Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

T. ĆAPETA

fremsat den 30. april 2026 (1)

Sag C-906/24 [Sirto] (i)

procesdeltager:

Maahanmuuttovirasto

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland))

» Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – ret til fri bevægelighed og ophold på medlemsstaternes område – respekt for privatliv og familieliv – udvisning af en unionsborger af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed – følger for den afledte opholdsret for børnene, som går i skole og daginstitution i værtsmedlemsstaten, og for ægtefællen, som har den faktiske forældremyndighed over dem «

I. Indledning

1. I henhold til direktiv 2004/38 (2) har familiemedlemmer til en vandrende EU-arbejdstager en afledt opholdsret i værtsmedlemsstaten, som udspringer af denne arbejdstagers opholdsret.

2. Men hvad sker der, hvis arbejdstageren udvises fra værtsmedlemsstaten af hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed? Kan vedkommendes familiemedlemmer i så fald forblive i medlemsstaten, navnlig hvis nogle af dem er børn, der går i skole i denne stat? Og såfremt disse børn har en selvstændig opholdsret, hvordan påvirker deres beslutning om at forblive i værtsmedlemsstaten for at afslutte deres skolegang så en afgørelse om udvisning af deres forælder?

3. Dette er kort sagt de spørgsmål, der er blevet rejst for Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland), som er den forelæggende ret i den foreliggende sag, og som har anmodet Domstolen om vejledning med hensyn til den korrekte fortolkning af såvel direktiv 2004/38 som arbejdstagerforordningen (3).

II. De faktiske omstændigheder i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

4. A, som er en rumænsk statsborger, flyttede til Finland, hvor han havde lønnet beskæftigelse og oppebar en indkomst fra mindst 2017-2019. Hans opholdsret i denne medlemsstat blev registreret den 1. marts 2018 på grundlag af hans beskæftigelse. Fra 2020 til 2021 havde han ingen indtægter fra lønnet beskæftigelse, og ifølge indtægtsregistret modtog han senest løn i september 2023.

5. A er gift med B, som er moldovisk statsborger, og de har fem børn sammen (C, D, E, F og G).

6. B rejste ind i Finland den 15. juli 2018. Den 24. maj 2019 modtog B sammen med sine børn C, D og E et opholdskort for familiemedlemmer til en unionsborger for perioden fra den 24. maj 2019 til den 24. maj 2024.

7. C, D og E – født i henholdsvis 2011, 2013 og 2015 – er moldoviske statsborgere og går i skole i Finland.

8. F er født i 2019 og er rumænsk statsborger. Den 10. maj 2021 blev der indgivet en ansøgning om registrering af F’s opholdsret som unionsborger. G er født i 2022 og er moldovisk statsborger. Både F og G går i daginstitution.

9. A blev i årene 2019 til 2022 idømt en betinget frihedsstraf på syv måneder for groft tyveri og en betinget frihedsstraf på tre måneder for tyveri samt bøder for tyveri og forsøg på tyveri i to tilfælde, for uagtsomt hæleri, for at bringe trafiksikkerheden i fare og for besiddelse af en genstand eller et stof, der er egnet til at skade andre. Desuden mistænkes han for i 2020 at have begået et tyveri samt i 2022 forsøg på tyveri og have fremsat ulovlige trusler.

10. Den 22. november 2022 traf Maahanmuuttovirasto (den nationale udlændingemyndighed, Finland) (herefter »den finske udlændingemyndighed«) en afgørelse om udvisning af A til Rumænien og forbød ham indrejse i Finland i tre år. Det fremgår af udvisningsafgørelsen, at den blev truffet af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed i betragtning af arten og den gentagne karakter af A’s kriminelle aktiviteter, således som de er beskrevet i det foregående punkt.

11. Ved afgørelse af 24. november 2022 besluttede den finske udlændingemyndighed at udvise B og hendes børn C, D, E og G til deres oprindelsesland Moldova, eftersom referencepersonen A ikke længere opfyldte betingelserne for opholdsret. Samme dag og af lignende grunde meddelte den finske udlændingemyndighed, at myndigheden ikke ville registrere F’s opholdsret, og traf desuden afgørelse om, at han skulle udvises til sit oprindelsesland Rumænien.

12. Ved afgørelser af 29. september 2023 forkastede Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland) det søgsmål, som A, B og deres børn havde anlagt til prøvelse af den finske udlændingemyndigheds afgørelser.

13. Appellanterne i hovedsagen har for Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) nedlagt påstand om, at afgørelserne truffet af den finske udlændingemyndighed og Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland) ophæves, og at sagerne hjemvises til den finske udlændingemyndighed til fornyet prøvelse. Appellanterne har endvidere nedlagt påstand om, at gennemførelsen af udvisningsafgørelserne udsættes.

14. Ved mellemafgørelser af 21. februar 2024 har Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) udsat gennemførelsen af afgørelsen om udvisning af appellanterne, indtil den har truffet afgørelse om anmodningen om tilladelse til at iværksætte appel, eller indtil der er truffet afgørelse i sagen.

15. Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) er indledningsvis af den opfattelse, at de vurderinger, der er foretaget af både den finske udlændingemyndighed og Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Helsinki, Finland), er i overensstemmelse med national ret, for så vidt som de har fastslået, at A udgjorde en trussel mod den offentlige orden og den offentlige sikkerhed som følge af de strafbare handlingers grovhed og gentagne karakter. Den forelæggende ret er ligeledes af den opfattelse, at det kan lægges til grund, at ingen af de omstændigheder, som skal tages i betragtning ved den samlede afvejning, og som har forrang for udvisningsgrundene, forelå i sagen. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at grundene til at udvise A, navnlig henset til hans familiemæssige situation, kan nødvendiggøre en fornyet prøvelse, hvis Domstolen fastslår, at A’s ægtefælle og børn har en selvstændig opholdsret i Finland, selv om A udvises.

16. Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 og/eller arbejdstagerforordningens artikel 10 skal fortolkes således, at familiens børn, der går i grundskole eller daginstitution i Finland, og deres mor, som har forældremyndigheden over dem, bevarer deres opholdsret i Finland. Den forelæggende ret ønsker desuden oplyst, om og i hvilket omfang den omstændighed, at deres far, fra hvis status som vandrende arbejdstager de oprindeligt afledte opholdsretten, er blevet pålagt at forlade værtsmedlemsstaten med den begrundelse, at han udgør en trussel mod den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, påvirker børnenes eventuelle selvstændige opholdsret.

17. Såfremt A’s familiemedlemmer bevarer deres opholdsret, opstår spørgsmålet, om dette kan medføre, at udvisningsafgørelsen skal tages op til fornyet prøvelse. Ifølge den forelæggende ret kræver dette sidste spørgsmål en fortolkning af artikel 28, stk. 1, i direktiv 2004/38, sammenholdt med artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), der beskytter privatlivet og familielivet samt barnets rettigheder.

18. Det er i lyset af disse betragtninger, at Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Skal artikel 12, stk. 3, i [direktiv 2004/38] fortolkes således, at en [unions]borgers børn, der er tilmeldt en grundskole i værtsmedlemsstaten, og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed, ikke mister deres opholdsret, før børnene har afsluttet deres studier, når der er truffet en afgørelse om udvisning over for den pågældende [unions]borger, fordi denne udgør en fare for den offentlige orden eller sikkerhed, men udvisningsafgørelsen ikke er blevet endelig og udsendelsen ikke er blevet gennemført og den pågældende [unions]borger fortsat opholder sig i værtsmedlemsstaten?

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

2) Skal artikel 10 i [arbejdstagerforordningen] fortolkes således, at børnene til en [unions]borger, der har haft status som arbejdstager, idet disse børn er tilmeldt en grundskole i værtsmedlemsstaten, og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over børnene, ikke mister deres opholdsret, før børnene har afsluttet deres studier, når udlændingemyndigheden over for den forælder, der er [unions]borger og har haft status som arbejdstager, har truffet en afgørelse om udvisning af værtsmedlemsstaten, fordi denne udgør en fare for den offentlige orden eller sikkerhed?

Såfremt det første eller det andet spørgsmål besvares bekræftende:

3) Skal artikel 28, stk. 1, i [direktiv 2004/38], der fastlægger de omstændigheder, som værtsmedlemsstaten skal tage hensyn til, før den træffer afgørelse om udvisning med begrundelse i den offentlige orden eller sikkerhed, fortolkes således, at betingelserne for udvisning af en [unions]borger, over for hvem der er truffet en afgørelse om udvisning, skal prøves på ny, hvis der fastslås en selvstændig opholdsret i værtsmedlemsstaten for den pågældendes børn og ægtefælle efter udvisningsafgørelsen, og disse familiemedlemmer ønsker at forblive i denne medlemsstat? Såfremt dette er tilfældet, hvilke omstændigheder skal da navnlig prøves i en situation som i den foreliggende sag under hensyntagen til den familiemæssige og økonomiske situation som omhandlet i artikel 28, stk. 1, i [direktiv 2004/38], sammenholdt med artikel 7 i [chartret] vedrørende respekt for privatliv og familieliv og chartrets artikel 24, stk. 2 og 3, om børns rettigheder?«

19. Den finske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

20. Der blev afholdt retsmøde den 4. februar 2026, hvor appellanterne i hovedsagen, den finske regering og Kommissionen afgav mundtlige indlæg.

III. Bedømmelse

21. For at kunne anvende EU-retten om unionsborgerskab korrekt skal dommere besidde en vis grad af kombinatorisk kompetence. Den foreliggende sag er et tydeligt eksempel på dette.

22. Den forelæggende ret skal i det væsentlige tage stilling til to forskellige, men indbyrdes forbundne spørgsmål. For det første spørgsmålet om, hvorvidt og på hvilket grundlag forskellige kategorier af familiemedlemmer (såsom ægtefæller, der er tredjelandsstatsborgere, og børn, hvoraf nogle er unionsborgere og andre er tredjelandsstatsborgere) kan bevare en ret til ophold i en værtsmedlemsstat, når denne ret er afledt af den ret, som tilkommer en arbejdstager, der er unionsborger, til at opholde sig i denne stat, selv om de kompetente myndigheder i mellemtiden har truffet en udvisningsafgørelse over for den pågældende person, som følge af at vedkommende udgør en trussel mod den offentlige orden og den offentlige sikkerhed (også selv om denne udvisningsafgørelse endnu ikke er blevet gennemført). Det andet spørgsmål er, hvordan den (endnu ikke gennemførte) afgørelse om at udvise denne person påvirkes, hvis de nævnte familiemedlemmer rent faktisk bevarer deres opholdsret?

23. Den forelæggende rets to første spørgsmål, som vedrører den første problematik, der er beskrevet ovenfor, behandles i afsnit A. Det tredje spørgsmål, som vedrører den anden problematik, der er beskrevet ovenfor, behandles derefter i afsnit B.

A. Det første og det andet spørgsmål

24. Ægtefæller, der er tredjelandsstatsborgere, og børn, over for hvem der består forsørgerpligt, har i henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 2004/38, sammenholdt med artikel 7, stk. 1), litra d), og artikel 7, stk. 2, heri, i princippet en afledt opholdsret i en medlemsstat, hvor en unionsborger har en selvstændig opholdsret på grundlag af samme direktiv.

25. Efter fem års lovligt ophold i værtsmedlemsstaten som familiemedlem, uanset nationalitet, opnår disse personer en selvstændig ret til tidsubegrænset ophold (artikel 16, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38). I den foreliggende sag ser det imidlertid ud til, at den unionsborger, som familiemedlemmerne afleder deres ret til ophold fra, har opholdt sig i Finland i mindre end fem år, før udvisningsafgørelsen mod ham blev truffet (4). De har derfor ikke ret til tidsubegrænset ophold – hvilket det dog tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

26. Det skal derfor vurderes, om de kan påberåbe sig opholdsret på et andet retsgrundlag.

27. I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at der findes to mulige retsgrundlag, på grundlag af hvilke opholdsretten for i det mindste visse af de pågældende børn kan fastslås, hvilket derefter kan udløse en afledt ret for deres mor og andre søskende. Disse retsgrundlag udgøres af artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 og arbejdstagerforordningens artikel 10.

28. Da der allerede foreligger retspraksis, som bekræfter, at arbejdstagerforordningens artikel 10 giver et barn, der har til hensigt at fortsætte sin skolegang i værtsmedlemsstaten, en opholdsret, vil jeg indlede min bedømmelse med denne bestemmelse, således som den finder anvendelse på den foreliggende situation (under 1).

29. Derimod er artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 endnu ikke blevet fortolket af Domstolen. I dette forslag til afgørelse (under 2) vil jeg foreslå Domstolen at fortolke denne bestemmelse, som også er potentielt relevant i den foreliggende sag.

1. Opholdsret i henhold til arbejdstagerforordningens artikel 10

30. Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om arbejdstagerforordningens artikel 10 skal fortolkes således, at børn af en unionsborger, der er tilmeldt en grundskole i værtsmedlemsstaten, den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over børnene, samt deres søskende, der går i daginstitution, bevarer deres opholdsret, indtil børnene har afsluttet deres uddannelse, selv om den unionsborger, som familiemedlemmerne oprindeligt afledte deres ret til ophold fra, er genstand for en udvisningsafgørelse fra værtsmedlemsstatens område.

31. For så vidt angår mindreårige har Domstolen fastslået, at arbejdstagerforordningens artikel 10 kan give børn af en tidligere vandrende EU-arbejdstager en selvstændig opholdsret (5).

32. I Jobcenter Krefeld-dommen fastslog Domstolen, at et barn af en tidligere vandrende EU-arbejdstager, som har påbegyndt sin skolegang i værtsmedlemsstaten, har en selvstændig opholdsret i værtsmedlemsstaten på grundlag af retten til ligebehandling for så vidt angår adgangen til undervisning, når dette barn ønsker at deltage i almindelig undervisning i denne medlemsstat (6).

33. Hvad betyder dette i den foreliggende sag?

34. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at børnene C, D og E går i grundskole i Finland.

35. Da deres far oprindeligt flyttede til Finland som arbejdstager, har de på grundlag af arbejdstagerforordningens artikel 10, som fortolket af Domstolen, ret til at forblive i Finland, så længe de modtager almen uddannelse. Deres opholdsret er uafhængig af faderens status som arbejdstager, eller hvorvidt han fortsat opholder sig i Finland (7).

36. Deres mor, B, i egenskab af værge og primær omsorgsperson for C, D og E, har en afledt opholdsret på grundlag af børnenes selvstændige opholdsret i Finland (8).

37. Herefter står F og G, som er i førskolealderen, tilbage.

38. I den engelske sprogversion af Jobcenter Krefeld-dommen anføres det, at opholdsretten foreligger på grundlag af arbejdstagerforordningens artikel 10, »where that child wishes to attend general education courses in that Member State« (9). I den franske og visse andre sprogversioner anvendes imidlertid begrebet »to continue education« (10). I denne sag var situationen den, at de pågældende børn allerede fulgte den almindelige skoleundervisning i værtsmedlemsstaten og ønskede at fortsætte hermed.

39. I den foreliggende sag er Kommissionen ikke desto mindre af den opfattelse, at F og G har en selvstændig opholdsret, fordi de går i daginstitution. Ifølge Kommissionen kan også børn, der går i daginstitution, eller som er yngre, gå i skole i fremtiden, således at deres ret til at modtage undervisning i fremtiden nødvendigvis indebærer en ret til fortsat at opholde sig i værtsmedlemsstaten, dvs. en aktuel opholdsret.

40. Den finske regering er derimod af den opfattelse, at arbejdstagerforordningens artikel 10 ikke indeholder en ret til fremtidig uddannelse, hvoraf der kan udledes en ret til ophold for ethvert barn, der er bosiddende på en medlemsstats område.

41. Ved afgørelsen af, om arbejdstagerforordningens artikel 10 skal fortolkes således, at den giver F og G en selvstændig opholdsret, selv om de endnu ikke har påbegyndt deres skolegang i Finland, skal det erindres, at mindreåriges selvstændige ret til fortsat ophold i værtsmedlemsstaten synes at følge af den betragtning, at børn af vandrende arbejdstagere skal kunne afslutte den uddannelse, de har påbegyndt (11).

42. Jeg kan derfor tilslutte mig den finske regerings opfattelse, hvorefter arbejdstagerforordningens artikel 10 ikke kan fortolkes således, at den giver en ret til uddannelse; den giver kun børn, som allerede har påbegyndt deres skolegang i værtsmedlemsstaten, en ret til at fortsætte skolegangen, selv om deres forælder mister den selvstændige opholdsret, som vedkommende tidligere har haft som arbejdstager i egenskab af unionsborger.

43. Da børnene F og G således er i førskolealderen, synes de ikke at have en selvstændig opholdsret i Finland på grundlag af arbejdstagerforordningens artikel 10. Det skal dog erindres, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat at afgøre, hvornår den obligatoriske almindelige skolegang begynder (12). I denne henseende tilkommer det den forelæggende ret på grundlag af finsk ret at fastslå, om den omstændighed, at et barn går i daginstitution, skal forstås således, at der er påbegyndt en formel uddannelse, og hvorvidt børnene F og G på denne baggrund har en opholdsret.

44. Selv om F og G ikke har en opholdsret på grundlag af arbejdstagerforordningens artikel 10, betyder dette ikke, at de ikke kan have en afledt opholdsret på et andet grundlag, uafhængigt af den oprindelige referenceperson.

45. I denne henseende er jeg enig med Kommissionen i, at hvis F og G blev tvunget til at forlade Finland, ville B også være nødt til at forlade landet, hvilket som en dominoeffekt ville medføre, at C, D og E også ville være nødt til at forlade landet. F’s og G’s ret til at forblive i Finland kan derfor afledes af den ret, som C, D og E har til at forblive i Finland i henhold til EU-retten.

46. Enhver vurdering af børns rettigheder i henhold til EU-retten skal baseres på en samlet vurdering fra sag til sag af, i hvilket omfang børnene er afhængige af deres forælder, som har ret til ophold i en medlemsstat på grundlag af EU-retten (13). Ved denne vurdering skal barnets tarv og dets ret til familieliv prioriteres (henholdsvis chartrets artikel 24 og artikel 7), idet der navnlig skal tages hensyn til barnets alder, udvikling og følelsesmæssige tilknytning til denne forælder samt til de psykologiske risici, som en separation vil medføre (14).

47. I denne forbindelse kan der drages en parallel til dommen i sagen Subdelegación del Gobierno en Toledo (Et familiemedlems ophold – utilstrækkelige midler) (15).

48. Denne sag vedrørte ligeledes en forælder, der var tredjelandsstatsborger, med et mindreårigt barn, der var unionsborger, og endnu et barn, der var tredjelandsstatsborger. I den nævnte dom fastslog Domstolen, at et afslag på opholdstilladelse til en mindreårig tredjelandsstatsborger ville kunne tvinge barnets mor til at forlade området og følgelig tvinge hendes andet barn, der var unionsborger, til ligeledes at flytte.

49. I hovedsagen gælder disse betragtninger på lignende vis for G (som er tredjelandsstatsborger), F (som er unionsborger) og deres mor B (som også er tredjelandsstatsborger).

50. Det skal endvidere erindres, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at de rettigheder, der følger direkte af arbejdstagerforordningens artikel 10, foreligger uafhængigt af de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i direktiv 2004/38 (16). Dette gælder efter min opfattelse også for de afledte rettigheder, der følger direkte eller indirekte af samme bestemmelse, sammenholdt med chartret.

51. Sammenfattende har C, D og E således en selvstændig opholdsret i henhold til arbejdstagerforordningens artikel 10 på grundlag af, at de er tilmeldt en uddannelsesinstitution i værtsmedlemsstaten. Som deres primære omsorgsperson har B ret til en afledt opholdsret i hele deres skoletid. F og G skal have en tilsvarende afledt opholdsret, for at C, D og E skal kunne gøre brug af deres opholdsret.

2. Opholdsret i henhold til artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38

52. Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om børnenes og deres mors opholdsret kan støttes på artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38. Da jeg allerede har fastslået, at sådanne rettigheder direkte eller indirekte kan støttes på arbejdstagerforordningens artikel 10, er det ikke nødvendigt at besvare dette spørgsmål for at sætte den forelæggende ret i stand til at afgøre den sag, der verserer for den. Da spørgsmålet imidlertid er blevet forelagt, vil jeg redegøre for, hvorledes Domstolen efter min opfattelse bør besvare det.

53. Det skal erindres, at artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 bestemmer:

»Hvis en unionsborger udrejser fra værtsmedlemsstaten eller afgår ved døden, bevarer unionsborgerens børn eller den person, som har den faktiske forældremyndighed, uanset nationalitet, retten til ophold, hvis børnene opholder sig i værtsmedlemsstaten og er tilmeldt en uddannelsesinstitution, indtil de har afsluttet deres studier.«

54. A og flere andre har gjort gældende, at artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 finder anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede. Kommissionen er af den opfattelse, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, da A ikke er udrejst fra Finland. Den finske regering er imidlertid af den opfattelse, at en sådan omstændighed ikke er til hinder for anvendelsen af artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 i den foreliggende sag.

55. Artikel 12 i direktiv 2004/38 vedrører bevarelse af familiemedlemmers ret til ophold, i tilfælde af at unionsborgeren, som de afleder deres opholdsret fra, afgår ved døden eller udrejser. I lighed med arbejdstagerforordningens artikel 10 fastsætter artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38, at børn, der allerede har påbegyndt deres skolegang i værtsmedlemsstaten, bevarer retten til ophold for at gøre det muligt for dem at afslutte deres studier. Denne bestemmelse finder anvendelse på børn uanset deres nationalitet.

56. I modsætning til arbejdstagerforordningens artikel 10, som finder anvendelse, uanset om den tidligere arbejdstager har forladt værtsmedlemsstaten eller ej, finder artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 imidlertid først anvendelse, når den person, der oprindeligt var kilden til børnenes opholdsret, forlader værtsmedlemsstaten eller afgår ved døden.

57. Det skal erindres, at afgørelsen om at udvise A hverken er endelig eller gennemført. Den er snarere genstand for en verserende appel, hvorunder den forelæggende ret har udsat gennemførelsen af denne afgørelse, indtil Domstolen har truffet præjudiciel afgørelse.

58. Efter min opfattelse betyder ordlyden af artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 ikke nødvendigvis, at udvisningsafgørelsen skal være gennemført, for at børnenes selvstændige ret til at modtage undervisning foreligger. Dog skal forælderens udrejse – uanset om den allerede har fundet sted eller endnu ikke har fundet sted – være fastslået. Efter min opfattelse finder denne bestemmelse således anvendelse, når en udvisningsafgørelse er blevet endelig, selv om den endnu ikke er blevet gennemført, da den ellers ville miste sin effektive virkning (effet utile).

59. Dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen, eftersom udvisningsafgørelsen er blevet appelleret, og det ikke er sikkert, at der vil finde afrejse sted.

60. Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at den kun finder anvendelse, hvis afgørelsen om at udvise referencepersonen enten er blevet gennemført eller i det mindste er endelig.

61. Ikke desto mindre er det under omstændighederne i den foreliggende sag og med henblik på at give et tilfredsstillende svar på den forelæggende rets tredje spørgsmål nødvendigt at efterprøve en situation, hvor referencepersonen faktisk er forpligtet til at forlade værtsmedlemsstaten, men hvor hans børn, der er tilmeldt en uddannelsesinstitution, ikke desto mindre bevarer deres ret til ophold i værtsmedlemsstaten.

62. Selv om den lovgivningsmæssige baggrund for artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 ikke er helt relevant, tyder bestemmelsens ordlyd på, at formålet er at beskytte børns ret til at modtage undervisning i det miljø, hvor de allerede er begyndt (17). Formålet med denne bestemmelse skal således forstås på samme måde som formålet med arbejdstagerforordningens artikel 10 som fortolket af Domstolen.

63. Kort sagt kan børn af en tidligere vandrende arbejdstager opnå en selvstændig opholdsret i værtsmedlemsstaten, hvis de er tilmeldt en uddannelsesinstitution, og så længe de studerer. Hvis den oprindelige referenceperson for deres opholdsret var en vandrende arbejdstager, som er unionsborger, kan børnene have en afledt selvstændig opholdsret i værtsmedlemsstaten på grundlag af enten arbejdstagerforordningens artikel 10 eller artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38.

64. Det sidste spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, er, om den omstændighed, at den oprindelige referenceperson for en opholdsret pålægges at forlade værtsmedlemsstaten, fordi vedkommende anses for at udgøre en trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed, påvirker familiemedlemmernes ret til at forblive i værtsmedlemsstaten.

3. Hvorvidt en begrænsning af referencepersonens opholdsret af hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed påvirker familiemedlemmerne

65. De EU-retlige regler vedrørende begrænsninger af unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at indrejse i og opholde sig på en medlemsstats område af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed er baseret på en individualisering af sådanne restriktive foranstaltninger.

66. Dette princip udspringer af direktiv 64/221/EØF (18) og navnlig af dets artikel 3, stk. 1, som bestemte, at »[f]orholdsregler vedrørende den offentlige orden eller sikkerhed bør udelukkende støttes på den pågældendes personlige forhold« (19). En sådan principiel holdning er blevet bekræftet af Domstolen i en lang række sager (20).

67. Direktiv 64/221 er blevet erstattet af direktiv 2004/38, og en lignende bestemmelse findes i artikel 27, stk. 2, heri. Domstolens fortolkning af denne bestemmelse har ikke ændret sig (21).

68. Kravet om, at en foranstaltning, der begrænser en persons opholdsret, skal baseres på vedkommendes individuelle adfærd, indebærer, at familiemedlemmernes opholdsret i princippet ikke kan påvirkes af deres fars og/eller ægtefælles personlige adfærd.

69. Det følger af det ovenstående, at børn, der går i skole, deres mor, der er den primære omsorgsperson, samt deres søskende, der går i daginstitution, stadig har en ret til ophold i Finland (uanset om den er selvstændig eller afledt) på grundlag af arbejdstagerforordningens artikel 10, sammenholdt med chartrets artikel 7 og 24, selv om A har været genstand for en udvisningsafgørelse af hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, da disse familiemedlemmers personlige adfærd ikke giver anledning til samme betænkeligheder som deres oprindelige referencepersons adfærd.

B. Det tredje spørgsmål

70. Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om udvisningen af faderen skal efterprøves i henhold til artikel 28, stk. 1, i direktiv 2004/38, sammenholdt med chartrets artikel 7 og 24, for at tage hensyn til den omstændighed, at hans ægtefælle og børn ønsker at forblive i værtsmedlemsstaten på grundlag af deres selvstændige eller afledte opholdsret, idet disse ikke længere er afhængige af A i egenskab af oprindelig referenceperson for så vidt angår deres ret til fortsat at opholde sig i værtsmedlemsstaten.

71. I henhold til artikel 28, stk. 1 og 2, i direktiv 2004/38 skal de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten, inden de træffer afgørelse om udvisning af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, vurdere den pågældende persons personlige forhold (såsom helbredsforhold, familiemæssige eller økonomiske situation) samt vedkommendes tilknytning til og grad af integration i værtsmedlemsstatens samfund samt vedkommendes tilknytning til hjemlandet.

72. Enhver afgørelse om udvisning af en person skal være forholdsmæssig (22), hvilket indebærer en afvejning af på den ene side den trussel, som den pågældende persons personlige adfærd udgør for værtssamfundets grundlæggende interesser, og på den anden side beskyttelsen af unionsborgernes og deres familiemedlemmers rettigheder i henhold til arbejdstagerforordningen, direktiv 2004/38 og chartret.

73. Som den finske regering har anerkendt i retsmødet, skal enhver foranstaltning, der begrænser den frie bevægelighed, overholde den grundlæggende ret til privatliv og familieliv, der er fastsat i chartrets artikel 7, og barnets tarv, således som denne er beskyttet ved chartrets artikel 24, stk. 2 (23). Udelukkelse af en person fra en stat, hvor vedkommendes familie bor, udgør et direkte indgreb i disse rettigheder. Desuden har Domstolen allerede anerkendt, at barnets tarv skal komme i første række (24).

74. Dette betyder efter min opfattelse, at udlændingemyndigheden var forpligtet til at tage hensyn til både børnenes og ægtefællens opholdsret samt chartrets artikel 7 og 24 ved vedtagelsen af den oprindelige afgørelse om at udvise A.

75. Hvis denne myndighed imidlertid ikke har foretaget en sådan vurdering, skal dens afgørelse tages op til fornyet prøvelse, når det står klart, at familiemedlemmerne til den person, over for hvem der er truffet en udvisningsafgørelse, har ret til fortsat at opholde sig i Finland og ønsker at udøve denne ret.

76. Dette besvarer den første del af den forelæggende rets tredje spørgsmål: Artikel 28, stk. 1, i direktiv 2004/38 skal fortolkes således, at betingelserne for en udvisningsafgørelse, der er truffet over for en unionsborger, skal tages op til fornyet prøvelse, hvis den pågældendes børn og ægtefælle indrømmes en selvstændig opholdsret i værtsmedlemsstaten efter vedtagelsen af udvisningsafgørelsen, og disse familiemedlemmer ønsker at forblive i denne medlemsstat.

77. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, hvilke særlige omstændigheder der skal undersøges i en situation som den, der foreligger i den foreliggende sag.

78. For det første følger det af fast retspraksis, at de nationale beslutningstagende myndigheder ved vurderingen af den pågældende persons grad af afhængighed skal foretage en udtømmende vurdering af alle de særlige omstændigheder i hvert enkelt tilfælde (25). Ved den bedømmelse af barnets tarv, som myndighederne skal foretage, inden de træffer en afgørelse om at udvise en af dets forældre, skal disse myndigheder tage hensyn til barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til den pågældende forælder samt den risiko, som adskillelsen fra denne forælder indebærer for barnets ligevægt (26).

79. Ved denne vurdering skal myndighederne undersøge konsekvenserne af, at familiens enhed brydes, samt børnenes mulighed for at opretholde kontakten med begge forældre. I denne forbindelse kan der tages hensyn til, om hele familien har mulighed for at flytte til en anden (medlems)stat, i hvilket tilfælde de kompetente myndigheder skal tage hensyn til, i hvor høj grad børnene er integreret i Finland.

80. A og flere andre har for den forelæggende ret gjort gældende, at de for at opretholde familiens enhed kan være nødt til at rejse til Moldova, eftersom de ikke alle har rumænsk statsborgerskab (27).

81. I denne henseende kan den retspraksis, som følger af Ruiz Zambrano-dommen være relevant (28). Selv om Ruiz Zambrano-dommen vedrørte en statisk mindreårig unionsborger, er denne retspraksis generelt til hinder for, at unionsborgere udsendes fra medlemsstaternes område. Da F er unionsborger, vil det have konsekvenser, der er i strid med Ruiz Zambrano-dommen, hvis familien tvinges til at rejse til Moldova.

82. De nationale myndigheder i hovedsagen skal derfor vurdere, hvorvidt det er muligt for familien fortsat at bo sammen i Rumænien. Denne vurdering må ikke hvile på en ren teoretisk antagelse, men skal være resultatet af en konkret undersøgelse af situationen for alle familiemedlemmer (29).

83. En omstændighed, som myndighederne bør tage i betragtning – som en modvægt – er grovheden af de lovovertrædelser, som den person, der er berørt af udvisningsafgørelsen, har begået. Som den finske regering anførte i retsmødet, er grovheden af den eller de lovovertrædelser, der ligger til grund for den anfægtede udvisningsafgørelse, en betydelig omstændighed i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt foranstaltningen om udsendelse af faderen er forholdsmæssig. Hvis lovovertrædelsen eller adfærden er mindre grov, kan der lægges større vægt på at bevare familiens enhed, hvilket i visse tilfælde endda kan veje tungere end behovet for udsendelse.

84. I denne henseende fastsætter direktiv 2004/38 to forskellige normer, som medlemsstaterne skal overholde, når de træffer afgørelse om, hvorvidt de skal vedtage foranstaltninger, der har til formål at begrænse personers ret til at rejse ind i eller opholde sig på området. Hvis en person har opholdt sig i værtsmedlemsstaten i mindre end fem år, kan en sådan foranstaltning træffes på grund af en adfærd, der strider mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (artikel 27, stk. 1, i direktiv 2004/38). Beslutningen om at udvise fastboende udlændinge kan imidlertid kun træffes, hvis der foreligger alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed (artikel 28, stk. 2, i direktiv 2004/38). Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om den første appellant i hovedsagen henhører under den første eller den anden kategori.

85. For fuldstændighedens skyld skal det, som det blev drøftet i retsmødet, fremhæves, at artikel 33, stk. 2, i direktiv 2004/38 bestemmer, at hvis en udsendelsesafgørelse gennemføres mere end to år efter, at den blev truffet, skal den berørte medlemsstat efterprøve, om den pågældende fortsat udgør en reel trussel for den offentlige orden eller sikkerhed, og den skal vurdere, om forholdene har ændret sig, siden den oprindelige udsendelsesafgørelse blev truffet.

86. Selv om den forelæggende ret i appelsagen måtte stadfæste den finske udlændingemyndigheds oprindelige afgørelse, kan artikel 33, stk. 2, i direktiv 2004/38 derfor kræve, at der foretages en ny vurdering på grundlag af de aktuelle omstændigheder.

87. Det følger heraf, at de kompetente myndigheder, inden de træffer afgørelse om udsendelse af en person fra dens område, på en forholdsmæssig og velafvejet måde skal vurdere på den ene side den pågældende families interesser som helhed og børnenes tarv og på den anden side værtssamfundets interesser. For så vidt angår førstnævnte skal myndighederne vurdere den pågældende persons familiemæssige situation, grundene til at opretholde familiens enhed, muligheden for at opretholde familiens enhed i et andet land, børnenes tarv, herunder i givet fald ægtefællens og børnenes ønske om at forblive i den værtsmedlemsstat, hvor de har en opholdsret, der er uafhængig af den berørte persons opholdsret. For så vidt angår spørgsmålet om værtssamfundets interesser skal myndighederne tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed, varigheden af personens ophold i værtsmedlemsstaten samt den pågældendes kulturelle og sociale tilknytning til denne stat i forhold til den tilknytning, som vedkommende har til sit hjemland.

IV. Forslag til afgørelse

88. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»1) Artikel 12, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF

skal fortolkes således, at denne bestemmelse kun finder anvendelse, såfremt afgørelsen om udvisning af referencepersonen er blevet gennemført eller er endelig. Når de kompetente myndigheder træffer afgørelse om, hvorvidt en person skal udvises, skal de ikke desto mindre tage hensyn til, at børn, som er tilmeldt en uddannelsesinstitution i værtsmedlemsstaten, vil opnå en selvstændig opholdsret i denne stat på grundlag af denne bestemmelse, når udvisningsafgørelsen er blevet endelig.

2) Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april 2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen, sammenholdt med artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at børnene til en unionsborger, der har haft status som arbejdstager, idet disse børn er tilmeldt en grundskole i værtsmedlemsstaten, og den forælder, der har den faktiske forældremyndighed over dem, samt børnenes søskende, som går i daginstitution, ikke mister deres opholdsret, før børnene har afsluttet deres studier, selv om udlændingemyndigheden over for den forælder, der er unionsborger og har haft status som arbejdstager, har truffet en afgørelse om udvisning fra værtsmedlemsstaten, fordi denne udgør en fare for den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed.

3) Artikel 28, stk. 1, i direktiv 2004/38, sammenholdt med artikel 7 og 24 i chartret om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at betingelserne for en udvisningsafgørelse, der er truffet over for en unionsborger, skal tages op til fornyet prøvelse, hvis den pågældendes børn og ægtefælle indrømmes en selvstændig opholdsret i værtsmedlemsstaten efter vedtagelsen af udvisningsafgørelsen, og disse familiemedlemmer ønsker at forblive i denne medlemsstat. Ved den fornyede prøvelse af en afgørelse skal de kompetente myndigheder eller retten på en forholdsmæssig og velafvejet måde tage hensyn til på den ene side den berørte families interesser som helhed og børnenes tarv og på den anden side værtssamfundets interesser. For så vidt angår førstnævnte skal myndighederne vurdere den pågældende persons familiemæssige situation, grundene til at opretholde familiens enhed, muligheden for at opretholde familiens enhed i et andet land, børnenes tarv, herunder i givet fald ægtefællens og børnenes ønske om at forblive i den værtsmedlemsstat, hvor de har en opholdsret, der er uafhængig af den pågældende persons opholdsret. For så vidt angår spørgsmålet om værtssamfundets interesser skal myndighederne tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed, varigheden af personens ophold i værtsmedlemsstaten samt den pågældendes kulturelle og sociale tilknytning til denne stat i forhold til den tilknytning, som vedkommende har til sit hjemland.«

1 – Originalsprog: engelsk.

i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

2 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35, EUT 2005, L 197, s. 34, og EUT 2007, L 204, s. 28, herefter »direktiv 2004/38«).

3 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1, herefter »arbejdstagerforordningen«).

4 – I denne henseende ser det ud til, at A havde boet i Finland i periode på fire og et halvt år på det tidspunkt, hvor afgørelsen af 22.11.2022 blev truffet, således at han ikke opfyldte betingelserne for at opnå tidsubegrænset opholdsret, og det gjorde hans familiemedlemmer, der senere sluttede sig til ham, heller ikke.

5 – Jf. i denne retning dom af 17.9.2002, Baumbast og R (C-413/99, EU:C:2002:493, præmis 63), og af 6.10.2020, Jobcenter Krefeld (C-181/19, herefter »Jobcenter Krefeld-dommen«, EU:C:2020:794, præmis 35).

6 – Jf. i denne retning Jobcenter Krefeld-dommen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis.

7 – Jf. i denne retning Jobcenter Krefeld-dommen, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis.

8 – Jf. i denne retning Jobcenter Krefeld-dommen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis.

9 – Jobcenter Krefeld-dommen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis; min fremhævelse.

10 – [På dansk »ønsker at deltage i almindelig undervisning i denne medlemsstat«,] på fransk »lorsqu’il souhaite poursuivre des cours d’enseignement général dans cet État membre«, på tysk »wenn es weiter am allgemeinen Unterricht in diesem Mitgliedstaat teilnehmen möchte«, på kroatisk »kada ono želi nastaviti s općim obrazovanjem u toj državi članici« og på italiensk »qualora intenda proseguire corsi di insegnamento generale in tale Stato membro«.

11 – Jf. i denne retning dom af 17.9.2002, Baumbast og R (C-413/99, EU:C:2002:493, præmis 53). Et lignende ræsonnement følges i generaladvokat Geelhoeds forslag til afgørelse Baumbast og R (C-413/99, EU:C:2001:385, punkt 62). Dette afspejler i øvrigt ordlyden af artikel 12, stk. 3, i direktiv 2004/38 og den situation, som denne bestemmelse har til formål at beskytte.

12 – Hvad angår kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union på uddannelsesområdet henvises til mine forslag til afgørelse Kommissionen mod Ungarn (Den Europæiske Unions værdier) (C-769/22, EU:C:2025:408, punkt 56) og Kommissionen mod Slovakiet (Forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse på uddannelsesområdet) (C-799/23, EU:C:2025:621, punkt 67), hvori det fremhæves, at Unionen kun har understøttende kompetencer på dette område. Hvad angår en bekræftelse af dette standpunkt jf. dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Den Europæiske Unions værdier) (C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 272 og den deri nævnte retspraksis).

13 – F. Ristuccia, »Ties that bind and ties that compel: Dependency and the Ruiz Zambrano doctrine«, Common Market Law Review, 2023, 5, s. 1227-1268, navnlig s. 1252.

14 – Jf. i denne henseende mit forslag til afgørelse Safi (C-147/24, EU:C:2025:650, punkt 97-99 og den deri nævnte retspraksis).

15 – Dom af 5.5.2022 (C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354).

16 – Jf. i denne retning Jobcenter Krefeld-dommen, præmis 38. Det betyder, at B, C, D, E, F og G ikke alle skal opfylde betingelserne i arbejdstagerforordningen og direktiv 2004/38.

17 – Det fremgår imidlertid af Kommissionens begrundelse, som ledsagede forslaget til direktiv 2004/38, at denne bestemmelse var begrundet i hensynet til børn, der allerede har tilpasset sig uddannelsessystemet i værtsmedlemsstaten og kan have problemer med at tilpasse sig et nyt system; bestemmelsen har derfor til formål at undgå at straffe sådanne børn, fordi deres forælder, der er unionsborger, forlader værtsmedlemsstatens område af erhvervsmæssige grunde eller andre årsager. Jf. i denne retning Europa-Kommissionens begrundelse for forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (KOM(2001) 257 endelig) (EFT 2001, C 270 E, s. 150), som findes på https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52001PC0257

18 – Rådets direktiv af 25.2.1964 om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed (EFT 1963-1964, s. 109).

19 – Min fremhævelse.

20 – Jf. f.eks. dom af 28.10.1975, Rutili (36/75, EU:C:1975:137, præmis 19), og af 27.10.1977, Bouchereau (30/77, EU:C:1977:172, præmis 28).

21 – Jf. af nyere dato f.eks. dom af 13.6.2024, Pedro Francisco (C-62/23, EU:C:2024:502, præmis 32).

22 – Forpligtelsen til at overholde proportionalitetsprincippet fremgår klart af artikel 27, stk. 2, i direktiv 2004/38, om end om en sådan forpligtelse allerede følger af chartrets artikel 52, stk. 1, som kræver, at enhver begrænsning af retten til fri bevægelighed skal overholde proportionalitetsprincippet.

23 – Jf. i denne retning dom af 23.11.2010, Tsakouridis (C-145/09, EU:C:2010:708, præmis 52), og af 25.11.2025, Wojewoda Mazowiecki (C-713/23, EU:C:2025:917, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

24 – Jf. f.eks. dom af 21.12.2023, GN (Barnets tarv som begrundelse for afslag) (C-261/22, EU:C:2023:1017, præmis 41).

25 – Jf. i denne retning dom af 13.9.2016, Rendón Marín (C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 85), af 5.5.2022, Subdelegación del Gobierno en Toledo (Et familiemedlems ophold – utilstrækkelige midler) (C-451/19 og C-532/19, EU:C:2022:354, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis), og af 25.4.2024, NW og PQ (Klassificerede informationer) (C-420/22 og C-528/22, EU:C:2024:344, præmis 77).

26 – Jf. i denne retning dom af 10.5.2017, Chavez-Vilchez m.fl. (C-133/15, EU:C:2017:354, præmis 71). Jf. bl.a. også dom af 8.5.2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien) (C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 72), af 7.9.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Karakteren af retten til ophold i henhold til artikel 20 TEUF) (C-624/20, EU:C:2022:639, præmis 38 og 39), og af 22.6.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Thailandsk mor til et mindreårigt nederlandsk barn) (C-459/20, EU:C:2023:499, præmis 48).

27 – Selv om moldoviske statsborgere af historiske grunde er omfattet af en særbehandling, henset til naturalisering i Rumænien, har de – så vidt jeg ved – ingen privilegier med hensyn til opholdstilladelse. Jf. § 11, stk. 1, i Legea nr. 21/1991 a cetăţeniei române (lov nr. 21/1991 om rumænsk statsborgerskab), senest ændret ved Lege nr. 14/2025 (lov nr. 14/2025) af 12.3.2025.

28 – Dom af 8.3.2011, Ruiz Zambrano (C-34/09, EU:C:2011:124).

29 – Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Safi (C-147/24, EU:C:2025:650, punkt 81-84).