Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

L. MEDINA

fremsat den 4. september 2025 (1)

Sag C-150/24 [Aroja] (i)

A

mod

Rikoskomisario B

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus (øverste domstol, Finland))

» Præjudiciel forelæggelse – asyl og indvandring – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – frihedsberøvelse med henblik på udsendelse – artikel 15, stk. 5 og 6 – frihedsberøvelse forlænget ud over den oprindelige maksimale periode fastsat i artikel 15, stk. 5 – forlængelse af den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode – beregning af den allerede afsluttede frihedsberøvelsesperiode – sammenlægning af tidligere frihedsberøvelsesperioder – forhold, der skal tages i betragtning – artikel 15, stk. 3, andet punktum – prøvelse af afgørelsen om at forlænge frihedsberøvelsesperioden – prøvelse ved en retslig myndighed – national lovgivning, hvorefter denne prøvelse er betinget af, at den frihedsberøvede person ansøger herom – rettidighed og effektivitet af den retslige prøvelse – manglende rettidig domstolsprøvelse – løsladelse af den frihedsberøvede tredjelandsstatsborger «

1.        Korkein oikeus (øverste domstol, Finland) har med sine tre spørgsmål anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (2), særligt med henblik på beregningen af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen af tredjelandsstatsborgere og de proceduremæssige garantier, der finder anvendelse på forlængede frihedsberøvelsesperioder.

2.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem A, en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold i Finland, og Rikoskomisario B (kriminalpolitikommissær B) vedrørende lovligheden af den tredje periode, hvori den pågældende tredjelandsstatsborger blev frihedsberøvet med henblik på udsendelse til sit oprindelsesland.

3.        Sagen er kendetegnet ved, at den pågældende tredjelandsstatsborger har været genstand for fire frihedsberøvelsesperioder i Finland med henblik på udsendelse til sit oprindelsesland, Marokko. Han blev nærmere bestemt frihedsberøvet fra den 10. september 2022 til den 23. november 2022, fra den 5. december 2022 til den 15. marts 2023 (herefter »den anden frihedsberøvelsesperiode«), fra den 11. september 2023 til den 18. januar 2024 (herefter »den tredje frihedsberøvelsesperiode«) og fra den 7. februar 2024 til den 13. marts 2024. Det spørgsmål, der er rejst ved Korkein oikeus (øverste domstol), den forelæggende ret, vedrører lovligheden af den tredje frihedsberøvelsesperiode, som nu er udløbet, og lovligheden af politiafgørelsen af 11. september 2023 (3).

4.        Den foreliggende sag belyser den udfordring, som Domstolen står over for, når den skal afveje to modstridende mål: hensynet til en menneskelig behandling og beskyttelsen af migranters individuelle rettigheder, samtidig med at deres effektive udsendelse sikres. Spændingerne mellem disse mål er fortsat uløste og i sig selv vanskelige at forene (4).

I.      Retsforskrifter

A.      EU-retten

1.      Direktiv 2008/115

5.        2., 4., 9., 13. og 16. betragtning til samt artikel 15 i direktiv 2008/115 er relevante for den foreliggende sag.

6.        Artikel 15 i direktiv 2008/115 med overskriften »Frihedsberøvelse« bestemmer:

»1.      Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når

a)       der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller

b)      den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.

Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

2.      Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder.

Afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og retlige grunde.

Når det er administrative myndigheder, der har truffet afgørelsen om frihedsberøvelse, skal medlemsstaterne

a)      enten foreskrive hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens start

b)      eller indrømme den pågældende tredjelandsstatsborger en ret til at indlede procedurer, hvorved der sker hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som der skal træffes afgørelse om så hurtigt som muligt efter indledningen af de relevante procedurer. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne omgående underrette den pågældende tredjelandsstatsborger om muligheden for at indlede sådanne procedurer.

Den pågældende tredjelandsstatsborger skal omgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.

3.      Afgørelser om frihedsberøvelse vurderes i hvert enkelt tilfælde på ny med rimelige mellemrum enten efter ansøgning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex officio. I tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndigheds tilsyn.

4.      Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger, ophører frihedsberøvelsen med at være berettiget, og den pågældende person løslades omgående.

5.      Frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og så længe det er nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Hver medlemsstat fastsætter en begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige seks måneder.

6.      Medlemsstaterne må ikke forlænge den periode, der er omhandlet i stk. 5, undtagen i en begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret, hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af

a)      manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller

b)      forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelande.«

2.      Dublin III-forordningen

7.        Artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (5) (herefter »Dublin III-forordningen«), med overskriften »Diskretionære klausuler« fastsætter i bestemmelsens stk. 1:

»Uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.

Den medlemsstat, der beslutter at behandle en ansøgning om international beskyttelse i medfør af dette stykke, bliver den ansvarlige medlemsstat og påtager sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. […]

[…]«

8.        Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 3, vedrører fremsættelsen af en anmodning om tilbagetagelse foretaget af en medlemsstat, på hvis område den pågældende person ikke har opholdstilladelse, og hvor der ikke er indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[n]år anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, som er fastsat i stk. 2, skal den medlemsstat på hvis område den pågældende opholder sig uden opholdstilladelse give vedkommende mulighed for at indgive en ny ansøgning«.

B.      Finsk ret

9.        Ulkomaalaislaki (301/2004) (udlændingeloven 301/2004) af 30. april 2004 i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (813/2015) (herefter »udlændingeloven«), fastsætter følgende i § 117a:

»Generelle betingelser for vedtagelse af retsbevarende foranstaltninger

En udlænding kan gøres til genstand for en retsbevarende foranstaltning i henhold til denne lovs §§ 118-122 og 122a, hvis det er nødvendigt:

1)      for at præcisere betingelserne for indrejse eller ophold i landet, eller

2)      for at forberede eller sikre fuldbyrdelsen af en afgørelse om udsendelse vedrørende den pågældende udlænding eller for på anden måde at kontrollere udlændingens udrejse fra landet.

[…]

Medmindre andet er fastsat nedenfor, forbliver en retsbevarende foranstaltning i kraft, indtil indrejse- eller opholdsbetingelserne er fastlagt, indtil afgørelsen om at forlade landet er fuldbyrdet, eller indtil sagen på anden vis er afsluttet. Den retsbevarende foranstaltning skal ophæves, så snart den ikke længere er nødvendig for at sikre vedtagelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen.«

10.      Udlændingelovens § 121 bestemmer:

»Betingelser for frihedsberøvelse

Såfremt de i §§ 118-120 omhandlede retsbevarende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan udlændingen frihedsberøves på grundlag af en individuel vurdering, hvis:

1)      der under hensyntagen til udlændingens personlige eller andre forhold er rimelig grund til at antage, at udlændingen vil kunne skjule sig, forsvinde eller på anden måde i væsentlig grad hindre vedtagelsen af en afgørelse vedrørende den pågældende eller fuldbyrdelsen af en afgørelse om udsendelse

2)      frihedsberøvelsen er nødvendig for at fastslå udlændingens identitet

3)      udlændingen har begået eller mistænkes for at have begået en lovovertrædelse, og frihedsberøvelse er nødvendig for at sikre forberedelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse

4)      udlændingen under frihedsberøvelsen har indgivet en ny ansøgning om international beskyttelse, primært med det formål at forsinke eller forhindre fuldbyrdelsen af en afgørelse om udsendelse.

[…]«

11.      Udlændingelovens § 123 foreskriver, hvilke administrative myndigheder der har kompetence til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse. § 124, stk. 1 og 2, fastsætter en forpligtelse for den kompetente administrative myndighed til straks at underrette käräjäoikeus (ret i første instans) om frihedsberøvelsen og denne rets forpligtelse til at tage sagen om frihedsberøvelse under behandling inden for en frist på fire dage efter frihedsberøvelsen. I henhold til lovens § 126, stk. 1, anordner käräjäoikeus (ret i første instans) øjeblikkelig løsladelse af den frihedsberøvede udlænding, hvis betingelserne for frihedsberøvelsen ikke er opfyldt.

12.      Udlændingelovens § 127 med overskriften »Løsladelse af den frihedsberøvede person« bestemmer:

»Den myndighed, der behandler sagen, anordner løsladelse af den frihedsberøvede person, så snart betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt. Den frihedsberøvede person skal løslades senest 6 måneder efter vedtagelsen af afgørelsen om frihedsberøvelse. Frihedsberøvelsesperioden kan imidlertid være længere, uden dog at overskride 12 måneder, hvis den frihedsberøvede person ikke samarbejder i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsen, eller hvis de nødvendige tilbagesendelsesdokumenter ikke er blevet fremskaffet fra tredjelandet, og gennemførelsen af udsendelsen af disse grunde forsinkes.

[…]«

13.      Lovens § 128 er affattet som følger:

»Hvis ikke der er anordnet løsladelse af den frihedsberøvede udlænding, skal käräjäoikeus [(ret i første instans)] i den retskreds, hvor det sted, hvor den frihedsberøvede person er frihedsberøvet, er beliggende, efter ansøgning fra sidstnævnte foretage en fornyet vurdering af sagen vedrørende frihedsberøvelsen [...] Sagen skal optages til behandling omgående og senest fire dage efter indgivelsen af ansøgningen. Det er imidlertid først nødvendigt at foretage en fornyet vurdering af en sag vedrørende frihedsberøvelse inden udløbet af en frist på to uger, som løber fra käräjäoikeus’ [(ret i første instans)] afgørelse, hvorved den pågældendes frihedsberøvelse på det omhandlede sted for frihedsberøvelsen forlænges. Ved beregningen af fristerne i dette stykke finder § 5 i laki säädettyjen määräaikain laskemisesta [(lov om beregning af frister)] ikke anvendelse.

Efter ansøgning fra den frihedsberøvede person skal käräjäoikeus [(ret i første instans)] foretage en fornyet vurdering af sagen allerede inden udløbet af den i stk. 1 omhandlede frist, hvis dette er nødvendigt på grund af en faktisk omstændighed, der er opstået efter den foregående vurdering. Den myndighed, der behandler sagen, skal omgående underrette den frihedsberøvede person og dennes repræsentant om enhver væsentlig ændring af omstændighederne, der giver anledning til en fornyet vurdering, medmindre den frihedsberøvede person har været genstand for en afgørelse om løsladelse i henhold til § 127, stk. 1.

[…]«

II.    Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

14.      A, der er marokkansk statsborger, ankom ulovligt til Finland den 10. september 2022. På det pågældende tidspunkt var han omfattet af et indrejseforbud i Schengenområdet, som Nederlandene havde pålagt ham, efter at han var forsvundet under den asylprocedure, som han havde indledt dér. Inden han ankom til Finland, havde den pågældende tredjelandsstatsborger ligeledes ansøgt om asyl i Sverige og Schweiz.

15.      På dagen for sin ankomst blev han frihedsberøvet i Finland på grundlag af udlændingelovens § 121, stk. 1, nr. 1-3, som gennemfører artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115. Denne frihedsberøvelsesperiode udløb den 23. november 2022.

16.      Ved afgørelse af 25. oktober 2022 traf Maahanmuuttovirasto (immigrationskontoret, Finland, herefter »immigrationskontoret«) afgørelse om, at den pågældende tredjelandsstatsborger skulle sendes tilbage til Marokko.

17.      Den 29. oktober 2022 indgav den pågældende tredjelandsstatsborger en ansøgning om asyl i Finland. Den 24. november 2022 afslog immigrationskontoret denne ansøgning som værende åbenbart grundløs og traf afgørelse om hans tilbagesendelse til Marokko samt udstedte et indrejseforbud over for ham for en periode på to år.

18.      Den 5. december 2022 blev den pågældende tredjelandsstatsborger frihedsberøvet for anden gang, hvilken frihedsberøvelsesperiode udløb den 15. marts 2023.

19.      Ved kendelse af 5. januar 2023 afslog Turun hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Turku, Finland) den pågældende tredjelandsstatsborgers anmodning om forbud mod fuldbyrdelse af udsendelsesafgørelsen.

20.      Den 11. september 2023 blev den pågældende tredjelandsstatsborger frihedsberøvet for tredje gang. Ifølge afgørelsen truffet af Rikoskomisario B (kriminalpolitikommissær B) den 11. september 2023, hvorved denne tredje frihedsberøvelsesperiode blev anordnet, var den pågældende tredjelandsstatsborger på denne dato og under hensyntagen til dennes tidligere frihedsberøvelsesperioder allerede blevet frihedsberøvet i en samlet periode på 5 måneder og 23 dage; betingelserne for en overskridelse af den oprindelige maksimale periode på 6 måneder var imidlertid opfyldt, eftersom fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse var blevet forsinket som følge af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side i forbindelse med gennemførelsen af tilbagesendelsen og den omstændighed, at de dokumenter, der var nødvendige for denne tilbagesendelse, endnu ikke var blevet fremskaffet fra Kongeriget Marokko. Politiet anlagde herefter sag ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki, Finland) med henblik på en undersøgelse af betingelserne for frihedsberøvelsen og fremsendte den ovennævnte afgørelse af 11. september 2023 til denne ret. Ifølge oplysningerne heri blev denne afgørelse ligeledes forkyndt for den pågældende tredjelandsstatsborger. Den 15. september 2023 blev der afholdt et retsmøde ved denne ret.

21.      Denne tredje frihedsberøvelsesperiode blev den 7. december 2023 behandlet på ny af Etelä-Karjalan käräjäoikeus (retten i første instans i Sydkarelen), som afholdt et retsmøde ex officio, da det viste sig, at den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder kunne være blevet overskredet. I dommen, som blev afsagt samme dag, fastslog denne ret for det første, at varigheden af de forskellige frihedsberøvelser skulle lægges sammen, eftersom formålet med disse frihedsberøvelser var at sikre fuldbyrdelsen af den samme afgørelse om tilbagesendelse. For det andet fastslog den, at betingelserne for overskridelse af perioden på seks måneder samt alle de øvrige materielle betingelser for at forlænge frihedsberøvelsen var opfyldt. For det tredje fastslog denne ret, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke skulle løslades alene med den begrundelse, at et retsmøde først var blevet afholdt ex officio, efter at den samlede frihedsberøvelsesperiode havde oversteget seks måneder. Den anordnede derfor, at frihedsberøvelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger skulle opretholdes.

22.      Samme dag iværksatte den pågældende tredjelandsstatsborger appel til prøvelse af denne dom ved Itä-Suomen hovioikeus (appeldomstolen i Østfinland), som blev forkastet ved dom af 19. december 2023, bl.a. med den begrundelse, at en fornyet vurdering af en sag om frihedsberøvelse ved käräjäoikeus (ret i første instans) i overensstemmelse med udlændingelovens § 128 skal finde sted efter ansøgning fra den frihedsberøvede person, og at den pågældende tredjelandsstatsborger, selv om politiafgørelsen af 11. september 2023 havde angivet betingelserne for overskridelse af perioden for frihedsberøvelse på seks måneder, ikke havde ansøgt om en sådan fornyet vurdering. Itä-Suomen hovioikeus (appeldomstolen i Østfinland) fastslog derfor, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke skulle løslades alene med den begrundelse, at käräjäoikeus (ret i første instans) ikke ex officio havde taget stilling til disse betingelser før udløbet af den maksimale periode for frihedsberøvelsen på seks måneder.

23.      Den pågældende tredjelandsstatsborger har appelleret dommen til Korkein oikeus (øverste domstol), idet den pågældende har bestridt lovligheden af frihedsberøvelsen alene med den begrundelse, at spørgsmålet om overskridelse af den maksimale periode på seks måneder ikke var blevet behandlet i overensstemmelse med proceduren. Kriminalpolitikommissær B har nedlagt påstand om, at appellen forkastes. Kriminalpolitikommissæren har gjort gældende, at den tredje frihedsberøvelsesperiode, der begyndte den 11. september 2023, henset til den udvikling, der har været i sagen, er en ny periode, således at den oprindelige maksimale periode på seks måneder ikke er blevet overskredet i den foreliggende sag, og således at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke skulle løslades af de grunde, som han har påberåbt sig, idet betingelserne for frihedsberøvelsen under alle omstændigheder er fyldestgørende.

24.      Denne tredje frihedsberøvelsesperiode blev opretholdt indtil den 18. januar 2024, hvor den pågældende tredjelandsstatsborger flygtede til Danmark.

25.      Efter at være blevet sendt tilbage fra Danmark til Finland i henhold til Dublin III-forordningen blev den pågældende tredjelandsstatsborger den 7. februar 2024 frihedsberøvet for fjerde gang. Den pågældende blev løsladt den 13. marts 2024 ved afgørelse truffet af en kriminalpolitikommissær.

26.      Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at den tvist, der er indbragt for den, udelukkende vedrører lovligheden af den tredje frihedsberøvelsesperiode. Dernæst har den anført, at de perioder, hvor den pågældende tredjelandsstatsborger var frihedsberøvet, alle var baseret på behovet for at sikre forberedelsen af udsendelsen eller fuldbyrdelsen af afgørelsen om denne udsendelse i overensstemmelse med udlændingelovens § 121, stk. 1, nr. 1 og 3, samt på behovet for at fastslå denne persons identitet i overensstemmelse med dette stykkes nr. 2. Den forelæggende ret har tilføjet, at for så vidt angår frihedsberøvelsesperioderne mellem den 29. oktober 2022, datoen for indgivelsen af asylansøgningen, og den 5. januar 2023, datoen for kendelsen fra Turun hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Turku), som afslog den pågældende tredjelandsstatsborgers ansøgning om forbud mod fuldbyrdelse af afgørelsen om hans udsendelse, var frihedsberøvelsen ligeledes baseret på behovet for at sikre behandlingen af asylansøgningen i henhold til udlændingelovens § 121, stk. 1.

27.      Den forelæggende ret har anført, at de beviser, som politiet henviste til som begrundelse for frihedsberøvelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger, omfattede den pågældendes forsvinden i flere medlemsstater, herunder Finland, under asylproceduren, hans negative indstilling til sin tilbagevenden til Marokko, de lovovertrædelser, som han havde begået under sit ophold i Finland, hans urigtige erklæring om fødselsdato og identitet ved ankomsten til Finland og den manglende overholdelse af forpligtelsen til at melde sig hos myndighederne i sommeren 2023 som et alternativ til frihedsberøvelse. Denne ret har påpeget, at nogle af disse grunde først opstod efter udløbet af den anden frihedsberøvelsesperiode og således udgjorde en ny begrundelse for den tredje frihedsberøvelsesperiode, der begyndte den 11. september 2023. Efter rettens opfattelse var betingelserne for overskridelse af den maksimale frist på seks måneder, henset til de fremlagte beviser, imidlertid ikke blevet undersøgt i retsmødet, der blev afholdt den 15. september 2023 ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki), og disse betingelser blev heller ikke nævnt i denne rets afgørelse.

28.      I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, hvordan de maksimale frihedsberøvelsesperioder, der er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, skal beregnes. For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 gør det muligt i national ret at kræve, at domstolsprøvelsen af forlængelsen af den oprindelige maksimale varighed af frihedsberøvelsen på seks måneder skal ske efter ansøgning fra den frihedsberøvede tredjelandsstatsborger. Den forelæggende ret er også i tvivl om tidspunktet for en sådan prøvelse, og navnlig om den skal finde sted, inden fristen på seks måneder udløber, eller om den kan finde sted, efter at frihedsberøvelsesperioden allerede er blevet forlænget. Hvis det fastslås, at fristen på seks måneder uretmæssigt er blevet overskredet uden behørig domstolsprøvelse, ønsker den forelæggende ret endelig en afklaring af de konsekvenser, der følger af EU-retten, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den nationale ret straks burde have løsladt den pågældende tredjelandsstatsborger, selv om de materielle betingelser for frihedsberøvelsen stadig var opfyldt. Den forelæggende ret har fremhævet, at der i den foreliggende sag er tale om en tilsidesættelse af en bestemmelse, der har direkte virkning, og som potentielt kan begrænse retsinstansernes skønsbeføjelse i tilfælde af processuelle uregelmæssigheder.

29.      På denne baggrund har Korkein oikeus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      a)      Skal artikel 15, stk. 5 og 6, i [direktiv 2008/115] fortolkes således, at der skal tages hensyn til alle tidligere frihedsberøvelsesperioder ved beregningen af den i direktivet nævnte maksimale frihedsberøvelsesperiode? Hvis en sådan forpligtelse ikke foreligger i alle tilfælde, hvilke aspekter skal der da tages hensyn til ved afgørelsen af, om der skal tages hensyn til den tidligere frihedsberøvelsesperiode ved beregningen af den maksimale periode?

b)      Hvorledes skal der navnlig foretages en vurdering af situationen under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor det primære retsgrundlag for frihedsberøvelsen, nemlig at sikre udsendelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, på den ene side i det væsentlige er forblevet det samme, men hvor der på den anden side er påberåbt delvis nye faktiske og retlige grunde til støtte for den nye frihedsberøvelse, hvor den berørte person mellem frihedsberøvelsesperioderne er rejst til en anden medlemsstat, hvorfra han er blevet sendt tilbage til Finland, og hvor der endvidere er forløbet flere måneder mellem afslutningen af den tidligere frihedsberøvelsesperiode og den nye frihedsberøvelse?

2)      a)      Er bestemmelsen i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv [2008/115] til hinder for en national lovgivning, hvorefter en domstolsprøvelse af overskridelsen af den maksimale periode på seks måneder er betinget af, at den frihedsberøvede person ansøger herom?

b)      Skal den domstolsprøvelse, der er omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv [2008/115], og som vedrører en administrativ myndigheds afgørelse om at overskride den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder, foretages, inden denne maksimale periode er nået, og skal den i benægtende fald under alle omstændigheder foretages umiddelbart efter den administrative myndigheds afgørelse?

3)      Medfører den manglende domstolsprøvelse som omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv [2008/115] i forbindelse med overskridelsen af den maksimale periode på seks måneder, der er omhandlet i artikel 15, stk. 5, en forpligtelse til at løslade den frihedsberøvede person, selv om det på det tidspunkt, hvor denne sene domstolsprøvelse foretages, konstateres, at alle materielle betingelser for frihedsberøvelsen er opfyldt, og sagen dermed behandles lovligt rent proceduremæssigt? Hvis ikke der i en sådan situation består en forpligtelse til automatisk løsladelse, hvilke aspekter skal da tages i betragtning i henhold til EU-retten med henblik på at fastlægge konsekvenserne af en sent foretaget domstolsprøvelse, navnlig under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende?«

30.      Der er indgivet skriftlige indlæg til Domstolen af den finske, den tjekkiske og den nederlandske regering samt af Europa-Kommissionen. Appellanten i hovedsagen, kriminalpolitikommissær B, den finske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet, som fandt sted den 30. april 2025.

III. Analyse

A.      Det første spørgsmål

31.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at alle perioder, hvor den pågældende person tidligere har været frihedsberøvet i henhold til artikel 15 med henblik på fuldbyrdelsen af samme afgørelse om tilbagesendelse, skal lægges sammen for at afgøre, om de maksimale frihedsberøvelsesperioder er nået. Såfremt dette ikke er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, om det med henblik på at afgøre, om der skal tages hensyn til tidligere frihedsberøvelsesperioder, er relevant, at der er påberåbt nye retlige og faktiske grunde til støtte for en ny frihedsberøvelsesperiode; at den pågældende person er rejst til en anden medlemsstat, hvorfra han er blevet sendt tilbage til Finland, og at der er gået flere måneder mellem udløbet af den foregående frihedsberøvelsesperiode og den nye frihedsberøvelsesperiode.

32.      Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om særskilte frihedsberøvelsesperioder, der afbrydes af perioder i frihed, automatisk skal sammenlægges, eller om der kan ses bort fra visse forudgående perioder. Ifølge denne ret har Domstolen, selv om den eksisterende retspraksis, og navnlig dommen af 30. november 2009, Kadzoev (6), taler for en ensartet tilgang, ikke taget endelig stilling til dette spørgsmål (7).

1.      Skal alle frihedsberøvelsesperioder i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115, der vedrører den samme afgørelse om tilbagesendelse, uden undtagelse lægges sammen?

33.      I henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115 kan frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på en medlemsstats område, når der ikke foreligger tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger, som kan anvendes effektivt, kun begrundes med henblik på at forberede denne statsborgers tilbagesendelse og/eller gennemføre udsendelsen, navnlig når der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller den pågældende statsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen (8).

34.      Endvidere fremgår det af artikel 15, stk. 1, sidste afsnit, og artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115, at frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold skal være af så kort varighed som muligt og kun må opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu (9), hvorved forstås, at frihedsberøvelsen, når der ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller når de betingelser, som har begrundet frihedsberøvelsen, ikke længere foreligger, ophører med at være berettiget, hvorfor den pågældende person omgående skal løslades (10).

35.      Desuden bestemmer dette direktivs artikel 15, stk. 5 og 6, at hver medlemsstat fastsætter en begrænset periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige 6 måneder, og denne periode må ikke forlænges undtagen i en begrænset periode, der ikke under nogen omstændigheder kan overstige 12 måneder og kun i de tilfælde, hvor udsendelsesproceduren, uanset alle rimelige bestræbelser fra de nationale myndigheders side, kan forventes at tage længere tid som følge af manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelande (11). Artikel 15, stk. 1 og 6, i direktiv 2008/115 fastsætter således særskilte grunde til frihedsberøvelse og forlængelse heraf. I henhold til stk. 1 kan der træffes afgørelse om frihedsberøvelse, hvis der er risiko for, at den pågældende forsvinder, eller hvis personen undviger eller lægger hindringer i vejen for udsendelsesprocessen. Hvis udsendelsen ikke kan gennemføres inden for en frist på 6 måneder, giver stk. 6 mulighed for en forlængelse – op til i alt 18 måneder – i tilfælde af manglende samarbejde fra den pågældende persons side eller forsinkelser i fremskaffelsen af dokumenter fra tredjelande. I Kadzoev-dommen understregede Domstolen, at artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115 under ingen omstændigheder tillader overskridelse af den maksimale varighed, der er fastsat i denne bestemmelse (12).

36.      Særligt fastslår direktivets artikel 15, stk. 2, sidste afsnit, at »[d]en pågældende tredjelandsstatsborger […] omgående [skal] løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig«. Direktivets artikel 15, stk. 4, kræver ligeledes omgående løsladelse af den pågældende, når frihedsberøvelsen ikke længere er berettiget, dvs. »[n]år der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger«. Den frihedsberøvede skal derfor omgående løslades, så snart den maksimale varighed af frihedsberøvelsen på 18 måneder eller den nationale periode (i dette tilfælde 12 måneder i Finland) er nået (13).

37.      Som følge heraf har Domstolen afgjort, at artikel 15, stk. 1 og 4-6, i direktiv 2008/115 er til hinder for en medlemsstats nationale lovgivning, der dels ikke fastsætter, at frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold automatisk skal anses for ulovlig ved udløbet af en maksimal frist på 18 måneder, dels ikke sikrer, at denne frihedsberøvelse kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu (14).

38.      En sådan fortolkning følger direkte af den omstændighed, at den maksimale periode, der er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, således som Domstolen præciserede i El Dridi-dommen (15), har til formål at begrænse frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger i en situation med tvungen udsendelse. Eftersom frihedsberøvelsen af denne person, navnlig inden for rammerne af direktiv 2008/115, i forbindelse med en tilbagesendelsesprocedure i forlængelse af et ulovligt ophold, udgør et alvorligt indgreb i den grundlæggende ret til frihed, der er fastsat i artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (16), er den beføjelse, der er tillagt de kompetente nationale myndigheder til at frihedsberøve tredjelandsstatsborgere, strengt afgrænset af bestemmelserne i kapitel IV i direktiv 2008/115 med henblik på at sikre dels overholdelsen af proportionalitetsprincippet for så vidt angår de anvendte midler og de forfulgte mål, dels overholdelsen af tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder.

39.      Det følger således af Domstolens faste praksis, navnlig af dommen i sagen Politsei- ja Piirivalveamet (17), at en frihedsberøvelsesforanstaltning i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115 kun kan anordnes, når den pågældende persons adfærd kan bringe fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse i fare, og at denne foranstaltning alene må have til formål at sikre tilbagesendelsesprocedurens effektivitet (18) under streng overholdelse af proportionalitetsprincippet (19). Når frihedsberøvelsen af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold træffes med henblik på udsendelse, forfølger den således ikke noget straffende formål (20). Som den pågældende tredjelandsstatsborger har fremhævet, er den desuden på grund af alvoren af et sådant indgreb underlagt strenge garantier, herunder om forudsigelighed og beskyttelse mod vilkårlighed (21).

40.      Sammenfattende understreger det EU-retlige proportionalitetsprincip, princippet om frihedsberøvelse som en sidste udvej og forbuddet mod vilkårlig frihedsberøvelse alle den karakter af undtagelse, som frihedsberøvelse har i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115. Selv om disse principper ikke i sig selv udtrykkeligt fastsætter en specifik metode til beregning af frihedsberøvelsesperioder, indebærer deres kombinerede virkning – når de sammenholdes med kravet om, at frihedsberøvelse udelukkende har til formål at sikre tilbagesendelsesprocedurens effektivitet – at beregningsmetoden skal afspejle og overholde disse grundlæggende garantier. Kun en kumulativ tilgang sikrer, at den samlede frihedsberøvelsesperiode forbliver strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt i det konkrete tilfælde. Enhver anden tilgang, som ser bort fra tidligere frihedsberøvelsesperioder, risikerer at omgå de frister, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 5 og 6, hvorved de tre ovennævnte principper tilsidesættes. Hvis de på hinanden følgende frihedsberøvelsesperioder vedrørende den samme tilbagesendelsesprocedure ikke skulle lægges sammen, kunne dette i praksis gøre det muligt for medlemsstaterne at omgå den maksimale varighed på 18 måneder ved at genoptage frihedsberøvelsen i henhold til den samme afgørelse om tilbagesendelse. En sådan praksis ville føre til en tidsubegrænset frihedsberøvelse, hvilket er uforenelig med de ovennævnte principper. Frihedsberøvelsesperioder, der vedrører den samme tilbagesendelsesprocedure, skal således principielt lægges sammen for at overholde de strenge tidsfrister, der er fastsat i direktiv 2008/115.

2.      Relevansen af de faktiske omstændigheder ved beregningen af frihedsberøvelsesperioderne

a)      Afbrydelser mellem frihedsberøvelsesperioder

41.      Den forelæggende ret har anført, at den pågældende tredjelandsstatsborger i det foreliggende tilfælde inden den tredje frihedsberøvelsesperiode havde været løsladt i næsten seks måneder, i løbet af hvilken periode han ikke overholdt den mindre indgribende tvangsforanstaltning, som han var blevet pålagt, nemlig anmeldelsespligten, forlod Finland og rejste til Sverige, hvorfra han efterfølgende blev sendt tilbage til Finland.

42.      I retsmødet gjorde Rikoskomisario B (kriminalpolitikommissær B) gældende, at det, hvis der er gået nogen tid siden den sidste frihedsberøvelse, hvis der er blevet fremført andre juridiske argumenter, eller hvis der er fremkommet nye faktiske omstændigheder, og hvis det kan anses for sandsynligt, at personen vil blive tilbagesendt, bør være muligt at indlede en ny frihedsberøvelsesperiode uafhængigt af en eventuel tidligere frihedsberøvelse. Enhver anden fortolkning kunne give anledning til en situation, hvor det ville blive umuligt at gennemføre tilbagesendelsesforanstaltninger i den pågældende persons levetid. Dette ville være i strid med den effektive forfølgelse af målene i direktiv 2008/115.

43.      Spørgsmålet er således, om en lang afbrydelse, ledsaget af den pågældende tredjelandsstatsborgers ulovlige udrejse fra den medlemsstat, der har truffet afgørelsen om tilbagesendelse, udgør et grundlag for nulstilling af beregningen.

44.      Som jeg allerede har anført, skal enhver frihedsberøvelse i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115 være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu. I henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 4, er frihedsberøvelse ikke længere berettiget, og den pågældende person skal omgående løslades, hvis det viser sig, at der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, eller at betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger (22). Det fremgår endvidere af Kadzoev-dommen, at artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115 under ingen omstændigheder giver mulighed for at overskride den maksimale varighed af frihedsberøvelsen, som bestemmelsen fastsætter (23). Den retspraksis, der følger af denne dom, bekræfter, at dette direktivs artikel 15 kræver, at alle frihedsberøvelsesperioder relateret til en tilbagesendelsesprocedure lægges sammen ved vurderingen af, om den maksimale varighed er overholdt (24). Den underliggende logik, der kan udledes af denne retspraksis, er, at sådanne frihedsberøvelsesforanstaltninger indgår i en enkelt tilbagesendelsesproces og skal behandles samlet med henblik på beregningen af den tilladte varighed. Når frihedsberøvelsen er knyttet til den samme tilbagesendelsesprocedure som omhandlet i direktiv 2008/115, ville en genstart af beregningen af den tilladte frihedsberøvelsesperiode fra nul efter en afbrydelse derfor være i strid med den kumulative karakter af den frist, der er fastsat i denne bestemmelse.

45.      En sådan fortolkning understøttes af dommen i sagen John mod Grækenland (25), hvori Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at opretholdelsen af sagsøgerens frihedsberøvelse, selv efter en formel løsladelse og en ny frihedsberøvelse, svarede til en vilkårlig frihedsberøvelse i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1. I denne dom fastslog denne ret, at den nye udvisningsafgørelse gentog de samme grunde som den tidligere og ikke indeholdt nogen ny begrundelse for forlængelsen af frihedsberøvelsen (26). Med andre ord var den anden frihedsberøvelsesperiode reelt ikke forskellig fra den første, idet den var baseret på de samme udvisningsgrunde, ikke indeholdt nye begrundelser og blev gennemført på en måde, der kun gav indtryk af at være lovlig.

46.      Det følger efter min opfattelse heraf, at beregningen af frihedsberøvelsesperioderne ikke kan »genstartes« under fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse inden for rammerne af den enkelte udsendelsesproces, når det underliggende formål og den processuelle sammenhæng forbliver uændrede. Hvis afgørelsen om tilbagesendelse forbliver i kraft, kan en afbrydelse af frihedsberøvelsen – uanset dens varighed – ikke begrunde en genstart af beregningen af frihedsberøvelsesperioden fra nul.

47.      Det ville forholde sig anderledes, hvis frihedsberøvelsen var baseret på en ny afgørelse om tilbagesendelse eller udsendelse, der var truffet på et helt nyt grundlag, uafhængigt af den oprindelige afgørelse om tilbagesendelse og underlagt domstolskontrol. I et sådant tilfælde kan frihedsberøvelsen behandles som en del af en separat udsendelsesprocedure. I modsat fald skal frihedsberøvelsen anses for at udgøre en del af den samme udsendelsesprocedure, og den tid, der allerede er tilbragt under frihedsberøvelse, skal tages i betragtning i forhold til den maksimale varighed i henhold til artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115. Hvis en tilbagesendelsesprocedure f.eks. reelt og endeligt er blevet opgivet, og en tredjelandsstatsborger igen rejser ind i medlemsstaten på ulovlig vis mange år senere, kan denne nye indrejse give anledning til en ny række retlige og faktiske omstændigheder, såsom personens ulovlige tilstedeværelse på området uden opholdstilladelse eller noget retsgrundlag for opholdet. Sådanne omstændigheder kan begrunde vedtagelsen af en ny afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6 i direktiv 2008/115, hvorved en ny tilbagesendelsesprocedure kan indledes. Enhver frihedsberøvende foranstaltning, der er baseret på denne nye afgørelse, ville relatere sig til en separat og særskilt tilbagesendelsesprocedure snarere end en fortsættelse af den tidligere procedure. Et sådant scenario forudsætter imidlertid, at den første procedure reelt er opgivet efter en længere periode, hvor personen har været fraværende, og hvor myndighederne derfor har forholdt sig passive, hvilket typisk skal måles i år og ikke i måneder. I modsat fald kan tilbagesendelsesproceduren ikke anses for at være endeligt opgivet. For at der kan indledes en ny procedure, skal omstændighederne med andre ord gå langt ud over processuelle forsinkelser eller midlertidige hindringer.

48.      Den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren midlertidigt har forladt den medlemsstat, der er ansvarlig for tilbagesendelsen, eller ikke har efterkommet mindre indgribende foranstaltninger, afbryder derfor kun kontinuiteten i tilbagesendelsesproceduren, hvis det påvises, at de kompetente myndigheder reelt og definitivt har opgivet proceduren.

49.      I den foreliggende sag har den finske regering i retsmødet oplyst, at der ikke foreligger nogen formel afgørelse, hvori det fastslås, at tilbagesendelsesproceduren er opgivet; sagen forbliver i stedet åben, indtil den pågældende tredjelandsstatsborger er blevet udsendt, idet de kompetente myndigheder aktivt arbejder for tilbagesendelse under hele forløbet. I mangel af en reel og endelig opgivelse af tilbagesendelsesproceduren, og henset til myndighedernes fortsatte bestræbelser på at udsende den pågældende tredjelandsstatsborger, skal frihedsberøvelsesforanstaltningerne følgelig anses for at vedrøre en enkelt igangværende tilbagesendelsesprocedure. Det følger heraf, at den maksimale varighed af frihedsberøvelsen i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115, ikke kan nulstilles i forbindelse med en ny frihedsberøvelse, idet det underliggende formål med, og den processuelle ramme for udsendelsesproceduren, forbliver uændret. Det faktum, at den pågældende tredjelandsstatsborger midlertidigt har forladt den medlemsstat, der er ansvarlig for tilbagesendelsen – lovligt eller ulovligt – eller ikke har efterkommet mindre indgribende foranstaltninger, afbryder ikke kontinuiteten i tilbagesendelsesproceduren, medmindre det påvises, at de kompetente myndigheder reelt og endeligt har opgivet proceduren.

b)      Handlinger, der forhindrer tilbagesendelse

50.      Den omstændighed, at tredjelandsstatsborgeren midlertidigt har forladt den medlemsstat, der er ansvarlig for tilbagesendelsen, eller ikke har efterkommet mindre indgribende foranstaltninger, afbryder, som jeg har fastslået (27), kun kontinuiteten i tilbagesendelsesproceduren, hvis det påvises, at de kompetente myndigheder reelt og endeligt har opgivet proceduren.

51.      Selv om ulovlige bevægelser eller manglende overholdelse af de vedtagne foranstaltninger kan begrunde en frihedsberøvelse på ny på grundlag af en ny vurdering i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115, begrunder disse ikke en nulstilling af frihedsberøvelsesperioden. En ny beregning finder kun sted, hvis tilbagesendelsesproceduren reelt og endeligt er blevet opgivet og derefter genoptaget, f.eks. igennem en ny afgørelse om tilbagesendelse (28). Dette skal klart fastslås for at overholde princippet om en begrænset og forholdsmæssig frihedsberøvelse som krævet i henhold til dette direktiv og retspraksis, for at undgå vilkårlighed i frihedsberøvelsen (29) og dermed vilkårlige forlængelser af frihedsberøvelsens varighed.

52.      Som jeg allerede har anført, er den vigtigste faktor ved afgørelsen af, om der kan træffes en ny afgørelse om tilbagesendelse, hvor der har været en langvarig afbrydelse af fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse, om tilbagesendelsesprocessen reelt og endeligt er blevet opgivet (30). I fraværet af sådanne omstændigheder skal der fortsat tages hensyn til alle tidligere frihedsberøvelsesperioder ved beregningen af den maksimale varighed tilladt i henhold til direktiv 2008/115.

53.      Selv om der i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115 skal tages hensyn til de handlinger, som den pågældende tredjelandsstatsborger har begået under tilbagesendelsesproceduren, navnlig som en indikator for en potentiel risiko for, at den pågældende forsvinder, kan en sådan adfærd desuden ikke i sig selv begrunde hverken den oprindelige frihedsberøvelse eller forlængelsen heraf i henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 6. I denne forbindelse skal frihedsberøvelse med henblik på tilbagesendelse forblive strengt begrænset til formålet om at muliggøre tilbagesendelse eller udsendelse og skal være proportional og tidsbegrænset (31).

54.      Det er vigtigt at påpege, at når udsendelsen ikke længere er realistisk gennemførlig – f.eks. på grund af en langvarig passivitet fra tredjelandets side – bliver den fortsatte frihedsberøvelse ulovlig, uanset den pågældendes adfærd i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen om tilbagesendelse. I sådanne tilfælde kan denne persons adfærd, selv om den ikke er samarbejdsvillig, ikke veje tungere end kravet om, at frihedsberøvelsen skal være snævert forbundet med en realistisk udsigt til udsendelse.

55.      I denne henseende har Domstolen i retsmødet hørt en juridisk drøftelse om, hvorvidt der kan træffes foranstaltninger efter den resultatløse afslutning af tilbagesendelsesproceduren, et spørgsmål som var genstand for JZ-dommen (32), som anvendte Achughbabian-dommen (33), og hvori Domstolen i det væsentlige fastslog, at direktiv 2008/115 giver medlemsstaterne mulighed for at pålægge strafferetlige sanktioner, herunder fængsling, efter at tilbagesendelsesproceduren er afsluttet, og udsendelsen er slået fejl, herunder hvis den pågældende person har lagt hindringer i vejen (34). Jeg bør dog fremhæve, at i JZ-dommen (35) ikke modsiger det synspunkt, at flere på hinanden følgende frihedsberøvelsesperioder i forbindelse med den samme tilbagesendelsesprocedure bør lægges sammen i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115, men snarere omhandler en anden retlig kontekst: Den vedrører situationen efter en tilbagesendelsesprocedure, der er afsluttet uden succes; dvs. at personen ikke har forladt territoriet på trods af afslutningen af tilbagesendelsesprocessen og udløbet af den maksimale frihedsberøvelsesperiode. Under fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagesendelse, bør princippet om sammenlægning af frihedsberøvelsesperioder fortsat finde anvendelse, så længe dette direktiv stadig finder anvendelse.

56.      I den foreliggende sag er der intet, der tyder på, at den tredje frihedsberøvelsesperiode af den pågældende tredjelandsstatsborger er uafhængig af de to forudgående perioder. En frihedsberøvelsesperiode, der pålægges efter en samlet periode på 5 måneder og 23 dage, kan således ikke anses for en ny periode, som »nulstiller uret« i forhold til den pågældendes frihedsberøvelse, medmindre udsendelsesproceduren lovligt og faktisk er blevet afsluttet med en reel og endelig opgivelse, og der er blevet indledt en ny tilbagesendelsesprocedure på et nyt retsgrundlag og i lyset af nye omstændigheder, der går væsentligt ud over de proceduremæssige forsinkelser eller midlertidige hindringer. En anden afgørelse ville underminere fristerne og formålet med beskyttelsen i direktiv 2008/115. Den forelæggende ret skal fastlægge, om afgørelsen om tilbagesendelse forblev effektiv og kunne fuldbyrdes i forlængelse af de tidligere frihedsberøvelsesperioder.

c)      Tredjelandets manglende samarbejde

57.      I henhold til artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115 kan manglende svar eller samarbejde fra tredjelandets side, som f.eks. dets manglende udstedelse af rejsedokumenter, begrunde en forlængelse af frihedsberøvelsen, forudsat at medlemsstaten kan påvise, at den har udvist rimelige bestræbelser med henblik på at sikre tilbagesendelsen. Hvis forsinkelsen ikke udelukkende skyldes manglende handling fra tredjelandets side, og medlemsstaten hverken aktivt har forfulgt alternative løsninger eller fulgt op på eller eskaleret sin indsats, kan den muligvis ikke leve op til tærsklen for »rimelige bestræbelser«, og den forlængede frihedsberøvelse kan blive ulovlig. Dette spørgsmål er tæt forbundet med den effektivitet og den pligt til at udvise omhu, der kræves i henhold til direktivets artikel 15, stk. 1 og 4.

58.      Som jeg allerede har nævnt, skal frihedsberøvelsen, hvis der ikke er en rimelig udsigt til udsendelse, være så kort som mulig og ophøre ved udløbet af de frister, der er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115. Et tredjelands manglende svar udgør således ikke i sig selv en tilladelse til at opretholde frihedsberøvelsen uden tidsbegrænsning. Medlemsstaten skal påvise, at den fortsat har handlet med omhu og proaktivt – f.eks. gennem gentagne kontakter, brug af konsulære midler eller samarbejdsaftaler – for at sikre tilbagesendelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger.

59.      Selv om forsinkelser i fremskaffelsen af dokumenter fra myndighederne i et tredjeland i det foreliggende tilfælde således i henhold til artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115 kan begrunde en forlængelse af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige periode på seks måneder, er en sådan forlængelse strengt betinget af, at de kompetente finske myndigheder har udfoldet alle rimelige bestræbelser på at sikre udsendelsen af tredjelandsstatsborgeren. Hvis det viser sig, at det pågældende tredjeland ikke samarbejder inden for en rimelig frist, eller hvis der ikke er rimelig udsigt til udsendelse, skal frihedsberøvelsen bringes til ophør i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115 og proportionalitetsprincippet (36).

60.      Endelig skal det anføres, at frihedsberøvelse i henhold til den generelle opbygning af direktiv 2008/115 (37), sammenholdt med proportionalitetsprincippet, ikke skal anvendes automatisk eller forebyggende, men skal udgøre en sidste udvej, der kun anvendes, når der ikke findes noget alternativ, der gør det muligt at sikre effektiviteten af tilbagesendelsesproceduren (38). Da tilbagesendelsesprocessen kan indebære forsinkelser, der ikke kan tilskrives den pågældende tredjelandsstatsborger – såsom manglende samarbejde fra tredjelandets side eller diplomatiske hindringer – skal medlemsstaterne vurdere, om mindre indgribende foranstaltninger er mere hensigtsmæssige, i det mindste i de perioder, hvor asylprocessen stadig er i gang, eller hvor udsendelse endnu ikke er mulig. I modsat fald er der en risiko for, at den begrænsede varighed, der er til rådighed for frihedsberøvelse, vil blive brugt for tidligt, hvilket risikerer at bringe effektiviteten af udsendelsen i fare, når den kan gennemføres.

61.      I denne forbindelse skal jeg med hensyn til fraværet af en realistisk udsigt til udsendelse påpege, at direktiv 2008/115 ikke omhandler situationen for tredjelandsstatsborgere, der ikke kan tilbagesendes – dem, der af praktiske grunde ikke kan udvises, men som ikke får tildelt nogen retlig status af medlemsstaterne (39). Som følge heraf forbliver de retligt udelukkede (40). Et sådant tomrum underminerer både effektiviteten af tilbagesendelsespolitikken og beskyttelsen af tredjelandsstatsborgeres grundlæggende rettigheder. I et sådant scenario er tredjelandsstatsborgere udsat for gentagne frihedsberøvelser.

3.      Frihedsberøvelsens gyldighed, når betingelserne for anvendelse af direktiv 2008/115 oprindeligt ikke var opfyldt, og den for tidlige anvendelse af tilbagesendelsesprocedurer

62.      Hvad angår det retsgrundlag, der blev påberåbt til støtte for frihedsberøvelsen, fastslog Domstolen i Kadzoev-dommen (41), at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, som er reguleret ved direktiv 2008/115, og frihedsberøvelse af ansøgere om international beskyttelse, navnlig i medfør af direktiv 2013/33/EU (42), er genstand for forskellige retlige ordninger. Den periode, i hvilken en person har været frihedsberøvet på grundlag af en afgørelse truffet i henhold til EU-rettens regler om international beskyttelse, kan ikke anses for en frihedsberøvelse med henblik på udsendelse som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2008/115.

63.      Den i hovedsagen omhandlede situation er imidlertid, således som det fremgår af præciseringerne i forelæggelsesafgørelsen (43), en situation, hvor alle tidligere frihedsberøvelsesperioder fandt sted i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115 og med henblik på fuldbyrdelse af den samme afgørelse om tilbagesendelse. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at den i sin præjudicielle forelæggelse ikke har medtaget et spørgsmål om, hvordan den maksimale frihedsberøvelsesperiode skal beregnes, når frihedsberøvelsen er baseret på både direktiv 2008/115 og en anden retlig grund (enten samtidig eller med mellemrum) (44). Den forelæggende ret har med andre ord påpeget, at den har valgt ikke at forelægge Domstolen et spørgsmål om, hvorvidt eller hvordan sådanne overlappende eller blandede retsgrundlag skal have betydning for beregningen af frihedsberøvelsesperioden, eftersom frihedsberøvelsen af den pågældende tredjelandsstatsborger – i det mindste hovedsageligt og det meste af tiden – alene var baseret på direktiv 2008/115. Det følger heraf, at spørgsmålet om blandede retsgrundlag ifølge den forelæggende ret er uden praktisk relevans for den foreliggende sag.

64.      Eftersom den forelæggende ret udtrykkeligt har udelukket dette spørgsmål fra sin anmodning om præjudiciel afgørelse, bør Domstolen således anse det for irrelevant eller hypotetisk, så meget desto mere som frihedsberøvelsen synes hovedsageligt at have været baseret på direktiv 2008/115.

65.      Den foreliggende sag rejser imidlertid et særskilt spørgsmål: spørgsmålet om, hvorvidt anvendelsen af direktiv 2008/115 var korrekt for så vidt angår frihedsberøvelsesperioden fra den 10. september til den 29. oktober 2022, navnlig henset til de proceduremæssige garantier, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 3.

66.      Det følger af Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 3, at når en tredjelandsstatsborger, som allerede har fået afslag på international beskyttelse i andre medlemsstater, rejser ind i en ny medlemsstat uden at indgive en ny asylansøgning, og anmodningen om tilbagetagelse ikke fremsættes inden for de frister, der er fastsat i forordningens artikel 24, stk. 2, skal sidstnævnte medlemsstat (i det foreliggende tilfælde Finland) give denne person mulighed for at indgive en ny ansøgning om international beskyttelse i den medlemsstat, på hvis område vedkommende opholder sig ulovligt (45). Af denne grund kan den pågældende person ikke sendes tilbage til sit oprindelsesland, før vedkommende faktisk har fået en sådan mulighed.

67.      Hvad i den foreliggende sag angår frihedsberøvelsesperioden mellem den 10. september og den 29. oktober 2022 har den forelæggende ret anført, at den pågældende tredjelandsstatsborger inden ankomsten til Finland ligeledes havde ansøgt om asyl i Nederlandene, Sverige og Schweiz. De anmodninger om tilbagetagelse, som det finske immigrationskontor fremsatte over for de øvrige medlemsstater, blev ikke imødekommet, og Turun hallinto-oikeus (forvaltningsdomstolen i Turku) fastslog, at denne myndighed var berettiget til at anse sig for at være den kompetente myndighed til at behandle denne persons asylansøgning i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17.

68.      Eftersom det fremgår, at den pågældende tredjelandsstatsborger havde ret til at indgive en ny ansøgning i henhold til Dublin III-forordningens artikel 24, stk. 3, og ikke kunne sendes tilbage til sit oprindelsesland, før vedkommende havde fået en sådan mulighed, er det muligt, at der ikke skulle være truffet afgørelse om frihedsberøvelse i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115 for perioden fra den 10. september til den 29. oktober 2022, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. I denne henseende gør jeg opmærksom på, at Domstolen i dom af 8. november 2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen) (46), fastslog, at de retslige myndigheder, der vurderer frihedsberøvelsen i henhold til direktiv 2008/115, ex officio skal efterprøve, om betingelserne for en lovlig frihedsberøvelse er opfyldt, selv om den frihedsberøvede person ikke har rejst spørgsmål herom.

69.      Det skal dog påpeges, at hvis frihedsberøvelsen med urette var baseret på bestemmelserne i direktiv 2008/115, skal den relevante periode (eller de relevante dele af denne periode) tages i betragtning ved beregningen af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen som omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 5 og 6. Den maksimale varighed af frihedsberøvelsen, der er fastsat i disse stykker, afspejler nemlig en absolut tidsmæssig grænse for frihedsberøvelsen i henhold til dette direktiv med henblik på udsendelse. Hvis den tid, der er tilbragt under frihedsberøvelse, som fejlagtigt er baseret på bestemmelserne i direktiv 2008/115, blev udeladt fra beregningen, ville medlemsstaterne kunne omgå disse maksimale frister ved at omklassificere eller revurdere retsgrundlaget ex post, hvilket ville underminere den effektive virkning (effet utile) af dette direktivs artikel 15 og tilsidesætte de proceduremæssige garantier for de pågældende tredjelandsstatsborgere. Det følger heraf, at når frihedsberøvelsen ikke var lovlig som følge af dens fejlagtige retsgrundlag, f.eks. fordi tilbagesendelsesproceduren endnu ikke verserede på grund af retten til at indgive en ny asylansøgning, skal denne periode medtages i vurderingen af den samlede varighed, der er tilladt i henhold til artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115.

4.      Foreløbig konklusion

70.      Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at der med henblik på at afgøre, om den maksimale varighed af frihedsberøvelsen, der er fastsat i disse bestemmelser, er nået, skal tages hensyn til alle de perioder, hvor den pågældende tredjelandsstatsborger tidligere har været frihedsberøvet i henhold til dette direktivs artikel 15 med henblik på fuldbyrdelsen af den samme afgørelse om tilbagesendelse. Hvis afgørelsen om tilbagesendelse forbliver i kraft, og udsendelsesproceduren ikke reelt og endeligt er blevet opgivet, kan en afbrydelse af frihedsberøvelsen ikke begrunde en genstart af beregningen af frihedsberøvelsesperioderne fra nul. Dette er tilfældet, selv om den pågældende tredjelandsstatsborger er blevet løsladt mellem frihedsberøvelsesperioder eller midlertidigt har forladt området for at tage til en anden medlemsstat. Det skal desuden vurderes, om frihedsberøvelsen i henhold til artikel 15 i direktiv 2008/115, henset til Dublin III-forordningens artikel 17 og artikel 24, stk. 3, har været lovlig i perioden fra den 10. september til den 29. oktober 2022.

B.      Det andet spørgsmål

71.      Med det andet spørgsmål, der består af to led, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, i) om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en domstolsprøvelse af, hvorvidt den oprindelige maksimale frihedsberøvelsesperiode, der er fastsat i denne artikels stk. 5, er overskredet, er betinget af, at den frihedsberøvede person ansøger herom, og ii) på hvilket tidspunkt den domstolsprøvelse, der er omhandlet i dette andet punktum, skal foretages, når den vedrører den kompetente administrative myndigheds afgørelse om at forlænge frihedsberøvelsen ud over den oprindelige maksimale periode.

72.      På Domstolens anmodning foreslår jeg, at min bedømmelse koncentreres om den anden del af det andet spørgsmål (47), som rejser spørgsmålet om domstolsprøvelse i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, vedrørende forlængelsen af en frihedsberøvelsesperiode ud over seks måneder.

73.      Artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115 kræver, at lovligheden af frihedsberøvelsen gøres til genstand for domstolsprøvelse så hurtigt som muligt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens start. Når frihedsberøvelsen forlænges ud over seks måneder i henhold til artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, skal en sådan forlængelse være begrundet i særlige hensyn, såsom den pågældende tredjelandsstatsborgers manglende samarbejde eller forsinkelser i fremskaffelsen af de nødvendige dokumenter fra tredjelande.

74.      I Domstolens praksis anerkendes det, at såvel den oprindelige frihedsberøvelse som forlængelsen heraf er analoge situationer, idet de begge indebærer frihedsberøvelse med henblik på forberedelse af tilbagesendelse og/eller udsendelse af den pågældende tredjelandsstatsborger (48). Afgørelsen om forlængelse af frihedsberøvelsen skal derfor være underlagt de samme proceduremæssige garantier som dem, der gælder for den oprindelige frihedsberøvelse i henhold til artikel 15, stk. 2 og 3, i direktiv 2008/115 (49). Dette omfatter retten til domstolsprøvelse og proportionalitet samt kravet om, at frihedsberøvelse skal være nødvendig i den konkrete sag.

75.      Når dette er sagt, udgør en forlængelse af frihedsberøvelsen en opretholdelse af et alvorligt indgreb i den enkeltes ret til frihed (50), og idet den forlænger dette indgreb ud over den oprindelige periode, der er begrundet i henhold til artikel 15, stk. 5, i direktiv 2008/115, kræver den en ny retslig vurdering for at sikre, at den forbliver lovlig, nødvendig og forholdsmæssig, henset til de specifikke grunde, der er anført i dette direktivs artikel 15, stk. 6 (51). Disse garantier gennemfører de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 6 og 47, dvs. retten til frihed og retten til effektive retsmidler (52).

76.      Det fremgår navnlig af artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115, der konkretiserer retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er sikret i chartrets artikel 47, at hver medlemsstat, når afgørelsen om frihedsberøvelse er blevet truffet af en administrativ myndighed, enten ex officio eller efter anmodning fra den pågældende person skal foreskrive en »hurtig« domstolsprøvelse af denne frihedsberøvelses lovlighed (53). Eftersom den oprindelige afgørelse om frihedsberøvelse skal gøres til genstand for domstolsprøvelse, kræver enhver forlængelse af denne frihedsberøvelse – som udgør et endnu større indgreb i den grundlæggende ret til frihed – nødvendigvis en lige så, om ikke strengere, domstolsprøvelse. En unødigt forsinket domstolsprøvelse kan ikke fungere som en effektiv kontrol af lovligheden af opretholdelsen af frihedsberøvelsen. En sådan prøvelse bør derfor foretages uden unødig forsinkelse og så hurtigt som muligt (54).

77.      I denne henseende skal hver medlemsstat, som jeg allerede har nævnt, når afgørelsen om frihedsberøvelse er blevet truffet af en administrativ myndighed, enten ex officio eller efter anmodning fra den pågældende person foreskrive en »hurtig« domstolsprøvelse af denne frihedsberøvelses lovlighed (55). Det er derfor i overensstemmelse med opbygningen af og målene med artikel 15 i direktiv 2008/115, at en sådan domstolsprøvelse i forbindelse med forlængelsen af frihedsberøvelsen ud over seks måneder principielt indledes inden udløbet af den indledende periode med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse af retten til frihed. Denne tilgang bidrager til at sikre, at den maksimale varighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 5, forbliver effektiv, og at de ekstraordinære omstændigheder, der er fastsat i denne artikels stk. 6, er genstand for en meningsfuld kontrol.

78.      Det skal imidlertid påpeges, at direktiv 2008/115 ikke udtrykkeligt kræver, at domstolsprøvelsen af en forlængelse af frihedsberøvelsen skal foretages inden udløbet af den oprindelige periode på seks måneder. Artikel 15, stk. 3, andet punktum, kræver alene, at denne frihedsberøvelse gøres til genstand for domstolsprøvelse, uden at der fastsættes en særlig tidsramme eller en særlig proceduremæssig form. I overensstemmelse med princippet om procesautonomi bevarer medlemsstaterne en skønsbeføjelse til at fastsætte disse processuelle regler. En kontrol, der foretages efter fristens udløb, kan således være i overensstemmelse med direktivet, forudsat at den foretages hurtigt og effektivt, hvorved der gives passende garantier mod vilkårlig frihedsberøvelse. I betragtning af alvoren af enhver fortsat frihedsberøvelse skal en forsinket prøvelse imidlertid gennemføres med særlig hast for at sikre respekten for retten til frihed (56).

79.      I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret anført, at de forhold, der begrundede en forlængelse af frihedsberøvelsen, hverken blev undersøgt i lyset af de fremlagte beviser eller nævnt i afgørelsen truffet af Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki). Den forelæggende ret synes således at være af den opfattelse, at det først var på det tidspunkt, hvor en anden retslig myndighed, Etelä-Karjalan käräjäoikeus (retten i første instans i Sydkarelen), efterfølgende ex officio greb ind den 7. december 2023, at den domstolsprøvelse, der kræves i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, faktisk blev foretaget. Det skal nævnes, at den pågældende tredjelandsstatsborger i retsmødet har gjort gældende, at tærsklen på 6 måneder blev overskredet med 2 måneder og 19 dage, inden der blev foretaget en retslig vurdering af lovligheden af forlængelsen af hans frihedsberøvelse.

80.      I mangel af EU-regler om de proceduremæssige krav i relation til fristerne for den domstolsprøvelse, der kræves i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, har medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om procesautonomi fortsat kompetence til at fastsætte disse krav (57). Henset til alvoren af indgrebet i den grundlæggende ret til frihed, der er fastsat i chartrets artikel 6, forekommer en periode på 2 måneder og 19 dage, hvorunder der ikke blev foretaget en passende domstolsprøvelse af frihedsberøvelsen, åbenbart uforholdsmæssig. En sådan forsinkelse risikerer nemlig at underminere effektiviteten af den domstolsbeskyttelse, der kræves i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, som pålægger medlemsstaterne at sikre, at den fornyede vurdering af frihedsberøvelsen, der i tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal foretages med rimelige mellemrum, er undergivet en retslig myndigheds tilsyn (58).

81.      På baggrund af det ovenstående er jeg af den opfattelse, at den domstolsprøvelse, der kræves i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, når afgørelsen om at forlænge en frihedsberøvelse træffes af en administrativ myndighed, principielt bør indledes inden påbegyndelsen af den forlængede periode. Hvis domstolsprøvelsen imidlertid finder sted efter udløbet af den oprindelige frihedsberøvelsesperiode, skal denne prøvelse i betragtning af alvoren af ethvert indgreb i den grundlæggende ret til frihed ikke desto mindre foretages hurtigt i overensstemmelse med kravet om en rettidig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed som fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 2 og 3.

C.      Det tredje spørgsmål

82.      Det skal indledningsvis anføres, at det synes, som om den forelæggende ret mere bredt har anmodet Domstolen om at tage stilling til de elementer, der er relevante i henhold til EU-retten med henblik på at fastlægge konsekvenserne af en forsinket domstolsprøvelse. Efter min opfattelse ville et så bredt svar imidlertid gå ud over, hvad der er nødvendigt for, at denne ret kan træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen.

83.      Jeg foreslår derfor, at dette spørgsmål omformuleres med henblik på at indsnævre dets rækkevidde, således at det skal afgøres, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at fraværet af en rettidig domstolsprøvelse af den administrative afgørelse om forlængelse af frihedsberøvelsen af den frihedsberøvede person ud over den oprindelige maksimale varighed, der er fastsat i artikel 15, stk. 5, medfører en forpligtelse til straks at løslade denne person, selv om alle de materielle betingelser for frihedsberøvelsen, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, er opfyldt på tidspunktet for den forsinkede domstolsprøvelse. Hvis dette ikke er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke elementer der er relevante for at afgøre, om den frihedsberøvede under sådanne omstændigheder skal løslades omgående.

84.      Jeg gør i denne forbindelse opmærksom på, at Domstolen allerede i dommen i sagen FMS m.fl. fastslog, at artikel 15 i direktiv 2008/115 er ubetinget og tilstrækkeligt præcis, og at den derfor har direkte virkning (59). Denne bestemmelse skal desuden fortolkes i lyset af chartrets artikel 47, som sikrer retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (60). I denne henseende har Domstolen fastslået, at medlemsstaterne, når afgørelsen om frihedsberøvelse er blevet truffet af en administrativ myndighed, enten ex officio eller efter anmodning fra den pågældende person skal foreskrive en »hurtig« domstolsprøvelse af denne frihedsberøvelses lovlighed (61). En manglende domstolsprøvelse eller en væsentlig forsinkelse af denne prøvelse underminerer derfor det væsentlige indhold af artikel 47 og er således i strid med EU-retten (62). Når der ikke foretages en rettidig og effektiv domstolsprøvelse, bliver frihedsberøvelsen derfor uforenelig med artikel 15, stk. 2 og 3, i direktiv 2008/115 og med chartrets artikel 47, uanset om de materielle grunde til frihedsberøvelsen måtte være til stede på et senere tidspunkt.

85.      Domstolen har desuden udtrykkeligt fastslået, at den pågældende person straks skal løslades, såfremt det fastslås, at frihedsberøvelsen er ulovlig (63), og at de nationale domstole skal være i stand til at erstatte den administrative myndigheds afgørelse og træffe afgørelse om øjeblikkelig løsladelse eller et alternativ til frihedsberøvelse (64). Domstolen har bekræftet, at domstolene, i fraværet af en anden kompetent retsinstans, kan træffe afgørelse om løsladelse direkte, når frihedsberøvelsen er i strid med EU-retten (65).

86.      I denne henseende henledes opmærksomheden på, at Domstolen har sondret mellem situationer, hvor frihedsberøvelsen aktuelt er ulovlig, og situationer, hvor den alene var ulovlig i en forudgående periode. Når frihedsberøvelsen savner et retsgrundlag på tidspunktet for domstolsprøvelsen, skal personen principielt løslades omgående, som det blev bekræftet i dommen i sagen FMS m.fl. (66). Hvis frihedsberøvelsen af en person imidlertid oprindeligt var ulovlig, men siden er blevet begrundet i et nyt selvstændigt retsgrundlag, er en omgående løsladelse, som nævnt i Bouskoura-dommen (67), ikke påkrævet. Denne dom vedrørte specifikt et skifte af den retlige ordning, fra frihedsberøvelse i henhold til Dublin III-forordningen til frihedsberøvelse i henhold til direktiv 2008/115, som er baseret på forskellige retsgrundlag. I sådanne tilfælde kan tredjelandsstatsborgeren i stedet have ret til erstatning for tidligere ulovlig frihedsberøvelse (68). Den foreliggende sag vedrører derimod flere på hinanden følgende frihedsberøvelsesperioder, som er pålagt i henhold til den samme retlige ordning, nemlig artikel 15 i direktiv 2008/115. I denne henseende tilkommer det de nationale myndigheder at begrunde hver ny periode, navnlig enhver forlængelse i henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 6.

87.      Det er min opfattelse, at de principper, der er opstillet i Domstolens praksis, og som er nævnt i punkt 84 og 85 i dette forslag til afgørelse, ligeledes finder anvendelse på domstolsprøvelsen af afgørelser om forlængelse af frihedsberøvelsen i henhold til artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, der følger efter en første frihedsberøvelse, der er anordnet i henhold til en foranstaltning vedtaget på grundlag af dette direktivs artikel 15, stk. 1, idet enhver frihedsberøvelse i henhold til direktivets artikel 15 skal ledsages af en effektiv og rettidig domstolsprøvelse.

88.      Det følger heraf, at hvis domstolsprøvelsen forsinkes unødigt, og forlængelsen af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige periode på seks måneder, der er fastsat i artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, finder sted uden rettidig domstolsprøvelse, skal en sådan frihedsberøvelse anses for ulovlig. Den processuelle garanti for en hurtig domstolsprøvelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 2, er en væsentlig betingelse for lovligheden af den fortsatte frihedsberøvelse. Den efterfølgende konstatering af, at de materielle betingelser for frihedsberøvelse er opfyldt, kan ikke afhjælpe tilsidesættelsen med tilbagevirkende kraft. I tilfælde af manglende overholdelse af dette processuelle krav skal tredjelandsstatsborgeren derfor løslades omgående, uanset om de materielle betingelser for frihedsberøvelsen er opfyldt på tidspunktet for den sene prøvelse.

IV.    Forslag til afgørelse

89.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de spørgsmål, der er forelagt af Korkein oikeus (øverste domstol, Finland), som følger:

»Artikel 15, stk. 3, 5 og 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med artikel 6 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at:

–        Denne bestemmelse kræver, at der ved afgørelsen af, om de maksimale frihedsberøvelsesperioder, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 5 og 6, er nået, skal tages hensyn til alle de perioder, hvor den pågældende tredjelandsstatsborger tidligere har været frihedsberøvet i henhold til denne bestemmelse med henblik på gennemførelsen af den samme afgørelse om tilbagesendelse. Hvis afgørelsen om tilbagesendelse forbliver i kraft, og udsendelsesproceduren ikke reelt og endeligt er blevet opgivet, kan en afbrydelse af frihedsberøvelsen ikke begrunde en genstart af beregningen af frihedsberøvelsesperioderne fra nul. Dette er tilfældet, selv om den pågældende tredjelandsstatsborger er blevet løsladt mellem frihedsberøvelsesperioder eller midlertidigt har forladt området for at tage til en anden medlemsstat.

–        Den domstolsprøvelse, der kræves i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115/EF ved forlængelsen af den oprindelige frihedsberøvelsesperiode, bør principielt foretages inden påbegyndelsen af den forlængede periode. Hvis domstolsprøvelsen imidlertid finder sted efter udløbet af den oprindelige frihedsberøvelsesperiode, skal denne prøvelse i betragtning af alvoren af ethvert indgreb i den grundlæggende ret til frihed ikke desto mindre foretages hurtigt i overensstemmelse med kravet om en rettidig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed som fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 2 og 3.

–        Hvis domstolsprøvelsen forsinkes unødigt, og forlængelsen af frihedsberøvelsen ud over den oprindelige periode på seks måneder, der er fastsat i artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, sker uden rettidig domstolsprøvelse, skal en sådan frihedsberøvelse anses for ulovlig. Den processuelle garanti for en hurtig domstolsprøvelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 2, er en væsentlig betingelse for lovligheden af den fortsatte frihedsberøvelse. Den efterfølgende konstatering af, at de materielle betingelser for frihedsberøvelse er opfyldt, kan ikke afhjælpe tilsidesættelsen med tilbagevirkende kraft. I tilfælde af manglende overholdelse af dette processuelle krav skal tredjelandsstatsborgeren derfor omgående løslades, uanset om de materielle betingelser for frihedsberøvelsen er opfyldt på tidspunktet for den sene prøvelse.«

1 –      Originalsprog: engelsk.

i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

2 –      EUT 2008, L 348, s. 98.

3 –      Nærmere bestemt synes den forelæggende ret ikke at være blevet anmodet om at tage stilling til lovligheden af politiafgørelsen af 11.9.2023, hvorved den pågældende tredjelandsstatsborger blev frihedsberøvet for tredje gang, men snarere til lovligheden af den pågældendes frihedsberøvelse ud over den maksimale varighed på seks måneder, der er fastsat i artikel 15, stk. 5, i direktiv 2008/115. Den appel, der er iværksat ved denne ret, er iværksat til prøvelse af en afgørelse truffet af Itä-Suomen hovioikeus (appeldomstolen i Østfinland, Finland), hvorved denne forkastede den appel, som den pågældende tredjelandsstatsborger havde iværksat til prøvelse af dommen afsagt af Etelä-Karjalan käräjäoikeus (retten i første instans i Sydkarelen, Finland) den 7.12.2023, som bl.a. fastslog, at den omstændighed alene, at et retsmøde først var blevet afholdt ex officio, efter at den samlede varighed af frihedsberøvelsen (potentielt) havde overskredet seks måneder, ikke var tilstrækkelig til at begrunde hans løsladelse.

4 –      Ifølge S. Peers har direktiv 2008/115, selv om det oprindeligt blev udformet som et strengt redskab til frihedsberøvelse og udsendelse af irregulære migranter, gennem Domstolens praksis udviklet sig til at afspejle en mere afbalanceret tilgang (jf. S. Peers, »Irregular migrants – Can humane treatment be balanced against efficient removal?«, European Journal of Migration and Law, bind 17, nr. 4, 2015, s. 289-304).

5 –      EUT 2013, L 180, s. 31.

6 –      C-357/09 PPU, EU:C:2009:741 (herefter »Kadzoev-dommen«).

7 –      I et svar på et spørgsmål fra Domstolen har den forelæggende ret præciseret, at det for så vidt angår anvendelsen af udlændingelovens § 127, i relation til direktiv 2008/115 er uklart, om særskilte frihedsberøvelsesperioder skal lægges sammen eller behandles selvstændigt ved beregningen af den maksimale varighed af en frihedsberøvelsesperiode. Som følge af manglen på fast national retspraksis afhænger afgørelser om løsladelse af frihedsberøvede personer i øjeblikket af, hvordan politiet eller domstolene fortolker loven i hvert enkelt tilfælde.

8 –      Jf. i denne retning dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság (C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 268) (herefter »dommen i sagen FMS m.fl.«). Direktiv 2008/115 har således til formål at tilpasse sig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) praksis, hvorefter frihedsberøvelse af en person i forbindelse med en udvisnings- eller udleveringsprocedure ikke er betinget af, at denne foranstaltning er »nødvendig, f.eks. for at undgå, at den pågældende flygter« (jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.11.1996, Chahal mod Det Forenede Kongerige, CE:ECHR:1996:1115JUD002241493, §§ 112 og 113, af 10.7.2014, Rakhimov mod Rusland, CE:ECHR:2014:0710JUD005055213, §§ 119 og 120, og af 27.11.2014, Khomullo mod Ukraine, CE:ECHR:2014:1127JUD004759310, § 52).

9 –      Dom af 28.4.2011, El Dridi (C-61/11 PPU, EU:C:2011:268, præmis 40, herefter »El Dridi-dommen«).

10 –      Jf. i denne retning dommen i sagen FMS m.fl., præmis 278.

11 –      Jf. navnlig dom af 5.6.2014, Mahdi (C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 58), hvori Domstolen fastslog, at en forlængelse, der indrømmes i henhold til artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, skal være i overensstemmelse med national ret og under alle omstændigheder højst må være på yderligere 12 måneder.

12 –      Jf. dommens præmis 69, hvori der henvises til samme doms præmis 37, 54 og 61. Jf. ligeledes afsnit 15.4 i Kommissionens håndbog om tilbagesendelse (bilag til Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16.11.2017 om en fælles »håndbog om tilbagesendelse« til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver (EUT 2017, L 339, s. 83).

13 –      Jf. f.eks. dommen i sagen FMS m.fl., præmis 279 og 280 og den deri nævnte retspraksis.

14 –      Ibidem, præmis 280.

15 –      I El Dridi-dommen, præmis 43, bemærkede Domstolen, at direktiv 2008/115 således tilsigter at tage hensyn til såvel praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, hvorefter proportionalitetsprincippet kræver, at tilbageholdelsen af en person, mod hvilken der verserer en procedure om udvisning eller udlevering, ikke må vare i urimeligt lang tid, dvs. ikke må vare længere end det tidsrum, som er nødvendigt for at nå det forfulgte mål (jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 29.1.2008, Saadi mod Det Forenede Kongerige, CE:ECHR:2008:0129JUD001322903, §§ 72-74), som til den ottende af de »Tyve retningslinjer om tvangsmæssig tilbagesendelse« vedtaget af Europarådets Ministerudvalg den 4.5.2005, som direktivet henviser til i tredje betragtning. I henhold til dette princip skal enhver tilbageholdelse, som går forud for en udsendelse, være af så kort varighed som muligt. For en kommentar til El Dridi-dommen henvises til R. Raffaelli, »Criminalizing irregular immigration and the Returns Directive An analysis of the El Dridi case«, European Journal of Migration and Law, bind 13, nr. 4, 2011, s. 467-489, og V. Mitsilegas, The Criminalisation of Migration in Europe Challenges for Human Rights and the Rule of Law, Springer, Cham, 2015, s. 57-76.

16 –      Jf. dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen), C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis, og af 4.10.2024, Bouskoura, C-387/24 PPU, EU:C:2024:868, præmis 41 (herefter »Bouskoura-dommen)«. For så vidt som frihedsberøvelse udgør et alvorligt indgreb i en tredjelandsstatsborgers ret til frihed som fastsat i chartrets artikel 6, er den underlagt strenge garantier, herunder om forudsigelighed og beskyttelse mod vilkårlighed (jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 40).

17 –      Dom af 6.10.2022, Politsei- ja Piirivalveamet (Frihedsberøvelse – risiko for, at der begås en strafbar handling) (C-241/21, EU:C:2022:753, præmis 30-33, 38 og 40-43).

18 –      Jf. i denne retning dommen i sagen FMS m.fl., præmis 268 og 269.

19 –      For en diskussion om Domstolens praksis vedrørende direktiv 2008/115 henvises til T. Molnár, »The place and role of international human rights law in the EU Return Directive and in the related CJEU case-law Approaches worlds apart?«, i S. Carrera m.fl. (red.), EU External Migration Policies in an Era of Global Mobilities: Intersecting Policy Universes, Brill Nijhoff, Leiden, 2018, s. 105-124.

20 –      Jf. i denne retning dom af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn (C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 38).

21 –      Jf. i denne retning dom af 15.3.2017, Al Chodor (C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 40). Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 19.2.2009, A. m.fl. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2009:0219JUD000345505, § 164).

22 –      Begrebet »rimelig udsigt« er bl.a. blevet fortolket i Kadzoev-dommen (præmis 64-66), hvori Domstolen fastslog, at der ikke er rimelig udsigt til udsendelse, når det forekommer lidet sandsynligt, at den pågældende vil blive modtaget i et tredjeland, henset til de fastsatte frister. Jf. ligeledes dommen i sagen FMS m.fl., præmis 278.

23 –      Jf. punkt 35 ovenfor.

24 –      Jf. punkt 37-40 ovenfor.

25 –      10.5.2007, CE:ECHR:2007:0510JUD000019905.

26 –      Ibidem, §§ 33 og 34.

27 –      Jf. punkt 44-47 ovenfor.

28 –      Jf. punkt 46 og 47 ovenfor.

29 –      Jf. punkt 39 ovenfor.

30 –      Jf. punkt 46 ovenfor.

31 –      Jf. bl.a. Kadzoev-dommen, præmis 37, og dom af 6.10.2022, Politsei- ja Piirivalveamet (Frihedsberøvelse – risiko for, at der begås en strafbar handling) (C-241/21, EU:C:2022:753, præmis 40-42).

32 –      Dom af 17.9.2020, JZ (Fængselsstraf i tilfælde af indrejseforbud) (C-806/18, EU:C:2020:724, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis).

33 –      Dom af 6.12.2011, Achughbabian (C-329/11, EU:C:2011:807, præmis 46, 48 og 50).

34 –      Dom af 17.9.2020, JZ (Fængselsstraf i tilfælde af indrejseforbud) (C-806/18, EU:C:2020:724, præmis 27-29 og den deri nævnte retspraksis).

35 –      Ibidem.

36 –      Jf. Kadzoev-dommen, præmis 63-67. I denne doms præmis 65 knytter Domstolen direkte proportionalitet til den rimelige udsigt til udsendelse, idet den fastslog, at frihedsberøvelsen af en person med henblik på udsendelse ikke må forlænges ud over det tidsrum, der er strengt nødvendigt for at sikre en vellykket udsendelse. Hvis det viser sig, at der ikke længere er rimelig udsigt til udsendelse, ophører frihedsberøvelsen med at være berettiget, og den pågældende person skal løslades omgående.

37 –      Jf. artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2008/115.

38 –      Jf. artikel 8, stk. 4, i direktiv 2008/115, hvoraf det fremgår, at »[n]år medlemsstaterne som en sidste udvej anvender tvangsforanstaltninger til at gennemføre udsendelsen af en tredjelandsstatsborger, som modsætter sig udsendelse, skal sådanne foranstaltninger stå i rimeligt forhold til det formål, der søges opnået, og holdes inden for grænserne af rimelig magtanvendelse. Foranstaltningerne gennemføres i henhold til den nationale lovgivning i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og med behørig respekt for den pågældende tredjelandsstatsborgers værdighed og fysiske integritet«. Jf. også S. Peers, op.cit., s. 289-304.

39 –      I. Majcher og T. Strik, »Legislating without evidence – The recast of the EU Return Directive«, European Journal of Migration and Law, bind 23, nr. 2, 2021, s. 103-126.

40 –      Ibidem.

41 –      Præmis 45. Jf. ligeledes Bouskoura-dommen, præmis 46.

42 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.6.2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 96). Direktiv 2013/33 erstattede Rådets direktiv 2003/9/EF af 27.1.2003 om fastlæggelse af minimumsstandarder for modtagelse af asylansøgere i medlemsstaterne (EUT 2003, L 31, s. 18).

43 –      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsens punkt 22, at bestemmelsen om den maksimale frihedsberøvelsesperiode på seks måneder i udlændingelovens § 127, stk. 1, som svarer til tilbagesendelsesdirektivets artikel 15, stk. 5, finder anvendelse på enhver frihedsberøvelse af en udlænding, uanset om retsgrundlaget for frihedsberøvelsen er baseret på EU-retten eller national ret. Ifølge forelæggelsesafgørelsens præmis 23 »fremgår det af sagsakterne, at frihedsberøvelsen af [den pågældende tredjelandsstatsborger] hele tiden eller næsten hele tiden i det mindste hovedsageligt har været baseret på ordningen i [direktiv 2008/115]«.

44 –      Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse i henhold til direktiv 2008/115 og frihedsberøvelse af ansøgere om international beskyttelse er underlagt forskellige retlige ordninger. Jf. punkt 60 ovenfor.

45 –      Hvad angår forskellen mellem frihedsberøvelsesordningerne i henholdsvis direktiv 2008/115 og Dublin III-forordningen henvises til Bouskoura-dommen, præmis 46-50.

46 –      C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858 (præmis 83, 84, 88 og 92).

47 –      Det følger af Domstolens faste praksis, navnlig dom af 10.9.2013, G. og R. (C-383/13 PPU, EU:C:2013:533), og af 5.6.2014, Mahdi (C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320), at den domstolsprøvelse, der kræves i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2008/115, skal foretages ex officio, uden at den frihedsberøvede person behøver at indgive en ansøgning herom. Denne fortolkning sikrer en effektiv beskyttelse af den grundlæggende ret til frihed og sikkerhed, der er fastsat i chartrets artikel 6.

48 –      Jf. dom af 5.6.2014, Mahdi (C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 44), og af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn (C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 59).

49 –      Jf. i denne retning dom af 10.3.2022, Landkreis Gifhorn (C-519/20, EU:C:2022:178, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

50 –      Jf. fodnote 16 ovenfor.

51 –      Jf. i denne retning dom af 5.6.2014, Mahdi (C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 44), hvori Domstolen i det væsentlige fastslog, at enhver forlængelse af frihedsberøvelsen i henhold til artikel 15, stk. 6, kræver en ny individuel vurdering og ikke kan være automatisk (præmis 44-46). Desuden skal den ret, der behandler sagen, vurdere de forhold, der begrunder forlængelsen, og ikke blot basere sig på den administrative myndigheds konklusioner (præmis 60).

52 –      Domstolen har udtalt, at det ville være i strid med det væsentlige indhold af den i chartrets artikel 47 sikrede ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, hvis ingen retsinstans kunne undersøge, om en afgørelse om frihedsberøvelse i henhold til direktiv 2008/115 er i overensstemmelse med de rettigheder og friheder, som EU-retten sikrer tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område (jf. i denne retning dommen i sagen FMS m.fl., præmis 290).

53 –      Jf. i denne retning dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen) (C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

54 –      Jf. artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115, som udtrykkeligt kræver, at frihedsberøvelsen gøres til genstand for domstolsprøvelse »så hurtigt som muligt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens start«, og at forlængelserne kontrolleres af en retslig myndighed. Det følger af dette direktivs systemiske logik, at eftersom frihedsberøvelsen skal være nødvendig, forholdsmæssig og tidsbegrænset, skal kontrollen med opretholdelsen af frihedsberøvelsen i henhold til dette direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum, være underlagt de samme retslige garantier som den oprindelige frihedsberøvelse, herunder om hurtighed.

55 –      Jf. dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen) (C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 83).

56 –      Denne fortolkning bestyrkes yderligere af artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115, som bestemmer, at frihedsberøvelsen ophører omgående, når betingelserne i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115 ikke længere er opfyldt. Det ville være uforeneligt med denne bestemmelse, hvis en forlængelse blev besluttet automatisk eller for sent.

57 –      Jf. dom af 8.5.2014, N. (C-604/12, EU:C:2014:302, præmis 41).

58 –      Jf. dommen i sagen FMS m.fl., præmis 276.

59 –      Jf. i denne retning dommen i sagen FMS m.fl., præmis 288 og den deri nævnte retspraksis.

60 –      Ibidem, præmis 289.

61 –      Jf. dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen) (C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 83).

62 –      Ibidem, præmis 81 og 83.

63 –      Jf. i denne retning dommen i sagen FMS m.fl., præmis 292.

64 –      Ibidem, præmis 293, hvori der henvises til dom af 5.6.2014, Mahdi (C-146/14 PPU, EU:C:2014:1320, præmis 62). Jf. ligeledes dom af 8.11.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Prøvelse af egen drift af frihedsberøvelsen) (C-704/20 og C-39/21, EU:C:2022:858, præmis 79), og Bouskoura-dommen, præmis 44.

65 –      Jf. dommen i sagen FMS m.fl., præmis 294.

66 –      Ibidem, præmis 278.

67 –      Jf. Bouskoura-dommen, præmis 58-61.

68 –      Ibidem.