10

Det fremgår af procesreglementets artikel 170, stk. 3, at hvis der opstår tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet, træffer Retten efter anmodning fra den berørte part ved kendelse endelig afgørelse efter at have givet den part, som anmodningen vedrører, lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

11

Ifølge procesreglementets artikel 140, litra b), anses »nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, navnlig rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater«, for sagsomkostninger, der kan kræves erstattet. Det følger af denne bestemmelse, at de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, er begrænset til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling ved Retten, og som var nødvendige i denne forbindelse (jf. kendelse af 6.3.2003, Nan Ya Plastics og Far Eastern Textiles mod Rådet, T-226/00 DEP og T-227/00 DEP, EU:T:2003:61, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

12

Retten finder det hensigtsmæssigt indledningsvis at tage stilling til, om de sagsomkostninger, der er betalt af en tredjemand i forhold til sagen, kan kræves erstattet af intervenienten.

13

I sine bemærkninger til anmodningen om fastsættelse af sagsomkostningerne har sagsøgeren gjort gældende, at de udgifter, som intervenienten har krævet erstattet, er blevet afholdt af en tredjemand, der ikke har deltaget i hovedsagen, nemlig intervenientens arbejdsgiver, det britiske selskab A. De sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, omfatter derfor ikke disse udgifter, som intervenienten ikke har afholdt. Sagsøgeren har herved anført, at begrebet »part« skal vurderes ud fra den berørte persons rolle i sagen og ikke ud fra en eventuel økonomisk interesse hos en tredjemand, der står bag den egentlige part.

[udelades]

19

Intervenienten har anfægtet sagsøgerens argumenter. Han har i sin anmodning om fastsættelse af sagsomkostningerne præciseret, at fakturaerne er udfærdiget i hans arbejdsgiver, selskabet A’s navn, og at selskabet har påtaget sig at sørge for betalingen af dem over for hans rettergangsfuldmægtige. Intervenienten er således debitor for ydelsen og er kun blevet frigjort fra sin forpligtelse til at betale til rettergangsfuldmægtigene ved, at hans arbejdsgiver har betalt fakturaerne.

[udelades]

25

Det fremgår af retspraksis, at udtrykket »udgifter, som parterne har afholdt« betegner udgifter affødt af de retsforhandlinger, som parterne har deltaget i. Dette udtryk betegner dermed ikke kun de udgifter, som parterne faktisk har båret. Udgifter, der er afholdt med henblik på retsforhandlingerne for Retten, og som har været nødvendige i denne forbindelse, kan således erstattes, selv hvis de faktisk er blevet betalt af en tredjepart i forhold til tvisten (jf. i denne retning kendelse af 2.3.2009, Fries Guggenheim mod Cedefop, T-373/04 DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:43, præmis 24, og af 21.12.2010, Le Levant 015 m.fl. mod Kommissionen,T-34/02 DEP, EU:T:2010:559, præmis 26).

26

I den foreliggende sag skal det for det første bemærkes, at rettergangsfuldmagten (benævnt »Power of Attorney – Vollmacht« og dateret den 1.3.2022), der blev givet til advokaterne A. Haberl og M. Körner og fremlagt som bilag 1 til intervenientens svarskrift i hovedsagen, er underskrevet af intervenienten og ikke på vegne af selskabet A, som ikke var part sagen. Det følger heraf, at det er intervenienten, der er advokaternes fuldmagtsgiver, og at han følgelig i eget navn har påtaget sig en personlig forpligtelse til at betale dem salær.

27

Det skal for det andet bemærkes, at intervenientens rettergangsfuldmægtige stilede de fakturaer for advokatsalærer, som intervenienten har fremlagt som bilag 2 til sin anmodning om fastsættelse af sagsomkostningerne, til hans arbejdsgiver, selskabet A. Dette tyder på, at salærerne faktisk blev betalt af det pågældende selskab i henhold til en aftale indgået mellem intervenienten og selskabet.

28

I modsætning til, hvad sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, ændrer den blotte omstændighed, at fakturaerne fra intervenientens advokater er stilet til selskabet A, som er tredjemand i forhold til hovedsagen og tredjemand i forhold til den omhandlede fuldmagt, imidlertid ikke noget ved, at det faktisk er intervenienten og ikke adressaten for fakturaerne, der er fuldmagtsgiveren (jf. denne doms præmis 26). Detaljerne i fakturaerne med hensyn til den nærmere faktureringsmetode er herved uden betydning.

29

For det tredje skal det bemærkes, at de omhandlede fakturaer vedrører udgifter, der er afholdt i forbindelse med den hovedsag, som parterne, herunder intervenienten, deltog i, selv om udgifterne faktisk er blevet betalt af en juridisk person, der er tredjepart i forhold til tvisten, nemlig selskabet A.

30

I lyset af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 25, skal det derfor fastslås, at de af selskabet A betalte sagsomkostninger principielt kan kræves erstattet af intervenienten.

31

Denne konstatering kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argumenter.

32

For det første er spørgsmålet om intervenientens egen økonomiske interesse uden relevans for vurderingen af, om de omhandlede fakturaer faktisk vedrører udgifter, der er afholdt i forbindelse med den hovedsag, som parterne, herunder intervenienten, deltog i.

33

Det skal i øvrigt på linje med det af intervenienten anførte bemærkes, at ugyldighedsgrundene i artikel 25, stk. 1, litra a) og b), i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EU-design (EFT 2002, L 3, s. 1) i princippet kan påberåbes af enhver person (dom af 13.6.2019, Visi/one mod EUIPO – EasyFix (Informationstavle til køretøjer), T-74/18, EU:T:2019:417, præmis 64), da de beskytter en offentlig og almen interesse. Denne interesse er således under alle omstændigheder fælles for intervenienten og selskabet A.

34

For det andet er det fuldstændig irrelevant, at intervenienten ikke deltog i den mundtlige forhandling i hovedsagen, eftersom et retsmøde, henset til procesreglementets artikel 108, stk. 1, kan holdes, uden at en intervenient deltager for Retten, hvorfor det står intervenienten frit for, om vedkommende vil deltage i mødet eller ej.

35

For det tredje er det også irrelevant, at rettergangsfuldmægtigene ikke rapporterede direkte til intervenienten, men indirekte gennem de rådgivere i intellektuel ejendomsret, som tidligere havde repræsenteret ham for EUIPO’s instanser, eftersom disse rådgivere handlede på vegne af fuldmagtsgiveren, dvs. intervenienten. Det er desuden ikke blevet godtgjort – eller hævdet af sagsøgeren – at rettergangsfuldmægtigene eller rådgiverne på nogen måde rapporterede til selskabet A.

36

Det må derfor konkluderes, at under omstændighederne i den foreliggende sag, hvor intervenienten er fuldmagtsgiver og debitor for sine advokaters salærer, udgør de udgifter, navnlig til disse salærer, der er afholdt i forbindelse med hovedsagen og betalt på intervenientens vegne af en tredjepart i forhold til sagen, selskabet A, udgifter, som kan kræves erstattet af intervenienten.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

De sagsomkostninger, som Orgatex GmbH & Co KG skal erstatte Lawrence Longton, fastsættes til et samlet beløb på 3978,75 EUR.