Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. EMILIOU
fremsat den 19. juni 2025 (1)
Sag C-320/24
CR,
TP
mod
Soledil Srl, et selskab, der har indgået en akkordaftale med sine kreditorer
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien))
» Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår – den nationale rets kompetence og forpligtelse – vilkår om bod i en forbrugeraftale – vurdering af dette kontraktvilkårs mulige urimelighed – kontraktvilkårets gyldighed er omfattet af (implicit) retskraft – udelukkelse af, at den realitetsbehandlende nationale ret og den nationale ret, for hvilken der er indbragt en appel om et retsspørgsmål, vurderer, om kontraktvilkåret muligvis er urimeligt «
I. Indledning
1. Det foreliggende spørgsmål er blevet forelagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien), for hvilken den samme tvist vedrørende opfyldelsen af forpligtelser i henhold til en foreløbig aftale, hvorved to fysiske personer (CR og TP) påtog sig at købe en fast ejendom af Soledil Srl, et selskab, der efterfølgende har indgået en akkordaftale med sine kreditorer, er blevet indbragt for anden gang.
2. Tvisten drejede sig oprindeligt om, hvorvidt betingelserne for afslutningen af dette køb var opfyldt, og, såfremt dette spørgsmål blev besvaret benægtende, hvilket beløb sælgeren havde ret til i henhold til vilkåret om bod i aftalen. Fastsættelsen af dette beløb blev i første omgang (med held) anfægtet af Soledil ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol). For samme ret har CR og TP nu efter yderligere retsforhandlinger for en appelret for første gang, siden tvisten opstod, gjort gældende, at det omtvistede forhold udgør et forhold mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og at vilkåret om bod er urimeligt som omhandlet i direktiv 93/13/EØF (2) og derfor skal erklæres ugyldigt.
3. Den forelæggende ret har påpeget, at det i henhold til de nationale processuelle bestemmelser er udelukket at vurdere dette spørgsmål i en så sen fase af retsforhandlingerne, eftersom spørgsmålet om dette vilkårs gyldighed ikke er blevet undersøgt i de tidligere faser af retsforhandlingerne og derfor (implicit) er omfattet af implicit retskraft. Samtidig er Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) bevidst om, at det følger af Domstolens praksis, at de nationale retter under visse omstændigheder er forpligtet til at se bort fra retskraften af en retsafgørelse, hvori den mulige urimelighed af kontraktvilkårene ikke er blevet undersøgt, for at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugernes ret til ikke at være bundet af urimelige kontraktvilkår i en forbrugeraftale (3). Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt den løsning, der blev valgt i disse sager, også finder anvendelse i hovedsagen.
4. Nyheden i forbindelse med den foreliggende sag er den omstændighed, at Domstolens eksisterende retspraksis hovedsagelig vedrører situationer i forbindelse med nationale retsforhandlinger af summarisk karakter, såsom sådanne, som vedrører betalingspåkravsprocedurer angående påbud om betaling af renter og afdrag på boliglån, hvilket, således som det fremgår af forelæggelseskendelsen, ikke er tilfældet i hovedsagen. Den foreliggende sag giver således Domstolen lejlighed til at præcisere rækkevidden af de nationale retters forpligtelse til at sikre, at retskraftens virkninger må vige for hensynet til effektiv forbrugerbeskyttelse, og forholde sig til det spændingsforhold, som denne forpligtelse uundgåeligt medfører, når den efterprøves ud fra kravene til retssikkerhed.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Det følger af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, at »[m]edlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår«.
6. Det er i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsat, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør«.
B. Italiensk ret
7. Artikel 1469a, stk. 3, nr. 6, i Codice Civile (den italienske borgerlige lovbog, herefter »den borgerlige lovbog«), i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, fastsætter, at kontraktvilkår formodes at være urimelige, såfremt de i tilfælde af tilsidesættelse fastsætter en forpligtelse til at betale et uforholdsmæssigt stort beløb.
8. Den borgerlige lovbogs artikel 1469d, i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, fastsætter bl.a., at urimelige kontraktvilkår er ugyldige og uden retsvirkning. Den forelæggende ret har præciseret, at dette spørgsmål kan rejses ex officio af den berørte retsinstans.
9. Endvidere følger det af artikel 394 i Codice di procedura civile (den italienske retsplejelov, herefter »retsplejeloven«), at sager, der henvises til en appeldomstol forudsættes at lede til afsigelse af en ny afgørelse, der erstatter den af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) ophævede, og at parterne ikke må udvide sagens genstand ved at nedlægge nye påstande og fremsætte nye indsigelser, herunder spørgsmål, som havde kunnet være blevet rejst ex officio, men ikke er blevet behandlet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), og med hensyn til hvilke en implicit retskraft er opstået.
III. Faktiske omstændigheder, nationale retsforhandlinger og det præjudicielle spørgsmål
10. CR og TP indgik i 1998 en foreløbig salgsaftale med Soledil vedrørende køb af fast ejendom, betalte dette selskab et acontobeløb på ca. 72 000 EUR og kunne umiddelbart råde over den faste ejendom i afventning af undertegnelsen af den endelige aftale.
11. Denne foreløbige salgsaftale indeholdt et vilkår om bod, hvorefter sælgeren i tilfælde af køberens misligholdelse havde ret til at tilbageholde hele det betalte acontobeløb, med forbehold for hans eller hendes ret til erstatning af et eventuelt større tab.
12. Som følge af manglende indgåelse af den endelige aftale opstod en tvist mellem parterne. Denne tvist blev indbragt for en voldgiftsret, som den 29. juli 2002 fastslog, at den foreløbige salgsaftale var ophævet, og i det væsentlige pålagde CR og TP at levere ejendommen tilbage til Soledil, mens sidstnævnte blev pålagt at betale acontobeløbet tilbage til CR og TP.
13. CR og TP anfægtede voldgiftsafgørelsen ved Corte d’appello di Ancona (appeldomstolen i Ancona, Italien), der ved dom af 28. maj 2009 ophævede afgørelsen af processuelle grunde. Med hensyn til realiteten forkastede retten CR’s og TP’s påstand om, at den foreløbige salgsaftale skulle opfyldes, og pålagde dem at tilbagelevere ejendommen. Soledil blev pålagt at tilbagebetale det modtagne acontobeløb, med ret til kun at tilbageholde – i form af bod – renterne af det omhandlede beløb. Soledils påstand om erstatning for yderligere tab blev forkastet.
14. Soledil iværksatte (den første) kassationsappel til prøvelse af denne dom ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) og gjorde bl.a. gældende, at boden var blevet nedsat med urette. CR og TP bestred appelanbringenderne og iværksatte kontraappel, idet de navnlig anfægtede forkastelsen af deres påstand om, at aftalen skulle opfyldes.
15. Ved dom af 14. november 2015 gav Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) medhold i Soledils appel, idet den fandt, at Corte d’appello di Anconas (appeldomstolen i Ancona) begrundelse angående de anvendte kriterier for at opgøre størrelsen på den nedsatte bod var utilstrækkelig. Den forkastede desuden kontraanken. Derfor hjemviste den sagen til Corte d’appello de Bologna (appeldomstolen i Bologna) med henblik på, at den af Soledil krævede bod skulle beregnes på ny (herefter »kassationsdomstolens første dom«).
16. Soledil nedlagde for Corte d’appello de Bologna (appeldomstolen i Bologna) påstand om betaling af hele acontobeløbet i henhold til vilkåret om bod og erstatning for den yderligere skade, som den ulovlige beboelse af ejendommen havde medført. CR og TP nedlagde påstand om, at disse påstande blev forkastet, at dommen afsagt af Corte d’appello di Ancona (appeldomstolen i Ancona) blev stadfæstet, og, subsidiært, at boden blev nedsat på grundlag af billighedskriterier.
17. Ved dom af 12. oktober 2018 fastsatte denne sidstnævnte ret den bod, som CR og TP skulle betale, til 61 600 EUR og forkastede Soledils påstand om erstatning for yderligere tab. Den fastslog bl.a., at vilkåret om bod var uforholdsmæssigt, selv om CR og TP de facto havde rådet over den faste ejendom i mange år.
18. CR og TP har iværksat kassationsappel ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), idet de har fremsat et nyt anbringende i det væsentlige om, at den foreløbige salgsaftale udgør en aftale indgået mellem erhvervsdrivende og forbrugere, og at vilkåret om bod er af urimelig karakter, fordi det pålægger at betale et uforholdsmæssigt stort beløb i erstatning. De har som sådan gjort gældende, at aftalen burde være blevet erklæret ugyldig, eventuelt ex officio, hvilket Corte d’appello di Bologna (appeldomstolen i Bologna) undlod at gøre.
19. På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:
»Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i [direktiv 93/13] samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(herefter »chartret«] fortolkes [således,]
a) […] at de er til hinder for anvendelsen af nationale processuelle principper, hvorefter de præjudicielle spørgsmål, herunder vedrørende ugyldigheden af en aftale, som ikke er blevet rejst eller konstateret [ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol)], og som logisk set er uforenelige med beskaffenheden af domskonklusionen i kassationsdommen, ikke må vurderes i en hjemvist sag eller inden for den af parterne iværksatte kassationsappel til prøvelse af dommen afsagt af den appeldomstol, som har behandlet den hjemviste sag
b) også i lyset af betragtningen vedrørende forbrugernes fuldstændige passivitet, såfremt disse aldrig tidligere har gjort gældende, at de urimelige kontraktvilkår er ugyldige/virkningsløse, og først gjort det i forbindelse med kassationsappel [for Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol)] som følge af udfaldet af den hjemviste sag
c) og dette hvad særligt angår konstateringen af den urimelige karakter af et vilkår om en uforholdsmæssigt stor bod, hvis nedsættelse […] er blevet ændret [af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol)] efter passende kriterier (quantum), også henset til forbrugernes manglende anfægtelse af den urimelige karakter af vilkåret (an), som først er blevet påberåbt efter den i den hjemviste sag trufne afgørelse?«
20. CR og TP, den italienske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Disse parter afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 26. februar 2025.
IV. Bedømmelse
21. Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/13, navnlig artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at det er til hinder for en national processuel bestemmelse, der forhindrer den øverste nationale retsinstans i en medlemsstat i at fastslå, at et vilkår i en salgsaftale indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende er ugyldigt, idet udelukkelsen af en sådan vurdering skyldes, at dette vilkårs gyldighed må anses for at være blevet implicit bedømt, eftersom forbrugeren ikke har fremsat et anbringende herom i de tidligere faser af sagen, og dette spørgsmål ikke er blevet rejst ex officio af de nationale retter i disse tidligere faser.
22. Mere specifikt var det i hovedsagen først i forbindelse med den anden appel ved Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), at CR og TP fremsatte et anbringende om, at kontraktvilkåret om bod i den foreløbige salgsaftale var ugyldigt. I sagens tidligere faser vurderede de nationale retter spørgsmålet om, hvorvidt denneaftale skulle opfyldes, og, da dette var blevet besvaret benægtende, omfanget af Soledils rettigheder i henhold til vilkåret om bod. Eftersom gyldigheden af vilkåret om bod udgjorde en logisk forudsætning for at vurdere omfanget af de heraf følgende rettigheder og forpligtelser, var dette vilkårs gyldighed implicit blevet omfattet af retskraftens virkninger som følge af Corte suprema di cassaziones (kassationsdomstol) første dom.
23. Det spørgsmål, der skal drøftes her, er, om der under sådanne omstændigheder (hvor den eventuelle urimelighed af vilkåret om bod ikke blev vurderet i de tidligere faser af den samme sag) skal ses bort fra den retskraft, der er indtrådt vedrørende et aspekt af en (i øvrigt fortsat verserende) tvist, for at sikre den effektive virkning af forbuddet mod anvendelse af urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.
24. Efter nogle indledende bemærkninger om de retlige og faktuelle elementer, der er relevante for min bedømmelse (A), og om den retspraksis fra Domstolen, som den forelæggende ret (med rette) anser for at være særlig relevant for det retlige spørgsmål, den skal tage stilling til (B), vil jeg forklare, hvorfor EU-retten efter min opfattelse ikke pålægger en forpligtelse til at se bort fra retskraftens virkninger under hovedsagens omstændigheder (C).
A. Indledende bemærkninger
25. For at forklare, hvorfor det i den foreliggende sag overhovedet er nødvendigt at tage hensyn til de ved EU-retten fastsatte grænser for retskraftens virkninger i national ret på området for forbrugerbeskyttelse, er det vigtigt at erindre, at de nationale retter bør have mulighed for, og endog også være forpligtet til, ex officio at efterprøve den eventuelle urimelighed af kontraktvilkår i en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende (eller »sælger« eller »leverandør« for at anvende terminologien i direktiv 93/13) (4).
26. Som påpeget af den forelæggende ret følger denne forpligtelse af Domstolens fortolkning af artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med effektivitetsprincippet, som pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren (artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13), og at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler til ophør (artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13). Den hviler på den præmis – der ligger til grund for dette direktiv – at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår hans eller hendes forhandlingsstyrke som informationsniveau (5). På denne baggrund anses de nationale retters aktive indgriben (6) for at efterprøve, om det relevante kontraktvilkår er urimeligt eller ej, for at være et effektivt redskab til at genoprette den faktiske balance og dermed ligestillingen mellem parterne (7).
27. I denne henseende har den forelæggende ret bekræftet, at det i hovedsagen omhandlede forhold faktisk udgør et forhold mellem to forbrugere og en erhvervsdrivende. Det fremgår desuden af forelæggelseskendelsen, at selv om CR og TP deltog i de forskellige faser i sagen (og indledte nogle af dem), rejste de ikke spørgsmålet om den eventuelle urimelige karakter af vilkåret om bod (før sagen blev indbragt for Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) for anden gang). Det følger heraf, at de(n) pågældende nationale ret(ter) i disse tidligere faser af sagen var forpligtet til ex officio at vurdere, om vilkåret om bod var urimeligt (henset til, at tvisten bl.a. vedrørte omfanget af de rettigheder og forpligtelser, der fulgte af dette vilkår).
28. Denne vurdering blev imidlertid ikke foretaget. Den italienske regering har forklaret, at den i henhold til national procesret kunne være blevet foretaget, indtil sagen for første gang blev behandlet af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), og under denne behandling. Med andre ord synes det ubestridt, at de(n) pågældende nationale ret(ter) har undladt at opfylde deres forpligtelse til ex officio at vurdere den eventuelle urimelighed af vilkåret om bod.
29. Den omstridte problemstilling er, om forpligtelsen til at vurdere dette vilkårs eventuelle urimelighed i henhold til EU-retten opstår i fasen for den anden vurdering af lovligheden, der verserer for Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), hvor det førnævnte spørgsmål er blevet rejst af de berørte forbrugere, og hvor det nu ikke kan vurderes som følge af de (implicitte) virkninger af retskraften af Corte suprema di cassaziones (kassationsdomstol) første dom. Denne dom synes nemlig at have »låst« tvistens genstand og begrænset den vurdering, der skal foretages efter hjemvisningen til den relevante appeldomstol, til kun at omfatte spørgsmålet om, hvilket beløb Soledil har ret til i henhold til vilkåret om bod.
30. Det er af disse grunde, at den foreliggende sag rejser spørgsmålet om undtagelser fra princippet om retskraft, som Domstolen tidligere har fastsat og pålagt de nationale retter at anvende for at sikre, at der sker domstolsprøvelse af et kontraktvilkår, der muligvis er urimeligt, når dette spørgsmål ikke (eller ikke i tilstrækkelig grad) er blevet vurderet i de tidligere faser af sagen. Eftersom drøftelsen i den foreliggende sag forståeligt nok er koncentreret om, hvorvidt disse undtagelser finder anvendelse på situationen i hovedsagen, vil jeg nu behandle dem nærmere.
B. Den retspraksis, der udgør grundlaget for drøftelsen i den foreliggende sag
31. Jeg minder om, at Domstolen gentagne gange, herunder på det område, der er omfattet af direktiv 93/13, har anerkendt betydningen – både for Unionens retsorden og de nationale retssystemer – af princippet om retskraft. Den har til stadighed fastslået, at EU-retten ikke kræver, at der ses bort for en retsafgørelses endelige karakter for at afhjælpe en national situations uforenelighed med EU-retten, medmindre ækvivalensprincippet eller effektivitetsprincippet nødvendiggør en anden konklusion (8). Det forhold, at direktiv 93/13 ikke indeholder specifikke bestemmelser om håndhævelsen af den heri fastsatte beskyttelse, medfører, at dette spørgsmål henhører under medlemsstaternes procesautonomi (9). De to førnævnte principper udgør de grænser, som udøvelsen af denne autonomi traditionelt skal holde sig inden for.
32. Jeg påpeger, at den retspraksis, der er baggrunden for den forelæggende rets tvivl, vedrører de undtagelser fra retskraften, der kan identificeres på grundlag af effektivitetsprincippet (modsat indikerer ingen del af sagsakterne for Domstolen, at der her kan rejses tvivl om iagttagelsen af ækvivalensprincippet).
33. Jeg påpeger endvidere, at selv om der er flere eksempler på Domstolens praksis vedrørende spørgsmålet om EU-retlige undtagelser til princippet om retskraft i national ret (hvori den har drøftet det i lyset af effektivitetsprincippet) – som jeg vil vende tilbage til senere – er de sager, som den forelæggende ret har identificeret som særligt relevante i den foreliggende sag, som før nævnt de tre domme om retskraft af 17. maj 2022 (10).
34. For det første fastslog Domstolen i Ibercaja Banco-dommen, at der skulle ses bort fra virkningerne af den retskraft, der indtrådte ved afslutningen af proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom, hvor den fuldbyrdende ret havde undersøgt kontraktvilkårene uden dog at tage udtrykkeligt stilling til dem. Domstolen bemærkede, at forbrugeren under sådanne omstændigheder ikke var blevet oplyst om, at vurderingen var blevet foretaget, eller om de præmisser, der lå til grund for den fuldbyrdende rets konklusion om, at det omtvistede vilkår ikke var urimeligt, hvilket således forhindrede forbrugeren i at træffe et oplyst valg om, hvorvidt vedkommende skulle anfægte denne afgørelse (11).
35. For det andet fastslog Domstolen i dommen i sagen SPV Project 1503 nærmere bestemt, at den fuldbyrdende ret skal have kompetence til at vurdere den eventuelle urimelighed af kontraktvilkårene, når et betalingspåkrav ikke har været genstand for en indsigelse indgivet af en forbruger, hvilket (implicit) medfører virkninger af retskraft (12). Domstolen forklarede denne konklusion med, at en national lovgivning – hvorefter en efterprøvelse ex officio af, om kontraktvilkårene er urimelige, (implicit) anses for at have fundet sted og have retskraft, og hvorefter et betalingspåkrav har retskraft, selv om der ikke gives nogen begrundelse herfor – kan gøre den førnævnte forpligtelse til at undersøge den eventuelle urimelighed af kontraktvilkår indholdsløs (13).
36. For det tredje fastslog Domstolen i Unicaja Banco-dommen navnlig, at der kunne ses bort fra virkningerne af retskraften af en del af dommen i første instans, for så vidt som den forhindrede, at der blev betalt erstatning for en del af det beløb, der var blevet betalt på grundlag af en »gulvklausul« i en aftale om lån med pant i fast ejendom, som blev anset for at være urimelig (14). Mens denne dom i første instans pålagde tilbagebetaling af de beløb, som forbrugeren havde betalt på grundlag af dette vilkår, blev denne tilbagebetalingsforpligtelse begrænset i overensstemmelse med (den daværende) retspraksis fra den pågældende nationale øverste domstol. Denne dom krævede kun tilbagebetaling af de beløb, som forbrugeren havde betalt efter forkyndelsen af den dom, hvorved den nationale øverste domstol kendte gulvklausulen ugyldig. Efterfølgende fastslog Domstolen i forbindelse med en anden sag, at denne tidsmæssige begrænsning var i strid med direktiv 93/13 (15). Domstolens afgørelse blev imidlertid truffet efter udløbet af fristen for at iværksætte appel i den sag, der lå til grund for Unicaja Banco-dommen, idet det kun var banken, der havde iværksat appel til prøvelse af afgørelsen om sagsomkostningerne. På denne baggrund fastslog Domstolen, at den pågældende appeldomstol var forpligtet til at behandle spørgsmålet om urimeligheden af den tidsmæssige begrænsning, selv om denne del af dommen i første instans (forståeligt nok) ikke var blevet anfægtet af banken og derfor var blevet endelig i henhold til den relevante nationale lovgivning.
37. Hvad angår den foreliggende sag har CR og TP samt Kommissionen på den ene side og den italienske regering på den anden side forskellige opfattelser af, hvad fortolkningen af effektivitetsprincippet i de ovennævnte domme indebærer for hovedsagen og besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål.
38. Den italienske regering er af den opfattelse, at hovedsagens omstændigheder i modsætning til de omstændigheder, der gav anledning til særligt dommen i sagen SPV Project 1503 og Ibercaja Banco-dommen, ikke nødvendiggør (eller muliggør), at der ses bort fra retskraftens virkninger. Den er af den opfattelse, at overholdelsen af effektivitetsprincippet skal vurderes i lyset af kendetegnene ved det retsmiddelsystem, der er fastsat i den specifikke retsorden. Den har påpeget, at de ovennævnte domme vedrørte summariske procedurer, hvis karakter gjorde det vanskeligt for forbrugerne at sikre deres ret til ikke at være bundet af (eventuelt) urimelige vilkår. Dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen. Retsforhandlingerne i denne sag har været fuldt ud kontradoriske procedurer, hvis kendetegn ikke medfører nogen særlige vanskeligheder med at gøre gældende, at et kontraktvilkår er urimeligt. Endvidere har CR og TP gennem hele denne sags (temmelig lange) forløb været repræsenteret ved en advokat (16).
39. CR og TP såvel som Kommissionen er derimod i det væsentlige af den opfattelse, at den løsning, der blev valgt i dommene om retskraft af 17. maj 2022, mutatis mutandis finder anvendelse på situationen i hovedsagen. Kommissionen er nærmere bestemt af den opfattelse, at de krav, der følger af effektivitetsprincippet i forbindelse med direktiv 93/13, er mere vidtgående, end hvad den italienske regering har gjort gældende. Dette princip kan faktisk ikke anses for at være blevet overholdt, hvis de relevante kontraktvilkår i den pågældende sag ikke er blevet vurderet af en ret i nogen fase af sagen, i givet fald ex officio. Eftersom det omtvistede vilkår om bod ikke er blevet vurderet, bør der ses bort fra en implicit retskraft af Corte suprema di cassaziones (kassationsdomstol) første dom.
40. Jeg vil drøfte disse synspunkter nærmere i næste afsnit med henblik på at foreslå en besvarelse af det præjudicielle spørgsmål.
C. Besvarelse af det præjudicielle spørgsmål
41. Jeg vil indlede dette afsnit med nogle bemærkninger om den rolle, som effektivitetsprincippet spiller som en begrænsning af virkningerne af retskraften. I denne forbindelse vil jeg præcisere, at fortolkningen af effektivitetsprincippet i dommene om retskraft af 17. maj 2022 skal opfattes således, at de støtter konklusionen, hvorefter retskraften i henhold til denne fortolkning skal tilsidesættes, på den særligt begrænsende processuelle sammenhæng, hvori de sager, der gav anledning til disse domme, indgik (1). Jeg vil herefter forklare, at en udstrækning af den løsning, der blev valgt i disse sager, ud over denne sammenhæng ville være uforenelig med den grundlæggende betydning af princippet om retskraft, som gentagne gange er blevet fastslået i Domstolens praksis (2), og i uforholdsmæssig grad ville berøre de øvrige foreliggende rettigheder og interesser (3).
1. Grænser for retskraftens virkninger i henhold til effektivitetsprincippet
42. Jeg har allerede kort nævnt, at der i henhold til EU-retten ikke gælder nogen generel forpligtelse til at se bort fra den endelige karakter af en retsafgørelse for at afhjælpe en tilsidesættelse af EU-retten (17). Hovedreglen, som konsekvent er blevet fastslået i Domstolens praksis, er fortsat, at »en national domstol ikke efter EU-retten [er] forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en retsafgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en national situation, der er i strid med EU-retten« (18). Som også tidligere nævnt gælder denne hovedregel dog med forbehold af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.
43. Effektivitetsprincippet kræver kort sagt, at de af medlemsstaterne indførte procedurer, hvorved parterne kan gøre de rettigheder, der tillægges ved EU-retten, gældende, ikke i praksis må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve disse rettigheder. I denne henseende har Domstolen til stadighed fastslået, at dette krav skal bedømmes »under hensyn til, hvilken stilling de pågældende bestemmelser indtager i den samlede procedure«, »forløbet af denne procedure for de forskellige nationale instanser« og disse reglers særlige kendetegn, idet der »i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den pågældende nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling« (19).
44. Dette betyder, som den italienske regering nærmere bestemt gjorde gældende i retsmødet, at efterprøvelsen af, om effektivitetsprincippet er blevet overholdt, bør foretages i lyset af de systemiske kendetegn ved den pågældende procedure. Spørgsmålet er, om disse systemiske kendetegn skaber en retlig sammenhæng, hvor håndhævelsen af de rettigheder, der tillægges ved EU-retten, ikke kræver overvindelse af uforholdsmæssige vanskeligheder (såsom – typisk – yderst korte frister for at iværksætte retsmidler, særligt høje omkostninger forbundet med de retslige procedurer, sammenholdt med størrelsen af den omtvistede gæld osv.).
45. Med andre ord kræver overholdelsen af effektivitetsprincippet, at den pågældende retsorden fastsætter retsmidler, der i praksis gør det muligt at håndhæve de tilgrundliggende materielle EU-retlige standarder. Om disse standarder er blevet overholdt i en konkret sag, er derimod et andet spørgsmål, som henhører under den regel, der er nævnt i punkt 42 ovenfor, og de generelle kriterier, der er nævnt i punkt 43 ovenfor.
46. Domstolen har ganske vist i en række sager fastslået, at kravene om effektivitet har forrang for virkningerne af nationale afgørelsers retskraft, i det væsentlige for at sikre, at en given EU-retlig bestemmelse overholdes. Disse afgørelser var imidlertid betinget af de specifikke kendetegn ved det pågældende område (behovet for at sikre den vertikale kompetencefordeling på området for statsstøtte) (20) eller begrundet i strengheden af den nationale bestemmelse om virkninger af retskraft, der forhindrede overholdelsen af EU-retten (idet virkningerne af en endelig dom, der var afsagt i strid med EU-retten, forudbestemte resultatet i andre situationer) (21). Ingen af disse forhold gør sig gældende i den foreliggende sag.
47. Henset til disse analytiske rammer synes det umiddelbart at fremgå af dommene om retskraft af 17. maj 2022, at de krav, der følger af effektivitetsprincippet, i de situationer, der falder inden for anvendelsesområdet for direktiv 93/13, går ud over den traditionelle tilgang, der er beskrevet ovenfor. Domstolen synes således i disse domme, at have krævet, at der skulle ses bort fra retskraftens nationale virkninger, idet de pågældende kontraktvilkår ikke var blevet passende vurderet, eller ikke var blevet vurderet i tilstrækkelig grad.
48. I samme retning har Kommissionen gjort gældende, at det følger, at for at virkningerne af retskraften kan opretholdes, skal der (i den sag, der førte frem til den retslige afgørelse, der har opnået denne virkning) være foretaget en faktisk vurdering af de pågældende kontraktvilkårs eventuelle urimelighed (med tilstrækkelige oplysninger om denne vurdering og angivelse af grundene) (22). Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, skal der ses bort fra retskraftens virkning. Den eneste undtagelse fra denne konklusion er den situation, hvor forbrugeren har udvist passivitet under sagen (eftersom den beskyttelse, der tillægges ved direktiv 93/13, ikke går så vidt, at den kompenserer for forbrugerens fuldstændige passivitet) (23). I den foreliggende sag finder denne undtagelse ikke anvendelse, hvorfor omstændighederne i hovedsagen efter Kommissionens opfattelse er omfattet af den løsning, der blev valgt i dommene om retskraft af 17. maj 2022.
49. Idet jeg forholder mig til disse argumenter, finder jeg det for det første ikke nødvendigt her at drøfte den nøjagtige betydning af den situation, hvor forbrugeren udviser fuldstændig passivitet, eller hvad den indebærer, idet jeg er enig med Kommissionen i, at dette scenario ganske enkelt ikke er relevant for hovedsagen.
50. Selv om det præjudicielle spørgsmål hviler på den præmis, at forbrugerne har udvist fuldstændig passivitet, synes den forelæggende ret nemlig lade det forhold, at forbrugerne ikke gjorde urimeligheden af vilkåret om bod gældende i nogen tidligere fase af hovedsagen (indtil den forelæggende ret blev forelagt sagen for anden gang) være omfattet af denne situation. Som Kommissionen har forklaret, udgør dette ikke en situation med fuldstændig passivitet som omhandlet i retspraksis, som i sig selv fritager den nationale ret fra forpligtelsen til at se bort fra retskraftens virkning. Dette scenario vedrører snarere en forbruger, der ikke er til stede under sagen og ikke forsvarer sig, hvilket ikke var tilfældet for CR og TP, der har deltaget i alle faser af hovedsagen (og endog indledt nogle af dem).
51. Jeg er derimod for det andet ikke overbevist af Kommissionens synspunkt om, at den løsning, der blev valgt i dommene om retskraft af 17. maj 2022, bør finde anvendelse på hovedsagens omstændigheder, som beskrevet i forelæggelsesafgørelsen.
52. I denne henseende påpeger jeg i lighed med den italienske regering, at situationen i hovedsagen, igen som beskrevet af den forelæggende ret, synes at adskille sig fra de situationer, der gav anledning til disse domme.
53. På den ene side vedrørte situationerne i disse sager en processuel sammenhæng, der gjorde det særligt vanskeligt for forbrugerne at gøre deres rettigheder gældende. Forbrugernes forpligtelser i disse sager var således udelukkende økonomiske og derfor lette at bevise for den erhvervsdrivende part (ligesom forbrugerens misligholdelse af dem), hvilket kan hævdes at have medført, at de procedurer, hvori forbrugernes forpligtelser blev fastslået og/eller håndhævet, synes at have været af summarisk karakter, således som den italienske regering har påpeget.
54. Dette synes navnlig at have været tilfældet i de sager, der gav anledning til Ibercaja Banco-dommen og dommen i sagen SPV Projects 1503, og som vedrørte håndhævelse af forbrugernes forpligtelser, der kort sagt var fastsat i finansieringsaftaler, idet håndhævelsen af disse forpligtelser fandt sted i procedurer med henblik på realisering af pant i fast ejendom eller betalingspåkravsprocedurer.
55. I modsætning til situationen angivet i disse to domme, er det korrekt, at Unicaja Banco-sagen ikke synes at have involveret nogen håndhævelse af forbrugernes forpligtelser. Den opstod imidlertid inden for en bredere og ganske specifik sammenhæng, hvor den tidsmæssige begrænsning af forpligtelsen til tilbagebetaling (som beskrevet i punkt 36 ovenfor) berørte et betydeligt antal forbrugere (24), mens denne begrænsnings uforenelighed med EU-retten (hvilken begrænsning var blevet pålagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) særligt på grund af de makroøkonomiske udfordringer, der i modsat fald ville opstå for den spanske banksektor) først blev fastslået af Domstolen efter afsigelsen af dommen i første instans i Unicaja Banco-sagen, og efter at retskraftens virkninger af denne dom allerede var indtrådt.
56. Hovedsagen indgår derimod i en anden sammenhæng og omstændighederne i denne sag og dens kendetegn adskiller sig også væsentligt fra dem, der forelå i de sager, der gav anledning til Ibercaja Banco-dommen og dommen i sagen SPV Project 1503.
57. I modsætning til de omstændigheder, der er beskrevet i punkt 53 ovenfor, minder jeg således om, at tvisten i hovedsagen vedrører (eller vedrørte under de tidligere stadier af proceduren) i) spørgsmålet om, hvorvidt den salgsaftale, som CR og TP indgik, skal opfyldes (og hvorvidt købet skal afsluttes), og ii) først da det blev lagt til grund, at dette ikke var tilfældet, blev tvistens fokus forskudt til vilkåret om bod. Hovedsagen har dermed, således som det fremgår af forelæggelseskendelsen, og som den italienske regering har påpeget, udgjort almindelige og fuldstændige retsforhandlinger, hvis processuelle rammer (eller andre omstændigheder) ikke synes at have givet anledning til nogen særlige vanskeligheder for forbrugerne med hensyn til at gøre deres rettigheder gældende eller forsvare dem.
58. I dette lys indebærer Kommissionens forslag om at udstrække den specifikke løsning i dommene om retskraft af 17. maj 2022 til den foreliggende sags omstændigheder, at den løsning, der blev valgt på baggrund af den specifikke og begrænsende processuelle sammenhæng, hvori disse sager indgik, også finder anvendelse på situationer, hvor en sådan begrænsende sammenhæng ikke foreligger.
59. Jeg har forståelse for, at et sådant forslag yderligere tilgodeser formålet om effektiv forbrugerbeskyttelse i henhold til direktiv 93/13. Jeg har også forståelse for, at der kan være en tilbøjelighed til at anvende en sådan generel resultatorienteret tilgang til effektivitetsprincippet på det foreliggende retsområde i lyset af de forskellige udtryk for den strengere beskyttelsesstandard, der finder anvendelse på dette område (hvoraf forpligtelsen til ex officio-vurdering er det mest sigende eksempel) (25). Som jeg vil forklare nedenfor, stemmer et så vidtgående resultat imidlertid dårligt overens med betydningen af princippet om retskraft, som til stadighed er blevet fastslået, også i forbindelse med direktiv 93/13.
2. Den grundlæggende betydning af princippet om retskraft
60. Jeg påpeger, at Domstolen i dommene om retskraft af 17. maj 2022 ganske vist fastslog, at der skulle ses bort fra princippet om retskraft, men samtidig mindede om sin faste praksis, hvori den væsentlige betydning, som retsafgørelsers endelige karakter skal tillægges, herunder afgørelser, der følger af en fejlagtig anvendelse af EU-retten, til stadighed er blevet fastslået (26).
61. Et sådant fokus er ikke overraskende i lyset af dette princips grundlæggende betydning for »en stabil retstilstand og stabile retlige relationer [samt] retsplejehensyn« (27). Det har således til formål at sikre en effektiv sagsbehandling og, når retsforhandlingerne er afsluttet ved en endelig afgørelse, at sikre retlig stabilitet for parterne. Mere generelt bidrager det til retstilstandens forudsigelighed og gør det muligt for samfundet at have tillid til, at endelige afgørelser ikke kan drages i tvivl (eller kun kan drages i tvivl i de begrænsede scenarier, der giver mulighed for at iværksætte ekstraordinære retsmidler som fastsat i en given retsorden) (28). Med andre ord udgør princippet om retskraft et væsentligt aspekt af retssikkerhedsprincippet (29), som er et grundlæggende princip i ethvert moderne retssystem, der bygger på retsstatsprincippet (30), og et implicit element i retten til effektiv domstolsbeskyttelse.
62. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Menneskerettighedsdomstolen) har påpeget det andet af disse aspekter i forbindelse med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (31) og fastslået, at selv om kravene til retssikkerhed og retskraft ikke er absolutte, »er en fravigelse [af dem] kun berettiget, når dette er nødvendigt som følge af omstændigheder af væsentlig og tvingende karakter, såsom afhjælpning af grundlæggende mangler eller rettergangsfejl« (32).
63. Den samme balancerede tilgang til situationer, hvor der kan ses bort fra retskraftens virkninger, bør derfor også anvendes i forbindelse med chartrets artikel 47, som naturligvis finder anvendelse på de foreliggende omstændigheder.
64. Hvis det, således som Kommissionen har foreslået, lægges til grund, at den løsning, der blev valgt i dommene om retskraft af 17. maj 2022, finder anvendelse selv i mangel af de specifikke omstændigheder i disse sager (dvs. i mangel af enhver begrænsende sammenhæng), adskiller den heraf følgende tilgang til princippet om retskraft på et givent retsområde sig væsentligt fra den tilgang, der er nævnt i punkt 60 ovenfor, og som Domstolen til stadighed har anvendt.
65. Denne tilgang ville således, snarere end at udmønte idéen om, at endelige retsafgørelser principielt skal opretholdes, selv hvis de fører til en ukorrekt anvendelse af EU-retten, i situationer, der er omfattet af direktiv 93/13, kræve, at en endelig retslig afgørelse omstødes, hver gang en ukorrekt anvendelse af EU-retten (som i denne sammenhæng svarer til hver gang den nationale ret har undladt ex officio at vurdere kontraktvilkårenes eventuelle urimelighed) forekommer.
66. Ikke blot er jeg enig med den italienske regering i, at de ovennævnte domme ikke giver mulighed for en så vidtrækkende generel konklusion, men jeg er desuden af den opfattelse, at en sådan fortolkning af effektivitetsprincippet ville stemme dårligt overens med nødvendigheden af, at fravigelsen af kravet om retssikkerhed er knyttet til omstændigheder, hvor en sådan fravigelse faktisk er berettiget. Jeg finder det derfor vanskeligt ikke at forstå den fortolkning af effektivitetsprincippet, der blev valgt i dommene om retskraft af 17. maj 2022, således, at den var nødvendiggjort af de specifikke omstændigheder i disse sager (som allerede forklaret ovenfor).
67. Når der af sagens omstændigheder således ikke fremgår et sådant særligt behov for at kompensere for, at det er særlig vanskeligt for forbrugerne at gøre deres rettigheder gældende, ville et krav om at se bort fra retskraftens virkning, som jeg vil forklare herunder, indebære et uforholdsmæssigt indgreb i de foreliggende rettigheder og interesser.
3. Afvejningen af de foreliggende rettigheder og interesser
68. Jeg har allerede forklaret, at den forstærkede beskyttelse, som skal ydes forbrugerne i henhold til direktiv 93/13, indebærer en forpligtelse for de nationale retter til, i givet fald ex officio, at vurdere, om kontraktvilkårene i en forbrugeraftale er urimelige eller ej som omhandlet i direktivet. Hvis de vurderes at være urimelige, skal disse vilkår anses for aldrig at have eksisteret (medmindre forbrugeren på et oplyst grundlag beslutter ikke at påberåbe sig deres urimelighed) (33).
69. Ved at lægge vægt på den førnævnte forpligtelse for retterne (som gælder uanset sagens omstændigheder, navnlig uanset om forbrugeren er repræsenteret ved en advokat eller ej) (34), har Domstolen således kompenseret for den uligevægt, der er et iboende kendetegn ved forholdet mellem forbruger og erhvervsdrivende, også ved brug af specifikke processuelle redskaber. Det er således klart, at den materielle beskyttelse (mod anvendelsen af urimelige vilkår) risikerer at blive indholdsløs, hvis der ikke findes tilstrækkelige håndhævelsesmidler, idet der navnlig ikke er nogen grund til at formode, at forbrugerens som udgangspunkt svage stilling i forhold til den erhvervsdrivende forsvinder, når sidstnævnte beslutter at gøre sit krav i henhold til en forbrugeraftale gældende ved domstolene.
70. Samtidig skal det erindres, at om end bestemmelsen, hvorefter forbrugeren ikke er bundet af urimelige kontraktvilkår som fastsat i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, »skal anses for en norm svarende til de nationale regler i den nationale retsorden, der har rang af ufravigelige retsgrundsætninger« (35), er forbrugerbeskyttelsen fastsat i det nævnte direktiv ikke absolut (36). Det følger heraf, at selv om omfanget af denne beskyttelse skal afspejle nødvendigheden af at kompensere for den ovennævnte ubalance, kan dens parametre ikke defineres uden behørig hensyntagen til denne nødvendigheds reelle omfang og de juridiske konsekvenser, der udspringer af denne specifikke beskyttelse, for den anden involverede part.
71. I det lys er der efter min opfattelse væsentlig forskel på at argumentere for, at effektivitetsprincippet kræver, at den nationale ret under alle omstændigheder ex officio skal vurdere kontraktvilkårs eventuelle urimelighed, og at hævde, at effektivitetsprincippet, når denne forpligtelse ikke er blevet opfyldt, kræver, at der ses bort fra retskraftens virkninger, uafhængigt af sagens omstændigheder.
72. Efterprøvelsen ex officio på den ene side og retskraften virkninger på den anden side er nemlig udtryk for værdier, der ikke er lige væsentlige, og fristelsen til at sidestille dem (ved at konkludere, at en tilsidesættelse af førstnævnte nødvendigvis medfører, at der skal ses bort fra sidstnævnte) bør modstås.
73. Forpligtelsen til efterprøvelse ex officio bidrager således nærmere bestemt til at undgå situationer, hvor retterne ville ende med i højere grad end på andre retsområder (som følge af uligevægten mellem parternes stilling) at tilkende rettigheder, der er støttet på et ulovligt grundlag (37). Samtidig finder jeg, at mens denne forpligtelse åbenlyst øger retternes arbejdsbyrde, har den ikke uforholdsmæssig indvirkning på den erhvervsdrivende som modpart, eftersom denne part blot behøver at indvilge i, at det efterprøves, om grundlaget for vedkommendes krav er lovligt (hvis denne lovlighed ikke bestrides af forbrugeren). Derfor kan det hævdes, at et sådant indgreb giver mulighed for at afhjælpe den uligevægt mellem parternes stilling, der som udgangspunkt foreligger, uden at skabe en ny (omvendt) uligevægt.
74. For så vidt angår princippet om retskraft er det også muligt at forklare behovet for at foretage en fornyet prøvelse af den endelige retsafgørelse, når de nationale retter har undladt at foretage en (tilstrækkelig) vurdering af de pågældende kontraktvilkår, med henblik på at undgå risikoen for, at potentielt ulovlige krav behandles. Imidlertid – og i modsætning til de forholdsvis milde negative virkninger for modparten (dvs. den erhvervsdrivende) af undersøgelsen ex officio af kontraktvilkårene, som forbrugeren ikke har bestridt – ville en betingelse om omstødelse af den endelige karakter af en retsafgørelse, hver gang en sådan ex officio-forpligtelse ikke blev overholdt, uanset omstændighederne, mindst have følgende to uforholdsmæssige konsekvenser.
75. For det første ville det i uforholdsmæssig grad berøre den erhvervsdrivende ret til effektiv domstolsbeskyttelse som fastsat i chartrets artikel 47, der som allerede nævnt indebærer, at det er nødvendigt at respektere en retsafgørelses endelige karakter. Mens indgrebet i retssikkerheden kan begrundes i de specifikke begrænsende omstændigheder, som har begrænset forbrugerens mulighed for at forsvare sine rettigheder, ser jeg ingen begrundelse for et sådant indgreb, når den foreliggende situation ikke medfører nogen sådan vanskelighed (og når den underliggende ubalance ikke »spreder sig« til fasen for sagsanlæg/håndhævelse som følge af de gældende processuelle regler, hvis anvendelse kan udløses af specifikke bestemmelser i forbrugeraftalen).
76. En sådan løsning ville faktisk ikke genoprette den processuelle ligestilling mellem parterne, men derimod snarere medføre en omvendt ubalance ved at gøre det muligt for forbrugeren på ethvert tidspunkt at »åbne« den dør, der har spærret adgangen til muligheden for efterprøvelse, selv om denne dør har været åben længe nok og ingen særlig hindring har afskåret forbrugeren fra uproblematisk at gå gennem den, mens modparten ikke råder over den samme mulighed.
77. På dette sted skal det præciseres, at det forhold, at den endelige retsafgørelse i hovedsagen blev truffet i en sag, der stadig verserer, i sig selv er irrelevant. Det er velkendt, at begrebet om en endelig afgørelse (som er tilknyttet retskraftens virkninger) ikke er begrænset til den ene formelle afgørelse, hvorved enhver retssag faktisk afsluttes (fordi parterne har besluttet ikke at videreføre sagen eller har udtømt alle tilgængelige appelmuligheder). Retskraftens virkning kan faktisk indtræde inden for den igangværende sag, i forskellige faser af sagen og med hensyn til forskellige aspekter af tvisten, fordi parterne oprindelig ikke rejste det pågældende spørgsmål, eller fordi de først på et senere tidspunkt bestred vurderingen af dette spørgsmål. Dette gælder ikke blot de spørgsmål, der udtrykkeligt er blevet drøftet, men også de spørgsmål, der udgør de nødvendige retlige forudsætninger for den fremsatte argumentation (såsom gyldigheden af det her omtvistede vilkår om bod, idet parternes argumenter vedrørte omfanget af deres respektive rettigheder og forpligtelser i henhold til dette vilkår). Det forhold, at muligheden for at drøfte visse spørgsmål gradvist forsvinder inden for den samme sag (og den metaforiske dør til denne mulighed således lukker i), udgør en nødvendig forudsætning for, at enhver sag kan behandles effektivt og, ikke mindre væsentligt, inden for rimelige tidsmæssige grænser.
78. For så vidt angår mit andet argument (og den anden uforholdsmæssige konsekvens) som nævnt i punkt 74 ovenfor har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at en ophævelse af en endelig dom, der medfører en »ejendom« som omhandlet i artikel 1 i protokol nr. 1 til EMRK (38), udgør et indgreb i den uforstyrrede nydelse af denne ejendom (39), selv om en tilsidesættelse af princippet om retskraft ikke foregriber udfaldet af sagen, hvis relevante aspekter skal prøves på ny (40).
79. Hvis denne betragtning overføres til Unionens retsorden, fremgår det, at chartrets artikel 17 (der sikrer ejendomsretten) udgør endnu en grund til, at anvendelsen af den løsning, der blev valgt i dommene om retskraft af 17. maj 2022, efter min opfattelse ikke uden videre kan udstrækkes til enhver tvist, der måtte opstå vedrørende direktiv 93/13, uafhængigt af sagens specifikke omstændigheder.
80. Jeg skal påpege, at begge ovennævnte aspekter af den uforholdsmæssige indvirkning vil blive yderligere forværret, hvis de betragtes i forhold til reglen om fristerne for, hvornår en forbruger kan fremsætte et anbringende om ugrundet berigelse (som følge af anvendelsen af et urimeligt vilkår). Domstolen har præciseret, at disse frister først begynder at løbe på det tidspunkt, hvor den uberettigede berigelse har fundet sted, eftersom forbrugeren muligvis ikke har haft kendskab til et vilkårs urimelige karakter eller ikke har forstået omfanget af sine rettigheder i henhold til direktiv 93/13 (41).
81. Det tidspunkt, hvor dette kendskab opnås, udgør således det relevante tidspunkt, forud for hvilket de gældende frister for, hvornår en forbruger kan fremsætte et anbringende om ugrundet berigelse, ikke kan udløbe. Når dette element sammenholdes med retskraftens manglende virkninger for så vidt angår en mulig tidligere dom, hvori det blev undladt at foretage en efterprøvelse ex officio, og hvorved den erhvervsdrivende fik medhold, kan sidstnævnte blive bragt i en situation med betydeligt forlænget retlig usikkerhed.
82. I denne forbindelse er det næppe nødvendigt at påpege, at det ikke er ethvert anbringende om urimelighed, der vil blive taget til følge. Det kan faktisk ikke udelukkes, at fremsættelsen af et sådant anbringende på et bestemt tidspunkt i proceduren også kan udgøre et led i en søgsmålsstrategi eller endda være åbenbart grundløs, og det kan derfor ikke forudsiges med sikkerhed, hvilken part der i sidste ende vil få medhold. Jeg skal bemærke, at det følger af den ovennævnte retspraksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at en genoptagelse af en endeligt afgjort tvist i sig selv udgør et indgreb i ejendomsretten og den ret, der er sikret ved EMRK’s artikel 6. Hvis denne genoptagelse ikke er begrundet af sagens særlige omstændigheder, bør den slet ikke finde sted.
83. Jeg skal således påpege, at når den tilgang, som er valgt af en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans i en given sag, udgør en tilsidesættelse af EU-retten, skal den part, der mener at være skadelidt, have mulighed for at anlægge et søgsmål om statens ansvar for tab (42). Selv om dette søgsmål er underlagt specifikke betingelser, undgår det de alvorlige konsekvenser, som ville indtræde, hvis der blev set bort fra retskraftens virkninger i fraværet af nogen begrænsende betingelser.
84. Endvidere har jeg allerede forklaret, at dommene om retskraft af 17. maj 2022 vedrører en sammenhæng, der var kendetegnet ved begrænsende eller på anden måde særlige processuelle rammer, der forhindrede forburgerne i at gøre deres rettigheder effektivt gældende. Disse nationale begrænsende processuelle rammer udgør efter min opfattelse den nødvendige bestanddel for at forstå rækkevidden af Domstolens betragtning i de nævnte domme, hvorefter det »i mangel af en effektiv prøvelse af den eventuelt urimelige karakter af kontraktvilkårene i den pågældende kontrakt [ikke er] muligt at sikre, at de rettigheder, der er tillagt ved direktiv 93/13, overholdes« (43). Den betragtning følger faktisk af Domstolens tidligere praksis vedrørende undersøgelse ex officio af kontraktvilkårene (44), og af de ovenfor forklarede grunde kan man ikke blot løsrive den fra de omstændigheder, der kendetegnet dommene om retskraft af 17. maj 2022, og uden sondring kræve retskraftens virkninger tilbagerullet, hver gang de omhandlede kontraktvilkår ikke er blevet undersøgt uden behørigt hensyn til sagens omstændigheder.
85. Det skal tilføjes, at nødvendigheden af, at en sådan begrænsende sammenhæng skal foreligge, for at der kan ses bort fra retskraftens virkning, også følger af retspraksis fra Domstolen, der ligger både forud og efter dommene om retskraft af 17. maj 2022.
86. For så vidt angår den tidligere retspraksis bekræftede Domstolen samtidig, da den i Asturcom Telecommunicaciones-dommen fastslog, at der ikke gjaldt nogen forpligtelse til at se bort fra den endelige karakter af en voldgiftsafgørelse, at de nationale regler, der fastsatte en frist på to måneder, var forenelige med effektivitetsprincippet (45). Da den i Finanmadrid-dommen fastslog, at der ikke gjaldt nogen forpligtelse til at se bort fra den endelige karakter af fastlæggelsen af forbrugernes forpligtelser, blev denne konklusion tilsvarende draget på baggrund af de specifikke begrænsende betingelser, der var identificeret i spansk lovgivning, og som i den pågældende sag gav mulighed for, at retskraftens virkning indtrådte (46). Endelig konkluderede Domstolen i Banco Primus-dommen, at retskraftens virkninger for så vidt angik en tidligere dom (hvori blot nogle af kontraktvilkårene i en låneaftale blev undersøgt) ikke kan udelukke undersøgelsen af andre vilkår i samme aftale (når forbrugeren forskriftsmæssigt har gjort indsigelse mod håndhævelse)(47). Denne konstatering blev gjort på grundlag af en processuel sammenhæng i form af et søgsmål om indsigelse mod en udsættelselsesforretning vedrørende den pantsatte ejendom, hvilken sammenhæng atter efter sin karakter er begrænsende.
87. I nyere retspraksis har Domstolen (Store Afdeling) i dommen i sagen Profi Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse) i det væsentlige fastslået, at effektivitetsprincippet ikke går så vidt, at det forpligter medlemsstaterne til at fastsætte ekstraordinære retsmidler, der giver mulighed for genoptagelse af en sag, der er blevet afsluttet ved en endelig dom (baseret på en veksel), hvori det blev undladt at vurdere kontraktvilkårene.
88. Domstolen krævede ganske vist i sidste ende, at der skulle være adgang til retsmidler, på grundlag af hvilke forbrugeren kunne søge kompensation for det beløb, der var betalt i henhold til de angiveligt urimelige kontraktvilkår, men denne konklusion blev draget med henvisning til de begrænsende betingelser, hvorunder den endelige dom kunne være blevet anfægtet. Med andre ord var konklusionen om forpligtelsen til at se bort fra dommens endelige karakter knyttet til den betragtning, at den processuelle ramme, som forbrugeren ville være nødsaget til at forsvare sine rettigheder inden for, var uegnet (48). En sådan (standard)betingelse for retskraftens virkningers manglende anvendelighed kunne derimod ikke have fundet anvendelse, hvis den manglende retskraft alene skyldtes, at kontraktvilkårene ikke var blevet vurderet under de retsforhandlinger, der førte til den i denne sag omhandlede endelige dom.
89. Tilsvarende fastslog Domstolen i dommen i sagen Getin Noble Bank, at den fuldbyrdende ret er forpligtet til ex officio at vurdere kontraktvilkårenes mulige urimelighed, når forbrugerens misligholdelse har ført til udstedelsen af et betalingspåkrav, der har fået retskraftens virkninger, og når vilkårene ikke er blevet efterprøvet i forbindelse med udstedelsen af betalingspåkravet. Domstolen knyttede i vidt omfang den ovennævnte forpligtelse til de (mulige) begrænsende betingelser, hvorunder betalingspåkravet kunne være blevet anfægtet, og som kunne have medført en betydelig risiko for, at forbrugeren ikke ville udløse efterprøvelsen (49).
90. Gennemgangen af ovenstående elementer fører mig således til den konklusion, at i lyset af fraværet i den foreliggende sag af lignende processuelle betingelser, der begrænser forbrugerens mulighed for at beskytte sine rettigheder (hvilket naturligvis tilkommer den forelæggende ret at efterprøve), kræver nødvendigheden af at sikre effektiviteten af forbrugerens ret til ikke at være bundet af en potentielt urimelig kontraktbestemmelse i en forbrugeraftale ikke, at der ses bort fra retskraftens virkninger, der er indtrådt i den givne (og igangværende) retssag, på trods af at den potentielt urimelige karakter af den relevante kontraktbestemmelse ikke var blevet undersøgt i forbindelse med denne sag.
V. Forslag til afgørelse
91. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) således:
»Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler
skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national processuel bestemmelse, som forhindrer en national kassationsdomstol i at fastslå, at et vilkår i en kontrakt indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende er ugyldigt, når udelukkelsen af en sådan vurdering skyldes, at dette vilkårs gyldighed anses for at være blevet implicit bedømt ved en endelig afgørelse som følge af en tidligere dom afsagt af den nationale kassationsdomstol, eftersom forbrugerne ikke har fremsat et anbringende herom i de tidligere faser af sagen, og de relevante nationale retter ikke ex officio har rejst dette spørgsmål i disse tidligere faser, såfremt
– spørgsmålet er opstået i en sammenhæng, hvor håndhævelsen af forbrugernes forpligtelser som følge af de relevante processuelle bestemmelser ikke i særlig grad er lettet, og hvor det derfor ikke i særlig grad er vanskeligt for forbrugeren at gøre sine rettigheder i henhold til direktiv 93/13 gældende, og
– de betingelser, hvorunder de tidligere faser af sagen blev gennemført, samtidig ikke på nogen anden måde i praksis har gjort det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugerne at håndhæve deres rettigheder i henhold til direktiv 93/13.«
1 – Originalsprog: engelsk.
2 – Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).
3 – Der henvises navnlig til Domstolens domme (Store Afdeling) af 17.5.2022, SPV Project 1503 m.fl. (C-693/19 og C-831/19, herefter »dommen i sagen SPV Project 1503«, EU:C:2022:395), Unicaja Banco (C-869/19, herefter »Unicaja Banco-dommen«, EU:C:2022:397) og Ibercaja Banco (C-600/19, herefter »Ibercaja Banco-dommen«, EU:C:2022:394) (herefter samlet »dommene om retskraft af 17. maj 2022«). Jeg påpeger, at den fjerde dom, der blev afsagt samme dag, Impuls Leasing Romania (C-725/19, herefter »dommen i sagen Impuls Leasing Romania«, EU:C:2022:396), ikke vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der skulle ses bort fra retskraftens virkninger.
4 – Jf. f.eks. den nylige dom af 11.4.2024 Air Europa Líneas Aéreas (C-173/23, EU:C:2024:295, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis), og af 9.4.2024, Profi Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse) (C-582/21, herefter »dommen i sagen Profi Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse)«, EU:C:2024:282, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
5 – Jf. f.eks. den nylige dom af 13.3.2025, APS Beta Bulgaria og Agentsia za kontrol na prosrocheni zadalzhenia (C-337/23, EU:C:2025:183, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).
6 – Eller »positive foranstaltninger, der er uafhængige af kontraktparterne selv«, som Domstolen har bemærket. Jf. f.eks. dom af 18.1.2024, Getin Noble Bank m.fl. (Ex officio-prøvelse af kontraktvilkårs urimelige karakter) (C-531/22, herefter »dommen i sagen Getin Noble Bank m.fl. (Ex officio-prøvelse af kontraktvilkårs urimelige karakter)«, EU:C:2024:58, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
7 – Jf. f.eks. dommen i sagen Profit Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), præmis 72 og den deri nævnte retspraksis.
8 – Jf. f.eks. dommen i sagen Profit Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), præmis 37-39.
9 – Jf. f.eks. ibidem, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis.
10 – Den øvrige relevante retspraksis (for så vidt angår de ældre sager) er navnlig dom af 6.10.2009, Asturcom Telecomunicaciones (C-40/08, herefter »dommen i sagen Asturcom Telecomunicaciones«, EU:C:2009:615), af 18.2.2016, Finanmadrid EFC (C-49/14, EU:C:2016:98), og af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60). De senere eksempler er navnlig dommen i sagen Profit Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), dommen i sagen Getin Noble Bank m.fl. (Ex officio-prøvelse af kontraktvilkårs urimelige karakter), og dom af 29.2.2024, Investcapital (C-724/22, herefter »Investcapital-dommen«, EU:C:2024:182).
11 – Ibercaja Banco-dommen, præmis 49.
12 – Dommen i sagen SPV Project 1503, præmis 68 (jf. også præmis 22 vedrørende den processuelle sammenhæng).
13 – Ibidem, præmis 65.
14 – Unicaja Banco-dommen, præmis 40.
15 – I dom af 21.12.2016, Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:980, præmis 72-75).
16 – Hvilket element det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
17 – Jf. fodnote 8 ovenfor og mere nyligt (og generelt) dom af 16.1.2024, BALTIC CONTAINER TERMINAL (C-376/23, EU:C:2025:20, herefter »dommen i sagen BALTIC CONTAINER TERMINAL«, præmis 71 og 72 og den deri nævnte retspraksis).
18 – Dom af 6.10.2015, Târșia (C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis), og dommen i sagen Profi Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), præmis 38 og den deri nævnte retspraksis.
19 – Jf. f.eks. dom af 6.10.2015, Târșia (C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 36 og 37 og den deri nævnte retspraksis), og af 16.1.2025, BALTIC CONTAINER TERMINAL (C-376/23, EU:C:2025:20, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).
20 – Dom af 18.7.2007, Lucchini (C-119/05, EU:C:2007:434, præmis 61-63). Angående betragtningen om den »helt særlige situation«, der vedrørte denne konklusion, jf. dom af 10.7.2014, Impresa Pizzarotti (C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 61).
21 – Dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub (C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 29-31), af 11.11.2015, Klausner Holz Niedersachsen (C-505/14, EU:C:2015:742, præmis 43-45 og den deri nævnte retspraksis), af 2.4.2020, CRPNPAC og Vueling Airlines (C-370/17 og C-37/18, EU:C:2020:260, præmis 95 og 96), af 16.7.2020, UR (Advokater undergives momspligt) (C-424/19, EU:C:2020:581, præmis 32 og 33), og af 7.4.2022, Avio Lucos (C-116/20, EU:C:2022:273, præmis 102-104).
22 – Domstolen fastslog, at forbrugeren også skal underrettes om de konsekvenser, som dennes passivitet medfører med hensyn til præklusion af retten til at gøre gældende, at kontraktvilkårene eventuelt er urimelige, jf. dom af 29.2.2024, Investcapital (C-724/22, EU:C:2024:182, præmis 45).
23 – Således som det følger af Domstolens praksis, jf. dommen i sagen Asturcom Telecommunicaciones, præmis 47, Unicaja Banco-dommen, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Getin Noble Bank, præmis 45.
24 – Generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:552, punkt 72 og 74) og generaladvokat Tanchevs forslag til afgørelse Unicaja Banco (C-869/19, EU:C:2021:617, punkt 19).
25 – Jeg minder om, at de nationale retter i henhold til EU-retten ikke er underlagt nogen generel forpligtelse til af egen drift at tage et anbringende om tilsidesættelse af EU-retten under påkendelse, uafhængigt af den berørte bestemmelses betydning for Unionens retsorden, hvis parterne gives en faktisk mulighed for at gøre et sådant anbringende gældende for en national ret. Jf. navnlig dom af 14.12.1995, van Schijndel og van Veen (C-430/93 og C-431/93, EU:C:1995:441, præmis 16-22), af 7.6.2007, van der Weerd m.fl. (C-222/05 – C-225/05, EU:C:2007:318, præmis 41). Jf. også mere nyligt dom af 22.6.2023, K.B. og F.S. (Prøvelse ex officio på det strafferetlige område) (C-660/21, EU:C:2023:498, præmis 53).
26 – Jf. f.eks. dommen i sagen Asturcom Telecomunicaciones, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 46), dommen i sagen Profit Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), præmis 36-38, dommen i sagen Getin Noble Bank, præmis 56, og Investcapital-dommen, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis.
27 – Jf. f.eks. dom af 24.10.2018, XC m.fl. (C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis), og dommen i sagen Profit Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), præmis 37 og den deri nævnte retspraksis.
28 – Jf. mit forslag til afgørelse Profi Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse) (C-582/21, EU:C:2023:674, punkt 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis).
29 – Dom af 1.6.1999, Eco Swiss (C-126/97, EU:C:1999:269, præmis 46). Jf. også Menneskerettighedsdomstolen, 13.6.1979, Marckx mod Belgien, ECLI:CE:ECHR:1979:0613JUD000683374, § 58, og Menneskerettighedsdomstolen, 1.12.2020, Guðmundur Andri Ástráðsson mod Island, CE:ECHR:2020:1201JUD002637418, § 238.
30 – Princippet om retskraft er opregnet som et af målkriterierne for vurdering af retsstaten i Europarådet, Den Europæiske Kommission for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen), liste over retsstatskriterier, 2016, s. 28.
31 – Menneskerettighedsdomstolen, 19.5.2020 Redquest Limited mod Slovakiet, ECLI:CE:ECHR:2020:0519JUD000274917, § 29.
32 – Jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolen, 1.12.2020, Guðmundur Andri Ástráðsson mod Island, CE:ECHR:2020:1201JUD002637418, § 238. Jf. også Menneskerettighedsdomstolen, 23.11.2023, Wałęsa mod Polen, ECLI:CE:ECHR:2023:1123JUD005084921, § 224.
33 – Dom af 9.7.2020, Ibercaja Banco (C-452/18, EU:C:2020:536, præmis 26 og 30).
34 – Dom af 11.3.2020, Lintner (C-511/17, EU:C:2020:188, præmis 40).
35 – Jf. f.eks. dommen i sagen Profit Credit Polska (Genoptagelse af en sag, der er afsluttet ved endelig afgørelse), præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
36 – Jf. f.eks. dommen i sagen SPV Project 1503, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis. Den omstændighed, at den ovennævnte beskyttelse ikke er absolut, illustreres glimrende af forbrugerens mulighed for ikke at påberåbe sig et kontraktvilkårs urimelighed, således som forklaret i punkt 68 ovenfor.
37 – Jf. også mere generelt generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse van Schijndel og van Veen (C-430/93 og C-431/93, EU:C:1995:185, punkt 35).
38 – Hvorefter »[e]nhver fysisk eller juridisk person er berettiget til uforstyrret nydelse af sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de ved lov og folkerettens almindelige principper fastsatte betingelser. […]«.
39 – Menneskerettighedsdomstolen, 19.5.2020, Redquest Limited mod Slovakiet, ECLI:CE:ECHR:2020:0519JUD000274917, § 50 og den deri nævnte retspraksis.
40 – Ibidem, § 51. Jeg påpeger, at det forhold, at en juridisk person er involveret i en retssag, naturligvis kan påvirke selskabsformuens værdi.
41 – Jf. dom af 22.4.2021, Profi Credit Slovakia (C-485/19, EU:C:2021:313, præmis 59-66).
42 – Dom af 30.9.2003, Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 50-53).
43 – Ibercaja Banco-dommen, præmis 46, Unicaja Banco-dommen, præmis 30, og dommen i sagen SPV Project 1503, præmis 62.
44 – Dom af 4.6.2020, Kancelaria Medius (C-495/19, EU:C:2020:431, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
45 – Dommen i sagen Asturcom Telecomunicaciones, præmis 42-46.
46 – Dom af 18.02.2016 (C 49/14, EU:C:2016:98, navnlig præmis 45, 46 og 52).
47 – Dom af 26.1.2017 (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 54 in fine).
48 – Denne kommentar gælder også for betragtningen i nævnte doms præmis 81 (der særligt blev drøftet i retsmødet), hvorefter det er uden betydning konklusionen om, at der skal bortses fra retskraftens virkninger, idet det er uden betydning, at den manglende forudgående undersøgelse af sådanne vilkår følger af manglende kompetence til at foretage denne undersøgelse, eller undladt at foretage en sådan undersøgelse. Den betragtning blev anført efter Domstolens konklusion, hvorefter det i det konkrete tilfælde var nødvendigt at bortse fra retskraftens virkninger på grund af den begrænsende processuelle sammenhæng, således som netop forklaret. Udtaleleen i den præmis kan således ikke læses løsrevet fra den tidligere bredere specificering. Se også samme doms præmis 71 og 77-83.
49 – Dommen i sagen Getin Noble Bank, præmis 53-61.