–

Županijsko državno odvjetništvo u Zagrebu ved S. Blažević, som befuldmægtiget,

–

den kroatiske regering ved G. Vidović Mesarek, som befuldmægtiget,

–

den slovenske regering ved A. Dežman Mušič, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved R. Mrljić, J. Vondung og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, og artikel 2, nr. 3) og 10), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1805 af 14. november 2018 om gensidig anerkendelse af afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation (EUT 2018, L 303, s. 1), og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en appel iværksat af D. d.o.o. (herefter »selskabet D.«), der har hjemsted i Kroatien, med henblik på at anfægte anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation, som de slovenske myndigheder har fremsendt til de kroatiske myndigheder, vedrørende aktier i L.Z. d.d. (herefter »selskabet L.Z.«), der ejes af selskabet D.

3

Følgende fremgår af 1.-4., 11.-13., 18., 31. og 34. betragtning til forordning 2018/1805:

[...]

[...]

[...]

[...]

4

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »Genstand« fastsætter:

»1.   I denne forordning fastsættes de regler, i henhold til hvilke en medlemsstat anerkender og på sit område fuldbyrder en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation truffet af en anden medlemsstat i forbindelse med retsforfølgning i straffesager.

2.   Denne forordning indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper nedfældet i artikel 6 i TEU.

[...]

4.   Denne forordning finder ikke anvendelse på afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, der er truffet inden for rammerne af procedurer for civilretlige eller administrative anliggender.«

5

Nævnte forordnings artikel 2 med overskriften »Definitioner« lyder:

»I denne forordning forstås ved

[...]

6

Samme forordnings artikel 3 med overskriften »Strafbare handlinger« fastsætter:

»1.   Afgørelser om indefrysning eller afgørelser om konfiskation fuldbyrdes uden kontrol af dobbelt strafbarhed for de handlinger, der giver anledning til sådanne afgørelser, hvor handlingerne er strafbare i udstedelsesstaten med en maksimal frihedsstraf på mindst tre år og udgør en eller flere af følgende strafbare handlinger i henhold til udstedelsesstatens ret:

[...]

9) hvidvask af udbyttet fra strafbart forhold

[...]

2. For så vidt angår andre strafbare handlinger end dem, der er omhandlet i stk. 1, kan fuldbyrdelsesstaten gøre anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation betinget af, at de handlinger, der ligger til grund for afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, udgør en strafbar handling efter fuldbyrdelsesstatens ret, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse heraf efter udstedelsesstatens ret.«

7

Kapitel II i forordning 2018/1805 med overskriften »Fremsendelse, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om indefrysning« indeholder denne forordnings artikel 4-13, mens kapitel III med overskriften »Fremsendelse, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation« indeholder forordningens artikel 14-22.

8

Artikel 14, stk. 1 og 2, i forordning 2018/1805 med overskriften »Fremsendelse af afgørelser om konfiskation« lyder:

»1.   En afgørelse om konfiskation fremsendes ved hjælp af en konfiskationsattest. Udstedelsesmyndigheden fremsender konfiskationsattesten, jf. artikel 17, direkte til fuldbyrdelsesmyndigheden eller i givet fald til den centrale myndighed omhandlet i artikel 24, stk. 2, ved hjælp af ethvert middel, som kan efterlade et skriftligt spor, under vilkår, der tillader fuldbyrdelsesmyndigheden at fastslå ægtheden af konfiskationsattesten.

2.   Medlemsstaterne kan afgive en erklæring, hvoraf det fremgår, at udstedelsesmyndigheden, når der fremsendes en konfiskationsattest til dem med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, skal fremsende den originale afgørelse om konfiskation eller en bekræftet genpart heraf sammen med konfiskationsattesten. Det er dog kun konfiskationsattesten, der skal oversættes i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2.«

9

Denne forordnings artikel 17 med overskriften »Standardkonfiskationsattest« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Med henblik på at fremsende en afgørelse om konfiskation udfylder udstedelsesmyndigheden konfiskationsattesten i bilag II, underskriver den og attesterer dens indhold som værende nøjagtigt og korrekt.

2.   Udstedelsesmyndigheden forsyner fuldbyrdelsesmyndigheden med en oversættelse af konfiskationsattesten på et af fuldbyrdelsesstatens officielle sprog eller på et andet sprog, som fuldbyrdelsesstaten accepterer i overensstemmelse med stk. 3.«

10

Nævnte forordnings artikel 18 med overskriften »Anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation« lyder således i stk. 1:

»Fuldbyrdelsesmyndigheden anerkender en afgørelse om konfiskation, der er fremsendt i overensstemmelse med artikel 14, og træffer de foranstaltninger, der er nødvendige med henblik på dens fuldbyrdelse, på samme måde som for en national afgørelse om konfiskation truffet af en myndighed i fuldbyrdelsesstaten, medmindre fuldbyrdelsesmyndigheden påberåber sig en af de i artikel 19 nævnte grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse eller en af de i artikel 21 nævnte grunde til at udsætte fuldbyrdelsen.«

11

Samme forordnings artikel 19 med overskriften »Grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Fuldbyrdelsesmyndigheden kan kun beslutte ikke at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, hvor:

[...]

[...]

2.   I alle de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, skal fuldbyrdelsesmyndigheden, inden den beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, hvad enten det er helt eller delvist, ved hjælp af ethvert passende middel høre udstedelsesmyndigheden og, hvis det er hensigtsmæssigt, anmode udstedelsesmyndigheden om straks at forelægge eventuelle nødvendige oplysninger.«

12

Artikel 23 i forordning 2018/1805 med overskriften »Den ret, der finder anvendelse på fuldbyrdelsen« lyder i stk. 1:

»Fuldbyrdelsesstatens ret finder anvendelse på fuldbyrdelsen af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, og denne stats myndigheder har enekompetence til at fastsætte fuldbyrdelsesprocedurerne og alle foranstaltninger i forbindelse hermed.«

13

Denne forordnings artikel 25 med overskriften »Kommunikation« fastsætter:

»1.   Om nødvendigt hører udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden straks hinanden med henblik på at sikre effektiv anvendelse af denne forordning under anvendelse af ethvert passende kommunikationsmiddel.

2.   Al kommunikation, herunder vedrørende afhjælpning af problemer med fremsendelsen eller autentificeringen af et dokument, der er nødvendigt for fuldbyrdelse af afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation, foregår direkte mellem udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden, og hvor medlemsstaten har udpeget en central myndighed i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2, med deltagelse af denne centrale myndighed, hvis det er relevant.«

14

Nævnte forordnings artikel 33 med overskriften »Retsmidler i fuldbyrdelsesstaten mod anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om indefrysning eller afgørelse om konfiskation« bestemmer i stk. 2 og stk. 4:

»2.   Realitetsgrundlaget for afgørelsen om indefrysning eller afgørelsen om konfiskation kan ikke anfægtes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten.

[...]

4.   Denne artikel berører ikke anvendelsen i udstedelsesstaten af garantier og retsmidler i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 2014/42/EU.«

15

Artikel 1 i direktiv 2014/42 med overskriften »Formål« lyder således i stk. 1:

»Dette direktiv fastsætter mindsteregler for indefrysning af formuegoder med henblik på eventuel efterfølgende konfiskation og for konfiskation af formuegoder i straffesager.«

16

Direktivets artikel 8 med overskriften »Sikkerhedsforanstaltninger« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de personer, der er berørt af foranstaltningerne i dette direktiv, har adgang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang med henblik på at gøre deres rettigheder gældende.

[...]

6.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle afgørelser om konfiskation begrundes, og at afgørelsen meddeles den berørte person. Medlemsstaterne giver mulighed for, at en person, som en afgørelse om konfiskation er rettet mod, kan gøre indsigelse mod afgørelsen om konfiskation ved domstolene.

7.   Personer, hvis formuegoder er berørt af afgørelsen om konfiskation, har, uden at dette berører direktiv 2012/13/EU og direktiv 2013/48/EU, ret til at få adgang til en advokat under hele konfiskationssagen, hvad angår fastsættelse af udbytte og redskaber, med henblik på at gøre deres rettigheder gældende. De berørte personer oplyses om, at de har denne ret.

[...]«

17

Artikel 1 i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1) med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« lyder i stk. 3:

»Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

18

Artikel 3 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27) med overskriften »Formål og anvendelsesområde« fastsætter i stk. 4:

»Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

19

Artikel 227 og 245 i Kazenski zakonik (straffeloven) vedrører henholdsvis den strafbare handling i form af skade på kreditorer og den strafbare handling i form af hvidvask af penge.

20

Artikel 498a i Zakon o kazenskem postopku (strafferetsplejeloven) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »ZKP«), bestemmer:

»(1)   Ud over de tilfælde, hvor straffesagen ender med domfældelse, vil penge eller formuegoder af ulovlig oprindelse i henhold til artikel 245 i straffeloven [...] også blive konfiskeret:

[...]

(2)   Efter begrundet anmodning fra anklagemyndigheden afsiger domstolsafdelingen en særlig kendelse herom [...]; forudgående skal undersøgelsesdommeren efter domstolsafdelingens anmodning indsamle oplysninger og undersøge alle samtlige relevante omstændigheder med henblik på at fastslå den ulovlige oprindelse af pengene eller formuegoderne [...]

(3)   En bekræftet genpart af afgørelsen nævnt i det foregående stykke forkyndes for ejeren af de konfiskerede penge eller formuegoder [...], hvis dennes identitet er kendt. [...]

(4)   Ejeren af de konfiskerede penge eller formuegoder [...] har ret til at appellere kendelsen i denne artikels stk. 2, hvis vedkommende mener, at der ikke er noget retsgrundlag for konfiskationen.«

21

Artikel 500 i ZKP fastsætter:

»(1)   Når konfiskation af udbytte fra strafbart forhold hos en anden modtager finder anvendelse (straffelovens artikel 75, 77, 77a og 77b), skal den pågældende høres i forbindelse med den indledende procedure og i hovedforhandlingen. Hvis der er tale om en juridisk person, skal dennes repræsentant høres. I indkaldelsen skal det anføres, at proceduren vil blive gennemført, selv om den pågældende ikke er til stede.

(2)   Under hovedforhandlingen høres den juridiske persons repræsentant efter den tiltalte. Det samme gælder hvad angår en anden modtager, såfremt vedkommende ikke er blevet indkaldt som vidne.

(3)   Modtageren og den juridiske persons repræsentant har ret til for så vidt angår fastsættelsen af udbyttet fra det strafbare forhold at fremlægge beviser og, med tilladelse fra afdelingsformanden, at stille spørgsmål til tiltalte, vidner og sagkyndige.

[...]

(5)   Hvis retten først i retsmødet finder, at der kan ske konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, skal den udsætte hovedforhandlingen og indkalde modtageren eller den juridiske persons repræsentant til at deltage.«

22

På grundlag af et anklageskrift dateret den 29. maj 2017 indledte Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor, Slovenien) en straffesag mod fire personer (herefter »de fire tiltalte«), der var mistænkt for at have begået en strafbar handling i form af misbrug af deres stilling eller beføjelser ved mellem den 15. og den 25. juli 2007 at have givet I.J.S. d.d. (herefter »selskabet I.J.S.«) en uberettiget økonomisk fordel i forbindelse med erhvervelsen af aktier i selskabet L.Z.

23

I forbindelse med denne sag fastslog denne ret ligeledes, at gerningsindholdet i to andre strafbare handlinger, nemlig skade på kreditorerne i selskabet I.J.S. og hvidvaskning af penge, var opfyldt i forhold til andre personer end de fire tiltalte. I denne henseende fastslog den nævnte ret bl.a., at den formelle direktør i selskabet I.J.S., der på daværende tidspunkt var insolvent, uden egentlig betaling solgte aktier i selskabet L.Z. til V.K. d.o.o. I løbet af juli 2013 solgte sidstnævnte selskab disse aktier til selskabet D. via en af selskabets direktører for at skjule deres oprindelse.

24

I forbindelse med efterforskningen vedrørende den strafbare handling i form af skade på selskabet I.J.S.s kreditorer, var de aktier i selskabet L.Z., der var ejet af selskabet D., som udbytte af denne strafbare handling, genstand for en afgørelse om indefrysning, der blev vedtaget den 16. juni 2014 af Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor). Denne afgørelse om indefrysning, der oprindeligt gjaldt i en periode på tre måneder fra datoen for dens vedtagelse, dvs. indtil den 15. september 2014, forbød selskabet D. at overdrage disse aktier og underrettede selskabet om dets ret til at gøre indsigelse mod denne afgørelse. Efter anmodning fra anklagemyndigheden traf denne ret flere afgørelser om forlængelse af indefrysningen af de nævnte aktier. Disse afgørelser om indefrysning blev anerkendt og fuldbyrdet af de kroatiske myndigheder. Da disse aktier imidlertid ikke var sikret i perioden fra den 16. september til den 20. oktober 2014 på grund af komplikationer under proceduren for anerkendelse af disse afgørelser, blev de den 13. oktober 2014 overført til forvaltningskonti, hvor det ikke var muligt at identificere de reelle indehavere.

25

Selskabet D. anlagde to søgsmål til prøvelse af afgørelserne om indefrysning, som ikke blev taget til følge. Endvidere fik selskabet ikke medhold i sit søgsmål ved Županijski sud u Zagrebu (distriktsdomstolen i Zagreb, Kroatien) med henblik på at anfægte de kroatiske myndigheders anerkendelse og fuldbyrdelse af disse afgørelser, eller i sin appel af denne dom.

26

Den 27. januar 2020 afhørte Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) i forbindelse med den straffesag, der er omhandlet i nærværende doms præmis 22 og 23, Z.Z., der er repræsentant for selskabet D. Under denne afhøring underrettede denne ret sidstnævnte om muligheden for konfiskation af de aktier i selskabet L.Z., der var ejet af selskabet D., og som var omfattet af afgørelserne om indefrysning, samt, i overensstemmelse med ZKP’s artikel 500, om muligheden for at blive hørt om en sådan konfiskation og for at fremlægge beviser og stille spørgsmål. Z.Z. erklærede for sit vedkommende, at han var blevet underrettet om disse afgørelser om indefrysning, at han anså dem for at være uden grundlag, og at han derfor gennem sin advokat havde anlagt søgsmål ved Županijski sud u Zagrebu (distriktsdomstolen i Zagreb), der er nævnt i den foregående præmis, med henblik på at anfægte de kroatiske myndigheders anerkendelse og fuldbyrdelse heraf. Han anførte ligeledes, at han, såfremt aktierne blev konfiskeret, ville iværksætte en appel til prøvelse heraf.

27

Den 22. maj 2020 afholdt Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) hovedforhandling i sagen under tilstedeværelse af anklagemyndigheden, de fire tiltalte og deres advokater. I sine afsluttende bemærkninger foreslog anklagemyndigheden, at de pågældende aktier skulle konfiskeres, for så vidt som de ifølge denne skulle anses for udbytte af strafbare handlinger i form af skade på kreditorer og hvidvask af penge.

28

Der blev dog ikke rejst tiltale for disse to strafbare handlinger.

29

Ved dom af 27. maj 2020 frikendte Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) de fire tiltalte for den strafbare handling, misbrug af stilling eller beføjelser, der er omhandlet i nærværende doms præmis 22, samtidig med at den på grundlag af ZKP’s artikel 498, stk. 1, nr. 1, traf en afgørelse om konfiskation af de aktier i selskabet L.Z., der var ejet af selskabet D. (herefter »den omtvistede afgørelse om konfiskation«). I sidstnævnte henseende anføres det i denne dom bl.a., at det fremgår af de faktiske omstændigheder, der blev fastslået under bevisoptagelsen, at disse aktier udgør udbyttet af de strafbare handlinger, skade på kreditorer og hvidvaskning af penge, der er omhandlet i denne doms præmis 23 og 27. Anklagemyndigheden iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Višje sodišče v Mariboru (appeldomstolen i Maribor, Slovenien), som ved dom af 24. november 2021 stadfæstede førsteinstansens dom, hvorefter afgørelsen om konfiskation blev endelig fra den 22. december 2021.

30

Den 17. februar 2022 udstedte Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) den konfiskationsattest, som er omhandlet i artikel 14 i forordning 2018/1805 og i bilag II hertil, i hvilken attest aktierne i L.Z., der var ejet af selskabet D., blev beskrevet som »udbytte af en strafbar handling« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, nr. 3), litra a), og som kunne »konfiskeres uden endelig domfældelse [...] efter en retssag vedrørende en strafbar handling« i henhold til nævnte forordnings artikel 2, nr. 3), litra d).

31

Med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af den omtvistede afgørelse om konfiskation fremsendte denne ret i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning 2018/1805 denne attest til Županijsko državno odvjetništvo u Zagrebu (anklagemyndigheden i Zagreb, Kroatien). Den nævnte attest var ledsaget af en oversættelse til kroatisk, dels af uddrag af dommen af 27. maj 2020, der er nævnt i nærværende doms præmis 29, vedrørende indledningen, domskonklusionen, begrundelsen for de konfiskerede formuegoder og angivelsen af retsmidler, dels af indledningen og domskonklusionen i den dom fra Višje sodišče v Mariboru (appeldomstolen i Maribor) af 24. november 2021, der er nævnt i samme præmis, hvorved den appel, som anklagemyndigheden havde iværksat til prøvelse af denne dom, blev forkastet.

32

Ved dom af 25. november 2022 anerkendte Županijski sud u Zagrebu (distriktsdomstolen i Zagreb), for hvilken Županijsko državno odvjetništvo u Zagrebu (anklagemyndigheden i Zagreb) havde anlagt sag, den omtvistede afgørelse om konfiskation.

33

Selskabet D. har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Visoki kazneni sud (appeldomstol i straffesager, Kroatien), som er den forelæggende ret.

34

For det første er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt det formuegode, der er genstand for den omtvistede afgørelse om konfiskation, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2018/1805.

35

I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst, om en straffesag, der afsluttes ved en frifindelsesdom, som fører til vedtagelsen af en afgørelse om konfiskation, der er støttet på konstateringer vedrørende en anden strafbar handling end den, der er genstand for denne dom, og som er begået af andre gerningsmænd end dem, der er omhandlet i den nævnte dom, og mod hvem der ikke er rejst tiltale, kan anses for en »retssag vedrørende en strafbar handling« som omhandlet i artikel 2, nr. 2), i forordning 2018/1805, der kan føre til en »konfiskation uden endelig domfældelse« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, nr. 3), litra d). Den forelæggende ret har fremhævet, at konfiskation af formuegoder ifølge ZKP alene kan være fastsat i en fældende straffedom eller i en afgørelse, hvorved det fastslås, at den berørte person har begået en ulovlig handling, der er genstand for strafforfølgning.

36

For det andet er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de grundlæggende rettigheder, som selskabet D. har i henhold til chartret, er blevet overholdt i forbindelse med den straffesag, der førte til vedtagelsen af den omtvistede afgørelse om konfiskation.

37

Eftersom det i overensstemmelse med artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805 kun er muligt at afslå at anerkende en afgørelse om konfiskation på grund af tilsidesættelse af den berørte persons grundlæggende rettigheder i ekstraordinære situationer, henset til princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, ønsker denne ret navnlig oplyst, i hvilket omfang denne forordning, navnlig dens artikel 1, stk. 2, og chartrets artikel 47, kan være til hinder for at anerkende og fuldbyrde denne afgørelse, hvis det viser sig, at disse grundlæggende rettigheder er blevet tilsidesat.

38

For det første har den forelæggende ret anført, at Z.Z. i retsmødet den 27. januar 2020 ved Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) blev afhørt som repræsentant for selskabet D. og blev underrettet om muligheden for, at de i hovedsagen omhandlede aktier blev konfiskeret, og om muligheden for at fremlægge beviser og stille spørgsmål under sagen. Han blev derimod ikke oplyst om sin ret i henhold til artikel 8, stk. 7, i direktiv 2014/42 til en advokat under hele konfiskationssagen.

39

For det andet har den forelæggende ret fremhævet, at begæringen om konfiskation af de i hovedsagen omhandlede aktier endnu ikke var blevet fremsat på det tidspunkt, hvor dette retsmøde blev afholdt, idet anklagemyndigheden først fremsatte denne begæring om konfiskation i sine afsluttende bemærkninger, dvs. i retsmødet den 22. maj 2020. Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) gennemførte derfor retsmødet på grundlag af den tiltale, der var blevet rejst i 2017.

40

For det tredje har den forelæggende ret konstateret, at det fremgår af den i hovedsagen omhandlede konfiskationsattest, at Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) den 13. oktober 2020 over for selskabet D. forkyndte uddrag af sin dom af 27. maj 2020, hvorved den omtvistede afgørelse om konfiskation blev truffet, vedrørende indledningen, domskonklusionen, begrundelsen for det konfiskerede udbytte og angivelsen af retsmidler, ledsaget af en oversættelse til kroatisk.

41

I denne henseende ønsker den forelæggende ret dels oplyst, om den fulde ordlyd af denne dom som et væsentligt dokument burde have været forkyndt for selskabet D. med henblik på at sikre dette selskab en retfærdig rettergang.

42

Dels har den forelæggende ret anført, at selskabet D. har bestridt, at uddrag af den nævnte dom faktisk blev forkyndt for dette den 13. oktober 2020, og at dette selskab har foreslået, at der føres bevis herfor ved at indhente en attest, der bekræfter forkyndelsen foretaget på denne dato, samt en sagkyndig erklæring. Selskabet har hævdet, at det først modtog en genpart af denne dom efter at have anmodet herom i løbet af februar 2022.

43

For det fjerde har den forelæggende ret endelig anført, at selskabet D. ikke har iværksat appel til prøvelse af den dom, hvorved den omtvistede afgørelse om konfiskation blev truffet.

44

Henset til disse konstateringer er den forelæggende ret i tvivl om rækkevidden af den efterprøvelse, som den skal foretage i forbindelse med tvisten i hovedsagen, og om, i hvilket omfang den i denne sammenhæng skal høre den myndighed, der har udstedt den omtvistede afgørelse om konfiskation, henset til princippet om gensidig anerkendelse og artikel 33, stk. 2, i forordning 2018/1805, som fastsætter, at realitetsgrundlaget for en sådan afgørelse ikke kan anfægtes ved en domstol i fuldbyrdelsesstaten.

45

Under disse omstændigheder har Visoki kazneni sud (appeldomstol i straffesager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

46

Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 1 og 4, og artikel 2, nr. 2), og artikel 2, nr. 3), litra a) og d), i forordning 2018/1805 skal fortolkes således, at denne forordning finder anvendelse på en afgørelse om konfiskation, der er truffet efter en straffesag, i en dom, hvorved de personer, som er tiltalt for den strafbare handling, der har været genstand for denne sag, frifindes, og hvorved det fastslås, at de formuegoder, der skal konfiskeres, udgør udbytte af en anden strafbar handling end denne, hvori en anden person end de frikendte tiltalte har medvirket, og mod hvem der ikke er rejst tiltale.

47

Det bemærkes, at forordning 2018/1805 i henhold til dennes artikel 1, stk. 1, fastsætter de regler, i henhold til hvilke en medlemsstat anerkender og på sit område fuldbyrder en afgørelse om indefrysning eller en afgørelse om konfiskation truffet af en anden medlemsstat i forbindelse med retsforfølgning i straffesager. I overensstemmelse med denne forordnings artikel 1, stk. 4, finder forordningen derimod ikke anvendelse på afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation, der er truffet inden for rammerne af procedurer for civilretlige eller administrative anliggender.

48

I denne henseende præciserer nævnte forordnings artikel 2, nr. 2), at begrebet »afgørelse om konfiskation« i forordningens forstand vedrører en endelig sanktion eller foranstaltning, som er pålagt af en domstol efter en retssag vedrørende en strafbar handling, og som medfører endelig berøvelse af en fysisk eller juridisk persons formuegoder.

49

Artikel 2, nr. 3), litra a) og d), i forordning 2018/1805 definerer begrebet »formuegoder« således, at det bl.a. omfatter alle formuegoder, som udstedelsesmyndigheden anser for at udgøre udbyttet af en strafbar handling eller kan konfiskeres, herunder »uden endelig domfældelse«, i henhold til udstedelsesmedlemsstatens ret efter en retssag vedrørende en strafbar handling.

50

Det fremgår således af selve ordlyden af disse bestemmelser, at anvendelsesområdet for forordning 2018/1805 omfatter alle typer afgørelser om konfiskation, der udstedes efter en retssag vedrørende en strafbar handling, herunder afgørelser om konfiskation, der er truffet uden endelig domfældelse. Som det præciseres i 13. betragtning til denne forordning, bør medlemsstaterne kunne anerkende og fuldbyrde sådanne afgørelser, der er truffet i henhold til udstedelsesmedlemsstatens lovgivning i overensstemmelse med nævnte forordning, selv om denne type afgørelser ikke måtte findes i fuldbyrdelsesmedlemsstatens retssystem.

51

Det følger heraf, således som generaladvokaten har anført i punkt 28-36 i forslaget til afgørelse, og således som alle de berørte parter, der har afgivet skriftlige indlæg, har gjort gældende, at forordning 2018/1805 finder anvendelse på en afgørelse om konfiskation som den i hovedsagen omhandlede. Denne afgørelse blev nemlig truffet af den kompetente nationale ret efter en straffesag, i forbindelse med hvilken denne ret fandt, at de konfiskerede formuegoder udgjorde »udbyttet af en strafbar handling« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, nr. 3), litra a), dvs. den strafbare handling i form af skade på kreditorerne og den strafbare handling i form af hvidvask af penge, og at disse formuegoder i henhold til slovensk ret kunne straffes med »konfiskation uden endelig domfældelse« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 2, nr. 3), litra d). Det er i denne henseende uden betydning, at disse to strafbare handlinger ikke har givet anledning til at rejse tiltale, og at andre personer end dem, der har medvirket i disse strafbare handlinger, er blevet frifundet inden for rammerne af denne sag.

52

Henset til det ovenstående skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 1 og 4, og artikel 2, nr. 2), og artikel 2, nr. 3), litra a) og d), i forordning 2018/1805 skal fortolkes således, at denne forordning finder anvendelse på en afgørelse om konfiskation, der er truffet efter en straffesag, i en dom, hvorved de personer, som er tiltalt for den strafbare handling, der har været genstand for denne sag, frifindes, og hvorved det fastslås, at de formuegoder, der skal konfiskeres, udgør udbytte af en anden strafbar handling end denne, hvori en anden person end de frikendte tiltalte har medvirket, og mod hvem der ikke er rejst tiltale.

53

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805, sammenholdt med denne forordnings artikel 1, stk. 2, og henset til chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at fuldbyrdelsesmyndigheden i en medlemsstat kan afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, med henvisning til, at grundlæggende rettigheder for den person, der er berørt af denne afgørelse som omhandlet i nævnte forordnings artikel 2, nr. 10), angiveligt er blevet tilsidesat i udstedelsesmedlemsstaten, for det første fordi denne person ikke er blevet indkaldt til at deltage i alle faser af den straffesag, der førte til vedtagelsen af nævnte afgørelse, for det andet fordi den pågældende ikke er blevet underrettet om sin ret til en advokat under hele denne sag, og for det tredje fordi den pågældende ikke har modtaget forkyndelse på et sprog, som vedkommende forstår, af den fulde tekst i den dom, hvorved konfiskationsafgørelsen blev truffet, og dette selv om den nævnte person ikke har gjort brug af de retsmidler, som vedkommende råder over i udstedelsesmedlemsstaten med henblik på at anfægte denne dom.

54

Den slovenske regering har gjort gældende, at det tredje spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling med den begrundelse, at de tilfælde af tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, som den forelæggende ret har anført i dette spørgsmål, ikke svarer til de faktiske omstændigheder i hovedsagen.

55

Det bemærkes, at der ifølge fast retspraksis gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den selv har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 8.4.2025, Den Europæiske Anklagemyndighed (Domstolskontrol med proceduremæssige retsakter), C-292/23, EU:C:2025:255, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

56

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret, for hvilken der er indbragt en tvist om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, der er vedtaget efter en straffesag indledt i en anden medlemsstat end Republikken Kroatien, med det tredje spørgsmål ønsker oplyst, om den procedure, der førte til vedtagelsen af denne afgørelse, var behæftet med tilsidesættelser af den berørte persons grundlæggende rettigheder, som i henhold til artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805 kan begrunde et afslag på anerkendelse og fuldbyrdelse af den nævnte afgørelse.

57

Under disse omstændigheder, og eftersom det alene påhviler denne ret at efterprøve rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som den har nævnt i sit spørgsmål for så vidt angår sådanne eventuelle tilsidesættelser, kan det ikke antages, at den fortolkning af EU-retten, som den forelæggende ret anmoder om med dette spørgsmål, klart savner enhver forbindelse med realiteten i den tvist, der er indbragt for den, eller dennes genstand, eller at det nævnte spørgsmål er af hypotetisk karakter.

58

Følgelig kan det tredje spørgsmål antages til realitetsbehandling.

59

Indledningsvis bemærkes, at det navnlig fremgår af artikel 1, stk. 1, i forordning 2018/1805, sammenholdt med 1.-4., 11. og 12. betragtning hertil, at for så vidt som dels indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold er blandt de mest effektive metoder til bekæmpelse af kriminalitet, dels kriminalitetens ofte tværnationale karakter kræver, at det grænseoverskridende samarbejde på dette område er effektivt, har denne forordning til formål at indføre regler, der forpligter medlemsstaterne til at anerkende afgørelser om indefrysning og afgørelser om konfiskation truffet af en anden medlemsstat i forbindelse med straffesager. Denne mekanisme er baseret på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne i straffesager, og har til formål at bidrage til at bevare og udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed ved at styrke dette samarbejde.

60

I overensstemmelse med princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for opbygningen af forordning 2018/1805, er en medlemsstat navnlig i henhold til forordningens artikel 18, stk. 1, sammenholdt med 12. og 31. betragtning hertil, principielt forpligtet til uden yderligere formaliteter at anerkende afgørelser om konfiskation, der er truffet af en anden medlemsstat, og som er blevet fremsendt til den i overensstemmelse med denne forordnings artikel 14, og til at træffe de nødvendige foranstaltninger til deres fuldbyrdelse på samme måde som for afgørelser om konfiskation, der er truffet på nationalt plan, undtagen i de tilfælde, der udtrykkeligt er fastsat i den nævnte forordning og især i forordningens artikel 19, som fastsætter grundene til, at en medlemsstat kan beslutte ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation.

61

Blandt disse grunde til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse er den, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805, hvorefter fuldbyrdelsesmyndigheden i en medlemsstat kan beslutte ikke at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, der er truffet i en anden medlemsstat, hvis der i ekstraordinære situationer på grundlag af specifikt og objektivt bevismateriale er vægtige grunde til at antage, at fuldbyrdelse af afgørelsen om konfiskation under sagens særlige omstændigheder vil medføre en åbenbar tilsidesættelse af en relevant grundlæggende rettighed som fastsat i chartret, navnlig retten til effektive retsmidler, retten til en upartisk domstol og retten til et forsvar.

62

Det følger heraf, at EU-lovgiver ved denne artikel 19, stk. 1, litra h), har fastsat en specifik grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, som har til formål at sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og som konkretiserer denne forordnings artikel 1, stk. 2, hvorefter denne ikke indebærer en ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper nedfældet i artikel 6 i TEU.

63

I denne henseende fremgår det af selve ordlyden af artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805, som ligeledes er gengivet i 34. betragtning til denne forordning, at denne bestemmelse henviser til risikoen for, at fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation »under sagens særlige omstændigheder« vil medføre en åbenbar tilsidesættelse af en relevant grundlæggende rettighed som fastsat i chartret.

64

Som generaladvokaten har anført i punkt 68 i forslaget til afgørelse, og som Europa-Kommissionen ligeledes har gjort gældende i retsmødet for Domstolen, har EU-lovgiver ved at indføre denne specifikke grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation på grund af en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder følgelig villet kræve, at fuldbyrdelsesmyndigheden i den pågældende medlemsstat alene foretager en individuel undersøgelse af, om der foreligger en risiko for en sådan åbenbar tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed.

65

Navnlig kræver artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805 ikke, at fuldbyrdelsesmyndigheden i den pågældende medlemsstat nødvendigvis forud for en sådan individuel undersøgelse konstaterer, at der i udstedelsesmedlemsstaten foreligger enten systemiske eller generelle mangler eller mangler, der mere specifikt berører en identificerbar gruppe af personer. Denne konstatering kræves derimod af Domstolen i forbindelse med den prøvelse i to særskilte trin, der i princippet skal foretages i forbindelse med rammeafgørelse 2002/584 og rammeafgørelse 2008/909, med henblik på, under en procedure til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre og en procedure for anerkendelse og fuldbyrdelse af en straffedom, at vurdere, om der foreligger en reel risiko for en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 4, 7, 24 og 47 (jf. i denne retning bl.a. dom af 5.4.2016, Aranyosi og Căldăraru, C-404/15 og C-659/15 PPU, EU:C:2016:198, præmis 88-94, af 9.11.2023, Staatsanwaltschaft Aachen, C-819/21, EU:C:2023:841, præmis 25-30, og af 29.7.2024, Alchaster, C-202/24, EU:C:2024:649, præmis 52-54 og den deri nævnte retspraksis).

66

Når der ikke foreligger en af EU-lovgiver fastsat specifik grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse på grund af tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder, tager denne prøvelse i to trin udgangspunkt i fortolkningen af den generelle bestemmelse i henholdsvis artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 og artikel 3, stk. 4, i rammeafgørelse 2008/909, der svarer til artikel 1, stk. 2, i forordning 2018/1805, som er nævnt i nærværende doms præmis 62.

67

Det må imidlertid konstateres, at EU-lovgiver ved denne forordnings artikel 19, stk. 1, litra h), med hensyn til ordningen for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om konfiskation udtrykkeligt har valgt at konkretisere denne generelle bestemmelse ved en sådan specifik grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, der er baseret på særlige undersøgelsesregler, som alene kræver en individuel vurdering af, om der foreligger en risiko for åbenbar tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder.

68

Selv om den omstændighed, at der inden for rammerne af en individuel undersøgelse foreligger enten systemiske eller generelle mangler eller mangler, der mere specifikt berører en identificerbar gruppe af personer, for så vidt angår overholdelsen i udstedelsesmedlemsstaten af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, i givet fald kan bidrage til at godtgøre, at der foreligger en risiko for åbenbar tilsidesættelse af disse rettigheder, forholder det sig ikke desto mindre således, at fuldbyrdelsesmyndigheden i en medlemsstat ikke er forpligtet til at foretage den prøvelse i to særskilte trin, som er nævnt i denne doms præmis 65, med henblik på at kunne påberåbe sig den specifikke grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, der er fastsat i artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805.

69

Imidlertid bemærkes for det første, således som også generaladvokaten har anført i punkt 78 i forslaget til afgørelse, at denne bestemmelse ved – ifølge sin udtrykkelige ordlyd – at begrænse den grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, som den fastsætter, til »ekstraordinære situationer« og ved at kræve bevis for, at der foreligger »vægtige grunde« til på grundlag af »specifikt og objektivt bevismateriale« at antage, at fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation vil føre til »en åbenbar tilsidesættelse« af en relevant grundlæggende rettighed, der er fastsat i chartret, fastsætter strenge betingelser og et højt grovhedsniveau for en sådan overtrædelse.

70

For det andet skal en sådan grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, for så vidt som den udgør en undtagelse til princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid, hvorpå ordningen med retligt samarbejde i straffesager mellem medlemsstaterne er baseret, fortolkes strengt (jf. analogt dom af 21.12.2023, GN (Grund til afslag baseret på barnets tarv), C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

71

I det foreliggende tilfælde er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de grundlæggende rettigheder for den person, der er berørt af den omtvistede afgørelse om konfiskation, er blevet overholdt i udstedelsesmedlemsstaten, fordi denne person ikke er blevet indkaldt til at deltage i alle faser af den straffesag, der førte til vedtagelsen af denne afgørelse, ikke er blevet underrettet om sin ret til en advokat under hele denne sag og ikke har modtaget forkyndelse på et sprog, som vedkommende forstår, af den fulde tekst i den dom, hvorved den nævnte afgørelse blev truffet.

72

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at direktiv 2014/42 bl.a. forpligter medlemsstaterne til, således som det fremgår af direktivets artikel 1, stk. 1, at indføre fælles minimumsregler for indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte i forbindelse med strafbare handlinger, navnlig med henblik på at lette den gensidige anerkendelse af retsafgørelser om konfiskation, der er vedtaget i forbindelse med straffesager (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, 1Dream m.fl., C-767/22, C-49/23 og C-161/23, EU:C:2024:823, præmis 72 og 73 samt den deri nævnte retspraksis).

73

Dette direktivs artikel 8, stk. 1, pålægger således medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de personer, der er berørt af de foranstaltninger, der er fastsat i nævnte direktiv, og som ifølge Domstolens praksis ikke blot omfatter personer, der er fundet skyldige i en strafbar handling, men også tredjemænd, hvis formuegoder er berørt af en afgørelse om konfiskation (dom af 21.10.2021, Okrazhna prokuratura – Varna, C-845/19 og C-863/19, EU:C:2021:864, præmis 76), har adgang til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang med henblik på at gøre deres rettigheder gældende.

74

Navnlig skal medlemsstaterne i henhold til artikel 8, stk. 6, i direktiv 2014/42 træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle afgørelser om konfiskation begrundes, og at afgørelsen meddeles den berørte person. De skal også give mulighed for, at en person, som en afgørelse om konfiskation er rettet mod, kan gøre indsigelse mod afgørelsen om konfiskation ved domstolene. Desuden bestemmer dette direktivs artikel 8, stk. 7, dels, at personer, hvis formuegoder er berørt af afgørelsen om konfiskation, uden at dette berører direktiv 2012/13 og direktiv 2013/48U, har ret til at få adgang til en advokat under hele konfiskationssagen, hvad angår fastsættelse af udbytte og redskaber, med henblik på at gøre deres rettigheder gældende, dels at de berørte personer oplyses om, at de har denne ret.

75

Som det fremgår af 18. betragtning til forordning 2018/1805, finder de processuelle rettigheder, der er sikret ved flere andre direktiver, der er omhandlet i denne betragtning, desuden anvendelse på straffesager, der er omfattet af denne forordning, for så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af disse direktiver.

76

Uanset afgrænsningen af anvendelsesområdet for de afledte retsakter, der er nævnt i denne doms præmis 72 og 75, skal de garantier, der er fastsat i chartret, under alle omstændigheder, således som det ligeledes er fremhævet i 18. betragtning til forordning 2018/1805, finde anvendelse på alle sager, der er omfattet af denne forordning.

77

Forpligtelsen til at overholde de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, påhviler således medlemsstaterne, når de træffer afgørelse om en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation i overensstemmelse med forordning 2018/1805, eftersom de herved gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

78

Disse grundlæggende rettigheder omfatter bl.a. adgangen til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, der er fastsat i chartrets artikel 47, og som består af flere elementer, herunder bl.a. retten til et forsvar, princippet om processuel ligestilling, adgang til domstolsprøvelse og retten til at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret (dom af 26.7.2017, Sacko, C-348/16, EU:C:2017:591, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). Retten til effektive retsmidler, retten til en upartisk domstol og retten til et forsvar er i øvrigt udtrykkeligt omhandlet i artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805.

79

Det følger af fast retspraksis, at inden for rammerne af det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på det strafferetlige område ligger ansvaret for at sikre de grundlæggende rettigheder først og fremmest hos udstedelsesmedlemsstaten (jf. analogt dom af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 32 og 52 og den deri nævnte retspraksis).

80

Det følger heraf, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 93 i forslaget til afgørelse, at en person, der er berørt af en afgørelse om konfiskation, ikke, når vedkommende ikke har anvendt de retsmidler, som vedkommende har til rådighed i udstedelsesmedlemsstaten, kan anses for at befinde sig i en ekstraordinær situation, der er kendetegnet ved, at der foreligger specifikt og objektivt bevismateriale, som kan udgøre vægtige grunde til at antage, at fuldbyrdelsen af denne afgørelse under sagens særlige omstændigheder vil medføre en åbenbar tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed, der er fastsat i chartret, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, litra h), forordning 2018/1805, medmindre den pågældende kan godtgøre, at særlige omstændigheder gjorde det umuligt eller i det mindste uforholdsmæssigt vanskeligt for vedkommende at udøve de nævnte retsmidler, eller at de nævnte omstændigheder påvirkede deres effektivitet.

81

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen, at ZKP’s artikel 500 i tilfælde af konfiskationsforanstaltninger fastsætter en ret for juridiske personer til at blive hørt gennem deres repræsentant både under den indledende procedure og under hovedforhandlingen samt en ret for denne repræsentant til at fremlægge beviser og stille spørgsmål. For det andet fastsætter ZKP’s artikel 498a, stk. 3 og 4, at en bekræftet genpart af den afgørelse om konfiskation, der er omhandlet i denne artikel, udleveres til ejeren af de konfiskerede formuegoder, hvis dennes identitet er kendt, og at denne har et retsmiddel til prøvelse af denne afgørelse til rådighed. Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at selv om selskabet D. gennem sin advokat har anlagt sag til prøvelse af de afgørelser om indefrysning, der er truffet over for selskabet, har det derimod ikke gjort brug af de retsmidler, der er fastsat i udstedelsesmedlemsstatens lovgivning, med henblik på at anfægte den omtvistede afgørelse om konfiskation.

82

Under disse omstændigheder og med forbehold for den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, kan en juridisk person som selskabet D., således som generaladvokaten har anført i punkt 92 i forslaget til afgørelse, på tidspunktet for anerkendelsen og fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation, som berører denne juridiske person, kun gøre gældende, at dennes grundlæggende rettigheder, der er anført i nærværende doms præmis 53, angiveligt er blevet tilsidesat under den procedure, der førte til vedtagelsen af denne afgørelse i udstedelsesmedlemsstaten, under påberåbelse af den grund til at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse, der fremgår af artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805, hvis den juridiske person kan godtgøre, at der foreligger særlige omstændigheder, som har gjort det umuligt eller i det mindste uforholdsmæssigt vanskeligt for denne person at udøve disse retsmidler, og som påvirker deres effektivitet.

83

I denne henseende fremgår det, således som det er anført i nærværende doms præmis 41, 42 og 44, for det første af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret ønsker oplyst, om den fulde tekst i dommen afsagt af Okrožno sodišče v Mariboru (den regionale domstol i Maribor) den 27. maj 2020, hvorved den omtvistede afgørelse om konfiskation blev truffet, burde have været forkyndt for selskabet D. med henblik på at sikre dette selskab en retfærdig rettergang. For så vidt som selskabet D. inden for rammerne af tvisten i hovedsagen har bestridt, at uddrag af denne dom og oplysninger om de retsmidler, der er til rådighed i udstedelsesmedlemsstaten, faktisk blev forkyndt for selskabet den 13. oktober 2020, ønsker denne ret for det andet oplyst, om den kan efterprøve, om forkyndelse fandt sted, og om den i denne sammenhæng skal høre udstedelsesmyndigheden.

84

Det følger af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse ikke blot indebærer en sikring af, at afgørelser faktisk reelt modtages, dvs. at der sker forkyndelse af disse over for adressaten, men ligeledes, at en sådan forkyndelse gør det muligt for disse præcist at få kendskab til begrundelsen for den afgørelse, som er truffet i forhold til dem, og til mulighederne for at klage over en sådan afgørelse og den herfor fastsatte frist, således at de er i stand til effektivt at forsvare deres rettigheder og til på grundlag af et fuldt kendskab til sagen at afgøre, om det er hensigtsmæssigt at indbringe afgørelsen for en domstol (dom af 6.10.2021, Prokuratura Rejonowa Łódź-Bałuty, C-338/20, EU:C:2021:805, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

85

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, således som det er nævnt i nærværende doms præmis 40, at den i hovedsagen omhandlede konfiskationsattest, der er fremsendt af udstedelsesmyndigheden i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning 2018/1805, oplyser, at uddrag af den dom, hvorved den omtvistede afgørelse om konfiskation blev truffet, vedrørende indledningen, domskonklusionen, begrundelsen for de konfiskerede formuegoder og angivelsen af retsmidler, er blevet forkyndt for selskabet D., ledsaget af en oversættelse til kroatisk.

86

Forkyndelsen af disse uddrag af den dom, som indeholder den omtvistede afgørelse om konfiskation, synes principielt, forudsat at forkyndelsen rent faktisk blev foretaget over for selskabet D., at give dette selskab mulighed for effektivt at gøre brug af de retsmidler, som det rådede over i udstedelsesmedlemsstaten, med henblik på at gøre gældende, at den procedure, der førte til vedtagelsen af denne afgørelse, angiveligt tilsidesatte selskabets grundlæggende rettigheder. Som det fremgår af nærværende doms præmis 22-29, var den omtvistede afgørelse om konfiskation nemlig baseret på andre strafbare handlinger end den, for hvilken denne dom frifandt de fire tiltalte. For så vidt synes forkyndelsen for selskabet D. af de dele af den nævnte dom, der vedrører sidstnævnte strafbare handling og denne frifindelse, ikke at være absolut nødvendig for en effektiv udøvelse af disse retsmidler, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

87

Hvad angår den omstændighed, at selskabet D. har bestridt for den forelæggende ret, at denne forkyndelse faktisk har fundet sted, skal det bemærkes, at fuldbyrdelsesmyndigheden, for så vidt som konfiskationsattesten har til formål at lette den gensidige anerkendelse af afgørelser om konfiskation, og henset til den gensidige tillid, der skal herske mellem retterne i medlemsstaterne, skal stole på angivelserne i denne attest i mangel af tilstrækkeligt specifikt og objektivt bevismateriale, der kan rejse tvivl om deres troværdighed (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, Breian, C-318/24 PPU, EU:C:2024:658, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

88

Hvis den forelæggende ret på grundlag af specifikt og objektivt bevismateriale og uanset oplysningerne i en sådan attest er i tvivl om, hvorvidt den omtvistede afgørelse om konfiskation er blevet forkyndt, eller mere generelt om, hvorvidt den berørte persons grundlæggende rettigheder er blevet overholdt under den procedure, der har ført til vedtagelsen af denne afgørelse, er den under alle omstændigheder i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i forordning 2018/1805 forpligtet til at høre udstedelsesmyndigheden og i givet fald anmode den om straks at fremlægge alle nødvendige oplysninger med henblik på at afgøre, om denne tvivl er begrundet, inden den beslutter ikke at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen om konfiskation, hvad enten det er helt eller delvist, i henhold til denne forordnings artikel 19, stk. 1, litra h).

89

I denne sammenhæng skal det endvidere bemærkes, at Kommissionen i retsmødet for Domstolen har gjort gældende, at den efter en gennemgang af de nationale sagsakter vedrørende hovedsagen konstaterede, at visse dele af den dom, hvorved den omtvistede afgørelse om konfiskation træffes, var ulæselige på grund af printets dårlige kvalitet.

90

I denne henseende skal det for alle tilfældes skyld bemærkes, at fuldbyrdelsesmyndigheden i en medlemsstat i henhold til artikel 19, stk. 1, litra c), i forordning 2018/1805 ligeledes kan beslutte ikke at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, når konfiskationsattesten som fastsat i denne forordnings artikel 17 og bilag II er ufuldstændig eller åbenbart ukorrekt, og når denne attest ikke er blevet udfyldt efter den obligatoriske høring, der er omhandlet i artikel 19, stk. 2.

91

I overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning 2018/1805 udgør den nævnte konfiskationsattest ganske vist principielt det middel, hvorved udstedelsesmyndigheden skal fremsende enhver afgørelse om konfiskation til fuldbyrdelsesmyndigheden med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af denne afgørelse.

92

Imidlertid kan medlemsstaterne i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning 2018/1805 afgive en erklæring om, at udstedelsesmyndigheden, når en sådan attest er rettet til dem med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse, ligeledes skal fremsende den oprindelige afgørelse om konfiskation eller en bekræftet genpart heraf sammen med denne attest. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Republikken Kroatien har afgivet en sådan erklæring.

93

Eftersom denne forordnings artikel 18, stk. 1, kræver anerkendelse og fuldbyrdelse af enhver afgørelse om konfiskation, for så vidt som den er blevet fremsendt »i overensstemmelse med artikel 14« i nævnte forordning, kan den omstændighed, at teksten i den dom, hvorved den oprindelige afgørelse om konfiskation træffes, eller den bekræftede kopi heraf er ulæselig, i et sådant tilfælde være omfattet af samme forordnings artikel 19, stk. 1, litra c).

94

Som det fremgår af selve ordlyden af sidstnævnte bestemmelse, og som det er anført i nærværende doms præmis 88, er fuldbyrdelsesmyndigheden i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i forordning 2018/1805 dog forpligtet til, inden den vedtager en afgørelse om at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse om konfiskation, at høre udstedelsesmyndigheden, med henblik på at denne fremsender en læselig udgave af den oprindelige afgørelse om konfiskation eller af en bekræftet genpart heraf. Denne høringsforpligtelse følger ligeledes af denne forordnings artikel 25, hvis stk. 1 bestemmer, at udstedelsesmyndigheden og fuldbyrdelsesmyndigheden om nødvendigt straks skal høre hinanden under anvendelse af ethvert passende kommunikationsmiddel med henblik på at sikre en effektiv anvendelse af nævnte forordning, og hvis stk. 2 netop omhandler tilfælde af problemer med fremsendelsen eller autentificeringen af et dokument, der er nødvendigt for fuldbyrdelsen af en afgørelse om konfiskation.

95

Det er således kun, såfremt udstedelsesmyndigheden ikke fremsender en læselig udgave af teksten til den oprindelige afgørelse om konfiskation eller af en bekræftet kopi heraf inden for en rimelig frist, at fuldbyrdelsesmyndigheden kan afslå at anerkende og fuldbyrde den omhandlede afgørelse om konfiskation af den grund, der er anført i artikel 19, stk. 1, litra c), i forordning 2018/1805.

96

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, litra h), i forordning 2018/1805, sammenholdt med denne forordnings artikel 1, stk. 2, og henset til chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at fuldbyrdelsesmyndigheden i en medlemsstat ikke kan afslå at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om konfiskation, med henvisning til at grundlæggende rettigheder for den person, der er berørt af denne afgørelse som omhandlet i nævnte forordnings artikel 2, nr. 10), angiveligt er blevet tilsidesat i udstedelsesmedlemsstaten, når denne person – der på et sprog, som vedkommende forstår, faktisk har fået forkyndt de dele af den dom, hvorved den nævnte afgørelse blev truffet, som er tilstrækkelige til, at den pågældende kan udøve et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen – ikke har gjort brug af de retsmidler, som vedkommende havde til rådighed i udstedelsesmedlemsstaten med henblik på at anfægte denne afgørelse om konfiskation.

97

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: