Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
af 10. juli 2025 (1)
Sag C-554/24 P
Republikken Polen
mod
Europa-Kommissionen
» Appel – foreløbige retsmidler – artikel 269 TEUF – fuldbyrdelse af en kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident om foreløbige forholdsregler – fastsættelse af en daglig tvangsbøde indtil opfyldelsen af kendelsen – Polens undladelse af at træffe de nødvendige foranstaltninger – indgåelse af en mindelig løsning – slettelse af hovedsagen – inddrivelse af tvangsbøden – den accessoriske karakter af de foreløbige retsmidler – kompensation for økonomisk skade, som er forvoldt af foreløbige forholdsregler «
I. Indledning
1. I tvisten om beskyttelsen af Białowieża-skoven har Domstolen af artikel 279 TEUF udledt en beføjelse til at pålægge tvangsbøder for at sikre gennemførelsen af foreløbige forholdsregler (2). Hidtil er der imidlertid ikke gjort nogen erfaringer med dette instrument eller indført særlige ordninger herfor. Den foreliggende sag giver dermed Domstolen lejlighed til at præcisere karakteren og konsekvenserne af pålæggelsen af tvangsbøder i proceduren for foreløbige retsmidler.
2. Tvisten vedrører den første sag, hvor Domstolen har fastsat en tvangsbøde, og hvor denne bøde faktisk (i det mindste foreløbig) er blevet pålagt. Den Tjekkiske Republik og Polen var uenige om, hvorvidt Polen i forbindelse med en forlængelse af tilladelsen til at udvinde brunkul i minen i Turów (Polen) havde tilsidesat VVM-direktivet (3), vandrammedirektivet (4), direktivet om miljøoplysninger (5) og princippet om loyalt samarbejde (6). I denne sag anordnede Domstolens vicepræsident indledningsvis på anmodning fra Den Tjekkiske Republik, at udvindingen af brunkul i minen straks skulle indstilles indtil sagens afslutning (7), og pålagde senere en tvangsbøde, som Polen skulle betale, indtil anordningen var blevet efterkommet (8).
3. Efter at der herefter var pålagt i alt 68 500 000 EUR i tvangsbøde, indgik de medlemsstater, der var parter i sagen, imidlertid et forlig, og Domstolen slettede hovedsagen fra sit register (9). Nu er Polen uenig med Kommissionen om, hvorvidt det nævnte beløb skal betales, eller om denne forpligtelse er bortfaldet ved forliget og slettelsen af sagen.
II. Retsforskrifter
4. Retsgrundlaget for de foreløbige retsmidler udgøres af artikel 279 TEUF:
»I sager, der er indbragt for Den Europæiske Unions Domstol, kan den foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.«
5. Karakteren af de foreløbige forholdsregler præciseres i artikel 39, stk. 4, i statutten for Domstolen:
»Afgørelser, der træffes af præsidenten eller af dennes stedfortræder, er kun foreløbige og foregriber på ingen måde Domstolens afgørelse i hovedsagen.«
6. Indgåelsen af forlig i en sag er fastsat i artikel 147, stk. 1, i Domstolens procesreglement:
»Indgår parterne forlig, inden Domstolen har truffet afgørelse, og meddeler de Domstolen, at de frafalder ethvert krav, bestemmer præsidenten ved kendelse, at sagen skal slettes af registret, og træffer afgørelse om sagsomkostninger i overensstemmelse med dette reglements artikel 141, i givet fald under hensyn til parternes forslag herom.«
7. Betingelserne for foreløbige forholdsregler fremgår af artikel 160, stk. 1-3, i Domstolens procesreglement:
»1. Anmodninger i henhold til artikel 278 TEUF og 157 TEA om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt, der er udstedt af en institution, kan kun antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsætter anmodningen, har anlagt sag til prøvelse af retsakten ved Domstolen.
2. En anmodning, der vedrører en af de øvrige foreløbige forholdsregler, som er omhandlet i artikel 279 TEUF, kan kun antages til realitetsbehandling, hvis den hidrører fra en part i en sag, som verserer for Domstolen, og vedrører denne sag.
3. De i stk. 1 og 2 omhandlede anmodninger [om foreløbige forholdsregler] skal angive sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet.«
8. Artikel 162, stk. 2 og 3, i Domstolens procesreglement fastsætter reglerne for sikkerhedsstillelse og de foreløbige forholdsreglers varighed:
»2. Fuldbyrdelse af kendelsen kan gøres betinget af, at den part, der har fremsat anmodningen, stiller en sikkerhed, hvis størrelse og art fastsættes under hensyn til omstændighederne.
3. I kendelsen kan der fastsættes en frist, efter hvis udløb den foreløbige forholdsregel ikke længere finder anvendelse. Er der ikke fastsat nogen frist, ophører forholdsreglens retsvirkninger ved afsigelsen af den dom, hvormed sagens behandling ved Domstolen afsluttes.«
9. Artikel 163 i Domstolens procesreglement vedrører ændrede forhold:
»Efter anmodning fra en af parterne kan kendelsen til enhver tid ændres eller ophæves på grund af ændrede forhold.«
III. Baggrund og procedure
10. I den appellerede dom fremstilles sagens baggrund således:
A. Relevante omstændigheder i sag C-121/21
11. Den 26. februar 2021 anlagde Den Tjekkiske Republik sag i henhold til artikel 259 TEUF med påstand om, at det blev fastslået, at Republikken Polen havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten som følge af udvidelsen og forlængelsen af brunkulsminedriften i det åbne brud i Turów (Polen) i nærheden af Den Tjekkiske Republiks og Forbundsrepublikken Tysklands grænser (sag C-121/21).
12. Parallelt hermed indgav Den Tjekkiske Republik en anmodning om foreløbige forholdsregler, hvorved den anmodede Domstolen om at pålægge Republikken Polen, at denne, indtil Domstolen havde truffet afgørelse om sagens realitet, straks indstillede brunkulsudvindingen fra minen i Turów (Polen).
13. Ved kendelse af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), imødekom Domstolens vicepræsident denne anmodning og pålagde Republikken Polen straks at ophøre med minedriften i denne mine indtil afsigelsen af dommen i sag C-121/21.
14. Da Den Tjekkiske Republik var af den opfattelse, at Republikken Polen ikke havde opfyldt de forpligtelser, der påhvilede den i henhold til kendelsen af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), fremsatte den en ny anmodning om foreløbige forholdsregler med henblik på, at Republikken Polen blev tilpligtet at betale en daglig tvangsbøde på 5 mio. EUR til Unionens budget.
15. Ved særskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. juni 2021 anmodede Republikken Polen om, at kendelsen af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), blev ophævet i henhold til artikel 163 i Domstolens procesreglement.
16. Ved kendelse af 20. september 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:752), forkastede Domstolens vicepræsident dels Republikken Polens anmodning om ophævelse af kendelse af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), dels pålagde hun Republikken Polen at betale Kommissionen en daglig tvangsbøde på 500 000 EUR, regnet fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse for Republikken Polen, og indtil denne medlemsstat efterkom kendelsen af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420).
17. Polen efterkom aldrig kendelsen af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), men nedlagde den 20. oktober 2021 på ny påstand om, at kendelsen blev ophævet.
18. Den 3. februar 2022 indgik Den Tjekkiske Republik og Republikken Polen imidlertid en aftale med henblik på at afslutte den tvist, der gav anledning til sag C-121/21 (herefter »aftalen om en mindelig løsning«). Ifølge oplysninger i medierne forpligtede Polen sig til at betale Den Tjekkiske Republik 45 EUR og opføre en barriere til beskyttelse af grundvandet (10).
19. Den 4. februar 2022 meddelte de to medlemsstater Domstolen, at de frafaldt ethvert krav i sag C-121/21, efter at der var fundet en mindelig løsning. Samme dag anmodede de polske myndigheder Kommissionen om at afslutte fuldbyrdelsesproceduren vedrørende de tvangsbøder, som Domstolen havde pålagt, idet aftalen om en mindelig løsning var vedlagt deres anmodning.
20. Domstolens præsident slettede sag C-121/21 af Domstolens register ved kendelse af 4. februar 2022, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21, EU:C:2022:82).
21. Samme dag indgav Republikken Polen en anmodning i henhold til artikel 163 i Domstolens procesreglement om ophævelse af kendelsen af 20. september 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:752).
22. Ved kendelse af 19. maj 2022, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2022:408), fastslog Domstolens vicepræsident, at det var ufornødent at træffe afgørelse om Republikken Polens påstand om ophævelse af kendelsen af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), for så vidt som den vedrørte denne kendelses virkninger efter den 4. februar 2022. I øvrigt blev Polens påstand ikke taget til følge.
B. Inddrivelse af tvangsbøden
23. Kommissionen pålagde herefter Republikken Polen at betale de nævnte beløb med tillæg af morarenter og meddelte Republikken Polen, at den i tilfælde af manglende betaling ville foretage inddrivelse ved modregning i henhold til finansforordningens (11) artikel 101, stk. 1, og artikel 102.
24. Kommissionen meddelte ved de anfægtede afgørelser Polen, at den ville modregne denne medlemsstats gæld i forskellige fordringer, som Polen havde over for EU. Det beløb, der således skulle inddrives ved modregning, beløber sig som hovedstol til 68 500 000 EUR og svarer til de daglige tvangsbøder, der skyldes for perioden fra den 20. september 2021 til den 3. februar 2022.
C. Retsforhandlingerne for Retten
25. Polen nedlagde påstand for Retten om, at de anfægtede afgørelser blev annulleret, og at Kommissionen blev tilpligtet at betale sagsomkostningerne. Retten frifandt imidlertid Kommissionen ved den appellerede dom af 29. maj 2024, Polen mod Kommissionen (T-200/22 og T-314/22, EU:T:2024:329), og pålagde Polen sagsomkostningerne.
D. Appel
26. Ved appel iværksat den 14. august 2024 har Republikken Polen nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves i sin helhed.
– De anfægtede afgørelser annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.
27. Europa-Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes som åbenbart ugrundet.
– Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
28. Parterne har indgivet skriftlige indlæg. Domstolen har i henhold til procesreglementets artikel 76, stk. 2, undladt at gennemføre et retsmøde, da den finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at den kan træffe afgørelse.
IV. Retlig bedømmelse
29. Med sin appel har Polen for det første bestridt Rettens anvendelse af artikel 279 TEUF (herom under A) og for det andet foreholdt den, at den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet (herom under B).
A. Artikel 279 TEUF
30. Det første anbringende omfatter fire klagepunkter, som vedrører fortolkningen af artikel 279 TEUF med hensyn til virkningerne af en mindelig løsning. En sådan løsning bør indebære ophævelse af en pålæggelse af tvangsbøder med tilbagevirkende kraft, eftersom de foreløbige retsmidler afhænger af hovedsagen (herom under 1). Dette er også nødvendigt for at forhindre økonomisk skade for adressaterne for foreløbige forholdsregler (herom under 2). I modsat fald ville tvangsbøden have samme funktion som en sanktion (herom ligeledes under 1). Der kan heller ikke udledes andet af kendelsen af 19. maj 2022 (herom under 3).
1. De foreløbige retsmidlers accessoriske karakter og manglende karakter af sanktion
31. Med første del af det første anbringende har Polen gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 42 og 47 ikke tog hensyn til de foreløbige retsmidlers accessoriske forhold til hovedsagen. I samme retning peger tredje del af det første anbringende, ifølge hvilket Retten i den appellerede doms præmis 47 og 48 tillagde tvangsbøden samme funktion som en sanktion for tilsidesættelse af forpligtelser.
32. Det bemærkes i den appellerede doms præmis 42, at slettelsen af hovedsagen ganske vist har haft indvirkning på tvangsbødens forløb, men ikke har medført, at Polens forpligtelse til at betale det skyldige beløb er bortfaldet. Hvis der drages en anden konklusion, vil dette ifølge Retten indebære en fravigelse af formålet med tvangsbøden, som er at sikre en effektiv anvendelse af EU-retten.
33. I den appellerede doms præmis 47 fastslog Retten endvidere, at tvangsbøden i hovedsagen ikke blot havde til formål at sikre effektiviteten af dommen om sagens realitet, men ligeledes havde til formål at sikre overholdelsen af de foreløbige forholdsregler, der blev fastsat i kendelse af 21. maj 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:420), og at afskrække fra at forhale efterlevelsen af denne kendelse.
34. Heraf udledte Retten i den appellerede doms præmis 47, at Republikken Polens argumentation indebar, at ordningen med tvangsbøder pålagt i henhold til artikel 279 TEUF blev gjort indholdsløs, eftersom den ville føre til en accept af, at den forpligtede part bevidst tilsidesatte forpligtelsen til at efterkomme de foreløbige forholdsregler, der var anordnet som en foreløbig forholdsregel indtil afslutningen af tvisten i hovedsagen, og således skade EU-rettens effektivitet.
35. Polen har med rette lagt til grund, at de foreløbige retsmidler er accessoriske i forhold til hovedsagen. De har til formål at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Domstolen sikrer (12). De foreløbige retsmidler har derimod ikke til formål at udløse en sanktion for overtrædelsen af EU-retten.
36. Den accessoriske karakter kommer også til udtryk i procesreglementets artikel 160, stk. 1 og 2. Artikel 160, stk. 1, vedrører udsættelse af retsakter udstedt af institutionerne, hvorom der kun kan anmodes, hvis den, der fremsætter anmodningen, også har anlagt sag til prøvelse af retsakten. I henhold til 160, stk. 2, kan en anmodning, der vedrører en af de øvrige foreløbige forholdsregler, som er omhandlet i artikel 279 TEUF, kun antages til realitetsbehandling, hvis den hidrører fra en part i en sag, som verserer for Domstolen, og vedrører denne sag.
37. Endvidere har Polen med rette påpeget, at de foreløbige retsmidler henhører under parternes dispositionsfrihed, eftersom de forudsætter, at en part indgiver en anmodning. Der er kun fastsat en mulighed for at træffe afgørelse af egen drift i procesreglementets artikel 160, stk. 7, i forbindelse med afgørelser, som Domstolen har truffet uden høring af modparten, men fortsat på anmodning fra en part.
38. Som følge af denne accessoriske karakter og parternes dispositionsfrihed med hensyn til de foreløbige retsmidler må slettelsen af en sag på grund af en mindelig løsning også medføre, at de foreløbige forholdsregler, der er vedtaget til sikring af den endelige dom, bortfalder.
39. Da sag C-121/21 blev slettet (13) på grund af den mindelige løsning, ophørte de foreløbige forholdsregler, der blev vedtaget i forbindelse med denne sag, derfor med at finde anvendelse (14), således som Retten med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 36 og 37.
40. Det er imidlertid uklart, om dette også indebærer, at foranstaltningerne i forbindelse med de foreløbige retsmidler skal anses for at aldrig at have eksisteret eller for at være bortfaldet med tilbagevirkende kraft på grund af den mindelige løsning og slettelsen af sagen.
41. Artikel 147, stk. 1, i Domstolens procesreglement afklarer ikke spørgsmålet om tilbagevirkende kraft. Denne bestemmelse fastsætter blot, at der skal træffes afgørelse om slettelsen af sagen og om sagsomkostningerne, hvis parterne indgår forlig og meddeler Domstolen, at de frafalder ethvert krav.
42. Virkningerne af slettelsen fastsættes ikke udtrykkeligt. Det er derfor muligt, at de hidtidige proceduremæssige retsakter, herunder alle foreløbige retsmidler, bortfalder med tilbagevirkende kraft.
43. Den accessoriske karakter af de foreløbige retsmidler taler for denne konklusion. Eftersom disse kun har til formål at sikre effektiviteten af den fremtidige endelige dom, er de ikke længere nødvendige, hvis der ikke vil blive afsagt nogen endelig dom.
44. I samme retning peger det forhold, at procesreglementets artikel 147, stk. 1, forudsætter et frafald af ethvert krav. Herved skal parterne nemlig også frafalde eventuelle krav om foreløbige retsmidler. En ophævelse af foreløbige retsmidler med tilbagevirkende kraft er således i denne henseende i overensstemmelse med parternes dispositionsfrihed med hensyn til disse retsmidler.
45. Henvisningen til den effektive anvendelse af EU-retten i den appellerede doms præmis 42 og 48 er heller ikke til hinder for en ophævelse af de foreløbige retsmidler med tilbagevirkende kraft. Det er ganske vist korrekt, at de foreløbige retsmidler også bidrager til den effektive anvendelse af EU-retten, men dette er blot en nødvendig følge af deres primære funktion, som består i at sikre effektiviteten af den fremtidige endelige dom. For så vidt som en opretholdelse af de foreløbige retsmidler ikke længere er nødvendig for denne primære funktion, kan den effektive anvendelse af EU-retten heller ikke begrunde dem længere. I modsat fald ville de foreløbige retsmidler blive løsrevet fra hovedsagen og antage en selvstændig karakter.
46. En ophævelse af de foreløbige retsmidler med tilbagevirkende kraft ville imidlertid stå i et spændingsforhold til den måde, tvangsbøden er struktureret på.
47. Vicepræsidenten pålagde Polen at betale en daglig tvangsbøde på 500 000 EUR, indtil minedriften ophørte. Dermed bør enhver yderligere forhaling af gennemførelsen af de foreløbige forholdsregler føre til et højere beløb. Tvangsbøden tog dermed ikke kun sigte på, at de oprindelige foreløbige forholdsregler blev gennemført, men også på, at de blev gennemført så hurtigt som muligt, hvilket Retten gav udtryk for i den appellerede doms præmis 47.
48. Denne yderligere tvangsvirkning ville imidlertid gå tabt, hvis tvangsbøden også bortfaldt i tilfælde af en forhalet gennemførelse. For så vidt har de kumulerede tvangsbøder ud fra en efterfølgende betragtning faktisk en sanktionsvirkning over for den forhalede gennemførelse af de foreløbige forholdsregler. Denne sanktionsvirkning er dog ikke formålet med anordningen af de kumulerede tvangsbøder, men blot et nødvendigt strukturelt kendetegn ved denne tvangsforanstaltning.
49. Denne sanktionsvirkning står som et nødvendigt strukturelt kendetegn ikke i modsætning til den accessoriske karakter af de foreløbige retsmidler. Det kan nemlig være nødvendigt for at sikre effektiviteten af den fremtidige endelige dom at gennemføre foreløbige forholdsregler så hurtigt som muligt, f.eks. for at forhindre en yderligere forværring af skader.
50. Denne strukturering af tvangsbøden er dog ikke til hinder for, at parterne enes om at ophæve kumulerede tvangsbøder, som allerede er pålagt. Som et foreløbigt retsmiddel henhører en tvangsbøde, der er struktureret på denne måde, nemlig også under parternes dispositionsfrihed. I modsat fald ville denne foranstaltning blive tillagt en selvstændig karakter, der ikke længere ville være forenelig med den accessoriske karakter af de foreløbige retsmidler.
51. Det kan ganske vist ikke udelukkes, at der opstår praktiske vanskeligheder på trods af, at foreløbige forholdsregler ophæves med tilbagevirkende kraft. Hvis Polen havde efterlevet den foreløbige forholdsregel af 21. maj 2021 og bragt udvindingen af brunkul til ophør, ville der være opstået betydelige ulemper for denne medlemsstat, som den mindelige løsning ikke ville have fjernet. Indtægter ville være bortfaldet, mens der fortsat ville skulle afholdes udgifter, navnlig til at pumpe indtrængende grundvand væk. Endvidere ville den videre drift af brunkulskraftværket Turów og dermed den lokale forsyning med fjernvarme og elektricitetsproduktionen ifølge Polens forklaring i sag C-121/21 være blevet bragt i bare. Polen gav endda udtryk for bekymring for, at de ansatte i minen under en indstilling af minedriften ville have søgt anden beskæftigelse og ikke længere stået til rådighed. Dette ville muligvis endda indebære en foregribelse af hovedsagen.
52. Der kan imidlertid også anføres faktiske problemer som argument mod en opretholdelse af de foreløbige retsmidler indtil tidspunktet for slettelsen. I så fald ville Polen nemlig skulle betale et betydeligt beløb i tvangsbøde, selv om den foreløbige forholdsregel, som bøden havde til formål at gennemføre, efterfølgende viste sig at være overflødig.
53. De faktiske følger af foreløbige forholdsregler, som efterfølgende viser sig at være overflødige, skal derfor under alle omstændigheder imødegås på anden vis (15).
54. Første og tredje del af det første anbringende er således begrundet, eftersom Retten i den appellerede doms præmis 42, 47 og 48 ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den accessoriske karakter af de foreløbige retsmidler og parternes hermed forbundne dispositionsfrihed, hvilket i praksis indebærer, at tvangsbøden har en retsstridig selvstændig sanktionsvirkning. Som følge af denne retlige fejl bør den appellerede dom ophæves.
2. Økonomisk skade
55. Med anden del af det første anbringende har Polen gjort gældende, at den appellerede dom medfører uoprettelige økonomiske skader som følge af de foreløbige retsmidler. Sådanne uoprettelige skader er imidlertid uforenelige med den foreløbige karakter af de foreløbige retsmidler.
56. Dette anbringende kan ikke antages til realitetsbehandling, eftersom det udvider tvistens genstand i forhold til søgsmålet for Retten. Derfor er Polen heller ikke i stand til at angive et punkt i den appellerede dom, som anfægtes med dette anbringende.
57. Desuden er dette anbringende uvirksomt, såfremt Domstolen følger min opfattelse angående første og tredje del af det første anbringende, eftersom der da i det mindste i den foreliggende sag ikke vil opstå nogen økonomiske skader for Polen.
58. Såfremt Domstolen alligevel måtte antage anbringendet til realitetsbehandling, men ikke følger min opfattelse angående første og tredje del af det første anbringende, skal det dog påpeges, at EU-retten fastsætter instrumenter til kompensation for sådanne økonomiske skader.
59. Det er korrekt, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler ikke må foregribe den fremtidige afgørelse i hovedsagen og fratage den dens effektive virkning (16).
60. Faktiske uoprettelige økonomiske skader som følge af foreløbige forholdsregler kan dog ikke fuldstændig udelukkes. Jeg har allerede redegjort for de betydelige skader, der i den foreliggende sag kan frygtes i forbindelse med gennemførelsen af den foreløbige forholdsregel af 21. maj 2021 (17).
61. Såfremt det følger af den endelige dom, at tilladelsen som var genstand for sag C-121/21 var retsstridig, er der slet ingen grund til at kompensere for sådanne skader. Såfremt den endelige dom derimod bekræfter, at projektet er lovligt, og dermed viser, at forholdsreglen ikke var nødvendig, opstår spørgsmålet om kompensation for de økonomiske skader, som de foreløbige retsmidler har forvoldt.
62. I dette tilfælde kan en sikkerhedsstillelse overvejes, men også et krav mod Kommissionen på grundlag af princippet om ugrundet berigelse samt erstatningskrav mod modparten eller Domstolen.
63. For det første kan en sikkerhedsstillelse principielt kompensere for skader, hvis det efterfølgende viser sig, at de foreløbige retsmidler ikke var begrundede. Som Polen har gjort gældende, giver procesreglementets artikel 162, stk. 2, mulighed for at gøre fuldbyrdelsen af en foreløbig forholdsregel betinget af, at der stilles sikkerhed.
64. I den foreliggende sag kunne det være blevet overvejet at pålægge Den Tjekkiske Republik en sådan sikkerhedsstillelse. Imidlertid ville det være vanskeligt at vurdere størrelsen af en sikkerhedsstillelse for de skadelige virkninger af en øjeblikkelig indstilling af brunkulsudvindingen, navnlig hvis dette i sidste ende måtte indebære en endelig indstilling. I proceduren for foreløbige retsmidler opstod dette spørgsmål dog ikke, eftersom Polen ikke anmodede om en sådan sikkerhedsstillelse.
65. For det andet kunne der være mulighed for et krav mod Kommissionen om tilbagebetaling af tvangsbøden som ugrundet berigelse. En person, der har lidt et tab, som forbedrer en anden persons aktiver, uden at der er et juridisk grundlag for denne berigelse, har normalt ifølge de retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, ret til tilbagebetaling for dette tab fra den berigede person. Hvis Polen allerede havde betalt tvangsbøder til Kommissionen før den mindelige løsning, men pålæggelsen af tvangsbøden – således som jeg foreslår – var bortfaldet med tilbagevirkende kraft, kunne Polen følgelig kræve disse betalinger tilbagebetalt (18). Såfremt Domstolen ikke følger min opfattelse angående den tilbagevirkende kraft af den mindelige løsning, vil der imidlertid fortsat foreligge en retlig begrundelse for betalingen af tvangsbøden til Kommissionen for så vidt angår perioden før den mindelige løsning.
66. For det tredje kan en EU-retlig ret til erstatning give mulighed for en kompensation for økonomiske skader som følge af de foreløbige forholdsregler. Det følger af fast retspraksis, at der foreligger en ret til erstatning i form af enten medlemsstaternes eller Unionens ansvar uden for kontraktforhold, såfremt tre betingelser er opfyldt: Skadevolderen har tilsidesat en EU-retlig retsregel, som har til formål at tillægge den skadelidte rettigheder, tilsidesættelsen af denne retsregel er tilstrækkeligt kvalificeret, og der er en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og den skade, der gøres gældende (19).
67. På den ene side kan der i meget sjældne tilfælde foreligge en sådan ret til erstatning over for den, der har fremsat anmodningen, her Den Tjekkiske Republik. En anmodning om foreløbige retsmidler udgør imidlertid kun en tilsidesættelse af EU-retten, hvis den, der fremsætter anmodningen, handler urimeligt, f.eks. ved bevidst at vildlede Retten om betingelserne for de foreløbige retsmidler (omgåelse af de processuelle regler). I den foreliggende sag fremgår der ingen holdepunkter herfor af Den Tjekkiske Republiks anmodninger. Et mere omfattende grundlag for ansvar som følge af anmodningen om foreløbige forholdsregler kan ganske vist være muligt (20), men hidtil foreligger der ingen lovgivning herom.
68. På den anden side kan der muligvis foreligge en ret til erstatning over for Unionen, som i så fald skal støttes på, at Domstolen tilsidesatte EU-retten, da den traf afgørelse om de foreløbige retsmidler.
69. Domstolen har allerede anerkendt, at Rettens tilsidesættelse af EU-retten kan udløse ret til erstatning (21). Retskraften er heller ikke til hinder for denne ret, eftersom en tvist om retten til erstatning har en anden genstand end den oprindelige retsafgørelse (22).
70. I praksis vil det dog formentlig være vanskeligt at begrunde en sådan ret. Sædvanligvis vil en foreløbig forholdsregel ikke være retsstridig og i særdeleshed ikke udgøre en kvalificeret tilsidesættelse.
71. I den foreliggende sag ville et erstatningssøgsmål mod Unionen dog ikke på forhånd synes udsigtsløst.
72. En foreløbig forholdsregel kan kun vedtages i proceduren for foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at den umiddelbart er berettiget af faktiske og retlige grunde (»fumus boni juris«), og såfremt den er så uopsættelig, at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for sagsøgeren er nødvendigt at foreskrive den og tillægge den retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler foretager i givet fald også en afvejning af de modstridende interesser (23). Endvidere må den afgørelse, der træffes af dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler, ikke foregribe den fremtidige afgørelse i hovedsagen (24).
73. Vicepræsidenten støttede i kendelsen af 21. maj 2021 fumus boni juris på, at Polen havde meddelt den omtvistede tilladelse til brunkulsminedrift på grundlag af en bestemmelse, som gav mulighed for at forlænge en tilladelse uden en forudgående vurdering af indvirkningen på miljøet (25).
74. Det fremgår imidlertid allerede af fremstillingen af de faktiske omstændigheder i kendelsen af 21. maj 2021, at operatøren af minen havde vedlagt sin ansøgning om forlængelse af tilladelsen en VVM-afgørelse (26). Det er derfor tvivlsomt, at forlængelsen skyldtes den hævdede manglende gennemførelse af VVM-direktivet.
75. Endvidere anførte Polen i svarskriftet i hovedsagen af 7. juni 2021, altså efter vedtagelsen af den foreløbige forholdsregel, at de kompetente organer den 28. april 2021, altså før vedtagelsen af den foreløbige forholdsregel, allerede havde meddelt en yderligere langvarig tilladelse til brunkulsminedrift, som var baseret på en vurdering af indvirkningen på miljøet. Herved havde Polen efter eget udsagn afhjulpet en eventuel mangel ved den omtvistede afgørelse. Dette burde vicepræsidenten senest have taget hensyn til i kendelsen af 20. september 2021, da hun anordnede tvangsbøden med henblik på gennemførelsen af den foreløbige forholdsregel.
76. Generaladvokat Pikamäe synes på denne baggrund at have begrænset prøvelsen af dette anbringende i hovedsagen til den polske ordnings forenelighed med VVM-direktivet og givet udtryk for den opfattelse, at lovligheden af tilladelsen til brunkulsminedrift ikke er relevant (27).
77. Argumentet om, at vicepræsidenten ikke har etableret nogen forbindelse mellem den angivelige tilsidesættelse af VVM-direktivet og den alvorlige og uoprettelige skade, som begrunder uopsætteligheden, forekommer heller ikke overbevisende. Vicepræsidenten fastslog, at en fortsættelse af brunkulsminedriften i minen i Turów kunne forårsage alvorlig og uoprettelig skade på miljøet og folkesundheden som følge af forringelsen af grundvandet (28). Sådanne indvirkninger ville uden tvivl skulle drøftes i forbindelse med en vurdering af indvirkningen på miljøet. Denne drøftelse ville imidlertid ikke forhindre sådanne indvirkninger (29).
78. I øvrigt synes Den Tjekkiske Republik med sit anbringende i hovedsagen heller ikke at have gjort gældende, at sådanne indvirkninger ville udgøre en tilsidesættelse af EU-retten. Den Tjekkiske Republik lagde derimod til grund, at en sådan tilsidesættelse af målene i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1, litra a), nr. ii), og litra b), nr. ii), var begrundet i undtagelserne i artikel 4, stk. 4 og 5 (30).
79. Endelig er der grund til at foretage en nærmere undersøgelse af, om vicepræsidenten ved interesseafvejningen (31) og i forbindelse med fastsættelsen af tvangsbøden (32) tog behørigt hensyn til Polens anbringende vedrørende de skader, som en indstilling af brunkulsudvindingen (33) ville medføre, eller foretog en urigtig gengivelse af beviserne og dermed måske endda foregreb hovedsagen.
80. Polen har i den foreliggende sag imidlertid ikke fremsat nogen anbringender vedrørende dette mulige grundlag for en ret til erstatning.
81. Det kan i øvrigt heller ikke være Kommissionens opgave at forsvare sig mod et relevant anbringende om, at Domstolen har tilsidesat EU-retten. Derimod bør Unionen i en sådan sag også for Domstolen være repræsenteret ved Domstolen selv (34).
82. Dette udelukker dog ikke, at Kommissionen, eventuelt sammen med Rådet og Parlamentet, søger at opnå en mindelig løsning på tvisten om tvangsbøden, såfremt Domstolen ikke måtte følge min opfattelse angående første og tredje del af det første anbringende. Det ville således sandsynligvis være fordelagtigt for alle parter, hvis Unionen anvender disse ressourcer til et særligt program til fremme af energiomstilling i Polen, og denne medlemsstat til gengæld afstår fra yderligere foranstaltninger til tilbagesøgning af tvangsbøden.
83. For så vidt angår anden del af det første anbringende, hvormed Polen har gjort gældende, at der er forvoldt uoprettelige økonomiske skader, må det dog fastslås, at dette anbringende vil være ugrundet som følge af de nævnte kompensationsmekanismer, såfremt Domstolen – i modsætning til min opfattelse – måtte antage det til realitetsbehandling.
3. Fejlagtig fortolkning af kendelsen af 19. maj 2022
84. Med fjerde del af det første anbringende har Polen anfægtet den appellerede doms præmis 40. Retten fastslog i denne præmis bl.a., at det udtrykkeligt fremgår af præmis 26 i vicepræsidentens kendelse af 19. maj 2022, at den omstændighed, at Republikken Polen tilpligtes at betale Kommissionen en daglig tvangsbøde på 500 000 EUR, indtil brunkulsminedriften er ophørt, (først) skal anses for bortfaldet fra den 4. februar 2022. Med andre ord ophørte den daglige tvangsbøde, som Domstolens vicepræsident havde fastsat i sin kendelse af 20. september 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:752), med at have virkning fra den 4. februar 2022. Ifølge den appellerede doms præmis 41 løb den daglige tvangsbøde derfor faktisk i perioden mellem den 20. september 2021 og den 3. februar 2022.
85. Polen har heroverfor gjort gældende, at vicepræsidenten i kendelsen af 19. maj 2022 blot fastslog, at han i henhold til procesreglementets artikel 163 kun har beføjelse til at ændre en foreløbig forholdsregel for fremtiden. Han har ikke kompetence til at ophæve den med tilbagevirkende kraft (35). Følgelig indeholder denne kendelse heller ikke nogen konklusion om, at fastsættelsen af tvangsbøden (automatisk) ophæves med tilbagevirkende kraft, hvis hovedsagen slettes.
86. Polen har med rette påpeget, at konstateringerne og konklusionerne i præmis 26 i kendelsen af 19. maj 2022 umiddelbart støttede vicepræsidentens afgørelse. Dette krævede ikke en konstatering af, at fastsættelsen af tvangsbøden ikke kunne bortfalde med tilbagevirkende kraft. Det var derimod tilstrækkeligt at konstatere, at vicepræsidenten ikke kunne ophæve fastsættelsen med tilbagevirkende kraft, og at fastsættelsen var bortfaldet for fremtiden som følge af slettelsen.
87. Imidlertid har Retten i den appellerede doms præmis 40 heller ikke foretaget nogen anden konstatering.
88. Det afgørende for Polens argumentation er derimod konklusionen i den appellerede doms præmis 42, som blev støttet på præmis 40, om, at slettelsen af hovedsagen ikke har medført, at forpligtelsen til at betale det beløb, der skyldes i form af tvangsbøden, er bortfaldet. Denne konklusion er som før nævnt (36) behæftet med en retlig fejl og bør derfor ophæves.
89. Derimod er fjerde del af det første anbringende ugrundet.
B. Begrundelsen for den appellerede dom
90. Med det andet anbringende har Polen anfægtet den appellerede doms præmis 46. Heri tiltrådte Retten ikke Polens anbringende om, at det følger af de fleste nationale retssystemer, at de retsbevarende foranstaltninger, der træffes i afventning af en endelig afgørelse, med tilbagevirkende kraft ophører med at have virkning, når hovedsagen bliver uden genstand. Dette er ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at disse processuelle regler udgør en del af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner og derfor som retskilde kan udgøre en del af Unionens retsorden.
91. Polen har med dette anbringende ikke bestridt indholdet af Rettens konklusion i denne præmis, men blot gjort gældende, at begrundelsen er utilstrækkelig. Det skal derfor alene undersøges, om begrundelsen fremgår klart og utvetydigt af de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret (37).
92. Betragtningerne i den appellerede doms præmis 46 opfylder disse krav. Ifølge denne præmis var Retten ikke overbevist af Polens argument om, at der foreligger en generel forfatningsmæssig tradition i medlemsstaterne, hvorefter en mindelig løsning medfører, at de foreløbige forholdsregler og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bliver ugyldige med tilbagevirkende kraft. Domstolen har i en lignende sag begrundet sin konklusion endnu mere kortfattet (38).
93. Følgelig er denne konklusion tilstrækkeligt begrundet, og det andet anbringende er ugrundet.
V. Søgsmålet for Retten
94. I henhold til statuttens artikel 61, stk. 1, ophæver Domstolen den af Retten trufne afgørelse, hvis den giver appellanten medhold. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.
95. Det følger af mine betragtninger om første og tredje del af det første anbringende, at den mindelige løsning har medført, at de foreløbige retsmidler er bortfaldet med tilbagevirkende kraft. Derfor var det med urette, at Kommissionen ved de anfægtede afgørelser modregnede tvangsbøden i polske krav. Disse afgørelser bør derfor annulleres.
VI. Sagsomkostninger
96. I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen. I henhold til artikel 138, stk. 1, der i henhold til artikel 184, stk. 1, finder anvendelse på appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
97. Da Polen gives medhold og har nedlagt en sådan påstand, pålægges Kommissionen Polens og sine egne sagsomkostninger.
VII. Forslag til afgørelse
98. Jeg foreslår derfor Domstolen, at den træffer følgende afgørelse:
»1) Rettens dom af 29. maj 2024, Polen mod Kommissionen (T-200/22 og T-314/22, EU:T:2024:329), ophæves.
2) Europa-Kommissionens afgørelser af 7. og 8. februar, 16. og 31. marts samt 16. maj 2022, hvorved den ved modregning inddrev de beløb, som Republikken Polen skyldte for perioderne fra den 20. september 2021 til den 17. januar 2022 og fra den 18. januar 2022 til den 3. februar 2022 i form af en daglig tvangsbøde, som var blevet pålagt af Domstolens vicepræsident ved kendelse af 20. september 2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (C-121/21 R, EU:C:2021:752), annulleres.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Republikken Polens omkostninger i forbindelse med sagen for Retten og for Domstolen.«
1 – Originalsprog: tysk.
2 – Kendelse af 20.11.2017, Kommissionen mod Polen (Białowieża-skoven) (C-441/17 R, EU:C:2017:877, præmis 97 ff.).
3 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.12.2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT 2012, L 26, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16.4.2014 (EUT 2014, L 124, s. 1).
4 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.10.2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT 2000, L 327, s. 1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30.10.2024 (EUT 2014, L 311, s. 32).
5 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28.1.2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets direktiv 90/313/EØF (EUT 2003, L 41, s. 26).
6 – Jf. generaladvokat Pikamäes forslag til afgørelse Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21, EU:C:2022:74).
7 – Kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident af 21.5.2021 Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:420).
8 – Kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident af 20.9.2021 Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:752).
9 – Kendelse af 4.2.2022, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21, EU:C:2022:82).
10 – Jf. f.eks. Reuters, Poland sign deal to end Polish coal mine dispute – Czech PM, af 3.2.2022, https://www.reuters.com/article/business/energy/-poland-sign-deal-to-end-polish-coal-mine-dispute-czech-pm-idUSP7N2HH02Q/., og Landesecho, Tschechien und Polen einigen sich im Konflikt um Kohlegrube Turów, af 4.2.2024, https://landesecho.cz/wirtschaft/tschechien-und-polen-einigen-sich-im-konflikt-um-kohlegrube-turow/002031/.
11 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013. (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).
12 – Kendelse af 20.11.2017, Kommissionen mod Polen (Białowieża-skoven) (C-441/17 R, EU:C:2017:877, præmis 94 og 95). Jf. også kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.9.2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558, præmis 68), og den 2.3.2016, Evonik Degussa mod Kommissionen (C-162/15 P-R, EU:C:2016:142, præmis 29).
13 – Kendelse af 4.2.2022, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21, EU:C:2022:82).
14 – Kendelse afsagt af Domstolen vicepræsident den 19.5.2022, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2022:408, præmis 25 og 26).
15 – Jf. punkt 62-81 nedenfor.
16 – Kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.9.2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558, præmis 68), den 2.3.2016, Evonik Degussa mod Kommissionen (C-162/15 P-R, EU:C:2016:142, præmis 105), og den 20.11.2017, Kommissionen mod Polen (Białowieża-skoven) (C-441/17 R, EU:C:2017:877, præmis 94 og 95).
17 – Jf. punkt 51 ovenfor.
18 – Dom af 16.12.2008, Masdar (UK) mod Kommissionen (C-47/07 P, EU:C:2008:726, præmis 44), og af 9.7.2020, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen (C-575/18 P, EU:C:2020:530, præmis 82).
19 – Dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame (C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 51), af 16.7.2009, Kommissionen mod Schneider Electric (C-440/07 P, EU:C:2009:459, præmis 160), og af 5.3.2024, Kočner mod Europol (C-755/21 P, EU:C:2024:202, præmis 117).
20 – Således som det f.eks. er fastsat i forbindelse med beskyttelsen af intellektuelle rettigheder som omhandlet i artikel 9, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29.4.2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder (EUT 2004, L 157, s. 45), og af forretningshemmeligheden som omhandlet i artikel 11, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8.6.2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT 2016, L 157, s. 1).
21 – Dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 32-36), af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen (C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 195), og af 26.11.2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen (C-40/12 P, EU:C:2013:768, præmis 98).
22 – Jf. dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 39).
23 – Domstolens kendelse af 12.7.1996, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen (C-180/96 R, EU:C:1996:308, præmis 44), kendelse afsagt af Domstolens præsident den 24.9.1996, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen (C-239/96 R og C-240/96 R, EU:C:1996:347, præmis 31), og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 21.5.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:420, præmis 34).
24 – Kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.9.2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558, præmis 68), den 2.3.2016, Evonik Degussa mod Kommissionen (C-162/15 P-R, EU:C:2016:142, præmis 105), og den 20.11.2017, Kommissionen mod Polen (Białowieża-skoven) (C-441/17 R, EU:C:2017:877, præmis 94 og 95).
25 – Kendelse af 21.5.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:420, præmis 49).
26 – Kendelse af 21.5.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:420, præmis 14).
27 – Generaladvokat Pikamäes forslag til afgørelse Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21, EU:C:2022:74, punkt 55 og 61).
28 – Kendelse af 21.5.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:420, navnlig præmis 66, 69 og 72).
29 – Jf. dom af 14.3.2013, Leth (C-420/11, EU:C:2013:166, præmis 46).
30 – Jf. Den Tjekkiske Republiks fjerde anbringende i sag C-121/21 og herom generaladvokat Pikamäes forslag til afgørelse Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21, EU:C:2022:74, punkt 131 ff.)
31 – Kendelse af 21.5.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:420, navnlig præmis 89 og 90).
32 – Kendelse af 20.9.2021, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2021:752, præmis 24 og 25).
33 – Jf. punkt 51 ovenfor.
34 – Jf. Rettens kendelse af 6.1.2015, Kendrion mod Domstolen (T‑479/14, EU:T:2015:2, præmis 19), og kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 18.12.2015, Domstolen mod Kendrion (C-71/15 P, EU:C:2015:857), om slettelsen af den appel, der var iværksat til prøvelse af førstnævnte kendelse.
35 – Kendelse af 19.5.2022, Den Tjekkiske Republik mod Polen (Minen i Turów) (C-121/21 R, EU:C:2022:408, præmis 30-32 med henvisning til præmis 22). Jf. også kendelse afsagt af Domstolen vicepræsident den 21.4.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv) (C-204/21 R-RAP, EU:C:2023:334, præmis 12), og den 28.9.2023, Rådet mod Mazepin (C-564/23 P(R) og C-564/23 P(R)-R, EU:C:2023:727, præmis 24).
36 – Jf. punkt 42-54 ovenfor.
37 – Dom af 2.4.2009, France Télécom mod Kommissionen (C-202/07 P, EU:C:2009:214, præmis 29), og af 27.6.2024, Kommissionen mod Servier m.fl. (C-176/19 P, EU:C:2024:549, præmis 267).
38 – Dom af 11.1.2000, Nederlandene og van der Wal mod Kommissionen (C-174/98 P og C-189/98 P, EU:C:2000:1, præmis 17).