Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 26. marts 2026 (1)
Sag C-592/24
Agenzia delle Entrate
mod
Société Générale S.A.,
SG Factoring SpA,
SG Leasing SpA,
Fraer Leasing SpA,
SG Equipment Finance Italy SpA
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien))
» Præjudiciel forelæggelse – grundlæggende frihedsrettigheder – etableringsfrihed – selskabsskat – sambeskatning – horisontal og vertikal integration – et udenlandsk moderselskabs driftssted – inkludering af de beherskede kapitalandele i et udenlandsk moderselskabs indenlandske driftssted – sambeskatning via et »ikke beherskende« driftssted – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet – overholdelse af en national ansøgningsfrist i forbindelse med en sambeskatning, som i strid med EU-retten muligvis ikke er mulig «
I. Indledning
1. I denne sag er Domstolen blevet anmodet om at præcisere, om de grundlæggende frihedsrettigheder kun forbyder, at det grænseoverskridende tilfælde stilles ringere, eller derudover kræver en begunstigelse af det grænseoverskridende tilfælde (tidsubegrænset mulighed for sambeskatning, uden at kapitalandelene i de kontrollerede selskaber også er underlagt den skattemæssigt integrerede koncerns stats beskatningskompetence).
2. I den foreliggende sag forsøger en fransk virksomhed efter udløbet af den nationale ansøgningsfrist (med tilbagevirkende kraft) at opnå en grænseoverskridende sambeskatning. Under påberåbelse af EU-retten skal rentebetalingerne til det franske moderselskab, som ikke er en del af koncernen, behandles på samme måde som rentebetalinger til et moderselskab med hjemsted i Italien, som er en del af en sådan koncern.
3. Det franske moderselskab har ganske vist et fast italiensk driftssted (som principielt ville være tilstrækkeligt for en vertikal integration efter italiensk ret), men kapitalandelene i de beherskede italienske datterselskaber indgik ikke i dette driftsteds aktiver. Dermed er disse kapitalandeles værdistigning ikke underlagt den italienske beskatningskompetence. Dette er formentlig årsagen til, at Italien i de omtvistede år ikke tillader sambeskatning via et simpelt driftssted tilhørende det franske moderselskab. Desuden er sambeskatning i Italien kun mulig, hvis den fastsatte ansøgningsfrist overholdes, og altså ikke med tilbagevirkende kraft.
4. I den foreliggende sag skal det således for det første afklares, om nægtelsen af fordelene ved sambeskatning i den foreliggende sag udgør en overtrædelse af de grundlæggende frihedsrettigheder, og, såfremt dette besvares bekræftende, for det andet, om denne sambeskatning da i kraft af EU-retten kan benyttes efterfølgende og uden overholdelse af den ansøgningsfrist, der egentlig var fastsat.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Den EU-retlige ramme udgøres af etableringsfriheden for selskaber i henhold til artikel 49 TEUF og 54 TEUF.
B. Italiensk ret
6. I italiensk ret indeholder Decreto del Presidente della Repubblica 22 dicembre 1986, n. 917 (Approvazione del testo unico delle imposte sui redditi) (dekret fra republikkens præsident nr. 917 af 22.12.1986, den konsoliderede lovtekst vedrørende indkomstskatter, herefter »TUIR«) en form for begrænsning af retten til fradrag for rentebetalinger.
7. TUIR’s artikel 96, stk. 5a, er affattet således:
»Renter betalt af personerne i stk. 5, første punktum, kan fradrages i beskatningsgrundlaget for den ovennævnte skat med op til 96% af deres beløb. Under den i artikel 117-129 fastsatte nationale sambeskatningsordning kan det samlede beløb af renter, som de i foregående punktum nævnte personer, såfremt de er omfattet af sambeskatning, har betalt til andre sambeskattede personer, fradrages fuldt ud op til det samlede beløb af renter, som sambeskattede personer har betalt til personer, som ikke er omfattet af sambeskatningsordningen. Moderselskabet eller den kontrollerende enhed fradrager de i foregående punktum nævnte betalte renter fuldt ud i forbindelse med den i artikel 122 fastsatte angivelse ved at trække det respektive beløb fra den algebraiske sum af de sambeskattede personers samlede nettoindkomst.«
8. TUIR’s artikel 117, i den affattelse, der finder anvendelse på de omhandlede beskatningsperioder, fastsætter:
»1. Moderselskabet eller den kontrollerende enhed samt de enkelte datterselskaber, som henhører under de i artikel 73, stk. 1, litra a) og b), nævnte personer, og mellem hvilke der foreligger et kontrolforhold som omhandlet i artikel 2359, stk. 1, nr. 1, i codice civile [(den borgerlige lovbog)], kan sammen vælge at lade sig omfatte af sambeskatningsordningen, såfremt betingelserne i artikel 120 er opfyldt.
2. De i artikel 73, stk. 1, litra d), nævnte personer kan kun udøve valget i stk. 1, hvis det drejer sig om moderselskaber eller kontrollerende enheder, og på den betingelse, at
a) de er hjemmehørende i et land, med hvilket der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst
b) de udøver virksomhed, som defineret i artikel 55, på statens område ved et fast driftssted, som defineret i artikel 162, hvis formue inkluderer kapitalandelene i de enkelte datterselskaber.
3. Såfremt betingelsen om kontrol i stk. 1 fortsat er opfyldt, er valget gældende i tre selskabsskatteår og kan ikke annulleres.
Den manglende fortsatte opfyldelse af denne betingelse medfører konsekvenserne ifølge artikel 124.«
III. Hovedsagen
9. Société Générale S.A., et selskab efter fransk ret (herefter »moderselskabet«), har et fast driftssted i Italien (SG Milano, herefter »det italienske driftssted«). Åbenbart indgik flere italienske datterselskaber via dette driftssted i den italienske sambeskatningsordning (herefter »sambeskatning«). Dette var muligt, hvis og fordi kapitalandelene i disse kontrollerede datterselskaber befandt sig i det italienske driftsteds aktiver (og ikke i moderselskabets aktiver, som har hjemsted i Frankrig).
10. Fire andre italienske datterselskaber af moderselskabet (SG Factoring SpA, SG Leasing SpA, Fraer Leasing SpA og SG Equipment Finance Italy SpA – herefter »de sagsøgende datterselskaber«) indgik ikke i sambeskatningen, fordi betingelserne herfor ikke var opfyldt. Kapitalandelene i disse selskaber var åbenbart inkluderet i moderselskabets aktiver i Frankrig, i hvert fald ikke i aktiverne i moderselskabets driftssted, som var beliggende i Italien.
11. De sagsøgende datterselskaber betalte imidlertid i Italien renter til det franske moderselskab (i skikkelse af det italienske driftssted) og fradrog – da de ikke indgik i den nationale sambeskatning med driftsstedet – ved fastsættelsen af beskatningsgrundlaget for selskabsskatten i henhold til TUIR’s artikel 96, stk. 5a, kun 96% af renteudgifterne.
12. Den 19. juni 2015 indgav moderselskabet til Agenzia delle Entrate (agentur for skatte- og afgiftsindtægter, herefter »skattemyndigheden«, Italien) tre anmodninger om tilbagebetaling af den selskabsskat for skatteårene 2010, 2011 og 2012, der var betalt for meget af de sagsøgende datterselskaber, som følge af at den resterende andel på 4% af de betalte renter ikke kunne fradrages fra deres indtægter. Den ansøgte tilbagebetaling for de pågældende skatteår udgjorde 215 156 EUR, 476 878 EUR og 301 275 EUR.
13. Den 28. december 2016 forkyndte skattemyndigheden tre foranstaltninger om afslag – en for hver af de omhandlede beskatningsperioder – for moderselskabet med den begrundelse, at betingelserne i TUIR’s artikel 117, stk. 2, ikke var opfyldt, fordi moderselskabets faste driftssted ikke i sine aktiver inkluderede kapitalandelene i de sagsøgende datterselskaber, med den følge, at datterselskaberne ikke kunne være omfattet af sambeskatningsordningen.
14. Moderselskabet anfægtede forgæves disse afgørelser ved Commissione Tributaria Provinciale di Milano (retten i første instans i skatte- og afgiftsretlige sager i provinsen Milano, Italien). Commissione Tributaria Regionale della Lombardia (appeldomstolen i skatte- og afgiftsretlige sager i regionen Lombardiet, Italien), som behandlede moderselskabets appel til prøvelse af denne dom, tog derimod ved dom nr. 4061/06/2019 (herefter »den appellerede dom«) påstandene til følge. Skattemyndigheden har indbragt denne dom for Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), som er den forelæggende ret. Moderselskabet og de sagsøgende datterselskaber har iværksat kontraappel.
15. Ifølge skattemyndigheden er betingelserne for sambeskatning for det første ikke opfyldt. For det andet sker der ikke sambeskatning i kraft af loven, men kun efter ansøgning. En sådan ansøgning er imidlertid underlagt en frist og var – efter fristens udløb – ikke længere mulig i den foreliggende sag.
16. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at etableringsfriheden kan være tilsidesat, hvis muligheden for inden for en sambeskatning at fradrage renteudgifter afholdt af selskaber, hvis moderselskab har sit hjemsted i udlandet, udelukkes, og denne mulighed derimod indrømmes selskaber med et fælles moderselskab med hjemsted i indlandet. Desuden ønsker den oplyst, om en anmodning om sambeskatning også er nødvendig i en situation, hvor denne mulighed – fordi betingelserne ikke var opfyldt – ikke var fastsat.
IV. Anmodningen om præjudiciel forelæggelse og retsforhandlingerne for Domstolen
17. På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) udsat sagen og forelagt Domstolen følgende tre spørgsmål:
»1) Er artikel 49 TEUF og 54 TEUF, som fortolket af Domstolen i dommen i sagen SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13), til hinder for en national ordning, hvorefter visse selskaber ikke kan være omfattet af en gunstigere ordning vedrørende fradrag for renter betalt under en national sambeskatningsordning, alene fordi det fælles moderselskab er hjemmehørende i en anden medlemsstat og således ikke kan lade sig omfatte af den nævnte nationale sambeskatningsordning, mens de samme selskaber ville være omfattet af den nævnte gunstigere fradragsordning, såfremt deres moderselskab var hjemmehørende i Italien, eller såfremt kapitalandelene i disse selskaber var tildelt det ikke-hjemmehørende moderselskabs faste driftssted?
2) Er artikel 49 TEUF og 54 TEUF, som fortolket af Domstolen i dommen i sagen SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13), til hinder for en national ordning, der alene giver mulighed for enten vertikal sambeskatning mellem et hjemmehørende moderselskab og dets hjemmehørende datterselskaber eller horisontal sambeskatning mellem datterselskaber til et ikke-hjemmehørende moderselskab, men derimod ikke for vertikal sambeskatning mellem datterselskaber og deres ikke-hjemmehørende moderselskab?
3) Er artikel 49 TEUF og 54 TEUF, som fortolket af Domstolen i dommen i sagen SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13), samt i lyset af effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet, som fortolket i Domstolens dom af 14. maj 2020, B m.fl. (C-749/18), til hinder for en national ordning, hvorefter det manglende valg om at lade sig omfatte af sambeskatningsordningen, på et tidspunkt hvor dette valg ikke var tilladt, senere kan afskære de berørte selskaber fra at opnå adgang til virkningerne (i form af genoprettelse, dvs. tilbagebetaling) af den korrekte anvendelse af EU-retten og således fra at gøre gældende, at modstridende nationale bestemmelser skal undlades anvendt?«
18. I sagen for Domstolen har Société Générale S.A. (sammen med SG Factoring SpA, SG Leasing SpA og Fraer Leasing SpA), Republikken Italien og Kommissionen indgivet skriftlige udtalelser. Domstolen har i henhold til artikel 76, stk. 2, i Domstolens procesreglement besluttet ikke at afholde mundtlig forhandling.
V. Retlig bedømmelse
A. De præjudicielle spørgsmål
19. De tre spørgsmål omhandler dels den materielle skatteret (det første og det andet spørgsmål) og dels skatteprocesret (det tredje spørgsmål). Det første og det andet spørgsmål omhandler ved en nærmere betragtning det altafgørende spørgsmål, om de grundlæggende frihedsrettigheder kræver en grænseoverskridende sambeskatning. De kan besvares under ét, selv om der i de omtvistede år i modsætning til spørgsmålene endnu ikke fandtes en rent horisontal sambeskatning i Italien mellem datterselskaber af et udenlandsk moderselskab, idet denne åbenbart først blev indført i 2015. Imidlertid kan der ikke udledes holdepunkter for et bekræftende svar herpå af Domstolens dom i sagen SCA Group Holding m.fl. (2), som udtrykkeligt nævnes i begge spørgsmål (under B).
20. Det tredje spørgsmål omhandler derimod de procesretlige betingelser, såfremt de grundlæggende frihedsrettigheder kræver sambeskatning i den foreliggende sag. Da den indenlandske sambeskatning var bundet til en ansøgning inden for en frist, opstår spørgsmålet, om EU-retten kræver sambeskatning med tilbagevirkende kraft og uden ansøgning, hvis en sådan hidtil (muligvis i strid med EU-retten) ikke var fastsat. Domstolens dom i sagen B m.fl. (3), som nævnes af den forelæggende ret, omhandlede netop dette tilfælde og afviste det (under C).
B. Sambeskatning med moderselskab med hjemsted i udlandet
1. Driftsstedet som uselvstændig del af et moderselskab
21. Med de to første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om etableringsfriheden i henhold til artikel 49 TEUF er til hinder for den italienske sambeskatningsordning, fordi denne ikke tillader sambeskatning med et moderselskab med hjemsted i udlandet (herefter »udenlandsk«), mens dette er muligt, hvis der findes et moderselskab med hjemsted i indlandet (herefter »indenlandsk«). Dette spørgsmål er ved en nærmere betragtning vildledende, for Italien tillader sambeskatning med et udenlandsk moderselskab.
22. Som det fremgår af det første spørgsmåls anden del, er sambeskatning med et udenlandsk moderselskab mulig ved hjælp af et indenlandsk driftssted. Et driftssted er imidlertid ikke en selvstændig del eller en egen retlig enhed, men blot en uselvstændig del af en retlig enhed – i den foreliggende sag af det udenlandske moderselskab. Derfor er det f.eks. ikke muligt at indgå kontrakter med et driftssted. Den kontraherende part er alene den tilsvarende retlige enhed, dvs. moderselskabet. Kun til brug for skatteretlige formål (navnlig inden for international indkomstskatteret) behandles et driftssted som et selvstændigt selskab, da beskatningskompetencen for et driftsteds overskud (jf. artikel 7 i OECD’s modeloverenskomst) tilfalder den stat, hvor driftsstedet er beliggende.
23. For til dette formål at kunne afgrænse moderselskabets overskud mellem de pågældende lande, dvs. mellem moderselskabet i det ene land og driftsstedet i et andet land, antages det, at der finder leveringsstrømme sted mellem dem som mellem to retlige enheder, og de respektive aktiver separeres ligeledes fra hinanden. Værdistigninger i et driftsteds aktiver beskattes som regel af driftsstedets stat, mens værdistigninger i moderselskabets aktiver beskattes i moderselskabets stat.
24. Følgelig tillader den italienske ordning sambeskatning med et udenlandsk moderselskab, såfremt dette lige som et indenlandsk moderselskab også er omfattet af Italiens beskatningskompetence. Det er tilfældet, hvis kapitalandelene i de beherskede koncernmedlemmer også indgår i det udenlandske moderselskabs indenlandske driftssted, dvs. ligger i driftsstedets aktiver (i den foreliggende sag benævnt »kvalificeret driftssted«). I så fald kan et sådant kvalificeret driftssted også sammenlignes med et indenlandsk moderselskab, idet dettes aktiver normalt også omfatter kapitalandelene i de beherskede indenlandske datterselskaber.
25. I denne forbindelse sondrer den italienske ordning – til forskel fra hvad Kommissionen åbenbart mener – ikke imellem, om moderselskabet har hjemsted i indlandet eller udlandet, men imellem, om det udenlandske moderselskab råder over et kvalificeret driftssted i indlandet (sammenligneligt med et indenlandsk moderselskab) og derfor er underlagt den sammenlignelige italienske beskatningskompetence (dvs. med hensyn til de beherskede kapitalandele). Dette er ikke tilfældet, hvis de beherskede kapitalandele er underlagt en anden beskatningskompetence, dvs. ikke er inkluderet i det indenlandske driftsteds (her benævnt »simpelt driftssted«) aktiver.
26. Da kapitalandelene i de sagsøgende datterselskaber i den foreliggende sag ikke er inkluderet i det italienske driftsteds aktiver, kan Italien ikke beskatte værdistigningerne i de »beherskede« kapitalandele. Det må i stedet lægges til grund, at de ligger i det franske moderselskabs aktiver og således beskattes i moderselskabets stat (her Frankrig).
27. Således går den forelæggende rets to første spørgsmål ved en nærmere betragtning ud på, om etableringsfriheden også kræver en (vertikal) sambeskatning i indlandet i tilfælde, hvor beskatningskompetencen vedrørende værdistigningerne i kapitalandele, som ejes i udlandet, i mangel af et kvalificeret driftssted kun ligger i udlandet.
28. Hensigten og formålet med sambeskatning består i at sammenfatte flere selvstændige skattepligtige enheder til en enkelt skattepligtig enhed for at kunne konsolidere overskud og tab. En sådan konsolidering ville automatisk finde sted, hvis den skattepligtige enhed ikke var organiseret som en koncern med beherskede datterselskaber, men som enkeltvirksomheder (evt. med flere driftssteder). Følgelig har en sådan sambeskatning også til formål at sikre neutralitet uanset retlig form og dermed en skattepligtig enheds (indehaveren af de grundlæggende rettigheder) organisatoriske neutralitet.
29. På det nuværende stadie i harmoniseringen af indkomstskatten kan denne konsolidering imidlertid kun finde sted i én medlemsstat. I modsat fald ville man give den skattepligtige mulighed for at vælge, hvilke overskud og tab den pågældende ville beskatte i hvilken medlemsstat (4). Dette ville slå døren op for aggressive skattekonstruktioner. Sambeskatning er følgelig begrænset til én medlemsstat (5). Derfor begrænser EU-lovgiver selv inden for momsretten, som er betydeligt stærkere harmoniseret, muligheden for sambeskatning (dvs. behandling som én afgiftspligtig person) til den enkelte medlemsstat (jf. artikel 11 i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem (6)).
30. Et driftssted kan, som uselvstændig del, i denne forbindelse overtage funktionen som beherskende moderselskab med henblik på en vertikal integration i medlemsstaten. Det er imidlertid en forudsætning, at det – på samme måde som et indenlandsk moderselskab – repræsenterer det udenlandske moderselskab i indlandet (ved hjælp af et kvalificeret driftssted). Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvis kapitalandelene ikke er inkluderet i driftsstedets aktiver, men i moderselskabets aktiver i en anden stat. Det er således skatteretligt konsekvent, at – som det var tilfældet i Italien – betalinger til et simpelt driftssted blev behandlet som betalinger til udenforstående tredjemænd.
2. Den manglende begrænsning af etableringsfriheden i det konkrete tilfælde
31. Etableringsfriheden i henhold til artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 54 TEUF, indebærer ikke en udvidelse af retsvirkningerne af en sambeskatning ud over det enkelte skatteområde (dvs. en grænseoverskridende sambeskatning).
32. Den ret til frit at etablere sig, som unionsborgere har i henhold til artikel 49 TEUF, indebærer for de sidstnævnte en adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt til at oprette og lede virksomheder på de vilkår, som i etableringsmedlemsstatens lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere. Den omfatter i henhold til artikel 54 TEUF en ret for selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er beliggende inden for Unionen, til at udøve virksomhed i den pågældende medlemsstat via et datterselskab, en filial eller et agentur (7).
33. For selskabers vedkommende anføres, at deres hjemsted som omhandlet i artikel 54 TEUF, som det er tilfældet med hensyn til fysiske personers nationalitet, har til formål at fastlægge deres tilknytning til en medlemsstats retssystem. Hvis man imidlertid anerkendte, at den medlemsstat, hvor selskabet er hjemmehørende, frit kunne gennemføre en forskellig behandling, alene fordi et selskab har hjemsted i en anden medlemsstat, ville artikel 49 TEUF blive indholdsløs. Etableringsfriheden skal nemlig sikre national behandling i værtsmedlemsstaten ved at forbyde enhver forskelsbehandling på grundlag af selskabernes hjemsted (8).
34. Den italienske sambeskatning indebærer i forbindelse med rentebetalinger til et andet selskab i koncernen, at det egentlig fastsatte forbud mod at fradrage renter på 4% (dvs. forbuddet mod fuldt ud at fradrage de driftsmæssige renteudgifter) ikke finder anvendelse (eller kun i begrænset omfang). Dette giver selskaberne i en sådan koncern en fordel i forhold til rentebetalinger til tredjemand (dvs. uden for en koncern).
a) Sammenligningsgruppe
35. Dette indebærer ganske vist en forskelsbehandling. Denne finder imidlertid ikke, som den forelæggende ret mener, sted mellem koncerner med udenlandske moderselskaber og koncerner med indenlandske moderselskaber. Den sker kun mellem koncerner, hvor kapitalandelene i de beherskede datterselskaber ligger hos et indenlandsk (moder-)selskab eller et kvalificeret indenlandsk driftssted (dvs. i indlandet), og koncerner, hvor kapitalandelene i de beherskede datterselskaber ikke ligger i indlandet, og hvor betalingerne ikke sker horisontalt (inden for koncernen), men vertikalt til det udenlandske moderselskab (eventuelt via et simpelt indenlandsk driftssted).
36. Med andre ord behandles betalinger til ikke beherskende indenlandske skattepligtige enheder anderledes end betalinger til beherskende indenlandske skattepligtige enheder. Begrænsningen af rentefradraget for betalinger til ikke beherskende skattepligtige enheder udgør i denne forbindelse ikke forskelsbehandling (og dermed slet ikke diskriminering), da den finder anvendelse, uafhængigt af hvor modtageren har sit hjemsted. Uden beherskelse findes der per se ingen sambeskatning.
37. Begrænsningen af rentefradraget for betalinger til en beherskende skattepligtig enhed sondrer på samme måde heller ikke efter, hvor denne er hjemmehørende, men efter, om modtageren og de beherskede kapitalandele fuldstændigt er underlagt sambeskatningsstatens beskatningskompetence. Som beskrevet ovenfor ville begrænsningen af rentefradraget for betalinger til et moderselskab i udlandet nemlig også bortfalde, hvis disse betalinger sker via et indenlandsk driftssted, hvis aktiver omfatter kapitalandelene i betaleren (kvalificeret driftssted).
38. Den relevante sammenligningsgruppe i det foreliggende tilfælde (et indenlandsk datterselskabs betaling til det udenlandske moderselskabs simple indenlandske driftssted) er således et indenlandsk datterselskab, som foretager en betaling til et indenlandsk moderselskab, idet kapitalandelene i datterselskabet ikke indgår i moderselskabets indenlandske aktiver (men f.eks. i et driftssted under moderselskabet, som er beliggende i udlandet). Såfremt sambeskatning i Italien var mulig i dette tilfælde, og begrænsningen af rentefradraget dermed ville bortfalde, ville der faktisk være tale om en forskelsbehandling i forhold til moderselskabets hjemsted, som også ville være ubegrundet. Dette fremgår imidlertid ikke af den præjudicielle anmodning, er nok usandsynligt og kan i sidste ende kun efterprøves af den forelæggende ret.
39. Idet det forudsættes, at der ikke sker en sådan forskelsbehandling, stiller de i hovedsagen omhandlede bestemmelser ikke grænseoverskridende faktiske omstændigheder skatteretligt ringere i forhold til rent indenlandske faktiske omstændigheder. De udgør således ikke en restriktion, som principielt er forbudt i henhold til traktatens bestemmelser om etableringsfrihed (9).
b) Sammenlignelighed
40. Derimod er det EU-retligt uden betænkeligheder, at rentebetalinger til et beherskende moderselskab i udlandet stilles ringere end en rentebetaling til et beherskende moderselskab i indlandet. En sådan begrænsning er nemlig lovlig, hvis den vedrører situationer, som ikke er objektivt sammenlignelige eller er begrundet i et tvingende alment hensyn og står i rimeligt forhold til dette formål (10). Sammenligneligheden af en grænseoverskridende situation med en national situation skal ifølge Domstolens praksis vurderes under hensyntagen til, hvilket formål der forfølges med de omhandlede nationale bestemmelser (11).
41. Den omstændighed, at begrænsningen af fradraget for rentebetalinger bortfalder inden for en skattemæssigt integreret koncern, er i sidste ende et resultat af konceptet om, at flere skattepligtige enheder behandles som én enkelt skattepligtig enhed. Derfor fører rentebetalinger inden for en skattemæssigt integreret koncern hverken til renteindtægter eller renteudgifter, da de aldrig forlader den skattemæssigt integrerede koncern. En enkelt skattepligtig enhed i indlandet er imidlertid også underlagt den pågældende stats, i den foreliggende sag Italiens, beskatningskompetence med sine samlede indenlandske aktiver.
42. I den foreliggende sag skete betalingerne derimod til en skattepligtig enhed i indlandet (det simple driftssted), som ikke kan påvise en tilknytning til de betalende datterselskaber, fordi kapitalandelene ikke indgår i driftsstedets aktiver, men (formentlig) i det udenlandske moderselskabs aktiver. Dermed er en sådan konstruktion ikke sammenlignelig med én enkelt skattepligtig enhed (eller en koncern, hvor de beherskede kapitalandele også er omfattet af den italienske beskatningskompetence). Konstellationen kan i stedet sammenlignes med betaling til en anden skattepligtig enhed, som heller ikke ejer kapitalandelene i datterselskaberne og derfor heller ikke kan danne koncern med disse. Da situationerne ikke er sammenlignelige, er den forskellige behandling således lovlig.
c) Begrundelse
43. Den kan i øvrigt også begrundes i behovet for at sikre fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne. Hvis selskaberne gives mulighed for at vælge, om der skal tages hensyn til deres underskud i deres etableringsmedlemsstat eller i en anden medlemsstat, vil det bringe den afbalancerede fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne i alvorlig fare, idet beskatningsgrundlaget vil blive forhøjet i den første medlemsstat og nedsat i den anden med de overførte underskud (12). Det samme gælder efter Domstolens korrekte opfattelse (13) udtrykkeligt også for en ordning om skattemæssig integration (sambeskatning) som den, der er tale om i den foreliggende sag. Som Italien korrekt har fremhævet, kan moderselskabet frit vælge at inkludere kapitalandelene i driftsstedets aktiver.
44. Kravet om, at et udenlandsk moderselskabs indenlandske driftssted – for at kunne indgå i en sambeskatning – også skal eje kapitalandelene i de beherskede selskaber i sine aktiver, sikrer, at det udenlandske moderselskab ikke frit kan afgøre, hvor overskuddet skal beskattes ved salg af kapitalandelene. I modsat fald ville kapitalandelene formentlig altid indgå i et driftssted i et land med lav skat, samtidig med at fordelene ved sambeskatning i et land med høj skat ville blive udnyttet. Dette ville imidlertid ikke have meget at gøre med behandling som én enkelt skattepligtig enhed i indlandet – en sådan enhed ville nemlig ikke kunne træffe et sådant valg.
45. Tværtimod ville denne konstellation blive stillet gunstigere end det tilsvarende indenlandske tilfælde, hvor værdistigningen i de beherskede kapitalandele er underlagt den italienske beskatningskompetence. Formålet med de grundlæggende frihedsrettigheder er imidlertid ikke at begunstige grænseoverskridende aktiviteter (endda i form af »cherry picking«) (14). En skatteordning som den i hovedsagen omhandlede ville følgelig også være begrundet som følge af kravet om at sikre fordelingen af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne.
46. Da den pågældende ordning er egnet til at nå dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette, er ordningen også forholdsmæssig. Den mulige indvending, at begrænsningen af rentefradraget i forbindelse med betalinger til moderselskabets indenlandske driftssted er uforholdsmæssig, fordi rentebetalingerne jo beskattes i indlandet, kan ikke tiltrædes. Begrænsningen af rentefradraget gælder også for rentebetalinger til andre skattepligtige enheder i indlandet, selv om disse betaler fuld skat af renteindtægterne. Beskatningen af renterne (i indlandet) har således ingen indflydelse på begrænsningen af rentefradraget.
47. Dermed begrunder den kun begrænsede beskatningskompetence i indlandet, at et simpelt indenlandsk driftssted, som ikke ejer kapitalandelene i de »beherskede« datterselskaber, er udelukket fra en såkaldt vertikal integration, og dermed også, at begrænsningen af rentefradraget finder anvendelse ved en betaling til et sådant simpelt indenlandsk driftssted. Den horisontale integration (jf. nedenfor punkt 52 ff.) mellem de sagsøgende datterselskaber indbyrdes, som er påbudt ved EU-retten – og som først blev gennemført i Italien i 2015 – berøres ikke af dette, men ville i den foreliggende sag, som Italien har fremhævet, kun have virkning i forbindelse med rentebetalinger mellem datterselskaberne.
3. Domstolens hidtidige praksis vedrørende sambeskatning, som ikke er relevant i den foreliggende sag
48. Såvel den forelæggende ret som Kommissionen og Société Générale påberåber sig Domstolens hidtidige praksis i forbindelse med nationale sambeskatningssystemer til støtte for deres modsatte opfattelser. Efter min opfattelse misforstår man imidlertid derved indholdet af disse afgørelser.
49. Det er i denne forbindelse ganske vist rigtigt, at Domstolen allerede anser det for nødvendigt i henhold til EU-retten, at alle de datterselskaber, som et udenlandsk moderselskab behersker, sammenfattes i én medlemsstat, når denne konsekvens også indtræder for et indenlandsk moderselskab (15), men det bidrager – i modsætning til Kommissionens opfattelse – ikke til afklaringen af den foreliggende sag. For selv om alle datterselskaber indgik i den samme skattemæssigt integrerede koncern (såkaldt horisontal integration), ville betalingerne i den foreliggende sag – til forskel fra de sager, som Domstolen har afgjort – ikke ske til en anden del af den samme skattemæssigt integrerede koncern, da renterne i den foreliggende sag ikke blev betalt til andre datterselskaber.
50. I stedet sker betalingen i den foreliggende sag juridisk set til det beherskende ikke-hjemmehørende moderselskab, således at betalingerne ligeledes forlod en (horisontalt) skattemæssigt integreret koncern og således også skete uden for den skattemæssigt integrerede koncern. I så fald ville en konsolidering heller ikke være mulig. Dermed ville retsvirkningen af en skattemæssigt integreret koncern – sammenfatning af alle datterselskaber til én enkelt skattepligtig enhed – ikke føre til noget andet resultat i den foreliggende sag.
51. Navnlig fører afgørelsen i sagen SCA Group Holding m.fl., som den forelæggende ret nævner, ikke til en grænseoverskridende sambeskatning. Tværtimod blev sambeskatningen af EU-retlige grunde udvidet til de indenlandske datterdatterselskaber via et ligeledes indenlandsk moderselskab (16). Den del af den skattemæssigt integrerede koncern, som behersker datterdatterselskaberne, var dermed hjemmehørende i indlandet og dermed underlagt den fulde beskatningskompetence (17). Det drejede sig således om konsolidering af resultaterne i indlandet. Det følger imidlertid ikke af denne afgørelse, at datterdatterselskabernes betalinger til det ikke-hjemmehørende datterselskab skal anses for betalinger i forbindelse med den indenlandske sambeskatning.
52. Desuden udvidede Domstolen i samme afgørelse sambeskatningen til hjemmehørende datterselskaber, som var forbundet via et ikke-hjemmehørende moderselskab (såkaldt horisontal integration) (18). Det drejede sig altså også her om en konsolidering af de indenlandske datterselskabers resultater indbyrdes og ikke om konsolidering med det udenlandske moderselskabs resultater. Det følger derfor heller ikke af denne afgørelse, at datterselskabernes betalinger til det udenlandske moderselskab skal anses for betalinger i forbindelse med den indenlandske sambeskatning. Som jeg allerede flere gange har redegjort for i mine forslag til afgørelse (19), var hensigten i denne afgørelse alene at etablere skattemæssig enhed mellem skattepligtige enheder, som var underlagt fuld indenlandsk beskatning.
53. Domstolens seneste afgørelse i sagen B m.fl. (20) fører heller ikke til noget andet resultat. Også i denne sag drejede det sig »kun« om sambeskatning af indenlandske selskaber og de kapitalandele i indlandet, som de beherskede (og som indgik i deres aktiver). Heller ikke i denne sag blev det afgjort, at betalinger til det ikke-hjemmehørende moderselskab skulle indgå i sambeskatningen. Tværtimod fremhævede Domstolen, at det kun drejede sig om horisontal inddragelse af alle hjemmehørende datterselskaber (21).
54. Hvis jeg har forstået Domstolens hidtidige praksis rigtigt, ville de grundlæggende frihedsrettigheder i den foreliggende sag have krævet, at betalingen af renter til et andet sagsøgende datterselskab skulle indgå i en italiensk sambeskatning (såkaldt horisontal integration). Det er der imidlertid ikke tale om i den foreliggende sag, da det ikke drejer sig om betalinger mellem datterselskaberne indbyrdes. Domstolens hidtidige praksis er således ikke relevant i den foreliggende sag.
55. Domstolen har således med rette endnu aldrig fastslået, at også betalinger til et udenlandsk moderselskab skal være omfattet af sambeskatningen (dvs. sammenfatning til én enkelt skattepligtig enhed) (såkaldt vertikal integration via et driftssted), medmindre de beherskede kapitalandele indgår i det indenlandske driftssted (dvs. når der er tale om almindelige driftssteder).
4. Forslag til afgørelse
56. Følgelig skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 49 TEUF og artikel 54 TEUF ikke er til hinder for en national bestemmelse, som i forbindelse med national sambeskatning hindrer bestemte selskaber i at benytte en gunstigere regel for fradrag af renteudgifter alene af den grund, at det fælles moderselskab (inklusive de kapitalandele, som dette selskab behersker) ikke er omfattet af den indenlandske beskatningskompetence. Dette gælder også, hvis selskaberne kunne have benyttet denne gunstigere regel, hvis kapitalandelene i disse selskaber indgik i et indenlandsk moderselskabs eller et udenlandsk moderselskabs indenlandske driftsteds aktiver og således var underlagt den indenlandske beskatningskompetence.
C. Subsidiært: skatteprocesretlige krav til en sambeskatning (det tredje spørgsmål)
57. Såfremt Domstolen heroverfor skulle være af den opfattelse, at etableringsfriheden ikke blot kræver en horisontal integration mellem datterselskaberne indbyrdes, men også en vertikal integration mellem datterselskaberne og et udenlandsk moderselskabs simple driftssted (dvs. et driftssted, som ikke også ejer kapitalandelene i datterselskaberne), opstår spørgsmålet om den procesretlige gennemførelse.
58. I de relevante skatteperioder i den foreliggende sag fastsætter den nationale lovgivning ikke sambeskatning i kraft af loven. I stedet fastholdes princippet om individuel beskatning. For at opnå den sambeskatning, som er mulig i henhold til national ret, skal der indgives en ansøgning inden for en bestemt frist – som ikke er meddelt Domstolen – og ansøgningen er bindende i tre år. Uden en sådan rettidig ansøgning kan der heller ikke i et rent indenlandsk tilfælde anvendes sambeskatning. Følgelig er der ikke tale om forskelsbehandling, hvis sambeskatning (med tilbagevirkende kraft) nægtes, fordi der ikke er indgivet en rettidig ansøgning. Hvis der ikke foreligger forskelsbehandling, finder de grundlæggende frihedsrettigheder imidlertid ikke anvendelse inden for skatteretten (22).
59. Derfor skal spørgsmålet om, hvorvidt de sagsøgende selskaber i hovedsagen under omstændigheder som i hovedsagen kan foreholdes overskridelsen af fristen for at ansøge om sambeskatning, alene – til forskel fra hvad Société Générale mener – undersøges under hensyntagen til ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, som finder anvendelse på ansøgninger til sikring af udøvelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne (23).
60. Med hensyn til ækvivalensprincippet fremgår det ikke af de sagsakter, der foreligger for Domstolen, at den frist for at ansøge om sambeskatning, der er fastsat i italiensk ret, er i strid med dette princip.
61. Med hensyn til effektivitetsprincippet skal det nævnes, at medlemsstaterne har ansvaret for i hvert enkelt tilfælde at sikre en effektiv beskyttelse af de rettigheder, der er tillagt ved EU-retten. Dette princip kræver navnlig, at medlemsstaternes skattemyndigheder ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (24).
62. I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, bedømmes, under hensyn til hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, dennes forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retter. Under denne synsvinkel skal der bl.a. tages hensyn til beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (25).
63. I denne forbindelse har Domstolen allerede anerkendt, at det er foreneligt med EU-retten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den berørte skattepligtige person og den pågældende myndighed. Sådanne frister kan nemlig ikke antages at gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, selv om udløbet af disse frister i sagens natur medfører en hel eller delvis afvisning af sagen (26). Det følger således af Domstolens faste praksis, at Domstolens eventuelle konstatering af, at EU-retten er blevet tilsidesat, principielt er uden betydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen (27).
64. EU-retten afskærer ikke en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole (28).
65. Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at det ville være i strid med effektivitetsprincippet at pålægge de skadelidte systematisk at anvende alle de retsmidler, som står til rådighed, dvs. selv når det fører til uforholdsmæssige vanskeligheder eller ikke med rimelighed kan kræves af dem (29). Dette omhandlede imidlertid undtagelsestilfælde, hvor Domstolen lagde særlige finansielle eller retlige risici til grund.
66. I henhold til de relevante retsforskrifter i hovedsagen samt den italienske forvaltnings- og retspraksis for skatteårene 2010-2012 var en vertikal skattemæssige integration mellem et udenlandsk moderselskabs indenlandske driftssted og datterselskaberne ganske vist ikke lovlig, hvis kapitalandelene i datterselskaberne ikke indgik i driftsstedets aktiver. En ansøgning herom var imidlertid – hvilket også Kommissionen gør gældende – ikke forbundet med finansielle eller retlige risici for de sagsøgende datterselskaber, som kan sammenlignes med dem, der var tale om i disse undtagelsestilfælde (30). Domstolens argumentation i sagen B m.fl. (31) kan i denne forbindelse overtages næsten fuldstændigt.
67. Beslutningen om at benytte den såkaldte primære retsbeskyttelse i den foreliggende sag var ikke vanskeligere at træffe end beslutningen om senere at anlægge sag for at opnå sambeskatning (med tilbagevirkende kraft). De sagsøgende selskaber havde til enhver tid mulighed for at ansøge om sambeskatning inden for samme frist som alle andre og i denne forbindelse påberåbe sig de italienske retsforskrifters uforenelighed med EU-retten (som her subsidiært lægges til grund). Det ses heller ikke, at det i den foreliggende sag ville have ført til uforholdsmæssige vanskeligheder at gøre EU-retten gældende, eller at dette ikke skulle kunne forventes af en globalt agerende koncern med hjemsted i Frankrig.
68. I den foreliggende sag er det ikke gjort gældende og ses heller ikke, at der skulle foreligge ekstraordinære omstændigheder, som gør dette urimeligt, og som vel ville referere til ældre retspraksis (f.eks. bøder og ikke-refunderbare forudbetalinger (32) eller arbejdstagerens svagere position i forhold til arbejdsgiveren (33), men ikke »risikoen« for en præjudiciel procedure (34)).
69. Det følger af ovenstående betragtninger, at det tredje spørgsmål skal besvares med, at ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet ikke er til hinder for en medlemsstats retsforskrifter om et system til skattemæssig integration, hvorefter en ansøgning om at benytte en sådan integration kun kan indgives inden for en bestemt frist.
VI. Forslag til afgørelse
70. Jeg foreslår således Domstolen at besvare de af Corte suprema di Cassazione (kassationsdomstol, Italien) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:
»1) Artikel 49 TEUF og artikel 54 TEUF er ikke til hinder for en national bestemmelse, som i forbindelse med sambeskatning hindrer bestemte selskaber i at benytte en gunstigere regel for fradrag af renteudgifter af den grund, at det fælles moderselskab (inklusive de kapitalandele, som dette selskab behersker) ikke er omfattet af den indenlandske beskatningskompetence. Dette gælder i lyset af afgørelsen i sagen SCA Group Holding m.fl. (sag C-39/13 – C-41/13) også i tilfælde, hvor denne gunstigere fradragsregel kun kan benyttes, hvis kapitalandelene i disse selskaber indgår i et indenlandsk moderselskabs aktiver eller det ikke-hjemmehørende moderselskabs indenlandske driftsteds aktiver og dermed også er underlagt den indenlandske beskatningskompetence.
2) Ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet er ikke til hinder for en sambeskatning, som kun kan benyttes efter ansøgning inden for en bestemt frist.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – Dom af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758).
3 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370).
4 – I denne retning fast retspraksis. Jf. dom af 25.2.2010, X Holding (C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 29 og 30), af 15.5.2008, Lidl Belgium (C-414/06, EU:C:2008:278, præmis 32), og af 13.12.2005, Marks & Spencer (C-446/03, EU:C:2005:763, præmis 46).
5 – Således også dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 27), af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 43), af 25.2.2010, X Holding, C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 27 ff.), og af 27.11.2008, Papillon (C-418/07, EU:C:2008:659, præmis 39).
6 – Rådets direktiv af 28.11.2006 (EUT 2006, L 347, s. 1). Dennes bestemmelses første punktum er affattet således: »[...] hver enkelt medlemsstat [kan] betragte personer, der er etableret på samme medlemsstats område, og som i retlig forstand er selvstændige, men finansielt, økonomisk og organisatorisk er nært knyttet til hinanden, som én enkelt afgiftspligtig person« (min fremhævelse).
7 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 21), og af 1.4.2014, Felixstowe Dock and Railway Company m.fl. (C-80/12, EU:C:2014:200, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
8 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 22), af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 45), af 26.6.2008, Burda (C-284/06, EU:C:2008:365, præmis 77), og af 12.12.2006, Test Claimants in Class IV of the ACT Group Litigation (C-374/04, EU:C:2006:773, præmis 43).
9 – For den modsatte konklusion jf. dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 31), af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 48), og af 27.11.2008, Papillon (C-418/07, EU:C:2008:659, præmis 32).
10 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 32), af 12.6.2018, Bevola og Jens W. Trock (C-650/16, EU:C:2018:424, præmis 20), og af 25.2.2010, X Holding (C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 20).
11 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 33), af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 28), og af 25.2.2010, X Holding (C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 22).
12 – Dom af 25.2.2010, X Holding (C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 29), af 15.5.2008, Lidl Belgium (C-414/06, EU:C:2008:278, præmis 32), og af 13.12.2005, Marks & Spencer (C-446/03, EU:C:2005:763, præmis 46).
13 – Således udtrykkeligt dom af 25.2.2010, X Holding (C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 30).
14 – Således helt korrekt dom af 25.2.2010, X Holding (C-337/08, EU:C:2010:89, præmis 32).
15 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 27).
16 – Dom af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 43).
17 – Således blev også værdistigningerne i kapitalandelene i de (indirekte) beherskede datterdatterselskaber (indirekte) medregnet hos moderselskabet, dvs. i indlandet.
18 – Dom af 12.6.2014, SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:1758, præmis 51).
19 – Jf. mit forslag til afgørelse SCA Group Holding m.fl. (C-39/13 – C-41/13, EU:C:2014:104, punkt 45).
20 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370).
21 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 36).
22 – Jf. vedrørende den dogmatiske begrundelse udførligt mit forslag til afgørelse Google Ireland (C-482/18, EU:C:2019:728, punkt 35 ff.).
23 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 63); jf. i denne retning: dom af 24.10.2018, XC m.fl. (C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 22), og af 21.12.2016, TDC (C-327/15, EU:C:2016:974, præmis 89 ff.).
24 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 65), og dom af 20.12.2017, Caterpillar Financial Services (C-500/16, EU:C:2017:996, præmis 41).
25 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 66), af 24.10.2018, XC m.fl. (C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 49), og af 22.2.2018, INEOS Köln (C-572/16, EU:C:2018:100, præmis 44).
26 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 67), af 8.9.2011, Q-Beef og Bosschaert (C-89/10 og C-96/10, EU:C:2011:555, præmis 36), og af 15.4.2010, Barth (C-542/08, EU:C:2010:193, præmis 29).
27 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 67), og af 8.9.2011, Q-Beef og Bosschaert (C-89/10 og C-96/10, EU:C:2011:555, præmis 47).
28 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 68), af 8.9.2011, Q-Beef og Bosschaert (C-89/10 og C-96/10, EU:C:2011:555, præmis 51), og af 15.4.2010, Barth (C-542/08, EU:C:2010:193, præmis 33).
29 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 69), af 25.11.2010, Fuß (C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 77), af 24.3.2009, Danske Slagterier (C-445/06, EU:C:2009:178, præmis 62), og af 8.3.2001, Metallgesellschaft m.fl. (C-397/98 og C-410/98, EU:C:2001:134, præmis 104-106).
30 – Jf. i denne forbindelse dom af 25.11.2010, Fuß (C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 81), og af 8.3.2001, Metallgesellschaft m.fl. (C-397/98 og C-410/98, EU:C:2001:134, præmis 104).
31 – Dom af 14.5.2020, B m.fl. (Vertikal og horisontal sambeskatning) (C-749/18, EU:C:2020:370, præmis 55 ff.).
32 – Således i dom af 8.3.2001, Metallgesellschaft m.fl. (C-397/98 og C-410/98, EU:C:2001:134, præmis 104).
33 – Således dom af 25.11.2010, Fuß (C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 80 og 81).
34 – Således udtrykkeligt dom af 24.3.2009, Danske Slagterier (C-445/06, EU:C:2009:178, præmis 65).