på grund af procedurefejl den 21. juli 2022, og sagen blev hjemvist til dette dommerkollegium.

19

Ved kendelse af 26. juli 2022 afsluttede dommer I.H. sagsbehandlingen i sagen YR m.fl. ved den pågældende afdeling ved Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager), idet denne retsinstans blev nedlagt med virkning dagen efter, således at de sager, der verserede for den, skulle overføres til Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien), hvortil denne dommer henviste sagen.

20

Den 28. juli 2022 blev dommer I.H. dommer ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia).

21

Den 4. august 2022 fordelte den administrerende leder af denne domstols sektion for straffesager den omhandlede sag vedrørende YR m.fl. til dommer H.K., idet den pågældende anvendte ordningen med vilkårlig tildeling.

22

Den 27. september 2023 henviste den afdeling, som denne dommer var formand for, sagen til dommer I.H. under hensyntagen til hans tidligere involvering i den nævnte sag. Den 16. afdeling i den strafferetlige sektion ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia), som dommer I.H. er formand for, og som, således som det fremgår af et addendum til anmodningen om præjudiciel afgørelse, der indgik til Domstolen den 17. januar 2024, skal anses for at være den forelæggende ret, tog denne henvisning i betragtning, idet den fandt, at lovligheden af fordelingen af en sag var et retligt spørgsmål, som skulle afgøres af den og ikke af den administrerende leder for denne domstols sektion for straffesager, eftersom fremgangsmåden for fordelingen af en sag henhører under principperne om domstolenes organisation, og det tilkommer hvert dommerkollegium at efterprøve sin egen kompetence. Efter et retsmøde, hvor de tiltalte fik mulighed for at blive hørt, accepterede dommer I.H. at påkende den pågældende sag.

23

Som følge af den nævnte hjemvisning og accept indledte den administrerende leder ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) disciplinærsager mod dommer H.K., hovedsageligt for ikke at have videresendt den pågældende sag til lederen med henblik på omfordeling, og mod dommer I.H. for at have accepteret at behandle denne sag, selv om den ikke var blevet tildelt ham forskriftsmæssigt.

24

Ifølge den forelæggende ret svarer situationen i sagen mod YR m.fl. ikke nøjagtigt til et af de tilfælde af udvælgelse af en bestemt dommer, der er nævnt i punkt 4.1.1 i den ensartede metode, men den ligner et af disse tilfælde, nemlig det tilfælde, hvor en appelret efter at have ophævet en afgørelse fra en ret i første instans hjemviser den pågældende sag til den førstnævnte ret med henblik på genoptagelse af sagen.

25

Det fremgår i øvrigt af forelæggelsesafgørelsen, at to andre sager, som dommer I.H. havde behandlet, mens han var dommer ved Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager), også i første omgang blev fordelt af den administrative leder ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) i henhold til ordningen med vilkårlig tildeling. Da de således udnævnte dommere var af den opfattelse, at disse sager burde have været fordelt til dommer I.H., videresendte de herefter disse sager til den pågældende leder, som omfordelte dem til sidstnævnte dommer i henhold til ordningen for udvælgelse af en bestemt dommer.

26

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at hverken den ensartede metode eller Vatresjni pravila za slutjajno razpredelenie na delata i za zamestvane na sadii v Nakazatelno otdelenie na Sofijski gradski sad (procesreglement om vilkårlig fordeling af sager og udskiftning af dommere i sektionen for straffesager ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia)) regulerer prøvelsen af den metode, som den administrerende leder anvender ved fordelingen af en sag, vilkårlig tildeling eller udvælgelse af en bestemt dommer.

27

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne prøvelse skal anses for at være af retslig karakter, og at den følgelig skal foretages på uafhængig vis af den dommer, som sagen er blevet tildelt af den administrerende leder, efter at parterne er blevet hørt og under den højere retsinstans’ kontrol. Den har i denne henseende støttet sig på strafferetsplejelovens artikel 6, stk. 1, og artikel 10 samt analogt på denne lovs artikel 42, stk. 2, vedrørende hjemvisning af en sag fra en retsinstans til en anden.

28

Den forelæggende ret har imidlertid anført, at andre instanser er af den opfattelse, at den dommer, for hvilken sagen er indbragt, i tilfælde af tvivl om lovligheden af fordelingen af en sag i henhold til ordningen med vilkårlig tildeling skal underrette den administrative leder herom, idet denne er den eneste, der har kompetence til at vurdere lovligheden af en tildeling, og som skal afgøre, om der i givet fald skal anvendes en anden fordelingsmetode, nemlig udvælgelse af en bestemt dommer.

29

I denne sammenhæng har den forelæggende ret fastslået, at der er en forbindelse mellem dens situation og begrebet »uafhængig domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47, og dette i to henseender. Det drejer sig nemlig om at få oplyst, om princippet om, at enhver har ret til at få sin sag behandlet af en sådan domstol, er overholdt i en situation, hvor en domstol for det første ikke kan træffe afgørelse om sin egen kompetence, men skal henholde sig til en administrativ leders vurdering, idet det understreges, at den pågældende ikke i denne egenskab udøver en retslig funktion og står uden for det dommerkollegium, der behandler eller skal påkende en sag, og hvor den omstændighed, at en dommer ved denne domstol træffer afgørelse i denne henseende, for det andet udgør en disciplinær forseelse.

30

Den forelæggende ret er ligeledes af den opfattelse, at det er muligt at drage en parallel mellem dens situation og Domstolens praksis, hvorefter de garantier for uafhængighed og upartiskhed, der kræves efter EU-retten, dels bl.a. forudsætter, at der findes regler for udnævnelse af dommere, dels kræver, at dommerne, når de først er udnævnt, ikke påvirkes af nogen form for pression og ikke modtager instrukser i udøvelsen af deres funktioner. Den administrerende leders fordeling af en sag til en dommer svarer nemlig til en udnævnelse.

31

Den forelæggende ret har i øvrigt anført, at den disciplinære forfølgning, der er indledt mod dommerne H.K. og I.H., vedrører indholdet af afgørelser eller retsakter, som disse har vedtaget inden for rammerne af deres retslige funktioner. I henhold til Domstolens praksis kan der imidlertid kun indledes disciplinærsager i sådanne tilfælde i helt ekstraordinære situationer, hvor dommere udviser grove og helt uforsvarlige handlemåder, der f.eks. består i forsætligt og i ond tro eller ved særligt alvorlig og grov uagtsomhed at tilsidesætte de nationale eller EU-retlige regler, hvis overholdelse de forventes at sikre, eller i at træffe vilkårlige afgørelser eller afgørelser, der er udtryk for retsnægtelse.

32

Desuden vedrører de disciplinærsager, der er indledt mod dommerne H.K. og I.H., situationer, hvor disse dommere angiveligt har udøvet en beføjelse, som domstolene råder over, fejlagtigt, nemlig beføjelsen til selv at efterprøve deres egen kompetence, hvilket er situationer, hvori sådanne sager i overensstemmelse med Domstolens praksis ikke kan indledes.

33

På denne baggrund har 16. afdeling i den strafferetlige sektion ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Ved et tillæg til anmodningen om præjudiciel afgørelse, indgået til Domstolen den 29. april 2024, har den forelæggende ret fremsendt Domstolen en kopi af en kendelse fra retspræsidenten for Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) af 25. april 2024, som er blevet afsagt i forbindelse med disciplinærsagerne mod dommerne H.K. og I.H., og hvor disse irettesættes for de faktiske omstændigheder, der nævnes i nærværende doms præmis 23.

35

Det første spørgsmål vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47.

36

Det bemærkes indledningsvis og for det første, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU finder anvendelse i forbindelse med hovedsagen. Denne bestemmelse finder således anvendelse i forhold til enhver national retsinstans, der som domstol kan træffe afgørelse vedrørende spørgsmål om anvendelsen eller fortolkningen af EU-retten, og som således vedrører områder, der er omfattet af EU-retten (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Da den forelæggende ret udgør en sådan retsinstans, skal den procedure, der verserer for den, opfylde de krav, der følger af retten til en effektiv retsbeskyttelse som fastsat i denne bestemmelse.

37

For det andet bemærkes det, for så vidt som de første spørgsmål vedrører fortolkningen af chartrets artikel 47, at chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes handlinger er fastlagt i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det følger heraf, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (jf. i denne retning dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (Den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

38

Hvad angår straffesagen mod YR m.fl. har den forelæggende ret begrænset sig til at anføre, at de tiltalte retsforfølges for deltagelse i en organiseret kriminel gruppe med det formål at begå strafbare lovovertrædelser på skatte- og afgiftsområdet i forbindelse med manglende betaling af skyldig moms, og at fastsættelsen af deres straf, såfremt de kendes skyldige, bør være underlagt rammeafgørelse 2004/757 og 2008/841. Forelæggelsesafgørelsen indeholder imidlertid ingen angivelse af de faktiske omstændigheder, som denne procedure indgår i, som kunne uddybe disse udsagn og gøre det muligt for Domstolen at efterprøve, om den nævnte procedure faktisk indebærer en gennemførelse af EU-retten.

39

I henhold til artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement skal anmodningen om præjudiciel afgørelse imidlertid indeholde en redegørelse for grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Det bemærkes i denne henseende, at denne redegørelse ligesom den kortfattede fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder, der kræves i henhold til nævnte procesreglements artikel 94, litra a), skal give Domstolen mulighed for at vurdere, ud over hvorvidt anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, om Domstolen har kompetence til at besvare det forelagte præjudicielle spørgsmål (kendelse af 9.9.2014, Parva Investitsionna Banka m.fl., C-488/13, EU:C:2014:2191, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

40

Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

41

Når dette er sagt, skal chartrets artikel 47 ikke desto mindre tages i betragtning ved fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. Eftersom denne bestemmelse pålægger alle medlemsstater at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten, navnlig i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i chartrets artikel 47, skal denne artikel, selv om den ikke finder anvendelse i hovedsagen, tages behørigt i betragtning ved fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (jf. i denne retning dom af 20.4.2021, Repubblika, C-896/19, EU:C:2021:311, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det skal følgelig lægges til grund, at den forelæggende ret med det første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse – når en medlemsstat har indført en ordning for fordeling af sager ved domstolene, som med visse undtagelser er baseret på princippet om vilkårlig udvælgelse af dommerkollegiet, og som kræver medvirken af den administrative leder for hver retsinstans – er til hinder for, at en dommer, som har fået en sag tildelt, og som nærer tvivl om lovligheden af denne tildeling, ikke selv kan træffe afgørelse om dette spørgsmål og i givet fald henvise den nævnte sag til en anden dommer ved samme retsinstans med den begrundelse, at sagen burde have været tildelt vedkommende, idet denne første dommer derimod skal tilbagesende den pågældende sag til den administrative leder for denne ret, med henblik på at denne sidstnævnte efterprøver, om den oprindelige fordeling af sagen var lovlig, og eventuelt omfordeler sagen.

43

Det bemærkes i denne henseende, at på EU-rettens nuværende udviklingstrin regulerer denne ret ikke organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne, bl.a. hvad angår de nationale domstoles oprettelse, sammensætning, kompetence og funktion, således at reglerne vedrørende dette område principielt henhører under medlemsstaternes kompetence. Medlemsstaterne er imidlertid ikke desto mindre forpligtede til under udøvelsen af denne kompetence at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten (jf. i denne retning dom af 21.12.2021, Euro Box Promotion m.fl., C-357/19, C-379/19, C-547/19, C-811/19 og C-840/19, EU:C:2021:1034, præmis 133 og 180 og den deri nævnte retspraksis).

44

Dette gælder navnlig de forpligtelser, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (dom af 26.3.2020, Miasto Łowicz og Prokurator Generalny, C-558/18 og C-563/18, EU:C:2020:234, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis), idet denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne at indføre de retsmidler, der er nødvendige for at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.

45

Regler om fordeling af sagerne ved en retsinstans har imidlertid en forbindelse med begrebet »effektiv retsbeskyttelse« som omhandlet i denne bestemmelse.

46

De forpligtelser, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, vedrører bl.a. eksistensen af en domstol, der »forudgående er oprettet ved lov«, henset til den uadskillelige forbindelse mellem adgangen til en sådan domstol og garantierne for dommeres uafhængighed og upartiskhed (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis), idet disse garantier også er påkrævede i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

47

Dette krav om, at de retsinstanser, der henhører under retsmiddel- og proceduresystemet på de områder, der er omfattet af EU-retten, skal være oprettet forudgående ved lov, som ligeledes nævnes i chartrets artikel 47, stk. 2, vedrører ikke blot selve retsgrundlaget for domstolens eksistens, men også domstolens sammensætning i hver sag samt enhver anden bestemmelse i national ret, hvis manglende overholdelse medfører, at en eller flere dommeres deltagelse i sagsbehandlingen bliver ulovlig (jf. i denne retning dom af 29.3.2022, Repubblika (C-896/20, EU:C:2022:235, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

48

I øvrigt vedrører det krav om domstolenes uafhængighed, som følger af EU-retten, ikke kun de utilbørlige påvirkninger, der kan udøves af den lovgivende og den udøvende magt, men også de påvirkninger, der kan hidrøre fra den pågældende retsinstans selv (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

49

Derudover skal udøvelsen af dømmende myndighed være beskyttet ikke blot mod enhver direkte indflydelse i form af instrukser, men også mod mere indirekte former for indflydelse, der kan påvirke retsafgørelserne (dom af 14.11.2024, S. (Ændring af dommerkollegiet), C-197/23, EU:C:2024:956, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

50

En tilsidesættelse af reglerne vedrørende udpegelsen af den dommer, der skal træffe afgørelse i en given sag, vil kunne have en sådan virkning (jf. i denne retning dom af 14.11.2024, S. (Ændring af dommerkollegiet), C-197/23, EU:C:2024:956, præmis 55).

51

I den foreliggende sag er der, som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, i national ret indført en ordning for fordeling af sager ved domstolene, som med visse undtagelser er baseret på princippet om vilkårlig udvælgelse af dommerkollegiet, og som kræver medvirken af de administrative ledere for disse retsinstanser, som selv er medlemmer deraf. En sådan ordning forekommer ikke i sig selv at udsætte dommerkollegierne for en utilbørlig påvirkning. Navnlig indebærer en fejl ved anvendelsen af reglerne om tildeling ikke nødvendigvis, at der foreligger en sådan indflydelse. Det kan ikke desto mindre ikke udelukkes, at den omstændighed, at en sag ikke tildeles en dommer, som har behandlet den på et tidligere stadium af proceduren, i en situation, hvor national lovgivning fastsætter en sådan fordeling, kan have til formål at undgå, at denne dommer fortsætter med at påkende denne sag.

52

I denne forbindelse opstår spørgsmålet om efterprøvelse af den korrekte anvendelse af en sådan tildelingsordning i en given sag.

53

Det bemærkes i denne henseende, at det er nødvendigt for den tillid, som domstolene i et demokratisk samfund skal indgyde borgerne, at det er muligt at efterprøve overholdelsen af de garantier, der er knyttet til begrebet »domstol, der forudgående er oprettet ved lov«, som præciseret i denne doms præmis 47. Kontrollen med overholdelsen af kravet om, at enhver retsinstans i kraft af sin sammensætning udgør en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er således et væsentligt formkrav, hvis overholdelse er en ufravigelig procesforudsætning (jf. i denne retning dom af 1.7.2008, Chronopost og La Poste mod UFEX m.fl., C-341/06 P og C-342/06 P, EU:C:2008:375, præmis 46, og af 8.5.2024, Asociația Forumul Judecătorilor din România (Sammenslutninger af dommere og anklagere), C-53/23, EU:C:2024:388, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis). Domstolen har fastslået, at en sådan efterprøvelse skal foretages, efter omstændighederne ex officio, inden for rammerne af prøvelsen af et søgsmål, når der består alvorlig tvivl om dette (jf. i denne retning dom af 26.3.2020, Fornyet prøvelse Simpson mod Rådet og HG mod Kommissionen, C-542/18 RX-II og C-543/18 RX-II, EU:C:2020:232, præmis 57 og 58).

54

En effektiv domstolsbeskyttelse kan således ikke sikres, hvis overholdelsen af de regler, der giver en domstol status som »uafhængig, upartisk og forudgående oprettet ved lov«, ikke – på begæring af en part eller ex officio, når der foreligger alvorlig tvivl – kan gøres til genstand for domstolsprøvelse og en eventuel sanktion i tilfælde af manglende overholdelse, idet disse regler ellers ville kunne blive tilsidesat, uden at der dertil ville blive knyttet nogen virkning (jf. i denne retning dom af 14.11.2024, S. (Ændring af dommerkollegiet), C-197/23, EU:C:2024:956, præmis 66).

55

Det følger heraf, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, kræver, at overholdelsen af de nationale retsregler om fordeling af sager kan gøres til genstand for domstolsprøvelse med henblik på at afgøre, om det dommerkollegium, som er blevet tildelt en given sag, udgør en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

56

Når dette er sagt, er EU-retten, henset til medlemsstaternes kompetence for så vidt angår organiseringen af deres domstolssystem som anført i nærværende doms præmis 43, ikke til hinder for, at en dommer, som har fået en sag tildelt af den administrative leder for den pågældende retsinstans, og som nærer tvivl om lovligheden af denne tildeling, henset til de anvendelige nationale retsregler, under hensyntagen til denne leders lovbestemte prærogativer skal tilbagesende sagen til lederen, med henblik på at denne efterprøver tildelingens lovlighed, og i givet fald skal indvilge i at behandle den nævnte sag i tilfælde af, at den oprindelige tildeling bekræftes. Lovligheden af en tildeling foretaget af den nævnte leder skal imidlertid kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse i henhold til de nationale retsregler.

57

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse – når en medlemsstat har indført en ordning for fordeling af sager ved domstolene, som med visse undtagelser er baseret på princippet om vilkårlig udvælgelse af dommerkollegiet, og som kræver medvirken af den administrative leder for hver retsinstans – ikke er til hinder for, at en dommer, som har fået en sag tildelt, og som nærer tvivl om lovligheden af denne tildeling, ikke selv kan træffe afgørelse om dette spørgsmål og i givet fald henvise den nævnte sag til en anden dommer ved samme retsinstans med den begrundelse, at sagen burde have været tildelt vedkommende, idet denne første dommer derimod skal tilbagesende den pågældende sag til den administrative leder for denne ret, med henblik på at denne sidstnævnte efterprøver, om den oprindelige fordeling af sagen var lovlig, og eventuelt omfordeler sagen. Lovligheden af den tildeling, der foretages af denne leder, skal kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse i henhold til de nationale retsregler.

58

Med det andet spørgsmål, der er stillet i samme nationale lovgivningssammenhæng som det første spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at det – når en dommer, til hvem en sag er blevet fordelt i henhold til ordningen med vilkårlig tildeling, undtagelsesvis finder, at denne sag burde have været fordelt til en anden dommer ved samme retsinstans og derfor henviser sagen til denne, og sidstnævnte accepterer at træffe afgørelse om sin egen kompetence – kan lægges til grund, at disse to dommere har begået en disciplinær forseelse.

59

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til ordlyden af artikel 267 TEUF skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den. Det følger af denne ordlyd såvel som denne artikels opbygning dels, at der reelt skal versere en retssag for den nationale domstol, som anmoder om en præjudiciel dom, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af denne præjudicielle dom (jf. i denne retning dom af 22.3.2022, Prokurator Generalny (Den øverste domstols disciplinærafdeling – udnævnelse), C-508/19, EU:C:2022:201, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis), dels at Domstolen ikke kan træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål, hvis det er klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (dom af 21.9.2023, Juan, C-164/22, EU:C:2023:684, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

60

I det foreliggende tilfælde verserer der en straffesag mod YR m.fl. for den forelæggende ret og ikke en disciplinærsag mod dommer I.H. og H.K. I lyset af forelæggelsesafgørelsen synes spørgsmålet om, hvorvidt disse to dommeres vedtagelse af visse afgørelser om fordelingen af sagen angående denne strafferetlige forfølgning kan udgøre disciplinære forseelser, at være uden relevans for den afgørelse, der skal træffes i forbindelse med den nævnte retsforfølgning, idet forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder nogen underbyggede oplysninger om en faktisk forbindelse mellem de to sager.

61

Det andet spørgsmål kunne således kun have været relevant i forbindelse med den disciplinærsag, der på tidspunktet for forelæggelsesafgørelsen verserede for en anden retsinstans end den forelæggende ret, inden for rammerne af hvilken spørgsmålet i øvrigt kunne være blevet rejst (jf. analogt kendelse af 22.12.2022, Sąd Najwyższy, C-491/20 – C-496/20, C-506/20, C-509/20 og C-511/20, EU:C:2022:1046, præmis 84 og 85).

62

Det andet spørgsmål skal følgelig afvises.

63

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse – når en medlemsstat har indført en ordning for fordeling af sager ved domstolene, som med visse undtagelser er baseret på princippet om vilkårlig udvælgelse af dommerkollegiet, og som kræver medvirken af den administrative leder for hver retsinstans – ikke er til hinder for, at en dommer, som har fået en sag tildelt, og som nærer tvivl om lovligheden af denne tildeling, ikke selv kan træffe afgørelse om dette spørgsmål og i givet fald henvise den nævnte sag til en anden dommer ved samme retsinstans med den begrundelse, at sagen burde have været tildelt vedkommende, idet denne første dommer derimod skal tilbagesende den pågældende sag til den administrative leder for denne ret, med henblik på at denne sidstnævnte efterprøver, om den oprindelige fordeling af sagen var lovlig, og eventuelt omfordeler sagen. Lovligheden af den tildeling, der foretages af denne leder, skal kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse i henhold til de nationale retsregler.