—

Kommissionens afgørelse af 21. december 2022 (State Aid SA.104606 (2222/N) — Tyskland, TCF-meddelelse: Temporary cost containment of natural gas, heat and electricity price increases) annulleres, for så vidt som den erklærer, at støtte i henhold til Gesetz zur Einführung einer Strompreisbremse und zur Änderung weiterer energierechtlicher Bestimmungen (lov om indførelse af en elprisbremse og om ændring af yderligere bestemmelser inden for energilovgivningen) til fordel for operatører af ladestandere med henblik på at reducere udgifterne for den ladestrøm, der ved en ladestander bruges af tredjepersoner i baggrunden, er forenelig med det indre marked.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen på trods af alvorlige vanskeligheder ikke indledte den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Kommissionen overså, at støtteordningen vedrørene den tyske lov om indførelse af en elprisbremse også begunstigede operatører af ladestandere, selv om der her ikke var tale om slutbrugere, men om energileverandører.

2.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 8, stk. 2, TEUF, burde være blevet indledt, idet Kommissionen i forbindelse med en fuldstændig undersøgelse burde have fastslået, at operatører af ladestandere, der både er udbydere og leverandører af ladestrøm, vil modtage støtte, men at dette imidlertid ikke er tilfældet for rene leverandører som sagsøgeren.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen erklærede, at støtteordningen i forbindelse med elprisbremseloven til fordel for operatørerne af ladestandere var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Det fremgår af TCF-meddelelsen, at støtte til udligning af de øgede meromkostninger som følge af den russiske angrebskrig mod Ukraine på grund af den usædvanligt store stigning i elprisen alene er forenelig med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, såfremt der er en mekanisme, der sikrer, at støtten også er til gavn for dem, der er berørt af den alvorlige forstyrrelse i en medlemsstats økonomi. En sådan mekanisme foreligger ikke i forbindelse med støtten til fordel for operatører af ladestandere.

4.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at støtteordningen i forbindelse med den tyske lov om indførelse af en elprisbremse til fordel for operatører af ladestandere ikke er forenelig med det indre marked, fordi den uden behørig grund fordrejer konkurrencen mellem rene leverandører af ladestrøm på den ene side og operatører af ladestandere på den anden side. Støtteordningen i forbindelse med elprisbremseloven begunstiger alene leverandører af ladestrøm, der samtidig driver ladestandere. Rene leverandører af ladestrøm modtager derimod ingen støtte i medfør af elprisbremseloven. Dermed opnår operatørerne af ladestandere en konkurrencefordel over for rene leverandører af ladestrøm.

5.

Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at støtten til ladestrøm tilsidesætter direktiv (EU) 2019/944 (1), idet den er baseret på en i henhold til artikel 2, nr. 3), i direktiv (EU) 2019/944 retsstridig fiktion, hvorefter operatører af ladestandere er slutbrugere, selv om de rent faktisk er elektricitetsvirksomheder som omhandlet i artikel 2, nr. 57), i direktiv (EU) 2019/944, og udfører opgaver i forbindelse med levering i medfør af artikel 12, nr. 12), i direktiv (EU) 2019/944. I kraft af den selektive støtte, der alene ydes til fordel for operatører af ladestandere og ikke til fordel for rene leverandører af ladestrøm, sker der en forvridning af konkurrencen i strid med artikel 3, stk. 4, og artikel 5, stk. 1, i direktiv (EU) 2019/944.