RETTENS KENDELSE (Anden Udvidede Afdeling)

7. august 2024 (*)

» EU-varemærke – udpegning af en ny repræsentant – sagsøger, der er ophørt med at besvare Rettens henvendelser – artikel 131, stk. 2, i Rettens procesreglement – ufornødent at træffe afgørelse «

I sag T-125/23,

Synapsa Med sp. z o.o., Jelcz-Laskowice (Polen), ved advokat G. Kuchta,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved T. Frydendahl, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten:

Gravity Brand Holdings LLC, New York, New York (De Forenede Stater), ved advokaterne V. Balaguer Fuentes, I. Sempere Massa og J. Schmitt,

har

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Marcoulli, og dommerne J. Schwarcz, V. Tomljenović, R. Norkus (refererende dommer) og W. Valasidis,

justitssekretær: V. Di Bucci,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

afsagt følgende

Kendelse

1        Sagsøgeren, Synapsa Med sp. z o.o., har anlagt søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 9. januar 2023 truffet af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 923/2022-5) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2        Ved skrivelse af 6. februar 2024 meddelte sagsøgerens repræsentant Retten, at vedkommende ikke længere repræsenterede sagsøgeren.

3        Som led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er omhandlet i procesreglementets artikel 89, meddelte Retten ved skrivelse af 9. februar 2024 sagsøgerens repræsentant, at denne fortsat var kontaktperson, indtil sagsøgeren havde udpeget en ny repræsentant. Retten opfordrede endvidere repræsentanten til at meddele sagsøgeren, at det i henhold til procesreglementets artikel 51, stk. 1, tilkom denne at udpege en ny repræsentant. Retten tilføjede, at hvis sagsøgerens nye repræsentant ikke senest den 26. februar 2024 meddelte Retten sin udpegning, agtede den i overensstemmelse med artikel 131, stk. 2, i sit procesreglement af egen drift at fastslå, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse.

4        Sagsøgeren udpegede ikke en ny repræsentant inden for den fastsatte frist.

5        Som et led i de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er omhandlet i procesreglementets artikel 89, rettede Retten ved skrivelse af 7. marts 2024 et spørgsmål til parterne til skriftlig besvarelse om Rettens mulighed for i henhold til procesreglementets artikel 131, stk. 2, af egen drift ved begrundet kendelse at fastslå, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse.

6        Ved skrivelse af 21. marts 2024 svarede intervenienten, Gravity Brand Holdings LLC, bekræftende på Rettens spørgsmål. Intervenienten tilføjede, at det ville være hensigtsmæssigt, om Retten pålagde sagsøgeren at betale sagsomkostningerne.

7        Ved skrivelse af 22. marts 2024 har EUIPO nedlagt påstand om afvisning af sagen og om ikke at blive pålagt at betale sagsomkostningerne. EUIPO har desuden præciseret, at kontoret ikke har afholdt sagsomkostninger, der kan kræves erstattet. EUIPO har navnlig gjort gældende, at hvis Retten i henhold til procesreglementets artikel 131, stk. 2, fastslår, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, hindrer det, at den anfægtede afgørelse får retskraft som omhandlet i artikel 71, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).

8        EUIPO har hævdet, at sagsøgerens pligt til at være repræsenteret af en advokat er en væsentlig formforskrift, hvis manglende overholdelse medfører afvisning af sagen for Retten. Det er endvidere EUIPO’s opfattelse, at når Retten under sagens behandling fastslår, at sagsøgeren ikke overholder den nævnte forskrift, har den ret til at fortolke denne omstændighed som en afbrydelse af proceduren i henhold til procesreglementets artikel 125 eller som en hindring for sagens videre behandling med den virkning, at der i henhold til procesreglementets artikel 126 foreligger en sag, som åbenbart ikke kan behandles, eller som en manglende opfyldelse af en ufravigelig procesforudsætning i henhold til procesreglementets artikel 129.

9        Sagsøgeren har ikke besvaret Rettens spørgsmål inden for den fastsatte frist.

10      Ifølge procesreglementets artikel 131, stk. 2, kan Retten, hvis sagsøgeren ophører med at svare på Rettens henvendelser, efter at have hørt parterne, af egen drift ved begrundet kendelse fastslå, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse.

11      Ifølge fast retspraksis fremgår det i øvrigt af bestemmelserne i artikel 19, stk. 3 og 4, og artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som ifølge samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på Retten, og navnlig af anvendelsen af udtrykket »repræsenteres« i den nævnte statuts artikel 19, stk. 3, at når der anlægges en sag ved Retten, er parter ud over medlemsstaterne, EU-institutionerne, de stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), bortset fra medlemsstaterne, samt den i den nævnte aftale omhandlede Tilsynsmyndighed for Den Europæiske Frihandelsorganisation (EFTA), ikke bemyndiget til selv at føre deres sag, men skal lade en anden person møde for sig, og denne person skal have møderet for en ret i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen (jf. i denne retning kendelse af 20.11.2017, BikeWorld mod Kommissionen, T‑702/15, EU:T:2017:834, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

12      Det følger ligeledes af artikel 19 i statutten for Domstolen, at pligten til at være repræsenteret ved en advokat skal bestå indtil meddelelsen af den retsafgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes. Sidstnævnte pligt skal dog være forenelig med dels en parts frihed til at lade sig repræsentere ved en advokat efter eget valg, dels en advokats ret til under iagttagelse af sine etiske forpligtelser at trække sig fra sit hverv under sagens behandling. Selv om en part ikke skal være repræsenteret under hele sagen ved samme advokat, skal den pågældende part følgelig sikre sin fortsatte repræsentation ved en advokat i hele sagsforløbet, dvs. fra sagens anlæggelse og indtil meddelelsen af den retsafgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes. Det følger heraf, at når en advokat ophører med at repræsentere en sagsøger under sagens behandling, er det vigtigt, at sagsøgeren straks udpeger en ny repræsentant for at sikre kontinuiteten i sin repræsentation (kendelse af 19.6.2014, Suwaid mod Rådet, T-268/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:598, præmis 17).

13      I den foreliggende sag fremgår det af præmis 4 og 9 ovenfor, at sagsøgeren ikke har udpeget en ny repræsentant og er ophørt med at besvare Rettens henvendelser. Idet sagsøgeren ikke har efterkommet Rettens anmodninger om at oplyse, hvilken advokat vedkommende har udpeget som ny repræsentant, har sagsøgeren under sagens behandling ikke opfyldt den væsentlige proceduremæssige forpligtelse, der er omhandlet i artikel 19 i statutten for Domstolen.

14      I modsætning til hvad EUIPO har gjort gældende, kan sagsøgerens passivitet imidlertid i den foreliggende sag hverken fortolkes som en afbrydelse af proceduren i henhold til procesreglementets artikel 125 eller som en hindring for sagens videre behandling med den virkning, at der i henhold til dette reglements artikel 126 foreligger en sag, som åbenbart ikke kan behandles, eller som en manglende opfyldelse af en ufravigelig procesforudsætning i henhold til det nævnte reglements artikel 129.

15      For det første for så vidt angår EUIPO’s argument om, at sagsøgerens passivitet kan anses for en afbrydelse af proceduren, bemærkes det, at hvis det skal lægges til grund, at der foreligger afbrydelse, skal sagsøgeren udvise et reelt og udtrykkeligt ønske herom. Betingelsen om, at ønsket er reelt, indebærer, at der ikke er tvivl om, at dette ønske foreligger. Kravet om, at afbrydelsen skal have udtrykkelig karakter, indebærer navnlig, at den ikke kan være implicit (jf. i denne retning kendelse af 15.12.2022, Leonardo mod Frontex, T-675/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:870, præmis 22).

16      I den foreliggende sag er det således ikke tilstrækkeligt til at karakterisere en afbrydelse, at sagsøgeren ikke har udpeget en ny repræsentant og ikke svaret på Rettens henvendelser inden for de fastsatte frister, for det er ikke uden for enhver tvivl tydeligt, at sagsøgeren dermed har ønsket en afbrydelse. Følgelig kan det ikke lægges til grund, at denne passivitet udgør en afbrydelse.

17      For det andet for så vidt angår EUIPO’s argument om, at sagsøgerens passivitet udgør en hindring for en hensigtsmæssig behandling af sagen, som indebærer, at det er åbenbart, at denne ikke kan behandles, påpeges det, at i henhold til procesreglementets artikel 126 kan Retten, når søgsmålet åbenbart må afvises eller må forkastes som åbenbart retligt ugrundet, beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling. Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en sag kan antages til realitetsbehandling, bedømmes på grundlag af den situation, der forelå på tidspunktet for stævningens indlevering. Hvis betingelserne for at anlægge sagen ikke er opfyldt på det pågældende tidspunkt, skal den derfor afvises fra realitetsbehandling (dom af 27.11.1984, Bensider m.fl. mod Kommissionen, 50/84, EU:C:1984:365, præmis 8; jf. i denne retning kendelse af 6.7.2017, Yanukovych mod Rådet, C-505/16 P, EU:C:2017:525, præmis 53).

18      Det må i den foreliggende sag konstateres, at på tidspunktet for indleveringen af stævningen var den betingelse for antagelse til realitetsbehandling af søgsmålet, som vedrører sagsøgerens repræsentation, behørigt opfyldt. Det forhold, at sagsøgeren ikke udnævner en ny repræsentant og ikke besvarer Rettens henvendelser under sagens behandling, kan hverken berøre søgsmålets mulighed for at blive antaget til realitetsbehandling på tidspunktet for anlæggelsen af sagen eller spørgsmålet om, hvorvidt sagen er begrundet, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at det er åbenbart, at den foreliggende sag ikke kan behandles.

19      For det tredje for så vidt angår EUIPO’s argument om, at sagsøgerens passivitet kan gøres til genstand for en formalitetsindsigelse, som Retten i henhold til procesreglementets artikel 129 kan rejse af egen drift, skal det blot påpeges, at sagsøgerens passivitet indtrådte under sagens behandling og derfor ikke kan påvirke søgsmålets mulighed for at blive antaget til realitetsbehandling på tidspunktet for anlæggelsen heraf. Endvidere kan den manglende behørige udpegning af en ny repræsentant, om end den ifølge retspraksis kan udgøre et tilstrækkeligt bevis for, at sagsøgeren ikke længere har søgsmålsinteresse (jf. i denne retning kendelse af 12.9.2013, Yaqub mod KHIM – Turkey (ATATURK), T-580/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:518, præmis 7 og den deri nævnte retspraksis), alene føre til den konstatering, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, og ikke, at søgsmålet skal afvises fra realitetsbehandling.

20      For så vidt som EUIPO har gjort gældende, at konstateringen af, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i den foreliggende sag, medfører, at den anfægtede afgørelse ikke får retskraft, skal det i øvrigt bemærkes, at den foreliggende sag adskiller sig fra de sager, som kontoret har påberåbt sig, og som har givet anledning til kendelse af 12. april 2018, Cyro-Save mod EUIPO (C-327/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:235), af 3. juli 2003, Lichtwer Pharma mod KHIM – Biofarma (Sedonium) (T-10/01, EU:T:2003:182), af 26. november 2012, MIP Metro mod KHIM – Real Seguros (real,- BIO) (T-549/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:622), af 4. juli 2013, Just Music Fernsehbetriebs mod KHIM – France Télécom (Jukebox) (T-589/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:356), af 23. februar 2021, Frutas Tono mod EUIPO – Agrocazalla (Marién) (T-587/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:107), og af 14. februar 2023, Laboratorios Ern mod EUIPO – Arrowhead Pharmaceuticals (TRiM) (T-428/22, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:80). Disse sager vedrører nemlig situationer, hvor der under sagens behandling ved Retten eller Domstolen er indtruffet hændelser, som enten har fjernet genstanden for den sag, der blev ført for EUIPO, i form af tilbagekaldelse af indsigelsen mod registreringen af det ansøgte varemærke eller tilbagekaldelse af påstanden om det anfægtede varemærkes fortabelse, eller som har fået virkninger for gyldigheden af den ældre ret eller af den ret, der var genstand for ansøgningen om beskyttelse via EU-varemærkesystemet. Hver af disse hændelser foranledigede Unionens retsinstanser til i det væsentlige at fastslå, at søgsmålets genstand var bortfaldet som omhandlet i artikel 113 eller artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 eller i procesreglementets artikel 130, stk. 2, eller artikel 131, stk. 1, og at der i henhold til disse bestemmelser ikke længere var anledning til at træffe afgørelse i disse sager.

21      Det må imidlertid konstateres, at ingen af disse situationer er indtrådt i den foreliggende sag. Intervenienten har nemlig ikke tilbagekaldt sin påstand om, at sagsøgerens varemærke er ugyldigt. Endvidere er der ikke indtruffet hændelser vedrørende gyldigheden af intervenientens ældre ret. Den ugyldighedssag, der er anlagt ved EUIPO, har således i det foreliggende tilfælde bevaret sin genstand. Den anfægtede afgørelse, hvorved det blev fastslået, at sagsøgerens varemærke var ugyldigt, er ikke bortfaldet. Dens virkninger er blot udsat, indtil Retten har truffet afgørelse i den sag, som sagsøgeren har anlagt herved.

22      Den omstændighed, at sagsøgeren er ophørt med at besvare Rettens henvendelser og således har givet afkald på at forsvare sine interesser uden dog at afbryde proceduren, har derfor ingen virkning for den sag, der er ført for EUIPO, og følgelig heller ikke for genstanden for den sag, der verserer for Retten, men alene for betingelserne for Rettens videre behandling af sagen.

23      I denne sammenhæng kan Rettens konstatering i henhold til procesreglementets artikel 131, stk. 2, af, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, ikke være til hinder for, at den anfægtede afgørelse får retskraft.

24      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det eneste formål med den mekanisme, der er indført ved artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001, er, at appelkamrenes afgørelser først får retskraft, når den retslige procedure er afsluttet, således at de parter, der berøres af EUIPO’s afgørelser, sikres en retsbeskyttelse, som tager hensyn til varemærkerettens særpræg. Det ville nemlig være hinsides enhver fornuft at registrere et varemærke for derefter at slette det i registret og i givet fald atter registrere det alt efter udfaldet af de på hinanden følgende afgørelser, der træffes af EUIPO’s instanser og Unionens retsinstanser. Det følger heraf, at selv om konstateringen af, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse, ganske vist ikke fremgår udtrykkeligt af artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001 som udtryk for den opsættende virkning af de sager, der anlægges til prøvelse af appelkamrenes afgørelser, bør det lægges til grund, at med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse skal en afgørelse på grundlag af procesreglementets artikel 131, stk. 2, om, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse, sidestilles med en afvisning af den sag, der er blevet anlagt ved Retten, jf. artikel 71, stk. 3, i forordning 2017/1001.

25      På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger må Retten af egen drift i overensstemmelse med procesreglementets artikel 131, stk. 2, fastslå, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse i den foreliggende sag.

 Sagsomkostninger

26      Det følger af procesreglementets artikel 137, at finder Retten, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen, er den frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostningerne.

27      I den foreliggende sag finder Retten, at det, henset til sagens faktiske omstændigheder, bør pålægges sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale de af intervenienten afholdte omkostninger, idet EUIPO har oplyst Retten, at kontoret ikke har afholdt omkostninger, der kan kræves erstattet.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling):

1)      Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)      Synapsa Med sp. z o.o. bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Gravity Brand Holdings LLC.

Således bestemt i Luxembourg den 7. august 2024.

*      Processprog: engelsk.