1.

Den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig), vedrører et civilretligt krav, der er anlagt ved de østrigske domstole, af en forbruger, der har sit sædvanlige opholdssted i Østrig, mod de tidligere direktører for et selskab, der udbyder hasardspil, som har hjemsted på Malta (der nu er under konkurs). Forbrugeren har gjort gældende, at selskabets udbud af online hasardspil i Østrig uden den påkrævede koncession i henhold til lovgivningen i denne stat udgør grundlaget for et erstatningskrav uden for kontrakt (der forvoldte ham betydelige økonomisk tab), for hvilke disse direktører er ansvarlige.

2.

Den forelæggende ret ønsker i forbindelse med fastlæggelsen af, hvorvidt østrigsk eller maltesisk ret finder anvendelse for denne skadevoldende handling, at to forhold præciseres nærmere. Den ønsker for det første oplyst, hvorvidt forordning (EF) nr. 864/2007 ( 2 ) (herefter »Rom II-forordningen«) finder anvendelse for en sådan skadevoldende handling. Denne domstol ønsker nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, litra d), i denne retsforskrift, der udelukker forpligtelser uden for kontrakt, »der udspringer af reglerne for selskaber«, fra sit anvendelsesområde, omfatter denne form for ansvar for direktører for selskabets handlinger. Idet det antages, at dette ikke er tilfældet, nærer denne domstol tvivl om fortolkningen af den hovedregel, der er fastsat i forordningens artikel 4, stk. 1), i henhold til hvilken en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, afgøres efter loven i det land, hvor »skaden« indtræder. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, præcist hvad der udgør en »skade«, og hvor den indtrådte i forhold til dette krav.

3.

Artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen bestemmer, at »forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af reglerne for selskaber, […] vedrørende spørgsmål såsom […] ledelsens […] personlige ansvar i denne egenskab for selskabets […] forpligtelser […]« er udelukket fra forordningens anvendelsesområde.

4.

Artikel 4 i Rom II-forordningen, der bærer overskriften »Almindelig regel«, bestemmer i stk. 1, at »[m]edmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder«.

5.

Det følger af § 1301 i Allgemeines bürgerliches Gesetzbuch (den østrigske borgerlige lovbog) (herefter »ABGB«), at »[f]lere personer kan drages til ansvar for en ulovligt forvoldt skade, ved at de i fællesskab, på direkte eller indirekte vis, ved at forlede, true, befale, hjælpe, skjule og lignende, eller også blot ved at undlade at opfylde den særlige forpligtelse til at forhindre ondet, har bidraget hertil«.

6.

Lovens § 1311 bestemmer, at »[risikoen for skade som følge af] [d]et rene hændelige uheld bæres af den, hvis aktiver eller person rammes heraf. Den, som imidlertid ved en ansvarspådragende handling har udløst det hændelige uheld, den, som har overtrådt en lov, som har til formål at forebygge hændelige skader, eller […], hæfter for enhver skade, som ellers ikke ville være indtrådt«.

7.

§ 3 i Glücksspielgesetz (den østrigske lov om hasardspil) (herefter »lov om hasardspil«) bestemmer, at »[r]etten til afholdelse af hasardspil er, medmindre nærværende forbundslov bestemmer andet, forbeholdt forbundsstaten (monopol på hasardspil)«.

8.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af sagens akter, at Titanium Brace Marketing Limited (herefter »Titanium«), der på nuværende tidspunkt er under konkurs, plejede at udbyde onlinehasardspil fra dets hjemsted på Malta. Samtlige faciliteter, herunder serverne, der blev anvendt til denne aktivitet, befandt sig der. NM og OU var direktører for dette selskab på det relevante tidspunkt. Titanium rettede sin virksomhed mod adskillige lande, herunder Østrig, gennem webstedet www.drueckglueck.com. Forbrugere kunne på dette websted deltage i de omhandlede spil fra dette land. Titanium var indehaver af en spilkoncession, der var udstedt af de maltesiske myndigheder i overensstemmelse med maltesisk lov. Selskabet havde imidlertid ikke en spilkoncession i Østrig i henhold til den østrigske lov om hasardspil.

9.

Forbrugere skulle for at kunne spille onlinehasardspil oprette en konto (herefter »kundekontoen«) på Titaniums websted, der indebar, at forbrugeren skulle acceptere selskabets almindelige forretningsbetingelser (som i praksis betød indgåelsen af en aftale om hasardspil med sidstnævnte). De skulle dernæst tanke denne konto op ved en af de foreslåede metoder som eksempelvis betaling med kreditkort eller ved bankoverførsel. I forbindelse med hasardspil blev spilindsatsen debiteret denne konto. Hvis spilleren vandt, ville gevinsten på tilsvarende vis blive krediteret spillerkontoen. Kunderne kunne kræve udbetaling af indeståendet på deres kundekonto fra Titanium.

10.

Titanium var som krævet i henhold til maltesisk ret indehaver af en bankkonto (herefter »spillerbeskyttelseskontoen«), der blev forvaltet af en bank med hjemsted på Malta, hvor det indbetalte de beløb, der svarede til de akkumulerede indeståender for samtlige spilleres konti. Disse midler blev således holdt adskilt fra selskabets øvrige aktiver med henblik på at sikre betaling af spillernes krav i tilfælde af konkurs.

11.

I perioden fra den 14. november 2019 til den 3. april 2020 spillede en forbruger, TE, der har sit sædvanlige opholdssted i Wien (Østrig), onlinehasardspil via Titaniums websted. Han tankede sin kundekonto op med penge fra sin personlige bankkonto, der blev forvaltet af en bank med hjemsted i Østrig, til spillerbeskyttelseskontoen på Malta. I denne periode led han et tab på i alt 18547,67 EUR som følge af denne aktivitet.

12.

TE anlagde et civilt søgsmål mod NM og OU ved Landesgericht für Zivilrechtssachen Wien (regional domstol for civile sager i Wien, Østrig) med påstand om erstatning for et tab svarende til sit tab i forbindelse med hasardspillet tillige med renter og omkostninger. TE gjorde gældende, at udbud i Østrig af onlinehasardspil uden den nødvendige koncession i henhold til den østrigske lov om hasardspil udgjorde en tilsidesættelse af denne lovgivning. NM og OU var i deres egenskab af direktører for Titanium ansvarlige for selskabets handlinger. Eftersom den østrigske lov om hasardspil er blevet udarbejdet med henblik på (bl.a.) at forhindre, at østrigske forbrugere udsættes for skade, udgør den »bestemmelser om beskyttelse« (Schutzgesetze) som omhandlet i § 1311 i ABGB. I henhold til sidstnævnte udgjorde tilsidesættelsen af sådanne »bestemmelser om beskyttelse« en skadevoldende handling, for hvilken NM og OU var personligt ansvarlige i forhold til Titaniums kunder. TE har ligeledes gjort gældende, at den ret, som sagen er anlagt ved, har international kompetence i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 3 ) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).

13.

NM og OU har svaret, at de østrigske domstole savnede international kompetence. Efter deres opfattelse tillægger artikel 7, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen i realiteten de maltesiske domstole kompetence. De har ligeledes gjort gældende, at TE’s krav ikke var underlagt østrigsk ret, men derimod maltesisk ret, der ikke anerkender et sådant ansvar for direktører.

14.

Ved afgørelse af 27. april 2023 afviste Landesgericht für Zivilrechtssachen Wien (regional domstol for civile sager i Wien) sagen, som følge af at den savnede international kompetence.

15.

Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstole i Wien, Østrig) har i forbindelse med den appel, der blev indledt af TE, i kendelse af 4. september 2023 indtaget den holdning, at østrigske domstole havde kompetence med hensyn til TE’s krav i henhold til artikel 7, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen. Den ophævede følgelig den relevante del af kendelsen i første instans og fastslog, at Landesgericht für Zivilrechtssachen Wien (regional domstol for civile sager i Wien) skal træffe realitetsafgørelse i sagen.

16.

NM og OU har efterfølgende indgivet en revisionsappel ved Oberster Gerichtshof (øverste domstol) for så vidt angår kendelsen fra Oberlandesgericht Wien (øverste regionale domstol i Wien), der ikke er blevet antaget til realitetsbehandling.

17.

Oberster Gerichtshof (øverste domstol) har på den ene side indtaget det synspunkt, at kompetence for de østrigske domstole i henhold til Bruxelles Ia-forordningen kunne synes at være klar, men på den anden side, at det ikke var klart, hvilken lovgivning der finder anvendelse på TE’s krav, og den har følgelig besluttet udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål med henblik på en præjudiciel afgørelse:

18.

Der er indgivet skriftlige indlæg af NM og OU, TE, den belgiske og den maltesiske regering samt af Kommissionen. NM og OU, TE, den østrigske, den tyske, den belgiske og den maltesiske regering samt Kommissionen var til stede i det retsmøde, der blev afholdt den 5. februar 2025.

19.

Baggrunden for den foreliggende sag er hasardspil, der udbydes af selskaber med hjemsted på Malta. Deres respektive websteder kunne normalt ikke alene tilgås fra, men var ligeledes (i kraft af det anvendte sprog, reklamer osv.) rettet mod øvrige medlemsstater. Selv om disse selskaber driver virksomhed i henhold til koncessioner, der er udstedt af de maltesiske myndigheder i overensstemmelse med maltesisk lovgivning (der angiveligt ikke alene omfatter udbud af hasardspiltjenester på Malta, men ligeledes fra Malta), er de ofte ikke indehavere af de nødvendige tilladelser i henhold til lovgivningen i målmedlemsstater til at yde disse tjenester dér (eller som i tilfælde af Østrig fuldstændig afskåret fra at gøre dette, idet hasardspil som hovedregel er genstand for et statsligt monopol).

20.

Et betydeligt antal forbrugere i disse øvrige medlemsstater deltager i disse onlinehasardspil. Mange af dem mister betragtelige pengebeløb som følge heraf. I de senere år har sådanne uheldige spillere forsøgt at kræve erstatning for deres tab ved at anlægge civile søgsmål ved deres lokale domstole mod maltesiske hasardspilselskaber. De har typisk gjort gældende, at eftersom de spil, som de deltog i, er blevet udbudt illegalt (idet den omhandlede udbyder ikke overholdt lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren spillede), er den underliggende hasardspilkontrakt ugyldig, hvilket indebærer, at der skal ske genopretning af de udvekslede ydelser i henhold til sidstnævnte, herunder de spilindsatser, som forbrugeren har foretaget. I Østrig og Tyskland har disse sager ligefrem udviklet sig til massesøgsmål ( 4 ). Det ser ud til, at de østrigske og de tyske domstole i de fleste tilfælde har givet medhold i sådanne søgsmål.

21.

Den sag, der er indledt af TE ved de østrigske domstole, indgår i denne sammenhæng, idet han ligeledes deltog i de onlinehasardspil, der blev udbudt af et maltesisk selskab (Titanium), og mistede et betragteligt pengebeløb, som han nu ønsker at kræve erstattet. Ikke desto mindre har hans krav visse særegne træk. Som nævnt i punkt 12 ovenfor er det for det første ikke rettet mod hasardspilselskabet (Titanium) selv, men mod to af selskabets tidligere direktører, og det er for det andet ikke baseret på, at hasardspilkontrakten var ulovlig og lovgivningen om genopretning, men derimod på den (østrigske) lovgivning om erstatning uden for kontrakt.

22.

Der kan være to grunde til, hvorfor TE har besluttet at rette kravet mod NM og OU i stedet for mod Titanium. Den første er ganske sædvanlig: Selskabet var gået konkurs. Den anden er omvendt mere usædvanlig: Som svar på det massesøgsmål, der er beskrevet ovenfor, og i lyset af de økonomiske virkninger, dette ville kunne få for maltesiske hasardspilselskaber, vedtog den maltesiske lovgiver den 12. juni 2023 en lov med navnet »Bill 55«, der tilføjede artikel 56A til den maltesiske lov om spil. Denne nye bestemmelse fastlægger i det væsentlige, at spilleres krav om genopretning ikke kan antages til realitetsbehandling ved de maltesiske domstole, men ligeledes at enhver udenlandsk dom om et sådant krav ikke vil blive anerkendt eller håndhævet på Malta.

23.

Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på TE’s krav, hvilket er genstanden for det præjudicielle spørgsmål fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol) ( 5 ), er afgørende for udfaldet af dette krav. Som forklaret af den forelæggende ret kan dette krav rejses i henhold til østrigsk ret som fortolket i dens egen retspraksis: I henhold til ABGB’s §§ 1301 og 1311 kan direktører således være ansvarlige for tilsidesættelsen af »bestemmelserne om beskyttelse« (som omhandlet i § 1311), der er begået af selskabet, og de relevante dele af den østrigske lov om hasardspil, der kan betegnes som sådan. Ifølge NM og OU anerkendte maltesisk ret omvendt ikke dette ansvar.

24.

Ud fra den logiske rækkefølge, som den forelæggende ret har opstillet sine spørgsmål i, vil jeg i de næste punkter først tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Rom II-forordningen finder anvendelse for et krav som det, der er blevet rejst af TE (afsnit A, det første spørgsmål). Jeg vil for det andet foretage en behandling af spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på kravet i henhold til den lovvalgsregel, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i forordningen (afsnit B, det andet spørgsmål). Jeg vil også for det tredje i korte træk gå videre end disse spørgsmål og foretage en behandling af et forhold, der er tæt knyttet til det andet spørgsmål, nærmere bestemt muligheden for at erstatte den lovgivning, der er udpeget ved artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen, på grundlag af den »undtagelsesklausul«, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, i denne forordning (afsnit C).

25.

Artikel 1, stk. 1, i Rom II-forordningen definerer forordningens materielle anvendelsesområde. I henhold til denne bestemmelse finder denne retsforskrift anvendelse »i alle situationer, hvor der skal foretages et lovvalg« for så vidt angår »forpligtelser uden for kontrakt« på »det civil- og handelsretlige område«.

26.

Disse betingelser er opfyldt i dette tilfælde. Den situation, der ligger til grund for TE’s krav, involverer for det første »et lovvalg«: De faktiske omstændigheder er knyttet til både Østrig og Malta, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt der skal tages stilling til dette krav i henhold til østrigsk eller maltesisk ret. Den hævdede forpligtelse for NM og OU til at yde erstatning til TE, som danner grundlaget for det sidstnævnte krav, er tydeligvis et krav »uden for kontrakt« som omhandlet i Rom II-forordningen: Den udspringer af en »skadevoldende handling« (hvis man anvender det udtryk, der anvendes i denne forordning) ( 6 ), der angiveligt blev begået af NM og OU, bestående i en tilsidesættelse af et forbud i lovgivningen, der omfatter alle og enhver, uanset om der foreligger en »kontrakt« (nærmere bestemt forbuddet mod at udbyde hasardspil uden koncession til offentligheden i Østrig, som er fastsat i den østrigske lov om hasardspil). Denne tvist vedrører for det tredje »det civil- og handelsretlige område«, idet den er opstået mellem private parter i henhold til de almindelige civilretlige regler.

27.

Lovvalgsbestemmelsen i Rom II-forordningen fastlægger i princippet den lovgivning, der finder anvendelse på sådanne »forpligtelser uden for kontrakt«. Ikke desto mindre udelukker forordningens artikel 1, stk. 2, visse forhold fra dens anvendelsesområde. Litra d) bestemmer nærmere bestemt som en undtagelse, at denne retsforskrift ikke finder anvendelse for»forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af reglerne for selskaber«. Denne bestemmelse præciserer eksempelvis, at denne kategori omfatter »ledelsens […] personlige ansvar […] i denne egenskab for selskabets […] forpligtelser«.

28.

Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse med det første spørgsmål oplyst, hvorvidt den undtagelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen, omfatter et krav som det, der er blevet rejst af TE, mod NM og OU i deres egenskab af direktører for Titanium.

29.

Jeg deler sammen med TE, den østrigske og den belgiske regering samt Kommissionen den opfattelse, at dette ikke er tilfældet.

30.

Til at begynde med skal kategorien af »forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af reglerne for selskaber« uden henvisning til (nogle) bestemmelser i national ret i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen defineres selvstændigt med henblik på denne forordning. Der skal i denne henseende knyttes særlig betydning til de formål, der forfølges af EU-lovgiveren for så vidt angår den omhandlede undtagelse.

31.

Som Domstolen forklarede i BMA Nederland-dommen ( 7 ), er dette formål nærmere bestemt at sikre, at visse forhold, der er tæt knyttet til selskabets »fødsel« (stiftelse), »livscyklus« (funktion og drift) og »død« (opløsning), og som normalt i medlemsstaternes lovgivning er underlagt specifikke regler, der afviger fra de almindelige civil- og handelsretlige lovregler, underlægges et enkelt regelsæt, der udpeges som »den lov, der finder anvendelse for selskabet« (eller lex societatis).

32.

Såfremt andre regelsæt (eksempelvis den generelle erstatningsret uden for kontrakt) således skulle gribe forstyrrende ind i disse forhold, når selskaber udøver deres virksomhed i adskillige stater, ville dette skabe en betydelig grad af retlig usikkerhed for dem (og deres deltagere, ledelse og kreditorer). Sikkerheden for så vidt angår den lovgivning, der finder anvendelse for et selskab, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen, har omvendt til formål at fremme selskabers etableringsfrihed og frihed til at levere tjenesteydelser på det indre marked i henhold til artikel 49 TEUF og 56 TEUF ( 8 ).

33.

I lyset af det formål, der forfølges ved artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen, og som Domstolen har fastslået i BMA Nederland-dommen, omfatter denne undtagelse ansvar eller »forpligtelser uden for kontrakt« for selskabets ledelse, herunder direktører, der gælder »af grunde, der er specifikt knyttet til selskabsretten« ( 9 ). Dette er tilfældet, såfremt dette ansvar eller denne »forpligtelse« udspringer af en tilsidesættelse af en pligt (eller forbud), der er pålagt en sådan direktør som følge af vedkommendes udnævnelse (hvilket som en hypotese går videre end de forpligtelser, som de almindelige civil- og handelsretlige lovregler pålægger alle og enhver), uanset hvordan denne pligt er klassificeret i national lex fori eller lex causae. Generelt set er de rettigheder, som direktører nyder, og de forpligtelser, som de er pålagt som følge af deres udnævnelse, uløseligt knyttet til den daglige ledelse, funktion og drift og følgelig »livscyklussen« for et selskab. Disse rettigheder og forpligtelser afhænger endvidere normalt af den anvendte selskabsform. Sådanne forhold bør følgelig udelukkende forbeholdes den relevante lex societatis. Et sådant ansvar eller en sådan »forpligtelse« bør som konsekvens heraf betragtes som om, at ansvaret eller »forpligtelsen«»udspringer af reglerne for selskaber« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen. Det er det, som lovgiveren havde i tankerne, da den nævnte »ledelsens […] personlige ansvar […] i denne egenskab« i bestemmelsen ( 10 ).

34.

Som TE, den belgiske regering og Kommissionen har gjort gældende, kan den undtagelse, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen, omvendt ikke omfatte ansvar eller »forpligtelser uden for kontrakt« for et selskabs direktør, der opstår af grunde, der ikke har noget med selskabsretten at gøre ( 11 ). Selv om det, som den maltesiske regering også har gjort gældende, ville give klarhed for selskabets direktører, såfremt ethvert ansvar, som de måtte blive mødt med, når de handler i denne egenskab, uanset de underliggende grunde, var underlagt et enkelt regelsæt i lex societatis, ville det forhold, at man giver denne undtagelse et bredt anvendelsesområde, strække den videre end formålet med den, således som det er forklaret i punkt 31 ovenfor. Dette ville være endnu mere upassende under hensyntagen til, at artikel 1, stk. 2, litra d), som en undtagelse til anvendelsesområdet for denne forordning skal fortolkes indskrænkende ( 12 ).

35.

Det krav, der er rejst af TE (og det tilsvarende ansvar eller »forpligtelser uden for kontrakt« for NM og OU, som dette krav hviler på), omhandler, selv om det er rettet mod selskabets direktører, der handler i denne egenskab, det andet scenario, der er beskrevet ovenfor. Ansvaret eller »forpligtelsen« for NM og OU er opstået på grundlag af tilsidesættelsen af et forbud, der er indført ved lovgivningen uafhængig af deres udnævnelse (nærmere bestemt det forbud mod noget udbud af hasardspil uden koncession til offentligheden i Østrig, der er fastsat i den østrigske lov om hasardspil). Et sådant forbud og følgerne af en tilsidesættelse deraf er ikke forbundet med den daglige ledelse, funktion og drift og følgelig »livscyklussen« for dette selskab. Det er blevet indført af andre grunde, der ikke har noget med selskabsretten at gøre (herunder beskyttelsen af forbrugeres interesser).

36.

Det hævdede ansvar eller de angivelige »forpligtelser uden for kontrakt« for NM og OU kan følgelig ikke anses for at »[udspringe] af reglerne for selskaber« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen. Et sådant ansvar eller en sådan »forpligtelse« er følgelig omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning og er underlagt den lovgivning, der er udpeget ved de regler, der er fastsat deri. Afhængig af disse regler og sagens omstændigheder kan denne lovgivning meget vel afvige fra lex societatis, der finder anvendelse for selskabet. Der vil blive foretaget en behandling af spørgsmålet om den lovgivning, der finder anvendelse for denne »forpligtelse«, i det næste afsnit af dette forslag til afgørelse.

37.

Denne konklusion bliver ikke draget i tvivl af NM og OU eller den maltesiske regerings argument om, at eftersom den person, der udbyder det omtvistede hasardspil i Østrig, strengt taget var Titanium og ikke selskabets direktører, var det alene dette selskab, der kunne have tilsidesat forbuddet i den østrigske lovgivning om hasardspil. De hævdede »forpligtelser uden for kontrakt«, der udspringer af denne skadevoldende handling er faktisk en »forpligtelse for selskabet«. Hvorvidt et selskabs direktør kan holdes »personligt ansvarlig« i forhold til den skadelidte tredjepart for en sådan »forpligtelse«, er i det væsentlige et »selskabsretligt« forhold. Et sådant ansvar gælder (alene), såfremt denne direktør har tilsidesat den omsorgspligt, der er pålagt vedkommende, som følge af vedkommendes udnævnelse med henblik på at sikre, at selskabet overholder sine juridiske forpligtelser ( 13 ).

38.

I modsætning til det, som disse intervenienter har anført, gælder for det første, at når et selskab foretager skadevoldende handlinger, er spørgsmålet om, hvorvidt de deraf følgende »forpligtelser uden for kontrakt« kan henføres til ledelsen for dette selskab, faktisk i det væsentlige et spørgsmål, der skal tages stilling til i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse for denne skadevoldende handling, som udpeget i henhold til Rom II-forordningen ( 14 ). Reglerne om civilretligt ansvar i medlemsstater (såsom deres strafferetlige regler) henfører ofte en persons handlinger til en anden ud fra forskellige teorier (anstiftelse, hæftelsesansvar osv.). Skadevoldende handlinger, der er begået af selskaber, kan navnlig nogle gange henhøres til deres ledelse (af den grund, at de har iværksat den omtvistede handlemåde eller havde ret, evne eller pligt til at kontrollere den, osv.), uanset de forpligtelser, der i øvrigt er pålagt ledelsen i henhold til »selskabsretten«. Rationalet bag en sådan potentiel henførelse af ansvar har karakter af »erstatningsansvar uden for kontrakt«. Det er centreret om at sikre overholdelsen af adfærdskodekset i samfundet og behørig erstatning til ofrene for overtrædelser deraf. Henførelsen af visse fejl, der er begået af selskaber til ledelsen, der driver dem, kan bidrage til at sikre, at der tages behørigt hensyn til disse regler af sådanne juridiske enheder, og at ofre får adgang til retsmidler i tilfælde af overtrædelser. Dette spørgsmåls karakter af »erstatningsansvar uden for kontrakt« bekræftes ved artikel 15, litra g), i Rom II-forordningen. Denne bestemmelse præciserer således, at den lovgivning, der finder anvendelse for »forpligtelser uden for kontrakt«, som udspringer af en skadevoldende handling, finder anvendelse for »ansvar for andres handlinger«.

39.

Det kan for det andet være, at NM og OU baseret på sagens faktiske omstændigheder i tillæg til »erstatningsretligt ansvar uden for kontrakt« eller »forpligtelser uden for kontrakt«, der udspringer af tilsidesættelsen af den østrigske lov om hasardspil, ligeledes kunne stå over for et »selskabsretligt« ansvar eller »forpligtelser uden for kontrakt« for en tilsidesættelse af en omsorgspligt, der er pålagt dem, som følge af deres udnævnelse med henblik på at sikre, at selskabet overholder sine retlige forpligtelser. Det er faktisk sædvanligt, at en enkelt begivenhed for et selskabs direktør indebærer en sådan akkumulering af ansvar ( 15 ). Ikke desto mindre er disse »forpligtelser«særegne og klassificeres følgelig i lyset af deres respektive rationale: De er underlagt forskellige lovgivninger, der fastlægges i lyset af forskellige lovvalgsregler (Rom II-forordningen på den ene side og nationale regler på den anden side). I denne situation skal jeg erindre om, at TE’s krav hviler på »erstatningsansvar uden for kontrakt« for NM og OU og ikke på et eventuelt parallelt »selskabsretligt« ansvar, som de kan ifalde.

40.

Under hensyntagen til de forudgående betragtninger bør svaret på det første spørgsmål være, at undtagelsen vedrørende »forpligtelser uden for kontrakt, der udspringer af reglerne for selskaber«, der er fastsat i artikel 1, stk. 2, litra d), i Rom II-forordningen ikke omfatter hævdede »forpligtelser uden for kontrakt« for et selskabs direktør, der udspringer af tilsidesættelsen af en forpligtelse eller et forbud, der følger af lovgivningen uafhængigt af vedkommendes udnævnelse, som eksempelvis forbuddet mod noget udbud af hasardspil i en bestemt medlemsstat uden en koncession, der er udstedt af denne stats myndigheder.

41.

Det følger af det forudgående afsnit, at Rom II-forordningen finder anvendelse for »forpligtelser uden for kontrakt« såsom den forpligtelse, der ligger til grund for TE’s krav. Jeg vil nedenfor tage stilling til spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse for denne »forpligtelse« i henhold til denne forordning.

42.

Ingen af de særlige regler, der er fastsat i artikel 5-9 i Rom II-forordningen, omfatter en skadevoldende handling som den omhandlede. Parterne har heller ikke, således som det er tilladt i henhold til forordningens artikel 14, valgt den lovgivning, der skal finde anvendelse for de »forpligtelser uden for kontrakt«, der udspringer af denne skadevoldende handling. Følgelig bør denne lovgivning fastlægges i henhold til den hovedregel, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i denne retsforskrift.

43.

I henhold til denne hovedregel er den lovgivning, der finder anvendelse for »forpligtelser uden for kontrakt«, der udspringer af en skadevoldende handling, lovgivningen i det land, hvor »skaden« indtræder, uanset i hvilket land »den skadevoldende begivenhed« fandt sted, og uanset i hvilket land eller i hvilke lande de »indirekte følger« af denne begivenhed indtræder.

44.

Den forelæggende ret ønsker i denne forbindelse med det andet spørgsmål nærmere bestemt oplyst, hvilken »skade« der er indtrådt ved den (hævdede) skadevoldende handling, der ligger til grund for TE’s krav, og hvor denne »skade« anses for at være indtrådt med henblik på artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen. Denne domstol har i sit spørgsmål foreslået adskillige tilknytningsfaktorer, der kunne være relevante i denne forbindelse. Visse indledende forklaringer er efter min opfattelse nødvendige med henblik på at forstå dette spørgsmåls kompleksitet.

45.

Artikel 2, stk. 1, i Rom II-forordningen definerer med henblik på denne forordning begrebet »skade« som »alle følger, der er udløst af [en skadevoldende handling]« (min fremhævelse). Det følger ikke desto mindre af punkt 43 ovenfor, at artikel 4, stk. 1, i denne forordning hviler på en mere subtil sondring mellem den direkte ( 16 )»skade«, der er forårsaget ved skadetilføjelsen og de indirekte»følger« af denne begivenhed. Det er alene den første, der er relevant i forbindelse med fastlæggelsen af den lovgivning, der finder anvendelse for skadevoldende handlinger.

46.

Det er i mange situationer relativt ligetil at foretage en sondring mellem den direkte »skade«, der er forårsaget ved en skadetilføjelse og dens »indirekte følger«. Eksempelvis er denne »skade« i tilfælde af et trafikuheld ofrets fysiske skade og/eller den materielle skade på vedkommendes bil, der er forårsaget ved dette uheld. Den indtraf, da sammenstødet fandt sted. De yderligere økonomiske konsekvenser af denne skade (udgifterne til lægebehandling, det indtægtstab, som skaden har medført, osv.) og/eller tingsskade (udgifter til reparation af bilen osv.) er »indirekte følger« af uheldet ( 17 ).

47.

At foretage en sondring mellem den direkte »skade«, der er forårsaget af skadetilføjelsen, og dens »indirekte følger« kan omvendt vise sig at være vanskeligt i situationer, hvor det tab, der rejses af sagsøgeren, ikke har nogen fysisk manifestation. Dette er tilfældet i denne situation: Tabet på spil, som TE har rejst krav om, består i det væsentlige i en reduktion af immaterielle monetære aktiver. Det tilhører kategorien af »rent økonomisk« tab. Dette danner grundlaget for det andet spørgsmål fra den forelæggende ret.

48.

Når det er præciseret, skal jeg for at besvare dette spørgsmål erindre om, at generelt set er den »skade«, der er beskrevet i artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen, de direkte følger af en skadevoldende handling mod ofret (eller mere præcist mod sidstnævntes retligt beskyttede interesse, som kravet vedrører). Dette afhænger af karakteren af den (hævdede) skadevoldende handling, der ligger til grund for kravet ( 18 ). Med henblik på at identificere denne »skade« er udgangspunktet en bedømmelse af karaktertrækkene ved denne skadevoldende handling. Ikke desto mindre gælder, at eftersom identificeringen af denne »skade« foretages med henblik på fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen, skal man holde sig det formål, der forfølges i henhold til denne bestemmelse, for øje. EU-lovgivers valg af det land, hvor »skaden« indtræder, som en tilknytningsfaktor havde til formål i de fleste tilfælde at sikre anvendelsen af den lovgivning med den nærmeste tilknytning til den skadevoldende handling, og som er forudselig for både offeret og skadevolderen, hvilket følgelig sikrer retssikkerheden. Denne tilknytningsfaktor har ligeledes til formål at sikre en »rimelig balance« mellem parternes interesse ( 19 ). Det kriterium, der blev valgt til at identificere denne »skade«, skal være overbevisende i lyset af disse formål og kan afvige fra den løsning, der i denne forbindelse kan findes i materiel ret ( 20 ).

49.

Domstolens praksis om artikel 7, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen bør i denne forbindelse ligeledes tages i betragtning. Jeg erindrer om, at denne bestemmelse indeholder en særlig kompetenceregel for »sager om erstatning uden for kontrakt«, der udpeger domstolene på »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«. I Bier-dommen ( 21 ) fastslog Domstolen, at dette omfatter både i) det sted, hvor »skaden« er indtrådt, og ii) det sted, hvor den skadegørende handling er foretaget (således at sagsøgeren kan vælge, hvor sagen skal indbringes, når disse to steder ikke falder sammen). For så vidt angår det første kriterium fastslog Domstolen i Marinari-dommen ( 22 ), at dette er begrænset til det sted, hvor »en skade [oprindeligt] er indtrådt«, og omfatter ikke noget andet sted, hvor ofret hævder, at der er indtrådt »indirekte følger« af skadetilføjelsen. Eftersom artikel 7, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen og artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen hviler på de samme sondringer og forfølger tilsvarende målsætninger (i det mindste for så vidt angår en nær tilknytning til den skadevoldende handling, forudselighed og retssikkerhed) ( 23 ), bør der sikres en overensstemmende fortolkning af de to ( 24 ).

50.

I lyset af de faktiske omstændigheder, der er sammenfattet i punkt 8-11 ovenfor, har intervenienterne fremført radikalt forskellige opfattelser af, hvad der i den foreliggende sag skal anses for den direkte »skade«, der er forårsaget af den (hævdede) skadevoldende handling, der ligger til grund for TE’s krav, og hvor denne »skade« indtraf som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen.

51.

NM og OU, den maltesiske regering og Kommissionen har på den ene side gjort gældende, at denne »skade« består i de tab på spil, som TE led, da han foretog spilindsatser på Titaniums websted. Den direkte konsekvens af disse tab var en reduktion og i sidste ende et fuldstændigt tab af TE’s specifikke aktiver, der kan tydeligt kan adskilles fra resten af hans patrimoine, nærmere bestemt det beløb, som han bevidst overførte til spillerbeskyttelseskontoen med henblik på at toppe sin (virtuelle) spillerkonto op ( 25 ). Denne »skade« indtraf dér, hvor denne bankkonto er beliggende, hvilket på sin side anses for at være på det sted, hvor det foretagende, der er i besiddelse af den, er beliggende ( 26 ). Idet denne bank har hjemsted på Malta, indtraf »skaden« i dette land, og maltesisk ret finder følgelig anvendelse på TE’s krav i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen. De økonomiske virkninger, som dette tab havde i forhold til TE’s aktiver, er omvendt som en helhed alene »indirekte konsekvenser« af den hævdede skadevoldende handling. Selv såfremt man følgelig accepterede, at TE mærkede disse virkninger på sit sædvanlige opholdssted i Østrig (under antagelsen om, at »centrum for hans aktiver« befandt sig her), er det irrelevant i henhold til denne bestemmelse.

52.

TE og den østrigske, den tyske og den belgiske regering har på den ene side indtaget den holdning, at »skaden« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen i det væsentlige er den oprindelige overdragelse af pengesummer til Titanium, som TE foretog med henblik på at toppe sin (virtuelle) spillerkonto op og at foretage spilindsatser. Denne »skade« anses for at være indtrådt i Østrig under hensyntagen til en kombination af faktorer, navnlig den omstændighed at Titaniums virksomhed var rettet mod Østrig, at TE deltog i de omtvistede hasardspil fra dette land, at han overførte disse beløb fra sin østrigske bankkonto, at hans sædvanlige opholdssted og »centrum for hans aktiver« befinder sig her, og at hans krav hviler på den hævdede tilsidesættelse af den østrigske lov om hasardspil ( 27 ). Østrigsk ret ville følgelig skulle finde anvendelse for denne skadevoldende handling i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen.

53.

Valget mellem de to løsninger er ganske vist ikke let. Jeg er ikke desto mindre efter nøje overvejelser i det væsentlige enig i den anden opfattelse.

54.

Den løsning, der er foreslået af NM og OU, den maltesiske regering og Kommissionen hviler i det væsentlige på en analog anvendelse af Kronhofer-dommen ( 28 ), der omhandler kompetencereglen for »sager om erstatning uden for kontrakt«, der nu er fastsat i artikel 7, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen. I denne sag havde en forbruger med bopæl i Østrig (Kronhofer) indgået en kontrakt med et investeringsfirma i Tyskland. Han overførte som følge heraf midler til en investeringskonto hos selskabet i Tyskland, som dernæst blev anvendt til at købe finansielle instrumenter. Disse instrumenter tabte værdi, hvilket førte til et tab af en del af de investerede midler.

55.

Man kan udlede fra denne dom, at den direkte »skade« efter Domstolens opfattelse bestod i tabet af en del af de midler, der var deponeret på investeringskontoen. Denne »skade« indtraf i Tyskland på det sted, hvor det foretagende, som førte denne konto, var beliggende ( 29 ). De økonomiske virkninger, som dette tab havde på Kronhofers aktiver som helhed, er helt enkelt omvendt »indirekte følger« af skadestilføjelsen. Selv om man antager, at Kronhofer oplevede virkningerne på det sted, hvor han havde sin bopæl i Østrig (ud fra antagelsen om, at ofrenes »centrum for aktiver« befandt sig dér) ( 30 ), kunne dette ikke begrunde kompetence for domstolene på dette sted ( 31 ).

56.

Den løsning, der kan udledes af Kronhofer-dommen, er efter min opfattelse velegnet for tilfælde, hvor en person i) giver instrukser til en anden (typisk en bank eller et investeringsfirma) om at forvalte visse aktier, der tilhører vedkommende, ii) i denne forbindelse bevidst holder dette aktiv adskilt fra resten af vedkommendes patrimonium ved at deponere det på en specifik konto efter aftale med instruktionsmodtageren, og iii) denne instruktionsmodtager efterfølgende foretager en skadevoldende handling i form af fejl ved forvaltningen af det omhandlede aktiv (uforsvarlig investering, underslæb, churning osv.). I en sådan situation kan direkte »skade« med henblik på artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen med overbevisning anses for forringelsen eller tab af dette særlige aktiv (eftersom beskyttelsen af sagsøgerens økonomiske interesser udgør kernen af den omhandlede skadevoldende handling) og beliggende i det land, hvor det blev deponeret. Lovgivningen i dette land har den nærmeste tilknytning til den skadevoldende handling og – som parterne var enige om – det sted, hvor aktivet befinder sig, og de kunne begge forudse, at denne lovgivning vil kunne finde anvendelse.

57.

Den (hævdede) skadevoldende handling, der ligger til grund for TE’s krav, er imidlertid ganske anderledes end dem, der er beskrevet ovenfor. Som TE og den østrigske, den tyske og den belgiske regering har fremhævet, vedrører denne skadevoldende handling ikke en fejlagtig håndtering fra Titaniums side af de beløb, som TE overførte til spillerbeskyttelseskontoen med henblik på at toppe sin (virtuelle) spillerkonto op. Jeg skal erindre om, at den hævdede fejl derimod i stedet består i, at Titanium har udbudt disse hasardspil til TE, selv om selskabet ikke var indehaver af koncessionen i henhold til den østrigske lov om hasardspil.

58.

I lyset af karaktertrækkene ved denne skade forekommer det mig, at TE med sit krav ønsker at forsvare forbrugerinteresser, der er beskyttet i henhold til den østrigske lov om hasardspil, der er associeret med ikke at blive tilbudt hasardspil, undtagen i tilfælde af sådanne spil i henhold til en koncession (hvorved spilafhængighed og sociale og økonomiske konsekvenser, svindel osv. undgås) ( 32 ). En indgriben i disse interesser og følgelig den »skade«, der er forårsaget ved den skadevoldende handling, kunne alene ske, i forbindelse med at TE deltog i sådanne hasardspil uden koncession, nærmere bestemt ved at foretage spilindsatser i disse spil (hvorimod han slet ikke havde været i stand til at gøre dette, såfremt lovgivningen var blevet overholdt) ( 33 ).

59.

Oprettelsen fra TE’s side af en spillerkonto på Titaniums websted og betalingen af beløb til Titanium med henblik på at toppe denne konto op er efter min opfattelse forberedende handlinger, der førte til denne »skade«. Det følger heraf, at navnlig den bankkonto (eller det dertil knyttede kreditkort), der blev anvendt af spilleren med henblik herpå, er irrelevant med henblik på artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen. Såfremt man derudover betragter det sted, hvor denne konto befinder sig, som en tilknytningsfaktor, ville dette næppe være i overensstemmelse med målsætningerne om nær tilknytning, forudselighed og retssikkerhed, der forfølges ved denne bestemmelse. En spiller ville kunne have bankkonti i adskillige lande og anvende en hvilken som helst af disse til at toppe deres spillerkonto op. En sådan faktor ville følgelig kunne føre til anvendelsen af en lovgivning uden tilknytning til den skadevoldende handling, hvilket ville være uforudseligt for skadevolderen ( 34 ).

60.

De yderligere negative økonomiske konsekvenser af foretagelsen af spilindsatserne ( 35 ) (som eksempelvis den manglende mulighed for at kræve penge tilbage fra hasardspilsselskabet, fordi der ikke er noget tilgodehavende tilbage på spillerens konto) er efter min opfattelse tilsvarende »indirekte følger« af den skadevoldende handling, der er irrelevante med henblik på fastlæggelsen af den lovgivning, der finder anvendelse i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen. Stedet, hvor disse konsekvenser indtræder, ville derudover være et ringe grundlag for valget af tilknytningsfaktor. Det ville ikke være passende at tage hensyn til, at de indtræder i det land, hvor hasardspilselskabet holder spillerens midler (i den foreliggende sag, hvor spillerbeskyttelseskontoen blev ført). Dette land ville ikke nødvendigvis være forudseligt for spilleren ( 36 ). »Overladelsen« (så at sige) af disse midler til Titanium er et underordnet aspekt af deltagelsen i hasardspil ( 37 ), og den lovgivning, der finder anvendelse, bør ikke afhænge af en sådan ordning. Som anført ovenfor kan en bankkonto åbnes hvor som helst nu om dage; en sådan faktor kunne endda blive udsat for manipulation fra hasardspilselskabers side med henblik på lovvalgsproblematikken. Lovgivningen i det land, hvor denne konto befinder sig, kan følgelig ikke have en særlig tæt forbindelse til den skadevoldende handling. En alternativ placering af disse økonomiske konsekvenser i spillerens »centrum for aktiver« ville være en for vidtrækkende fiktion.

61.

Eftersom »skaden« forstået som de negative konsekvenser på de hævdede beskyttede interesser skete, da forbrugeren deltog i hasardspil uden koncession, skal denne »skade« ligeledes anses for at være indtrådt dér, hvor disse spil fandt sted. Valget af denne tilknytningsfaktor med henblik på fastlæggelsen af, hvor den direkte »skade« indtræder med henblik på artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen, stemmer efter min opfattelse overens med den aktuelle tendens i Domstolens praksis i henhold til artikel 7, stk. 2, i Bruxelles Ia-forordningen for så vidt angår økonomiske tab, der er forårsaget ved transaktioner, som ofrene uden skadevolderens handlinger ikke ville have foretaget (eller i det mindste ikke ville have foretaget under de samme betingelser) ( 38 ).

62.

Ifølge denne tilknytningsfaktor er placeringen af den direkte »skade« på det sted, hvor en person deltog i hasardspil uden en koncession på en fysisk lokation (eksempelvis på et illegalt kasino) let. Denne »skade« indtrådte på denne placering. Vanskelighederne i den foreliggende sag er, at TE deltog i disse onlinespil på Titaniums websted.

63.

NM og OU og den maltesiske regering har i det væsentlige foreslået at anvende en retlig fiktion, i henhold til hvilken de anfægtede hasardspil fandt sted på Malta, idet de påberåbte sig argumentet om, at samtlige faciliteter og infrastrukturer, herunder servere, der blev anvendt af Titanium til at udbyde disse spil og behandle spilindsatserne, befandt sig i dette land, at webstedet og de (virtuelle) spillerkonti blev forvaltet af Titaniums personale på det sted, og at samtlige de beslutninger, der blev truffet af Titaniums direktører for så vidt angår dets virksomhed, ligeledes blev truffet dér.

64.

Der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at samtlige de beslutninger, der blev truffet af og foretaget af Titanium og af NM og OU, som førte til de (hævdede) negative indvirkninger på TE’s interesser, fandt sted på Malta. Dette fører imidlertid til, at Malta først og fremmest er »det land, hvor skaden indtræder« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen. Således som det fremgår af punkt 43 ovenfor, blev denne tilknytning ikke lagt til grund af lovgiveren i EU for så vidt angår den lovgivning, der finder anvendelse på sager om erstatning uden for kontrakt, fordi den bl.a. ikke sikrer en »rimelig balance« mellem parternes interesser ( 39 ) (eftersom det efter min opfattelse ofte ville føre til udpegelsen af lovgivningen i det land, hvor skadevolderen har sit hjemsted eller har sit sædvanlige opholdssted).

65.

I den foreliggende sag ville der, såfremt man lægger til grund, at den direkte »skade« ligeledes indtraf på Malta ud fra antagelsen om, at de omtvistede hasardspil fandt sted i dette land, efter min opfattelse ses bort fra denne lovgivningsmæssige hensigt. Det er derimod omvendt passende i den foreliggende sag at arbejde ud fra antagelsen om, at disse spil fandt sted i Østrig, således som TE og den østrigske, den tyske og den belgiske regering i det væsentlige har gjort gældende, hvilket førte til anvendelsen af den østrigske lovgivning i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen.

66.

I modsætning til det, der er blevet anført af NM og OU, er denne antagelse ikke alene begrundet ved den omstændighed, at Titaniums websted kunne tilgås i Østrig. Det er faktisk ubestridt, at Titanium rettede sin virksomhed mod (bl.a.) østrigske forbrugere som eksempelvis TE. Den omhandlede webside havde en titel på tysk (www.drueckglueck.com) og anvendte dette sprog, gjorde brug af et neutralt topdomæne ».com« (i stedet for det maltesiske ».mt«), og der blev tilsyneladende reklameret for den i Østrig. Dette gør det efter min opfattelse rimeligt at anse den omstændighed, at TE foretog spilindsatser på dette websted fra Østrig, for afgørende ( 40 ). Denne antagelse er endvidere i overensstemmelse med grundlaget for TE’s krav: Eftersom anvendelsesområdet for den østrigske lov om hasardspil som et led i den offentligretlige regulering, der er vedtaget af den østrigske stat, er begrænset til det østrigske område, kan de forbrugerinteresser, der beskyttes i henhold til denne lovgivning alene tilsidesættes, såfremt en forbruger deltager i hasardspil uden koncession i Østrig.

67.

NM og OU har for så vidt angår denne antagelse fremført den indsigelse, at TE reelt kunne have tilgået Titaniums websted fra hvilket som helst sted, herunder uden for Østrig, ved eksempelvis at anvende en smartphone. Det er faktisk uklart præcist, hvor TE befandt sig, da han tilgik webstedet. Endvidere omhandler den skadegørende handling ikke et enkelt spil, men en række spilindsatser, der alle er blevet foretaget fra forskellige steder i og uden for Østrig.

68.

Den lov, der finder anvendelse, bør åbenlyst ikke variere for hver spilindsats, der blev foretaget, afhængig af hvor TE befandt sig på det pågældende tidspunkt. Det vil ikke alene kunne være vanskeligt at påvise den præcise placering, hvorfra spilindsatserne blev foretaget, men denne tilgang kunne ligeledes føre til en fragmentering af den lovgivning, der finder anvendelse, og udpegelsen af en lovgivning (eller lovgivninger) med en ringe eller ingen tilknytning til den skadevoldende handling, og dette ville kunne være helt uforudseligt for skadevolderen ( 41 ).

69.

Med henblik på at undgå disse spørgsmål bør der ikke desto mindre foretages en behandling af (samtlige) de spilindsatser, der kunne anses for at være blevet foretaget på TE’s sædvanlige opholdssted i Østrig på det for sagen relevante tidspunkt, idet der ville ses bort fra hans faktiske placering, hver gang han spillede hasardspil.

70.

Denne fortolkning fører efter min opfattelse til udpegelsen af en lovgivning (i dette tilfælde østrigsk ret), der er tæt knyttet til den hævdede skadevoldende handling (hvilket, jeg erindrer om, hviler på netop den omstændighed, at hasardspil var ulovligt i henhold til den østrigske lov om hasardspil). Den opfylder ligeledes målsætningen om retssikkerhed og forudsigelighed: Som TE og den østrigske, den tyske og den belgiske regering har fremhævet, kan et maltesisk hasardspilselskab, der retter sin virksomhed mod en bestemt medlemsstat, med rimelighed forvente, at lovgivningen i denne stat vil kunne finde anvendelse for så vidt angår skadevoldende handlinger, der vedrører denne virksomhed ( 42 ).

71.

I lyset af det forudgående bør det andet spørgsmål besvares således at, såfremt en forbruger hævder at have lidt et tab i forbindelse med hasardspil som følge af – fra den medlemsstat, hvor vedkommende har sit sædvanlige opholdssted – at have deltaget i de onlinehasardspil, der udbydes til vedkommende af en udbyder i en anden medlemsstat uden en koncession fra myndighederne i den første stat, vil »skaden« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen anses for at være indtrådt i denne første stat, som er det land, hvorfra spilindsatserne blev foretaget.

72.

NM og OU og den maltesiske regering har ved Domstolen gjort gældende, at såfremt lovgivningen i Østrig – i strid med det, som de har foreslået – udpeges som det lands ret, der finder anvendelse, for så vidt angår den skadevoldende handling, der ligger til grund for TE’s krav i henhold til artikel 4, stk. 1, i Rom II-forordningen, bør denne lovgivning erstattes på grundlag af den »undtagelsesklausul«, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, i denne forordning. Det fremgår efter deres opfattelse »af alle sagens omstændigheder […], at den skadevoldende handling [havde] en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land«, således som det er beskrevet i artikel 4, stk. 3, hvilket nærmere bestemt er Malta. I henhold til denne bestemmelse bør maltesisk ret følgelig i stedet finde anvendelse. Eftersom dette forhold vedrører det andet spørgsmål, vil jeg foretage en kort behandling af det.

73.

Jeg skal indledningsvis fremhæve, at selv om den »undtagelsesklausul«, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, i Rom II-forordningen, har til formål at opveje den »rigide« hovedregel, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, i denne retsforskrift ved at give den domstol, for hvilken sagen er anlagt, en vis grad af fleksibilitet til i hvert enkelt tilfælde at sikre, at den lovgivning, der finder anvendelse, er den lovgivning, der faktisk har den nærmeste tilknytning til den skadevoldende handling ( 43 ), skal en erstatning af den lovgivning, der er udpeget i henhold til artikel 4, stk. 1, kun ske i ekstraordinære tilfælde for at sikre den forudselighed og retssikkerhed, som Rom II-forordningen har til formål at sikre. Som det følger af ordlyden af artikel 4, stk. 3, bør denne »undtagelsesklausul« alene anvendes, såfremt den skadevoldende handling ud fra en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder åbenlyst har en nærmere tilknytning til et andet land end det, hvor »skaden« var indtrådt. Målestokken for denne vurdering er høj.

74.

Som TE og den østrigske, den tyske og den belgiske regering har gjort gældende, er dette ikke tilfælde her. Selv om den skadevoldende handling uden tvivl har tilknytning til Malta, har denne ikke med henblik på lovvalget åbenbart større vægt end tilknytningen til Østrig.

75.

Selv om Titaniums hjemsted og faciliteter således befandt sig på Malta, var det omstridte hasardspil rettet mod Østrig, som er det land, hvor TE har sit sædvanlige opholdssted, og hvorfra han deltog i disse spil. Selv om NM og OU kan have udøvet deres forpligtelser fra Malta i henhold til maltesisk selskabsret, skal jeg erindre om, at TE’s krav hviler på en angivelig overtrædelse af de østrigske regler om hasardspil. Spillerbeskyttelseskontoen på Malta er, som jeg har forklaret i de tidligere afsnit, ikke afgørende for den omhandlede skadevoldende handling (hvilket ligeledes heller ikke er tilfældet for så vidt angår det sted, hvor TE’s personlige bankkonto i Østrig er placeret). For så vidt angår det argument, der er fremført af NM og OU og den maltesiske regering, om, at hasardspilkontrakten mellem TE og Titanium var underlagt maltesisk ret, er det endelig korrekt, at artikel 4, stk. 3, i Rom II-forordningen præciserer, at en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land »navnlig [vil] kunne støttes på [en forudgående kontrakt] mellem parterne […] med nær tilknytning til den pågældende skadevoldende handling« (min fremhævelse). Jeg er ikke desto mindre for det første ikke overbevist om, at den omhandlede kontrakt er afgørende for den hævdede skadevoldende handling. Det er for det andet langt fra klart, at maltesisk ret finder anvendelse på denne kontrakt. Eftersom den var blevet indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, der rettede sin virksomhed mod førstnævnte, var det derimod snarere den lovgivning i det land, hvor denne forbruger havde sit sædvanlige opholdssted (med andre ord østrigsk ret) i henhold til artikel 6. stk. 1, i forordning (EF) nr. 593/2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser ( 44 ), der finder anvendelse.

76.

Jeg ønsker at fremføre en sidste bemærkning om den foreliggende sag. Dette forslag til afgørelse har udelukkende omhandlet den lovgivning, der finder anvendelse for den skadevoldende handling, der ligger til grund for TE’s krav. Hvorvidt der er grundlag for dette krav, er et andet spørgsmål. Hvorvidt TE eksempelvis skal være berettiget til erstatning for det tab, som han har lidt, eller hvorvidt denne erstatning bør nægtes på det grundlag, at han bidrog til disse tab eller selv begik en fejl ved at vælge at deltage i de hasardspil, der blev udbudt af Titanium, er et spørgsmål om realiteten, der skal afgøres i lyset af østrigsk lovgivning om erstatning uden for kontrakt. En væsentlig del af drøftelserne ved Domstolen omhandlede tilsvarende spørgsmålet om, hvorvidt en forpligtelse for hasardspilselskaber, der har hjemsted på Malta, og som driver virksomhed i henhold til en maltesisk koncession, til at overholde den østrigske lov om hasardspil (og en pålæggelse af et ansvar uden for kontrakt for disse selskaber og deres direktører, når de ikke gør det) er foreneligt med den frihed til at levere tjenesteydelser, der er sikret i artikel 56 TEUF. Det er ligeledes et materielt spørgsmål, som den domstol, som sagen er anlagt ved, skal tage stilling til som led i realitetsbehandlingen af sagen. Såfremt de relevante bestemmelser i den østrigske lov om hasardspil indebar en ubegrundet restriktion for denne frihed, vil NM og OU ikke kunne ifalde et sådant ansvar, og der vil således ikke kunne gives TE medhold i kravet. Såfremt omvendt denne lovgivning var forenelig med den omhandlede frihed, kunne det ligeledes være foreneligt med denne frihed at lade disse direktører ifalde ansvar for den fejl, der blev begået af Titanium.

77.

Jeg vil i lyset af samtlige af de forudgående betragtninger foreslå at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) som følger: