1.

I den sag, der ligger til grund for denne præjudicielle forelæggelse, har Duca di Salaparuta SpA, indehaver af en række vinmærker, hvori ordet »Salaparuta« indgår, nedlagt påstand om, at oprindelsesbetegnelsen »Salaparuta«, som beskytter vine fra vindyrkningsarealer i dette sicilianske område, annulleres eller erklæres ugyldig.

2.

De italienske myndigheders anerkendelse af betegnelsen »Salaparuta« som »denominazione di origine controllata« (kontrolleret oprindelsesbetegnelse) fandt sted i 2006, hvor disse myndigheder besluttede at tildele navnet på kommunen Salaparuta (Italien) til kvalitetsvine dyrket i dette område.

3.

I 2009, efter denne nationale anerkendelse, offentliggjorde Europa-Kommissionen oprindelsesbetegnelsen »Salaparuta« på listen over kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder i henhold til forordning (EF) nr. 1493/1999 ( 2 ). Betegnelsen blev opført i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser (DOP) som fastsat i forordning (EF) nr. 1234/2007 ( 3 ) og i forordning (EF) nr. 479/2008 ( 4 ).

4.

Duca di Salaparuta SpA er af den opfattelse, at oprindelsesbetegnelsen »Salaparuta« krænker de industrielle ejendomsrettigheder, som er knyttet til selskabets egne varemærker.

5.

De italienske retter i første instans og appeldomstole har ikke givet medhold i Duca di Salaparuta SpA’s søgsmål. Selskabet har iværksat kassationsappel til prøvelse af appeldommen ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), der har forelagt Domstolen to præjudicielle spørgsmål, i det væsentlige med henblik på, at denne:

6.

Artikel 10b fastsætter følgende:

»1)   Unionslandene er pligtige at tilsikre enhver, som tilhører unionen, en virksom beskyttelse imod illoyal konkurrence.

2)   Ved illoyal konkurrence forstås enhver i konkurrenceøjemed foretagen handling, som strider mod hæderlig forretningsskik i industri- og handelsforhold.

3)   Særlig skal forbydes:

7.

Artikel 3b (»Territorial begrænsning«):

»De lande, hvorpå dette arrangement finder anvendelse, forpligter sig desuden til at forbyde, at der i forbindelse med salg, fremvisning eller udbud til salg af varer anvendes nogen angivelser, der har karakter af reklame og kan vildlede offentligheden om produkternes oprindelse, idet de anføres på skilte, reklamer, regninger, vinkort, forretningsbreve eller ‑papirer eller på enhver anden type kommerciel kommunikation.«

8.

Artikel 22 (»Beskyttelse af geografiske angivelser«) fastsætter følgende:

»1.   Ved geografiske angivelser forstås i denne aftale sådanne angivelser, der identificerer et produkt som hidrørende fra et område i et medlem eller en region eller lokalitet i dette område, når en bestemt kvalitet, anseelse eller andet kendetegn ved produktet i det væsentlige kan tilskrives dets geografiske oprindelse.

2.   I forbindelse med geografiske angivelser fastsætter medlemmerne retsmidler med henblik på, at de berørte parter kan forhindre:

[…]«

9.

Artikel 48 har følgende ordlyd:

»Beskrivelsen og præsentationen af de produkter, der er omfattet af denne forordning, samt reklame for disse produkter må ikke være urigtig eller kunne skabe forveksling eller vildlede de personer, de henvender sig til; dette gælder især:

[…]«

10.

Artikel 52 fastsætter følgende:

»1.   Hvis en medlemsstat tildeler en kvbd eller i givet fald en vin, der skal forarbejdes til en sådan kvbd, navnet på et bestemt dyrkningsområde, kan dette navn ikke anvendes på vinavlsprodukter, som ikke stammer fra dette område, og/eller som ikke har fået navnet i henhold til de gældende fællesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser. Det samme gælder, hvis en medlemsstat har tildelt en enkelt kvbd eller i givet fald en vin, der skal forarbejdes til en sådan kvbd, navnet på en kommune, en del heraf eller et lokalt sted.

[…]«

11.

Artikel 54 har følgende ordlyd:

»1.   Ved »kvalitetsvin fra bestemte dyrkningsområder« (»kvbd«) forstås vin, der opfylder bestemmelserne i dette afsnit og de fællesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser, der er vedtaget herom.

[…]

4.   Medlemsstaterne sender Kommissionen listen over de kvbd, de har anerkendt, med nærmere oplysninger for hver kvbd om de nationale bestemmelser, der gælder for produktion og fremstilling af dem.

5.   Kommissionen offentliggør listen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, C-udgaven.«

12.

I bilag VII, afsnit F, punkt 2, andet og tredje afsnit, anføres følgende:

»Desuden kan indehaveren af et almindeligt kendt mærke, der er registreret for en vin eller en druemost, og som indeholder ord, som er identiske med navnet på et bestemt dyrkningsområde eller med navnet på en geografisk enhed, der er mindre end et bestemt dyrkningsområde, selv om han efter punkt 1 ikke har ret til at anvende dette navn, fortsat anvende dette mærke, hvis det svarer til den oprindelige indehavers identitet eller til identiteten af den person, der oprindelig har lagt navn til det pågældende produkt, forudsat af mærket blev registreret mindst 25 år inden producentmedlemsstatens officielle anerkendelse af det pågældende geografiske navn i overensstemmelse med de fællesskabsbestemmelser, der vedrører kvbd, og forudsat at mærket faktisk er blevet anvendt uafbrudt siden.

Mærker, der opfylder betingelserne i første og andet afsnit, må ikke hindre brugen af navne på geografiske enheder, når navnene anvendes til betegnelse af en kvbd eller en bordvin.«

13.

Artikel 118j (»Grunde til afslag på beskyttelse«) fastsætter følgende:

»[…]

2.   Et navn beskyttes ikke som oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, hvis beskyttelsen på grund af et varemærkes anseelse og omdømme vil kunne vildlede forbrugerne med hensyn til vinens virkelige identitet.«

14.

I artikel 118n (»Register«) anføres følgende:

»Kommissionen opretter og fører et elektronisk register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser for vin, som skal være offentligt tilgængeligt.«

15.

Artikel 118r (»Annullering«) fastsætter følgende:

»Kommissionen kan på eget initiativ eller efter behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat, et tredjeland eller en fysisk eller juridisk person med en legitim interesse træffe afgørelse efter proceduren i artikel 195, stk. 4, om at annullere beskyttelsen af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse, hvis den tilsvarende produktspecifikation ikke længere er overholdt.

[…]«

16.

Artikel 118s (»Eksisterende beskyttede vinbetegnelser«) har følgende ordlyd:

»1.   Vinbetegnelser, der er beskyttet i henhold til artikel 51 og 54 i forordning (EF) nr. 1493/1999 og artikel 28 i Kommissionens forordning (EF) nr. 753/2002 af 29. april 2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter, beskyttes automatisk i henhold til denne forordning. Kommissionen opfører dem i det i denne forordnings artikel 118n omhandlede register.

2.   For de i stk. 1 omhandlede eksisterende vinbetegnelser tilsender medlemsstaterne Kommissionen:

3.   For de i stk. 1 omhandlede vinbetegnelser, for hvilke de i stk. 2 nævnte oplysninger ikke er indsendt senest den 31. december 2011, bortfalder beskyttelsen i henhold til denne forordning. Kommissionen træffer den tilsvarende formelle foranstaltning til fjernelse af sådanne betegnelser fra det i artikel 118n omhandlede register.

4.   Artikel 118r finder ikke anvendelse på de eksisterende vinbetegnelser, der er nævnt i stk. 1.

Kommissionen kan indtil den 31. december 2014 på eget initiativ træffe afgørelse efter proceduren i artikel 195, stk. 4, om at annullere beskyttelsen af de i stk. 1 omhandlede eksisterende vinbetegnelser, hvis de ikke opfylder betingelserne i artikel 118b.«

17.

Artikel 43 (»Grunde til afslag på beskyttelse«) fastsætter følgende:

»[…]

2.   Et navn beskyttes ikke som oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, hvis beskyttelsen på grund af et varemærkes anseelse og omdømme vil kunne vildlede forbrugerne med hensyn til vinens virkelige identitet.«

18.

I artikel 46 (»Register«) anføres følgende:

»Kommissionen opretter og fører et elektronisk register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for vin, som skal være offentligt tilgængeligt« ( 8 ).

19.

Artikel 50 (»Annullering«) fastsætter følgende:

»På Kommissionens initiativ eller efter behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat, et tredjeland eller en fysisk eller juridisk person med en legitim interesse kan der træffes afgørelse efter proceduren i artikel 113, stk. 2, om at annullere beskyttelsen af en oprindelsesbetegnelse eller en geografisk betegnelse, hvis den dertil svarende produktspecifikation ikke længere er overholdt.

[…]«

20.

Artikel 51 (»Eksisterende beskyttede vinbetegnelser«) har følgende ordlyd:

»1.   Vinbetegnelser, der er beskyttet i henhold til artikel 51 og 54 i forordning (EF) nr. 1493/1999 og artikel 28 i forordning (EF) nr. 753/2002, beskyttes automatisk i henhold til denne forordning. Kommissionen opfører dem i det i denne forordnings artikel 46 omhandlede register.

2.   For de i stk. 1 omhandlede eksisterende beskyttede vinbetegnelser tilsender medlemsstaterne Kommissionen:

3.   For de i stk. 1 omhandlede vinbetegnelser, for hvilke de i stk. 2 nævnte oplysninger ikke er indsendt senest den 31. december 2011, bortfalder beskyttelsen i henhold til denne forordning. Kommissionen træffer den tilsvarende formelle foranstaltning til fjernelse af sådanne betegnelser fra det i artikel 46 omhandlede register.

4.   Artikel 50 finder ikke anvendelse på de eksisterende beskyttede vinbetegnelser, der er nævnt i stk. 1.

Der kan indtil den 31. december 2014 på Kommissionens initiativ træffes afgørelse efter proceduren i artikel 113, stk. 2, om at annullere beskyttelsen af de i stk. 1 omhandlede eksisterende vinbetegnelser, hvis de ikke opfylder betingelserne i artikel 34.«

21.

Artikel 129 (»Ikrafttrædelse og anvendelse«) fastsætter følgende:

»1.   Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Den anvendes fra den 1. august 2008 bortset fra følgende:

[…]

[…]«

22.

Artikel 1 foretager visse ændringer i forordning nr. 1234/2007 (som, for så vidt som det er relevant her, er gengivet i de foregående punkter i dette forslag til afgørelse) ( 9 ).

23.

Artikel 3 (»Ophævelse og fortsat anvendelse i en overgangsperiode«) fastsætter følgende:

»1.   Forordning (EF) nr. 479/2008 ophæves […].

Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til forordning (EF) nr. 1234/2007 og læses efter den pågældende sammenligningstabel i bilag XXII til nævnte forordning.

[…]«

24.

Artikel 4 (»Ikrafttræden«) fastsætter følgende:

»Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. august 2009.«

25.

Den 13. juli 1989 blev varemærket »Salaparuta« (nr. 511337) registreret som nationalt varemærke. Den 25. oktober 2000 blev »Salaparuta« endvidere registreret som EU-varemærke (ordvaremærke) for produkter i Nice-klassifikationens vareklasse 33 (alkoholiske drikke) ( 10 ).

26.

Med henblik på betegnelsen af vin produceret af druer fra vindyrkningsområder på den sicilianske kommune Salaparutas område blev den kontrollerede oprindelsesbetegnelse (DOC) »Salaparuta« anerkendt på nationalt niveau ved dekret af 8. februar 2006 ( 11 ).

27.

Den kontrollerede oprindelsesbetegnelse Salaparuta blev meddelt Kommissionen, der med virkning fra den 31. juli 2009 offentliggjorde den på listen over kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder i Den Europæiske Unions Tidende af 8. august 2009 ( 12 ).

28.

På denne liste, som blev offentliggjort i henhold til artikel 54, stk. 4 og 5, i forordning nr. 1493/1999, er den 8. februar 2006 angivet som datoen for medlemsstatens (Italiens) retsakt.

29.

Denne offentliggørelse dannede grundlag for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta PDO-IT-A0795« i henhold til den ensartede europæiske ordning, der blev indført ved forordning nr. 1234/2007 ( 13 ).

30.

Den 8. februar 2016 anlagde Duca di Salaparuta et søgsmål ved Tribunale di Milano (retten i Milano, Italien), hvorved selskabet bl.a. nedlagde påstand om, at registreringen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta PDO-IT-A0795« og, om nødvendigt, den nationale oprindelsesbetegnelse, der blev anerkendt som kontrolleret oprindelsesbetegnelse ved dekretet af 8. februar 2006, blev kendt ugyldige.

31.

Sagsøgeren var af den opfattelse, at betegnelsen var vildledende, eller at der var anmodet om den i ond tro, eller at den under alle omstændigheder greb forstyrrende ind i det ældre varemærke »Salaparuta«.

32.

Ved dom af 16. februar 2021 gav retten i første instans ikke medhold i søgsmålet med den begrundelse, at den gældende EU-ret (forordning nr. 1493/1999) på tidspunktet for den nationale anerkendelse af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta« ikke fastsatte en mulighed for at erklære »den beskyttede oprindelsesbetegnelse Salaparuta PDO-IT-A0795« ugyldig i tilfælde af et ældre renommeret varemærke.

33.

Duca di Salaparuta SpA iværksatte appel til prøvelse af den dom, der var afsagt i første instans, ved Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano, Italien), som ved dom af 5. maj 2023 stadfæstede den dom, der var afsagt i første instans.

34.

Corte d’appello di Milano (appeldomstolen i Milano) fastslog,

35.

Duca di Salaparuta SpA har iværksat kassationsappel til prøvelse af dommen af 5. maj 2023 ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), som har forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

36.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 8. maj 2024.

37.

Duca di Salaparuta SpA, Consorzio volontario di tutela dei vini DOC Salaparuta, sammen med Madonna del Piraino Soc. coop. agricola og Baglio Gibellina Srl, den italienske og den portugisiske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

38.

Domstolen har ikke fundet det nødvendigt at afholde et retsmøde.

39.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om registreringen af betegnelsen »Salaparuta«, som skete på nationalt niveau (som kontrolleret oprindelsesbetegnelse) i 2006 og på EU-niveau (som beskyttet oprindelsesbetegnelse), er reguleret ved forordning nr. 1493/1999 eller den EU-ret, der har fundet anvendelse fra den 1. august 2009 (med de konsekvenser, der følger af hver af disse muligheder).

40.

Den italienske regering har fremsat to »formalitetsindsigelser« mod dette spørgsmål: a) Den nationale ret har ikke kompetence til at »efterprøve gyldigheden af EU-registreringen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse«, og b) anerkendelsen af betegnelsen »Salaparuta«, der skete på nationalt niveau i 2006, blev ikke på daværende tidspunkt anfægtet af Duca di Salaparuta SpA ( 14 ).

41.

Ingen af disse to indsigelser medfører, at den præjudicielle forelæggelse ikke kan antages til realitetsbehandling. For så vidt angår den første tilkommer det den forelæggende ret og ikke sagens parter at fastsætte rammerne for dens spørgsmål ( 15 ). I forbindelse med denne sag er det ganske vist korrekt, at det kun er Domstolen, der kan erklære en retsakt udstedt af Unionens institutioner ugyldig, men den forelæggende ret har ikke anmodet Domstolen om at foretage en sådan erklæring, men blot om at fastlægge den juridiske ramme, der finder anvendelse på sagen ratione temporis, med henblik på at udlede konsekvenserne heraf.

42.

For så vidt angår den italienske regerings anden »formalitetsindsigelse« tilkommer det den forelæggende ret at vurdere betydningen af, at anerkendelsen af betegnelsen »Salaparuta«, både som kontrolleret oprindelsesbetegnelse og som beskyttet oprindelsesbetegnelse, ikke blev anfægtet i hovedsagen (fra 2006 til 2016). Jeg vil drøfte dette forhold senere.

43.

Duca di Salaparuta SpA har gjort gældende, at den lovgivning, der er indført efter forordning nr. 1493/1999, er relevant i den foreliggende sag. Efter selskabets opfattelse medfører det forhold, at konflikten mellem varemærket »Salaparuta« og den enslydende betegnelse indtrådte i perioden mellem den 13. juni 2008 (datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 479/2008) og den 8. august 2009 (datoen for registreringen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta« på EU-niveau), at forordning nr. 479/2008, der med virkning fra den 1. august 2009 blev erstattet af de bestemmelser, der (ved ændringen ved forordning nr. 491/2009) blev indsat i forordning nr. 1234/2007, finder anvendelse ( 16 ).

44.

Der skal imidlertid sondres mellem retsakternes ikrafttræden og anvendelse:

45.

EU-lovgiver undgik dermed bevidst, at der opstod et overlap mellem forskellige retsforskrifter, og fastsatte den 1. august 2009 som den dato, hvor virkningen af lovændringen indtrådte.

46.

Med udgangspunkt i denne præmis vil jeg inddele min fremstilling i to faser med henblik på undersøgelsen af:

47.

Ved »kvalitetsvin fra bestemte dyrkningsområder« eller »kvbd« forstås »vin, der opfylder bestemmelserne i dette afsnit og de fællesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser, der er vedtaget herom« (artikel 54, stk. 1, i forordning nr. 1493/1999).

48.

Artikel 54, stk. 4, i forordning nr. 1493/1999 fastsætter, at medlemsstaterne sender Kommissionen listen over de kvbd, de har anerkendt, med nærmere oplysninger for hver kvbd om de nationale bestemmelser, der gælder for produktion og fremstilling af dem ( 17 ). Samme artikels stk. 5 forpligter Kommissionen til at offentliggøre denne liste i De Europæiske Fællesskabers Tidende, C-udgaven.

49.

Følgelig a) tillagde denne lovgivning på de betingelser, der er fastsat i forordning nr. 1493/1999, medlemsstaterne ansvaret for at vedtage bestemmelser om produktion af kvbd samt kompetencen til at anerkende deres vine som kvbd og b) tildelte Kommissionen opgaven med at offentliggøre listen over kvbd i De Europæiske Fællesskabers Tidende, når de var blevet anerkendt på nationalt niveau.

50.

For det tilfælde, at en medlemsstat tildeler en kvbd navnet på et bestemt dyrkningsområde, fastsætter artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1493/1999 en generel regel, der klart beskytter den geografiske betegnelse mod ethvert andet tegn, herunder hvis der er tale om et ældre tegn.

51.

Det følger nemlig af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1493/1999, at navnet på dyrkningsområdet for kvbd’en »ikke [kan] anvendes på vinavlsprodukter, som ikke stammer fra dette område, og/eller som ikke har fået navnet i henhold til de gældende fællesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser« ( 18 ).

52.

Denne regels strenghed modificeres for så vidt angår allerede bestående varemærker kun af den nuancering, der fremgår af bilag VII, afsnit F, punkt 2, andet afsnit, til forordning nr. 1493/1999: »[I]ndehaveren af et almindeligt kendt mærke, der er registreret for en vin […] og som indeholder ord, som er identiske med navnet på et bestemt dyrkningsområde«, kan »fortsat anvende dette mærke«, hvis det opfylder betingelserne i denne bestemmelse (navnlig tids- og brugsmæssige betingelser) ( 19 ).

53.

Bilag VII, afsnit F, punkt 2, andet afsnit, til forordning nr. 1493/1999 fastsætter således en begrænset undtagelse, idet det tillades, at betegnelsen for en kvbd kan anvendes sideløbende med ældre varemærker, der udviser visse kendetegn, selv om de indeholder ord, der er identiske med navnet på en geografisk enhed.

54.

Omfanget af denne sideløbende anvendelse er som nævnt begrænset. Endvidere anføres det i bilag VII, afsnit F, punkt 2, sidste afsnit, at »[m]ærker, der opfylder betingelserne i første og andet afsnit, […] ikke [må] hindre brugen af navne på geografiske enheder, når navnene anvendes til betegnelse af en kvbd […]«.

55.

Hele proceduren for anerkendelse af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta«, der blev afsluttet på nationalt niveau med dekretet af 8. februar 2006, fandt sted i anvendelsesperioden for forordning nr. 1493/1999.

56.

Den senere lovgivning, som blev indført ved forordning nr. 479/2008, begyndte som før nævnt at finde anvendelse den 1. august 2009.

57.

Kommissionens offentliggørelse af betegnelsen »Salaparuta« som kvbd »i henhold til artikel 54, stk. 4, i […] forordning […] nr. 1493/1999«»afspejler situationen den 31. juli 2009«, dagen før den dato, hvor disse nye forordninger begyndte at finde anvendelse ( 20 ). På samme dato blev den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta PDO-IT-A0795« trukket tilbage.

58.

Det fremgår af disse oplysninger, at såvel den nationale procedure for anerkendelse af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta« som de italienske myndigheders meddelelse heraf til Kommissionen og dennes efterfølgende offentliggørelse af den på den førnævnte liste (medmindre den senere lovgivning har tilbagevirkende kraft ( 21 ), hvilket jeg vil drøfte nedenfor) i deres helhed var reguleret af forordning nr. 1493/1999. Denne procedure blev afsluttet, før den nye lovgivning fandt anvendelse.

59.

Af de to muligheder, som den forelæggende ret har anført i sit første præjudicielle spørgsmål, er det således den første, der bør vælges, altså at »[…] den tidligere gældende ordning i forordning (EF) nr. 1493/1999 finder anvendelse, og at konflikten mellem den omhandlede oprindelsesbetegnelse og det ældre varemærke skal løses i henhold til denne forordnings bilag VII, afsnit F, punkt 2, litra b)«. Alle parterne (med undtagelse af Duca di Salaparuta SpA) og de regeringer, som har deltaget i den præjudicielle procedure, samt Kommissionen er enige i denne vurdering.

60.

Det hidtil anførte ville være tilstrækkeligt til at besvare det første præjudicielle spørgsmål, således som det er formuleret af den forelæggende ret. Jeg finder det dog hensigtsmæssigt at tilføje nogle betragtninger om betydningen af den ordning, der blev indført, da den nye lovgivningsmæssige ramme begyndte at finde anvendelse.

61.

Inden for denne nye lovgivningsmæssige ramme har den ordning, der regulerer forholdet mellem oprindelsesbetegnelser og ældre varemærker, undergået en væsentlig ændring, som Duca di Salaparuta SpA logisk nok har henvist til.

62.

Det følger nemlig af artikel 118k, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007, at et navn ikke kan anerkendes som oprindelsesbetegnelse, hvis dets beskyttelse på grund af et varemærkes anseelse og omdømme vil kunne vildlede forbrugerne med hensyn til vinens virkelige identitet ( 22 ).

63.

Hvis denne (nye) bestemmelse havde fundet anvendelse på sagen ratione temporis og Duca di Salaparuta på et passende tidspunkt havde påberåbt sig den med henblik på at anfægte den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta« og den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta PDO-IT-A0795«, ville den ret, der skulle have taget stilling til denne anfægtelse, have skullet afklare a) om varemærket »Salaparuta« var anset og velkendt, og b) om den sideløbende anvendelse af dette varemærke og den enslydende betegnelse ville vildlede forbrugeren med hensyn til vinens virkelige oprindelse.

64.

Det forholder sig imidlertid således, at denne nye »ordning« udtrykkeligt respekterer de vinbetegnelser, der hidtil har været beskyttet i henhold til artikel 51 og 54 i forordning nr. 1493/1999. EU-lovgiver fastsatte, at nationale kvbd’er var »automatisk beskyttet« i henhold til den nye ordning ( 23 ).

65.

Denne automatiske beskyttelse er omhandlet i 36. betragtning til forordning nr. 479/2008 og Domstolens praksis vedrørende vinbetegnelser, der var gældende før den 1. august 2009 (således som det var tilfældet for betegnelsen »Salaparuta«) ( 24 ).

66.

Alt i alt kan reglen i artikel 118k, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007 ikke påberåbes med henblik på at anfægte vinbetegnelser, der allerede inden den 1. august 2009 var beskyttet af national ret og på EU-niveau i henhold til forordning nr. 1493/1999.

67.

Den forelæggende ret har forelagt sit andet præjudicielle spørgsmål for det tilfælde, at det første spørgsmål (således som jeg foreslår) besvares med, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag »nødvendigvis er omfattet« af forordning nr. 1493/1999.

68.

I så fald ønsker den forelæggende ret oplyst, om »ordningen« i bilag VII, afsnit F, punkt 2, andet afsnit, til forordning nr. 1493/1999 »indeholder […] en udtømmende liste over de tilfælde af sideløbende anvendelse af de forskellige kendetegn og beskyttelser af vinbetegnelser, eller [om] […] der under alle omstændigheder fortsat [er] tilfælde, hvor de yngre beskyttede oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser i kraft af det almindelige princip om, at kendetegn ikke må være vildledende, er ugyldige eller ikke kan beskyttes, såfremt den geografiske betegnelse på grund af et ældre varemærkes anseelse vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til vinens virkelige identitet«.

69.

Den forelæggende ret har udledt det »almindelige princip« om, at »kendetegn ikke må være vildledende«, af andre EU-retlige bestemmelser end forordning nr. 1493/1999 ( 25 ) eller af internationale aftaler, som Duca di Salaparuta SpA har henvist til i kassationsappellen ( 26 ).

70.

Det er dog ikke påkrævet at påberåbe sig et almindeligt princip, når dets udmøntning (eller »realisering«) er blevet indarbejdet i den lovgivning, hvis anvendelse har afgørende betydning for sagens udfald.

71.

Dette er tilfældet for forordning nr. 1493/1999. Denne forordnings artikel 48, hvortil Duca di Salaparuta SpA gentagne gange har henvist ( 27 ), fastsætter, at »[b]eskrivelsen og præsentationen af de produkter, der er omfattet af denne forordning, samt reklame for disse produkter […] ikke [må] være urigtig eller kunne skabe forveksling eller vildlede de personer, de henvender sig til […]«.

72.

Derfor finder jeg det unødvendigt at henvise til andre EU-retlige bestemmelser eller folkeretlige instrumenter for at gøre det »almindelige princip« gældende, når det er blevet indarbejdet i selve forordning nr. 1493/1999 (den specifikke retsakt, der finder anvendelse på sagen) ( 28 ).

73.

På denne baggrund kan påberåbelsen af dette almindelige princip efter min opfattelse ikke tages til følge, for så vidt som det er relevant her.

74.

For det første modificerede lovgiver dette princip efter at have fastsat det i artikel 48 i forordning nr. 1493/1999 i samme forordnings artikel 52 og bilag VII, afsnit F, punkt 2, andet og tredje afsnit. Denne modifikation giver mulighed for på den ene side at anerkende forrangen for de almene interesser, der ligger til grund for godkendelsen af geografiske betegnelser, som identificerer en vin som hidrørende fra et bestemt område, og på den anden side at respektere de private interesser for indehavere af visse allerede bestående varemærker, som indeholder ord, der er identiske med navnet på dette område. Den balance, der således er fundet med forordning nr. 1493/1999, forekommer mig rimelig.

75.

For det andet, for så vidt som det drejer sig om at undgå vildledning af de personer, som varemærkerne og oprindelsesbetegnelserne er rettet til, kan argumentet om risiko for forveksling vendes om mod indehaveren af varemærket, når dette varemærke, som i dette tilfælde, identificerer vinene med stednavnet på området (»Salaparuta«), idet indehaveren selv har medgivet, at selskabet ikke dyrker vinene i dette område ( 29 ).

76.

I bevidstheden hos den person, som den er rettet til, kan der opstå tvivl om den virkelige oprindelse af en vin, der ved sit varemærke identificeres med den geografiske betegnelse Salaparuta. Denne person kan have grund til at tro, at denne vin hidrører fra kommunen Salaparuta, mens den reelt »ikke har noget at gøre« med denne kommune. Derimod vil der ikke være nogen tvivl om, at vine, der er forsynet med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta«, stammer fra vinstokke dyrket i denne kommune ( 30 ).

77.

Det skal desuden tages i betragtning, at artikel 50, stk. 1, i forordning nr. 1493/1999, som specifikt nævner TRIPS-aftalens artikel 23 og 24, fastsætter, at det skal forhindres, at »[…] en geografisk betegnelse til identifikation af et af de i artikel 1, stk. 2, litra b), nævnte produkter anvendes i Fællesskabet for et produkt, som ikke [har] oprindelse på det sted, som den geografiske betegnelse henviser til« (min fremhævelse).

78.

Endelig anfører jeg, for så vidt som det kan være nyttigt for den forelæggende ret (som i sidste ende er kompetent til at træffe afgørelse herom), at det forekommer mig vanskeligt at acceptere, at der i 2016 blev rejst tvivl om gyldigheden af en afgørelse truffet af de italienske myndigheder – og dens efterfølgende omdannelse til en beskyttet EU-oprindelsesbetegnelse – der havde været endelig i ti år, uden at Duca di Salaparuta SpA på daværende tidspunktet havde reageret på den.

79.

Som før nævnt har den italienske regering henvist til denne omstændighed i sin »formalitetsindsigelse« ( 31 ). Det samme har den portugisiske regering ( 32 ) og Tribunale di Milano (retten i Milano), idet sidstnævnte har påpeget, at »det ministerdekret, som anerkendte den kontrollerede oprindelsesbetegnelse Salaparuta, aldrig er blevet anfægtet af sagsøgeren [(Duca di Salaparuta SpA)] for Tribunale amministrativo regionale (regional forvaltningsdomstol)«, om end selskabet havde givet udtryk for sin uenighed i denne anerkendelse under den administrative procedure, der førte til dens udstedelse ( 33 ).

80.

Den nationale anerkendelse af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta« (som lå til grund for, at Kommissionen medtog den på den offentliggjorte liste over kvbd’er, og at den blev omdannet til en beskyttet oprindelsesbetegnelse) skete ved dekretet af 8. februar 2006. Dette dekret blev som før nævnt ikke anfægtet og blev dermed endeligt. Duca di Salaparuta SpA har medgivet, at der allerede i forbindelse med udarbejdelsen af dette dekret blev rejst spørgsmål om foreneligheden mellem den nye betegnelse og det allerede bestående varemærke ( 34 ), uden at dette gav sig udslag i nogen anfægtelse af den vedtagne afgørelse.

81.

Duca di Salaparuta SpA har forsøgt at adskille anerkendelsen af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse på nationalt niveau og anerkendelsen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse på EU-niveau ved at gøre gældende, at selskabet i sagen for de italienske domstole ikke anfægtede den førstnævnte, men derimod den sidstnævnte ( 35 ). Det fremgår dog af forelæggelseskendelsen samt dommene i første instans og i appelsagen, at selskabets søgsmål var rettet mod begge.

82.

Da Duca di Salaparuta SpA for Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) argumenterede for, at de almindelige nationale domstole, og ikke Unionens retsinstanser, var kompetente, gjorde selskabet gældende, at der ikke så meget var tale om en afgørelse (fra Kommissionen) om tildeling af den beskyttede oprindelsesbetegnelse, men snarere en »i det væsentlige automatisk anerkendelse« af den betegnelse, der var blevet registreret på nationalt niveau ( 36 ). Denne ret fastslog i lignende vendinger, at den kontrollerede oprindelsesbetegnelse, der var blevet anerkendt på nationalt niveau, blev betragtet som automatisk beskyttet, efter at medlemsstaten havde fremsendt den nationale afgørelse om godkendelse vedrørende den allerede bestående betegnelse til Kommissionen ( 37 ).

83.

Hvis der blev givet mulighed for, at anerkendelsen af den kontrollerede oprindelsesbetegnelse »Salaparuta« ved dekretet af 8. februar 2006 og den heraf følgende efterfølgende og automatiske omdannelse til beskyttet oprindelsesbetegnelse blev anfægtet, ti år efter at den blev endelig, ville dette være uforeneligt med kravene til retssikkerhed og til skade for producenterne af vin med betegnelsen »Salaparuta«, som har udnyttet anerkendelsen af den nationale kontrollerede oprindelsesbetegnelse og dens omdannelse til beskyttet EU-oprindelsesbetegnelse.

84.

Det skal tilføjes til ovenstående betragtninger, at ingen har hævdet, at betegnelsen »Salaparuta« efterfølgende er blevet annulleret. Artikel 118s, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 1234/2007 gav Kommissionen ret til indtil den 31. december 2014 på eget initiativ at annullere beskyttelsen af de i stk. 1 omhandlede eksisterende vinbetegnelser, hvis de ikke opfyldte betingelserne i artikel 118b. Det fremgår ikke, at en sådan annullering har fundet sted, eller at Duca di Salaparuta SpA har henvendt sig til Kommissionen og opfordret den til at foretage den.

85.

Alt i alt bør den konflikt, som er omhandlet i det andet præjudicielle spørgsmål, efter min opfattelse løses i henhold til bestemmelsen i bilag VII, afsnit F, punkt 2, til forordning nr. 1493/1999.

86.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at svare Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) således:

»Artikel 48, 52 og 54 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin samt bilag VII, afsnit F, punkt 2, andet og tredje afsnit, til samme forordning

skal fortolkes således, at