1.

De relevante retsforskrifter vedrørende den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse findes i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser ( 2 ). Nærmere bestemt vedrører det af Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager, Frankrig) forelagte spørgsmål fortolkningen af denne konventions artikel 3 og 6. Artikel 3 fastsætter princippet om parternes autonomi med hensyn til valg af den lov, der skal finde anvendelse på kontraktlige forpligtelser. Ifølge dette princip, som er fælles for medlemsstaterne, er det den lov, som parterne har valgt, der finder anvendelse på aftalen. Ved artikel 6, hvis fortolkning er det centrale i det præjudicielle spørgsmål, er der indført en ordning, der gør det muligt at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på en arbejdsaftale, hvis parterne ikke har indgået en aftale herom i overensstemmelse med nævnte konventions artikel 3 og som en undtagelse fra bestemmelserne i samme konventions artikel 4 ( 3 ).

2.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet i forbindelse med en tvist mellem et transportselskab og en chauffør, som har arbejdet for dette selskab, vedrørende en række erstatningskrav, som sagsøgte har fremsat over for sin tidligere arbejdsgiver efter ophævelsen af hans arbejdsaftale.

3.

Inden for denne retlige og faktiske ramme opfordrer den forelæggende rets spørgsmål Domstolen til at forholde sig til fortolkningen af begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a).

4.

Nærmere bestemt vil Domstolen få lejlighed til at præcisere de betragtninger, som den udviklede i Koelzsch-dommen ( 4 ), under faktiske omstændigheder, der svarer til denne dom, men rejser et nyt spørgsmål. Dette spørgsmål vedrører den beskæftigelsesperiode, som den forelæggende ret skal tage hensyn til med henblik på at afgøre, hvilken lov der finder anvendelse i medfør af denne bestemmelse, i tilfælde af at arbejdstageren har udført sit arbejde for sin arbejdsgiver i to særskilte faser, først i flere stater, dernæst, i perioden forud for ansættelsesforholdets ophør, på varig basis i én enkelt stat.

5.

Ud over Romkonventionens artikel 1, artikel 3 og artikel 6 (nu artikel 8 i forordning (EF) nr. 593/200) ( 5 ) er artikel 5, stk. 1, nr. 1), i Bruxelleskonventionen om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 6 ) (nu artikel 19 i forordning (EF) nr. 44/2001) ( 7 ) af særlig betydning i den foreliggende sag.

6.

Ved en arbejdsaftale indgået den 15. oktober 2002 blev ES ansat som chauffør af Locatrans Sàrl, et transportselskab i Bettembourg (Luxembourg). I arbejdsaftalen var fastsat en månedlig arbejdstid på 166 timer. Det bestemtes i arbejdsaftalen, at den lov, der fandt anvendelse, var luxembourgsk lov, og at de lande, som transporterne i det væsentlige vedrørte, var Tyskland, Benelux, Italien, Spanien, Portugal og Østrig.

7.

Ved skrivelse af 14. januar 2014 blev arbejdstageren af Locatrans underrettet om, at Locatrans havde besluttet at nedsætte arbejdstagerens ugentlige arbejdstid til 35 timer, svarende til 151,55 timer om måneden, fra den 16. juli 2014, hvilken ændring han modsatte sig.

8.

Ved skrivelse af 31. marts 2014 meddelte Locatrans arbejdstageren, at Locatrans ved en gennemgang af arbejdstagerens arbejde i de foregående 18 måneder havde konstateret, at han udførte en væsentlig del af sin lønnede beskæftigelse, dvs. over 50%, i Frankrig, og at Locatrans var forpligtet til at tilslutte ham den sociale sikringsordning i Frankrig.

9.

Ved skrivelse af 17. april 2014 bekræftede Locatrans et tilbud til arbejdstageren om ansættelse i et fransk selskab og oplyste ham om, at han med virkning fra den 16. juli 2014 ikke længere ville være ansat i virksomheden, fordi han havde afslået nedsættelsen af arbejdstiden.

10.

Idet arbejdstageren anfægtede ophævelsen af arbejdsaftalen, forelagde han den 8. januar 2015 Conseil de prud’hommes de Dijon (voldgiftsretten i Dijon, Frankrig) en række erstatningskrav.

11.

Ved dom af 4. april 2017 afviste voldgiftsretten at give arbejdstageren medhold i hans krav med den begrundelse, at opfyldelsen og ophævelsen af hans arbejdsaftale var omfattet af luxembourgsk ret, at afskedigelsen af ham var klar og tydelig, og at der ikke var grundlag for at omkvalificere den som en usaglig opsigelse.

12.

Ved dom af 2. maj 2019 ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) dommen af 4. maj 2017, som arbejdstageren havde appelleret. I denne forbindelse anførte denne domstol, at parterne ifølge den omhandlede arbejdsaftale havde valgt, at ansættelsesforholdet skulle være omfattet af luxembourgsk lov. I sin skrivelse af 31. marts 2014 havde Locatrans dog anerkendt, at arbejdstageren udførte størstedelen af sit arbejde i Frankrig, og arbejdstageren havde ført bevis for denne omstændighed. Henset til Romkonventionens artikel 6 kunne parternes valg af luxembourgsk lov ikke medføre, at arbejdstageren blev berøvet den beskyttelse, der tilkom ham i medfør af de ufravigelige regler i fransk ret, såsom bestemmelserne om ændring og ophævelse af arbejdsaftalen. Idet nævnte ret omkvalificerede ophævelsen af arbejdsaftalen som en afskedigelse og fastslog, at afskedigelsen ikke var begrundet i en reel og saglig årsag, pålagde den derfor arbejdsgiveren at betale arbejdstageren en række beløb som erstatning.

13.

Locatrans har iværksat appel af denne dom ved den forelæggende ret, Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager).

14.

Denne retsinstans har i det væsentlige henvist til lovvalgsreglerne i Romkonventionens artikel 6, stk. 1 og 2. I denne forbindelse har den anført, at Domstolen har præciseret kriterierne for fortolkning af begrebet »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« i denne bestemmelses forstand, i tilfælde af at arbejdstageren udfører sit arbejde i mere end én kontraherende stat, navnlig i Koelzsch-dommen ( 8 ). I sidstnævnte dom støttede Domstolen sig tillige på sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), hvilket viser, at det tilsigtes at anlægge en ensartet fortolkning af tilknytningskriterierne, når der foreligger en kompetencekonflikt og en lovkonflikt. For så vidt angår sidstnævnte bestemmelse har den forelæggende ret tillige henvist til relevansen af Weber-dommen ( 9 ).

15.

Den forelæggende ret har anført, at selv om Domstolens præciseringer i Koelzsch-dommen ( 10 ) vedrørende fortolkningen af begrebet »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« ifølge favor laboris-princippet kan føre til, at kriteriet om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis har udført sit arbejde, lægges til grund, forholder det sig ikke desto mindre således, at Domstolen i konklusionen i Weber-dommen ( 11 ) udtrykkeligt henviste til, at der skal tages hensyn til »hele arbejdsforholdets varighed«, uden at gentage det kriterium om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, som den opstillede i denne doms præmis 54.

16.

Henset til denne retspraksis er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt der ved bestemmelsen af, hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, i det foreliggende tilfælde skal tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), eller om den seneste beskæftigelsesperiode skal lægges til grund. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at selv om kriteriet om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, er relevant for bestemmelsen af den kompetente ret, eftersom det giver arbejdstageren mulighed for at anlægge retssag med de mindste omkostninger, hersker der tvivl om, hvorvidt dette kriterium kan anvendes ved bestemmelsen af, hvilken lov der finder anvendelse, hvis parterne ikke har truffet aftale herom, navnlig eftersom en sådan tilgang kan medføre, at den samme arbejdsaftale successivt underkastes forskellige ufravigelige lovgivninger i takt med, at ændringer af arbejdsstedet finder sted.

17.

På denne baggrund har Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager) ved afgørelse af 10. juli 2024, som indgik til Domstolen samme dag, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 3 og 6 i [Romkonventionen] fortolkes således, at der, hvis arbejdstageren udfører det samme arbejde for sin arbejdsgiver i mere end én kontraherende stat, ved bestemmelsen af, hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, skal tages hensyn til hele den periode, hvori ansættelsesforholdet har varet, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde, eller således, at den seneste arbejdsperiode skal lægges til grund, hvis arbejdstageren efter at have udført sit arbejde i et bestemt tidsrum på et bestemt sted, derefter varigt udfører sit arbejde et andet sted, som ifølge parternes klare ønske er bestemt til at blive et nyt sædvanligt arbejdssted?«

18.

Parterne i hovedsagen, den franske og den tjekkiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

19.

Med det eneste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Romkonventionens artikel 3 og 6 skal fortolkes således, at der, hvis en arbejdstager for det første indledningsvis har udført det samme arbejde for sin arbejdsgiver i flere stater og dernæst i perioden forud for ansættelsesforholdets ophør varigt har udført sit arbejde i én enkelt stat, som ifølge parternes klare ønske var bestemt til at blive et nyt sædvanligt arbejdssted, og denne arbejdstagers søgsmål for det andet vedrører ophævelsen af aftalen, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde, og dermed hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, skal tages udgangspunkt i ansættelsesforholdets samlede varighed eller i den seneste beskæftigelsesperiode.

20.

Den pågældende ret ønsker således nærmere bestemt oplyst, hvilket af de to kriterier der finder anvendelse på ophævelsen af den omhandlede arbejdsaftale, eftersom der i forbindelse med denne ophævelse skal foretages et lovvalg ( 12 ). Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at ud fra det første af de anførte kriterier vil den omstændighed, at der skal tages hensyn til ansættelsesforholdets samlede varighed, medføre, at ES’ påstande skal vurderes på grundlag af luxembourgsk lov, og at han derfor ikke kan gives medhold heri. Ud fra det andet kriterium vil det til gengæld, hvis der kun tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode, være fransk lov, der finder anvendelse med hensyn til ændring og ophævelse af arbejdsaftalen, hvilket vil være mere fordelagtigt for ES.

21.

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at der med rimelighed kan herske tvivl om, hvorvidt kriteriet om det sidste sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, der er relevant for fastlæggelsen af den kompetente ret, ligeledes kan lægges til grund ved bestemmelsen af, hvilken lov der finder anvendelse på en arbejdsaftale, hvis der ikke er truffet aftale herom, eftersom en sådan tilgang bl.a. kan medføre, at den samme arbejdsaftale successivt underkastes forskellige ufravigelige lovgivninger i takt med, at ændringer af arbejdsstedet finder sted.

22.

Parterne i hovedsagen og de berørte parter er uenige med hensyn til fortolkningen af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a).

23.

Locatrans og den tjekkiske regering har med henvisning til Weber-dommen navnlig gjort gældende, at såfremt arbejdstageren udfører det samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én stat, skal der tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde, og dermed hvilken lov der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom. Den franske regering er på sin side af den opfattelse, at der kan tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode under hensyntagen til alle relevante omstændigheder med henblik på at fastslå, om der foreligger en nærmere tilknytning til et andet land. ES har til gengæld indledningsvis gjort gældende, at han på trods af formuleringen af det præjudicielle spørgsmål ikke har skiftet arbejdssted under sit ansættelsesforhold ( 13 ). Hans situation adskiller sig derfor klart fra den, der gav anledning til Weber-dommen, hvor arbejdstageren havde udført sit arbejde successivt på to forskellige arbejdssteder. Selv hvis det fastslås, at Weber-dommen faktisk er relevant for den foreliggende sag, skal der under alle omstændigheder tages udgangspunkt i den seneste beskæftigelsesperiode. Kommissionen har for sit vedkommende anført, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede, hvor tvisten vedrører ophævelsen af aftalen, og hvor de faktiske omstændigheder, der er relevante for afgørelsen heraf, ligger ved dennes ophør, skal der tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode.

24.

Henset til den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, og de argumenter, som parterne i hovedsagen og de berørte parter har fremført, vil jeg først fremsætte nogle generelle betragtninger vedrørende Romkonventionens generelle formål og opbygning og om lovvalgsreglen i konventionens artikel 6 (afsnit A). Dernæst vil jeg behandle begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i denne konventions artikel 6, stk. 2, litra a), på baggrund af den relevante retspraksis med henblik på at udlede konsekvenserne heraf for den foreliggende sag (afsnit B).

25.

For det første skal nævnes, som Domstolen allerede har fastslået ( 14 ), at det fremgår af præamblen til Romkonventionen, at denne konvention er blevet vedtaget for inden for den internationale privatrets område at fortsætte det lovharmoniseringsarbejde, som påbegyndtes med vedtagelsen af Bruxelleskonventionen ( 15 ).

26.

Det fremgår ligeledes af denne præambel, at Romkonventionen har til formål at indføre ensartede regler om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, uanset hvor afgørelsen træffes. Som det nemlig ligeledes fremgår af betænkningen om nævnte konvention, er den udarbejdet på baggrund af et ønske om at fjerne de uhensigtsmæssigheder, som følger af de mange forskellige lovvalgsregler på kontraktområdet ( 16 ).

27.

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori lovvalgsreglen i Romkonventionens artikel 6 indgår, skal jeg henvise til de i konventionen indeholdte generelle kriterier for fastsættelse af, hvilken lov der finder anvendelse. I denne henseende indeholder de ensartede regler, der er fastsat i nævnte konventions afsnit II, et princip, hvorefter parternes ønske tillægges forrang, og i medfør af samme konventions artikel 3 tillægges parterne en ret til frit at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse. I mangel af et sådant valg fastsætter Romkonventionens artikel 4 tilknytningsmomenter, på grundlag af hvilke retten skal afgøre, hvilken lov der finder anvendelse ( 17 ). Disse tilknytningsmomenter finder anvendelse på alle kategorier af aftaler ( 18 ).

28.

Som bekendt er der ligeledes fastsat specifikke regler for visse typer af aftaler. Navnlig indeholder Romkonventionens artikel 6 en lovvalgsregel for individuelle arbejdsaftaler. Denne specielle lovvalgsregel (den samme som i Rom I-forordningens artikel 8) består af to generelle bestemmelser [stk. 1 og stk. 2, litra a)], en sekundær bestemmelse [stk. 2, litra b)] og en undtagelsesbestemmelse (stk. 2, sidste punktum) ( 19 ). Ifølge ophavsmændene til denne konvention var formålet med en sådan speciel lovvalgsregel at indføre mere hensigtsmæssige regler på områder, hvor de berørte staters interesser adskiller sig, og samtidig sikre bedre beskyttelse af den part, som ud fra en social og økonomisk betragtning må anses for at være den svageste part i kontraktforholdet ( 20 ).

29.

På grundlag af disse generelle betragtninger fastsætter nævnte konventions artikel 6, stk. 1, at »[u]anset artikel 3 kan parternes lovvalg i arbejdsaftaler ikke medføre, at arbejdstageren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i den lov, som i henhold til stk. 2 ville finde anvendelse i mangel af et lovvalg« ( 21 ). I mangel af et sådant valg fastsætter stk. 2 i denne artikel 6 to tilknytningskriterier, nærmere bestemt principalt »loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« [litra a)], der således er den lov, der objektivt finder anvendelse, eller subsidiært »hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende« [litra b)] ( 22 ). I sidste punktum i det nævnte stk. 2 er indført en undtagelsesbestemmelse, ifølge hvilken disse to tilknytningskriterier ikke finder anvendelse, hvis »det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land, i hvilket fald loven i dette land finder anvendelse«.

30.

Det er på denne baggrund ( 23 ) og med nødvendigheden af at sikre en samordning af de forskellige bestemmelser i EU-reglerne om international privatret in mente, at jeg nu vil fortolke begrebet »land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a).

31.

Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), bestemmer, at uanset artikel 4 er en arbejdsaftale i mangel af et lovvalg i henhold til artikel 3 undergivet »[l]oven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde, selv om han midlertidigt er beskæftiget i et andet land«.

32.

Det fremgår af læsningen af denne bestemmelse, at en ordlydsfortolkning ikke er tilstrækkelig til at definere det selvstændige begreb »loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«. I Koelzsch-dommen ( 24 ) udtalte Domstolen sig for første gang om dette begreb som omhandlet i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a) ( 25 ).

33.

I Koelzsch-dommen anlagde Domstolen en vid fortolkning med henblik på at afgrænse det selvstændige begreb »loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«. For at nå frem til en sådan fortolkning bemærkede Domstolen indledningsvis, at der ved en sådan fortolkning ikke må ses bort fra fortolkningen af de kriterier, der er fastsat i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), da disse kriterier fastsætter de regler, der finder anvendelse ved fastlæggelsen af den kompetente ret på de samme områder og fastlægger lignende begreber ( 26 ). Med henvisning til dens praksis vedrørende fortolkning af denne bestemmelse ( 27 ) erindrede Domstolen om, at der i tilfælde af, at arbejdstageren udfører sin virksomhed i mere end én stat, skal tages behørigt hensyn til, at der indrømmes arbejdstageren i dennes egenskab af den svageste part i kontraktforholdet en passende beskyttelse ( 28 ).

34.

Dernæst fastslog Domstolen, at Bruxelleskonventionen og Romkonventionen med hensyn til arbejdsaftaler forfølger det samme formål, nemlig at yde arbejdstageren passende beskyttelse. Den fandt derfor i lyset af dette formål, at Romkonventionens artikel 6 skal forstås således, at den sikrer, at loven i den stat, hvori arbejdstageren udfører sin virksomhed, snarere skal anvendes end loven i den stat, hvor arbejdsgiveren har hjemsted ( 29 ). Henset til disse identiske formål med de to konventioner bekræftede Domstolen, at den praksis, der fortolker Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), fortsat er relevant for analysen af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a) ( 30 ).

35.

Endelig fandt Domstolen, at når arbejdsopgaverne udføres i mere end én medlemsstat, skal kriteriet om det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, fortolkes vidt og forstås som henvisende til det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren faktisk udøver sin virksomhed, og, i mangel af et primært sted, det sted, hvor han udfører størstedelen af sin virksomhed ( 31 ). Med henblik på fastlæggelsen af, om en arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde i en af de pågældende stater, skal der anlægges en vid fortolkning af det tilknytningskriterium, der er fastsat i Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a) ( 32 ). Til dette formål tog Domstolen karakteren af arbejdet på området for international transport i betragtning og præciserede, at der skal tages hensyn til samtlige de faktorer, der kendetegner arbejdstagerens virksomhed ( 33 ). Under disse omstændigheder fastslog Domstolen, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), skal fortolkes således, at såfremt arbejdstageren udfører sin virksomhed i mere end én kontraherende stat, er det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde som omhandlet i denne bestemmelse, det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de faktorer, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren ( 34 ).

36.

Det fremgår af denne retspraksis, at Domstolen i præmis 50 i Koelzsch-dommen med henblik på at vurdere, om en arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde i en af de kontraherende stater, og hvilken af disse stater det drejer sig om, har sørget for at opstille en hovedregel, der tager hensyn til forskellige faktuelle kriterier. Ifølge denne regel er »det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde«, det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de faktorer, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren ( 35 ).

37.

Som vejledning for den nationale ret med hensyn til anvendelsen af denne regel anførte Domstolen under hensyntagen til de særlige kendetegn ved ansættelsesforhold i transportsektoren flere indicier, der kan tages i betragtning ved anvendelsen af Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a). Den nationale ret skal navnlig fastlægge, i hvilken stat det sted, hvorfra arbejdstageren udfører sine transportopgaver, modtager instruktioner vedrørende disse opgaver og organiserer sit arbejde, befinder sig, samt det sted, hvor arbejdsredskaberne befinder sig. Den skal ligeledes undersøge de steder, hvor transporten hovedsageligt gennemføres, de steder, hvor varerne aflæsses, samt det sted, hvortil arbejdstageren vender tilbage efter disse opgaver ( 36 ).

38.

Efter min opfattelse udgør denne »metode med indicier« et vigtigt element med hensyn til at forstå rækkevidden af et begreb som »det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« i forbindelse med dets anvendelse i et konkret tilfælde. Ifølge Domstolen giver denne metode ikke alene mulighed for at foretage en bedre vurdering af de retlige forbindelsers eksistens, idet den skal tage hensyn til samtlige de faktorer, der karakteriserer arbejdstagerens virksomhed, men ligeledes for at undgå, at dette begreb ikke bruges som redskab eller ikke bidrager til gennemførelsen af strategier for omgåelse ( 37 ).

39.

Det bør desuden nævnes, at Domstolen ved fastlæggelsen af ovennævnte ( 38 ) hovedregel har taget udgangspunkt i sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1) ( 39 ). Det må nemlig ikke glemmes, at der i de sager, der gav anledning til denne praksis, var tale om en arbejdstager, der udøvede sin erhvervsmæssige virksomhed i flere stater, men som i en af disse stater, hvor denne arbejdstager havde taget bopæl, havde et kontor, hvorfra den pågældende tilrettelagde sit arbejde for arbejdsgiveren, og hvortil vedkommende vendte tilbage efter hver arbejdsrelateret rejse i udlandet. Med henblik på den konkrete fastlæggelse af det sted, hvor arbejdstageren »sædvanligvis udfører sit arbejde«, fandt Domstolen derfor, at der var tale om det sted, hvorfra arbejdstageren opfylder hovedparten af sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, eller det sted, hvor midtpunktet for hans erhvervsmæssige virksomhed er ( 40 ).

40.

I øvrigt skal jeg erindre om, at udtrykket »hvorfra« blev tilføjet i Rom I-forordningens artikel 8, stk. 2 ( 41 ), ved omdannelsen af Romkonventionen til en forordning ( 42 ). Med dette nye udtryk har EU-lovgiver således indarbejdet Domstolens praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i denne forordning ( 43 ).

41.

Det skal dog påpeges, at Domstolen i sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i forbindelse med arbejdsaftaler, der blev opfyldt på flere staters område, ligeledes stod over for en anden situation, hvor det blandt flere berørte steder ikke var muligt at fastlægge et sted som det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren udførte sin erhvervsmæssige virksomhed. Det er tilfældet med Weber-dommen.

42.

I den sag, der gav anledning til Weber-dommen, var spørgsmålet navnlig, om det med henblik på at afgøre, om en arbejdstager »sædvanligvis« har udført sit arbejde i en kontraherende stat, er »hele perioden« for ansættelsen, der skal tages i betragtning, eller alene den seneste periode ( 44 ).

43.

Domstolen fastslog først, at den sag, som den var blevet forelagt, adskilte sig fra den, der gav anledning til Mulox IBC-dommen og Rutten-dommen, hvori arbejdstageren, i modsætning til den pågældende sag, ikke havde noget kontor i en af de kontraherende stater, som udgjorde det faktiske midtpunkt for den pågældendes erhvervsudøvelse, og fra hvilket vedkommende hovedsageligt opfyldte sine forpligtelser over for arbejdsgiveren ( 45 ). Henset til disse forskelle fandt Domstolen, at den retspraksis, der følger af disse domme, ikke fuldt ud kunne overføres på nævnte sag ( 46 ). Domstolen fastslog imidlertid, at denne retspraksis fortsat var relevant, for så vidt som den indebærer, at Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i tilfælde, hvor en arbejdskontrakt er blevet opfyldt på flere kontraherende staters område, skal fortolkes således, at bestemmelsen tager sigte på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren, under hensyn til alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren ( 47 ).

44.

Herefter præciserede Domstolen på grund af de forskellige omstændigheder, at det kriterium, som det er relevant at tage i betragtning ved fastlæggelsen af det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, i denne bestemmelses forstand, som udgangspunkt må være det sted, hvor arbejdstageren har haft størstedelen af sin arbejdstid for arbejdsgivere ( 48 ). Domstolen fastslog derfor, at i mangel af andre kriterier er dette sted det, hvor arbejdstageren har tilbragt størstedelen af sin arbejdstid ( 49 ).

45.

Det skal nævnes, at dette tidsmæssige kriterium, som støttes på den arbejdstid, den pågældende har haft i de forskellige kontraherende stater, ifølge Domstolen logisk set indebærer, at hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode tages i betragtning ved fastlæggelsen af, hvor arbejdstageren har udført den væsentligste del af sin beskæftigelse, og hvor midtpunktet for hans kontraktforhold med arbejdsgiveren befinder sig i et sådant tilfælde ( 50 ). Domstolen fastslog således, at når der er tale om en ansættelseskontrakt, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af den udfører det samme arbejde for arbejdsgiveren i mere end én kontraherende stat, skal der i princippet tages hensyn til hele arbejdsforholdets varighed, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende sædvanligvis har udført sit arbejde ( 51 ).

46.

I denne forbindelse finder jeg det vigtigt at fremhæve, at Domstolen ganske vist fastslog noget, der umiddelbart kan fremstå som en undtagelse fra reglen om det tidsmæssige kriterium, hvorefter det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, er det sted, hvor arbejdstageren har tilbragt størstedelen af sin arbejdstid. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at der ikke er tale om en undtagelse, men snarere om, at Domstolen anvendte dette tidsmæssige kriterium i en konkret situation. Den præciserede nemlig, at der bør således lægges vægt på den seneste beskæftigelsesperiode, når arbejdstageren – efter at have udført sit arbejde i en periode på et bestemt sted – derefter varigt har beskæftigelse på et andet sted, idet dette, efter parternes klare vilje, skal være et nyt sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres ( 52 ). I mangel af et faktisk midtpunkt for arbejdstagerens erhvervsudøvelse er det tidsmæssige kriterium, som Domstolen opstillede i denne dom, baseret på en hovedregel, der kun kan tilsidesættes i tilfælde, hvor tvistens genstand, under hensyn til de faktiske omstændigheder i det konkrete tilfælde, har nærmere tilknytning til et andet arbejdssted ( 53 ). Jeg vil nedenfor vende tilbage til dette tidsmæssige kriterium, som har særlig betydning for undersøgelsen af det præjudicielle spørgsmål ( 54 ).

47.

Som sammenfatning af denne del af min bedømmelse skal jeg i første række erindre om, at Domstolen ved fastlæggelsen af hovedreglen, ifølge hvilken det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde er det land, hvor eller hvorfra arbejdstageren i betragtning af samtlige de faktorer, der karakteriserer den nævnte virksomhed, i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, i præmis 50 i Koelzsch-dommen tog udgangspunkt i sin praksis i Mulox IBC-dommen ( 55 ) og Rutten-dommen ( 56 ). Som jeg allerede har redegjort for, er denne regel efterfølgende blevet bekræftet i præmis 49 og 50 i Weber-dommen ( 57 ). Det følger heraf, at efterprøvelsen af denne regel udgør udgangspunktet for de nationale retters bedømmelse i alle de tilfælde, hvor arbejdsaftalen, som i det foreliggende tilfælde, er blevet opfyldt på flere kontraherende staters område.

48.

Som anført ovenfor opstillede Domstolen i anden række med henblik på at fastlægge den stat, der kan anses for »det sted, hvor eller hvorfra« arbejdstageren faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, nogle kvalitative ( 58 ) og tidsmæssige ( 59 ) kriterier, som de nationale retter ( 60 ) skal tage i betragtning. Selv om det i forbindelse med det tidsmæssige kriterium ifølge Domstolen principielt er hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode hos arbejdsgiveren, der skal tages i betragtning, bestemte Domstolen, at dette tidsmæssige kriterium skulle anvendes i den specifikke situation, hvor tvistens genstand har en »nærmere tilknytning til et andet arbejdssted« ( 61 ). I dette tilfælde er det den seneste beskæftigelsesperiode, som den nationale ret skal anvende ved sin bedømmelse ( 62 ), og ikke hele beskæftigelsesperioden ( 63 ).

49.

Der skal således tages hensyn til denne retspraksis ved bedømmelsen af den foreliggende sag.

50.

På dette sted i bedømmelsen skal nævnes, at det fremgår af de argumenter, der er fremført af parterne i hovedsagen og de berørte parter, at den forelæggende rets spørgsmål synes at befinde sig i krydset mellem de to linjer i retspraksis, der som udgangspunkt er forskellige. Efter den ovenstående analyse udspringer disse to tilgange på trods af deres øjensynlige modsætningsforhold imidlertid af en og samme linje i retspraksis, hvorved Domstolen har opstillet en hovedregel, hvis anvendelse er baseret på hensyn til kvalitative og tidsmæssige kriterier. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at de nationale retter skal tage hensyn til det kvalitative kriterium, som udgør det afgørende kriterium. I mangel af kvalitative elementer, eller når de ikke er tilstrækkeligt præcise, bliver det tidsmæssige kriterium imidlertid relevant. Disse to kriterier kan i øvrigt være samtidige og komplementære ( 64 ). Under alle omstændigheder skal de nationale retter tage hensyn til nærhedsprincippet og princippet om beskyttelse af arbejdstageren.

51.

Jeg vil desuden fremhæve, at for så vidt som ansættelsesforholdet er af varig karakter, kan de elementer, som karakteriserer dette forhold, såsom arbejdsopgaver, det sted, hvor arbejdet udføres, eller lønnen ændre sig. Navnlig i en situation med grænseoverskridende arbejde kan det land, hvor arbejdstageren »sædvanligvis udfører sit arbejde« ligeledes ændre sig i takt med de objektive omstændigheder ( 65 ). Den lov, der skal anvendes, i tilfælde af at parterne ikke har truffet et valg herom, kan med andre ord ændre sig på grund af selve karakteren af ansættelsesforholdet, der er af varig karakter. Henset til den omstændighed, at et af Romkonventionens formål er at øge tilliden til stabiliteten i retsforhold, skal den ændring af den anvendelige lov, der følger af udviklingen i de faktiske omstændigheder, imidlertid ligeledes fremgå af parternes klare vilje. Denne ændring må nemlig ikke have konsekvenser for de retsforhold, der er opstået før den pågældende ændring, hvorfor tvisten rationae temporis fortsat reguleres af den lov, der fandt anvendelse på tidspunktet for disse omstændigheders indtræden (tempus regit actum).

52.

Henset til det ovenfor anførte er det centrale spørgsmål, hvilket kriterium der i den foreliggende sag er relevant med henblik på konkret at bestemme det tidspunkt, hvor tvistens genstand opstod, med henblik på at fastlægge det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udførte sit arbejde, og som følge heraf, hvilken lov der skal anvendes i mangel af parternes lovvalg.

53.

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at Locatrans meddelte arbejdstageren, at en gennemgang af hans arbejde i de foregående 18 måneder havde vist, at han udførte en væsentlig del af sin lønnede beskæftigelse i Frankrig, og at han derfor skulle tilsluttes den sociale sikringsordning i Frankrig. Ifølge den forelæggende ret udførte arbejdstageren i denne periode forud for ansættelsesforholdets ophør på varig vis alene sit arbejde i Frankrig. Det kan derfor efter min opfattelse gøres gældende, at en sådan udvikling eller en sådan ændring i arbejdstagerens situation, der medfører, at arbejdet varigt udføres i én enkelt kontraherende stat, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, henhører under anvendelsen af det tidsmæssige kriterium, som det blev formuleret af Domstolen i præmis 53 og 54 i Weber-dommen. I modsætning til hvad Locatrans har gjort gældende, følger det heraf, at eftersom de relevante faktiske omstændigheder ligger ved udgangen af aftaleperioden, vil det i det foreliggende tilfælde ikke være relevant at tage hensyn til hele arbejdstagerens beskæftigelsesperiode.

54.

I denne forbindelse er jeg enig med Kommissionen i, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede, hvor arbejdstagerens søgsmål vedrører ophævelsen af aftalen, og hvor de faktiske omstændigheder, der er relevante for afgørelsen heraf, foreligger ved dennes ophør, skal der tages hensyn til den seneste beskæftigelsesperiode ( 66 ) af de nedenfor anførte grunde.

55.

For det første finder jeg det vigtigt at fremhæve, at de nationale retters anvendelse af det mest relevante kriterium (hvad enten det er kvalitativt eller tidsmæssigt) ved fastlæggelsen af det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis har udført sit arbejde, skal tage hensyn til formålet om at sikre en passende beskyttelse af arbejdstageren, der forfølges med Romkonventionens artikel 6. Det skal således i videst muligt omfang sikres, at de bestemmelser om arbejdsbeskyttelse, der er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor arbejdstageren udfører sin virksomhed, overholdes ( 67 ). Som Kommissionen har fremhævet, kan dette formål imidlertid kun nås fuldt ud, såfremt der i tilfælde af en varig ændring eller udvikling med hensyn til det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, ligeledes sker en ændring af den lov, der finder anvendelse ( 68 ).

56.

For det andet anser jeg denne fortolkning for at være forenelig med Romkonventionens formål om at styrke retssikkerheden, ved at øge tilliden til stabiliteten i retsforhold ( 69 ). Efter min opfattelse vil der ikke være tale om, at kriteriet om det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, generelt gøres afhængigt af det sted, hvor arbejdet senest har fundet sted, men snarere om at anvende det tidsmæssige kriterium om »den seneste periode« inden for rammerne af metoden med indicier, henset til den omstændighed, at arbejdstagerens søgsmål vedrører ophævelsen af aftalen. En korrekt anvendelse af det tidsmæssige kriterium bør således ikke udgøre en kilde til uforudsigelighed for parterne. Jeg skal erindre om, at det tidspunkt, hvorfra sidstnævnte sted kan anses for at være det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, er afgrænset af de betingelser, der blev fastsat i Weber-dommen ( 70 ).

57.

For det tredje gør nævnte fortolkning det muligt at respektere sammenhængen mellem Bruxelleskonventionens artikel 5 og Romkonventionens artikel 6 (forum og ret) ( 71 ). Retten på det sted, hvor (eller hvorfra) arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde (eller i givet fald retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde) ( 72 ), vil nemlig som hovedregel have kompetence til at afgøre tvister i forbindelse med arbejdsaftaler. Denne ret vil samtidig anvende de ufravigelige regler i dens egen lovgivning (lex loci laboris) ( 73 ). I denne forbindelse vil den omstændighed, at anvendelsen af det tidsmæssige kriterium om »den seneste periode« bestemmes på grundlag af tvistens genstand, situationen på tidspunktet for de relevante faktiske omstændigheder og af parternes klare vilje, gøre det muligt at afgrænse den situation, hvor flere lovgivninger finder anvendelse samtidig.

58.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Cour de cassation – chambre sociale (kassationsdomstol, afdelingen for socialretlige sager, Frankrig), besvares som følger:

»Artikel 6, stk. 2, litra a), i konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, skal fortolkes således, at der, hvis en arbejdstager for det første indledningsvis har udført det samme arbejde for sin arbejdsgiver i flere stater, og dernæst i perioden forud for ansættelsesforholdets ophør varigt har udført sit arbejde i én enkelt stat, som ifølge parternes klare ønske er bestemt til at blive et nyt sædvanligt arbejdssted, og den pågældende arbejdstagers søgsmål for det andet vedrører ophævelsen af aftalen, skal der, når det skal fastlægges, på hvilket sted den pågældende arbejdstager sædvanligvis har udført sit arbejde, og dermed hvilken lov, der skal anvendes i mangel af parternes lovvalg, tages udgangspunkt i den seneste beskæftigelsesperiode.«